Beamish Museum – attraktion og god formidler af lokale historier

Beamish Museum er et rigtigt fint open air museum, der ligger i Country Durham nær Newcastle i North East England. Jeg har været på museet et par gange, da Den Gamle By i nogle år har samarbejdet med Beamish om at lave forløb for ældre ramt af demens, og så har museet også være en af Den Gamle Bys gode sparingspartnere omkring at tænke outreach med i museumsdriften og have fokus på relevans for gæsterne.

Opfordring på døren til museets 1940’er gård

I denne sommer var jeg med min familie og nogle venner på museet, og der viste Beamish, at det udover at være en interessant museal samarbejdspartner, også er et rigtigt godt sted for familieudflugter.

Beamish er arealmæssigt et stort museum og har forskellige afdelinger. Der er bl.a. en 1940’er Home Farm, et Georgian 1800-tals landskab med huse og damptog, en by fra første halvdel af 1900-tallet og Pit Village, en minelandsby, med tilhørende kulmine. Det hele er bundet sammen med veteranbusser og sporvogne, der i sig selv er attraktioner.

Dyrehold på Home Farm

Rækkehuse i minelandsbyen

Sporvogne i hovedgaden i 1900-tals byen

Vores første stop var Pit Village og minen på museet. I Pit Village er der blandt andet små huse som minearbejderne har boet i, kirken, skolen, en Band Hall og kulminen med tilhørende fabriksanlæg.

En skolestue i minelandsbyen

Minefortællingen

En oplevelse jeg glædede mig til at dele med min familie var turen ned i minen, der frem til 1920’erne var i brug. På Beamish er der mange gode medarbejdere i felten. De er i dragt, men modsat flere skandinaviske og amerikanske museer agerer de ikke i 1. person. Dem jeg har mødt på Beamish gør de rigtigt godt med entusiasme, humor og med en dialekt så man ikke er i tvivl om at vi er nordpå og noget væk fra City of London. Det var også tilfældet med mineturen. Før minen kunne besøges skulle vi inddeles i grupper, have sikkerhedshjelm på og starte turen i Lamp Cabin, en arbejdsbygning, hvor vores vært kort og indlevende fortæller om sikkerheden og nogle af de forberedelser minearbejderne havde før de gik ned i minerne.

Vi hørte blandt andet 10 timers arbejdsdagene, om kanariefugle som skulle tjekke om der var gas i minerne og om udviklingen af Davy sikkerhedslampen, der gav lys uden at antænde de metangasser, der var en alvorlig sikkerhedsrisiko, og hvis eksplosioner har dræbt mange hundrede minearbejdere. Derefter gik turen til minens indgang og med to stop i selve minen var de 20 min. gået og man var som besøgende både blevet oplyst og med egne sanser havde fornemmet en flig af det liv og hårde arbejde som var et grundlagt for den industrielle revolutions udvikling i England.

Mine-turen er rigtig god formidling og det er også en type produkt mange museer burde stræbe efter. 20 min. i selskab med en god formidler, der aktivt bruges museets rum og atmosfære, og hvor indholdet både er en almenmenneskelig fortælling, et tidsbillede og en større historisk udvikling sat i perspektiv. Virkemidlerne er centrale genstande (Devy-lampen og undulater i bur) og fysiske rum (bygningen hvor arbejderne skulle tjekke ind og hente deres lampe, samt den mørke, smalle og fugtige mine) og det hele er serveret med tilpas korte stop og den rette suspense og dramatik så både ivrige børn og de voksne, der gerne ville vide noget blev underholdt og kunne tænke tilbage på turen som et særlig oplevede den dag.

En¨simpel demonstration af mørket i minen. Læg mærke til Davy-lampen der hænger i stangen

– og hvor lidt lys den giver

Mad med historie – og ventetid

I Pit Village ligger også Davy’s Fried Fish Shop. Jeg havde spist der før og glædede mig til den gode Fish and Chips med oksefedt og avispapindpakning. At kunne servere god mad med en historie der passer til stedet er en drøm for ethvert museum (og restaurant). Det kan Davy’s, så vi stillede os i kø.

