Tag Archives: særudstilling

Gladiator på Moesgaard – brug af film til at skabe rum

Gladiator – Colosseums Helte på Moesgaard Museum er en særudstilling, der er værd at besøge, alene på grund af udstillingens brug af film og rumlig oplevelse skabt gennem film og scenografi.

Gladiator - Colosseums helte

Udstillingens emne om mænd, der kæmper til døden mod hinanden eller vilde dyr er i sig selv fyld med spænding, foragt og fascination, og det har Moesgaard også formået at formidle bredt på grund af udstillingens store centrale rum. Der træder vi som museumsgæster ind i Colosseum. Fra første parket ses arenaen og i en dragene 20 min. sekvens følger man publikums komme og kampene, der går i gang. Det er ikke kun en projektion, der viser handlingen, men flere skærme og projektioner rundt i lokalet.

Gladiator - Colosseums helte Gladiator - Colosseums helte Gladiator - Colosseums helte

Bag de besøgende, der står på gulvet og ser på arenaen, er der en tribune, man også kan gå op og se handlingen fra (og ved sin tilstedeværelse på tribune samtidigt skabe mere liv i rummet) og i loftet er der baner af stof, en solafskærmning, der glider ind over publikum. Sammen med resten af scenografien i rummet er det alt sammen med til at få museumsgæsterne til at føle, at de er tilstede – her i Colosseum sammen med gladiatorerne.

Gladiator - Colosseums helte Gladiator - Colosseums helte

Resten af udstillingen er ikke nær så spektakulær. Der er først og fremmest montre med genstande. Og der er tekster, der desværre nogle steder er vanskelige at læse og flere steder er meget lange. Det er information og vidnesbyrd man som gæst kan dykke ned i, hvis fortællingen fra der store rum har vagt interesseren.

Gladiator - Colosseums helte

Museet har valgt at prioritere at lave en imponerende filmisk introduktion – og det er et godt valg. Filmene er professionelle lavet og samtidigt er det meget mere end film. Filmene skaber et rum, som man som besøgende er med til at give liv. Museets særlige kvalitet som rumlig formidlings- og oplevelsessted bliver udnyttet – og med andet end de arkæologiske genstande, der ellers synes at måtte have været det oplagte i et emne fra Romerriget. Den filmiske og scenografiske formidling er med til at få historien om gladiatorerne bred formidlet. Den er også med til, at formidlingen når og engagerer flere end de gæster, der på forhånd har interesseren og tålmodigheden til lange tekster og oplyste montre.

Gladiator - Colosseums helte

Gladiator – Colosseums Helte vises på Moesgaard Museum frem til 11. september 2016.

Reklamer

1 kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Udstilling

Pels og Hønsestrik – to udstillinger om tøj

To af de museer i landet med de største tekstilsamlinger åbnede sidste år hver deres udstilling om tøj. Den ene udstilling var Nationalmuseets Pels – liv eller død og den anden var Den Gamle Bys Hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne. Der er to anbefalelsesmæssige udstillinger, der stadig kan ses, og det er også eksempler på to meget forskellige tilgange og brug af tøj til fortællinger.

Pels DSC_0112

Pels – liv eller død

Nationalmuseets udstilling Pels vises i museets store Egmonthal og er en ambitiøs udstilling, der bruger et væld af greb og lægger op til dialog med gæsterne.

Lige når man kommer ind i hallen bliver man mødt med en række udsagn om pels og det etiske ved at benytte pels som beklædningsgenstand. Her er gennem tekst og film udsagn fra pelsavlere, dyrevelfærdsaktivister, modeskabere – der både er for eller imod, landbrugsministeren, grønlandske fangere, og flere andre, der har en holdning til brugen af pels.

Pels DSC_0173

Modeskaberne Trine Wackerhausen og Karl Lagerfeld er nogle af de mange der udtaler sig om pels i udstillingen

Introen markere at dette ikke er en udstilling der vil nøjes med nøgternt at vise genstande frem, men en udstilling, der vil gå i dialog med den besøgende og deres holdninger.

At Nationalmuseet vil den besøgende noget kan jeg kun bifalde, men personligt syntes jeg, at det også er en intro, der næsten for tydeligt og pågående præsenterede den besøgende for holdninger, som der skal tages stilling til – der er så mange udsagn og stemmer at forholde sig til så man ikke kan overskue dem eller have ro til at reflektere over dem.

Pels DSC_0176

Efter introen bruger udstillingen det simpelt formidlingsmæssige greb, at man som besøgende skal vælge at gå den ene eller anden vej afhængigt af om man er til pels er ej. Stillingtagen skal tages her for at komme videre. Enkelt og godt. Begge valg fører ind til et område, hvor man kan prøve pelse, kunstpelse eller aktivisttøj og lade sig fotografere eller tage selfie. Det er også muligt at vælge den rette baggrund (Arktis, en cat walk mv.) til at lade sig forevige foran.

Pels DSC_0177

De besøgende kan prøve tøj i udstillingen og når de gennem instragram bruger hashtagget #furlifedeath bliver billedet vist på skærme i udstillingen

Pels DSC_0178

I udstillingen er der en væg, hvor der baggrunden kan vælges til ens pelstøj-billede

Efter disse dele kommer man ud i udstillingens store rum. Nationalmuseet har i indretningen fået hjælp af scenograf Anne Schnettler og der er blevet skabt en klar rummelig fortælling. I hver sin ende af det store rum er placeret to grupper af drager og mellem disse er der store planche- og montre elementer, som gennem tekst, genstande og billeder fortæller om blandt andet jagt, opdræt, forarbejdning, handel og forbrug – både i Arktis, forhistoriske tid og i nyere tid. Det spektakulære i rummet er de to tableauer af dragter. Den ene gruppe er nye modeskaberes brug af pels og den anden gruppe er dragter fra Nationalmuseet righoldige og exceptionelle arktiske samling.

Pels DSC_0165

Pels DSC_0182

Aktivering af gæsten i udstillingen

Der er mange informationer at forholde sig til i udstillingen, men den er også godt dækket ind med brugerinddragende elementer eller hands-on elementer som at prøve tøjet, mærke på forskellige pelstyper. Den store tekstmænge og den de mange udsagn om emnet kan gøre, at udstillingen kan virke lidt teksttung og belærende, men med den rette rute gennem Pels er det bestemt også muligt for en familie at få en god og aktiv oplevelse.

Pels DSC_0116

En af de aktiverende elementer er en fremvisning af pelse – og kunstig pels – hvor man så kan gætte hvad der er hvad

Pels termoinstallation

Ved en varmeudstrålingsmåler kan man prøve overtøj og se hvilken isoleringsgrad det har. Til højre er termografisk billede af mig med en pels på og til venstre med en lærredsjakke på.

Det er en udstilling, der ønsker at skabe en debat og få folk til at reflektere. Det lykkedes også Nationalmuseet at få mig til at overveje emnet og dermed en klarere ide om min egen holdning. Dette skete ikke gennem udsagnene i begyndelsen af udstillingen, men ved de to store tableauer i hovedrummet og den mulighed de gav ved at man kunne sammenligne vor tids kulturs mere ekstravagante brug af pels overfor inuitternes funktionsbundne og nødvendige brug.

Pels DSC_0154

Udstillinger er ofte et socialt rum som man deler med andre og jeg tror at udstillingsrummet er rigtigt godt til at lade gæsten selv drage sine konklusioner – evt. gennem snakken med den man ser udstillingen med. Alt skal ikke fordøjes, men gerne lægges frem så gæsten selv kan lave refleksionen og få glæden over at se sammenhænge. Det synes jeg også at min oplevelse i Pels underbygger. Det var ikke var de direkte udsagn eller opfordringer i udstillingen til at høre min mening, der for alvor aktivere min refleksion, men derimod to mere nøgternt opstillede tableauer af genstande fint arrangeret så de var nemme at sammenligne og det blev oplagt til selv at tænke over emnet – uden at der for tydeligt blev opfordret til at man skulle gøre det.

