Tag Archives: Tallinn

Det maritime museum i Tallinn, Popsenteret i Oslo og Black Country Living Museum i Dudley

Jeg har haft den store fornøjelse i år at besøge en del museer, både med familie og venner og med kollegaer i embedes medfør. Nogle af besøgene er blevet til omtaler i denne blog, men langt fra alle. Her før 2014 rinder ud får I nogle billeder fra tre udenlandske museer som jeg gerne vil anbefale – hvis vejen skulle gå forbi Tallinn, Oslo eller engelske Dudley.

Det maritime museum Lennusadam 

Lennusadam er del af det estiske maritime museum og er en imponerende nyistandsat museumsbygning med en historie i selve huset. Museet, der ligger i Tallinn, er placeret i hangarer, hvor der fra 1930’erne og frem er blevet bygget vandflyvere. For en ti år siden begyndte en omlægningen af området og i 2012 kunne museet åbne i de nyistandsatte hangarer efter store investeringer, blandt andet fra EU.

DSC_0190

DSC_0255

Museets åbne rum er imponerende. Det meget store lokale har højt til loftet og en tagkonstruktion, der givet et stort samlet udstillingslokale. Det er udnyttet i museets indretning ved at de udstillede genstande både bliver vist nede og oppe i rummet. Museet er opbygget efter den klare ide, at genstandene placeret i forholdt til havets overflade. Der går et usynligt vandspejl gennem bygningen og på den linje ”sejler” de udstillede både, mens minerne er under den og vandflyvere, antiluftskyts mv. er over den.

DSC_0248

Der er variation i lys og larm, så det er ikke et roligt museumsrum, der er opbygget i Tallinn og der er en til tider legesyg tilgang til at iscenesætte og skabe aktivitet om genstandene og i rummet. Der er tøj, der kan prøves og som man kan bliver foreviget med, og der er masser at små stationer fyldt med film, tekniske oplysninger om den ene eller anden type båd eller små quizzer om f.eks. hvad rigningsdelene af et skib hedder. Museet har i det hele taget mange spilelementer – fra quizzer over det klassiske pc-spil mineswiper (på en skærm der hvor minerne blev udstillet) og til et spil, hvor man er en pilot på mission og hvor spillet skal udføres i et originalt fly og med en simuleringsskærm foran en.

DSC_0182

DSC_0180

DSC_0218

Lennusadam er værd at besøge på grund af dets imponerende rum og for at se hvor meget lyd, lys, spil og elektronik, der kan puttes i en udstilling. Det giver ikke nødvendigvis en rolig eller helstøbt oplevelse, men bestemt en oplevelse.

DSC_0211

Ubåden Lembit er en af de imponerende genstande museet udstiller

DSC_0239

Inde i ubåden Lembit

DSC_0228

Udstilling af uniformer

DSC_0225

og ved siden af – uniformer der kan prøves

Popsenteret i Oslo

Et andet legende museum med hang til digitale løsninger er Popsenteret, populærmusikkens hus i Oslo. Museet fortæller om norsk populærmusik fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til i dag. Jeg vil tro, at de fleste ikke-nordmænd vil komme til Popsenteret uden at kende meget mere end 3-4 norske musikgrupper, men museet formår at fortælle en større populærkulturel historie og sammen med aktiverende elementer at underholde og gøre stedet relevant for flere.

DSC_2093

DSC_2097

I udstillingen går den besøgende kronologisk frem og bliver undervejs udover musikken også præcenteret for instrumenter og teknik (f.eks. iPod og walkman) der fortæller om kulturen rundt om musikken. Der er databaser med sange, plakater og koncertsteder man kan gå på opdagelse i og et aktiverende spor, hvor man selv kan indspille en sang og lave et passende cover til den.

DSC_0001

Museets interaktive koncertstedskort

DSC_0008

Museets interaktive “bandstation”

DSC_0043

Ungdomsrummet i museet – hvor den besøgende kan vælge tid og rummets overflader så ændrer udseende

Efter nogle timer på Popcenteret blev jeg bekræftet i, at der er grund til at a-ha og Kaisers Orkester er blandt de norske band, der er kommet bedst ud over landets grænser, men jeg blev også oplyst om, at Norge har haft de samme tendenser som kendes fra den danske og mange andre musikscene – og så havde en jeg fin underholdende eftermiddag med familien. Popsenteret er rent museumsfaglig også et godt sted at blive inspireret og jeg kan godt røbe, at greb fra stedet også kan ses i Den Gamle Bys musikhistoriske udstillingen Aarhus Rocks!

