Tag Archives: udstilling

BallinStadt i Hamborg – gribende indhold i kalejdoskopisk indpakning

BallinStadt i Hamborgs havneområde er et museum om migration. Museet ligger i nogle af de bygninger, der i for 100 år siden blev brugt, da byen var udskibningshavn for millioner af europæere som søgte lykken i Amerika. Museet er lige blevet bygget om og genåbnede i maj 2016. Jeg havde glædet mig meget til besøget, men desværre syntes jeg ikke, at museet helt udnyttede dets potentiale.

IMG_1077

Bygningerne som Auswandermuseum BallinStadt ligger i.

Migrationens historie

BallinStadt fortæller om migration fra det 16. århundrede og helt frem til i dag. Der er en del historier fra perioden 1850 til 1934, hvor Hamborg var en vigtigt udskibningshavn, men der er også mange personhistorier fra de sidste 30 år, og der er mange grafer og statistisk materiale om indvandringen i nyeste tid.

IMG_1075

I museets forhal vises det i gulvet, hvordan at museets bygninger var en del af et større kompleks.

Museet er fyldt med beretning om folk der er flygtet og folk der har valgt at rejse for at kunne tilbyde deres børn en bedre liv – og der er mange gribende historier, men desværre er det ikke formidler særligt rumligt.
I en indledning bliver man som gæst overordnet introduceret til emnet migration. Det er en fin start, men desværre gennemføres denne overordnede og kalejdoskopiske tilgang til stoffet gennem store dele af museer.

IMG_1080

Introrummet på museet.

I enkelte tekstdele beskrives en kronologi i migrationens historier, men der er ikke nogle klare rumlige opdelinger som understøtter den kronologisk fortælling, og som kunne være med til at gøre besøget til en mere overskuelig oplevelse.

IMG_1084

Et af de mange rum med citater og genstande fra flere forskellige perioder.

Et museum in situ

Museet ligger i bevarede huse fra 1901, der var en del af det store kompleks i havneafsnittet Veddel, som husede hundredtusindvis af emigranter før de kom ombord på skibene til Amerika. Dette fortælles også i teksterne på museet, og et enkelt sted er der også vist en sengeopstilling, men denne fantastiske in situ fortælling udnyttes desværre ikke.

IMG_1109

Sidst i rundgangen vises et sengeafsnit og et billede af, hvordan der engang så ud.

IMG_1086

Enkelte andre steder er der også interiør-formidling, her af en af de tidlige sejladser til Amerika.

Det kunne have været en større følelsesmæssig og sanselig fortælling, hvis interiørerne for alvor var blevet genskabt, og hvis det utrolige liv der måtte have været på stedet blev formidlet mere rumligt end, at man i en tekst kan læse, at der blev fortæret omkring 9000 boller hver dag, og at køkkener i komplekset kunne bespise 3000 mennesker i timen.

IMG_1078

Udenfor museet er der fotostater, som giver et indtryk af hvordan der så ud i området for 100 år siden.

I rundgangen gennem museet kommer man også i gennem et stiliseret skib. Mit håb var, at man ville benytte dette til at vise forskellige kahytter, saloner mv. så os besøgende kunne få en rumlig oplevelse af turen vestpå. Desværre bruges skibet til mere primært planchebaseret formidling.

IMG_1088

Skibet er placeret i et bassin mellem bygningerne.

IMG_1089

Inde i skibet er der flere beretninger om folk som rejste ud – de er her bare lidt længere end på resten af museet.

Scenografi er bestemt noget der er prioriteret, og der er også mange fine detaljer og visuelt appellerende rum, men museets store force er de mange små og store personlige historier om migration.

IMG_1092

Frihedsgudinden omgivet af spørgsmål, der skulle besvares før, at man kunne få ophold i USA.

DSC_0501

Museet bruger flittigt store og små citater.

IMG_1103

Der er lyttestationer flere steder. Her er det en beretning fra en læge på Ellis Island.

IMG_1098

Citater bruges også til at fortæller om forskellige regeringer og politikeres holdning til emigranter.

Content is King

Efter turen rundt i BallinStadt fik jeg og resten af familien frokost i museets cafe Nach Amerika, hvor vi vendte besøget. Jeg tænkte, at det desværre nok ikke havde været et interessant besøg for mine teenagedøtre, men der tog jeg fejl. Astrid på 15 synes bestemt, at det var et spændende museum, og hun havde været meget grebet af historierne og de mange grafer, der viste udviklingen af migration til forskellige tider. Det kan godt være, at hendes far havde noget at udsætte på iscenesættelse og brugen af rummene, men det ændre ikke ved det faktum, at når oplysningerne er tilpas interessante – ja, så er de interessante. Denne mandag i Hamborg gjaldt det stadigt, at Content kan være King.

IMG_1104

Noget af det meget statistik, som kan studeres på museet.

Link:

BallinStadt: http://www.ballinstadt.de

DSC_0517

1 kommentar

Filed under In situ, Kulturhistorie, Udstilling

Ragnarock i Roskilde

I går fik Roskilde og resten af Danmark et nyt museum: Ragnarock – museet for pop, rock og ungdomskultur, Det er flot gået af ROMU – Roskilde Museum – der har holdt hanke i ideen de sidste 10 år og det er helt rigtigt, at dette kulturhistoriske, populærkulturelle, samfundsudviklende mv. emne har fået et sted, som man kan besøge og gå på opdagelse i.

Ragnarock i Roskilde

Formidlingsmæssigt er det også et rigtigt spændende sted. Følelsen af at være på museet sidder stadig i mig og jeg vil ikke vove at give mig i kast med en samlet karakteristik af stedet, men jeg synes det er værd at nævne nogle aspekter ved de greb de har brugt i Roskilde.

Arkitekturen
Ankomsten til en museum er ikke altid løst rigtigt, men på dette nye museum starter historien før man kommer i gang. Der er lydinstallationer på vej hen til bygningen, man skal gå ned af en rockstjerneløber og så er der den prangende bygning. Ragnarock er en overdådig bygning, der råber på opmærksomhed. Guld udenpå og rød indeni, og det indre i en tekstur der får det lidt til at ligne velour. Det er overdreven, pågående, rock – måske ikke garagerock , men rockens in-your-face attitude. Det er en bygning der både udefra og inde i ankomstområde stemmer den besøgende til, at nu skal der ske noget. Vi er begyndt.

Ragnarock i Roskilde

Lyd og film
Lyd spiller ikke overraskende en helt central rolle i Ragnarocks udstillinger. Det er både den primære kilde – alle sangene – og i formidlingen af sangene, hvor rigtigt mange af landets musikere fortæller om tidsånd og deres musik, og hvor fans og brugere af musik fortæller om dansemove, idoler og følelser. Den primære måde lyden er formidlet på, er gennem hovedtelefoner i en god kvalitet.

Ragnarock i Roskilde

Personligt har jeg der svært med hovedtelefoner og den eksklusivitet det greb har, men der er også et oplagt greb. Den klare fordel er, at det skaber fokus hos den besøgende og at man undgår den lydinferno som er en plage, der truer mange museer efterhånden som der kommer ønsker og billigere muligheder for audiovisuel formidling. På Ragnarock er der i flere rum en generel lydstemning, som ikke virker for pågående og som også er med til at holde de informationsgivende lydkilder, der er i nogle af rummene, adskilt. Den del fungerer godt og det gjorde mange af film/lydsekvenserne også. Velproduceret og nærværende, men i min høretelefoner ikke en social oplevelse.

Ragnarock i Roskilde

Et sted mødte jeg en lille biograf (der var sikker flere) og der blev fortalt om musikernes egne idoler, bl.a. fortalte Peter Belli om Mick Jagger og hans betydning for Ulven Peter og Nils Brandt fra Minds of 99 om sin fascination af The Beatles. Det var gode korte filmbidder og efter at have lyttet alene var det godt at sidde sammen med andre og fornemme den sociale oplevelse som museumsrummet er.

Ragnarock i Roskilde

I samme del af museet var der er en installation, hvor man skulle prøve at skrige/råbe som musikgrupper og få point, hvis man gjode det rigtigt. Det var absolut et forstyrrende element, men på den gode måde. Der var liv og hvin, når gæster råbte ind i tragten og en begejstret stemning som fik os andre til at løfte blikke og se på hinanden.

Ragnarock i Roskilde

Noget andet museet skal have ros for mht. det auditive er, at de har brugt Anne Linnet og Steen Jørgensen som speakere. Selv hvis man ikke kan genkende deres stemmer, er der umiskendeligt en rockattitude i deres stemme.

Det sociale
I min optik er museer sociale steder og de virker bedst når museet planlægger den vej i stedet for primært at være fokuseret på en personlig vidensoverlevering. Vidensoverlevering sker også bedst sammen med andre. Som nævnt omkring den flittige brug af hovedtelefoner er der dele af Ragnarock der ikke lægger op til at man deler historierne, mens man oplever dem, men der er bestemt andre steder, hvor der sker. Undervejs i besøget er der digitale installationer, hvor flere kan se hvad der sker. Lige når man kommer ud af elevatoren er der en lysinstallation inspireret af 60’erne psykedeliske lysshow, hvor man sammen med andre kan skabe lyseffekter.

Ragnarock i Roskilde

Et andet sted er en mere informativ tidslinje, hvor hovedhistorier om ungdomskultur kommer frem afhængigt af hvor man sår på gulvet – og et tredje sted er der en danseinstallation, hvor man to og to kan prøve kræfter med bl.a. rock’n’roll og rave. Her var jeg personlig glad for der ikke var et pointsystem, da jeg prøvede dem med min danseskarpe kollega Lisbeth, men installationen ville have haft et ekstra socialt mål, hvis man også kunne konkurrere.

Ragnarock i Roskilde

Men museet har også tænkt det sociale ind andre steder end der, hvor man skal noget. Blandt andet ved nogle af de siddemuligheder de har lavet, hvor pausen kan holdes med andre og ikke mindst i den gigantiske pladetallerken som man kunne ligge på og høre eller gætte hvilke sange som blev spillet. Og som en ekstra understegning af det sociale element var der spejle i loftet så en mængde af selfies eller wefies kan blive taget her.

Ragnarock i Roskilde

Ragnarock i Roskilde

Emner versus kronologi
Der er mange måder at vise et materiale på. Da jeg sammen med kollegaer i Den Gamle By for to år siden skulle lave en udstillet om Aarhusrockens historie valgte vi efter noget snak – og senere inddragelse af musikbranchefolk og ”almindelige” folk – at lave en kronologisk fortælling som hovedgrebet i vores udstilling. Kollegaer fra Roskilde var forbi og diskutere vores greb, og kunne godt se gode ideer i Den Gamle Bys måde at disponere stoffet på, vække erindring og engagere gæster, men valget i Ragnarock er at lave en overordnet temaorienteret udstilling. Det har også sine fordele. I temaer som dans, fankultur, musikkens politiske betydning er det tydeligt at se at der fra gennem tiden på en gang både har været det sammen og noget forskelligt på spil. Rock’n’roll danserne ville bryde normer i 50’erne og vise den energi og livslyst de havde, og det samme ville Lars Ratne og hans electric bogie og break dance slæng foran Storkespringvandet i 80’erne. Sammenhænge vises fint flere steder – primært gennem filmklip – men personligt kunne jeg godt have ønsker mig bedre mulighed for at dykke ned i en tid eller en genre.

Ragnarock i Roskilde

På museet er der en stor væg inddelt i årtier, hvor det er muligt at få en lille generel film om årtiet eller sætte et jackstik ind forskellige steder og høre udvalgte hits. Det er fint, men der ville jeg gerne have haft mere og også genstande, fra ”badges posters stickers and t-shirts” til LP’er og props fra koncerter. Musik fylder også personlig meget i mit liv og der er bare grupper og genrer det kunne være lækkert at dyrke – og andre genrer jeg ville springe over og lade andre svælge i.

Ragnarock i Roskilde

Når det er sagt, fungerede mange af de valgte emner godt. Der var oversigt over den teknik fra pladespilleren til cd og streaming man kunne høre musikken på – og hvordan det lyder på hvad, og der var en fin lille installation for os der var unge i Tina Brylds tid, hvor man på en rød danMark classic fastnettelefon kunne ringe op og høre emner fra Det Elektriske Barometer som forelskelse, sex, selvmord og forældre. Der blev jeg ført tilbage i tid og mindet om, hvem jeg var engang. Ved siden af telefonen var på gulvet Barometers brugerbestemte top ti lister til forskellig tid med de minder der også ligger i de sange.