Hoensestrik og hot pants IMG_5518

Hønsestrik og hot pants

For god ordens skyld vil jeg nævnte, at Den Gamle Bys Hønsestrik og hot pants er ikke en udstilling jeg på samme måde som med Pels kan beskue udefra som gæst. Det er min kollega Tove Engelhardt Mathiassen, der har tilrettelagt udstillingen, men jeg har samme med andre kollegaer løbende fulgt tilblivelsen og udvekslet ideer med Tove.

Hønsestrik og hot pants er med sine 250 m2 ikke en nær så stor udstilling som Pels og udstillingen har også færre udsagn og behandler færre emner. I de sidste år har Den Gamle By åbnet en række butikker og lejligheder, der viser hvordan at danskerne kunne have levet i 1974. Hønsestrik og hot pants er med til at understøtte dette fokus museet har på 70’erne og den fortid, der er i mands mind.

Hoensestrik og hot pants DSC_0017

Udstillingen vises eksempler på DIY tendenser i årtiet, blandt andet med hønsestik, der var skabt som en erklæret oprør mod garnfabrikanterne samlede salg af opskrifter og garn. Nu skulle stikken også frigøres og alle skulle kunne strikke de motiver de havde lyst til!

Andre rum fokusere på tøj, som kunne købes i butikkerne og sidst i udstillingen er der to rum, som viser sammenhæng (eller mangel på samme) mellem musikvalg og påklædning.

Hoensestrik og hot pants IMG_5522

70’erne var et meget rigt årti med hensyn til stilarter og iscenesættelse og det kommer udstillingen godt omkring. Undervejs er udstillingen garneret med tidstypisk musik og skærme, der viser billeder og reklamer med eksempler på tidens trens og tøj. Det er alt sammen med til at skabe en udstilling, der vækker minder og genkendelse for mange. Ligesom i Pels er det udvalgte steder også muligt selv at bidrage. I et af rummene, hvor der vises hjemmegjort tøj, kan de besøgende strikke med på et halstørklæde og sidst i udstillingen er der en lille gætteleg om hvilken musik ejerne bag de forskellige sæt tøj hørte.

Hoensestrik og hot pants IMG_5262

De besøgende skal gætte hvem der hørte hvilken musik i 70’erne

Hoensestrik og hot pants DSC_0028

Og kan se om det var den, der ejede det tøj de troede det var, og derudover læse en kort tekst fra ejeren af tøjet

I modsætning til Nationalmuseets arktiske samling havde Den Gamle By ikke en stor og spektakulær samling at 70’er tøj at trække på. Det udstillede tøj i Hønsestrik og hot pants er fra en samling, der er bygget op de seneste år med øje for at lave en udstilling som denne – og for at bevare tøj fra 70’erne. Det er ikke særlige eksklusive genstande, men oftest almindelige folks tøj. For at få flere almindelige menneskers historier med i udstillingen blev der lavet opslag på museets facebook og blogs, hvor billeder og historier om 70’er tøj blev efterlyst. Der kom gode svar retur og også materiale, som kunne indgå i udstillingen og bidrage til museets vidensindsamling om periodens tøj og brug af tøj.

Hoensestrik og hot pants IMG_5264

Der blev blandt andet gennem facebook og museets blog efterlyst billeder der henviste til tøjstil og brug af musik http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/2014/02/06/musikstil-og-tojstil-i-1970erne-indsamling-af-billeder/

Dilemma og diskussion eller mangfoldighed og erindring

Pels og Hønsestrik og hot pants er begge udstillinger om tøj, men de bruger genstandstypen meget forskelligt. Nationalmuseet har lavet en ambitiøs udstilling, der dels er en fremvisning af en af museets helt stærke genstandsfelter – deres arktiske samling – men som samtidigt også er en udstillinger, der søger at behandle et etisk dilemma og en aktivt erhverv i Danmark, opdræt af dyr med henblik på at bruge deres pels til beklædning.

Hønsestrik og hot pants sætter fokus på en tidsperiode. Det er ikke en udstilling, der leder efter et dilemma men lader de modstillinger, som er i udstillingens materiale (flippet – borgerlig, disko – dansk top mv.) være med til at vise en mangfoldighed mere end at opfordre til et valg og en stillingtagen som den besøgende skal forholde sig til.

Pels DSC_0164

På vej ud af udstillingen Pels bliver de besøgende spurgt om deres holdning til pels, og hvis man sender den i en SMS til 1272 bliver udsagnet vist i udstillingen

Pels søger efter at engagere gæsterne og det skal den have anderkendelse for, Hønsestrik og hot pants har ikke en stillingstagen-dagsorden på samme vis, men der er ikke tvivl, når man ser publikums reaktioner i udstillingen, at mange bliver engageret – ikke i et etisk dilemma, men i deres egen historie som de ihukommer gennem besøget i udstillingen. Den nære fortid er fængende. Et det fordi det er let formidling uden refleksion? Nej – det er det ikke. Der er tydeligvis en refleksion hos de besøgende. Den er måske nemt for gæsterne at lave ved at de forholder sig til deres eget liv og historie, men det er en refleksion, der kan sætte meget i gang. Inputtet fra udstillingen minder en om, hvor man var og hvor man nu er. Det kan også åbne døren op til en overvejelse om, hvilken udvikling samfundet har gennemgået de sidste 40 år. Dem der er for unge til at have oplevet 70’erne kan også reflektere over ændringerne, særligt hvis de er sammen med deres forældre og pludselig nu høre dem fortælle andeledes om dengang de var unge eller børn.

Hoensestrik og hot pants DSC_0022

Engagement i udstillinger kan både laves mere direkte som i Pelsudstillingen og mere selvoplevende som i Hønsestrik og hot pants. Forskellige temaer kræver forskellige metoder, og er begge udstillinger bruger gode greb. De er værd at besøge og lade sig inspirere af.

Nationalmuseets Pels – liv eller død kan ses frem til 22. februar 2015.
Læs mere om udstillingen her: http://natmus.dk/museerne/nationalmuseet/udstillinger/saerudstillinger/pels/</a

Den Gamle Bys Hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne kan ses resten af 2015.
Læs mere om udstillingen her: http://www.dengamleby.dk/hoensestrik-og-hotpants/

Hoensestrik og hot pants DSC_0018

3 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Vikings on display

Vikinger er et brand og et begreb, der hos de fleste danner billeder af kamp, eventyr og historier.

Viking 11.2013 465

Vikingeskibet Roskilde 6 i Nationalmuseets udstilling Viking

Vikinger er også populære. Bøger om vikingetiden kommer i en lind strøm og i år har det også været muligt at se, hvordan vikingestoffet kan omskabes til ambitiøse museumsudstillinger. To af de museer, der har nogle af de fineste vikingetidssamlinger har præsenteres hver deres version af perioden. Den ene er udstilling Vikings! fra Historiska Museet i Stockholm og den anden er det danske Nationalmuseums udstilling Viking. Førstnævnte er en vandreudstilling, der lige nu kan ses i Sydney og som tidligere var i Edinburgh og i hollandske Assen. Nationalmuseets udstilling vises frem til 17. november i København før den rejser videre til British Museum i London og Museum für Vor und Frühgeschichte i Berlin. Det er publikumsmæssigt tilsyneladende også en succes at lave udstillinger om vikinger. Historiska Museets vikingeudstilling havde jeg i maj mulighed for at se på Scottish National Museum i Edinburgh. Det var en velbesøgt lørdag, hvor det var nødvendigt at købe billet til et særligt tidspunkt og det samme billetprincip er brugt ved Nationalmuseets udstilling.  Da jeg besøgte den i sidste weekend var alle prebookede tider taget, og gæster stod i kø for at komme ind til udstillingen.

Viking 11.2013 519

Det luner en museumsmands hjerte at se kø foran en kulturhistorisk udstilling

Det er to forskellige greb, der er lagt ned over fortællingen om vikingernes verden i de to udstillinger og det er forskellige oplevelse gæsterne får ved besøget. Begge udstillinger har genstandene som det centrale, men hvor Nationalmuseet har lavet en æstetisk flot udstilling, der tænker i samlede greb, har Historiska Museet i højere grad arbejdet med overblik og variation.

