Tag Archives: York

JORVIK DIG

Der er Viking Festival i York og vi er tre danskere på studietur.

DSCF4359

Det er en fornøjelse af møde god procesformidling, og det gjorde vi i fredags ved Jorvik Dig, et udstillingssted under York Archeological Trust. Stedet er meget populært i vinterferieugen og prebooking nødvendigt, hvis man skulle deltage i stedet store Dig-aktivitet. Det havde vi også gjort og ligesom dagen før var vi også klar med vores egen børneobservator, Benjamin på 5 år.

Dig-aktiviteten begyndte med, at en instruktør introducerede børn som voksne i, hvad arkæologi er og hvad man kan finde ved udgravninger. Det skete i et rum, der kunne minde lidt om det indvendige i en skurvogn, men oversigtskort, sikkerhedshjelme og skovle hængende. Stemningen var sat til at man skulle ud og arbejde.

DSCF4419 2

Holdet på ca. 15 børn og lidt flere voksne blev så ledt ind til graveområdet. Der var fire gravfelter fra fire forskellige perioder i Yorks historie og hver af dem var baseret på en oprindelig udgravning. ”Vikingetidsfeltet”s fund og placeringen af dem, var som det havde set ud ved Coppergateudgravningen. Felterne var hver ca. 5 x 2 meter.

DSCF4342

Der var en kort illustreret beskrivelse af udgravningen som de voksne og børnene kunne dele og en tjekliste over nogle af de ting man kunne finde. Alle børn – og de friske voksne – var udstyret med en plastikgraveske. ”Jorden” man gravede i var plastikgranulater i brune, røde og grålige nuancer. Det havde ikke jordens fasthed og tyngde, men gav den gravende en følelse af gravearbejde.

DSCF4347

De ting der dukkede op var kopier i 1:1 størrelse af fund, der var blevet gjort. Fundene var støbt ned i gulvet og tjente fint formålet med, at man skulle føle, at man afdækkede et fund. Der var også en lille sold ved hver udgravningsfelt, hvor man kunne ryste ”jorden” væk for til sidste at se, hvad det var soldningen afslørede, dvs. hvad der var sat fast i bunden af solden. Det var både nemt at finde noget og en udforing at få afdækket nok til at se hvad det var – og det krævede lidt diskussion for at identificere fundet og her kom tjeklisterne ved felterne til hjælp.

DSCF4367

DSCF4353

Efter gravearbejdet blev alle placeret ved to bakker med originale fund. Det varierede hvilken periode fundene kom fra, men i denne uge var det naturligvis fund fra vikingetidsudgravninger. Fundene i den ene bakke skulle man sortere ud fra hvad de var lavet af: ben, læder, kul, keramik, knogle osv. Vores guide var også her godt til uformelt at snakke med de besøgende og komme med ledetråde. Derefter skulle man se på knoglerne i den anden bakke og komme med bud på hvilke af dem der kom fra de store tamdyr kvæg, hest og gris.

DSCF4375

DSCF4380

Arrangementet sluttede af med at guiden viste lidt ekstra fund, det i blandt en 15 cm lang forstenet menneskelort, også kendt som The Lloyd Bank Poo. Det er noget der kan samle opmærksomheden hos drengebørn og så gav instruktøren en mulighed for naturligt at fortælle om ernæring og sygdomme i vikingetiden og dermed minde os om hvad arkæologi kan – at få os tættere på de mennesker, der engang levede.

Efter udgravningsarrangementet besøgte vi udstillinger i Jorvik Dig. Rum 1 In the field var om udgravninger, rum 2 Lab works var om undersøgelserne og rum 3 Study zone var om analyserne og beskrivelserne af fundene. Simpelt og godt lavet. Rum 1 var sat til at være i et gravetelt og der kunne man bl.a. lave en udgravningstegning af et felt og se en film med en udgravningsleder der fortalte om hendes arbejde.

DSCF4386

Rum 2 havde mikroskoper, hvor fundne insekter kunne identificeres og en stand, hvor man skulle lede efter spor i nogle skeletter (højde, alder, køn, brug af krop osv.) og derudfra gætte hvem personen var. En simpel aktivitet på en skærm, der både var informativ og basalt spændende at løse. Rum 3 havde lidt biblioteksstemning. Der var bl.a. en lille film om forskerens rolle med at prøve at tolke fundene og nogle skærme, hvor man kunne komme tætter på livet i1800-tallets Hungate, der var et område hvor York Archaeological Trust for tiden graver. Der skulle man svare på nogle personlige spørgsmål (alder, køn og om man havde arbejde og var gift) og blev ud fra dem præsenteret en 1800-talsperson ”ligesom” en selv – i mit tilfælde en 33-årig murer, der boede i en baggård med en kone og tre børn. Simpel, nærværende og god formidling.

DSCF4405

DSCF4406

Til sidst var der en lille biograf. Gennem en drejescene, modeller og personer der gennem pepper’s ghost teknik kom ind ved modellerne, blev der fortalte om de forskellige steder. En rigtig god måde at bruge modeller på og få gjort todimensionelle udgravningsfelter tredimensionelt forståelige.

The Dig fungerer godt. Settingen var god og interaktionen underholdene og meningsfuld (de to ting mener jeg nu også hænger uløseligt sammen). Det var ingen tvivl om, at udgravningsfelterne var forestillede miljøer, men de gav et god fornemmelse af arbejdsprocessen. Det man arbejde med var i virkelige størrelser og nogen man kunne måle i forhold til sin egen krop. De virkelige genstande kom i den anden del af aktiviteten og var med til at understrege, at det her ikke er ren leg og guldgraverslisken i Legoland. Der er om ting og mennesker, der engang levede og som vi kan blive klogere på.

Udstillingsområdet var også godt lavet. Lidt slidt af de mange besøgende, men med klare setups og igen meningsfulde interaktioner, der både gav et reelt billede af spændende aspekter af arkæologien (knogleundersøgelserne) eller som aktiverede den besøgendes egen historie (Hungateudgravningens personer).

En af de få ting man ud fra et formidlingsteknisk synspunkt undrede sig over var, at mange af pepper’s ghost skærmene var sat så højt, så det kun var almindeligt høje voksne, der havde den fulde glæde af fortællingerne.

DSCF4414

God procesformidling ses ikke mange steder, men der er andre museer, der også seriøst arbejde med emnet. To nyere eksempler er Arkeoteket i Historiske Museet i Stockholm og Forscherlabor i den nye arkæologiudstilling i Herne. De steder har også mange gode elementer. Jeg besøgte dem begge med kollegaer. Noget af elementerne blev vi imponerede af, men nogle af løsningerne blev kommenteret med, at det her da var lidt for simpelt, banalt eller svært til målgruppen (børn), og at vi troede eller troede ikke at børn vil kunne lide. Ved dette besøg i Jorvik Dig var der godt at have 5-årige Benjamin med og på den måde nemt kunne indgå i en børne/forældre gruppe og se hvordan formidlingen virkede.

Procesformidling er en svær disciplin, men rigtig god til at skabe refleksion hos de besøgende om hvorfor vi ved hvad vi ved og dermed til bedre at forstå emnerne for undersøgelsen. Det burde tænkes ind i rigtigt mange udstillinger, da det udover de førnævnte kvaliteter også vil skabe variation i publikumsoplevelsen og publikumsinddragelsen.

I Danmark har der været udstillinger som Nationalmuseet Bevar dig vel og Vikingeskibsmuseets Arkæologisk Værksted, men så vidt jeg ved, er der ingen steder det p.t. har det som et primært mål at lave udstillinger, der seriøst arbejder med at udvikle feltet.

Hvis der er nogle der kender til nogle planer eller til gode procesformidlingssteder der virker – eller fejler – så fortæl gerne om det.

Læs andre observationer fra York Viking Festival i denne blogpost Vikingedage i York.