Davy’s Fried Fish Shop der fra 1937 til 2007 lå i Winlaton Mill ved Gateshead og som i 2011 åbnede i Beamish Museum

Men originale fremstillingsmetoder kombineret med stor efterspørgsel har også sine udfordringer. I køen var der et skilt om, at der herfra hvor man stod godt kunne være op til en times ventetid. Det er vel lang ventetid for attraktionsstedmad og bestemt over grænsen for hvad nogle i mit selskab kunne vente. Så enkelte af os valgte en anden restaurant som Beamish gudskelov har flere af. Hvis det ikke var sket er jeg sikker på mindet om Beamish havde været knapt så godt. For mig var den mulige blodsukkerkrise en understregning af museumsbesøg er meget mere en den fagligt oplevelse – det er også service og faciliteter for gæster og jeg blev mindet om at
– Der skal være nem adgang til mad, drikke og ophold – ellers kan historierne være nok så gode.
– Når man har en meget god lokation og aktivitet som Davy’s kan den også betyde en skuffelse. At Beamish satte et skilt op om, at man kunne risikere en ventetid på en time var et godt træk, og helt fint havde det været, hvis skiltet også havde reklameret for nogle af de andre madsteder på museet, så gæsterne ikke ville forlade køen som et fravalg, men mere i til et tilvalg af noget andet.

Museets Tea Room er ikke ligeså stemningsfuldt som Davy’s Fried Fish Shop, men der er hurtig betjening og det er nogle gange det vigtigste

1900-tals byen

Et andet område på museet vi brugte en del tid på var 1900-tals byen. Den består af en hovedgade med busser og sporvogne – og butikker, værksteder og lejligheder, der kan besøges.

Bageren, slikbutikken og pubben (der sælger gode lokal ale), print shop’en, frimurerlogen, automobilværkstedet, banken og tandlægen er populære steder i byen. Denne sommer var der også åbnet to nye butikker: Apoteket og Fotografen.

Apoteket er gennemført, men en mere engagerende oplevelse var sidelokalet til apoteket, hvor apotekerens søn har åbnet en butik med ”flavoured aerated waters”. Det kan man bestille og se sodavand blive fremstillet. Processen varer kun et par minutter og har dermed det flow, som mangler ved Davy’s Fried Fish Shop i minelandsbyen.

Smagen skal vælges

Kulsyren tilsættes

og det endelige resultat, sarsaparilla, lemonade, rasberry og kola – vi blev nød til at prøve en af hver

Ved siden af apoteket ligger fotografen. Der kan man se ind til en fotografatelier fra århundredskiftet med baggrundskulisser og bokskamera, og mod en ekstra betaling på 20 £ er det muligt at komme i tidstypisk tøj og blive portrætteret. Det er en populær aktivitet som man skal bestille tid til, og flere dage, inkl. den dag vi besøgte Beamish blev der udsolgt tidligt på dagen.

Community work

Vi besøgte Beamish en af de første dage i de engelske skolers sommerferie og museet havde karakter af en sommerattraktion med fokus på at servicere gæsterne og give et varieret tilbud af oplevelser.

Jeg har tidligere prøvet at være på museet off season, hvor aktiviteter i højere grad fokusere på områdets lokale historie. Museet får ingen statsstøtte, men påtager sig absolut en lokal samfundsrolle. Kulminedrift og kulmine-landsbyerne er for eksempel en del af området lokale historie og identitet. Museet har lavet undersøgelser i emnet, indsamler genstande og bevaret historier. De stiller også gerne op til arrangementer udenfor museet og sørger også for, at museet er vært for arrangementer, hvor historien genfortælle og vedbliver med at være en levende del af kulturen i dag.

Første gang jeg besøgte museet var en søndag i april 2012, hvor der var fokus på Miners Unions flag. Der var i museets Regional Resource Center en lille intermistisk udstilling, hvor minearbejder – eller deres sønner – viste genstande fra minearbejdet og kulturen omkring minen, herunder minefagforeningsflag.