Stemningen og iscenesættelse i København

Nationalmuseet har lavet en meget stemningsmættet udstilling. Når man som gæst går ind i museets Egmonthal skal øjet først vende sig til den dunkle belysning. Der er arbejdet med mørkt træ og en dramatisk scenografi, der bringer en væk fra vor tids dyrkelse af det lyse og lette.

Viking 11.2013 456

Flammer på væggene i udstillingen Viking

Central i udstillingen, både fysiske og dramaturgisk er skibet: Det 36 meter lange vikingeskib Roskilde 6 fra 1020’erne, som blev fundet i forbindelse med, at Vikingeskibsmuseet blev udvidet i 1997. Skibets størrelse betyder noget for oplevelsen og denne del af udstillingen er den mest gennemarbejdede. Modsat det forhøjede podie, hvor der mens jeg var i udstillingen hele tiden stod gæster og betragtede skibet, er der animerede film som viser skibet til søs – både ved kyster og i høje bølger på åbent hav. Det virker og mange gæster stod og blev fanget af iscenesættelsen og dramatikken.

Viking 11.2013 464

Filmiske effekter og Roskilde 6

Den kraftige iscenesættelse af rummet har også en pris. Det er et meget dunkelt udstillingsrum og efter min smag også noget ensformigt i sin udformning. Den dunkle lyssætning kunne fint have sat en stemning i begyndelsen, men jeg er overbevist om, at en variation i virkemidlerne vil kunne have skærpet sanserne og styrket fortællingerne. Efter at have passeret skibet er der afsnit om Magten & Æren og om Tro & Ritual. Disse to afsnit har ligesom resten af udstillingen flotte og unikke genstande, men i stedet for, at de bare ligger sobert og korrekt udstillet i et ellers mørk rum kunne de historier, der er i disse genstande være understøttet af en omgivende fortælling – ligesom at skibet bliver i udstillings centrale del. Man kunne have været i stormandens hal, i offermosen, i den tidlige kristne kirke eller bare et andet sted end i en dunkel-dramatisk udstillingshal.

Viking 11.2013 479

Afsnittet Tro & Ritual i udstillingen Viking

Dunkelheden gjorde desværre også, at der steder blev for mørkt. Helt galt var det ved det afsnit, hvor der var aktiviteter med at prøve tøj og våben. Ideen med at lave aktiviteter centralt i udstillingen er ellers rigtig god, og på papiret er det også en fin ide at lade det ske lige ved skibet, men den dunkle stemning gør, at det oplagte fotospot ikke rigtig fungerede som et fotospot.

Viking 11.2013 460

Fotospot?

Overblik i Edinburgh

Vikings! i Edinburgh var en lysere og meget mere åben udstilling. Det var ikke en center-genstand som i København, men til gængæld var det nemmere at får overblik over hvilke fortællinger udstilling handlede om. Den var brudt ned i klassiske emner som Family, Houses, Worship, Crafts, Living/Dead, Business og Over the Sea og et gennemgående træk var, at der blev fokuseret på de personer der levede dengang.

01_studio_exhibit_VIKINGS_08_large

Historiska Museets vandreudstilling Vikings!

De lysere rum havde det gjort muligt at tage gode billeder af familien sammen på museum, hvis det ikke var fordi, at museet i Edinburgh havde den regel at fotografering (også uden blitz) var forbudt i udstillingen – men er det også vigtigt at kunne fotografere hinanden. Ja – det er det. Museer er steder for fællesskabet og organiseringen af museernes udstillinger bør have det in mente. Det skal være muligt at tage gode billeder af knægten, der kan findes frem når man kommer hjem eller som kan deles med farmor, facebook-vennerne eller hvem man nu deler sit livs oplevelser med. Oplevelser skal kunne deles.

De billeder der illustrere udstillingen her er derfor heller ikke mine egne, men dem jeg kunne finde på hjemmesider, der gerne deler deres materiale.

Afsnit om håndværk, der havde en lydside fra en smedje – det virkede stressende ved selve afsnittet, men generelt stemningsskabende i rummet

Der var et gennemgribende design, men de forskellige temaer have sin egen form og signatur-scenografiske element. Noget af det var måske lidt fortænkt, men det havde den klare funktion, at den ene fortælling var til at skelne fra den anden. Der var også nogle af dem som virkede rigtigt godt, f.eks. installationen hvor de fundne jernsøm var hængt op så man kunne se, at de engang havde været del af et vikingeskib.

Interaktionen

Begge udstillinger arbejder med installationer, både analoge og digitale. I København er der som nævnt mulighed for at prøve tøj og løfte våben, i Edinburgh var der er også rekonstruktioner, som kunne røres ved og en fin detalje med siddepladser, hvor gæsterne kunne sidde på lammeskind og spille vikingebrætspillet Nefatavl, noget flere gjorde, da jeg besøgte udstillingen.

Med hensyn til digitale interaktions- og spilelementer var der i Edinburgh flere gode enkeltspil. Vikingesamfundets forskellige typer blev formidlet ved, at man på en skærm skulle give en viking tøj på og genstande med sig – og så bagefter blev man præsenteret for, hvilke type man havde lavet – warrior, farmer, lady in the house, völvan, the unfree osv. Et fint spil, der gennem leg præsenterede vikingetidens opdelte samfund. Ved siden af skærmen med spillet var der så rekonstruktioner af noget af det tøj, der kunne vælges.

01_studio_exhibit_VIKINGS_06_large

Et andet sted var der en installation om gudeverdenen og et tredje sted et spil, hvor et vikingeskib skulle bygges ved at de rette ressourcer blev fundet. Også den installation fungerede godt.

Nationalmuseet havde gået en anden vej og valgt et koncept, hvor et samlet spil førte gæsterne gennem udstillingen og samtidigt fungerede som et børnelag i formidlingen. Jeg var på besøg på Nationalmuseet med min 9 årige datter. Vi blev begge grebet af spillet og gennem de fem spilstationer fik vi handlet, valgt udstyr, mødt kongens hird, ofret til guderne og plyndret franske kloster og solgt friller i Dublin. Og vi var stolte vikinger, da vores figur efter endt dåd blev kåret til at være vis og modig. Jeg tror ikke at spillet vil have haft samme underholdningsværdi, for dem der ikke havde glæden af at have et barn ved sin side, men for Naja og jeg var spillet var en succes. Det gjorde dog, at far nogle gange måtte springe montre over eller bruge sine overtalelsesevner for at nogle af montrerne med genstande også blev studeret – men igen, fællesoplevelsen er en ligeså vægtig en grund til museumsbesøget, som de udstillede genstande.

Viking 11.2013 481

Et kort aktivere de enkelte konsoller

Viking 11.2013 452

og opgaver løses, mens strukturer i vikingetidens samfund overvejes og diskuteres

Til sidst i udstillingen var der en fin runeinstallation, hvor det som man skrev med latinske bogstaver på et tastetur blev lavet om til runer på en runesten. En lignende princip havde Moesgård Museum i en installation for år tilbage på deres runeudstilling, men det gjorde jo ikke oplevelsen på Nationalmuseet ringere.

Viking 11.2013 487

Viking 11.2013 495

Viking 11.2013 499

Det digitale havde også sneget sig ind i museumsteksterne i København. Her var der et par tablet ved hver montre. I monstrene var genstandene diskret markeret med et nummer og på tablet’en kunne man så gå på opdagelse i de op til 30 numre gennem tryk på skærmen. Det er et system der ses andre steder, blandt andet i Danmarks Krige, den nye permanente udstilling på Tøjhusmuseet – og jeg håber, at det er en grille, der snart får en ende. Også på Nationalmuset var der desværre skærme som frøs, og der var flere steder kø til skærmene, der pga. af muligheden for længere tekster også nogle steder havde fået en for lang tekst.

Viking 11.2013 451

Teksten til de udstillede genstande i Nationalmuseets Viking skulle læses på skærm

I Edinburgh var der i stedet baggrundsbelyste tekster, der var korte og placeret så flere kunne se dem.