Ragnarock i Roskilde

Ragnarock i Roskilde

Mængder versus det udvalgte
Det umiddelbare indtryk er at det ikke er et museum fyldt med genstande. De virker nøje udvalgt og det har naturligvis den styrke, at der så bliver fokusereret. I afsnittet om musikkulturens udfordringen af normer var der tre særligt udvalgte genstande i form af Natasja Danmark burka, Johnny Concretes punk-læderjakke og Anne Linnets korset, og i montren om instrumenter var der en af hver af hovedinstrumenterne, hvor trommen f.eks. var Mabels Boom Boom storetromme med hjertet og bassen en af DAD Stig Petersens opfindsomme kreationer. Det var instrumenter med historier, men der kunne også have været flere, så der helt basalt var mere at snakke om, være enige eller uenige om og sammenligne med – for en Fenders er jo ikke helt lige så lækker som en Gibson eller…

Ragnarock i Roskilde

Ragnarock er en overvældende oplevelse for alle, som er interesseret i musik – og jeg glæder mig til at komme igen en dag, der ikke er fyldt med åbningsreceptionsgæster jeg også gerne ville snakke med. Jeg tror, at nogle af de historier jeg måske manglede at se, er der et sted hvis man leder lidt efter det. Udstillingen sluttede med et outrotekst om, at gennem musik finder unge sig selv og hinanden, at musik er lyden af ungdom og af hele livet. Der var en gennemgående fokus på ungdom, og der er også et emne med energi, men efter et besøg på Ragnarock kan en 40+ person som jeg godt savne, at synet på rock og pop udvideres lidt til det outroen kalder ”resten af livet”. Hjemme i Aarhus vendte jeg mine oplevelser til en middag, hvor der også var en musiker med en lang karriere og mange solgte cd’er bag sig. Han reflekterede over at han ikke lavede det sammen musik som da han var i tyverne ,og at det også skyldes en erfaring og lyst et at lave noget andet, end det han før havde gjort. Musik er ikke kun ungdom eller et afkog af den energi, man havde som ung, der er også erfaring og eftertanke – og den kommer med tiden. Så måske er der også et emne Ragnarock tager om når de har fået lidt erfaring under huden og oplevet, hvordan deres gæster tager imod fortællingerne.

Ragnarock i Roskilde

Til åbningen i går sluttede Steen Jørgensen og Marie Fisker talerækken af med at spille C.V. Jørgensens Indian Summer. En sang, der for mig mere har en essens af eftertanke end af rent ungdommelig virkelyst:
“Vi er liv & lys
vi er skygger & magi
vi er hinandens alibi
vi er liv & lys…”

Den optræden viste her i det nye museums forhal, at livemusikken kan noget som museer aldrig vil kunne mht. musikformidling, og på den måde er det en umulig opgave som Ragnarock prøver at løse – men stort tak for modet til at prøve at gøre det alligevel.

Ragnarock i Roskilde

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Kulturhistorie, Udstilling

Udstillingstekster og Magareta Ekarv

Nye ambitiøse udstillingsbyggerier bliver bygget i disse år. Scenografiske virkemidler, brugerinddragende installationer, lyssætninger og nye digitale muligheder dyrkes og afprøves. Det er godt og er med til at gøre mange museer til bedre steder at besøge. Men når man så er på museerne og vil vide mere eller bare orientere sig, så er teksten stadigt den mest brugte og bedste kommunikationsform. Min observation er, at det ikke er et medie, det i disse år arbejdes lige så visionært med – det er jo bare tekst. Formen og arbejdsgangene bliver formodentlig ikke udfordret og bliver derfor forfattet på faginspektørernes kontorer med en overordnet ambition om, at det ikke skal være for langt eller for en for fagspecifikt tekst. Et godt sted at starte for at løfte denne del af udstillingen er med bogen ”Smaka på orden – om texter i utställningar” fra 1991. Jeg har lige haft mulighed for at læse den igennem og i dag, 25 år senere er der stadig meget inspiration at hente i bogen.

Postmuseum Smaka paa orden

Fra udstillingen “Ett brev betyder …” der var inspirationen til bogen. Foto fra “Smaka på orden”, foto: Olof Wallgren.

Forfatteren Magareta Ekarv skrev bogen sammen med udstillingsarkitekten Björn Ed og etnologen Elisabeth Olofsson. Sammen havde de tre i 1986 lavet udstillingen ”Ett brev betyder …” på Postmuseum i Stockholm. Undervejs diskuterede de flittigt, hvordan at udstillingsteksterne skulle være og hvad der giver den gode udstillingstekst. Der var ikke meget litteratur om emnet, og de endte med at skrive ”Smaka på orden” med inspiration fra de tanker og diskussioner de havde i forbindelse med opbygningen af udstillingen på Postmuseum.

Jeg hørte første gang om bogen for et par år siden, blandt andet gennem to museumsblog-kollegaer Charlotte S. H. Jensen og Benjamin Asmussen, der også har blogget om emner. Der er så vist jeg kan se få steder, som for alvor har arbejdet med bogens ideer om udstillingstekster. Efter at have stiftets bekendtskab med Ekarv og Cos tanker kunne jeg konstatere, at to af de steder som jeg synes har gjort gode udstillingstekst-valg, har brugt nogle af de principper som bogen anbefaler. Det drejer sig om “Sveriges Historia” i Historiske Museet i Stockholm og Norgesudstillingen “Langsomt ble landet vort eget” på Maihaugen i Lillehammer. I Danmark har Benjamin Asmussens skelet til bogens råd i nogle af de udstillinger på MS – Museet for Søfart som han havde med at gøre. Et fjerde sted som er komme med i den stadig lidt eksklusive Ekarv-klub er Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By, der i de sidste par år har benyttet hendes enkle skriveråd.

Museet for Soefart IMGP4693

Ekarv-inspireret tekst på M/S – Museet for Søfart i Helsingør.

Hvordan skrives en god udstillingstekst
De første kapitler i ”Smaka på orden” er skrevet af Magareta Ekarv og indeholder både nogle principielle betragtninger om udstillingstekst som medie, og nogle praktiske henvisninger til hvordan tekster kan opbygges.
En af Ekarvs hovedpointer er, at vi alle er lidt læsehandicappede i en udstilling. Man skal læse stående, ofte på et hård gulv, læsevinklen og lysforholdene kan ikke ændres og der er gerne støj og forstyrrelser omkring en – og det kan heller ikke ændres. Læsesituationen af udstillingstekster er helt andeledes end skrivesituationen på museumsinspektørens kontor – og det skal man tage alvorligt.

Ekarvs anbefaling er, at udstillingstekstskribenter skal lade sig inspirere af de retningslinjer, der er for de svenske Letlæs-bøger for voksne (LL-boken):

  • Vær konkret
  • Tydelig meningsopbygning: undgå lange indviklede sætninger og indskudte sætninger.
  • Lav ikke opremsninger af tillægsord
  • Placer subjekt før verbum og brug verbet i aktiv form
  • Forklar svære ord i teksten
  • Lav ikke sætninger med mere end 45 anslag
  • Ny linje ved ny mening
  • Undgå forkortelser
  • Inddel teksten i passende lange stykker
  • Skriv rytmisk

Ekarv påpeger samtidigt, at udstillingstekstmedier er sit eget, og man derfor ikke slavisk skal følge de ovennævnte retningslinjer. De skal hver i sær tilpasses til, at teksten skal være i et udstillingsrum. Herunder er en gennemgang af Ekarvs råd til udstillingstekstskrivning. Nogle af disse råd er også generelle råd til hvordan at en tekst bliver bedre, men det gør jo ikke rådene mindre interessante.

DSC_1862

Ekarv-inspireret tekst i udstillingen “Langsomt ble landet vort eget” på Maihaugen i Lillehammer.

Sætningernes længe
Rytme er vigtig. Tekster kan godt komme til at virke for ophakkede, hvis der er mange sætninger med færre end 9 ord. En ideal længde for sætninger er med 9-13 ord i gennemsnit, men samtidig er variation i sætningslængden vigtigt påpeger Ekarv. Variation giver rytme og en rytmisk tekst er letlæselig.

Sætningsopbygningen
Sætningsopbygningen i udstillingsteksterne skal være klar og koncentreret. Ekarv pointere at der ikke må sættes for mange tanketråde igen. Det er vigtigt at komme til kærnen i sætningen hurtigt så opmærksomheden ikke forsvinder.
Hvis der er for mange oplysninger før sætningens verbum, bliver det en venstretung sætning. Det gør gerne teksten omstændelig og dermed svær at opfatte og koncentrere sig om i et udstillingsrum.

Vi gætter når vi læser
Ekarv nævner sprogforskeren Gunnel Källgren, der har påpeget, at vi løbende stiller hypoteser op om, hvad sætningerne indeholder inden at vi har læst dem til ende. Det er derfor nemmere at læse en tekst, når der er klare og entydige tolkningsmuligheder tidligt i afsnittene.

Vær konkret
Prøv at gøre meningerne og sætningerne så lidt abstrakte som muligt. Find ud af hvad du vil sige – og sig det så. Stol gerne på dit talesprog. Det er ofte mere konkret end skriftsproget.

Ordfølgen
I LL bøgerne anvendes gerne rigtig ordrækkefølge, dvs. subjekt før verbum. Men i følge Ekarv betyder rytmen mere i udstillingstekster, så følg ikke reglen slavisk.
Et andet aspekt er, hvilket element/ord i sætningen som det, der særligt skal fremhæves eller som sætningen skal læses ud fra. Ekarvs tommelfingerregel er her, at det der kommer før det tidsbøje verbum er sætningens emne, og det som kommer til sidst er det nye, som man vil sige om emnet.

Aktiv eller passiv form
Når man ikke er helt sikker på hvilket subjekt som skal bruges – jeg, man, vi – er en meget brugt løsning at sætte verbet i passiv form. Men passiv form er med til at gøre teksten mere abstrakt og det skaber distance til stoffet. Det er ikke en form som fordre en nysgerrighed eller entusiasme om emnet.

Historiska Museet 2011-12 422

En tekst af dramatur Jonas Jarl Skute der bruger nogle af de samme greb som Ekarv skriver om. Fra udstillingen “Sveriges Historia” på Historiska Museet i Stockholm.

Linjens længde
Nogle udstillinger her tekstblokke med meget lange linjer af tekst. Forklaringen på dette tænker Ekarv må være, at det er styret af formgiverens æstetiske valg, for det er ikke noget som fremmer læsbarheden.
Der er svært at overskue for lange linjer af tekst og en god tommelfingerregel er at holde sig til max 45 anslag, inkl. mellemrum og tegn og at undgå forkortelser.
Formgivningsmæssige krav om ens korte linjer har også konsekvenser for læsbarheden, da ord kan blive delt op og sætningen kan blive delt på uhensigtsmæssige steder.

Sætningsrigtige linjer
Vi fraserer når vi taler. For at øge læsbarheden i udstillingsteksten og læseglæden anbefaler Ekarv, at man lade linjen slutte, hvor fraseringen slutter. Det betyder, at de 45 anslag ikke altid udnyttes og at højremargen ikke er fast. Ekarv ved godt, at der er nogle som vi se det formmæssigt som grimt eller sløset, men hendes pointe er, at det vi måtte miste formmæssigt vindes i læsbarhed.
Her er hendes eksempel i bogen på, at ændre en tekst til sætningsrigtige linjer. Den første tekst er fra udstillingen Kristinaportrått på Nationalmuseet i Stockholm og den anden er Ekarvs omskrivelse:

”Drottning Kristina föddes i Stockholm 1626 och dog i
Rom den 19 april 1689. I dag jämt tre hundra år
senara, vil Nationalmuseum visa några av de
porträtt som målades av drottningen under hennes tid”

”Drottning Kristina föddes i Stockholm 1626
och dog i Rom den 19 april 1689.
I dag, jämt tre hundra år senara,
vil Nationalmuseum visa några av de porträtt
som målades av drottningen under hennes tid”

Tilpas lange eller korte stykker
Den tyske museumspædagog professor Kurt Patzwall har en grundregel om ikke at have mere end 45 ord i et afsnit. Med mindre at modtageren er meget motiveret så kan store tekstmængder hurtigt blive set som et billede – en stort massiv flade – men ikke som et element, der indbyder til læsning.

Monet IMG_8883

I følge Ekarv mere et billede end en tekst. Fra ARoS’s udstilling “Monet – lost in translation”.

Store tekstflader er svært tilgængelige, men indholdet skal også være medbestemmende for hvor stort afsnittene skal være. Opdelingen i afsnit skal bruges til at markere de indholdsmæssige enheder. Ekarv ønsker derfor ikke villet sætte absolutte standarter for, hvor stort eller lille et afsnit skal være. I udstillingen på Postmuseum var hendes tekstafsnit på mellem 30 og 70 ord.