DSC_0015

Koncertrummet i udstillingen – det er noget alle aldre kan forholde sig til. Her er det 1 årige Thea, der er på scenen. “Hva’ så Oslo – er I der …”

Black Country Living Museum

Hvor nyskabelser og teknologi er centrale elementer i norske Popsenteret og estiske Lennusadam, så er der mere fokus på nærvær og nostalgi i Black Country Living Museum (BCLM) i Dudley. Området Black Country er en del af West Midland og ligger tæt ved Birmingham – knapt to timers kørsel syd for Liverpool og lidt over to timers kørsel nordvest for London. Som navnet antyder, er det et kulminedistrikt og det er også et af arnestederne for industrialiseringen. I Black Country blev der i 1800-tallet anlagt jernstøberier og stålværker, der sammen med kulminerne og koksproduktionen gjorde det til et af verdens mest luftforurenede områder. Rejseberetningerne fra 1800-tallet taler heller ikke om Black Country i pæne vendinger, den amerikanske forfatter og diplomat Elitu Burritt skriver bl.a. om området, at det er ”black by day and red by night”. Efter sigende skulle Tolkien også have brugt Black Country som inspiration til den onde troldmand Saurons egn Mordor (Mor-Dor betyder på Tolkiens elversprog også Sort Land).

Industrialiseringen er også det centrale element i Black Country Living Museum og historien er fortalt med velkendte greb fra open air museerne: genopførte miljøer, demonstration af håndværk og levendegørelse.

DSC_0529

Museets store World story er en rekonstruktion af Newcomen Engine – verdens første dampmaskine, der blev opfundet i 1712 af Thomas Newcomen og som var i funktion i en kulmine i Tipton tæt ved Dudley.

DSC_0511

Demonstration af jernkædesmedning. Black Country var et stort jernkædeproduktionsområde, bl.a. ankerkæden til Titanic blev smedet i området.

Jeg besøgte museet i september og var i gode hænder. Der var nærværende aktører, der interessant fortalte om f.eks. jernkæde-produktion og herretøj i 30’erne og der var stemningsfulde miljøer i det lille bykvarter på museet.

DSC_0489

H. Morrall’s Gentelmen’s Outfitter er en af butikkerne i 30’er gaden på museet

DSC_0482

Og inde i H. Morrall’s Gentelman’s Outfitter får man en god betjening og en fin 3. persons formidling af en herretøjsbutik i mellemkrigstids-perioden.

Der var også en mine som fint fortalte om minernes betydning for området. Efter mit besøg i minen fandt jeg ud af, at det var en kunstig mine, som museet havde anlagt. Det viser Black Country Living Museums fokus på historien frem for den autentiske genstand. Når de ikke havde en autentisk mine måtte dette være valget at tage for at få denne vigtige historie med i museets hovedfortælling. Minedriften blev fortalt gennem den stemningsfulde rekonstruktion, dukker af minearbejdere og oplæst speak – og også den fortælling fungerede godt på museet.

DSC_0550

Udgangen fra minen

Black Country er et meget nærværende museum, der fint formidler dele af industrialiseringen og samtidigt giver museer et nostalgisk skær af England før verden gik af lave og alt gik op i amerikansk levevis og den postmoderne flygtighed. Er det så det helt rigtige billede af Black Country området fra midten af 1800-tallet og til midten af 1900-tallet? Nej, men det er med til at sætte tankerne og refleksionerne i gang, og museet gør det så også på en måde, hvor alle føler sig velkomne og godt modtaget. Og det er bestemt en vigtig rolle at påtage sig som kulturhistoriske museum.

DSC_0582

Sandheder der kan læres i Black Country Livinge Museum: 2 x 2 = 4, Silence is Golden og god nærværende aktørformidling virker

Reklamer

4 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

European Museum of the Year Award 2014

I sidste uge var der masser af museumsfolk fra hele Europa i Tallinn i forbindelse med at European Museum Forum uddelte deres årlige museumspriser. Jeg deltog sammen med min kollega Thomas Bloch Ravn, da Den Gamle By var nomineret.