Fokus på genstanden

I begge udstillinger var der fokus på de arkæologiske genstande. De blev sobert vist frem og historien om tiden fortalt ud fra dem. Tidens dramatiske begivenhedshistorie blev desværre ikke dyrket, nok fordi, at genstandene til ikke var der – og at det var den væsentligske kriterier for valg af emner. I Edinburgh var udstillingen og dermed emnet nemmere at overskue og forstå, og der blev gjort et hæderligt forsøg på at dække de fleste aspekter ved vikingernes verden, inkl. en lidt kompleks beskrivelse af den nordiske mytologi. Det var en forklarende udstilling. Nationalmuseet har derimod kastet loddet på stemning, scenografien og iscenesættelsen omkring skibet. Ved skibet kom der lidt af de fortællinger om eventyr og virketrang, som kunne mangle i de velordnede montrer fyldt med genstande.

Viking 11.2013 508

Sagaerne, fortællinger og den 1800- og 1900-tals dyrkelse af vikingerne som skabte periode mangler desværre. Det sidste er en metahistorie, der kan være svær at fortælle, men alligevel er det for mig at se en af de vigtige historier omkring perioden – at vikingetiden netop blev vikingetid med alle de dramatiske og nationale hentydninger og fortællinger, fordi perioden blev opdyrket i 1800-tallet samtidigt med – og som en del af – den nationale opblomstring. Det er et emne som begge museer har været opmærksom på i deres undervisningsmateriale, men desværre var det ikke noget der fandt vej til selve udstillingen i København. I Edinburgh afsluttes udstillingen med lidt om emnet foruden, at de har en rigtig fin installation, hvor de med tungen i kinden og gennem et skyggespil lader en vikingehjelm få horn på.

Ligesom med det digitale spil, hvor man vælger tøj er der humor og udstillingsdesignet lader en selv deltage og skabe en historie (hornhjelmen), som man så bagefter finder ud af primært er en nutidig konstruktion.

Skyggen af den ikoniske, men ikke så korrekte hornhjelm

Gæsterne kunne selv placere hornene foran hjelmen ved et hive i et håndtag

Begge udstillinger er besøg værd – både for dem der kan lide at komme lidt tæt på vikingerne og deres genstande, men også for se det greb der bruges – eller vælges fra.

Viking 11.2013 444

Introrum i Nationalmuseets Viking, hvor vikingernes rejser blev vist sammen med billeder fra destinationerne

Montre i Vikings!-udstillingen i Edinburgh om handel

Vikings!
Udstillingen Vikings! (også benævnt som We call them Vikings) er lavet af Historiska Museet i et samarbejde med det østrigske udstillingsfirma MuseumsPartner. Den kan ses på Australian National Maritime Museum i Sydney frem til 2. februar 2014 og senere på Royal BC Museum i Victoria, Canada og i Stockholm.

Link:

http://www.historiska.se/home/exhibitions/Touring-exhibitions/We-Call-Them-Vikings-en/

http://youtu.be/abo3IQI4_MM

http://www.flickr.com/photos/nationalmuseumsscotland/sets/72157632541362531/

Viking
Udstillingen Viking er lavet af Nationalmuseet i samarbejde med British Museum i London og Museum für Vor und Frühgeschichte i Berlin, hvor den senere skal vises. Den kan ses i København frem til 17. november.

Link:

http://natmus.dk/nationalmuseet/udstillinger/saerudstillinger/viking-2013/

2 kommentarer

Filed under Digitale medier, Kulturhistorie, Udstilling

Den aktuelle udstilling – en case om H.C. Andersens Tællelyset

H.C. Andersen

De museer jeg har været ansat på de sidste 10 år har alle på et tidspunkt formuleret et mål om at være aktuelle – og det manglede da bare også. Det er ved at være aktuel i sin samtid, at historien giver dybde og kan være med til at perspektivere og nuancere det liv vi lever. I diskussionerne om denne målsætning, og om hvad der ligger bag ordet aktuelt, har der ofte været luftet et ønske om hurtigt at kunne gribe en aktuel begivenhed og i et ruf omskabe den til en udstilling eller et andet af museernes publikumstilbud. Men ak, det er ikke altid så nemt at kunne gøre det. Særlig museets klassiske formidlingsform udstillingen forudsætter, at hvis udstillingen skal have lidt substans, så skal forskellige medarbejdere også have tid til at virkeliggøre den, og der skal også være andre ressourcer sat af til netop dette formål. Og denne akutte udrykning passer sjældent sammen med en museumsverden, der bliver mere organiseret, omkostningsbevidst og effektiv. Der laves planer for at udnytte ressourcerne bedst muligt – og det skal der også – for at museerne kan udvikle sig og leve op til de krav vores gæster og tilskudsgivere har.

Der er utvivlsomt museer, der prøver at indtænke i planlægningen, at der til bestemte tider er sat tid af til den spontane udstilling. Jeg har tidligere selv været med til at arbejde for sådan en form, men det blev kun til ord – nok på grund af en kombination af, at det det kræver held at lave en spontan udstilling ordentlighed og at kan være svært at få organisatorisk helhjertet opbagning til dette. Det er en tankegang, der er svær at implementere i institutioner som museer, der fagligt arbejde med lange tidsplanlægningsperioder. At det kun blev til tanker og ikke handling skyldes også, at det hurtigt blev klar, at det kræver held og tilfældighed, hvis museet skal kunne gribe en historie og umiddelbart og med kort tidsfrist udfolde den og give en reelt merværdi til glæde for de besøgende. Og held og tilfældighed er svært at skrive ind i en strategi.

Udstilling lavet på 1 dag

Det er derfor dejligt, når det lykkedes hurtigt at gribe en aktuel sag og lave en opstilling, der har en hvis substans og som kan give noget, man ikke kan opleve andre steder. Jeg havde den glæde, at det lykkedes hos os i Den Gamle By her de sidste par dage. I torsdags var det breaking nyt i landets aviser, radioer, tv mm. at et hidtidigt ukendt H.C. Andersen-eventyr var dukket op fra en arkivkasse fra Rigsarkivet. Og i går ved middagstid kunne vi åbne op til en aktualiseret version af det hjem, hvor madam Bunkeflod, som eventyret er dedikeret til, boede.

Eilschous boliger i Den Gamle By

Madam Bunkeflod

Opstillingen er ikke alene interiør fra et hjem som præsteenken Marie Bunkeflods, men historien fortælles i dét hus, de Eilschouske boliger, hvor madam Bunkeflod boede efter hendes mands død, og hvor den unge H.C. Andersen mødte litteraturen og bestemte sig for at blive digter. De Eilschouske boliger blev flyttet fra Munkemøllerstræde i Odense og åbnede i Den Gamle By i 2005. Der er to interiørudstillinger i huset, en hvor der er aktører som levendegør en præsteenke liv i midten af 1800-tallet og en mere statisk opstilling som gæsterne ikke kan gå ind i og som er lavet på baggrund af det skifte, der er over hjemmet, da madam Bunkeflod dør i 1833. Den sidste er ikke altid åbent for publikum, bl.a. for at gæsterne først og fremmest skal opleve den levendegjorte formidling af historien.

Tællelyset Eilschous boliger Den Gamle Bt

I går åbnede Den Gamle By så op for lejligheden med den lille ændring, at der var lavet en lille opstilling med et tællelys og lidt tekst om fundet af eventyret – og lidt tekst om hvad et tællelys egentlig er. Det er også muligt at læse det nye eventyr.

Taellelyset eventyret

At gribe muligheden

At det kunne lade sig gøre at gribe denne aktuelle begivenhed skyldes naturligvis, at der er medarbejdere i Den Gamle By, der hurtigt kan færdiggøre konceptet, finde de rette ting frem og lave opstillingen, men først og fremmest skyldes det, at der var en historie, der lå så meget til højrebenet. Rammerne, madam Bunkeflods lejlighed, var der allerede og dedikationen til hende fra den unge digter var noget, der gjorde fundet specielt og som kunne bruges til at gøre lejligheden relevant. Gode kræfter uden for museet, Christian Adamsen og Bjørn Bachmann fra Skalk, var også med til at motivere os til at hurtigt at rykke på emnet.