Link:

Jorvik Dig

Jorvik Viking Festival

Arkeoteket i Historiske Museet

Beskrivelse af udstillingen i Herne

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Vikingedage i York

Rejsebrev fra Viking Festival i York, torsdag 24. februar 2011

DSCF4307

Erik Chalatsis fra Bork Vikinghavn, Sara Heil Jensen fra Moesgård Museum og Benjamin på tur

Uge otte er den engelske vinterferie og i York betyder det Jorvik Viking Festival. En uge med over 40 aktiviteter, der primært handler om vikingetiden, men som også kan have afstikkere som fremvisningen af Monty Python and the Holy Grail. Vi er tre museumsfolk, der er herovre i et par dage for at se hvordan vikingetiden her bliver formidlet. I dag gik turen lidt uden for York by til Yorkshire Museum of Farming i Murton Park. For over 15 år siden fik ildsjælen Dave Thirlwall overbevidst museet om, at de skulle bygge en ”Viking Village” hvor børn kunne udforske, føle og lære om vikingetiden. I dag huser museet også et Roman Fort, Celtic Roundhouses, et Tudor Farmhouse og et 2. verdenskrigsmiljø og har kontakt med omkring 60.000 skolebørn om året.

Kl. 11 skulle vi besøge arrangementet Be a Viking!. Det var sat til at være et børnearrangement og vi havde også forberedt os ved at have Saras femårige søn Benjamin med. Vi blev mødt af Michael, der fortalte at han her var kendt som Kvel Ulf. Alle var tryllebundet af Michaels fortællinger og hans måde at engagere publikum på og efter en halv time var børn som voksne kommet i vikingetøjet. ”Tøjet” var en kofte i tyndt stof, en hue eller tørklæde til håret og en et reb til at binde om livet – billigt, simpelt og det virkede, nutidsidentiteten blev gemt lidt væk og alle var opsatte på at komme ud og opleve Vikingelandsbyen.

York 250211 1

DSCF4294

I løbet af de to timer arrangementet i alt tog havde vi lært at lave en lille keramikskål, der kunne bruges som en lampe, lave et ”vikingespil”, dvs. tegne en spilleplade på et stykke stof og komme i ”vagtskole”, hvor der blev løftet spyd, råbt og angrebet en fjende. Til sidst samledes alle i langhuset, hvor en af Michaels vikingekollegaer Svend fortalte om mad og huset i vikingetiden. Rummet var mørkt og røgfyldt, demonstrationerne blev lavet med publikumsinddragelse og alle var også med her og fik en god oplevelse.

DSCF4295

Tranlampeproduktion

Efter besøget i Viking Village havde vi en snak med udvikleren af konceptet Dave Thirlwall. Daves mission var at formidle historier til skolebørn ud fra devisen ”Jeg hører og jeg glemmer, jeg ser og jeg husker, jeg gør, og jeg forstår”. Levendegørelse var derfor hans naturlige valg som formidlingsform. Dave ville meget gerne dele sine erfaringer og havde nogle klare pointer undervejs i vores snak med ham:

  • Økonomisk selvstændighed. Levendegørelsen i Murton Park får ingen offentlig støtte – for så er der heller ikke noget at fjerne. Målet er at lave en god menneskebåren formidling, som skoler og private gerne vil betale for. Ved selv at planlægge de veje indkomsten kommer ind kan de bedre planlægge hvor mange formidlerne der både på den korte og den lange sigt skal bruges på formidlingen – og antallet er formidlere er vigtigt for at give den rigtige oplevelse.
  • Fokus på oplevelser gennem handling. Vikingelandsbyen var langt fra nøjagtige i detaljerne. Den skulle tjene som gode omgivelser til at lave vikingeaktiviteter og det var aktiviteterne – ikke de fysiske detalje – der skulle åbne for en dybere forståelse af tiden. Det er bedre at følelsen er autentisk end bygningerne. Fejl og manglerne ved bygningerne med videre skal man være ærlige om, men ikke gøre til en sag. De ”moderne” eller tolkede aspekter bliver så også brugt til at formidle vikingetiden med – hvorfor valgene var lavet, hvad det egentlig er man ved osv.
  • At vise fortid – ikke at være fortid. Dave ville ikke lave førstepersonsformidling forstået ved at de agerende i landsbyen skulle lade som om at de kom fra vikingetiden. De skulle præsentere sig som moderne mennesker, det her på dette sted påtog sig en vikingeidentitet og bad publikum om at følge med dem ind i forestillet fortidigt univers. Det var for dem en ærligere og en mere imødekommende måde at møde gæsten på.
York feb 2011 4