EMYA2014

Der blev ikke nogen pris til Danmark denne gang, men der var alligevel noget at tage med hjem da der før prisuddeleingen var gennemgang af de 30 ambitiøse nominerede museer. Der var både store og små museer, men fælles for dem alle var, at de i de sidste par år seriøst havde arbejdet med at skabe nye fortællinger, spille en større rolle i samfundet eller være udviklende i forhold til museerne gør og kan.

I Tallinn blev der fundet vindere til hovedprisen European Museum of the Year Award (EMYA) og til to andre priser: The Kenneth Hudson Award og The Silletto Prize. Priserne gik til tre spændende museer og også til tre steder der udfordre museumsbegrebet og som på mange måder ikke er vanlige museer.

Uskyldens museum

European Museum of the Year Award skal giver til et museum, der arbejder med at tiltrække og servicere deres gæster gennem unik atmosfære og interessante tolkninger og fremstillinger, samt at museet kreativt arbejder med uddannelse og social ansvar. Prisen gik i år til Masumiyet Müzesi, Uskyldens Museum. Museet er skabt af den tyrkiske nobelpristager Orhan Pamuk og er tæt forbundet med hans populære bog fra 2006 af samme titel. Museet åbnede i 2012 og består af 83 afsnit, der refererer til kapitlerne i bogen og har siden åbningen tiltrukket omkring 40.000 årlige besøgende, samt rigtigt meget internationalt opmærksom. Der er museets konsekvente greb om at lade genstandene være metaforer og projekteringer af følelser, stemninger og erindringer som dommerne har belønnet. Museet vil gerne udfordre hvad en samling kan. På seminarets sidste dag holdt Orhan Pamuk et oplæg, hvor han fremførte sit ”modest museum manifest” der i tråd med ideerne bag hans museum opfordrer til, at der i stedet for museer som fortæller om stater, etniske grupper eller organisationer skal satset på museer som fortæller personlige historier, og at der derigennem kommer fokus på det humane.

Pamuks læseværdige og for nogle provokende manifest kan læsses i denne artikel: http://craftcouncil.org/magazine/article/modest-manifesto-museums

Orhan Pamuk i hans museum Foto: Masumiyet Müzesi

Orhan Pamuk i hans museum Foto: Masumiyet Müzesi

 

Žanis Lipke Memorial

The Kenneth Hudson Award gives til et museum eller et projekt, som gør noget usædvanligt og evt. kontroversielt og som udfordrer museernes rolle i samfundet. Prisen i år gik til Žaņa Lipkes Memoriāl (Žanis Lipke Memorial) i Riga i Letland. Museet fortæller om havnearbejderen og smugleren Zanis Lipke, der under 2. verdenskrig smuglede mere end 50 jøder ud af ghettoen i Riga og ud af landet. Museet åbnede i 2013 og er lavet et en række privatpersoner med hjælp fra deres venner og med megen good-will fra mange, bl.a. arbejdede de involverede kunstnere frivilligt på projektet. Dommerne belønnede museets særlige arkitektoniske ramme og tværfaglige formiling med greb fra filmens og teaterets verden.

Zanis Lipke-Foto_Ansis_Starks

Zanis Lipke Memorial. Foto: Ansis Starks

Saurer Museum Arbon

Silletto prisen giver til et museum som har involveret lokalsamfundet og udviklet sig gennem brug af frivillige. Prisen gik i år til Saurer Museum Arbon i Schweiz. Museet fortæller om Sauerer lastbilsfabrikkerne, der indtil lukningen i 1987 var det største arbejdsgiver i regionen omkring byen Arbon. Museets åbnede i 2010 og har ca. 50 ansatte der er udelukkende er frivillige. Dommerne belønnede museet for det arbejde med frivillige og for museets store og succesfulde arbejde med at skabe et institution i Arbon som lokalbefolkningen er stolte over.

Anderledes museer

Ud fra oplæggene og beskrivelserne fra de tre museer er der ingen tvivl om, at det er tre spændende steder. I tilfælde med Uskyldens Museum og Žanis Lipke Memorial gås der nye veje med hvad genstande, stemninger og fortællinger kan i det museale rum, og Saurer museums demonstreres en høj og dygtigt grad af involvering af lokalsamfundet og frivillige.