Udefra kommende begivenheder og tilfældigheder gjorde det muligt – og det er jo svært at planlægge efter. Så selv når det lykkedes med denne hurtigt opstille aktuelle udstilling er der ikke en model, som det er nem at kopier.

Og hvad med gæsterne? Ja de gange i går jeg fik besøgt opstillingen kunne jeg konstaterer, at de fint relaterede til det aktuelle arkivfund og synes at det var spændende at se stuen, tællelyset – og ikke mindst snakkede de ivrigt om, hvor de havde hørt om nyheden om fundet. Flere affotograferede eventyret, skønt det måtte være nemmere at gå på Politikens, JPs, Statens Arkivers eller en af de andre hjemmesider, der har offentliggjort det, men her viser museet sin styrke – vi fortæller historier som folk ikke leder efter og som de ikke tænkte på, at de gerne ville høre om. I denne situation om Tællelyset var vi det første sted, hvor de gæster så eventyret og som de interesserede af dem så hurtigt selv ville have en afbildning af. Ingen af dem jeg observerede reflekterede over, at det vel nok var hurtigt, at museet havde lavet en historie om Tællelyset – ja, det kan sikkert tænkes, at flere af de besøgende ligefremt tænke, at det da var naturligt, at en aktuel sag om historie bliver kommenteret af de museer, der har med historie at gøre.

Eilschous boliger indgang til 1833 lejlighed

Arkivalien med eventyret er udstillet i Rigsarkivet her i december og på arkivets hjemmeside kan eventyret læses:

https://www.sa.dk/media(4528,1030)/H.C._Andersens_f%C3%B8rste_eventyr_-_T%C3%A6llelyset.pdf (efter gengivelsen af arkivalien kommer det i en version der er lettere at læse)

Statens Arkiver har det seneste år opnormeret omkring den digitale formidling og det har også været fint at se, hvordan de i forbindelse med denne sag, der har en øget interesse for offentligheden, har været klar til nettet med videoer, gengivelser af eventyret mm: http://www.sa.dk/content/dk/om_statens_arkiver/nyhedsoversigt/hc_andersens_forste_eventyr_fundet_i_odense

Læs mere om opstillingen i Den Gamle By og lejlighederne i Eilschous Boliger i http://www.dengamleby.dk/special-indhold/danske-nyhedsmails/hc-andersens-foerste-mentor-bor-i-den-gamle-by/ og i artiklen: Birgitte Kjær: Indretningen af to hjem i Eilschous Boliger, 1833, i: Den Gamle Bys årsskrift 2005. 2005.

Levendegørelse af en præsteenkes liv I Eilschous boliger, Den Gamle By

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Iscenesættelse på museum – Den fjerne krig og Syv vikinger

Denne sommer er sidste mulighed for at se to udstillinger, der på to meget forskellige måder arbejder med gennemgribende iscenesættelser af udstillingsrummet.

Den ene er Syv vikinger på Moesgård Museum og den anden er Den fjerne krig på Tøjhusmuseet.

Den_fjerne_krig_236

Syv vikinger

Syv vikinger åbnede på Moesgård Museum sidste påske og kan ses frem til september. Udstillingen havde, som en af sine mål at inddrage nogle af teaterets dramatiske virkemidler, og den blev lavet i et samarbejde med sceneinstruktør Vibeke Wrede og scenograf Kim Witzel.

Efter et introduktionsrum bliver de besøgende konfronteret med fortidens mennesker i et rum, hvor man kommer helt tæt på hyperrealistiske menneskefigurer.

De repræsentere seks vikinger, som det er muligt at høre nærmer om. Herefter bevæger man sig ind i en afdeling, der skal skildre det hjemlige Aros (Aarhus) før end at den besøgende i de sidste rum kommer ud til destinationer som Aros havde kontakt med. Det er ikke en udstilling der ophøjer genstandenes fortællekraft, men en udstilling, der formmæssigt bruger mange virkemidler og hvor der er meget tekst, tale og information. Noget der adskiller den fra mange andre udstillinger er den pågående scenografi i udstillingen.

Syv vikinger

Udstillingens scenograf Kim Witzel udtalte undervejs i arbejdet med udstillingen, at 1:1 er den mest uinteressante størrelse at arbejde med. Elementer må gerne forstørres eller formindskes og det helt essentielle er at skabe stemning og følelser bag genstandene og historierne, i stedet for at gengiver deres kontekst naturtro.

Udstillingen har også flere markante rum, der taler til følelserne. Rummet med de seks vikinger med deres nærmest pågående personligheder rammer den besøgende, den lukkede jordede følelse i den lokale Aros og f.eks. skoven i slavernes Mecklenburg eller kirkerummet i synodebyen Ingelsheim giver også særlige stemninger.

Et anden markant element i udstillingen er de personlige historie den besøgende kan følge. Det sker gennem særlige genstande, som de besøgende har med rundt i udstillingen. I genstandene der er en RFID-tag som aktivere en dramatiseret fortælling om en person og det miljø vedkommende er i. Det er spændende historier, der dog til udstillingsmediet har den ulempe, at de hurtigt kan komme til at virke alt for lange, og at man hurtigt kan blive forstyrret i lytningen pga. andre lyde og den interaktion med andre gæster der uvægerligt vil være i en udstilling.

Den fjerne krig

Tøjhusmuseets Afghanistanudstilling Den fjerne krig har også et markant element af audiovisuelt formidling og er også en udstillingen, der er gennem iscenesat. Tøjhusmuseet har lavet udstillingen i et samarbejde med scenograf Sarah Cederstand og firmaet No Parking. En anden vigtig faktor for udstillings udtryk er, at den blev lavet i et tæt samarbejde med soldater fra ISAF Hold 10, der var udstationeret i Helmand i 2010 og hvis virkelighed udstillingen skildrer.

Den_fjerne_krig_250

I modsætningen til udstillingen på Moesgård dyrker Den fjerne krig 1:1 størrelsesforholdet. Det første den besøgende bliver mødt med er et ungdomsværelses, her er drengerod, IKEA møbler, kærestebreve, mandeblade og en computer, hvor den kommende Afghanistansoldat er ved at udfylde en erklæring om, hvad der skal ske hvis der sker ham noget. God start, hvor alvoren i denne erklæring står i kontrast til rummets andre elementer af ungdommens mod og lethed.

Den_fjerne_krig_780

Den_fjerne_krig_783

Den_fjerne_krig_ 239

Efter ungdomsværelset kommer vi ud til sandet og støvet og ind i operationsbase Armadillo/Budwan. Til sidste bevæger man sig ud fra basen og møder både spor af kamp og det lokale afghanske samfund.

Den_fjerne_krig_254

Den_fjerne_krig_808

Den_fjerne_krig_273

Lys og lyd er aktive elementer i udstillingsrummet og undervejs i besøget skifter dagens rytme fra dag til nat og er med til at skabe stemningen og fjerne de besøgende fra følelsen af museumsrum.

Den_fjerne_krig_263

Den_fjerne_krig_806

Ved hvert afsnit er der skærme, hvor soldaterne fortæller personlige historier omkring det sted man er i udstillingen eller historier knyttet til det. Her er der rigtigt meget information, men desværre er problemet ligesom ved Syv vikingerne, at mængden godt kan komme til at virke for overvældende på gæsterne. En klarere udvælgelse af hvad det vigtigste og mest interessante er, ville have klædt udstillingen og mindste risikoen for at publikum går skærmtrætte.

Den_fjerne_krig_242

Den_fjerne_krig_243

Den_fjerne_krig_244

Den fjerne krig virkede meget intens på mig på grund af brugen af originale materialer og Sarah Cedergrens omsluttende scenografi med meterhøje fotostater og projektioner af landskabet og omgivelserne. Selvom jeg på grund af længden hurtigt fravalgte skærmene med soldaternes egne fortællinger synes jeg godt man kan mærke, at det er en udstilling, der er lavet i tæt samarbejde med de udstationerede soldater. Der er gode hverdagsdetaljer og en friskhed over de viste scener. Begge gange jeg har besøgt udstillingen har der også været et pænt højt antal besøgende af tidligere Afghanistanudstationerede, der viser den frem for kæreste, venner og forældre. Det er blevet en udstilling der for nogle kan bruges til en personlig erindring og en udstilling der med sin engagerede måde at formidle stoffet på fortæller en vedkommende historier om et væsentligt udenrigspolitisk emne. Den fjerne krig åbnede i september 2011 og kan ses frem til september i år.