Tegnsætning og pause
Ekarv beder udstillingstekstskribenter om at huske, at tegnsætning hjælper til med at vise, hvad der høre sammen og kan derfor hjælpe læserene med at tolke teksten. Det gælder for kommasætning, men også med tankestreger og kolon. Opdeling og sammenhæng kan også skabes med linjeskift eller rum mellem sætningerne.

Som eksempel på dette bruger Ekarv en tekst fra udstillingen ”Ett brev betyder …”:

”Brevet, vykortet,
beviset på din och min exixtens.
Jeg skriver några rader til dig,
det kommer en hälsning.
Du och jag finns i värden.”

Og en ny version, hvor linjeskift, tankesteg og kolon er med til at tone teksten og læseoplevelsen:

”Brevet
vykortet,
– beviset på din och min exixtens.

Jeg skriver några rader til dig.
Det kommer en hälsning:
du och jag finns i värden.”

Litterære stilgreb
Udstillingstekster skal ikke være som skønlitteratur, men Ekarv skriver at skønlitterære stilgreb bør overvejes for at skabe klang og rytme i sproget.

Det kan være gennem

  • Allitterationer, dvs. bogstavrim ”gammel som gaden”
  • Assonans, halvrim hvor der kun er enkelte vokaler (låg – går) eller konsonanter (orm – varme) der stemmer overens.

En tekst fra udstillingen ”Ett brev betyder …” hvor Ekarv bruger disse greb ser sådan ud:

”Sjöar, skärgårdar och kuster
var goda forbindelseleder.
Värre var det med havet.”

En læsbar tekst skal også være læselig
”Smaka på orden” er særlig værd at læse på grund af Ekarvs betragtninger om, hvad der gør en tekst til en god udstillingstekst. I bogen har Ekarv og Björn Ed også gode betragtninger om det grafiske omkring teksterne. Blandt andet den helt simple pointe (der desværre ikke altid tages højde for), at for at en tekst er læsbar skal den både være læsværdig og læselig. Det er ikke nok at arbejde med teksten indre kvaliteter – dens læsværdighed – hvis den bliver sat op på glas med genskin i, med for små skrifttyper, for lavt i rummet osv. Deres betragtning er fra 1991, men der er ikke et problem, der er blevet mindre efter at skærme er blevet en fast bestanddel af museets udstillinger.

HansHollein

Fra Hans Hollein: “The Imaginary Museum”, 1987

Tekstens grafiske udtryk hænger også sammen med en af bogens hovedpointer: Udstillingstekster er del af noget større.
De skal forholde sig til indholdet for emnet, genstande, billeder og rummets muligheder og arbejdet med dem bør ifølge bogens forfattere ske løbende som en del af arbejdet med hele udstillingen. Både så teksterne formmæssigt kan passe ind, men også i forhold til teksternes disposition. Ekarvs eksempel er, at hvis det er en udstilling som er bygget op omkring en naturvidenskabslig tilgang med årsag – konsekvens – forklaring, så vil den rette tekstopbygningen kunne understøtte det.

”Smaka på orden” demonstrere tydeligt, at udstillingstekster bør betragtes som en egen genre. Det er ikke den rette tilgang at tænke katalogteksten og udstillingsteksten som det samme. Modtagesituationen er ganske forskellig og det er nødvendigt at indtænke udstillingsgæsternes situation og dermed lave tekster som det er realistisk, at de besøgende kan få læst og som de kan blive grebet af.

Tekstmængden i udstillingsteksterne kan ikke være store, og derfor skal de udover at være konkrete og opbygget læslæselige, ifølge Ekarv også have en indre logik som det er nemt at gennemskue. En roman kan bedre springe i tid eller miljø for der er tid til at bygge en stemning op, men det er der ikke i tid eller rum til i en udstillingstekst. Dispositionen af teksten skal tage højde for det. Ekarv skriver, at der naturligvis er mange fine måder at lave en disposition på, men at det sjældent er en dum ide at følge det råd, som kongen gav den hvide kanin i Alice i Eventyrland.

Den hvide kanin tog sine briller på.
“Hvor ønsker Deres Majestæt, jeg skal begynde?” spurgte den.
“Begynd ved begyndelsen,” sagde kongen alvorligt, “og fortsæt, indtil du kommer til slutningen. Og hold så op!”

Fra Lewis Carrol: Alice i Eventyrland

Plakatmuseet Ekarv Valgplakater

Ekarv-inspireret tekst på Dansk Plakatmuseum i udstillingen “Valget er dit! – Den danske valgplakat i 100 år”.

Henvisninger

De ovennævnte råd om udstillingstekster er primært fra siderne 29-74 i
Ekarv, Magareta, Elisabet Olofsson, Björn Ed: Smaka på orden. Om texter i utställningar. Carlssons 1991.

Blogpost i august 2012 fra Benjamin Asmussen om tekster
http://fyrskibet.dk/den-sporgende-udstillingstekst/

Blogpost i august 2012 fra Charlotte S. H. Jensen om Ekarvs metode
http://charlotteshj.dk/2012/08/23/udstillingstekster-letlaeste-a-la-ekarv/

1 kommentar

Filed under Diverse, Udstilling

En fortælling om vinduer – Villum Window Collection

I denne uge åbnede et nyt museum for offentligheden. Der er Villum Window Collection, der har til huse på Maskinvej i Søborg i de industrihaller som Villum Kann Rasmussen for over 60 år siden fik bygget for at producere vinduer.

DSC_0759

Villum Window Collection er som navnet antyder en samling af vinduer, der er tilknyttet en af verdens største vinduesproducenter VKR Holding A/S. Det kunne man godt frygte, at der kom en noget smal og indadskuende udstilling ud af, men det er ingenlunde tilfældet.

Kærnen i udstillingen er en tidstunnel bestående af en række rum med vinduer til forskellige aldre startende med en middelalderlig glasmosaik og sluttende med de nyeste plusenergivinduer.  Uden omkring Tidstunnellen er der så mere deltaljerede fortællinger om vinduets materialer, elementer og mekanismer, og udstillingsrummets bagvæg er et stort vindueskatalog, hvor gæsten kan trække vinduer ud og gå på opdagelse i 400 års vinduer.

DSC_0728

Vindueskataloget er kronologisk bygget op, og det er muligt at hive et vindue ud og studere det nærmere.

Før man kommer ind i den store industrihal, hvor udstillingen vises, er der et lille preludium, som fortæller om lysindfald i boligen fra bronzealderen og frem til middelalderens vinduer af dyreskind. Det første lysindfald, der vises er et lyrehul. Der er placeret i et mørk rum og ved at trykke på en kontakt kan man få en plade til at skyde til side, så et naturlig dagslys strømmer ned gennem lyrehullet. Rummet er en klar illustrering af tidstunnelens ide om at bygge rum for at vise vinduer: Der skal mørke til for at formidle lys.

Overblik og undersøgelse

Villum Window Collection er både en meget emnespecifik udstilling, men samtidigt er det også en udstilling, som formår at brede emnet vinduer ud og gennem samlingen at skabe en overordnet fortælling om udsyn, dagslys, teknologisk udvikling og kulturhistorie.

En fint greb i udstillingen er tidstunnelen. Rummene i tunnelen er ikke nøje opbyggede perioderum fra forskellige tider, men vigtige elementer ved de forskellige perioder er fint udvalgt, så rummet fanger karakteristiske elementer om tiden. Der er indsat originale vinduer fra perioderne i rummene og de giver en fornemmelse af den tids brug og forhold til dagslys og rumindretning. Pladsen og rummet omkring vinduet gør, at man lægger mærke til det.

DSC_0669

Lysindfald i tidstunnelens renæssancerum

DSC_0685

Lysindfald og brug af vinduet i 1900-tallet

Et andet godt element er de undersøgelsesopfordrende fremvisninger, der nærmest dissekere vinduets bestanddele. Det er f.eks. opstillingen med de materialer som vinduesglasset og vinduesrammen består af. Her er der forskellige træsorter, metaller og farvepigmenter man kan studere og røre ved. Det er også planchen, hvor et vindue er skilt af i enkeltdele eller bordet hvor forskellige vinduesopbygninger er udstillet og deres profil er optegnet på bordpladen. De enkle og ofte aktivitetsbaserede opstillinger skærper interessen så man får lyst til at studere emnet nærmere.

DSC_0711

Materialer ved vinduesglas- og vinduesrammeproduktion

DSC_0714

Undersøgelsesopstillingerne er enkelt stille op, og flere steder er der som her mulighed for at mærke og fornemme materialerne.

DSC_0752

Et vindues opbygning og foran det et bord, som viser profiler og de høvle, der skaber dem.

DSC_0720

Forskellige måder glas og ramme er sat sammen, og på bordplanen er konstruktionens profil optegnet.

Ved udstillingens åbning i onsdags fremhævede udstillingens designer Rosan Bosch undersøgelseselementet. Rosan Bosch sammenlignede mødet med udstillingen med det at skulle lære et sprog. Først lærer man nogle ord og med den i bagagen begynder man at bruge sproget, og det er først der, at sproget for alvor læres. Hendes håb var, at udstillingen på en imødekommende og engagerende måde kunne give den besøgende lidt af vinduets vokabularium, så de når de forlod Villum Window Collection begyndte at blive opmærksom på deres egnet hus eller bys forskellige vinduer– om at de med de nye tillærte begrebet så med nye øjne på vinduets betydning og brugen af dagslys i dagligdagen. En fin målsætning for formidlingen af samlingen. Tankegangen om at udstillinger er første del af en begrebsliggørelse af et emne, er også værd at have in mente generelt i forhold til udstillingers kunnen.

Stedets historie

En understøttelse af udstillingens overordnede fortælling om lys og lysindfald er selve stedet. Udstillingen har til huse i en fabrikshal som Villum Kann Rasmussen byggede i 1951, og det er et rum, der med sine store flader af nordvendte vinduer lukker masser af lys ind. Selve hallen er også vindueshistorie ved at der her i en årrække blev produceret VELFAC vinduer og dele til VELUX ovenlysvinduet. Stående blandt de mange vinduer kigger man op og gør umærkelig det Rosan Bosch opfordrede os til i sin åbningstale: At tilegne sig lidt mere af vinduets sprog og lægge mærke til dets betydning for rummet og menneskerne i det.

Villum Window Collection 001 s

Foto: Villum Window Collection

Villum Window Collection er gratis at besøge og har åbent for offentligheden tirsdage og torsdage 10-16 og efter aftale. VKR Holding har som succesrigt firma sikkert et godt blik for, at man ikke skal slå for stort et brød op til at starte med, men jeg håber at åbningstiden for Villum Window Collection på sigt vil ændres.

Det er lækre og sikkert også bekostelige løsninger som er lavet til fremvisningen af vinduerne og hele emnet udsyn og lysindfald i huset. Det er en udstilling, der fortjener at blive set af mange. Maskinvej 4 i Søborg er ikke et sted man lige kommer forbi, men ved at holde åbent en weekenddag – bare en gang om måneden – ville det være muligt for bolig- og teknik- og historieinteresserede at planlægge en weekendsudflugt (gerne med de store børn i huset) og få gode aha-oplevelser om vinduets historie.

DSC_0730

Indtil det måske sker håber jeg, at mange har mulighed for at bruge en tirsdag eller torsdag til at besøge museet, og at mange ungdomsuddannelser vil tage på udflugt til Maskinvej. Og det gælder både tekniske- og alment boglige ungdomsuddannelser, der på stedet kan få illustreret, hvordan tekniske udviklinger og nye ideer kan ændre noget så grundlæggende for mennesket som dagslys i dagligdagen.

Villum Window Collection 003 s

Der er få steder, at udstillingen bruger film eller digital formidling. Et sted det benyttes er ved en skærm, hvor vindues-pionerernes opdagelser eller opfindelser fortælles i korte animationsfilm. Bagved ses en tidslinje, hvor dem der er blevet nysgerrige kan få mere at vide om vinduets udviklingshistorie. Foto: Villum Window Collection

Se flere billeder fra udstillingen i dette flickr album www.flickr.com/photos/martinsmuseumsblog/sets/72157651613874318/
Læs mere om samlingen og vinduets historie på villumwindowcollection.com

DSC_0762

Der er flere gode detaljer i udstillingen. En af dem er, at der fra Tidstunnellen er afgang til delhistorier som hænger sammen med fortællingen i rummet. I dette rum fra århundredeskriftet viser et vindue fra Vestre Fængsel i København og fra rummet er der adgang til en opstilling med sikkerhedsglas, der i dag bruges i fængslerne.