Et bemærkelsesmæssigt aspekt i de tre valgte museer er, at de på mange måder er usædvanlige museer, som ikke behøves at rette sig efter samme regler og bindinger som de fleste af Europas andre museer og det er museer, som organisatorisk heller ikke er typiske.

Ingen af de tre museer har en lang historik bag sig med en fast organisation. De er til gengæld alle båret frem af stærke enkeltpersoner og ildsjæle, der har stærke missioner og udviser stor handlekraft for at virkeliggøre netop deres drøm. Saurer Museum Arbon har ingen lønnede medarbejdere, mens de to andre konsekvens benyttede eller baseret museets formidling og overordnede koncept på fagligheder fra andre kulturelle udtryksformer, som litteratur, film, musik og teater.

De tre museer har heller ikke særlige regionale eller nationale forpligtigelser med et emne eller genstandsgruppe de skal bevare eller formidle. Deres bevæggrund for at lave museet er mere båret af stærke ønsker om at formidle særlige koncepter eller historier, der så godt kan have en stor lokal, regional eller kulturpolitiske betydning. Det gør i mine øjne de tre valgte museer mere frie i deres opdrag og giver dem dermed færre binding i forhold til hvordan museets historier og objekter kan bruges og formidles.

Lauba

Det privatejede og meget eventorienterede People and Art House Lauba i Zabreb var et andet eksempel på et nomineret museum, der ikke var et traditionelt museum, hvilke de også gør en dyd ud af at kommunikere.

Udover de tre museer blev der ved konferencen også uddelt The Council of Europa Museum Prize. Prisvinderen, der var tyrkiske Baksi Museum på den anatolske højslette, var allerede fundet og offentliggjort før konferencen, men de blev fejret sammen med de andre prismodtagere.

Der rigtigt mange af de andre museer som også var meget spændende og visionære. To af dem som jeg personligt havde blandt favoritterne til priserne var The William Morris Gallery i London og Militärhistorisches Museum der Bundeswehr i Dresden. Det er to museer der udvikler eller udfordre museumsbegrebet og samtidigt varetager de deres roller som varetagere og formidlere af givne emner.

The William Morris Gallery

The William Morris Gallery fortæller om den engelske kunstner og aktivist William Morris der var en af grundlæggerne af den engelske designbevægelse Art and Craft i slutningen af 1800-tallet. Galleriet beliggende i Lloyd Park i Waltham Forest distriktet, en af de fattigste dele af London. Museet var et nichemuseum med få gæster og ringe lokal opslutning. Museet ville ændre sig og gik i dialog med lokalområde, hvilke resulterede i, at de definerede en ny strategi, der også fokusere på William Morris som aktivist. Et andet element i strategien er at de i høj grad inddrager lokalområdet og parkens muligheder. Med William Morris fyldord som “…I do not want art for a few; any more than education for a few; or freedom for a few… ” har museet fremhævet Morris’ virke som aktivist og lavet en række aktiviteter og skoletilbud der fokusere på denne side af kunstnere. Det gør ham aktuel og kombineret med museets involvering i lokalområdet har museet fra at have 28.000 årlige besøgende til i det sidste år at have over 125.000 besøgende.

WMGallerry

Direktør Lorna Lee fortæller om museet. Til hendes venstre er et eksempel på et af de aktiviteter de laver på museet: bannerproduktion.

Militärhistorisches Museum der Bundeswehr

Museet om Bundeswehr har eksisteret siden 1897 og åbnede 2011 med en ny markant bygningsmæssig tilføjelse tegnet af Daniel Libeskind. Med ombygningen kom en ny permanent udstilling og en helt nyt koncept for museets udstillinger. Nu skulle det ikke længere fokusere på våben og uniformer, men på mennesker og soldater bag – både som offer, medløber og voldsskaber. Museet har tænkt i bemærkelsesmæssige opstillinger, som f.eks. den enorme V2 bombe hængende ved siden af et dukkehus hentet ud fra et en lejlighed i London i 1945. V2 er ikke kun en våben- og raketteknologisk nyskabelse, den er også repræsentant for krigens gru og stærke personlige historier.

Museet virker til at have et utroligt mod til at tage det komplekse historier om Tyskland i krig og turde fortælle den både så soldater og civilbefolkning kan reflektere over krigens væsen. Ved fremlæggelsen af museet blev museumsdirektøren oberst og ph.d i militærhistorie Matthias Rogg spurgt, om der slet ikke var noget militærhistorisk emne museet ikke turde beskæftige sig med og han replicerede nej og nævnte at den næste udstilling de planlæggere er om militæret og sex, da det er et svært, kompliceret og problematisk emne, der samtidigt har offentlighedens søgelys – og derfor et emne et militærhistoriske museum bør beskæftige sig med. Det er ikke de nemmeste veje de går i Dresden og derfor desto mere respekt for deres valg. Offentligheden tager også godt imod det nye hus og den nye tilgang. Fra at der kom 35.000 årligt gæster kommer der nu 250.000.

Militärhistorisches Museum in Dresden

Museum for Bundeswehr med Daniel Libeskinds tilbygning. Foto og ©: Bundeswehr/Bienert.

Maison d’Ailleurs

Et tredje museum jeg gerne vil nævne af de nominerede er det schweiziske Maison d’Ailleurs – Huset for andre steder. Jeg kunne ikke rigtigt gennemskue, hvor gribende deres formidling og fremstillinger er, men museets emne og ide er spændende. Det er et museum for ”Science-Fiction, Utopia og extraodinære rejser”. Museet har Europas største samling af bøger, tegneserier, billeder, legetøj mm, der omhandler science-fiction. Populærkultur er et stort felt for museet, bl.a. med indsamlinger og særudstillinger om superhelte og hverken populærkultur eller fremtiden er jo noget, som mange museer grundigt beskæftiger sig med. Museets direktør Marc Atallah pointerede i hans fremlæggelse, at vi ved at se på fremtidens mytologier også automatisk overveje hvem vi er, og at fortællingen om fremtiden altid er tydelige markører af den samtid man levet i. Hvordan de præcist viser det på museet, bliver jeg bestemt nød til at tjekke ud, hvis turen en dag går forbi Yverdon-Les-Bains i Schweiz. Og derud over har museet også et lækkert navn til deres permanente samling: ”Memories from the future”.

Pulp sci fi cover at the Maison d'Ailleurs

Fra Maison d’Ailleurs samling. Foto: Amy Youngs via flickr

Den Gamle By og EMYA

Og hvad var det gjorde at Den Gamle By var nomineret blandt disse andre spændende museer. Den Gamle By har de seneste år arbejdet målrette med at revitalisere museet, dels ved at opgradere ældre udstillinger og dels ved at tilføje nye fortællinger til museet, så det nu også fortæller om mellemkrigstiden og 1970’erne. Særligt den sidste periode har giver museets besøgende nye muligheder for at genkende dem selv og sætte deres eget liv i perspektiv. Initiativerne har været populære og i 2013 havde museet sit bedste antal besøgende nogensinde med 480.000 gæster i alt.

Museet har samtidigt gået nye veje for nye grupper ved at lave særlige forløb for ældre ramt af demens og udvikle målrette undervisningsforløb for børn med særlige behov. Museet har også udfordret hvad der er muligt at gøre med brugerinddragelse, bl.a. ved at lave en udstilling om hjemløshed sammen med den hjemløse Ulrik, der endte med at bo på museet i hans ”hule” det meste af de tre måneder som udstillingen blev vist i.

En af de mange forløb Den Gamle By sammen med specialklasser har udviklede til børn med særlige behov. Foto: Den Gamle By

Det var ikke initiativer, der førte til, at vi fik en pris denne gang, men det var initiativer, som der blev snakket meget om på konferencen og noget, der var med til at gøre en stolt – det er dejligt at føle, at man er tilknyttet et sted, der vil noget med museumsformidlingens muligheder og med udviklingen af museets kunnen og ambitioner.

Alle de nominerede og belønnede museer er beskrevet på European Museums Forums hjemmeside:  http://europeanmuseumforum.info/emya/emya-2014.html og på deres facebookside, hvor der også er film og billede fra konferencen.

2 kommentarer

Filed under Diverse