De to udstillingen viser to forskellige måder at iscenesætte udstillingsrum på og formidle til følelser og sanser.  Kim Witzels rettesnor om at fravælge 1:1 kan skabe nogle særlige billeder, men det kan Sarah Cedergrens naturtro iscenesættelse bestemt også. Det er udstillinger som nogle vil synes er for meget i forsøget på at skabe stemninger og bruge iscenesættelse, men det vil jeg ikke klandre Moesgård Museum eller Tøjhusmuseet for. Det er vigtigt, at museerne går nye veje og tør afprøve nye samarbejdspartnere og udtryksformer og at museerne har en reel vision om at ville røre og påvirke de besøgende, som vælger at bruge deres tid på museet. Syv vikinger blev i år fortjent indstillet til Bikubens Publikums pris og det burde Tøjhusmuseets udstilling efter min mening også have været. Udstillingerne er to gode bud på hvordan en sanselig kulturhistorisk udstilling kan være.

Den_fjerne_krig_796

Skriv en kommentar

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Sko og Accessories – 1700-tallet formidlet i modebladssprog

I dag åbnede et af Den Gamle Bys bidrag til Århundredes Festival, der er en begivenhed i Aarhus, som sætter fokus på 1700-tallet. I de næste uger er der 1700-tals teater, maskebal og middage foruden debatter og forelæsninger om århundredet. Den Gamle By har flere tiltag med i programmet og en af dem er udstillingen Sko og Accessories – mode og luksus i 1700-tallet.

Det er ikke en stor udstilling, men den har en god placering ved at blive vist i et rum i Møntmestergåden, en spektakulær bygning, der oprindelig lå i Borgergade i København og som i 2009 stod genopbygget i Den Gamle By og indrettet med interiør fra 1700-tallet.

Som titlen antyder, har udstillingen fokus på moden i 1700-tallet og på den status og prestige forbundet med at have det rette tilbehør – accessories – til sin fremtræden.

I arbejdet med udstillingen blev det hurtigt klar, at vor tids modebladsjargon med ord som accessoriers, must-haves, trends, stil-ikon mv. passede godt, når udstillingen skulle diskuteres og stemningen på de bonede gulve i 1700-tallet skulle beskrives. Til sidste blev pompadourhælskridtet taget fuldt ud og alle genstandsteksterne skrevet i ånden af modebladenes accessoriessider.

Det er sjov læsning og tydeliggør også en række ligheder mellem vor tids søgen efter nye trends og de velhavende lag i 1700-tallets behov for at vise deres modebevidsthed.

Jeg ville gerne have fundet en række eksempler, hvor andre kulturinstitutioner lige så konsekvent har valgt en nutidig sproglig vending og et nutidigt formsprog i formidlingen af en tidligere periode, men kunne ikke komme på nogle. Så i stedet for får I et par opslag fra det 1700-tals modeblad, der både er genstandsteksterne i udstillingen og det hæfte, der udgør det for udstillingens katalog.

Uundværligt_Blad_1700_Sko_og_Accessories

Æblegrønt_Blad_1700_Sko_og_Accessories

Sko og Accessories – mode og luksus i 1700-tallet kan ses frem til 1. januar 2013.

Link:

Århundredes Festival:
http://aarhundredetsfestival.dk/

1700-tals aktiviteter i Den Gamle By:
http://www.dengamleby.dk/aarhundredets-festival

Om udstillingen Sko og Accessories:
http://www.dengamleby.dk/mode-i-1700-tallet/

Det er den anden særudstilling som Den Gamle By åbner i denne uge, hvor der er arbejdet med at give den besøgende en anderledes type oplevelse. I forgårs omtalte denne blog udstillingen Hvidstengruppen arresteret. Læs om den og dens virkemidler her:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/03/07/hvidstengruppen-arresteret-folelsesorienteret-museumsoplevelse-gennem-lyd-og-stemning/

2 kommentarer

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Hvidstengruppen arresteret – følelsesorienteret museumsoplevelse gennem lyd og stemning

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

To meget forskellige udstillinger åbner i Aarhus i denne uge. Der er begge lavet af Den Gamle By, hvor den ene af dem også vises, mens den anden kan ses i Besættelsesmuseet, som siden juli 2011 har været en del af Den Gamle By. Den ene udstilling er Sko og Accessories – mode og luksus i 1700-tallet, som vises i Møntmestergården i Den Gamle By, og den anden er Hvidstengruppen arresteret.

Det, der er fælles for de to udstillinger er, at de bevidst arbejder med at give de besøgende en anden og overraskende oplevelse i forhold til hvad udstillingsformen ofte tilbyder. Sko og Accessories ved at beskrive 1700-talsgenstandene udelukkende ud fra et moderne modebladskontekst og med journalistiske modebladsvendinger, men mere om dette i en kommende blogpost. Hvidstengruppen arresteret, der åbnede i dag, ønsker som udstilling at påvirke den besøgende følelsesmæssigt gennem lyd og gennem et tilstræbt autentisk rum.

Cellen i Besættelsesmuseet

Hvidstengruppen arresteret er lavet i et samarbejde med Regner Grasten Film, der har stillet film og lydklip til rådighed. Når den besøgende ankommer til Besættelsesmuseet, er der en planche med informationer om Hvidstengruppens virke og historier, og ved siden af den vises en bid af Regner Grastens film Hvidsten Gruppen, der havde premiere 1. marts. Klippet viser det sted i filmen, hvor Gestapo ankommer til Hvidsten Kro og anholder flere af modstandsgruppens medlemmer.  Scenen bliver dermed sat til den særlige oplevelse som Besættelsesmuseet tilbyder sine gæster året ud: Fængselscellen.

Stillbillede fra filmen Hvidsten Gruppen

I mindre grupper bliver man lukket ind i en af Gestapo i Aarhus’ celler, der var aktive i de sidste år af anden verdenskrig. Hvidstengruppen blev arresteret i marts 1944. De blev ikke sat ind i dette lokale, men i Aarhus Arrest i Vester Allé. De sparsomme møbler der er i den celle, som de besøgende bliver lukket ind i er dog fra arresten i Vester Allé, og følelsen af at følge i Hvidstengruppens medlemmers fodspor er i høj grad til stede. Når døren lukkes og nøglen er drejet om begynder et lille hørespil. En stemme får de besøgende til at reflektere over, hvor de er, der er lyde fra et fængsel og oplæsning af udvalgte afskedsbreve, som nogle af modstandsgruppens medlemmer skrev, før de blev henrettet 29. juni 1944. Lyden, rummet og en lyskegle er virkemidlerne og som ekstra props er der lagt håndskrevne breve ind, der er kopier af afskedsbreve fra Marius Fiil, Albert Iversen og Niels Fiil foruden Tulle Fiils bemærkelsesværdige brev til den tyske rigsfuldmægtige i Danmark Werner Best.

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Lyd og historieformidling

Hvidstengruppen arresteret indskriver sig i rækken af museumsoplevelser, hvor lyden udgør en væsentlig del af oplevelsen. Flere museer tilbyder audioguide eller lignende auditive formidlingslag, men disse er ofte ekstra lag og dermed ikke centrale dele af oplevelsen. Et kulturhistorisk sted, der har arbejdet en del med oplevelser gennem lyd er Kronborg. I 2009 blev der lavet en række Kronborgmonologer som de besøgende kunne download. I dem dramatiserer Søren Spanning og Sofie Lassen-Kahlke figurer på slottet målrettet til udvalgte sale og det er tanken, at de besøgende skal hører monologerne i disse lokaler. Året efter præsenterede Slots- og Ejendomsstyrelsen flere auditive formidlingsprojekter på Kronborg. Der blev lavet Slavefortællingen, der er en dramatiseret fortælling om Mads Rasmussens tilværelse som slave på Kronborgen. Et andet projekt var Ekkoer fra fortiden, hvor den tidlige DR medarbejder Stephen Schwartz havde lavet stedsspecifikke lydinstalationer med fortidens ”reallyd” af soldater, slaver mv.