DSC_0736

Og sikkerhedsglasset kan testes ved at man kan få en jernkugle til at falde ned på glasset.

1 kommentar

Filed under In situ, Kulturhistorie, Udstilling

Nye museer – Danmarks Borgcenter

Et af de nye museer der er åbnet i år er Danmarks Borgcenter i Vordingborg.

DSC_0371

Magt er et emne som museet i Vordingborg kredser om gennem genstandene og fortællingerne

Det er et projekt, der har været undervejs i mange år og som både har gentænkt formidlingen indenfor selve museumsbygningens ramme og samtidigt har bragt museets fortællinger uden for bygningen. Museet ligger også helt unik midt i kærnen i museets fortælling – det borganlæg som Valdemar den Store påbegyndte omkring 1160.

Som andre der har haft sin gang i Vordingborg kender jeg selv det ruinterræn, da det er godt udflugtsmål i byen. Mit eget kendskab er primært fra de tre år i slutningen af 80’erne, hvor jeg gik på Vordingborg gymnasium. Der var ruinerne ved Gåsetårnet var et yndet sted at tage hen efter eksamener og på solrige forårsfredage.

DSC_0413

En tidligere bruger af stedet bemærker som det første, at det nu for alvor er blevet det borganlæg, som det oprindeligt var. Voldgraven er blevet genskabt næsten hele vejen rundt om borganlægget. Det giver oplevelsen af anlægget en større kulturhistorisk dimension. Uden brug af skilte, digitale teknologi eller andet gør det, at anlægget og dets funktion nu træder tydeligere frem og det gør historien mere nærværende.

Inde på museet

Den nye museumsbygning falder med sin rustrøde farve fint ind i landskabet. Ved indgangen får hver gæst mod et kørekort eller lignende en iPad som er den mobile device, som fortællingerne om fortiden skal opleves igennem. De auditive fortællinger på iPad’en tager udgangspunkt i hovedteksterne eller i de udstillede genstandene. De steder er der en kode som aktivere iPad’ens indhold.

DSC_0372

Koden der aktivere fortællingerne er på montrens sokkel

DSC_0376

Og skal tegnes på iPad’en

Den tålmodige gæst der lytter sig gennem fortællingerne bliver belønnet med historier om forskellige aspekter af middelalderens borgkultur fra kongernes magtsymboler til krig og belejring og til hverdags genstande som terninger, spillebrikker og byggematerialer. Fortællingerne ved mange af genstandene er knyttet til borganlæggets to markante skikkelser Valdemar den Store og Valdemar Atterdag.

Udvalgte steder er der også et børnespor, hvor der så kan vælges en anden fortælling, der er en mere fiktiv historie illustreret med tegninger.

Det hele er pakket ind i Lundgaard og Tranbergs nye udstillingsbygning, der ikke syner af meget ved ankomsten, men som åbenbare en stor underetage med udvalgte flader, som lysdesigngruppen Dark Matters har lavet projektioner til. Det er både et kontrolleret og et meget stemningsfuldt rum, der ikke minder om andre danske museer.

DSC_0354

Under mit besøg var der en stille og koncentreret stemning i rummet, hvor gæsterne enten talte sagte sammen eller var fokuseret på iPad’en og dens fortællinger.

DSC_0385

Teknikken og grebet i udstillingen blev lige let forstået af forskellige generationer

Ude på borgterrænet

Den lånte iPad kan også bruges ude på borgterrænet. Her registrere iPad’en, hvor man er i landskabet så fortællingerne til de forskellige dele af anlægget bliver fortalt det sted. I formidlingen bruges der også augmented reality ved, at man gennem iPad’en kan se, hvordan anlæggets bygninger havde set ud dengang de var mere end ruiner.

DSC_0410

Åbningen i muren ses både irl og på skærmen

DSC_0411

Murene i det oprindelige anlæg kommer til syne

DSC_0407

Og slottet befolkes

En tredje brug af iPad’en er til små film man kan aktivere, og hvor der tages emner op omkring magt. Det geniale greb i disse film er, at dem der fortæller er en kombination af fagarkæologer og kommentatorer på magtrelationer i dag. Politikeren Connie Hedegaard fortæller f.eks. om hvad en forhandling er og journalist og tidligere spindoktor Niels Krause Kjær fortæller om alliancer. Det gør emnerne til amnegyldige, og så var de film jeg fik set også med gode fortællere, som havde en viden om emnet, der var interessant.

DSC_0424

Connie Hedegaard fortæller om forhandling

Link til en sammenklipning af de i alt 22 film man kan se på Borgcenteret: http://youtu.be/oS1FkmW8kSA

Også ude på terrænet er der et særligt tilbud til børn. I centeret brochure er det præsenteret med Fang uhyggelige monstre og genfærd på borgen med actionspillet Ghost Hunt. Jeg prøvede det ikke selv, men var i selskab med to piger på 9 og 12, der brugte noget tid med spillet. Deres dom var, at det fungerede godt og var ”uhyggeligt og sjovt nok” – og det er en vurdering man med en så teknologibrugende målgruppe godt kan være tilfreds med.

Den ældste konkluderede senere, at det da var godt med sådan et spil så både børn og voksne kunne bruge iPad’ene og børnene var underholdt og ikke blev for utålmodige. Det kan hun jo have ret i, hvis der drejer sig om at målrette oplevelserne. Jeg synes nu alligevel ikke, at Danmarks Borgcenter her har valgt den rette løsning. Museet har ikke haft mod til at stå ved deres kærneværdi. Rigtigt god ide med et underholdningsbaseret element til børnene, men hvorfor spøgelser, når vi er på en af Danmarks bedste lokationer til at fortælle dramatiske historier om riddere, intriger, skønjomfruer, sværdkamp og belejring. Der er jo ikke tør og kedeligt stof, men et univers der unikt kan bruges sammen med omgivelsen. Ikke at jeg mener at børnesporet nødvendigvis skal formidle slottet fagligt, men historien om et middelalderligt borganlæg kunne være rammen om et fiktionsspil, der på den måde tager afsæt i centerets kærnefortælling. Børnesporet i museumsbygningen har lidt samme svaghed ved ikke at bruge museets genstande ordentlig. De børnefortællinger jeg mødte dernede tog perifært udgangspunkt i den genstand man stod ved og gik så ellers ud af en fortællermæssig tangent, uden at de forholdt sig til det rum og de andre genstande, der omgav dem.

Adskilte oplevelser

Borgcenteret har valgt at lave forskellige grundhistorier til forskellige målgrupper og at lave oplevelser tilegnet til den enkelte gæst og fortællinger som bedst opleves alene.

IMG_2145

Det rammer lige ned i det som både kan ses som et af de digitale mediers styrker og en af mediets akilleshæle. Digitale medier suger opmærksomhed og skaber god og intens kontakt til brugeren, der derfor er mindre opmærksom på oplevelsen uden om skærmen. Det kan blive en ensom aktivitet. På Borgcenteret får alle en skærm, og museumsbesøget bliver derfor meget mere en individuel end en kollektiv oplevelse. Jeg synes godt om min tid med skærmen i Vordingborg, men havde ikke den sammen fælles-udflugts-følelse som jeg ellers har, når familien er sammen på museum. Vi var alle på museet, men først sammen på museet, da vi nåede cafeen (hvis grove ”middelalder” pølser for øvrigt godt kan anbefales).

Efter frokost vendte vi tilbage til borgområdet og gik sammen ind i en formidlings-/ hand-on pavillon og der var der snak, fællesskab og en analog underholdning som var med til at gøre det til en fællesudflugt.

IMG_2138

Nye digitale veje

Museet i Vordingborg er ikke bange for digital formidling og teknik – den ros skal det have. Mig bekendt havde de med Birgitte Fløe’s fortidsmindeblog http://fortidsmindeblog.museerne.dk/ i 2018 landets første museumsblog og denne lyst til at gå nye veje ses også i de nye udstillinger. Det digitale er i Vordingborg ikke et tilvalg til udstillingerne, det er en integreret del af oplevelsen. Personligt synes jeg, at det fungere bedst, hvor det er et lag, der giver overraskende nye elementer i forståelsen af emnet, som filmene med Connie Hedegaard mv, eller når det digitale bruges til at skærpe blikket på det man ser og er en del af, som det sker ved brugen af augmented reality på borgområdet. “Nå – det var her at kirken lå – og var den mur så høj” osv.

IMG_2144

Ligesom de andre dele virkede augmented reality teknikken fint den dag jeg var på besøg – og det rum og de bygninger der kom frem virkede godt. Det eneste der manglede for at jeg kunne føle mig helt tilbage i fortiden var, at jeg også kunne vælge i ruinterrænets gyder at få fremvist en 80’er skrydende gymnasieflok iklædt ungdommens tvivl og selvsikkerhed, foruden Dr. Martens, stonewashed cowboybukser og sweatshirts.

Danmarks Borgcenter er bestemt et besøg værd, og giver også museumsprofessionelle og kulturformidlere noget at tænke over, med hensyn til hvordan fortid kan levendegøres og teknologi kan anvendes.

DSC_0387

Dette var det sidste blogindlæg i en trilogi om museer, der indenfor de seneste år er åbnet i nye bygninger. De to andre indlæg kan ses her:

Moesgaard Museum: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2014/10/11/nye-museer-moesgaard-museum/

M/S Museet for Søfart: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2014/10/07/nye-museer-museet-for-sofart/

Link

Danmarks Borgcenter: http://www.museerne.dk/museer1/danmarks-borgcenter/

Link til reklame for Ghost Hunt: http://youtu.be/MIujULG0a9U

Link til en sammenklipning af de film man kan se på Borgcenteret: http://youtu.be/oS1FkmW8kSA

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, In situ, Kulturhistorie, Udstilling

Nye museer – Museet for Søfart

Indenfor det sidste år er der åbnet to kulturhistoriske museer i nye bygninger. Museet for Søfart i Helsingør og Danmarks Borgcenter i Vordingborg, og i denne uge kommer et til på listen, når Moesgård Museum i Aarhus slår dørene op.

Når man besøger Museet for Søfart og Danmarks Borgcenter er der ikke nogen tvivl om, at det er steder, der vil noget med deres historier og deres formidling. Begge steder havde samlinger og historier som de i forvejen formidlede og begge steder er de i de nye omgivelser gået til fortællingerne på nye og mere scenograferede måder og med en appetit på, hvad teknologien kan berige formidlingen med.

Museet for Soefart IMGP4702

Museet for Søfarts afsnit om containersejlads i dag

Både på museet i Vordingborg og i Helsingør gik jeg begejstret rundt og blev grebet af de mange nytænkte elementer i udstillingerne og ved begge besøg var det også gældende, at jeg bagefter besøget måtte konkludere, at jeg ikke helt synes de udnyttede deres potentiale. Den kulturhistoriske udstilling var blevet gentænkt, men nogle af de valgte greb havde efter min smag taget overhånd. De var ikke blevet doseret helt rigtigt så stedet tydeligt fremstod som hovedmuseet indenfor området med en formidling er rettet mod alle. Danmarks Borgcenter vil jeg vende tilbage til senere. I dette blogindlæg vil jeg dele nogle af min betragtninger om Museets for Søfarts greb på den danske maritime historie.

Museet for Søfart

Museet i Helsingør har fået meget omtale af på grund af Bjarne Ingels arkitektur og det nytænkende greb, hvor han i stedet for at bygge et hus på grunden gik under jorden og udnyttede tørdokken som center i bygningen.

Museet for Søfart i Helsingør. Foto og ©: Luca Santiago Mora

Det har givet et museum med rigtigt meget indlagt historie i sin ramme, men også en museum der på forhånd havde fået en række rummæssige begrænsninger. Alle rummene skulle fordeles omkring tørdokken i en rundgang og de har derfor tydelige begrænsninger – særligt i rumbredderne.

Museet for Soefart IMGP4643

Museet for Søfarts temaudstilling om sømanden er placeret i en af de smalle dele af museet

Grebet som Museet for Søfart har valgt i dette nye museum er at lave et temabaseret museum. Udstillingerne er ikke bygget op omkring en kronologisk gennemgang af søfartens historie og betydning i Danmark, men er i stedet en række nedslag som sammen giver museets bud på emnet. Museet har ikke de bedste rammer for særudstillinger. Tanken er, at museets temaudstillinger skal kunne variere over tid så der hvert andet – tredje år bliver udskiftet et tema og der dermed bliver fortalt et nyt aspekt om søfarten og der kommer noget nyt for museets besøgende at opleve. Museet blev indviet i oktober 2013 og de temaer det åbnede med er stadig dem, der kan ses på museet. Der er temaer som går på tværs af tid, f.eks. om sømanden, havnen og navigation, og det er temaer som er mere tidsbestemte, f.eks. om sejlads under 1. og 2. verdenskrig, 1700-tallets handel og containersejlads i dag.