Min kollega Søren får fortalt historier i den enkle opsatte udstilling

Dagens store begivenhed var Miners Union Flag marchen, som var et optog gennem 1900-tals byen med minefagforenings-flag. Mange af dem der kom med flagene havde ikke selv arbejdet i minerne, men det havde deres bedstefædre eller fædre og onkler og så bevarede de flaget eller har lavet kopier af det. Arbejderkulturen om minen betød stadigt noget for deres familie eller den by de kom fra.

Minefagforenings-flag march gennem museet

Det var måske lidt sært at overvære for mig og min kollega, der ikke havde minehistorier i familien eller egne minder fra minekonflikten under Thatcher, men vi kunne se, at der blev snakket og delt historier, og på museet var der en god stemning.

Lokal relevans

Entreen på Beamish er med sine 18,50 £ for voksne og 10.50 £ for børn ikke i den billige ende og Nordøstengland er blandt de mindst velhavende dele af Storbritannien. Området er ikke særligt tæt bebygget og er heller ikke et stort turistområde. Derfor er det også værd at bemærke, at Beamish Museum sidste år kunne tiltrække mere end 670.000 besøgende. De sidste fem år er besøgstallet stødt steget og jeg er overbevist om at det skyldes en kombination af, at museet giver gode oplevelser og at de har øje for at være vigtige og tilgængelige for befolkningen i the North East. Museet satser også på genbesøg og lokalt engagement, hvilke bl.a. kan ses i at entrebilletten gælder et helt år og på deres fokus på lokalhistorie, på venneforeningen og på mulighed for både unge og ældre at blive frivillige på museet.

Beamish har også særlige programmer for ældre og har som hjælp til kørestolsbrugere ombygget og udstyret en af veteranbusserne med en lift

Beamish er bestemt et besøg værd og museums høje besøgstal – entreen og beliggenhed taget i betragtning – er for mig et eksempel på at kvalitet og relevans, i højere grad end pris, er vigtige elementer for at kunne tiltrække mange besøgende – selv i et område med gennemsnitindkomster, der ligger noget under landsgennemsnittet.

High Chaparral – en western for publikum

”Du får inte skjuta mig när jag är död” lyder det fornærmet fra en svensk dreng, der blev jaget af sin far. De er begge i westernudstyr, det vil sige cowboyhat og en pistol med knaldhætter i og det virker ikke spor underligt, for vi er midt i en af Sveriges særeste sommerforlystelser, westernstaden High Chaparral.  Omkring den svenske far og søn er der masser af udklædte voksne og børn, og masser der er engagerede i at skyde med deres legetøjspistoler, gå på den rigtige cowboymåde, hvine når de er forfulgt af en bande Billy the Kid’er eller bare få strået i munden til at sidde helt rigtigt.

High Chaparral er en forlystelse, der ligger ved Värnamo i Småland. Stedet er opstået som en drøm hos iværksætteren og skrothandleren Bengt Erlandson, der var grebet af Det vilde Vesten. I 1966 åbnede han western-fortet Fort Erlandsson, der senere fik samme navn som den populære cowboy-tv-serie High Chaparral og samtidigt blev Bengt i hele Sverige kendt som Big Bengt.  Forlystelsen består blandt andet af en westernby, en indianerlejr og Old Mexico. De mindste kan ride på pony og det er også muligt at få en tur med diligencen, en hjuldamper eller lokomotivet, hvor der er en overhængende risiko for at blive overfaldet af togrøvere.

Ligesom i en af Smålands andre populære attraktioner Astrid Lindgrens Värld er der forskellige steder i parken i løbet af dagen optræden på faste klokkeslæt.  Der er dans og musik i Old Mexico og i indianerlejren, Lucky Luke kommer forbi og skal have hjælp til at fange Daltonbrødrene, og et par gange om dagen er der det store Westenshow med masser af medvirkende, galoperende heste, drabelige stunt og den rigtige cowboy, der står tilbage efter den sidste duel på hovedgaden.

Det er i sig selv særpræget nok , men det helt særlige ved High Chaparral er for mig at se, den måde stedet har formået at engagere publikum og gøre dem til en af de væsentlige oplevelser ved stedet. Det er ikke kun de insisterende børn, der lokker en hat og en gun ud af deres forældre – nej, der er rigtigt mange af stedets besøgende, der giver den gas som cowboy, westerngirl eller indianer.