Ekkoer fra fortiden ved Kronborg

I Aarhus har Moesgård Museum arbejdet med auditiv formidling. Blandt andet i det stedspecifikke formidlingsprojekt Hikuins blodhævn, en vikingekrimi, der blev afvikles ved hjælp af en mobiltelefon, mens brugeren gik fra den ene vikingelokalitet i Aarhus til den næste. Hikuins Blodhævn kunne opleves i 2009 og 2010 og var lavet i et samarbejde mellem Moesgård Museum, Teater Katapult, Alexandra Instituttet med flere og med dramatik skrevet af Svend Aage Madsen og Maria S. Madsen. Lyd er også brugt dramatiserende i Moesgård Museums nuværende særudstilling Syv Vikinger, hvor sceneinstruktør Vibeke Wrede har dramatiseret fem vikingeskæbner man kan følge rundt i udstillingen. Nogle af disse dramatiserede lydformidlinger har det problem, at de kan tendere til at blive for lange. Det er ikke noget problem for den interesserede lytter, men det kan godt få nogle af brugerne til at blive lidt fjerne i blikket og ukoncentrerede, præcist på samme måde, som når planchetekstmængden bliver for omfattende.
Lydformidlingen i Hvidstengruppen arresteret er holdt nede på under fem minutter og tilstræbt at være varieret og at bruge det rum den bliver afspillet i. De test der er blevet lavet er blevet godt modtaget og gæsterne til åbningen var begejstrede.

Regner Grasten ved åbningen af udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Det bliver spændende at se, hvordan museets publikum modtager oplevelsen i cellen. Kom til Besættelsesmuseet i Aarhus og prøv den selv. Det er en stærk måde at formidle kamp og offervilje på og et godt bud på, hvordan lyd kan bruges som et særligt element i historieformidling.

Udstillingen kan ses året ud.

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Links

Lydformidling på Kronborg:
http://www.ses.dk/da/SlotteOgHaver/Slotte/Kronborg/Lydbilleder.aspx
http://www.slke.dk/da/slotteoghaver/slotte/kronborg/fortaellinger%20om%20kronborg%20wifi%20og%20bluetooth.aspx
http://ses.bysted.dk/da/SlotteOgHaver/Slotte/Kronborg/KronborgiLydOgBillede/StemmerneFraFortiden.aspx

Hikuins blodhævn og Syv vikinger:
http://www.alexandra.dk/dk/projekter/Sider/Hikuins-blodhaevn—et-mobilt-audiodrama.aspx
http://www.moesmus.dk/da/udstillinger/moesgaard-museum/syv-vikinger/

Regner Grastens film Hvidsten Gruppen:
http://www.hvidstengruppenfilmen.dk/

Besættelsesmuseet i Aarhus:
http://www.besaettelsesmuseet.dk/Dansk.htm

For at høre lydklippene brugt i cellen må man tage til Besættelsesmuseet eller gå i biografen og se filmen, men her er et andet lydklip forbundet med historien.
Et af de dokumenter omkring Hvidstengruppen det er muligt at læse i cellen, men ikke at høre er Tulle Fiils brev til Werner Best. Det er et meget stærkt dokument, der indeholder mange af de elementer om kampvilje, familiesammenhold, tragedie og en tro på næsten på trods af situationen, som er med til at gøre fortællingen om Hvidstengruppen så stærk. Her er et link til et lydklip, hvor brevet læses op: http://www.hvidstengruppenfilmen.dk/historisk/tulles_brev_til_werner_best

4 kommentarer

Filed under In situ, Kulturhistorie, Udstilling

Popstad Lund – en brugergenereret udstilling

Popstad Lund 01

”For fire år siden flyttede jeg tilbage til Lund efter at have boet andre steder i næste femten år. Det første jeg opdagede var at alt var forandret. Præcist alt. Undtagen en ting: lundaboerne, som stadigt gik omkring og sagde at ingenting i deres by var blevet forandret”

Sådan begynder journalisten Anders Mildners artikel ”Popstad Lund” i Kulturens årsskrift 2011, og sådan begynder historien også om projektet og udstillingen Popstad Lund, der for tiden kan ses på museet Kulturen i Lund.

Det Anders Mildner blandt andet ikke kunne finde i Lund var den musik og det musikmiljø, der havde betydet så meget for ham og hans ligesindede. Sammen med to andre lavede han facebook-gruppen Popstad Lund, der som mål har at beskrive pop- og rockmiljøet i Lund mellem 1971 og 1996 (http://www.facebook.com/#!/popstadlund). Over 2500 personer er p.t. tilknyttet gruppen, hvor der er blevet uploaded over 3000 billeder og endnu flere kommentarer.

Initiativtagerne til facebook-siden tog for to år siden kontakt til Kulturen for at høre, om historierne også kunne blive til en udstilling. Resultatet kan det næste års tid ses på museet og er bestemt et besøg værd, også selv om man ikke var en del af det lundensiske musikmiljø.

Popstad Lund 04

I sidste uge havde jeg sammen med nogle kollegaer fornøjelsen af, at mødes med udstillingens projektleder Sofie Bergkvist. Udstillingen var begyndt som et folkeligt ønske og hendes rolle var blandt andet at hjælpe folk med at komme frem med deres historier og genstande. Museets ansatte var ikke eksperterne i udstillingens emne, det var de brugerne af facebook-siden museet fik kontakt med, og de brugere skulle høres og plejes for at få de rette fortællinger.

Der blev organiseret indsamlingsaftener med livemusik, hvor nussede koncertbilletter, gamle kassettebånd, de lækre eller kiksede 80’er T-shirt, pladebutiksskilte og de første freestyle’s (svensk for en walkman) blev fundet frem fra gemmerne, beundret, mindet og diskuterer. Til disse aftener og gennem facebook blev der også diskuteret, hvordan udstillingen skulle se ud og mange af de væsentlige elementer man nu kan se i Lund blev fundet på den måde.

Popstad Lund 05

Øverummet var en must. Det var gennem facebook, at ønsket kom og genstandene blev fundet. Det var også over facebook, at de billeder der blev brugt som oplæg til at lave rummet blev lagt op og til sidst var det der, at Sofie fandt den rette ekspert til lige før udstillingsåbningen at komme og godkende udtrykket, og sætte prikken over i’et i scenografens arbejde, ved oven på en tam tam tromme at lægge et surt ”Näste gång du rör mina trummor kommer jeg skäre av dina pungkulor” trusselsbrev.

Andre interiører der blev genskabt var pladebutikken, køkkenbordet med fastfood og ungdomsværelset. Det ene ungdomsværelse blev bygget op på baggrund af et foto som Michaele Lagerkrantz havde loaded op. I dette indslag fra STV genser Micheale sit drengeværelse:

http://svt.se/embededflash/2581960/play.swf

http://www.kulturen.com/utstallningar/bakom-kulisserna/ett-kart-aterseende-i-utstallningen-popstad-lund/

Popstad Lund 09

Der er en nerve i flere af tableauerne, de virker og genkalder situationer og minder fra dem, der var unge i 70’erne, 80’erne og 90’erne. Jeg vil også vove den påstand, at udstillingen for flere også fremmaner refleksioner over selviscenesættelse, teknologiudvikling, fremtidshåb og musikglæde. I et af udstillingens første rum er der en del billeder af kunstnere og bands – selviscenesatte unge mænd, der på trods af deres smalle skuldre og lidende blik knapt kan være i deres eget ego, og det samme gælder de piger med stålsatte blik, der også er portrætteret. Det gør ikke noget, at der ikke står hvilke Lund-musikere de er, for det er personer og attituder vi alle har mødt og ifølge Sofie også billeder de unge i Lund i dag nemt tager til sig – de genkender selviscenesættelsen og viljen fra deres eget liv eller omgangskreds.