Variation

Museet har haft et tæt samarbejde med det hollandske designfirma Kossmann.dejong og sammen er det lykkedes dette partnerskab at skabe en varieret rejse gennem udstillingerne. Hvert tema har fået sin tone og stil. Energien kommer tilbage til besøget, når man som gæst træder ind i et nyt rum og skal til at fornemme hvad der her er på færde, og hvad museet her vil fortælle en. Det er blevet vellykket og et bevis på, at velvalgt variation i nybyggede museer er en mulighed.

Rummenes begrænsning var et vilkår som designerne ikke kunne komme udenom, men det er også forsøgt brugt som understøtning til fortællingen. Særligt i afsnittet I krigens skygge har de formået at bruge dette rums smalle karakter til at skabe en klaustrofobisk stemning omkring sejlads under verdenskrigene.

Museet for Soefart IMG_1225

Afsnittet I krigens skygge, der blandt andet fortæller om handelsskibe som blev ramt af en torpedo

Variationen ses også i de enkelte greb udstillingerne benytter sig af. Der er film, genstandsfremvisning og udvalget digitale tiltag, der ikke bliver automatisk genbrugt overalt på museet, men som er skabt i samspil med de enkelte afsnit.

Understøttende digital formidling

To eksempler på denne understøttende brug af IT er de digitale tiltag, der er i temaerne om henholdsvis navigation og 1700-tallets handel. I navigationsafsnittet Navigation og verdensbilleder kan de besøgende blive en del af et spil, hvor man skal navigere et skib sikkert hjem til Helsingør.  Det sker gennem skærme og en godt castet sømand-figur, der giver den besøgende opgaver som er knyttet til den montre man står ved. Breddegrad skal findes gennem solhøjde ved montren med sekstanter og længegrad skal findes gennem tidsmåling ved montren med kronometre. Det er logisk og underholdende lavet og et godt eksempel på, hvordan et spilelement kan understøtte og udbygge den fortælling, der i forvejen sker gennem genstande og informationer. Det er underholdende, men ikke kun underholdning – det er også et ekstra lag i formidlingen.

Museet for Soefart IMGP4662

Afsnittet Navigation og verdensbilleder

Museet for Soefart IMGP4667

Kronometre og opgaven med at finde ens længdegrad

Museet for Soefart IMGP4671

Mission completed

Afsnittet Teselskabet fortæller om 1700-tallets handel og hvilke varer danske handelsskibe sejlede med hvorfra og til. En motor til at få de besøgende rundt i den udstilling er et spil, hvor den besøgende tager en fysisk læderindbunden bog og placere den på særlige plinte ved de montre i afsnittet som fortæller om de forskellige handelsdestinationer (Nordatlanten, Kina, Vestindiske øer mv). Når det sker, bliver de blanke sider i bogen forvandlet til et handelsregnskab gennem en projektion, og så er den besøgende blevet omdannet til et 1700-tals købmand, der skal forsøge at tjene mest muligt gennem salg og køb af de rigtige varer. Kombinationen mellem den fysiske bog og det digitale lag fungerede rigtigt godt.

Museet for Soefart IMGP4698

Lisbeth og Connie har lagt deres bog på plinten foran kinesiske varer

Museet for Soefart IMGP4699

… og teksten kommer frem så de kan få købt den porcelæn de skal have med hjem til Danmark

Teknomagi kalder udstillingens bagmand museumsinspektør Benjamin Asmussen grebet og jeg vil give ham ret i, at der er en magiske grad af berigelse i installationen ved at det digitale kommer frem på et medie, som man tror er rent analogt. I modsætning til navigationsspillet skal man her ville det lidt mere. Gruppen som jeg besøgte museet med nu blev fint grebet af spillet – bare trist at jeg selv var en mildest talt katastrofal 1700-tals handelsmand.

Den store fortælling

Efter besøget var der to ting jeg studsede over. Det ene var at emnet søfarts umiddelbare fascination for raske drenge og piger ikke blev mere udnyttet og det andet var, at jeg kunne bruge en del timer på museet uden at komme hjem med en samlet ide om dansk søfarts historie. Det sidste element skyldes selvfølgeligt museets ensidige satsning på temaer. Nogle af de tværkronologiske temaer fortæller om udviklingen indenfor det valgte emne, men den store fortælling var der ikke ,og det synes jeg er en mangel. Hvis der måtte være et sted, hvor den fortælling skulle være så må det da være på landets største specialmuseum om søfart. Jeg bifalder variationen og ideen med at fortælle i temaer, men det ville have klædt museets formidling, hvis et af emnerne havde været en crash-kursus i hele den danske søfartshistorie, gerne fortalt lige så veloplagt som det bliver gjort ved flere af de andre emner.

Udstillingerne på museet har masser af opfindsomhed og kalorier til hjernen, men der er ikke meget hands-on og sømandsleg til de mindste og dem der er lidt ældre eller bare de barnligt orienteret. I afsnittet om havnen er der en fin tatoveringstegne-installation, men overordnet virker museet som et museum, hvor det er de voksne, der skal sætte børnene i gang, fremfor et sted, hvor børnene også selv kan tage føringen og nemt gå i interaktion med historierne. Jeg har fået at vide, at museet planlægger børneorienteret formidlingselementer til udstillingerne og heldigvis er museets kvadratmeter ikke så intenst udnyttet, så det skal de nok finde plads til.

To knægte der med begejstring prøver tatoveringsinstallationen. Foto: Axel Harms

To knægte der med begejstring prøver tatoveringsinstallationen. Foto: Axel Harms

Museer bør også være for børn – særligt museer der som dette har et emne der pirre fantasien og drømmene.

Opfindsomhed og overskud

Det store overblik og en målrettet formidling for yngre er to vigtige dele som jeg synes Museet for Søfart mangler, men til gengæld er der mange små og store elementer der fungere, og overordet virker museet i Helsingør som et veloplagt sted at besøge med fine detaljer. F.eks. rummet med marinemalerier, hvor billederne er hængt tæt og med horisonten som den bærende linje.

Museet for Soefart IMGP4679

Museet for Soefart IMGP4680

I samme rum er en stor samling skibsmodeller, som er placeret på opsatser, der viser hvilken cargo som skibet indeholder. Samme brug af indpakningen ses i Teselskabet, hvor montrerne er bygget op af det materiale som det, der blev handler ved den destination som montren omhandler. Samme afsnits tekster er også værd at bemærke, da de bruger Margareta Ekarvs tekstprincip med at ombryde teksten mere og skrive de væsentlige begreber først.

Museet for Soefart IMGP4694

Montre i udstillingen Teselskabet

Museet for Soefart IMGP4693

Brug af Magareta Ekarvs tekstprincip

Overskuddet ses ikke kun i udstillingerne. Til en del af temaerne er alle teksterne og baggrundsinformation om temaudstillingen lagt ud på hjemmesiden, og fra hjemmesiden er der også adgang til en database, hvor man kan søges i museets genstande og i over 34.000 maritime billeder og 25.000 bogtitler.
Dem af os som har været interesseret i tilblivelsen af udstillingen og tankerne bag den kunne frem til åbningen i 2013 få stillet vores nysgerrighed gennem bloggen http://fyrskibet.dk/ eller gennem museumsinspektør Benjamin Asmussen blog http://historieblog.dk/. Det er god stil.

Museet har snart eksisteret et år. Det har dermed oplevet de forskellige sæsoners muligheder og de løbende krav til drift og omverdenens behov. Jeg håber, at Museet for Søfart er et sted, der har energi til løbende at udvikle sig og bygge videre på nogle af de gode ideer, der allerede kan ses på museet.

Link

Museet for Søfart:
http://www.mfs.dk/

Tekster og baggrundsinformation om udstillingerne
http://www.mfs.dk/da/soeg-i-soefartshistorien/digitale-udstillinger

Museet for Søfarts database:
http://www.mfs.dk/da/search/history

Blogs:
http://fyrskibet.dk/
http://historieblog.dk/

Charlotte S.H. Jensens introduktion til Margareta Ekarvs tekstprincipper:
http://charlotteshj.wordpress.com/2012/08/23/udstillingstekster-letlaeste-a-la-ekarv/

En af Benjamin Asmussens blogindlæg om teknomagi:
http://historieblog.dk/2014/teknomagi-udstillingstanker-ix/

Museet for Soefart IMGP4652

Der er brugt projektioner mange steder på museet, blandt andet her i afsnittet om havnen

4 kommentarer

Filed under Digitale medier, Kulturhistorie, Udstilling

Citater i udstillinger

Hvordan kan museerne engagere deres besøgende gennem tekster eller andre formidlingselementer (film, lyd, illustrationer)? Et svar er at bruge tydelige afsendere, som det er nemt for den besøgende at forholde sig til, føle med og leve sig ind i. Det vil sige gå fra den anonyme objektive museumsstemme til personer med deres egne subjektive stemmer.

De museer der gør det markant, bruger ikke kun citater som illustrationer af en enkelt persons holdning, men de tænker citaterne ind som et strukturelt greb, der er med til at engagere den besøgende.

Sveriges Historia på Historiska museet i Stockholm

Historiska Museet 2011-12 408

Historiske Museets på mange måder seværdige udstilling Sveriges Historia gør det. Udstillingen er kronologisk bygget op fra vikingetid og til i dag. Hvert afsnit indledes med en planche, der præsenterer det århundrede som den næste del af udstillingen handler om. Der er to helt forskellige hovertekster på de plancher. Den ene er skrevet at udstillingens dramaturg Jonas Jarl Skute og den anden af historieprofessor Dick Harrison.

Historiska Museet 2011-12 422

Historiska Museet 2011-12 423

Professor Harrisons tekst minder mest om den traditionelle museums-oversigtstekst, men det virker godt, at der er en person bag teksten, og at det er tydeligt, at han er en fagperson. Troværdigheden bevares og samtidig får udsagnene et klar afsender. Det ville ikke have været et lige så klart signal, hvis museet ikke havde valgt også konsekvent at bringe tekster skrevet af den mere poetisk anlagte Skute – og de to forskellige typer tekster kan noget forskelligt – give overblik og skabe billeder.

Danmarks krige på Tøjhusmuseet

Et sted hvor citater også bruges godt er i Tøjhusmuseets nye permanente udstilling Danmarks krige.

Danmarks krige 1

Mine forventninger til udstillingen var høje efter Tøjhusmuseets seneste særudstilling om Afghanistan, og jeg synes desværre ikke, at nogle af de gode ideer om iscenesættelse, engagement og personlig fortælling som var i Afghanistan-udstillingen blev bragt med over i den nye permanente udstilling, men oversigt- og temateksterne i Danmarks krige er rigtigt godt og kort skåret. Mange steder bruges citater aktivt til at fange gæstens opmærksomhed og være krogen som åbner op for fortællingen – som f.eks. Christian 4s bramfrie svar: “Du skulle skamme dig, du gamle nar” til den svanske konge Karl 9, da han under Kalmarkrigen foreslår, at krigens skulle afgøres med en tvekamp mellem de to monarker.

Danmarks krige 3

Et anden greb udstillingen bruger er de små skærme, hvor museets inspektører kort og klart fortæller om den udvalgte krig. Der er mange skærme i udstillingen og desværre var mange af dem rigtigt træge at bruge den dag jeg besøgte museet. Personligt synes jeg ikke, at skærmene med oplysninger om de enkelte genstande ved montrerne var den bedste måde at bruge mediet på, men skærmene med inspektørernes små fortællinger fungerede og leverede engageret formidling.

Danmarks krige 2

GeoCenter Møns Klint

En anden dansk udstilling, der på en helt anden måde bruger den personlige fortælling gennem film er GeoCenter Møns Klint. I et af rummene møder man den unge og den gamle klint i form af en filminstallation med skuespillerne Holger Juul Hansen og Mille Lehfeldt.

GeocenterMoen_3627

Efter mange rum med en mere science-center-baserede formidling er det et fint poetisk indslag, hvor de to skuespiller dygtigt får lidt følelse og humor ind i fortællingen og samtidigt formidler, at ingen klint holder evigt.

Museum of Liverpool

Flere museer i England bruger også citatet og den personlige fortælling med stor dygtighed. Et af de steder hvor jeg har set det udført med stor variation og klar konsekvens er på det relativt nyåbnede Museum of Liverpool.

MoL Peoples Republic fortaelling DSC03122

Museer bruger citater rigtigt mange steder – både som overskrifter og som citatvægge, der er med til at underbygge museets hovedpointe: at stedet er the Liverpudlians museum; det er et sted om menneskerne i Liverpool og det er deres håb, drømmer og virke, der beskrives.

MoL citatvæg DSC03199

MoL Wondrous Place citater DSC03153

Museet benytter også den personlige fortælling i en række filmiske portrætter. Det mest spektakulære af disse er i biografen Kicking and Screaming – Football Show. Kicking and Screaming er et rum i Wondrous Place, den afdelingen af museet, der handler om fritid og byens indbyggeres interesserer og passioner. I biografen er der film på alle væggene så det bliver en mere rummelig oplevelse end i den traditionelle museumsbiograf. I den knap 20 min lange fortælling følger man to knægte, der henholdsvis er Everton og Liverpool F.C. fan. De optræder til forskellige tider og filmen fortæller både generel Liverpool/Englands historie og formidler samtidig passionen hos fans’ne. Andre steder er der mindre skærme med personlige fortællinger. De er passet ind i udstillingens scenografi og gennem dem giver skuespillere indblik i livsvilkår og fortællinger om byens forskellige perioder og steder.

MoL Great Port skaermfortaelling 1 DSC03180

Et sted er i museets afdeling The Great Port, hvor der er skærme med bl.a Frelsens Hær officeren Jack, kantinedamen Marie og den arbejdsløse havearbejder Edward, der hver i sær giver deres version af livet og fristelserne ved byens store havn. Der er også en række skærme med interview af borgere i byen og ved en af installationerne er der også opfordringer til at borgere i Liverpool selv kan sende historier ind til at blive vist i udstillingen.

MoL Peoples Republic living in the City DSC03126

Fakta eller fiktion

Er der ikke en forskel mellem om det er citater og interview med autentiske personer eller om der er skuespillere, der fremstiller en af museet skabt person/situation? Både og. Med historiefagets koryfæer som Erslev, Arup og brødrene Wiebull in mente, er et udsagt ikke nødvendigvis sandt, fordi en der var til stede ved begivenheden er ophavsmanden til udsagnet. En sammensætning af forskellige kilder og observationer kan nogle gange give en mere plausibel version af virkeligheden. Men museumsformidling handler ikke kun om hvorvidt udsagnet er rigtigt, men også om, at museets gæster tror på udsagnet. Der kan citatet og interviewet have den fordel af det umiddelbart har en høj troværdighed. En skabt fremstilling – som personerne i The Great Port – har ikke nødvendigvis ikke samme troværdighed og her gælder det så om for museet at fremstille figuren og fortællingen så godt og troværdig, så modtageren godtager historien. Når det lykkedes er det rigtig godt og relevant historieformidling. Gennem den arbejdsløse havnearbejder Edward får gæsten et godt indblik i engelsk socialt historie i 1920’erne – et emne som nok kunne formidles gennem meget tekst og billeder, men som de færreste ikke ville have stoppet op ved, hvis der ikke på samme måde var arbejdet med formen. Det vigtige for Museum of Liverpool er, at den besøgende tror på at fremstillingen er plausibel. Jeg troede på den.

MoL Great Port skaermfortaelling 5 W DSC03187

IWM North

Et andet nyere engelsk museum, som har fået international bevågenhed er IWM North, Imperial War Museums afdeling i Manchester, der i 2002 åbnede i en bygning tegnet af Daniel Libeskind.

IWM North (2)

Museet er særligt kendt sit audiovisuelle show Big Picture, der med 60 projektorer bruger alle væggene i museets store sat til at give en samlet fortælling. Da jeg besøgte IWM North i vinters var fortællingen om børn og krig, og dens massive visuelle udtryk gik lige i hjertekulen både hos de voksne og de børn jeg fulgtes med. I Big Picture bruger museet citater og portrætter og det er med til, at krigens skæbner kommer tæt på. Citater er i det hele taget meget brugt på museet. De bruges markant i udstillingen som overskrifter eller i stort format, både for at give menige soldater en stemme, men også til at vække erindringer som f.eks. Vietnam-protest sloganet ”Make Love not War”.

IWM North (4)

IWM North (5)

Cabinet War Room /Churchill Museum

Et sidste engelsk museum jeg vil nævne er Cabinet War Room /Churchill Museum. Dette er museum bestemt et besøg værd i sin kombination af, at det er et site-museum med en politisk vægtig historie og så at det engagere sine besøgende gennem interaktive tiltag og engagerede fortællinger.

Cabinet War Room Churchill Museum London 194

I overgangen mellem den stedspecifikke Cabinet War Room (de steder, hvor selve Cabinet War Room var, samt andre lokaler tilknyttet dette) og så Churchill Museum, den del af komplekset, der er dedikeret til den tidligere premierminister, er der et rum, hvor de besøgende møder en række personer, der havde sin gang i lokalerne under krigen. Der vises genstande og fortælles små historier, men hele tiden med udgangspunkt i de portrætterede personer. På skærme i gangen møder man dem, hvor de i korte indslag på 10-20 sek. fortæller stemningsgivende historier. Dette rum er med til at befolke hele komplekset og også give stemmer til andre end Winston Churchill, der i de følgende rum bliver udstillingens centrale omdrejningspunkt.

Cabinet War Room Churchill Museum London 143

Historier fra nogen

Formidlingen af disse historier om krige, geologiske naturfænomen, handel og almindelige mennesker liv kunne have været fortalt på mange måder, men ved at bruge citater og personlige fortællinger bliver historierne mere engagerede og vedkommende. Det bliver ikke kun formidling om noget, men også fra nogen.

3 kommentarer

Filed under Kulturhistorie, Naturhistorie, Udstilling

In situ formidling i Kalkriese

.

I sommers havde jeg et gensyn med attraktionen og museet ”Varusschlacht im Osnabrücker Land – Museum und Park Kalkriese”. Der er på flere punkter noget umiskendeligt tysk over stedet. Værdigt tung og betydningsfyldt i sit emne og vel omstændeligt i sin form – men det var bestemt et glædeligt gensyn.

Historien bag museet er en af de fagligt allertungeste i det nordlige Europa. Slaget, hvor tre romerske legioner anført af Publius Quinctilius Varus tabte til cheruskerhøvdingen Arminius (også kendt som Hermann) i år 9. Tabet gjorde, at Romerriget opgav at erobre land på den anden side af Elben og fastsatte dermed Romerrigets nordgrænse. Slaget var efter alt at dømme et blodbad, hvor Arminius, der var tilknyttet den romerske hær, havde lokket legionerne ud i et vanskeligt tilgængeligt terræn; det medførte at hæren blev strakt ud og romerne ikke kunne benytte deres vanlige formationer, da de blev angrebet.

Museum und Park

Publikumsoplevelsen i Kalkrise er opdelt i to dele. Museet og parken, der samlet demonstrerer et væld af formidlingsformer. Det helt særlige og unikke ved Kalkriese er det stedspecifikke. Det var her, at Varus mødte det nederlag, der var af afgørende betydning for romersk politik i de første århundreder efter Kr. og dermed for Europas udvikling. Det var her, at den germanske sejr over romerriget skete, der var med til at definere en tysk-germansk selvopfattelse, som fik sin mest nationalistiske og chauvinistiske version under Hitler’s nazistparti. Så snart man selv har den viden i sig er det helt særligt at stå på stedet.

.

Museet

Museet, der er tilknyttet stedet, er med til at folde historien ud. Der er ikke mange genstande udstillet, men det gør ikke noget. En af de observationer man kan gøre i Kalkriese er, at historien er det vigtigste.

Den besøgende bliver mødt af en kort korridor ind til den centrale udstilling. På korridorens ene væg gemmer germanere bag træerne, mens romerne på den modsatte væg marcherer forbi. Oplevelsen levendegøres ved at siderne i korridoren er en slags gigantiske vendekort, hvor f.eks. germanere dukker op bag træerne og forsvinder igen efterhånden som man bevæger sig frem.

.

.

Forskelle mellem germanerne og romerne er kernen i det første rum. Her sammenlignes de to folkeslags befolkning og styreformer, deres forskellige bebyggelsestraditioner, deres brug af materialer og udstyret hos den henholdsvis germanske og romerske soldat. Simpelt og sagligt fortalt.

.

.

.

Rummet ender ved en af mine favoritskærme i museumsformidlingen: En relativ stor skræm (bestående af flere skærme), der viser det det nordlige del af det romerske rige og områderne nord for Elben. Uden lyd formidles perioden fra nogle årtier før Kristi fødsel til nogle årtier efter. Det sker gennem pile, hvor troppebevægelser eller lignende vises på kortet og gennem kortfattede tekster om bevægelserne og relevante personer. Det hele tager omkring 5 min. Museet stoler på at deres besøgende selv kan skabe sammenhæng mellem oplysningerne, og at pointerne ikke både behøves at blive fortalt mundtligt og vist. Den korte tekst er nok, og at der ikke er lyd, er med til, at der bliver snakket om hvad der sker. Ved mit første besøg fortalte en ansat, at filmen på skærmen var lavet så museets guider kunne bruge den til at holde et lille 5 min. foredrag om slaget og den geopolitiske situation, der ledte hen til det. Et fint eksempel på, hvordan den samme installation kan bruges forskelligt afhængig af, om der er bemanding eller ej og et godt eksempel på, at når man stoler på sine gæsters evne til at reflektere, så kan der skabes en fin interaktion gæsterne imellem.

.

Varus og Armenius

Den næste installation er en fiktiv samtale mellem Varus og Armenius – hvad ville de have sagt, hvis de efter slaget havde mødt hinanden. Installation er fint sat op og virker også, hvis man bliver fanget af den og af det kontrafaktiske greb. Dialogen mellem de to personer menneskeliggør dem og der antydes fint omstændigheder ved deres liv og samfund. En styrke ved denne kontrafaktiske historier er, at Varus og Armenius rent faktisk kendte hinanden godt. Armenius havde tjent under Varus og vejledt han, og dette relativt tætte forhold kommer frem ved dette greb.

.

.

Derefter er der lidt om skriftlige kilder, som omtaler slaget og om den arkæologiske proces med at finde genstandene. Det sidste sker ved en projektion af en græsflade, hvor fundene dukker op, når man går ud på fladen. Det fungerer ikke. Man kommer hurtigt i tvivl om, hvad man skal gøre og hvad man får at vide. Interaktion, hvor man ikke forstår hvad der sker når man interagere, er dårlig interaktion.

.

Den næste del af udstillingen er fokuseret på hæren og slaget. Et markant element i udstillingen er en model af en legion med sine 6000 mand. En god model både til fordybelse og til snak mellem de besøgende.

.

En lidt mere kryptisk installation er en kuglebane, hvor en masse kugler bliver ført gennem et landskab, med huller som de så falder ned i. Venligt stemte kan mene, at det på en semi-abstrakt måde fint illustrere udryddelsen af en hær, og installationen skal have den ros, at den prøver en anden forklaringsmetode end hvad man ellers møder på kulturhistoriske museer.

Die Indizien

I basisudstillingens sidste afsnit fokuseres på de undersøgelser, der er lavet i områder og dermed hvordan man ved, at det var her, at Varusslaget fandt sted. Med nærmest karikeret tysk korrekthed har denne del af museet fået overskriften ”Die Indizien”. De indicier der bl.a. fokuseres på er mønter og knogler fundet på steder og rester af de mure/camouflageanlæg germanerne havde bygget for at lave det perfekte baghold på de romerske legioner.

.

.

.

Der er sobert lavet. Informativt, men ikke kedsommeligt. Til sidst i udstillingen har tilrettelæggerne alligevel synes at der skulle noget for at friske oplevelsen lidt op og har valgt at lave en model af museet, hvor en romersk legionær gennem en pepper’s ghost projektion kravler rundt på bygningen og undres over sig egen død. Det skulle virke morsomt, men er det ikke, og projektionen virker dårligt. Poppede indslag skal være mindst ligeså gennemarbejde som seriøse for at virke godt.

.

Parken

Ved siden af museet ligger landskabet, hvor slaget fandt sted. Fra toppen af et udsigtstårn kan man se ud over området, men der er en større oplevelse at begive sig ud i landskabet.

.

Ruten som publikum kan følge er markeret med rustne plader/skjolde, der udvalgte steder også fungere som skilte med korte eller knapt så korte tekster om emnet.

.