I 2003 udgav økonom og marketingforsker Lena Mossberg bogen Att skapa upplevelser – från OK till WOW! om publikumsoplevelser. Bogen omhandler det Mossberg benævner som den nydelsesbetonede serviceydelse, det vil sige der, hvor kunden skal føle, fornemme og nyde produktet (f.eks. restaurationsbesøg, oplevelsesindustrien m.v.), og Att skapa upplevelser blev hurtigt fast læsning på de uddannelser, der i den tid voksede frem omkring oplevelsesøkonomi. En af de begreber Mossberg bruger i bogen er oplevelsesrummet og i forbindelse med det, har hun den gode pointe, at dette rum ikke kun er betinget af personalet på stedet, stedets udformning, men også af de andre gæster.

At have glade og engagerede gæster betyder ikke kun noget for disse enkelte gæster, men også noget for alle dem der besøger stedet samtidigt med dem.

Mange attraktioner og museer arbejder på at engagere deres besøgende, men få – for ikke at sige ingen – har jeg set gøre det så godt som i High Chaparral. Gengangere vidste før besøget, at her er det legitimt at leve sig ind i miljøet og førstegangsbesøgende som os påtog os hurtigt rollen som medskabere (alt efter temperament). Den første butik man møder, sælger relativt billige hatte, legetøjspistoler, knaldhætter, Lucky Luke kostumer med videre så udstyret er hurtigt kan komme i orden.  Forlystelsesparkens motto er ”Här bliv du en del av äventyret” og Big Bengt har fra starten også haft den vision, at han ville lave et sted, hvor almindelige mennesker kan opleve lidt af westernstemningen og hvor man kan udleve en cowboyidé. I avisen High Chraperrel Chronicle, der gratis bliver udleveret, siger han blandt andet om stedet: ”High Chaparral är något mycket mera än en affårsidé. På ett sådant ställe kan alle människor fórenas förutsättningslöst och ha roligt. Där går alla klädda som de själva vill. Där behöver ingen känna sig underlägsen den andre.”

De ansatte på High Chaparral er også eminente til at interagere med publikum. De frække knægte bliver truet med pistol, hvis de ikke sidder ned, når toget starter, dem med guldure og flotte tasker bliver antastet af togrøverne og der bliver kastet skælmske smil til cowgirls i alle aldre eller trukket blank mod de friske fyre. Alt med en fin respekt for den enkelte publikums egne personlige grænse.

Denne interaktion virker godt og er med til at man selv agere, for det rigtigt fine ved stedet er som før nævnt, at man selv nemt kan agere, lige ændre lidt ved gangen ned at hovedgaden, eller hvis man er den yngre besøgende fuldt ud leve sig ind i legen og lade fantasien tage over.
Samtidigt er der ansatte aktører, som kan gå ind og ud af rollerne og fortælle om hvilke håndværk de laver, eller hvilke indianske danse der danses og hvilken indianerstamme de kommer fra. Fin formidling.

High Chaparral er en oplevelsespark, der har underholdning som sit primære mål, men der er bestemt også noget at lære i High Chaparral for steder, der er sat i verden for at formidle faglige historier.  Det at kunne få sine gæster til naturligt at leve sig ind i en tidsperiode og bruge deres fantasi og medbragte viden om den kultur og histories væremåde og stemning er en optimal måde at engagere gæsterne i formidlingen. Et sted at starte på denne publikumsinvolvering er at se på hvilke forestillinger hos de besøgende man kan lade dem leve sig ind i, og hvordan man kan lade dem udvikle deres fantasier uden at ødelægge energien ved at løfte pegefingre eller insisterende påstå, at institutionens version og genstande til historien er mere korrekt og rigtigt end de besøgendes egen. High Chaparrals måde at fortælle westernhistorier virker i hvert fald, og turen hjemme hos os går snart til et bibliotek, så både jeg selv og børnene kan få læst lidt mere om, hvordan det nu var med Billy the Kid, Little Big Horn eller myten om Det vilde Vest.

Læs mere på www.highchaparral.se