Popstad Lund 13

Udstillingen er også musik. Man kan høre tidens toneklang ved udvalgte lyttestationer eller ved pladespillere man selv kan betjene. Der er også en masse genstande, både dem der er i interiørerne, men også genstande vist frem, enten stablet tæt sammen eller vist i udstillingens highlightede indsamlingsvæg. Ved den er der blandt andet vist en fans Sweet-merchandise og en luftbas (!) som den svenske komiker Johan Wester spillede på i SM i luftguitar i 1985.

Popstad Lund 06

Popstad Lund 12

Udover at vise genstandene og fortælle historier om dengang, er der også en del af udstillingen, hvor der er en scene, mulighed for at klæde sig om til rock and roll og instrumenter man kan spille på. Kulturen stoler på deres publikum og er tilsyneladende blevet belønnet for det med gode omtaler og flere besøgende.

Der er en fin udstilling, der kan ses i Lund og også en interessant proces der har været med at skabe den. Det er et reel folkeligt ønske museet har grebet og undervejs har de anerkendt den viden og det engagement der lå i den brede masse, der var bag de løbende facebook-opdateringer. Som en fin cadeau til det, er det første skilt man møder i udstillingen en liste over dem der har bidraget, nemlig alle dem der har deltaget i debatten på Popstad Lunds facebookside eller som bare har støttet op ved at synes godt om siden.

Popstad Lund 03

Hvis man vil vide mere om Popstad Lund, er der beskrivelserne af udstillingen på www.kulturen.comhttp://www.facebook.com/#!/popstadlund og i Kulturens årsskrift for 2011. Ved ODM’s Internationale Formidlingsseminar 2012 (26-28/3 2012) kommer der også en mulighed for at høre mere. Projektleder Sofie Bergkvist er der den 27/3 og holder en session om Popstad Lund, læs mere her: http://www.dkmuseer.dk/arrangementer/internationaltformidlingsseminar2012/

Jeg vil slutte ved at give ordet til Andres Mildner igen. Der er et citat fra hans artikel i Kulturens årsskrift, der måske vil provokere nogle museumsfolk, men glæde andre:
”Vem kan egentligen skildra en stads historia? Vem bör göra det? Om svaret i går var historiker, är det i dag, nu när dessa verktyg [sociale medier] finns, snarerare invånarne själva.”

Rock on …

Popstad Lund 15

4 kommentarer

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Nysgerrighedens hotel

Hotel Aurelia 082

Hotel Aurelia er navnet på Skovgaard Museets nye udstilling. Receptionisten tager imod en og i mindre grupper bliver publikum lukket ind i hotellet med den forklaring, at dette sted lige er kommet op af vandet og på forunderlig vis har materialiseret sig i Viborg. Som gæst går man gennem rummene, ser på de sovende hotelgæster i sengene, kigger i deres skuffer og prøver at finde deres historier. Min gruppe sidste lørdag bestod af tre generationer fordelt på to bedsteforældre, to voksne og en 6 og en 9-årig pige og vi havde en god tid på museet.

Hotel Aurelia 073

Stemningen var sat på forhånd. Dette ville være noget der talte til sanserne og vi kan alle være med. Forventningen var intakt under receptionistens introduktion og efterhånden som vi bevægede os gennem hotellets ca. 10 rum og gange fandt vi alle små fortællinger vi ville se på og ville dele med de andre. Udstillingen talte til nysgerrigheden og til sanserne og der var i den noget at undersøge og stemninger at fornemme. Der var tøj og dermed identiteter, der kunne tages på, breve man smugkiggede i, rum med sjæl, billeder, gamle blade, der lå rundt omkring, forklaringer på rummene, som blev læst og diskuteret, lydstumper, der kunne høres bag døre og flaskeposter man selv skulle skrive og dermed fastholde sin følelse af stedet med.

Hotel Aurelia 088

Historien man gik ind i var fiktiv og fabulerende og denne mangel på virkelighed og viden, med den deraf følgende underliggende læring (hvem var den kunstner, hvornår blev den økse lavet osv.) gjorde at alle i selskabet på lige vilkår kunne bidrage med ideer og fortolkninger af det oplevede. Denne mangel på et videnslag gjorde det først og fremmest også til en oplevelse, der mere fik en til at reflektere over ens eget sanseapparat end at man kunne sætte oplevelsen ind i en omverdenskontekst.

Jeg oplevede udstillingen sammen med børn, og deres umiddelbare nysgerrighed var med til at forstærke udstillingens styrker. John Falk definerer i sin bog Identity and the Museum Visitor Experience forskellige museumsoplevelsesmotivationer. I følge hans undersøgelser kan man besøge museet som Facilitator (jeg er her fordi jeg tror andre kan lide at være her), Explorer (jeg er her fordi jeg tror der er noget der interessere mig), Experience seeker (jeg er her fordi her er noget at opleve), Professional/Hobbyist (jeg er her fordi det her relatere til mit arbejde/min hobby) og Recharger (jeg er her fordi jeg kan slappe af og lade op). Facilitatorerne kan yderligere deles op i to varianter Facilitating Parents og Facilitating Socializers afhængig af om man faciliterer sine børn eller venner/bekendte. I lørdag var jeg helt klart en Facilitating Parent og til det var udstillingen perfekt. Børnenes begejstring og glæde gjorde mit besøg rigtig godt. Ofte nærmer jeg mig udstillinger som Profesional/Hobbyist, der bedømmer udstillingerne fagligt og ser på dem for at få tricks og inspiration. Det vil jeg også få her, men oplevelsesfølelsen – udstillingens styrke – vil ikke have været så intens, da formålet mere ville have været at observere end at opleve. Jeg ville simpelthen ikke være blevet grebet af den glæde, der ligger i at opleve andre dele deres nysgerrighed.

Hotel Aurelia 099

Et vigtigt rum i hotellet var det hemmelige, hvor vandmændene (lat: Aurelia) boede. Der var for mørkt til et foto, derfor denne tegning lavet af 6-årige Naja.

Det er bestemt en seværdig og oplevelsesrig udstilling, også for andre end facilitatormotiverede gæster. Hotel Aurelia rejser også spørgsmål om, hvilken oplevelse en udstilling giver, når den er baseret på en fiktion og ikke støtter sig til fakta, omverdensforståelse og viden. Der kan mangle den form for dybde som autenticitet og virkelighed giver, men der er ingen tvivl om at fiktivt baserede udstillinger også kan være store oplevelser, der kan sætte tanker i gang om samvær, historiefortælling, sansning og perception.

Udstillingen er skabt af videokunstneren Lærke Lauta og scenekunstnerne Gabriel Hernandez og Marga Socias, der er tilknyttet det Barcelonabaserede Teatro de los Sentidos. Teatro de los Sentidos har gæstet Danmark flere gange, blandt andet i Århus Festuge og til H.C. Andersen fejringen i 2005, hvor de lavede en helt fantastisk og meget intens fortolkning af eventyret Skyggen på Østre Gasværk. Jeg kan stadig få gåsehud, når jeg tænker på den opsætning.  Teatro de los Sentidos har også lavet workshop, hvor blandt andet museumsansatte har deltaget, og det er dejlig gennem Hotel Aurelia at se folk fra Teatro de los Sentidos tage livtag med udstillingsmediet på et dansk museum. Der er bestemt noget at komme efter i deres tilgang til nysgerrighed og oplevelsens mange lag.

Hotel Aurelia vises i Viborg indtil 28. november, læs mere om udstillingen her: http://www.skovgaardmuseet.dk/,

om Teatro de los Sentidos her:
http://www.teatrodelossentidos.com/eo/intro.php

og for interesserede er der henvisninger til John Falk litteratur her: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2010/04/07/john-falk-i-nyborg/ 

Hotel Aurelia 083

2 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kunst, Udstilling

Perler på Moesgård

Lidt fra min egen verden.
Udstillingen Perler af glas – farverige historier åbnede på Moesgård Museum i dag. Traditionel i sin form, rigtig flot sat op og med en tværfaglig tilgang til historierne. Kom og se selv.

Udstillingen består primært af Torben Sodes enorme glasperlesamling. Her ses han med Yorubakongens magiske hat.

Læs mere her.

Skriv en kommentar

Filed under Kulturhistorie, Udstilling