Der er en række kunstinstallationer i parken der fokusere på sanserne, og som må være tænkt til at de kan skærpe de besøgendes opmærksomhed. På mig virkede det dog modsat, ved at jeg følte min opmærksomhed irriterende blev taget væk fra det centrale – historien om slaget.

.

En installation i parken virkede godt. Det var en genskabelse af landskabet som det kunne have set ud i år 9. Her mellem den lidt højere bevoksning kunne man tydelige forstå germanernes mulighed for et overraskelsesangreb og gennem viden om, at det kunne have set sådant ud i år 9, skabte rekonstruktionen også en særlig stemning.

.

.

Varussclacht – Museum und Park Kalkriese er et besøg værd. Det er et stærkt in situ sted. Det tilknyttede museum har både skidt og kanel, men er vellykket, da det gennem varierede formidlingsformer får personerne ved begivenheden til at blive forståelige, Samtidigt formidler museet klar de historiske begivenheder der gjorde, at dette sted i år 9 kom til at spille en særlig rolle i den europæiske historie.

.

Quadratisch praktisch gut. Tematiseret skoletaskeopbevaring.

Link til museet:

http://www.kalkriese-varusschlacht.de/

2 kommentarer

Filed under In situ, Kulturhistorie, Udstilling

Narration i udstillinger – Ejbybunkeren og Håndværkerne i Baghuset

I forrige weekend åbnede to nye permanente udstillinger. Det er to vidt forskellige udstillinger med meget forskellige emner, men de har det tilfælles at der begge steder arbejdes legende med narrationen i udstillingen og med variation i virkemidlerne.

malervaerksted

Denne ene udstilling, Håndværkerne i Baghuset, er i Den Gamle By og fortæller om bygningshåndværkene murer, tømre, snedker og maler i 1800-tallets klassiske købstad. Den anden udstilling, eller oplevelsescenter som de selv kalder sig, er i Ejbybunkeren, der ligger i Rødovre tæt ved der hvor Vestvolden krydser Jyllingevej. Ejbybunkeren fortæller primært om den kolde krig og den funktion Ejbybunkeren havde fra 1954 til 1971 som kommandocentral for luftforsvaret af det danske luftrum.

ejbybunker_1932

Ejbybunkeren er et stort anlagt projekt med et betydeligt budget. Det er nyt oplevelsescenter etableret af Københavns Befæstning, der er et partnerskab mellem Realdania, Kulturstyrelsen og Naturstyrelsen. Håndværkerne i Baghuset er en revitalisering af en del af Den Gamle Bys håndværkerformidling og er tænkt til at være en blandt mange andre oplevelser i Den Gamle By.

Narration og variation

Lige efter at indgangen i Ejbybunkeren er passeret mødes man af en speak, der kort fortæller om bunkerens forbindelse til den kolde krig. Det er lige her, hvor man nu står, at oplysninger om overflyvninger af det danske luftrum blev samlet og hurtigt er der skabt en stemning af agentvirksomhed og potentiel fare. Mens man hører speaken kan man se ned i bunkerens store rum, hvor det mest markante formidlingselement er opstillet: Et stort rundt bord, der er projiceret på og hvor der er fire skærme. Gennem skærme kan gæsterne blive del af et spil der tager udgangspunkt i Cubakrisen. Som deltager er det muligt at overvåge luftrummet og beskytte sig mod truslen fra Sovjet, og gennem sine holdninger og handlinger at forhindre eller fremskynde den 3. verdenskrig.

ejbybunker_1989

ejbybunker_1961

ejbybunker_1963

Der er også andre steder i Ejbybunkeren, hvor spil eller identifikation gennem handling er brugt som markante formidlingsgreb. Tre af stederne tager udgangspunkt i etableringen af Vestvolden eller af befæstningens funktion før 1. verdenskrig. Et sted er det muligt gennem en bevægelsesregistrerende teknologi (a la Kinnect) at bygge volden ved at skovle jord og at gøre der som en konkurrencen med en anden.

ejbybunker_1938

ejbybunker_1939

Et andet sted bliver man portrætteret som soldat og endeligt er der et rum, hvor man gennem en tegnet ingeniør og et interaktivt bord kan få historien om etableringen af Vestvolden.

ejbybunker_1951

ejbybunker_1947

Gennem smartphones kan man blive del af et spil om at afsløre en spion i Ejbybunkeren. Jeg prøvede det ikke selv, men flere unger jeg så engageret sig i det. De diskuterede ivrigt hvor de nu skulle gå hen og hvad oplysningerne på deres skærm betød.

Narration og identifikation er også centrale elementer i Den Gamle Bys nyåbnede udstilling Håndværkerne i Baghuset.

I lærlingekammeret som de besøgende passerer før selve baghuset møder de Oskar Larsen. Den meget naturalistiske dukke viser den 12 årige Oskar siddende på kanten af sengen. Det er tidlig morgen og han skal ind og tænde op i værkstedet før mester og svendene kommer, kan man læse i et skilt i rummet.

Haandv_i_baghus_Oskar

Inde i Baghuset vises et maler-, et tømre- og et snedkerværksted og i det sidste værksted møder man igen Oskar gennem en film. Filmen varer ca. 5 min og vises på transparente skærme sat ud i rummet mellem spåner, høvlebænke, værktøj og værkstedets færdige produkter. I filmen kan man følge mesters formaninger og håndfaste opdragelse af Oskar og få et indblik i de produkter snedkeren lavede.

haandv_i_baghus_2027

skaerme i baghus_4657

Oven på værkstederne er der to udstillinger. Denne ene fortæller om processer i murer-, tømre-, snedker- og malerhåndværket. Ligesom i Rødovre er det muligt for publikum at gå i interaktion med stoffet, men i Aarhus er det ikke kun gennem digitale teknologier. Der er en blandt andet en nedskaleret model af en bindingsværkgavl man kan samle og en murerspand der kan løftes.

haandv_i_baghus_2033

I denne del af udstillingen er der også en touchskærm, hvor der er muligt at høre håndværkerne fortælle om deres værktøj.

skaerm_Haandv_i_baghus_1

skaerm_Haandv_i_baghus_3

skaerm_Haandv_i_baghus_2

I førstesalens anden udstilling møder vi Oskar igen. Emnet for dette rum er laugsvæsenet betydning i tiden, og de fleste ser ud til at opfatte rummet som det også var tiltænkt: Som en stor tegneserie om Oskars vej fra lærlingetiden til han kom på valsen og endelig kunne blive snedkermester og få sit livs kærlighed. Der vises en række genstande som f.eks. en velkomst, der er et særligt drikkebægre. Genstandens kontekst er i rummet forklarer gennem tegneserien, der er tilrettelagt så den ved genstanden viser den i funktion.

haandv_i_baghus_2035

haandv_i_baghus_2092

Rummet og autenticiteten

In situ og interiørformidling er væsentlige elementer både i Ejbybunkeren og i Håndværkerne i Baghuset, men udstillingerne er forskellige i forhold til hvordan dette element af oplevelsen bruges og formidles til gæsterne. Som jeg før har påstået i denne blog så har det oprindelige sted og det kontekstmættede rum særlige formidlingsmæssige kvaliteter. Sanser bliver aktiveret og giver en meget bedre funktions- og kontekstforståelse end det som plancher, tekst, illustrationer og andre klassiske museale formidlingsmetoder kan. Både i Ejbybunkereen og i Den Gamle By er rummene tilrettelagt, og her er det naturligvis vigtigt at denne tilrettelæggelse/iscenesættelse er nemt afkodeligt for gæsterne.

I bygningen i Den Gamle By er stueplan iscenesatte interiør, hvor der både er arbejdet med en akkuratesse omkring hvordan håndværkerværksteder så ud i 1800-tallet og samtidigt er fremhævet bestemte værktøj og arbejdsprocesser for at gøre tableauerne nemt afkodelige. Huset hvor udstillingen er placeret i var faktisk et håndværkshus fra Haderslev og flere af de historier som fortælles om Oskar i tegneserien, blandt andet om hvordan det var at vågne op i det kolde lærlingekammer fandt sted i huset og bygger på erindringer fra Jens H. Berg, der var i snedkerlære i bygningen i 1800-tallet. Dette er fortalt i udstillingen, men ikke særligt fremhævet, da huset jo ikke ser ud som det dengang gjorde kun med et snedkerværksted, men er disponeret til at fortælle om alle fire traditionelle byggehåndværk.

Ejbybunkeren er en in situ oplevelse og har den umiddelbare styrke, at det var her at overvågningen skete og de udstationere soldater løbende vurderede sovjetiske flys evt. aggressive handlinger. Det er en stærk historie, men det bliver dog ikke helt udnyttet. Stedet kalder sig selv et oplevelsescenter formodentlig for at de har vurderet, at begrebet museum kan virke støvet. Det er et sted, der er meget fokuseret på at aktivere gæster og sætte stemninger, og det er muligvis denne fokus på det oplevelsesorienterede, der har gjort at iscenesætterne af stedet ikke har fremhævet hvad der er originalt (som man har tradition for at gøre på museerne). Der er elektriske installationer i nogle rum, som er beskyttet bag glas, men der er ikke skilte om hvad de er.

ejbybunker_1954

Man formoder, at de står der hvor de oprindelig stod, men den manglende information gør at man ikke er sikre på det. Et vigtigt rum i bunkeren var et kontrolrum med store glaspartier mod det centrale store rum. Det er indrettet til brug for Skoletjenesten går jeg ud fra, da der i rummet lå en række papirer som havde Skoletjenestens logo og som viste skolebørn, der i dragter agerede i rummet. Jeg mødte tilfældigvis en tidligere ansat på stedet, der levende fortalte om, hvad rummet var blevet brugt til og jeg kunne gennem ham også forstå, at det dengang så helt anderledes ud. Rummets spændende historie fik jeg kun gennem denne snak, da man havde fravalgt beskrivende rumtekster.

ejbybunker_1940

Det er fint, at Københavns Befæstning er fokuserede på interaktive elementer, men det er synd, at de ikke også nøgternt formidler de mange historier, der måtte være til de forskellige rum. Man kan ikke lave et engagerende interaktivt spil til alle rum, men en god tekst og et billede af rummet i funktion ville have løftet in situ kvaliteten meget. Historier der er gode skal bruges.

Underholdning og faglighed

Det kan godt mærkes, at man både i Aarhus og Rødovre gerne vil engagere og underholde sine gæster og jeg synes, at det begge steder har resulteret i opstillinger, hvor gæstens oplevelse tages seriøst. I sit fravalg af at være museale fravælger Ejbybunkeren desværre at understrege en rigtig godt pointe ved oplevelsescenteret – det at det bygger på virkelighed, at det er et autentisk sted. De interagerende spil, der er fyldt ind i rummet kunne også have fungeret andre steder eller på andre museer, men stedet har en stemning gennem sin autenticitet som godt kunne bruges mere. For at understrege dette skal man vise sin faglighed – den vil kunne have bidraget til oplevelsen og det underholdende på stedet.

ejbybunker_1979

Jeg skal for en god ordens skyld sige, at jeg og flere af mine kollegaer i Den Gamle By har været dybt involveret i Håndværkerne i Baghuset, men det skal ikke forhindre mig i at mene, at håndværksudstillingen og Ejbybunkeren begge er to spændende udstillinger at besøge, både som gæst men også som formidler for at se de virkemidler, der her er blevet brugt.

Ejbybunkeren

http://www.befaestningen.dk/Besog/Ejbybunkeren

Der står ikke i befæstningens materiale graden hvilke eksterne samarbejdspartnere der har været, men de digitale interaktive installationer har et udtryk så jeg går ud fra at Bysted Kommunikation har været med til at udvikle oplevelsescenteret.

Håndværkeren i Baghuset

http://www.dengamleby.dk/baghuset/

Udstillingen er tilrettelagt af Den Gamle Bys inspektører, håndværkere, tegnestue og udstillingsafdeling. Tegner Ingo Milton har tegnet og tilrettelagt tegneserien, Cat Media har leveret tekniske løsninger til film og interaktiv skærm, forfatter Niels Brunse og filminstruktør Aage Rais-Nordentoft har hjulpet med manuskript og iscenesættelse af filmen og dukkemager Per Capper med crew har lavet dukkerne.

Se en side af tegneserien her: http://www.dengamleby.dk/fileadmin/media/dgb/PDF_er/Ingo-Milton.pdf

I Den Gamle Bys årbog 2012 kommer der en artikel af Elsebeth Aasted Schanz om udstillingen.

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, In situ, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

De sidste årtiers hverdagsliv fortalt på Nederlands Openluchtmuseum og i belgiske Bokrijk

Arnhem maj 2012 034

”Er det ikke skræmmende at vi nu er kommet på museum” er en bemærkning, som ikke sjældent bliver sagt i 70’er TV- og radiobutikken Pouls Radio i Den Gamle By. De gæster der siger det ser dog sjældent skræmte ud, men bliver nok bare udfordret af, at museer også kan beskæftige sig med den helt nære fortid. Nu er det ikke længere nationens tilblivelse eller tidlige kongers store gerninger, der bliver vist og fortalt, men ens egne barndoms- og ungdomsminder.

De næste par år vil flere lejligheder og butikker åbne i Den Gamle By, og der vil komme endnu flere oplevelser, hvor gæsterne kommer til at føle, at de træder ind i en del af et tidligere liv, som de nu havde glemt. Museet kan dermed være med til aktivt at perspektivere folks personlige liv – og komme bag om nogle af de bevægelser, der har ført til det samfund vi i dag levet i.

Den Gamle By er ikke det eneste open air museum, der har valgt at tage afsæt i de seneste årtier. I weekenden besøgte jeg et belgisk og hollandsk museum, der begge også har valgt at gå denne vej, men på meget forskellige måder. Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem bruger både autenticitet og iscenesættelse i deres formidling, mens Bokrijk i Belgien i højere grad arbejder med identifikation og interaktivitet.

Tresserne i belgiske Bokrijk

Bokrijk ligger ved byen Genk i den flamske del af Belgien og er en park med bl.a. et arboret og et open air museum. Museet er delt op i områder, der viser huse og bygningskultur fra forskellige dele af Belgien. En del af museet er byhuse fra Antwerpen. Selve husene er dateret til renæssancen, men de kom til museet med de indre rum ombygget og uden originalt interiør. Husene har pga. disse mangler i deres autenticitet været et problembarn for museet. Husene kunne ikke ordentlig indrettes som renæssancebygninger og museet valgte for nogle år siden at omgå denne problematik ved at arbejde hen imod kun at bruge bygningerne som en ramme, men ikke som selve fortællingen. Her til påske åbnede museet i Bokrijk den længe ventede udstilling De sixties i husene.

Bokrijk juni 2012 132

De sixties er bygget op omkring en række rum med tresserinteriør, men der er ikke en ren interiørudstilling, da der i rummene også bruges markante montre, plancher og formidlende skærme.

Et centralt formidlingsgreb i De sixties er den digitale identitet som alle de besøgende bliver udstyret med. Ved indgangen får man et belgisk identitetskort, der er udsted til en navngiven person. Jeg selv blev for en formiddagstid den 17-årige studine Greta, som boede i en landsby og som kom fra en kristen middelklassefamilie uden de store midler. På bagsiden af kortet er der en QR kode, der i de forskellige dele af udstillingen kan tone rummets emne ud fra Gretas liv og synspunkter. De historier id-kortene er med til formilde bygger på virkelige personers liv, der gennem et andet navn og et andet pasfoto så er blevet anonymiseret.

Bokrijk juni 2012 105

Bokrijk juni 2012 104

Udstillingens rum og dermed emner er bygget op over samme formidlingsmæssige skabelon.  

1) De er indrettet med interiør, der får gæsten til at føle sig tilbage i tiden, men som ikke på alle områder bestræber sig at være korrekte. I radio- og musikbutikken er valget af lamper f.eks. ikke realistisk, men den varierede kollektion i loftet giver stemning og arbejder også med genkendelsens glæde som et greb.

Bokrijk juni 2012 107

2) Der er et interaktivt element, hvor man med sit id-kort kan få mere at vide om den person man følger. Nogle gange ved en skærm, der kun kan betjene en gæst og andre gange som her i radio- og musikbutikken ved et bord, der kan bruges af flere.

Ud over at fortælle om personerne bruges skærmene også til quiz og ekstra informationer om emnet.

Bokrijk juni 2012 108

Bokrijk juni 2012 109

Bokrijk juni 2012 113

Bokrijk juni 2012 110

3) Der er en planchevæg som uddyber rummets emne, her musik og konsum i tresserne. Udover tekst og fotografier indeholder planchevæggene også en tegneseriestribe fra tiden om emnet og en montre med tidstypisk legetøj, der relaterer til emner. Som en pudsig, men ofte sjov gimmick er der i montren også nøgleringe med forbindelse til rummets emne.

Bokrijk juni 2012 114

Bokrijk juni 2012 115

4) Et sidste faste element i udstillingens rum et en installation, hvor det er muligt at bladre i brochure mv. fra tiden, der uddyber lokalets emne.

Bokrijk juni 2012 119

Udstillingen De sixties vises i hele bykvarteret og undervejs besøger man blandt andet et hjem, en radiobutik, en frisør, en biograf, et arkitektkontor, en bar/spillested og et rejsebureau og dermed møder man mange aspekter af tresserne og det liv og de valg, som den person man følger, gjorde.

Bokrijk juni 2012 080

Bokrijk juni 2012 093

Flere steder er der indlagt ekstra formidlende digitale lag. I frisørsalonen kan man i frisørens spejl se sig selv med tressertypiske frisure og ved aviskiosken kan man på en skærm læse avisen fra de dage man måtte ønske.

Bokrijk juni 2012 022

Bokrijk juni 2012 049

Bokrijk juni 2012 051

Udstillingen er underholdende og kommer godt rundt i velvalgte emner fra perioden. Id-kortet og formen med identifikationen med en person fungerer også. Personalet i Bokrijk fortalte, at der havde været en del tekniske problemer med aflæsningen af QR koderne, men det var ikke noget jeg oplevede under mit besøg. Jeg blev hurtigt til nysgerrig omkring Gertas liv. Id-kortene blev også flittigt brugt af de andre gæster. De personlige historie virkede underholdende og var med til at skabe overvejelser om ligheder og forskellig i personlige valg og livsvilkår i vores nutid og i tresserne.

De sixties er lavet i samarbejde med det større belgiske koncept- og designstudie Tijdsbeeld & Piece Montee og er ganske anderledes end anden formidling brugt i Bokrijk. Museet er kendt for sin levende formidling gennem aktører. Jeg havde også fornøjelsen af at deltage i en regnetime i en landsbyskole fra området Haspengouw. Vi var tilbage i 1912 og den strenge mester fik os besøgende bænket og korrekt irettesat, når vi ikke fulgte hans 1912 normer. Elementer af periode blev fint illustreret og underholdende formidlet også for os, der ikke helt forstod det flamske. Besøget hos læreren mindede en om, at engageret og godt udført levende formidling, er bedre end nok så elegante digitale løsninger og veldesignede udstillinger, når det drejer sig om at skabe dialog gæsterne imellem og få smilet frem.

Autenticitet og iscenesættelse i Holland

Nederlands Openluchtmuseum i hollandske Arnhem er et stort open air museum med rigtigt mange spændende formidlingstiltag. De åbnede i april udstillingen Westerstraat, der er to byhuse med tilhørende baghuse fra Amsterdam.

Ligesom i De sixties udstillingen i Bokrijk er der en anbefalet en rute gennem husene i Westerstraat. Først bliver man ført ind i til baghusene, hvor der er glimt ind i husene gennem små sprækker i vinduerne. I sprækkerne ses ikke møblerede rum, men projektioner af møblerede rum eller situationer tilpasset til rummene. Illusionen virker her ikke altid helt godt. Det gør den til gengæld i en nedlagt butik, der er indrettet som et hjem for tre tyrkiske gæstearbejdere. Et kalenderblad viser at jeg ved mit besøg er der i marts 1970 (kalenderen er en projektion, der dermed kan skifte dato). Rummet er godt indrettet. Det er gjort overbevisende rodet og virker dermed beboet.

Holland Belgien 469

Rummet er dog ikke tænkt som et nøgternt autentisk opbygget rum. Der er dels opstillet en diskret bordmontre som beskriver de indvandrende tyrkeres historier og af butikker som disse flere steder i Amsterdam blev overtaget af tyrkere til bolig. Et andet mere markant element, der bryder med et autentisk formsprog er, at der er projekteret på rummets vægge og at der er et lydspor til disse billeder. Man ser og hører morgenritualerne med tyrkisk kaffe, avislæsning eller andre dagligdags gøremål.

Holland Belgien 467

De filmbidder der vises her og andre steder i Westerstraat er rigtigt velproduceret og er med til, at man føler sig tættere på beboernes liv.

Et andet sted illusionen bliver godt brugt i Westerstraat er i det gemytlige lokale værtshus. Der er mange stemningsmættede enkeltelementer og detaljer i rummet, som det forladte bord med askebægret, vasken med opvask i og slitagen i rummet.

Holland Belgien 462

Ved et nærmere blik med de kritiske museumsprofessionelle briller på kan man se at der er arbejdet med illusionerne. Tapetet har ikke oprindeligt været så slidt, der er snarere en teatermaler, der har skabt løbesoden i rummets hjørnet – men man må sige at illusionen virker og man føler at rummet har en atmosfære og en stemning. Et enkelt digitalt element var indlagt i værtshuset ved at man gennem en bakke på disken kan vælge passende filmklip til stedets tresser/halvfjerser stemning. Det er f.eks. scener fra en fest på en bar eller schlagere udført af tidens store stjerne. Klippene man vælger vises på spejlet bag baren.

Holland Belgien 463

Holland Belgien 465

En renæssancegård indrettet som i 2002

Et andet sted i Arnhem, hvor den nyeste tid udstilles er i en gård der oprindelig lå nær landsbyen Hoogmade ved Leiden. Gården blev bygget omkring 1600 og af flere gange så udvidet. 

Arnhem maj 2012 201

Huset skulle rives ned for at give plads til en bane for højhastighedstog og museet blev kontaktet. Museet have ikke brug for endnu et hus til at formidle det traditionelle hollandske landbosamfund, men valgte at hjemtage det, da det blev muligt at vise huset som det, det var blevet: En luksuriøs landejendom anno 2002. Den sidste beboer i huset var politikeren og den tidligere statssekretær Cees van Leeuwen og de besøgende får mulighed for at træde ind i hans højborgerlige hjem med nyt køkken og dersignermøbler.

Arnhem maj 2012 183

Arnhem maj 2012 184

De besøgende møder også Cees van Leeuwen på de tv-skærme, der naturligt er i hjemmet. De viser interviews med ham før nedpakningen af huset og film om processen med at flytte det til Nederlands Openluchtmuseum.

Arnhem maj 2012 191

Museet er Arnhem er et open air museum af park-typen, dvs. at det ikke ligesom Den Gamle By prøver at vise en eller flere udvalgte perioder. Den besøgende vendes derfor til, at der sker noget nyt ved hver bygning, men man bliver alligevel overrasket, når man træder ind i et så nutidigt hjem. På trods af at det viser den helt nære fortid sætter Hoogsmade-gården ens eget liv i perspektiv. Efter lidt tid i huset ser man også elementer som afslører, at hjemmet ikke helt er fra vores nutid, f.eks. i udformningen af fjernsyn og pc’ens dengang større monitor. Nye opfindelser og nye digitale medier kommer hurtigere til at virke forældede end elementer, der ikke på samme måde er designet til at skulle virke nyskabende.

Den nære fortid er relevant

Museerne i Arnhem og Bokrijk er et besøg værd. Begge museer har fokus på publikum og er bevidste om, at det er på publikums præmisser at viden og oplevelser skal overleveres. Fælles for dem er bruges af humoristiske elementer, der skabet en god stemning og en lethed som er med til at holde de trætte museumsben stangen. Humoren er også et effektivt virkemiddel til at få en snak i gang og dermed skabe det rum hvor oplevelses og vidensoverlevering bedst trives: I dialogen.  

Besøget på museerne gav mig en selvoplevet følelse af vigtigheden ved også at formidle den nære fortid. Erindringerne som disse museer skaber er ikke kun hyggelige minder, men også igangsættere af refleksioner over de forandringer vores samfund i dag er midt i, eller på det mere personlige plan, en erkendelse af hvor man kom fra og en indirekte ihukommelse af vejen derfra og til nu.

Arnhem maj 2012 216

Det kan godt være, at det er ”skræmmende at komme på museum”, men der er også underholdende og lærerigt, både i Bokrijk og i Arnhem, og i det kommende nye 1970’er kvarter i Aarhus.

Link:

Bokrijk: http://www.bokrijk.be/

Nederlands Openluchtmuseum: http://www.openluchtmuseum.nl/

Det nye 1970’er by-kvarter i Den Gamle By: http://www.dengamleby.dk/udforsk-den-gamle-by/1974-kvarteret/

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling