Tag Archives: Sverige

IKEA museum i Älmhult

Efter års forberedelse åbnede museet om IKEA den 30. juni. Museet ligger i selveste världens första IKEA i Älmhult. Et nyt IKEA varehus blev bygget i koncernens hjemby for nogle år siden og derefter gik arbejder i gang med at føre det oprindelige varehus’ ydre tilbage til sådan som det oprindeligt så ud i 1958. Afdelingerne med senge, garderober, køkkener, Børnenes IKEA mv. blev flyttet og i steder vises nu en ambitiøs udstillingen om IKEA.

IMG_0776

Smålandske Älthult er del af IKEAs historie. Det første IKEA varehus åbnede her og IKEA of Sweden og IKEAs testcenter har til huse i byen. Der er her, at denne verdens IKEA aficionado kan tage på pilgrimsfærd og nu er der for alvor også noget at se på. IKEA museum er udført meget professionelt og konsekvent. Mine forventninger var høje og blev indfriet.

Museets hovedudstilling er opdelt i tre dele: Vores rødder (våre rötter), vores fortælling (vår berättelse) og jeres fortælling (era berättelse) og derudover er der et særudstillingsområde, cafe med köttbullar og en butik med udvalgte IKEA varer.

IMG_0670

De tre dele fungerer godt og særligt de to som er først og til sidst i rundgangen – våre rötter og era berättelse – er glædeligt overraskende, da de ikke kun handler om IKEAs egen historie, men er med til at perspektivere firmaets fortælling.

Vores rødder

I Våre rötter er der tre typer fortællinger: den store historie, inspirationen og de tidlige år for IKEAs grundlægger Ingvar Kamprad.

DSC_0633

Den store historie omhandler det traditionelle folkeliv i Småland og folkhemmets fremkomst med dets ønsker om effektivisering, lighed, bedre køkkener og hygiejne, bedre hjem og uddannelse. I den fortælling flettes IKEAs vision om at skabe bedre hverdag for mange ind og IKEA bliver dermed sat ind i en større Sveriges historie – hvor koncernen også fint kan høre hjemme.

IMG_0681

Der hvor udstillingsafsnittet fokuserer på inspiration vises eksempler på IKEA møbler og tekstiler, der er blevet inspireret af tidlige svenske møbler og mønstre.

IMG_0678

I slutningen af afdelingen Våre rötter fortælles om grundlæggeren Ingvar Kamprad fra da han lavet sit første firma i 1943 som 17 årig og til at han begynder at fokusere på møbler, og at konturerne til det IKEA vi kender i dag begynder at vise sig i 1950’erne. Der udstilles varer han solgte og der kan vælges forskellige film, hvor Ingvar Kamprad og hans første medarbejdere fortæller om pionertiden.

DSC_0639

Vores fortælling

Afsnittet Vår berättelse fylder hele anden sal af det tidligere varehus og starter med, at man møder Ingvar Kamprads kontor, som det så ud i slutningen af 1950’erne. Derefter følger en kronologisk rundgang fra 1958 og til i dag.

IMG_0707

Der vises interiør fra de forskellige årtier, der er oplysninger om hvilke møbler der kommer hvornår, korte fakta om firmaers historie og begreber og i rundgangen er der også valgt elementer ud, som der særligt bliver fremhævet, f.eks. signaturrettet kötbullen, gør-der-selv-umbraconøglen eller ideen Demokratisk Design.

IMG_0688 3 4

IMG_0711

IMG_0728

Jeres fortælling

Rundturen i den faste udstilling slutter med at man går ned i stueplan igen til det mindre afsnit Era berättelse. Her er der fokus på de på to IKEA klassikere: Klippan sofaen og særligt Billy reolen.

IMG_0752

Der vises eksempler på Billy reoler med det indhold reolerne har forskellige steder i verden, f.eks. samlinger af legetøjsbiler, sko og blade og der vises film blandt andet af en Billy reolejer fra London, der fortæller om at hans reoler bruges til en 2300 stor modebladssamling.

IMG_0755

På gulvet er der flere fortællinger fra hele verden. Bloggen billy-klippan.com, der desværre ikke længere er aktiv, har i de sidste år fungeret som research og brugerinvolvering til denne del af udstillingen. Indholdet fra bloggen kan ses på skærme i denne del af museet.

IMG_0754

Som et sidste outro før butikken og restauranten er der en lille biografsal, hvor instuktøren Colin Nutley, fortolker IKEA visionen at skabe en bedre hverdag for mange mennesker. Colin Nutley er nok bedst kendt for feel good filmen Änglagården, og denne lille film til IKEA er i den grad også feel good med smukke unge svenskere i høj sommersol og lækkert retrodesign, bryllupsforberedelser, et tilpas rodet og dog enkelt hjem, en vordende mor, der bliver kørt afsted i en gammel baigefarvet SAAB 96 og folkhemmets velfungerede fødestue. Jeg er i tvivl om hvorvidt der vises et eneste IKEA produkt i filmen, men der er ikke tvivl om, at IKEA gerne vil skrive sig ind i drømmen om Sverige.

Særudstillingsområde

Hvis man vil have mere, er der et kælderområdet Utrymmet med skiftende udstillinger. Det fungerer også godt. Her har en række kunstnere skabt IKEA køkkener om til deres rum. De bruger IKEA produkter, så på den vis er der ikke meget ukendt i materialevalg, men rummene har forskellige udtryk og er sjove at gå på opdagelsen i.

IMG_0764

Variation og greb

Det jeg er mest imponeret over i det nye IKEA museum er den varierede brug af greb og det klare fokus på at have områder, hvor store som små bliver fascineret eller aktiveret. Det starter allerede i udstillingens første rum som er en korridor med IKEA varer sorteret i forskellige farver. Det farvestålende rum får spærret øjnene op på de fleste besøgende og den to årige Thea i det selskab jeg kom med fik som den første øje på de mange tøjdyr, der gemte sig mellem og på møblerne, skålene, spejlene, holderne, panderne m.v. Så var legen i gang og fra mormor til lillesøster var der tøjdyrsskattejagt.

DSC_0613

DSC_0616

Aktiviteter for de mindre

Aktiviteter for de mindste er jævn fordelt i hele museet ved mindre rummarkeringer med legekøkken eller modeller af udvalgte IKEA møbler som kan bruges i et for børnene velkendt dukkehusunivers.

DSC_0626

Derudover er der også en større installation med bolde lig dem i IKEAs børneafdelings bolderum. I stedet for et bolderum man kan kaste sig i, kan man her gennem lufttryk sende boldene rundt i rør, der går gennem alle museets etager.

IMG_0719

Aktiviteter for de større

Boldinstallationen er placeret, hvor der fortælles om IKEAs ide med at lave et varehus også for børn og ved siden af den er der spejle og stofparykker. Den velbesøgte onsdag i juli vi var på museet var det et sted, hvor både børn og voksne morede sig.

Det gjorde de også først i Vår berättelse delen, hvor der er en klassisk IKEA pindestol, en børneversionen af samme og så en forstørret udgave, så søskende eller far, mor og barn kan gi’ den som de tre bjørne i Guldlok.

IMG_0697

Centralt i Vår berättelse afsnittet er der også to andre installationer, som tiltalte flere aldersgrupper. Det er grundplaner af en stue og et soveværelse, og når man så op var møblerne sat omvendt fast i loftet. Ved den ene af installationer er der også et stort bord, hvor man kan undersøge de forskellige materialer som IKEAs produkter er lavet af.

IMG_0718

Vår berättelse har også et konstant liv over sig uden af det er for visuelt støjende. Det sker ved, at der rundt langs kanten i afsnittet kører et bånd, hvorfra der hænger oplysninger og billeder af nogle af IKEAs designmøbler.
De aktiverende elementer er der ikke kun for at være aktiverende, men er med til at understøtte en genstand eller den del af IKEAs historie, som lige bliver fortalt der.

DSC_0643

Fordybelse

IKEA museum er der største besøgsmål for IKEA interesserede, og der er bestemt også meget vidensformidling på museet. Både gennem udstillingens mange interviewfilm, gennem de omkring 2000 IKEA produkter, der udstilles og gennem en den kronologisk gennemgang af koncernens historie fra 1958 og frem. I den er der minutiøs et skilt for hvert IKEA produkt og skilte om hvornår at IKEA varehuse åbnede i hvilke byer.

IMG_0739

En medfortælling

Er det så en positivt historier der fortælles om IKEA? Jeg stillede mig selv spørgsmålet, da jeg stod i udstillingen og det mærkelige er egentlig ikke, at museet har en positiv tilgang til den historie de fortæller, men at man nok er mere kritisk om fortællingen, fordi et er et privat drevet museum og ikke en statsdrevet institution. For IKEA museums tilgang er ikke anderles end mange andre museer. Der må prioriteres i formidling og det tilgængelige og mere positive og særlige vælges ofte. Eksemplerne er mange: På Frilandsmuseet og i Den Gamle By er der f.eks. generelt for lidt skidt i husene og lort i gaderne til at det er et realistisk 1800-tals miljøer, Jernbanemuseet fremhæver jernbanens betydning, Søfartsmuseet fremhæver søfarten og Nationalmuseet fokusere på der særlige ved Danmark, og landet og danskernes betydning. Der er også modfortællinger, men den overordene fortælling er gerne positiv om emnet. Sådan er det også på IKEA museum. I udstillingerne nævnes modgang for firmaet og den modstand nogle har haft mod IKEA, men det er en grundlæggende en historie om en succes. Det har firmaet også været, og væsentlig for formidlingen er, at udstillingen ikke virker som en glittet reklamebrochure. Sproget er overordnet nøgtern og det klæder museet.

DSC_0628

Ekarv-tekster

Tekstning på museet vil jeg i det hele taget gerne fremhæve. I processen med at lave museet blev der prioriteret at ansætte særlige medarbejdere til at gennemskrive teksterne, og de tekster jeg læste var også enkle og gode. Det er de blandt andet fordi man gennem hele udstillingen har benyttet nogle af de udstillingstekst principper som svenske Magareta Ekarv m.fl. brugte i en udstilling på den svenske Postmuseum i 1986 og som efterfølgende blev beskrevet i bogen Smaka på orden fra 1991. Korte sætninger og en tekstopbygning, der gør der nemt at skimme teksten. Blandt andet Historiska Museet i Stockholm, Museet for Søfart i Helsingør og Den Gamle By i Aarhus bruger principperne udvalgte steder, men der er første gang, at jeg ser det blive brugt som konsekvent på et museum.

DSC_0636

Og teksterne gør det som Ekarv ønskede, at museumstekster kunne gøre. De ser overskuelige ud og både jeg og dem jeg var sammen med havde lyst til at læse teksterne, og de gav hurtigt et overblik om fortællingen til den genstande eller det element man stod ved.

Museumsoplevelsen med hjem

IKEA museum har også en få-noget-med-hjem-installation. Det er omkring et køkken, hvor de besøgende grupper kan tage opstilling, trykke på en knap og få taget et foto.

IMG_0730 kv

Derefter kan man få et fotografi printet ud, der ligner forsiden af et IKEA katalog. Forsiden havde udover billedet af gruppe i køkkenet og IKEAs navnstræk den ene tekst Ta vara på ögenblicken. Budskabet om, at man er på museet lige nu bliver underbygget og derudover er sætningen også en understegning af, at IKEA museet har en oprigtig forståelse af at museer er noget man oplever i tid og rum – og ofte sammen med andre.

IMG_0731 kv

For fire år siden omtalte jeg i denne blog det mindre IKEA udstillingssted i IKEA tilsammans, der dengang var i Älmhult og som kunne besøges om sommeren. Det sted var interiørerne fra årtierne fascinerende, men finish og perspektivering manglede og udstillingsmediet blev bestemt ikke udnyttet til ordentlig dengang. Det er der nu blevet rettet op på. IKEA museum i Älmhult er et besøg værd, hvis vejen går forbi de sydlige Småland.

IMG_0742

IKEA produkterne er i de fleste nordiske hjem og udstillingen giver en ide om koncernen og denne skandinaviske erhvervssucces. Men museet er også værd at besøge selvom man ikke er interesseret svensk erhvervshistorie eller Billy, Klippan, Ivar, Pax, Pingla, PS mv. Udstillingerne er gode eksempel på, hvordan man kan orkestrere en varieret museumsoplevelse, der både fortæller kærnehistorier, giver baggrund, og inddrager og aktivere brugerne – og så er det et underholdende sted at besøge.

IMG_0967

Link:

IKEA Museum: http://ikeamuseum.com/

Blogindlæg, der omtaler den tidligere udstilling om IKEA: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/01/25/heminredning-artur-hazelius-og-ikea-tilsammans-boligindretning-pa-svensk-del-1/

IMG_0737

1 kommentar

Filed under In situ, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Leg på svensk – besøg på Junibacken, Skansen og Jamtli

”Hvorfor er det ikke muligt at fortælle den svenske historie ligeså underholdende som USA’s historie bliver fortalt her?” skulle den svenske museumsmand Sten Rentzhog have sagt ved et besøg på High Chaparral, en ”nöjespark” nær smålandske Värnamo med fokus på det vilde vesten. High Chaparral er i dag flotte show med skuespiller og stuntmænd og det er kørende kuldrevne lokomotiv og gode western-kulisser, men det der virker allerbedst er stedets fantastiske rammer om leg og aktivering af gæsterne.

High Chaparral 2011 231

To besøgende i duel I High Chaparral

Sten Rentzhog var på det tidspunkt direktør for det svenske frilandsmuseum Jamtli i Östersund og tog efter sigende tilbage til Jämtland og begyndte hans transformation af museet så leg, levendegørelse og rollespil blev mere markante elementer.

Jeg besøgte Jamtli i sommers og oplevede et levende sted, der havde tænkt legen ind som en naturlig del af museet. Der var dygtige aktører i dragter, som gik dialog med og aktiverede gæsterne og et andet markant element var de mange legepladser og legemuligheder, der var placeret forskellige steder på museet.

Jamtli aDSC_0667

Jamtli er gode til at indrage deres besøgende. Her er en gruppe besøgende blevet engageret af en 1975 aktivist til en demonstration og til sidst kunne vi alle slagordene “sluta spruta”.

Leg og svenske forlystelser
Min oplevelse af forlystelser i Sverige er, at legen i det hele taget har en stor rolle – og gerne kombineret med en fortælling. High Chaparral har en overordnet westernfortælling, der måske ikke er 100 % korrekt, men som alligevel sætter en kulturhistorisk ramme. Nogle timers kørsel derfra ligger Vimmerby og Astrid Lindgrens Värld, der er en forlystelsespark med figurer fra Astrid Lindgrens forfatterskab. Det er fiktion, men samtidig svensk kultur i et koncentrat. Ligesom i High Chaparral er der aktører. I Astrid Lindgrens Värld er det Pippi, Emil, Madicken, Ronja og røverne m.v., der leger med og fortæller for de besøgende.  Der er også legepladser og Tarzan-baner, der aktivere og gør, at store og små selv laver historier og tager hovedrollen i fortællingen.

Treårige Naja I tæt dialog med Pippi

Treårige Naja i tæt dialog med Pippi

Junibacken
I Stockholm er der også en forlystelse, som formidler svensk børnelitteratur gennem leg. Det er Junibacken på Djurgården. Stedet er opkaldt efter en Madicken historie og et martkant element i forlystelsen er også et tog, der føre gæsterne gennem miljøer i Lindgrens forfatterskab.

Junibacken DSC_0030

Villa Villekulla som velfungerende legeplads

Et andet oplevelsesmæssigt element i Junibacken er to store legeområder. Det ene er Villa Villekulla, som kan indtages og hvor der er muligt at gennemspille en række at historierne om Pippi Langstrømpe, og det andet er et særudstillingsområde. I sommers, da jeg besøgte stedet, var det opbygget i et miljø omkring Martin Widmarks bøger om Valleby og LasseMajas detektivbureau.

Junibacken DSC_0036

Junibacken DSC_0033

Junibackens initiativtager er den svenske skuespiller og teaterchef Staffan Götestam. Ligesom Sten Rentzhog var hans ambition at lave et sted, der var underholdende og opfordrede til eget initiativ. Da han præsenterede sin ide om en aktiverende Astrid Lindgren-forlystelse til forfatteren, ville hun gerne være med på den betingelse, at det ikke kun skulle være hendes figurer der befolkede stedet. Det skulle ikke være et Astrid Lindgrens mindested, men et børnekulturhus med fokus på fortællinger.

Leg på Skansen
Få hundrede meter fra Junibacken ligger Skansen, det første og største frilandsmuseum i Norden. Skansen er også meget mere end et museum. Den uge i juni hvor jeg besøgte stedet, havde jeg den udelte fornøjelse at deltage i Allsång på Skansen. Det er tradition og samtidig helt nutidigt og jeg følte i øjeblikke, at jeg havde en direkte forbindelse til den svenske folkesjæl.

Skansen IMG_3288

“Stockholm I mitt hjärta / låt mig besjunga dig nu”

Skansen IMG_3277

Allsång er stjerner, men lige så meget fællessang – og en meget direkte kontakt med publikum

Musik og sang er en del af dette museum, det er dansepavillonen Galajen også, hvor mangen en Stockholmer har fundet sit livs udkårne og det er den zoologiske have, der ligge på Skansen også. Nogle af dyrene kan ses i området Lill-Skansen. Gentænkningen af denne del af museet sammen med renoveringen af Allsångs-scenen er en af de helt store investeringer, som Skansen har lavet de sidste par år.

Skansen IMG_3295

Lill-Skansen er børnenes zoo, men det er også et legeområde og en teaterplads hvor børn (og voksne) bliver aktiveret. Lill-Skansen er natur- og kulturformidling i børnehøjde, og den dag i juni jeg var der, gik formidlingen rent ind og blev forstået og elsket af målgruppen.