Martin Brandt Djupdræt, Dave Thirlwall fra Murton Park, Sara Heil Jensen

Dave fortalte også om at rekruttere engagerede personer til steder. Hans kollegaers uddannelse var ikke det vigtigste for alle skulle alligevel læres op. Dels med basal faglig viden, men i ligeså høj grad med ”the magic recipy” – evnen til at møde publikum og kontakten med dem. Oplæringen skete ved, at man var føl på aktiviteterne så længe som man synes man havde brug for det. Evalueringen af besøget var også vigtigt for Dave. Alle skoleklasser udfyldte et kort spørgeskema om deres besøg – og det gjorde alle de ansatte også efter hver arbejdsdag. De ansatte ud fra devisen om, at det fik dem til at reflektere over deres formidling og løbende komme med forbedringsforslag til stedet. Bare processen med at overveje dagen gjorde dem til bedre formidlere. Samtidig havde evalueringer ifølge Dave også den pointe, at når forskellige ” bureaucrats” ville have beviser om stedet nytte, så havde han mere papir end de kunne stille op med – og her lød han som en der talte ud fra bitter erfaring.

De var nogle meget inspirerende timer i Murton Park og gav eftertanke på en række punkter:

  • Levendegørelse er om levende mennesker. Gode formidlere, der kan læse en gruppe er derfor altafgørende. Her var Michael, Svend og de andre tre formidlere vi mødte på pladsen i særklasse.
  • Autenticitet er mere end de fysiske ting. Jeg vil mene, at de fleste gæster efter besøget havde en opløftende udefinerbar fornemmelse om, at nu havde man forstået lidt om levevis i vikingetiden – og i hvert fald forstået at dagligliv er meget andet end det man selv kender. Den følelse ville ikke være kommet, hvis der kun kunne formidles med det man var sikker på var rigtigt eller at miljøet var lavet så korrekt så det af økonomiske grunde ikke aktivt kunne bruges af de mange besøgende der uge efter uge kom på stedet.
  • Test tingene så realistisk som muligt. Mange gange komme man som professionel og bestræber sig på at stå uden for formidlingen og nøje analysere hvad det er der sker derinde. Det giver et handikap i forhold til at forstå de følelser formidlingen vækker. Inden for IT udvikling er der en regel om at teste produkterne så realistisk som muligt. Skal en mobiltelefonapplikation testes skal det ske der, hvor den skal bruges og ikke ved skrivebordet. Det samme bør man også efterleve ved museums- og arrangementsvurderinger. Skal man se på en børneaktivitet er det en rigtig god ide at have et barn med. Med Benjamin i vores gruppe kunne vi nemmere falde ind og gennem hans opmærksomhed fik vi også øjnene op for aspekter vi ellers ikke havde set.

Torsdagen bød også på en teaterforestilling i en kirke tilknyttet Institut of Early Music. Dette arrangement var også en påmindelse om, at stemning og følelser er forbundet med forståelse. North Country Theatre spillede deres egenproducerede stykke Egil Skallagrimson keeps his head. Det var en fortolkning af en del af Egils saga, ikke fremført som et egentlig teaterstykke, men mere som en slags kommenteret skaldefortælling. Denne form virkede rigtigt godt og fik også en til at tænke over hvad sagaerne egentlig havde været og hvordan de en engang blev formidlet. Som dramaer fremført for et publikum og utvivlsomt også med dramatiske effekter indlagt. I dag kender vi primært sagaerne som tekst, og mange gange bruges de også med tekstens troværdighed på trods af de indlysende kildekritiske problemer der er forbundet med det. Men denne tekstlighed er jo ikke tro mod sagaernes oprindelige form. Det var rigtigt godt at se et stykke som dette, komme ind i det fremførte dramas rum og gennem det helt banalt tænke tanken – ja selvfølgelig det var på denne måde, og ved at skabe disse følelser og oplevelser hos publikummet i langhuset, at disse historier levede videre gennem tiden – og i sidste ende formede vores billede af mentaliteten i vikingetiden.

DSCN1307

Egil Skallagrimson keeps his head

1 kommentar

Filed under Diverse