Jamtlis fokus på rum til oplevelser
Jamtli i Östersund har ikke en dyrepark, men de dyrker legen og rollespillet. De aktører jeg mødte i sommers var rigtigt gode til at aflæse deres gæster. De formidlede svensk hverdagshistorie godt, men var samtidigt meget opmærksomme på at lave sjov med gæsterne og skabe en god stemning. Et stor satsning Jamtli lavede forrige år var deres 1970’er afdeling. Den består dels af tre huse/miljøer fra 1975 og at et område, der er dedikeret til det svenske børnetv-program ”Fem myror är fler än fyra elefanter”. Der er en scene, hvor de tre figurer fra programmet Magnus, Eva och Brasse optræder, og når de ikke gør det, er de ude blandt publikum i en scenografi omkring programmet, der også kan bruges som en legeplads.

Jamtli aDSC_0695

Scenen I “Fem myror är fler än fyra elefanter” afsnittet, hver der i sommersæsonen to gange om dagen er show.

Jamtli aDSC_0648

Fem myror är fler än fyra elefanter afsnittet er et eget aktivitetsområde med legeplads og café. Efter det åbnede i 2013 forøgede museets sommerens aktivitetsniveau og entrepris, så den nu er på sommerlandsnivueau på 250 SEK for to dage.

Jamtli aDSC_0647

Hver af de tre figurer Magnus, Eva og Brasse har deres eget hus kopieret efter tvudsendelsen. Der kan gæsterne besøge dem og lave aktiviteter.

70’er delen er et af de mange steder på Jamtli, hvor leg er integreret i fortællingen. En del af 1890’er byen er en festplads med karrusel og gynger og ved et udstillede lokomotivet er der både et legelokomotiv, der kan indtages og en lille bane hvor man selv kan køre dræsine. På museet er der også en mejeribygning og denne bliver formidlet ved at gæsterne kan lege, at de lave deres egne mejeriprodukter.

Jamtli DSC_0461

Tre museumsdirektører tager en sving om: Richard fra Beamish, Hilde fra Bokrijk og Henrik fra Jamtli.

Jamtli DSC_0592

Forest et originalt lokomotiv og bagerst et legehus lavet som et lokomotiv.

Jamtli aDSC_0621

Inde i mejeribygningen er der lavet “Mikroland Mejeri” hvor klasser og børnefamilier kan lære om/lege at de laver mælk, smør og ost.

Andre steder er der sat legeredskaber op uden at de nødvendigvis har noget at gøre med det miljø det ved siden af. Ligesom det nu er helt almindeligt, at et museum skal have butik og restaurant tænker de på Jamtli, at der også skal være mulighed for leg med passende mellemrum.

Jamtli aDSC_0705

Efter at have brugt en dag på de udendørs dele af museet, gik jeg ind for at se deres indendørs kulturhistoriske udstillinger. Jamtli er også det centrale kulturhistoriske museum for Jämtlands län med en dertilhørende genstandssamlinger. Også i disse mere genstandsorienterede udstillinger var legen tænkt ind. Hovedudstillingen ligger i kælderetagen og en af indgangene til den var en ruchetur gennem det lokale Loch Ness uhyre fra den nærliggende Storsjöen. Udstillingsområdet havde masser af genstande og billeder, men også hands-on opstillinger, skæmtekulisser og spilelementer som en integreret del af rummet.

Jamtli DSC_0761

Jamtli DSC_0806

Jamtli DSC_0772

Skansen og Jamtli er på mange forskellige parameter to rigtigt gode museer. De laver gode miljøer og har en høj faglig standart, men det betyder ikke at de der for fine eller akademiske til virkeligt at prøve at tale til et så bredt publikum som muligt, og integrere leg og underholdning i museet virke. De har ingen berøringsangst med at vælge folkelige formater og lave rammer som børn og barnlige sjæle umiddelbart kan gå til. Det giver dem fortjent mange besøgende, og det gør dem også til inspirerende steder at besøge for alle der gerne vil formidle kultur til så mange som muligt.

Leg er god underholdning, men kan i Sverige også være rigtig fin kulturformidling.

IMG_3339

Instruktion på Lillhärdalsgården anno 1785 så vi alle kan indgå i forsvaret af Jämtland. Her er det Gaute og Thorstein, to nordmærd fra Maihaugens frilandsmuseum, som vi forsvarer os imod.

Skansen DSC_0078

Mange steder på Skansen er der munter og god dialog med aktørerne. Her får mine kollegaer Lisbeth og Connie en snak om 78′ plader og simple living med en beboer i Skansens 1940’er kolonihave.

Links:

Jamtlis fokus på børneaktiviter: http://www.jamtli.com/3838.barnens_jamtli.html
Flere billeder fra Jamtli kan ses her: https://www.flickr.com/photos/martinsmuseumsblog/sets/72157646265041322/

Lill-Skansen: http://www.skansen.se/sv/kategori/lill-skansen-oppet-aret-runt
Flere billeder fra Skansen kan ses her: https://www.flickr.com/photos/martinsmuseumsblog/sets/72157646246422281/

Junibacken: http://www.junibacken.se
Flere billeder kan ses her: https://www.flickr.com/photos/martinsmuseumsblog/sets/72157646288994564/

Tidligere blog-indlæg om aktiviterne på High Chaparral: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/07/27/high-chaparral-en-western-for-publikum/

 

 

 

3 kommentarer

Filed under Diverse, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Naturhistorie

Når rammen og beliggenhed understøtter fortællingen – Begravningsmuseet i Ljungby

Nye museer for oftest mere omtale for de nye bygninger, der er rammerne om dem, end for det indhold der er lavet til dem. Bygningsarkitekten bliver dermed en større skaber og stjerne end de museumsansatte og formgivere, der står bag museets udstillinger. Nogle gange laves der også rammer som både er flotte og bidrager godt til stedets grundfortælling. Søren Robert Lunds Arken, Henning Larsen Architects’ nye Moesgård Museum og Zaha Hadids tilbygning til Ordrupgård, er spektakulære og interessante bygninger, der tjener deres formål med at give rum til kunst, kulturhistorie og publikumsfaciliteter, men det der kan gøre museumsrammene endnu mere interessante er, når bygningens form og udtryk klart er med til at understøtte fortællingen i museet. Gode eksempler på dette er Bjarke Ingels Groups løsning til MS / Museet for Søfart, tilbygningerne til Natural History Museum i London og Militärhistorisches Museum der Bundeswehr i Dresden og i en lidt anden målestok det lille begravelsesmuseum i Ljungby, som jeg besøgte i forrige uge.

Begravningsmuseet DSC_0882

Begravningsmuseet i Ljungby der har til huse på en kirkegård og I en tidligere kirke

Bygningen som genstand og fortælling

BIGs løsning til Søfartsmuseet var det enkle at bruge tørdokkens form og dermed klart at vise de besøgende, at de nu bogstaveligt talt går ned i den danske søfartshistorie. Grebet har så medført at museumsinspektørerne og udstillingsformgiverne har haft mange bindinger og specielle rammer at lave deres udstillinger i, men scenen er sat godt med arkitekturen – eller som museets direktør Camilla Mordhorst også formulere det, at museets bygning er museets største genstand.

Museet for Søfart i Helsingør. Foto og ©: Luca Santiago Mora

I London har C.F. Møllers tegnestue løst opgaven med en tilbygning til 1800-tals museumskatedralen Natural History Museum med et moderne greb, hvor tilbygningen er en kokon sat ind i en luftig bygning, hvis ydre er tilpasset Alfred Waterhouse gamle museumskompleks. Tilbygningen, Darwin Centre, er dels et magasinafsnit som dele af offentligheden kan få indblik i og en udstilling om museets arbejde. Kokonformen bemærkes med mellemrum i turen rundt i Darwin Centeret og er med sine konnotationer til magasin og den ”arkitektur” naturen selv kan frembringe et godt element i udstillingen.

Darwin Centre

Dawin Centre. Foto via flickr og ©: Pete Gibson

Et museum og en bygning med kant

Daniel Libeskind blev i museal henseende en superstar med Jüdische Museum i Berlin. De oplevelsesrum i museet han har været med til at skabe, Garten des Exils og Holocaust-Turm, er rigtig gribende og stærk formidling af store og svære emner, men udefra er bygningen ikke en understøttelse af museets historie. Det synes jeg derimod, at Studio Daniel Libeskind’s løsning til Militärhistorisches Museum der Bundeswehr i Dresden er. Museet har som mål, at beskrive soldaten som både aggressor, medløber og offer, og det er et museum, der vil noget mere end at være det traditionelle militærhistoriske museum med fremvisning af våben og en afdæmpet uproblematiserende udgave af landets militærhistorie. Libeskind har fået lov til bogstavelig talt at skabe en kant og en disharmoni i bygningen. På afstand er museumsgæsten ikke i tvivl om, at der er noget på færde. Grebet lægger op til diskussion og kritik af traditionsbrud, men da det er det som museet også vil, er det det helt rigtige greb.

Militärhistorisches Museum in Dresden

Museum for Bundeswehr med Daniel Libeskinds tilbygning. Foto og ©: Bundeswehr/Bienert.

Begravningsmuseet i Ljungby

Jeg har endnu ikke selv besøgt Libeskinds udbygning i Dresden og set om museet kan indfri de modige valg de har truffet. I forrige uge besøgte jeg derimod et noget mere undseligt museum i svenske Ljungby, og det er ikke et sted som kultur- eller arkitekturjournalister flokkes om. Der er det lille Begravningsmuseet, der er et af de små nichemuseer, som det er nemt at kritisere for sine ret så lange tekster og mangel på børneaktiviteter, intetaktivitet og omhu for detaljen i den generelle opsætning.

Begravningsmuseet DSC_0902

Desto meget mere er der grund til at bemærke nogle af de fine detaljer i selve rummet omkring museet. Museet er drevet af Svenska kyrkan, Sveriges pendant til folkekirken og er placeret i kirkegården i Ljungby. Den lille bygning der rummer museet er en nedlagt ”vandringskyrka” af træ, der både har tjent kikegængere i Göteborg og Ljungby. Både ejerskabet, placeringen og rammen er en forlængelse af museets grundhistorie. Beliggenheden og turen derhen gennem gangene i kirkegården er en stærk stemningssætter.

Begravningsmuseet DSC_0909

Mellem thuja, taks og gravstene ligger museet

Bygningen og dens historie understøtter stemningen og det gør skiltet til museet også, der er lavet som en gravsten. Det er et indgangsskilt, der i sin enkelthed er rykket helt op i min top ti liste og sammen med bl.a. Den Gamle Bys emaljeskilt og Museum for Søfarts’ tydelige søfarts ”M/S” logo.

indgang Begravningsmuseet DSC_0883

Begravningsmuseets indgangsskilt

Den Gamle Bys logo og inddgangsskilt I gadeskilts-emalje-stil

Den Gamle Bys logo og inddgangsskilt I gadeskilts-emalje-stil

Museet for Søfarts klare M/S logo

Selve museet er så også et besøg værd, hvis man får lyst til at vide mere om begravelsesskik i Sverige – hvornår kort og blomster kom i begravelsesannoncer, hvordan de døde lå til fremvisning, skikken med sammenskudsgilder i dagevis ved begravelser, klokkerigningstraditioner mv – for oplysningerne er her i museets mange tekster og billeder.

Begravningsmuseet DSC_0886

Begravningsmuseet DSC_0885

Jeg er et blødt punkt for in-situ museer, hvor selve museet og stedets historie er tæt forbundet. Begravelsesmuseet i Ljungby er ikke et sådan, men det udnytter stedet og bygningens historie på fornem vis og skaber dermed en bygnings- og beliggenhedsmæssig historie, der sin enkelthed – og lige i det ene aspekt – godt kan hamle op med prestigearkitekturprojekter at sværvægtere son Libeskind, Henning Larsen Architects, BIG og Zaha Hadid.

2 kommentarer

Filed under Kulturhistorie

Citater i udstillinger

Hvordan kan museerne engagere deres besøgende gennem tekster eller andre formidlingselementer (film, lyd, illustrationer)? Et svar er at bruge tydelige afsendere, som det er nemt for den besøgende at forholde sig til, føle med og leve sig ind i. Det vil sige gå fra den anonyme objektive museumsstemme til personer med deres egne subjektive stemmer.

De museer der gør det markant, bruger ikke kun citater som illustrationer af en enkelt persons holdning, men de tænker citaterne ind som et strukturelt greb, der er med til at engagere den besøgende.

Sveriges Historia på Historiska museet i Stockholm

Historiska Museet 2011-12 408

Historiske Museets på mange måder seværdige udstilling Sveriges Historia gør det. Udstillingen er kronologisk bygget op fra vikingetid og til i dag. Hvert afsnit indledes med en planche, der præsenterer det århundrede som den næste del af udstillingen handler om. Der er to helt forskellige hovertekster på de plancher. Den ene er skrevet at udstillingens dramaturg Jonas Jarl Skute og den anden af historieprofessor Dick Harrison.

Historiska Museet 2011-12 422

Historiska Museet 2011-12 423

Professor Harrisons tekst minder mest om den traditionelle museums-oversigtstekst, men det virker godt, at der er en person bag teksten, og at det er tydeligt, at han er en fagperson. Troværdigheden bevares og samtidig får udsagnene et klar afsender. Det ville ikke have været et lige så klart signal, hvis museet ikke havde valgt også konsekvent at bringe tekster skrevet af den mere poetisk anlagte Skute – og de to forskellige typer tekster kan noget forskelligt – give overblik og skabe billeder.

Danmarks krige på Tøjhusmuseet

Et sted hvor citater også bruges godt er i Tøjhusmuseets nye permanente udstilling Danmarks krige.

Danmarks krige 1

Mine forventninger til udstillingen var høje efter Tøjhusmuseets seneste særudstilling om Afghanistan, og jeg synes desværre ikke, at nogle af de gode ideer om iscenesættelse, engagement og personlig fortælling som var i Afghanistan-udstillingen blev bragt med over i den nye permanente udstilling, men oversigt- og temateksterne i Danmarks krige er rigtigt godt og kort skåret. Mange steder bruges citater aktivt til at fange gæstens opmærksomhed og være krogen som åbner op for fortællingen – som f.eks. Christian 4s bramfrie svar: “Du skulle skamme dig, du gamle nar” til den svanske konge Karl 9, da han under Kalmarkrigen foreslår, at krigens skulle afgøres med en tvekamp mellem de to monarker.

Danmarks krige 3

Et anden greb udstillingen bruger er de små skærme, hvor museets inspektører kort og klart fortæller om den udvalgte krig. Der er mange skærme i udstillingen og desværre var mange af dem rigtigt træge at bruge den dag jeg besøgte museet. Personligt synes jeg ikke, at skærmene med oplysninger om de enkelte genstande ved montrerne var den bedste måde at bruge mediet på, men skærmene med inspektørernes små fortællinger fungerede og leverede engageret formidling.

Danmarks krige 2

GeoCenter Møns Klint

En anden dansk udstilling, der på en helt anden måde bruger den personlige fortælling gennem film er GeoCenter Møns Klint. I et af rummene møder man den unge og den gamle klint i form af en filminstallation med skuespillerne Holger Juul Hansen og Mille Lehfeldt.

GeocenterMoen_3627

Efter mange rum med en mere science-center-baserede formidling er det et fint poetisk indslag, hvor de to skuespiller dygtigt får lidt følelse og humor ind i fortællingen og samtidigt formidler, at ingen klint holder evigt.

Museum of Liverpool

Flere museer i England bruger også citatet og den personlige fortælling med stor dygtighed. Et af de steder hvor jeg har set det udført med stor variation og klar konsekvens er på det relativt nyåbnede Museum of Liverpool.

MoL Peoples Republic fortaelling DSC03122

Museer bruger citater rigtigt mange steder – både som overskrifter og som citatvægge, der er med til at underbygge museets hovedpointe: at stedet er the Liverpudlians museum; det er et sted om menneskerne i Liverpool og det er deres håb, drømmer og virke, der beskrives.

MoL citatvæg DSC03199

MoL Wondrous Place citater DSC03153

Museet benytter også den personlige fortælling i en række filmiske portrætter. Det mest spektakulære af disse er i biografen Kicking and Screaming – Football Show. Kicking and Screaming er et rum i Wondrous Place, den afdelingen af museet, der handler om fritid og byens indbyggeres interesserer og passioner. I biografen er der film på alle væggene så det bliver en mere rummelig oplevelse end i den traditionelle museumsbiograf. I den knap 20 min lange fortælling følger man to knægte, der henholdsvis er Everton og Liverpool F.C. fan. De optræder til forskellige tider og filmen fortæller både generel Liverpool/Englands historie og formidler samtidig passionen hos fans’ne. Andre steder er der mindre skærme med personlige fortællinger. De er passet ind i udstillingens scenografi og gennem dem giver skuespillere indblik i livsvilkår og fortællinger om byens forskellige perioder og steder.

MoL Great Port skaermfortaelling 1 DSC03180

Et sted er i museets afdeling The Great Port, hvor der er skærme med bl.a Frelsens Hær officeren Jack, kantinedamen Marie og den arbejdsløse havearbejder Edward, der hver i sær giver deres version af livet og fristelserne ved byens store havn. Der er også en række skærme med interview af borgere i byen og ved en af installationerne er der også opfordringer til at borgere i Liverpool selv kan sende historier ind til at blive vist i udstillingen.

MoL Peoples Republic living in the City DSC03126

Fakta eller fiktion

Er der ikke en forskel mellem om det er citater og interview med autentiske personer eller om der er skuespillere, der fremstiller en af museet skabt person/situation? Både og. Med historiefagets koryfæer som Erslev, Arup og brødrene Wiebull in mente, er et udsagt ikke nødvendigvis sandt, fordi en der var til stede ved begivenheden er ophavsmanden til udsagnet. En sammensætning af forskellige kilder og observationer kan nogle gange give en mere plausibel version af virkeligheden. Men museumsformidling handler ikke kun om hvorvidt udsagnet er rigtigt, men også om, at museets gæster tror på udsagnet. Der kan citatet og interviewet have den fordel af det umiddelbart har en høj troværdighed. En skabt fremstilling – som personerne i The Great Port – har ikke nødvendigvis ikke samme troværdighed og her gælder det så om for museet at fremstille figuren og fortællingen så godt og troværdig, så modtageren godtager historien. Når det lykkedes er det rigtig godt og relevant historieformidling. Gennem den arbejdsløse havnearbejder Edward får gæsten et godt indblik i engelsk socialt historie i 1920’erne – et emne som nok kunne formidles gennem meget tekst og billeder, men som de færreste ikke ville have stoppet op ved, hvis der ikke på samme måde var arbejdet med formen. Det vigtige for Museum of Liverpool er, at den besøgende tror på at fremstillingen er plausibel. Jeg troede på den.

MoL Great Port skaermfortaelling 5 W DSC03187

IWM North

Et andet nyere engelsk museum, som har fået international bevågenhed er IWM North, Imperial War Museums afdeling i Manchester, der i 2002 åbnede i en bygning tegnet af Daniel Libeskind.

IWM North (2)

Museet er særligt kendt sit audiovisuelle show Big Picture, der med 60 projektorer bruger alle væggene i museets store sat til at give en samlet fortælling. Da jeg besøgte IWM North i vinters var fortællingen om børn og krig, og dens massive visuelle udtryk gik lige i hjertekulen både hos de voksne og de børn jeg fulgtes med. I Big Picture bruger museet citater og portrætter og det er med til, at krigens skæbner kommer tæt på. Citater er i det hele taget meget brugt på museet. De bruges markant i udstillingen som overskrifter eller i stort format, både for at give menige soldater en stemme, men også til at vække erindringer som f.eks. Vietnam-protest sloganet ”Make Love not War”.

IWM North (4)

IWM North (5)

Cabinet War Room /Churchill Museum

Et sidste engelsk museum jeg vil nævne er Cabinet War Room /Churchill Museum. Dette er museum bestemt et besøg værd i sin kombination af, at det er et site-museum med en politisk vægtig historie og så at det engagere sine besøgende gennem interaktive tiltag og engagerede fortællinger.

Cabinet War Room Churchill Museum London 194

I overgangen mellem den stedspecifikke Cabinet War Room (de steder, hvor selve Cabinet War Room var, samt andre lokaler tilknyttet dette) og så Churchill Museum, den del af komplekset, der er dedikeret til den tidligere premierminister, er der et rum, hvor de besøgende møder en række personer, der havde sin gang i lokalerne under krigen. Der vises genstande og fortælles små historier, men hele tiden med udgangspunkt i de portrætterede personer. På skærme i gangen møder man dem, hvor de i korte indslag på 10-20 sek. fortæller stemningsgivende historier. Dette rum er med til at befolke hele komplekset og også give stemmer til andre end Winston Churchill, der i de følgende rum bliver udstillingens centrale omdrejningspunkt.

Cabinet War Room Churchill Museum London 143

Historier fra nogen

Formidlingen af disse historier om krige, geologiske naturfænomen, handel og almindelige mennesker liv kunne have været fortalt på mange måder, men ved at bruge citater og personlige fortællinger bliver historierne mere engagerede og vedkommende. Det bliver ikke kun formidling om noget, men også fra nogen.

3 kommentarer

Filed under Kulturhistorie, Naturhistorie, Udstilling

Levendegørelse og engagement af publikum – Middelaldercentret i Nykøbing Falster

Jeg var en tur til middelalderen i forgårs – eller nærmere bestemt på udflugt til Middelaldercentret ved Nykøbing Falster, der har som formål at levendegøre middelalderen.

Middelaldercenteret (20)

Middelaldercentret levere god historieformidling. De besøgende kan se eksempler på levevis i middelalderen, der får dem til at tænke over livsvilkår dengang og centret har også arbejdet med, at det for gæsterne er nemt selv at engagere sig i fortællingerne.

Middelaldercenteret (19)

Levendegørelse er formidling og som med alt andet formidling er modtagerens omverdensforståelse en vigtig del af forståelsen og indlevelsen i det formidlede stof. Levendegørelse kan ikke blive andet end et glimt ind i en anden tid, men i levendegørelse er der menneskelig kontakt og 1:1 fysiske omgivelser. Formen har dermed – i modsætning til bogen, billedet, filmen og montreudstillingen – nogle stærkere virkemidler i forhold til at tale til alle sanser. I levendegørelse kan der også være gode mulighed for at gæsterne nemt kan interagere. Det kan være at smage på maden, tale med aktørerne eller deltage i aktiviteter.

Middelaldercenteret (5))

Frivilligt engagement

Jeg var ikke den eneste gæst i Middelaldercentret i denne efterårsferie. I gårsdagens Politiken kunne man læse journalist Camilla Stockmanns reportage Undercover i 1402, hvor hun beskriver hvordan hun i samme uge prøvede at leve som en middelalderlig køkkenpige. Artiklen er skrevet med journalistens distance til stoffet, men giver udtryk for den indlevelse og erkendelse levendegørelsen også giver en kulturjournalist fra stenbroen.

Camilla Stockmanns artikel: http://politiken.dk/kultur/ECE1787627/hvorfor-vaelger-moderne-mennesker-at-leve-en-uge-i-middelalderen/

Camilla Stockmann havde taget den store tur med middelalderkost, særk og kjortel og korrekt tiltale og opførsel afhængig af hvilken position man har i samfundet. Det er muligt selv at opleve dette, hvis man melder sig som en af de frivillige på centret og gennemgår et obligatorisk aktørkursus. Mange open air museet har tilbud til frivillige og har ligesom i Nykøbing et system med en oplæring om periodens historie og levevis før de frivillige kan blive aktører. Disse frivillige er med til, at stederne bliver befolket og lever, og tilbuddet giver samtidigt særligt interesserede mulighed for at leve og formidle historie.

Middelaldercenteret (6)

Publikums indlevelse

Indlevelse af den type er kun for de særligt interesserede og dermed ikke et produkt der kan tilbydes den almene besøgende på dagstur. Middelaldercentret giver også mulighed for en mere enkelt og uforpligtende indlevelse. Når bliden skal skydes af bliver publikum bedt om at hjælpe med at trække den lange hovedarm tilbage og bliver dermed en aktiv del af oplevelsen og får ejerskab til afskydelsen.

Middelaldercenteret (14)

Publikums vælges til at deltage

Middelaldercenteret (15)

Der trækkes

Middelaldercenteret (16)

og en af gæsterne affyrer bliden

Et andet sted hvor det sker, er ved riddertuneringen. Her sælges der for en relativt beskedne pris på 20 kr små vimpler for de stridende parter. Denne eftermiddag var det den lokale rigsråd fra Lolland og Falster ridder Henrik Svane og den legendariske ubesejrede bøhmiske ridder Wolfgang van Lauterbach. De henholdsvis røde og sorte vimpler blev flittigt købt. En herold præsenterede ridderne og fremhævede deres mod og dyder og fik fint skabt en stemning i arenaen så publikum blev grebet og hujede, viftede med deres faner og håbede det bedste for deres ridder. Få af gæsterne havde på forhånd sat sig ind i hvem hvilken ridder var, men gennem deres køb havde de jo valgt hold og automatiske blevet engageret i optrinnet. Jeg var af sted med mine to døtre og ikke overraskende var der blevet købt røde vimpler og dermed var vi kommet på ridder Svanes parti. Nogle venner jeg tilfældigt mødte i Nykøbing den dag var på tur med deres sønner og de endte så med sorte faner og Lauterbach-opbakning.

Middelaldercenteret (7)

Salg af vimpler

Middelaldercenteret (9)

Publikum inviteres også til træningen. Her en der sammen med Wolfgang von Lauterbachs væbner skal ramme quintanen med en lanse

Middelaldercenteret (8)

Middelaldercenteret (12)

Svane vandt til vores store glæde og efter turneringen blev vimplerne stadigt brugt, svinget og i mit lille selskab en del af de historier der blev fortalt og leget.

Middelaldercenteret (13)

Nu var der ikke små vimpler til publikum i middelalderen. Ridderturnetringer var heller ikke var så udbredte og man kan med rette diskutere om de burde fylde det de gør i den moderne levendegørelse af middelalderen. Men ridderturneringerne er spektakulære, trække gæster til og kan åbne op for fortællinger om livet i middelalderen for dem der ikke har en forhåndsinteresse i stoffet. Og vimplerne er med til at give et personlige engagement som gør, at det bliver en bedre og mere engaget oplevelse for gæsterne. Derfor synes jeg at begge dele formidlingsmæssigt kan forsvares.

Identifikationsgadgets

Gadgets, der som vimplerne kan købes og giver identifikation med fortællingen ses ikke tit som tænkt til at være en aktiv del af besøget. I Sverige er der eksempler på denne brug af identifikationsgadget i et par populære sommerattraktioner. Jeg har i denne blog før omtalt cowboylandet High Chaparral og det steds salg af hatte og legetøjspistoler, der gør at stort set alle gæster hurtigt bliver del af en leg og en fortælling om det vilde vesten.

High Chaparral 2011 149

Blogpost om High Chaparrals engagement af gæsterne: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/07/27/high-chaparral-en-western-for-publikum/

Et andet sted der sælger simple identifikationsgadgets er Astrid Lingrens Värld. Forlystelsen er dedikeret til Astrid Lindgrens fortællinger og universer. Der er huse og legeområder med temaerne og skuespil hvor scener fra bøgerne vises og hvor publikum inviteres til at deltage.

IMG_0799

I attraktionen er der også butikker forskellige steder, hvor man blandt andet kan købe Emils lue og bøsse og som disse billeder fundet på flickr hos familierne Engstrom og Claesson viser, så er de to simple virkemidler med til at stimulere legen og identifikationen med historien.

Billede af knægt som Emil: http://www.flickr.com/photos/familjenclaesson/1117124085/

Emil med en lille Emil bag sig:

IMG_0795

I Astrid Lindgrens Värld kan der man til pigerne også købe diverse Pippi gadgets.

Treårige Naja og Pippi

og treårige Naja som Pippi

Det at kunne købe en beskeden ting for dermed at få skabt identifikation med en fortælling eller en historisk periode er bestemt noget, der er potentiale i. Dilemmaet er at finde et produkt, der er så simplet (læst billigt at producere) så en stor gruppe af gæster får lyst til at købe det. Det kan betyde, at der skal gives køb på detaljerne og dermed den historiske korrekthed. En anden udfordring er at finde den gadget, der er nemt afkodelig og som dermed giver ejermanden del af en historie og et engagement. Det er faglige spørgsmål, der skal undersøges og tages stilling til før museerne eller attraktionerne går denne vej, men hvis det lykkes vil det kunne skabe mere engagerede og dermed motiverede gæster.

High Chaparral 2011 231

Link:

Middelaldercentret:
http://www.middelaldercentret.dk/

High Chaparral:
http://www.highchaparral.se/

Astrid Lindgren Värld:
http://www.alv.se/

1 kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie

Stockholms stadsmuseum – boligindretning på svensk, del 3

Først på Södermalm, tæt ved Slussen ligger Stockholms stadsmuseum. Som man vil kunne forvente, indeholder museet fortællinger om den svenske hovedstad og byens kvarterer. Stockholms stadsmuseum bruger til denne fortælling forskellige formidlingsformer fra nøgterne fotoudstillinger til scenograferede rum. Museet synes, at have gjort sig umage med at gøre det overordnede indtryk mindre højtidelig og mere kulørt, flere steder i en så høj grad, at min ledsager på dette museumsbesøg konstaterede ”at det her vist nok mest er for børn” for lidt efter at søge ned mod kaffen og kagebordet i cafeen. Det skulle nu mere til for at få mig væk fra museets opstillinger, modeller og genstande.

Stockholms stadsmuseum 323

På Stockholms stadsmuseum er der iscenesættelser af byens forskellige rum. Ikke i 1:1, men klar med et forsøg på, at videre give en stemning fra forstaden, centrum osv.

Stockholms stadsmuseum 345

Husene, byens helt centrale element, formidles både gennem forskellige modeller og i tegninger, hvor de forskellige tiders stil og kendetegn enkelt formidles.

Stockholms stadsmuseum 326

Stockholms stadsmuseum 369

Stockholms stadsmuseum 370

Stockholms stadsmuseum 372

Boligindretning

På stadsmuseet vil man også gerne formidle forskellige tider boligindretning. I disse udstillinger benytter museet sig heller ikke af 1:1 fuldskala interiørudstillinger, men laver koncentrerede oversigter, hvor det er nemt at sammenligne elementer fra forskellige tidsperioder.
Et sted er det køkkenet, der formidles med skabslåger fra forskellige årtier og billeder, der viser tiders forskellige tendenser.

Stockholms stadsmuseum 359

Et andet sted vises en simpel, men virkningsfuld fremstilling af forandringer i hjemmets elementer. Det er en væg, hvor hver periode er repræsenteret af en stribe tapet, et dørhåndtag, nogle steder en lyskontakt og så stregtegninger af markante møbler, lamper og brugsgenstande fra perioden (f.eks. en Steltonkande og en rispapirslampe).

Stockholms stadsmuseum 363

Stockholms stadsmuseum 365

Stockholms stadsmuseum 366

Tapetet er nok til at give stemningen, og tegningerne og dørhåndtagene nok til, at man synes der er elementer man kan studere nærmere.

I forhold til de andre boligindretningsudstillinger beskrevet i denne trilogi fra svenske udstillinger (del 1 om IKEA tilsammans og del 2 om Nordiska museet) er det nogle noget billigere og simplere virkemidler Stockholms stadsmuseum benytter sig af. Der er ikke mange detalje og finesser at fordybe sig i, men opstillingerne giver et overblik over forskellige tiders stil.

Der tidligere blogposts om svenske boligindretningsudstillinger kan læses her:

Heminredning: Artur Hazelius og IKEA tilsammans – boligindretning på svensk, del 1

Nordiska museet – boligindretning på svensk, del 2

2 kommentarer

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Nordiska museet – boligindretning på svensk, del 2

Nordiske museet ligger på Djurgården i Stockholm og har siden sin grundlæggelse i slutningen af 1800-tallet været et sted kendt for interiørudstillinger. I del 1 af denne lille blog-serie om svenske boligindretningsudstillinger besøgte jeg interiørudstillinger i IKEAs udstillingssted IKEA tilsammens i Älmhult. I Älmhult var der interiør, men flere steder også en mangle på finish og ingen nævneværdig ambition om at sætte tableauerne ind i større sammenhænge. Det er der til gengæld på Nordiska museet i Stockholm. Nordiske museet er nabo til Skansen og er ligesom Skansen også grundlagt af Arthur Hazelius. Området, hvor Skansen ligger på blev faktisk købt og indrettet til frilandsmuseum samtidigt med, at Hazelius var undervejs med at detaljeplanlægge og bygge den enorme renæssanceslots-inspirerede bygning der har været rammen om Nordiske museet siden 1890’erne.

Nordiska museet, Stockholm, Sweden

Noget der virker helt uladsiggørligt og aftvinger den største respekt for enhver, der har været i nærheden af en smule projektstyring. En af de udstillingsformer Hazelius blev kendt for i hans samtid var hans stueinteriør, der var indrettede rum (tre vægge, gulv og loft) som den besøgende kunne se ind i. Rummene kunne være befolkede med dukker, som var opstillede i dramatiske situationer, der både kunne vise funktioner ved genstandene eller spille på følelserne. Hazelius deltog i verdensudstillingerne i Philadephia (1878) og Paris (1878) med hans skandinaviske etnografiske ”tablaeux vivants”. Det var en stor succes og de dramatiske opstillede interiør var en stor oplevelse for verdensudstillingens gæster – ”alle mødrene græd ved Lillians sidste seng”, skrev den franske presse.

Dukade bord

Nutidens Nordiska museet burger stadig interiørudstillinger skønt den dramatiske og følelsesbetonede karakter ikke er skruet helt så kraftigt op som ved Lillians sidste seng. En rigtig fin udstilling er Dækkede bord, en udstilling om mad, magt og status i fem århundrede.

I den ene side af galleriet er der tableauer, hvor man kan se det dækkede bord, med service, bestik, rettet og al den status og ceremonielle lag en borddækning kan have. Det er fint lavet og sætter tanker og fantasien i gang. Man kan have læst nok så meget om pragt eller mangel på hygiejne i 1600-tallet, men det giver en særlig forståelse for tankegangen og problematikken, når man ser det dækkede festbord med svaneforkroppen og vingerne, der efter endt spisning kan tages af stegen for at så kunne bruges igen til den næste vigtige middag.

Nordiska Museet MBD 209

Over for de dækkede borde er der lange montre med service og bestik fra de forskellige perioder. Simpelt og fint lavet.

Nordiska Museet MBD 207

Nordiska Museet MBD 210

Nordiska Museet MBD 222

Nordiska Museet MBD 224

Dukada bord, Nordiska museet

Möblerade rum

Udstillingen Møblerede rum har lidt af det samme princip. Udstillingen fortæller om svensk boligindretning fra 1870 til 2000. Der vises interiør, hvor møbler tilsammen skaber sammenhæng og ved siden af interiørerne, udstilles tidens møbler, lamper med videre som enkeltstående værker, det er muligt at studere nærmere.

Nordiska Museet MBD 265

Nordiska Museet MBD 262

Nordiska Museet MBD 268

Udstillingen er fra 2002 og har nogle af de samme taktile elementer og variationskvaliteter som V & As udstilling British Galleries. Der er f.eks. materialeprøver af tidens mest brugte træsorter som man kan røre ved, skuffer med mønstre og tekstiler man kan gå på opdagelse i og reliefmodeller af periodens lejligheder, nok primært til glæde for synshandicappede, men også som en afveksling for os andre.

Nordiska Museet MBD 271

Nordiska Museet MBD 264

I dette link http://www.nordiskamuseet.se/Upload/Documents/47.pdf er en beskrivelse fra museet om udstillingen. Og her er et link til Nordiska museets billedset på Flickr om boligindretning: http://www.flickr.com/photos/34380191@N08/sets/72157622336137338/with/3607339248/
Også et fint iniviativt.

Det sidste stop i min svenske boligindretningsblogtrilogi bliver Stockholms Stadsmuseum. Fortsættelse følger.

Her er et link til første del af serien: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/01/25/heminredning-artur-hazelius-og-ikea-tilsammans-boligindretning-pa-svensk-del-1/

2 kommentarer

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Heminredning: Artur Hazelius og IKEA tilsammans – boligindretning på svensk, del 1

IKEA-kataloget dumper ind af brevsprækken og åbenbare en velkendt og alligevel fremmed verden. Hjem som de i dag kunne se ud med alle vor tids kendetegn og alligevel lidt karikeret i familiemønstrene, omgangsformerne og den praktiske pladsudnyttelse og lidt for gennemførte i indretningsdetaljerne. Denne lille diskrepans til virkeligheden bliver endnu tydeligere, når det er de ældre IKEA kataloger, der bladres igennem. Det bliver pludseligt meget sen 90’er-stil, 80’er-agtigt, 70’er langskjorteflippet osv. Og hele tiden er der de glade svenskere ved møblerne med de nordiske bynavne.

IKEA tillsammens 07 2011 040

Med IKEAs globale betydning i forhold til salg og udformning af møbler, skabe, køkkener, senge, lamper osv. vil det ikke undre mig, hvis Sverige er en lokalitet mange forbinder med boligindretning og holdninger til boligen.

Skansen, verdens første frilandsmuseum

 En museumstype, der grundlæggende arbejder med boligindretning er frilandsmuseet og det var også i Sverige, at det første moderne frilandsmuseum, Skansen, opstod. Det skete i 1891. Skansens grundlægger Artur Hazelius ønskede med Skansen at skabe et museum, hvor man kunne komme helt tæt på det levede liv og gennem det blive klogere på sit eget liv – besøget skulle handle om den besøgendes eget liv. ”Känn Dig själv” var Hazelius’ motto og viser også fint den tætte forbindelse han så mellem historiens vidnesbyrd og gæsternes refleksion over deres eget liv. På Skansen kunne man se hvordan folk boede, hvad de havde af møbler og ting i deres hverdag. Man kom tættere på andres livsvilkår og kunne meget konkret forestille sig hvordan andres liv kan have været.

Hazelius havde baggrund som skolelærer og vedblev med at være en folkeoplyser, efter han blev en af Sveriges mest betydningsfulde museumsmænd På Skansen skulle man se og opleve – ”låta barnen läre med lyst”. Det var en ny oplevelsesform, der blev forfinet der. Hazelius’ ide om et ”friluftsmuseum” spredte sig ud over Sveriges grænser. Ligesom i tilfældet IKEA først til de andre nordiske lande, så til Tyskland og så til resten af verden.

Det er ikke kun på frilandsmuseerne, at der udstilles interiør og situationer fra dagliglivet til forskellige tider. Sidste år havde jeg mulighed for af flere omgange at besøge Heminredningens hjemland og se forskellige udstillinger på ikke-frilandsmuseer med og om interiør og boligens indretning.

IKEA tilsammans i Älmhult

Ved siden af världens första IKEA i Älmhult ligger et IKEA besøgscenter eller IKEA tilsammans som det kaldes på ny-svensk. Om sommeren er det muligt at se en lille og noget slidt IKEA udstillingssted i bygningen. Her fortælles naturligvis Ingvar Kamprads historie og der er billeder fra IKEAs sejrsgang verden over. Den mest rummelige del af udstillingen er interiør fra forskellige årtier med den tids IKEA varer. Der er en 3D version af IKEA kataloget og for rigtigt mange inkl. undertegnede en walk down memory lane. Det tapet, den lampe, den stol var der rigtigt mange af 70’er stuerne i den provinsby jeg voksede op i.

IKEA tillsammans 07 2011 004

IKEA 1960'erne

IKEA tillsammens 07 2011 009

IKEA første del af 1970'erne

IKEA tillsammens 07 2011 013

IKEA sidste del af 1970'erne

IKEA tillsammens 07 2011 019

IKEA 1980'erne

IKEA tillsammans 07 2011 029

IKEA 1990'erne

Finish manglede flere steder i Älmhult og det samme perspektiveringen. Det ses til gengæld på boligindretningsudstillinger i Nordiske museet, der bliver emnet for næste indlæg i denne lille blogpost-serie om svenske interiørudstillinger. Fortsættelse følger…

Vi du læse mere om Hazelius og Skansen så vil jeg gerne anbefale de første kapitler i Sten Rentzog: Friluftsmuseerne. En skandinavisk idé erövrar världen. 2007 og i Nordiska museet under 125 år (red. Hans Medelius m. fl.). 1998.

4 kommentarer

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Popstad Lund – en brugergenereret udstilling

Popstad Lund 01

”For fire år siden flyttede jeg tilbage til Lund efter at have boet andre steder i næste femten år. Det første jeg opdagede var at alt var forandret. Præcist alt. Undtagen en ting: lundaboerne, som stadigt gik omkring og sagde at ingenting i deres by var blevet forandret”

Sådan begynder journalisten Anders Mildners artikel ”Popstad Lund” i Kulturens årsskrift 2011, og sådan begynder historien også om projektet og udstillingen Popstad Lund, der for tiden kan ses på museet Kulturen i Lund.

Det Anders Mildner blandt andet ikke kunne finde i Lund var den musik og det musikmiljø, der havde betydet så meget for ham og hans ligesindede. Sammen med to andre lavede han facebook-gruppen Popstad Lund, der som mål har at beskrive pop- og rockmiljøet i Lund mellem 1971 og 1996 (http://www.facebook.com/#!/popstadlund). Over 2500 personer er p.t. tilknyttet gruppen, hvor der er blevet uploaded over 3000 billeder og endnu flere kommentarer.

Initiativtagerne til facebook-siden tog for to år siden kontakt til Kulturen for at høre, om historierne også kunne blive til en udstilling. Resultatet kan det næste års tid ses på museet og er bestemt et besøg værd, også selv om man ikke var en del af det lundensiske musikmiljø.

Popstad Lund 04

I sidste uge havde jeg sammen med nogle kollegaer fornøjelsen af, at mødes med udstillingens projektleder Sofie Bergkvist. Udstillingen var begyndt som et folkeligt ønske og hendes rolle var blandt andet at hjælpe folk med at komme frem med deres historier og genstande. Museets ansatte var ikke eksperterne i udstillingens emne, det var de brugerne af facebook-siden museet fik kontakt med, og de brugere skulle høres og plejes for at få de rette fortællinger.

Der blev organiseret indsamlingsaftener med livemusik, hvor nussede koncertbilletter, gamle kassettebånd, de lækre eller kiksede 80’er T-shirt, pladebutiksskilte og de første freestyle’s (svensk for en walkman) blev fundet frem fra gemmerne, beundret, mindet og diskuterer. Til disse aftener og gennem facebook blev der også diskuteret, hvordan udstillingen skulle se ud og mange af de væsentlige elementer man nu kan se i Lund blev fundet på den måde.

Popstad Lund 05

Øverummet var en must. Det var gennem facebook, at ønsket kom og genstandene blev fundet. Det var også over facebook, at de billeder der blev brugt som oplæg til at lave rummet blev lagt op og til sidst var det der, at Sofie fandt den rette ekspert til lige før udstillingsåbningen at komme og godkende udtrykket, og sætte prikken over i’et i scenografens arbejde, ved oven på en tam tam tromme at lægge et surt ”Näste gång du rör mina trummor kommer jeg skäre av dina pungkulor” trusselsbrev.

Andre interiører der blev genskabt var pladebutikken, køkkenbordet med fastfood og ungdomsværelset. Det ene ungdomsværelse blev bygget op på baggrund af et foto som Michaele Lagerkrantz havde loaded op. I dette indslag fra STV genser Micheale sit drengeværelse:

http://svt.se/embededflash/2581960/play.swf

http://www.kulturen.com/utstallningar/bakom-kulisserna/ett-kart-aterseende-i-utstallningen-popstad-lund/

Popstad Lund 09

Der er en nerve i flere af tableauerne, de virker og genkalder situationer og minder fra dem, der var unge i 70’erne, 80’erne og 90’erne. Jeg vil også vove den påstand, at udstillingen for flere også fremmaner refleksioner over selviscenesættelse, teknologiudvikling, fremtidshåb og musikglæde. I et af udstillingens første rum er der en del billeder af kunstnere og bands – selviscenesatte unge mænd, der på trods af deres smalle skuldre og lidende blik knapt kan være i deres eget ego, og det samme gælder de piger med stålsatte blik, der også er portrætteret. Det gør ikke noget, at der ikke står hvilke Lund-musikere de er, for det er personer og attituder vi alle har mødt og ifølge Sofie også billeder de unge i Lund i dag nemt tager til sig – de genkender selviscenesættelsen og viljen fra deres eget liv eller omgangskreds.

Popstad Lund 13

Udstillingen er også musik. Man kan høre tidens toneklang ved udvalgte lyttestationer eller ved pladespillere man selv kan betjene. Der er også en masse genstande, både dem der er i interiørerne, men også genstande vist frem, enten stablet tæt sammen eller vist i udstillingens highlightede indsamlingsvæg. Ved den er der blandt andet vist en fans Sweet-merchandise og en luftbas (!) som den svenske komiker Johan Wester spillede på i SM i luftguitar i 1985.

Popstad Lund 06

Popstad Lund 12

Udover at vise genstandene og fortælle historier om dengang, er der også en del af udstillingen, hvor der er en scene, mulighed for at klæde sig om til rock and roll og instrumenter man kan spille på. Kulturen stoler på deres publikum og er tilsyneladende blevet belønnet for det med gode omtaler og flere besøgende.

Der er en fin udstilling, der kan ses i Lund og også en interessant proces der har været med at skabe den. Det er et reel folkeligt ønske museet har grebet og undervejs har de anerkendt den viden og det engagement der lå i den brede masse, der var bag de løbende facebook-opdateringer. Som en fin cadeau til det, er det første skilt man møder i udstillingen en liste over dem der har bidraget, nemlig alle dem der har deltaget i debatten på Popstad Lunds facebookside eller som bare har støttet op ved at synes godt om siden.

Popstad Lund 03

Hvis man vil vide mere om Popstad Lund, er der beskrivelserne af udstillingen på www.kulturen.comhttp://www.facebook.com/#!/popstadlund og i Kulturens årsskrift for 2011. Ved ODM’s Internationale Formidlingsseminar 2012 (26-28/3 2012) kommer der også en mulighed for at høre mere. Projektleder Sofie Bergkvist er der den 27/3 og holder en session om Popstad Lund, læs mere her: http://www.dkmuseer.dk/arrangementer/internationaltformidlingsseminar2012/

Jeg vil slutte ved at give ordet til Andres Mildner igen. Der er et citat fra hans artikel i Kulturens årsskrift, der måske vil provokere nogle museumsfolk, men glæde andre:
”Vem kan egentligen skildra en stads historia? Vem bör göra det? Om svaret i går var historiker, är det i dag, nu när dessa verktyg [sociale medier] finns, snarerare invånarne själva.”

Rock on …

Popstad Lund 15

4 kommentarer

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

High Chaparral – en western for publikum

”Du får inte skjuta mig när jag är död” lyder det fornærmet fra en svensk dreng, der blev jaget af sin far. De er begge i westernudstyr, det vil sige cowboyhat og en pistol med knaldhætter i og det virker ikke spor underligt, for vi er midt i en af Sveriges særeste sommerforlystelser, westernstaden High Chaparral.  Omkring den svenske far og søn er der masser af udklædte voksne og børn, og masser der er engagerede i at skyde med deres legetøjspistoler, gå på den rigtige cowboymåde, hvine når de er forfulgt af en bande Billy the Kid’er eller bare få strået i munden til at sidde helt rigtigt.

High Chaparral 2011 172
High Chaparral 2011 175
High Chaparral 2011 195

High Chaparral er en forlystelse, der ligger ved Värnamo i Småland. Stedet er opstået som en drøm hos iværksætteren og skrothandleren Bengt Erlandson, der var grebet af Det vilde Vesten. I 1966 åbnede han western-fortet Fort Erlandsson, der senere fik samme navn som den populære cowboy-tv-serie High Chaparral og samtidigt blev Bengt i hele Sverige kendt som Big Bengt.  Forlystelsen består blandt andet af en westernby, en indianerlejr og Old Mexico. De mindste kan ride på pony og det er også muligt at få en tur med diligencen, en hjuldamper eller lokomotivet, hvor der er en overhængende risiko for at blive overfaldet af togrøvere.

High Chaparral 2011 158

Ligesom i en af Smålands andre populære attraktioner Astrid Lindgrens Värld er der forskellige steder i parken i løbet af dagen optræden på faste klokkeslæt.  Der er dans og musik i Old Mexico og i indianerlejren, Lucky Luke kommer forbi og skal have hjælp til at fange Daltonbrødrene, og et par gange om dagen er der det store Westenshow med masser af medvirkende, galoperende heste, drabelige stunt og den rigtige cowboy, der står tilbage efter den sidste duel på hovedgaden.

High Chaparral 2011 144

Det er i sig selv særpræget nok , men det helt særlige ved High Chaparral er for mig at se, den måde stedet har formået at engagere publikum og gøre dem til en af de væsentlige oplevelser ved stedet. Det er ikke kun de insisterende børn, der lokker en hat og en gun ud af deres forældre – nej, der er rigtigt mange af stedets besøgende, der giver den gas som cowboy, westerngirl eller indianer.

I 2003 udgav økonom og marketingforsker Lena Mossberg bogen Att skapa upplevelser – från OK till WOW! om publikumsoplevelser. Bogen omhandler det Mossberg benævner som den nydelsesbetonede serviceydelse, det vil sige der, hvor kunden skal føle, fornemme og nyde produktet (f.eks. restaurationsbesøg, oplevelsesindustrien m.v.), og Att skapa upplevelser blev hurtigt fast læsning på de uddannelser, der i den tid voksede frem omkring oplevelsesøkonomi. En af de begreber Mossberg bruger i bogen er oplevelsesrummet og i forbindelse med det, har hun den gode pointe, at dette rum ikke kun er betinget af personalet på stedet, stedets udformning, men også af de andre gæster.

At have glade og engagerede gæster betyder ikke kun noget for disse enkelte gæster, men også noget for alle dem der besøger stedet samtidigt med dem.

Mange attraktioner og museer arbejder på at engagere deres besøgende, men få – for ikke at sige ingen – har jeg set gøre det så godt som i High Chaparral. Gengangere vidste før besøget, at her er det legitimt at leve sig ind i miljøet og førstegangsbesøgende som os påtog os hurtigt rollen som medskabere (alt efter temperament). Den første butik man møder, sælger relativt billige hatte, legetøjspistoler, knaldhætter, Lucky Luke kostumer med videre så udstyret er hurtigt kan komme i orden.  Forlystelsesparkens motto er ”Här bliv du en del av äventyret” og Big Bengt har fra starten også haft den vision, at han ville lave et sted, hvor almindelige mennesker kan opleve lidt af westernstemningen og hvor man kan udleve en cowboyidé. I avisen High Chraperrel Chronicle, der gratis bliver udleveret, siger han blandt andet om stedet: ”High Chaparral är något mycket mera än en affårsidé. På ett sådant ställe kan alle människor fórenas förutsättningslöst och ha roligt. Där går alla klädda som de själva vill. Där behöver ingen känna sig underlägsen den andre.”

High Chaparral 2011 149

De ansatte på High Chaparral er også eminente til at interagere med publikum. De frække knægte bliver truet med pistol, hvis de ikke sidder ned, når toget starter, dem med guldure og flotte tasker bliver antastet af togrøverne og der bliver kastet skælmske smil til cowgirls i alle aldre eller trukket blank mod de friske fyre. Alt med en fin respekt for den enkelte publikums egne personlige grænse.

High-Chaparral_090722-Konduktören-skrämmer-tjejerna

Denne interaktion virker godt og er med til at man selv agere, for det rigtigt fine ved stedet er som før nævnt, at man selv nemt kan agere, lige ændre lidt ved gangen ned at hovedgaden, eller hvis man er den yngre besøgende fuldt ud leve sig ind i legen og lade fantasien tage over.
Samtidigt er der ansatte aktører, som kan gå ind og ud af rollerne og fortælle om hvilke håndværk de laver, eller hvilke indianske danse der danses og hvilken indianerstamme de kommer fra. Fin formidling.

High Chaparral 2011 217

High Chaparral er en oplevelsespark, der har underholdning som sit primære mål, men der er bestemt også noget at lære i High Chaparral for steder, der er sat i verden for at formidle faglige historier.  Det at kunne få sine gæster til naturligt at leve sig ind i en tidsperiode og bruge deres fantasi og medbragte viden om den kultur og histories væremåde og stemning er en optimal måde at engagere gæsterne i formidlingen. Et sted at starte på denne publikumsinvolvering er at se på hvilke forestillinger hos de besøgende man kan lade dem leve sig ind i, og hvordan man kan lade dem udvikle deres fantasier uden at ødelægge energien ved at løfte pegefingre eller insisterende påstå, at institutionens version og genstande til historien er mere korrekt og rigtigt end de besøgendes egen. High Chaparrals måde at fortælle westernhistorier virker i hvert fald, og turen hjemme hos os går snart til et bibliotek, så både jeg selv og børnene kan få læst lidt mere om, hvordan det nu var med Billy the Kid, Little Big Horn eller myten om Det vilde Vest.

High Chaparral 2011 201

High Chaparral 2011 231

Læs mere på www.highchaparral.se

 

2 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse