Tag Archives: USA

Digital i New York – Cooper Hewitt, Museum of the City of New York og Brooklyn Historical Society

Få udstillinger er i dag uden digitale elementer, spørgsmålet er ikke længere om det digitale skal bruges, men hvordan det bliver udnyttet og integreret – er det på grund af en interaktivitet, et audiovisuelt element, det æstetiske eller noget helt andet.

På en tur i New York for to uger siden fik jeg set mange udstillinger, stort set alle med en form for digitale lag. Tre af dem jeg vil omtale her, da der bag disse udstillinger synes at være klare valg omkring brug og integration af det digitale.

Cooper Hewitt, Smithsonian Design Museum

Et nyt ambitiøst projekt, som nu har fungeret et par år er designmuseet Cooper Hewitts digitale pen. Som besøgende på museet får man en pen, der både kan bruges til at samle oplysninger ind om det man ser på museet, til digitalt at gå på opdagelse i deres samling og til at udfolde sig kreativt.

IMG_3956

Indsamlingen sker ved at der på skiltningen ved genstandende er placeret et mærke som man kan placere sin pen ved og på den måde registrere genstande og når man logge sig ind på museets hjemmeside kan man se de valgte genstande og læse mere om dem.

IMG_3890

IMG_3889

Den digitale udforskning af samlingen sker blandt andet ved et markant digitalt bord i museets ankomstområde. Der kan man for eksempel lave en figur med pennen og se hvad der er i museets samling som har elementer af denne form. Derefter er det muligt at læse mere om det værk eller se andre værker det minder om.

IMG_3835

IMG_3836

IMG_3837

Bordet har både legende og oplysende elementer og også den gode brugbarhed, at det er nemt at se, hvad de andre får frem. Hvis man kommer sammen med andre på museet, så er det dermed nemt at dele oplevelsen med hinanden.

IMG_3848 (2)

I et rum om tapeter er der særligt fokus på egne frembringelser med pennen. Midt i rummet er der en skærm, som det er muligt for to brugere at benytte samtidigt. På skærmen kan man enten få vist tapeter fra museets store tapetsamling eller prøve kæfter med selv at gøre det som tapetdesigner – og den dag jeg besøgte museet var det det sidste som skærmen blev brugt til.

IMG_3874

Når mønsteret var klar til at blive set som tapet kunne man få det op på to af rummets vægge.

IMG_3884

IMG_3892

Brugen af Cooper Hewitts pen

Hvordan bliver et ambitiøst digitalt element som pennen brugt? Cooper Hewitt har været så generøse at dele at nogle af deres observationer med os. Pennen blev introduceret på museet i marts 2015 og efter et halvt år gjorde museets status over brugen af pennen i blogindlægget 5 months with the Pen: data, data, data (tak til Charlotte S H Jensen for at gøre mig opmærksom på dette). Undersøgelsen viste, at der var en stigning antal besøgende, som bruger pennen (fra 33 % ikke-brugere til ca. ca. 20 % ikke-brugere), og at der også var en stigning i både brugen med at indsamle genstande og at lave egne produktioner. På museets statistik site https://collection.cooperhewitt.org/stats/ (22.12.2016) oplyses, at pennen indtil videre er givet til 219.302 besøgende, og at der er indsamlet 10.208.574 objekter med den (45,55 objekt per pen) og skabt 212.072 design (0,97 design per pen).

IMG_3882

Undersøgelsen 5 months with the Pen: data, data, data beskriver, at ca. 1/3 af dem, som brugte pennen valgte at logge ind og se det data de havde indsamlet, og at museet gerne vil gøre denne digitale genbesørgelsesdel større. Hvordan de har arbejdet med det kan man læse i et andet blogindlæg Iterating the “Post-Visit Experience” der er en fin beskrivelse af hvilke design- og brugermæssige udfordringer museet syntes der var med at få gæsterne til at bruge den indgang billetten er som login til det digital genbesøg. I det hele taget er museets https://labs.cooperhewitt.org/ et godt site, hvis man er interesseret i at følge, hvordan museet arbejder med digital formidling og interaktion.

IMG_3898

Museum of the City of New York

I et blog indlæg fra januar 2016 beklagede jeg at New Yorks bymuseum ikke havde prioriteret en god oversigtsudstillingen. Men med New York at Its Core, der åbnede i november 2016 er det nu en god mulighed for at få et godt overblik over byens historie. Det er samtidigt en fint opstillet udstilling med en varieret brug af digitale formidlingsgreb.

IMG_3764

Udstillingen består af tre afdelinger, Port City 1609-1898, World City 1898-2012 og Future City Lab. I de to første historiske dele af udstillingen Port City og World City, er store animerede kort markante introfortællinger til rummene.

DSC_0953 (3)

Der er fokus på forskellige emner som Density, Dervesity og Money og udviklingen i byens forskellige dele bliver vist på det digitale bykort i hver afdeling.

Andre steder i Port City og World City delene af udstillingen er der er afsnit med genstande og i de afsnit bliver der henvist til personer som genstandene eller emner i afsnittet relatere sig til. De personer kan man undersøge nærmere i nogle skærme i rummene.

DSC_0951

DSC_0943

Skærmene nemme at forstå og har en feature jeg umiddelbart blev betaget af. Når med skal videre med flere informationer skal man svipe fortsættelsen op og følelsen af at bladre understøttes ved at den valgte tekst eller det valgte billede starter på skærmen under før den kommer op på hovedskærmen.

Det digitale er i form af store projektioner også en markant del i scenografien i rummene, særligt i World City afsnittet, både på bagvæggen og som en centralt visuelt installation i rummet.

DSC_0952

Future City Lab, udstillingens afdeling om fremtidens New York, har to markante digitale elementer. Det en er en stor installation, hvor der bliver vist billeder, udsagn og film om emnerne Making a Living, Living Together, Housing a Growing Population, Living with Nature og Getting Around.

IMG_3766

Det er envejskommunikation, men skærmens samlede størrelse og udformning gør at oplevelsen bliver en helt anden end at får informationen på en vanlig pc skærm. Et andet fint element ved installationen er, at det er nemt som en gruppe at se præsentationerne sammen.

IMG_3807

I en anden del af denne New York Future City afdeling kan man selv udfolde sig som byplanlægger. Man kan vælge en område af byen og som i et sims eller lignende spil indrettet dem med planter, fliser, vindmøller, legeredskaber, folk og meget mere. Løbende kan man se hvordan går med en score i forhold til biodiversitet, økonomi, oversvømmelsesfare og rekreation.

IMG_3772

IMG_3774

IMG_3782

Når man er tilfreds med landskabet kan det loades op i til museet og det er muligt at se det på en stor skærm i rummet hvor man ved at placere sig selv bestemte steder også kan se sig selv i det skabte bymiljø.

IMG_3794

IMG_3805 (2)

Ved siden af skærmene hvor man skabe sit eget bymiljø er det muligt at læse og søge informationer om emner i Future Lab.

IMG_3781

Som et tredje element i denne del af New York at Its Core er der som en modvægt til de meget tydelige digitale element et bord, hvor det med papir og blyant er muligt at komme med ønsker til byens fremtid. Det var enkelt sat op og ud over brugernes udsagn er er også citater fra markante aktører i byens styre eller udvikling.

IMG_3803

IMG_3804

Brooklyn Historical Society

Både på Cooper Hewitt og i New York at Its Core er de digitale elementer meget tydelige og nogle steder også understedet som virtuelle. Der har Brooklyn Historical Society valgt at gå en helt anden vej. Det er et meget mindre museum, og da jeg besøgte det var der tre mindre gallerier med udstillinger og så det dejligt Othmer Library & Archives, som jeg kun varmt kan anbefale at søge tilflugt i, hvis man er i nærheden af Brooklyn Heigths og har brug for en pause i en meget velassorteret bogsamlingen om byens historie og kultur.

DSC_0176

En af udstillingerne på museet er Brooklyn Abolitionists om bydelens anti-slavery movement fra 1789 til 1863. Langs væggen er der tekster og billeder, og centralt i rummet står en række stationer med en boks med et lærred foran. På boksen er der informationer, ofte om en person i bevægelsen og fra boksen kan der hives et papir ud med ekstra information, f.eks. med en kilde til personen.

IMG_4502

IMG_4499

Denne analoge følelse af interaktion bliver videreført i den digitale formidling ved at indholdet på lærredet foran en kan skiftes ved at hive i de snore der går fra boksen og op i loftet. Det minder lidt om følelsen af at hive et kort frem i geografilokalet, selvom det man gjorde jo egentlig var at skifte indhold på en projektion.

IMG_4495

DSC_0184

Den digitale løsning på det lille Brooklyn Historical Society er langt mindre spektakulær end dem på de to andre nævnte museet, og det er nok ikke en løsning, der rammer omtalen eller notitserne i mange museums- eller teknologi-blogs. Men oplevelen i Brooklyn er en jeg tænker tilbage på som et særligt elegant digital formidlingsløsning og det fra indtryk i en lille uge, der bød på mange fine og dyrt tilkøbte formidlingsgreb. Museet er et reelt rum vi bevæger og orientere os i med vores egne sanser og krop som målestok. Det grundvilkår prøvede udstillingen om abolitionisterne ikke at omgå, men i stedet at tilpasse ustabiliteten i deres digitale element til og det var med til at gøre denne løsning elegant.

IMG_4507

Link

Cooper Hewitt, Smithsonian Design Museum
https://www.cooperhewitt.org/

Cooper Hewitt lab indlæg 5 months with the Pen: data, data, data:
https://labs.cooperhewitt.org/2015/5-months-with-the-pen/

Cooper Hewitt lab indlæg Iterating the “Post-Visit Experience”:
https://labs.cooperhewitt.org/2015/iterating-the-post-visit-experience/

Cooper Hewitt statistik:
https://collection.cooperhewitt.org/stats/

Museum of the City of New Yorks udstilling New York at Its Core:
http://www.mcny.org/nyatitscore

Brooklyn Historical Society:
http://brooklynhistory.org/

Tidligere indlæg i bloggen om blandt andet Museum of the City of New Yorks:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/01/08/byhistorie-i-helsinki-newcastle-og-new-york/

Dette er et andet indlæg fra en et besøg i New York i december 2016, det første kan læses her:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/12/17/det-talte-ord-i-new-york-tenement-museum-one-world-observator

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Kunst, Udstilling

Det talte ord i New York – Tenement Museum, One World Observatory m.fl.

At få fortalt en historie er godt. Der kan være et helt særligt nærvær ved at stå over for et levende menneske, som netop til den gruppe man er i, tilrettelægger en fortælling med passende pointer. Rundvisningen, foredraget mv. er noget langt de fleste museer har, men af mandskabsmæssige grunde tilbydes det oftest kun ved særlige lejligheder eller som en tilbud, der kan tilkøbes.

Tenement juli 2015 IMG_7569

Tenement Museum

På Tenement Museum i New York er rundvisningen den primære formidlingsform. Museets omdrejningspunkt er opgangen Orchard Street 97, der blev bygget i 1860’erne og som var beboet frem til 1935 hvor opgangen blev spærret af på grund af nye brandregler. I 1988 blev denne historiske lomme opdaget af to historikere og borgerettighedsaktivister, der så en mulighed i, at dette sted kunne bruges til at fortælle om socialhistorie og indvandringens historie i USA. Det blev lavet research i bygningens og beboernes historie og i 1992 kunne Tenement Museums første genskabte lejlighed åbne. De ca. 7000 indbyggere, der nåede at bo i Orchard Street 97 mellem 1863 og 1935 var ligesom de andre indbygger i Lower East Side i den periode primært indvandrere til USA, og gennem dem kan der fortælles personlige historier, men også en større historie om rejsen fra fattige kår i Europa og troen på en drøm og et bedre liv, der nu ikke automatisk kom med ankomsten til Amerika.

IMG_4181

Orchard Street 97

De rundvisninger jeg har oplevet på Tenement Museum bestod af, at man først hørte om husets historie og kom ind i et ”ruin room” et tomt rum, hvor der blev fortalt om de materiale spor rummene og huset har. Derefter fortsatte rundvisningen over i nogle rum, hvor nogle af beboernes lejlighed er genskabt og man høre om deres liv. De fleste af turene i Tenement Museum varer fra 60 til 90 min. De gør det godt, og museet har de sidste år også udvidet med rundvisninger både i bygningen og som byvandringer i kvarteret. For 5 år siden var der omkring 20 rundvisere oftest på deltid og det tal er nu oppe på knapt 70 tilknyttede deltids rundvisere. Antallet af ture de tilbyder er nu mere end fordoblet og der er udvidet af ture til både skolebørn og til den almindelige offentlighed.

IMG_4184

Alle rundvisninger starter fra museets butik. Den torsdag jeg og to kollegaer besøgte museet var der ca. 35 rundvisninger at vælge imellem og en af dem vi valgte var Sweatshop workers rundvisning med Lindsay, der står med det gule skilt.

Hvad er det de gør, som er godt? Grupperne er på omkring 15 personer og det jeg har oplevet er, at de hurtigt fanger os, som er på tur. Alle deltagere skal kort præsentere sig med navn og hvor man kommer fra og flere tilføjer også om de har en særlig grund til at være det. Alt det bruger rundviseren så den næste time til at målrette fortællingen og lægge spørgsmål og emner ud som os besøgende kan gribe, kommentere på eller bruge til at dele egne familiehistorier.

Da jeg besøgte Tenement Museum blev vi før vi gik ind i selve opgangen bedt om at være forsigtig med at røre de gamle vægge og ikke at tage billeder undervejs. Senere da jeg snakkede med en fra museet om deres praksis blev jeg bestyrket i min fornemmelse for, hvorfor at der var denne billedpolitik. En væsentlig grund er, at gæsterne på rundvisningen skal koncentrere sig om turen og samværet i stedet for at have fokus på at tage gode billeder eller dele øjeblikket på sociale medier. Den måde museet synes, at de kunne sikre det på var ved at lave et generelt billedforbud i forbindelse med rundvisningen i selve bygningen.

Museet er klart over, at rundvisningsoplevelsen skal være god og investerer også løbende i omvisernes evner. I mit møde på museet hørte jeg om deres praksis med faste faglige månedsmøder med emner som de tidsperiode de formidler eller den nyeste udvikling i immigrationsmønstre. Noget museet vægter lige så højt i guidernes træning er andre månedlige møder om formen og fremstillingen. Et emne de for eksempel lige havde haft møder i mindre grupper om er, hvordan guiderne skulle forholde sig, hvis de af gæster blev præsenteret over for nogle af de urigtige fortællinger om indvandringens historier i USA, der bl.a. har været fortalt i debatterne omkring den nylige amerikanske valgkamp. Her var diskussionen på møderne ikke om hurtigt at modbevise urigtighederne og dermed risikere at starte en konfrontatorisk diskussion, men hvordan, at rundvisningen ikke kom til at handle om det udsagn, og hvordan at rundvisningen stadig kunne blive en god og faglig informativ oplevelse for gruppen. Tilgangen til formen var også meget vigtigt, når guiderne skulle vælges til jobbet. De skulle kunne modtage kritik og havde flair for at gribe en gruppe.

Disse overvejelser og denne praksis er jo ikke en radikal nyskabelse til tilgangen til den mundtlige formidling, men det er bestemt lærerigt at besøge museet og tale med folk fra Tenement Museum og se hvordan, at en opmærksom politik og tilgang til emnet kan give gode resultater.

Tenement Museum er et bestemt besøg værd, men som jeg har beskrevet i et tidligere blokindlæg Byhistorie i Helsinki, Newcastle og New York er det også et sted efter min mening, der i disse offentlige rundvisninger er bedre til at fange voksne end til at fastholde interessen hos en yngre målgruppe.

DSC_0111 (4)

Tæt ved Lower East Side ligger Financial District, blandt andet med en af New Yorks nye markante bygninger, One World Trade Tower, hvis spir der gør det til byens højeste.

One World Observatory

Ud over Tenement Museum fik jeg i sidste uge også besøgt andre steder i New York, der bruge den mundtlige formidling. Et sted som gjorde det på en lidt anden måde er One World Observatory, der lå øverst i One World Trade Center, den højeste bygning i byen og en del af i genskabelsen af området omkring Ground Zero. Efter en spektakulær elevatortur 100 etager op og en kort introduktionsfilm kommer man til hovedattraktionen, udsigten til alle fire verdenshjørner over New York City.

IMG_4132

På toppen var var der ud over udsigten naturligvis også en souvenirshop og cafe, men også installationen City Pulse, en række skærme med bænke foran. I midten af ringen af skærme kunne der stå en fortællinger og bruge skærmene til korte 5 min. foredrag.

IMG_4119

Jeg så en præsentation af New Yorks historie. Det var en kort, men en fin introduktion, som gav oplysninger der kunne bruges, når turen gik tilbage til udsigten og overblikket over The Big Apple.

DSC_0043

Når City Pulse ikke var bemandet viste den korte statement med trivia-viden om byen, samt skiftende billeder, hvor nogle af dem formodentlig var brugergenereret.

DSC_0046

City Pulse installationen uden bemanding

IMG_4128

med skiftende billeder og korte statement om udvalgte begivenheder i byens historie.

IMG_4143

City Pulse installationen kunne også købes som souvenir i butikken i form af en billedramme.

September 11 Memorial & Museum

Jeg besøgte også naboen 9/11 Memorial & Museum. Der er det talte ord brugt som vigtige dele af formidlingen i form af det kildemæssige levn som medierne intense dækning af terrorangrebet 11. september 2001 er. Det er vurderet af ca. 2 mia. mennesker, omkring 1/3 af jordens befolkning, så optagelser eller reportager fra begivenheden enten i real tid eller i senere gengivelser samme dag. Det er nok den største globale kollektive erindring endnu set – og det hele var bundet op på nyhedsdækningens lyde og billeder.

IMG_4201

Undervejs i nedgangen til udstillingsområdet bliver man mødt med genkendelige lydklip for alle os mange der med ængstelser fulgte nyhederne den 11. september 2001.

Fra første færd i selve udstillingsområdet, der ligger under jorden ved siden af mindesmærkerne, er der fokus på lydsiden. Der er et greb der bruges flere gange i udstillingen, men lydbidderne har mere karakter af vidnesbyrd, erindringsvækkere eller stemningslyde end de er en egentlig mundtlig formidling.

IMG_4237

Rundvisning der gør et holdt ved en brandbil som deltog i redningsarbejdet

Den mundtlige formidling sker til gengæld på de mange rundvisninger, der er på museet og som de besøgende mod ekstra betaling kan tilmelde sig samme dag, hvis der er plads. Jeg valgte dog ikke en rundvisning, men i stedet en audioguide. Det er ellers et medie jeg oftest undgår, da det efter min mening gør det helt modsatte end at understøtte et af museernes store forcer, der sociale og refleksionerne sammen med dem man besøgerne museerne med. Men den dag var jeg alene på tur og blev også fristet af, at fortælleren rundt på turen var en af de cooleste skuepiller fra byen: Robert de Niro.

IMG_4230

Hans stemme er fantastisk og han gjorde det bestemt godt. Tilrettelæggelse af audioguiden var også god. Robert De Niros baggrund som New York’er blev bevidst brugt, så han kom til at virke som en lokal, der lige viste en rundt, når man nu alligevel var mødtes. Undervejs introducerede han den lyttende til andre personer og stemmer, der havde med begivenheden eller stedet at gøre: en fotograf der var tilstede 11/9, redningsmandskab, en arkitekt tilknyttet skabelsen af museet mv. En anden fin ting ved audioguiden var, at man også kunne vælge at få teksten frem, så dem der hellere ville læse fortællingerne kunne gøre det.

IMG_4213

Et stop ved både rundvisningerne og audioguiden er “Survivors’ Stairs”, som mange brugte for at komme ud på Vesey Street og væk fra World Trade Center komplekset.

New York Transit Museum

Et sidste eksempel på mundtlig formidling jeg mødte på turen til New York var ”ekspertskærme”, dvs. skærme, hvor en person (en ekspert, et vidne mv.) kan aktiveres og fortælle om et emne i udstillingen. Fra de hjemlige himmelstrøg er disse skærme blandt andet kendt fra forfatterpræsentationer på bibliotekerne, fra Moesgaard Museums flittige brug af dem, men også fra Den Gamle Bys håndværkerudstilling, Zoologisk Museums Darwin-udstilling, SMKs afdeling for ældre europæisk kunst og mange andre steder.

IMG_4419

Bringing back the City udstillingen i New York Transit Museum

Der hvor jeg mødte ekspertskærmsprincippet i New York var på New York Transit Museum, der er et museum dedikeret til byens busser, subway og offentlige transport. I museets udstilling ”Bringing back the City” om hvordan byens offentlige trafik fungere, når der er kriser i byen, der var det ikke videnskabelige eksperter, der blev brugt på skærmene.

IMG_4420

I udstillingens del om 11. september 2001 kunne forskellige vidneudsagn fra begivenheden vælges

IMG_4421

og en af dem var buschauffør Beverly Chrisholms beretning om at få hjælpemandskab frem til katastrofeområdet.

Udstillingen fortæller bl.a. om store strømafbrydelser, orkanen Sandy og 11. september 2001 og dem man møder på skærmene er almindelige informationsmedarbejdere, buschauffører m.v. der fortæller om deres oplevelser, og om hvordan de håndterede den krise de pludselig var blevet en del af. Det var godt og nærværende fortalt og ligesom ved audioguiden på 9/11 Museum havde de det fine element, at det de fortalte også kunne læses.

De digitale adaptioner af foredraget eller rundvisningen jeg mødte på turen var fint gennemtænk, men de kan ikke erstatte det engagement jeg henholdsvis mødte på toppen af One World Trade Center eller i de genskabte lejligheder på Orchard Street 97. Det personlige møde kan noget særligt.

img_4121-2

Link

Tenement Museum:
http://www.tenement.org/

Tidligere indlæg i bloggen om blandt andet Tenement Museum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/01/08/byhistorie-i-helsinki-newcastle-og-new-york/

One World Observatory:
https://oneworldobservatory.com/

September 11 Memorial & Museum:
https://www.911memorial.org/

New York Transit Museum:
http://www.nytransitmuseum.org/

1 kommentar

Filed under Diverse, Udstilling, Digitale medier, In situ, Kulturhistorie

Byhistorie i Helsinki, Newcastle og New York

Byhistorie er sagen. De sidste år er der åbnet større byhistoriske udstillinger om bl.a. Vejles og Odenses historie, og i 2017 og 2018 åbner nye ambitiøse udstillinger om landets to største byer Aarhus og København. Udstillingen om Aarhus’ historie er jeg selv involveret i sammen med andre kollegaer fra Den Gamle By. Vi har både privat med familie og sammen gennem arbejde fået set en del bymuseale udstillinger i de sidste år, både herhjemme og i udlandet, og for at være ærligt, så er de ikke alle lige spændende eller godt udført. 2015 bød for mit vedkommen blandt andet på rejser til Helsinki, Newcastle og New York, og når man nu var der, skulle det lokale bymuseum også besøges.

Helsinki City Museum

Helsinki City Museum

Helsinki City Museum
Helsinki Museum består af fem museer og en sjette afdeling åbner i år til maj. Jeg besøgte afdelingen Helsinki City Museum, der ligger central på gaden Sofiankatu nær Senatstorvet og Domkirken. Det er den afdeling, som har mest fokus på byens historie. Museet har ikke en fast udstilling, og da jeg besøgte museet i juni viste det særudstillingen Mad about Helsinki, som var delt op i to afdelinger. På stueplan var der fokus på steder i byen og på 1. sal var der fokus på personer og ud fra deres historie blev der fortalt om byen.

Martin iPhone 068

Der var gratis adgang til museet, men udover en skoleklasse var der ikke mange besøgende den hverdag i juni. Jeg vil også skyde på, at jeg var den eneste turist, men udstillingen var heller ikke af en type som gav et overblik over byen for nogen som ikke kendte Helsinki på forhånd.
Der var nogle fine formidlingsmæssige greb i udstillingen som for eksempler projektioner af de portrætterede personer på første sal ved genstande, der også fortalte deres historie. Flere af dem var gengivet gennem skuespillere i fuld størrelse og grebet var med til at bebo udstillingsrummet.

Martin iPhone 087

På museet kunne man godt få en fornemmelse af, at Helsinki Museum som institution gerne vil være aktive i byens rum og gerne vil bruges af byens borgere. Anden sal var et åbent fotoarkiv og i udstillingen blev der også præsenteret en app fra museet, hvor man selv kunne anbefale steder eller liste det i byen som man måtte være ”mad about”.

Martin iPhone 107

Billedarkivets læsesal som var en del af museet

Mad about Helsinki app

Mad about Helsinki app’en som der blev reklameret for på museet

Newcastle Story
I Newcastle fortælles byens historie noget mere samlet på Discovery Museum, der er en del af den større organisation Tyne and Wear Archive and Museums. I Discovery Museum er det særlig den permanente udstillinger Newcastle Story som fortæller om byen. Udstillingen er en kronologisk og systematisk gennemgang af byens historie fra romerne og frem til det 20. århundrede.

DSC_0065

DSC_0072

Det er en meget gennemført udstilling, hvor hvert afsnit frem til 1900 har en indgangsportal med den samme type oplysninger om periodens vigtige begivenheder, byens størrelse, hvad man kan se af bygninger mv. fra perioden og udvalgte fun facts eller nasty facts.

DSC_0075

Hvert tidsafsnit i Newcastle Story starter med en portal hvor udvalgte oplysninger om perioden vises

DSC_0077

Portalens ene side

DSC_0079

Med oplysninger byens udstrækning og vigtige kendetegn i perioden

DSC_0080

Hvilke bygninger fra perioden der stadigt kan ses i byen

DSC_0081

Og en udvalgt Fun Fact – her at nogle bagere tilførte sand i brødet

DSC_0082

Afsnitsportalens anden side har en tidslinje for perioden

DSC_0083

Og en Nasty Facs – her at arsenik var en kur mod pest

I hvert afsnit er der en eller flere dramatiserede historie og et gennemgående træk er også et børnespor. Derudover har udstillingen et væld af initiativer i bedste engelske stil af interaktive elementer og hands-on.

DSC_0110

I afsnittet om Victoria-tiden er der et rum med genstande og en skærm hvor man kan vælge at høre udvalgte personers historier

DSC_0125

Og historierne henviser så til en genstand i rummet, f.eks. denne legetøjselefant

En slags hands-on i udstillingen var en installation om brændmærke-straf i middelalderen. En lyd i loftet har en overraskelseseffekt, og det er et fint eksempel på brug af flere sanser i en udstilling.

DSC_0091

Punishment installationen i udstillingens middelalderafsnit. Hvordan at lyd er integreret som et overraskelseselement kan ses i videoen herunder.

Alt i alt gør det Newcastle Story til en meget informationsmættet udstilling, men også en meget larmende og noget skematisk udstilling i hvert fald frem til det 20. århundrede, hvor den skifter stil og både bliver med flere genstande, afsnit og filmmateriale.

DSC_0129

DSC_0153

Newcastle Story har nogle år på bagen og virkede utvivlsomt meget moderne og fremsynet, da den åbnede, men nogle af de ”moderne” greb med farver og opsætning gør også, at den i dag kan virke lidt old news. Museets mange muligheder for hans-on og aktivitet gør også at der er et stort slid – og helt tydeligt en slid der er større end museets vedligehold kan følge med. Det er også med til at få den og nogle af museets andre udstillinger til at virke lidt brugt og gammelt.

DSC_0068

De er ikke beskedne i udstillingen med at vise hvor man kan opleve hvad, f.eks. at der her er en fortælling

DSC_0142

Lyd var der i det hele taget rigtigt meget af i udstillingen. Også her hvor man kunne vælge fortællinger fra bydelen Walker.

DSC_0159

Og en fortælling til (hvis man skulle have overhørt det)

Men Newcastle Story giver en god og sansemættet indføring i byens historie. Udover Newcastle Story viser Discovery Museum også en række andre udstillinger, der også fortæller om elemeter i byen. Destination Tyne fortæller om migration til Newcastle de sidste 200 år, og Story of Tyne fortæller om havnen og flodens betydning for byen.

DSC_0175

En hands-on aktivitet om skibsbyggeri i Story of Tyne udstillingen

DSC_0256

I Destination Tyne udstilles genstande og fortælles om udvalgte emigranter til Newcastle-området

DSC_0276

Og udstillingen slutter med at man selv kan skrive sin hjem- eller migrationshistorie

New York – fragmentariske fortællinger
New York er en af de byer som man gennem populærkulturen allerede kender før man ankommer til den og en tur gennem byen er fyldt med scener og steder man allerede har set på film eller hørt om i sange, litteratur, nyhederne eller historiebøgerne. Det må være en overvældende mængde for byens Museum of the City of New York at formidle.

DSC_0097

Særudstillingen Folk City på Museum of the City of New York viser blandt andet hvor Bob Dylan, Pete Seeger og Woody Guthrie boede og havde deres tidlige koncerter.

Den tilgang museet har valgt at benytte minder mere om grebet i Helsinki end i Newcastle. Da jeg besøgte museet i sommers viste de udover en 22 min lang film, der var en gennemgang af byens historie, en række udstillinger som beskrev enkelte aspekter af New York. Der var blandt andet en om en om byens laug i slutningen af 1900-tallet, en om Activism i New York og en række særudstillingen blandt andet om Folk music i 1950’erne og 1960’erne, Hip-hop i 1980’erne, en om designeren Paul Rand og en om nogle af de steder og bygninger, der de sidste 50 år er blevet bevaret gennem Landmark Law.

DSC_0116

Actism New York var en grundig og noget teksttung gennemgang af mange af byens Citizen movement – blandt andet om cyklisme.

DSC_0125

En helt anden udstilling var om designer Paul Rand, der var født i Brooklyn og derfor et emne for en udstilling på museet.

Filmen Timscape giver et samlet billede af byens udvikling, men hvis man i eget tempo vil fordybe sig til den righoldige historie, kan det kun lade sig gøre hvis det er indenfor et af de særemner, som museet har valg at fokusere på.

IMG_7620

Biografen i Museum of the City of New York hvor filmen Timescape gennemgik byens historie på 22. min.

IMG_7587

Fra udstillingen Guilded New York, der som de andre udstillinger på museet var håndværksmæssigt og finishmæssigt godt lavet

Der er utvivlsomt beboere i byen, der har glæde af at vende tilbage til museet og løbende se nye udstillinger, som behandler nye aspekter af byens historie, men jeg synes det er en synd og en skam, at der ikke blev gjort et forsøg på et samlet udstillingsgreb om byens righoldige historie. Et enkelt sted, hvor der er taget tilløb til en samlet kalejdoskopisk greb på hvad NYC er, er i museets trappeopgang, der med en pågående sort/hvid grafik har et væld af citater fra berømtheder om hvad byen er og har været.

IMG_7636

Trappeopgangen der var veloplagt udsmykket med citater om New York

Tenement Museum

I New York besøgte jeg besøgte også Lower East Side Tenement Museum, hvilke på nogle punkter var en fremragende oplevelse med vigtige byhistoriske fortællinger. Museum ligger i Lower East Side nær Little Italy og Chinatown og er et sted, hvor mange immigranter til Amerika fik deres første bolig og arbejde i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

Tenement Museum

Museet er Tenements – et lejlighedskompleks på Orchard Street 97, der blev bygget i 1865 og hvor alle etager på nær stueetagen måtte forlades i 1935, da ejeren ikke ville lave de lovpligtige forbedringer. På det tidspunkt havde over 7000 mennesker boet i ejendommen. Bygningen stod tom frem til 1988, hvor museet blev etableret. Blandt andet historikerer fra Columbia University igangsatte et storstilet researcharbejde om hvem der havde boet i de forskellige lejligheder og hvad deres historie var, og de første museumsgæster kunne besøge museet i 1992. Den eneste måde, som man kan opleve museet på er gennem guidede ture for grupper på op til ca. 30 personer. Turene går til lejligheder i bygningen eller rundt i kvarteret og giver gennem stederne og det talte ord gode indføringer i New York i den periode og dermed grundlaget for byens smeltedige-kultur, diversitet og storhed. Jeg kom på Sweetshop Worker turen der gik til to lejligheder, hvor der havde arbejde skræddere i slutningen af 1800-tallet. Der var en rigtigt god guide, der hurtigt fik spurgt ind til hvem vi i selskabet var, så hun kunne gøre turen så relevant som muligt, men det var ture primært til et på forhånd interesseret publikum. Min ellers meget museumsbegejstrede datter på 11 blev sat på en prøve og der gjorde de andre yngre i selskabet også. Et godt familiemuseum er det ikke.

Tenement Museum

I må nøjes med dette billede af Orchard Street 97, som er kærnen i museets fortælling. Det var ikke tilladt at tage billeder inde i huset eller under rundvisningen.

Jeg forlod Tenement Museum med en ide og ny viden om noget af det som har gjort New York til den by den er. Den samme intense aha-følelse havde jeg ikke efter besøget på Museum of the City of New York. Det tror jeg dels skyldtes museets opsætninger, der var pæne, men ikke overraskende eller meget aktiverende, men først og fremmest at museet udover i filmvisning ikke prøver at lave et greb, hvor de giver en samlet fortælling, der fremhævede noget eller nogle markante udviklingstrin i byens historie. Det er for meget ta’ selv bord uden den nødvendige forklaring eller overblik over retterne.

IMG_7643

Udstillingen Saving Places – 50 years of New York City Landmarks, der fortalte om nogle af de bygninger som lovgivning havde reddet fra nedrivning. Mange steder i den udstilling var der en forudsætning om, at bygningerne og deres placering og betydning på forhånd var kendt for den besøgende.

IMG_7585

En af genstandene i udstillingen Folk City – om folk music scene i byen: Bob Dylans original manuskript til Blowin’ in the Wind. For mig var det en genstande og en historie, der havde noget svung over sig.

Det var samme tilgang til byhistorien som i Helsinki. Personlig synes jeg ikke, at det giver de bedste byhistoriske fortællinger. Jeg synes bestemt, at bymuseer skal have skiftende udstillinger som kan tage et emne op, men disse udstillinger skal være bakket op af en samlet udstillingen om byens historie. En samlet fortælling er både til glæde for byens borgere, deres gæster og for de turister, der kommer til byen og på egen hånd skal sætte sig ind i, hvor de er og hvorfor byen ser ud og virker som den gør.

Link

Helsinki City Museum:
http://www.helsinginkaupunginmuseo.fi/en/museums/helsinki-city-museum/

Newcastle Story i Discovery Museum i Newcastle:
https://discoverymuseum.org.uk/whats-on/newcastle-story

Museum of the City of New York:
http://www.mcny.org/

Lower East Side Tenement Museum i New York:
https://www.tenement.org/

 

3 kommentarer

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Plimoth Plantation. Amerikanske open air museer 6

I sommer besøgte jeg en række open air museer i USA – det sidste af dem var Plimoth Plantation i Massachusetts.

DSC_0798

Plymouth er vigtigt sted i USA’s historie. Det var her, at en af de første grupper af engelske bosætter i 1620 kom med skibet Mayflower. Det var i denne koloni af den første fejring af høsten, Thanksgiving, blev afholdt af bosætterne – også kaldet pligrimmene – sammen med høvding Massasoit fra Wampanoag stammen. Historien om de gudfrygtige kolonister, der skabte et eget område med egne love og demokratisk valgte ledere inspirerede samtidens tænkere som John Milton og John Locke og kom til få en vigtig betydning i dannesen af flere amerikanske stater og den amerikaske selvforståelse.

Alle besætningsmedlemmer på Mayflower er undersøgt af historikere og interessen for gruppen og dens historie ses også ved, at der siden 1897 har været et Mayflower Society som man kan blive medlem af, hvis man kan spore sin familie tilbage til en af de 102 passagerer som ankom til Amerika i 1620.

DSC_0789

I 1947 grundlagte en arkæolog med det eventyrlige navn Henry Hornblower II open air museet Plimoth Plantation ved byen Plymouth. Tidligt brugte museet greb fra teateret med aktører, der spillede scener fra pligrimmenes historie. I slutningerne af 1960’erne besluttede museet at gå en ny vej der gjorde, at det blev et museum der international blev lagt mærke til. Museet ville fremstå som året 1627. Montre, mannequiner, skilte og andre elementer, der ikke passede i 1620’erne blev fjernet og gradvist erstattet med rekonstruktioner og levende aktører som formidlede. I 1970’erne blev konceptet forfinet med mere konsekvent 1. persons formidling, det vil sige at personerne agerer som levede de tilbage i fortiden.

DSC_0809

Museet er løbende blevet udvidet og består i dag blandt andet af 1620 bosættelsen, en Wampanoag lejr, et Craft Center, en fungerende mølle, en lade med dyr og en rekonstruktion af det gode skib Mayflower.

Plimoth Plantation var det sidste open air museum på min rundtur i USA og et besøg jeg så frem til. Museet er særlig kendt for sit kompromisløse 1. persons formidling og for museets meget grundige research omkring de 1600-tals personer der gestaltes. Den velinstuderede 1. persons formidling er dog ikke museets eneste formidlingsform, og også i de andre måder som museet møder publikum på oplevede jeg en meget gennemført tilgang.

DSC_0775

Wampanoag indianerne og Craft Center

Det første afsnit man som besøgende møder efter indgangsbygningen er Wampanoag indianers lejr. Det greb museet bruger her er at aktørerne primært har en Wampanoag etnicitet eller også tilhøre de en af de andre native nations. Aktørerne er i dragter, men ikke i en historisk karakter. I stedet for at det kun er historien om dengang der formidles, er det en historie om indiansk identitet i dag og om vejen frem til i dag.

DSC_0779

De aktører jeg talte med var imødekommende, men ved at det var aktørernes etnicitet, der blev udstillet var det lidt som at trænge ind i en privat sfære. Samtidigt syntes jeg, at det var lidt akavet at indlede en snak om Wampanoag indianerne i dag, når de stod der i ikke-nutidige, men traditionelle dragter. Ifølge dagens program som den service mindede og imødekommende billedsælger havde giver os, så kunne vi have deltaget i kanobygning og fiskenetsproduktion, hvis vi var blevet i lejren, men vi fortsatte i stedet videre ned til museets Craft Center.

Craft Center er en moderne bygning med formidlingsstationer, hvor håndværkere og aktører i morderne tøj sagligt og imødekommende fortæller om det håndværk eller aktivitet de laver. Den dag jeg besøgte museet var det bl.a. muligt at se en pottemager og en lysestøber i aktion. Der var også et bageri i bygninger, der lavede brød til aktørerne og som man kunne snakke med om brød og bagning blandt pilgrimmene.

IMG_7400

IMG_7402

1600-talsbosættelsen

Rundt om den genskabte 1600-tals landsby er der en palisade og vejen ind til bebyggelsen går gennem fortet, der også var det lille samfunds mødested, bl.a. i religiøse sammenhænge.

USA 2015 486

I landsbyen var der folk i gaderne og i mange af husene. Det var kolonisterne fra Mayflower genskabt i dragt og i rolle, hvilker man lagde mærke til med det samme, da de hilste på en – det skete nemlig ikke med amerikansk accent, men med en genskabt 1600-tals sprogtone. I de første huse jeg besøgte var det fascinerende at møde aktørerne og se hvordan at de svarede for sig som 1600-tals personer, og hvordan de agerede som bosættere i denne store fremmede land.

DSC_0802

Efter et par huse var mødet ikke længere så interessant og kunne komme til at virke lidt som en gentagelse – også fordi deres indlevelse og sprogtone var så markant. Lidt forandring kunne være godt – og det kom der også.

I et af husene sad Molly – en af museets curators. Hun var i morderne profiltøj fra museet og var en slagts mediator, der svarede på spørgsmål om livet dengang. Gennem hende fik vi at vide, hvordan de rekonstruerede genstade til husene, og at de samarbejdede med sprogforskede i udviklingen af den type engelsk de enkelte kolonister havde.

DSC_0814

Hvis man gennem de historiske kilder vidste, at en kolonist kom fra Bristol blev den aktør der skulle agere vedkommende lært op i 1600-tals Bristol accent osv.. Molly fortalte også at de hvert år skiftede ”kolonist” for ikke at deres rolle skulle blive en sovepude og for at få nye udfordringer.

I et andet hus sad Ian også moderne profil tøj. Han fortalte om hvilken mad 1600-tals New Englænderne kunne have spidst. Han viste råvare og havde kopier opskriver eller kilder fra tiden, der omtalte mad eller fødevarer.

IMG_7415

IMG_7418

Det var fint gjort dog med den store mangel, at man ikke kunne smage på noget af maden. Af formodentlige helbredsmæssige årsager måtte vi ikke spise noget af det. Det var ikke kun på Plimoth Plantation af jeg mødte denne regel, der var på alle de open air museer, hvor aktører eller formidlere lavede eller fortalte om maden.

DSC_0817

En sidste type personbåren formidling mødte vi i fortet på vej ud af beboelsen, Det holdt en af museets historiker et foredrag om kolonisterne religiøse ceremonier. Det var et stringent og meget sagligt foredrag, der varede en lille halv time.

DSC_0833

Jeg besøgte museet uden børn, men kunne se at der var aktiviteter rundt omkring til den yngre målgruppe så som 1600-tals skriveøvelser og mulighed for at prøve stylter. Hvis jeg var blevet på museet længere kunne jeg også have oplevet den børneorientere aktivitet Millitia Training in the 17th Century.

Museumscafeen serverede retter ”inspired by food from Wampanoag and English Colonial traditions” men jeg var på tur med en god ven med italienske aner og vi havde opsporet et lækker italiensk sandwichsted i byen – og det kunne museets cafe ikke konkurrere i mod. Nogle gange vil den sikre gode kulinariske oplevelse vinde over den historiske gennemførthed – for det at være på museum er også at have taget en dag ud og nyde det.

Et gennemført museum

Plimoth Plantation er bestemt et besøg værd. Museet lægger meget vægt på den mundtlige formidling. Jeg oplevede ved mit besøg et veritabel katalog af muligheder inden for den genre fra 1. persons formidling, etnisk identitetsorientere dialog (ved Wampanoag-lejren), demonstration af håndværk, foredrag og behind the scenes talk. Som museumskollega måtte jeg tage hatten af for stedets grundige og kompromisløse tilgang til genskabelse af fortiden. På Plimoth Plantation var klædedragterne gennemførte – også skoene hvilket ellers var et særsyn på de amerikanske open air museet jeg har besøgt – og der var lavet en imponerende research i de personer aktørerne skulle levendegøre – helt ned til hvilken 1600-tals engelsk accent de formodentlig havde.

USA 2015 495

Jeg mødte flere personer på museet, der formåede at komme ud og engagere deres tilhørere, men museet kan i sin konsekvente gennemførthed godt komme til at virke lidt lærd og indforstået. Aktørerne taler til en på en lidt mærkelig sprog, og de er meget korrekte i deres opførsel. Der er bestemt meget stemning på museet som tiltaler mange, men jeg vil også tror, at nogle børnefamilier og andre urolige grupper kunne synes, at der er lidt for lidt spas og aktivitet på museet. Der er ingen tvivl om at museet kan være stolte af deres dybe viden, men jeg vil mene, at den viden kunne komme til glæde for endnu flere, hvis de nogle gange så bort fra det korrekte og vægtede det imødekommende endnu mere.

IMG_7407

Link

https://www.plimoth.org/

Denne artikel er den sidste i en række om amerikanske open air museer.

De andre fem kan læses her:

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/15/conner-prairie-acres-acres-of-interactive-awesomeness-amerikanske-open-air-museer-2/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/21/colonial-williamsburg-the-revolutionary-city-amerikanske-open-air-museer-3/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/10/29/frontier-culture-museum-amerikanske-open-air-museer-4/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/11/28/old-sturbridge-village-amerikanske-open-air-museer-5/

DSC_0804

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie

Old Sturbridge Village. Amerikanske open air museer 5

Old Sturbridge Village er et open air museum, der fortæller om det landlige New England i begyndelsen af 1800-tallet. Der er over 40 huse, og museet viser både bymiljø, landbygninger og har også udstillinger med genstandssamlinger. Jeg var på museet med min familie og gode venner fra dette hjørne af New England og vi havde en god dag. Old Sturbridge Village viste sig at være et yderst varieret museum, hvad angår formidlingsformer og forskellige måder at åbne op for historien, særligt til de yngre målgrupper.

IMG_7323

Old Surbridge Village har et velbesøgt skoleprogram, og har som ved denne tovtrækning også aktiviteter for børn, der besøger museet med familien.

IMG_7289

I sommerferien kan børn tilmelde sig ugekurser, hvor de kommer i dragt og tilbage i historien.

A history lesson you never forget

Den åbne og legende tilgang til historieformidling viser sig allerede i indgangsbygningen, blandt andet gennem nogle enkle opsætninger, der gennem spørgsmål og aktiviteter fortæller om kendetegn ved New England.

DSC_0616

DSC_0618

Et andet sted i indgangsbygningen er der et område særligt for børn med udklædningstøj i forskellige størrelser, hands-on aktiviteter og bl.a. en købmandsbutik og en 1800-tals hjem, som kunne bruges som rammerne for legen.

IMG_7297

IMG_7293

Der er også fokus på leg og aktivitet ude på friluftsområdet af museet. Flere steder er der sat legesager til lege, der eksisterede i 1800-tallet sammen med en kort instruktion til legen. Flere gange så jeg, at museets aktører kort demonstrerede legen, når de kom forbi stederne og områderne blev også brugt af museets gæster.

DSC_0654

DSC_0639

Et andet sted er rollelegsgrebet fra indgangsbygningens børnemuseum gentaget ved en legeplads / aktivitetsområde med bl.a. dyrefigurer, hestevogn og skæmtekulisser.

USA 2015 456

Et tredje eksempel på et aktiverende område er et lille hus på vej til savværket, der har titlen Six Simple Machines. Her bliver der vist og demonstreret enkle hjælpemidler som 1800-tallets landbobefolkning også havde glæde af, f.eks. en løftestang, hjulet og en kile. Det er en udstilling uden det store finish og den var også noget slidt, men illustrerer meget godt Old Sturbridge Villages tilgang til at formidle med variation og lægge elementer ind som kan aktivere museets gæster.

IMG_7351

Aktiverende tekst

Er greb jeg så flere steder på museet var tekster med en grad af aktivitet forbundet. Det kunne være at de aktivt opfordrede til undersøgelser eller at informationerne skulle findes ved at løfte noget eller gennem en anden handling.

DSC_0620

I museets kirke ”meeting house” bliver man f.eks. opfordret til at gå ud på museet og finde andre bygninger der havde spor af 1830’erne populære Grecian Style.

IMG_7309

Andre steder på museet er der lavet enkle hands-on løsninger, hvor de besøgende kan læse mere om emner ved at løfte et skilt. Der ses f.eks. på byens advokatkontor, hvor der kan gættes og læses mere om mænds og kvinders rettigheder i 1830’erne.

DSC_0643

I museets indgangsbygning er der flere af den type opsætninger. Et sted er der installationer, hvor der øverst er en model af en bygning som kan besøges på museet, og så er der under det en række skuffer, hvor dele af bygningens historie udfoldes, f.eks. grundplanerne, farvevalg og snedkerarbejdet i huset. Et udemærker greb, der måske kunne have været endnu bedre, hvis de kunne havde været placeret ude ved de enkelte huse.

USA 2015 398

Forrest er kommoden/installationen om et af museets markante bygninger Towne House

USA 2015 401

Skuffen om farver og tapeter. Systemet minder lidt om et lignende i Landesmuseum Halle, hvor forskellige neolitiske kulturer bliver udfoldet på samme måde, bare i et lidt mere gennemført design.

DSC_0686

I selve Town House kan man så irl se de tapeter med videre, der er beskrevet i installationen.

USA 2015 446

Towne House

Living history

Et tredje aspekt der er værd at fremhæve ved Old Sturbridge Village er demonstrationerne af håndværk og levevis gennem levende formidling. De aktører jeg mødte på museet var primært optaget af at demonstrere et arbejde eller gøremål. Det var ikke aktører som foregav, at de levede i den tid museet var sat til at formidle, dvs. for Old Sturbridge Villages vedkommende primært 1830’erne, men de udførte og fortalte om en arbejdsgang fra den tid.

IMG_7321

I Tin Shop, hvor både mester og den unge arbejdsdreng var i værkstedet.

Et sted vi besøgte var smedjen, hvor smedens arbejde og hans udstyr kunne mindede om andre smedjer på andre frilandsmuseer, men aktøren på Old Sturbridge Village var rigtig dygtig,

DSC_0713

I smedjen

Han virkede både som en troværdig og kapabel håndværkere og var bestemt en frem formidler, der bruge effektive kneb med at inddrage os gæster, f.eks. ved at spørge hvor vi kom fra og tale ud fra det – det kunne være med historier fra den egn, eller ved at score point ved at kunne sige smed (eller noget der mindede om) på dansk og hawaiiansk, da der var besøgende fra Danmark og Hawaii.

IMG_7345

Gennem museet flyder en å, der både er med til at gøre museet til idyllisk og mere luftigt. Åen bruges også i museets udformning og formidling, f.eks. gennem savværket og mølledammen. Savværker er også i funktion og vi besøgte det, mens et par af aktørerne med vandkraftens hjælp savede planker ud. Enkelt og virkningsfund formidling, der blandt gæsterne både gav eftertanke om menneskehedens opfindsomhed og de kræfter, der er i naturen.

USA 2015 412

I savværket, hvor mange besøgende fulgte, hvordan at stammen blev lagt tilrette og savet over med hjælp af saven drevet af møllehjulet.

Et tredje living history sted på museet vi besøgte var Pliny Freeman Farm. Det er ikke et hvilket som helst sted, men en markant gård i amerikansk museumshistorie. Det var ved denne farm, at det tidlig leder af Old Sturbridge Village Darwin Kelsey formulerede og gennemførte hans ideer om en gård, der skulle indrettes og drives som i 1830’erne. Grundig research blev lavet i bonden Pliny Freemans liv i begyndelsen af 1800-tallet. Skov blev ryddet, og marker og enge anlagt, så det kunne blive et mere autentisk gårdmiljø fra den tid. Genstande i huset blev også erstattet, så de kunne bruges og så de passede bedre til det udstyr og den levevis en bondefamilie som Pliny Freemans kunne have haft.

DSC_0737

Målet var, at gården skulle indrettes og drives så det blev et levende sted, hvor gæster året rund skulle kunne komme og se hvordan man i 1830’erne levede, dyrkere jorden og holdt dyrene. Projektet blev startet op, men kunne ikke gennemføres helt så ambitiøst. Det blev for mandskabskrævende. Det var samtidigt heller ikke altid lige god formidling når gæsterne ikke kunne komme tæt på f.eks. aktiviteterne i marken eller når de ikke have den rette forudsætning til at forstå det udspillede liv. Men Kelseys ideer fik i mere eller mindre modificeret form udbredelse og blev en vigtig inspiration til udviklingen af Living Historical Farm museer og til mere seriøs at arbejde med de rette afgrøder og husdyrstyper på museerne.

DSC_0727

Da vi besøgte gården var køerne ved at blive drevet ind i stalden for at blive malket og efter lidt tid var de klar i deres båse. En formidler i dragt fortalte om malkning dengang, og mere generelt om det arbejde de lavede på gården med at holde køer på samme måde som i 1800-tallet. I mens kunne vi gæster i mindre hold komme ind i laden og se køerne blive malket.

USA 2015 435

USA 2015 437

I køkkenet fortalte de om maden og hygiejnen og udenfor om kærning af smør mm. og vi gik fra gården med oplevelser og klogere på et muligt liv på en 1830’er gård i New England.

USA 2015 427

Et lokalt museum

Old Sturbridge Village havde i modsætning til nogle af de andre open air museer jeg fik besøgt i USA ikke et bestemt fokus i museets fortælling (f.eks. opfindsomhed i Greenfield Village og kulturmøde i Frontier Culture Museum), men mindede mere om større regionale nordiske frilandsmuseer som Maihaugen, Hjerl Hede og Den fynske Landsby, hvor en regions historie fortælles. Jeg besøgte museet med en familie fra lokalområdet, der fik det ekstra ud af besøget, at de kunne relatere til de forskellige lokale steder, hvor de enkelte bygninger kom fra og hvor de i nogle tilfælde også kunne huske dem i lokalområdet.

DSC_0651

Et Law Office, der oprindelig havde ligger i det nærliggende Woodstock, Connecticut.

Denne mere oprindelige tilgang til grundhistorien i et frilandsmuseum (at fortælle om et områdes historie) var på Old Sturbridge Village en god og relevant historie, der gennem sine greb også rakte udover lokalområdet. Museet var nogle stede slidt og noget bedaget, men vandt ved nærmere bekendtskab, ikke mindst takket været museets mangeartede måder at formidle stoffet på og at engagere museets gæster.

DSC_0624

DSC_0687

Link

Old Sturbridge Villages hjemmeside: https://www.osv.org/

Dette er den femte og næstesidste beretning om amerikanske open air museer. De tidligere fire kan læses her:

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/15/conner-prairie-acres-acres-of-interactive-awesomeness-amerikanske-open-air-museer-2/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/21/colonial-williamsburg-the-revolutionary-city-amerikanske-open-air-museer-3/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/10/29/frontier-culture-museum-amerikanske-open-air-museer-4/

DSC_0732//embedr.flickr.com/assets/client-code.js

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie

Frontier Culture Museum. Amerikanske open air museer 4

Frontier Culture Museum er et eksempel på et museum med en klar og god ide, men desværre også et museum, hvor ideen ikke er så tydeligt formidlet. Museet vil vise, hvor forskellige ideer kommer fra og bliver smeltet sammen til nye former, og de vil gøre det med huse og boliger fra henholdsvis Europa /Afrika og Nordamerika.

IMG_8920

En 1700-tals bygning fra tyske Rheinland

Museet ligger i Staunton i Virginia. Det består af en Old World del, hvor der er bygninger, som er flyttet eller rekonstrueret fra 1600-tallets England og 1700-tallets Nigeria, Tyskland, England, Irland, og en America del som har et afsnit med hytter fra Ganatastwa indianerne og nordamerikanske bygninger fra 1760’erne, 1820’erne og 1840’erne. Jeg synes det er et stærkt formidlingskoncept. At indvandrerne – hvad end de kom af fri vilje eller som slaver – havde ideer til hvordan man indrettede hjemmet og verden, og at nogle af ideer blev de fremherskende og andre var med til at give inspiration.

USA 2015 213

På besøg i et 1820 amerikansk landbohus fra Virginia.

Det problem som jeg syntes, at museet har, er at det ikke får formidlet denne pointe klart nok, og at museet derfor kan komme til at virke som en samling bygninger uden sammenhæng. Når det er sagt, så var det på mange andre måder et godt museum at besøge med serviceorienterede medarbejdere, dyr ved områderne, gode haveområder og aktiverende elementer for store og små.

IMG_8905

Flere steder kunne møblerne prøves eller der var aktiviteter for gæsterne, f.eks. kartning af uld.

Jeg besøgte museet en varm juli dag sammen med min familien og en anden familie med børn, forældre og bedsteforældre. Vores udgangspunkt var, at vi havde a day out med store og små.
Gruppen bestod af ikke mindre end fire, som professionelt arbejder med museumsformidling foruden en tidligere ansat på museet, men vi udstrålede med vores børn og børnebørn ikke, at vi kom for at nærstudere museet særlige historier. Vi kom som så mange andre vi mødte der – som familier på tur.

Visit at Frontier Culture Museum_6927

Katie, John, Dan, Hanne, Martin og Lynn – med børn og børnebørn foran den irske gård

Manglende formidling af museets store historie

Vi blev godt modtaget, men den dag i juli hvor vi var på besøg var der ikke mange af museets ansatte, som prøvede at hjælpe os ind i museets store historie. Der var en introduktion til museet i indgangsbygningen, der gennem meget tekst og lidt film og billeder præsenterede de forskellige afsnit museets bestod af. Muligvis kunne det introrum give en sammenhæng afsnittene imellem, men det var placeret i et rum bag indgangen, som man ikke behøvedes at opdage og det var ikke noget som billetsalget gjorde meget for at introducere os til – og slet ikke da de så hvor stor og varieret vores gruppe var. Det var måske forståeligt nok, da det var en ret så teksttung introduktion til museet, men det ville have været godt, hvis museet kunne have givet en god introduktion til ideen – også for familiegrupper med mindre børn.

IMG_6955

Det ret tekstfyldige introrum på Frontier Culture Museum.

Ved alle afdelinger i museet var der store tekstplancher som beskrev, hvor bygningerne kom fra og hvilken kultur de havde været en del af. Det gav en baggrund, men var ikke plancher som var nemme at tilgå, når der var liv omkring en og børn, der gerne ville have hurtige svar eller opmærksomhed.

IMG_6935

Planchen til American School House.

Vi mødte personale i alle afdelinger af museet. Kun et sted – ved de vestafrikanske hytter – fik vi udover den generelle introduktion til området også en snak, der understøttede museets særlige tilgang med at kunne sammenstille byggeskik og kulturer. Guiden fortalte kort om Igbo folket fra Vestafrika og gennemgik husets rum og funktioner. Herunder at verandaen var et traditionelt træk i igbofolkets byggestil og at vi skulle lægge mærke til verandaerne her og i de huse vi senere ville møde i den amerikanske afdeling af museet.

USA 2015 202

Verandaen i den genskabte 1700 tals hus fra Igbofolket i Vestafrika.

DSC_0432

Veranda i 1850’er hus fra Virginia.

Udsagt og performerende udsigelse

Lige før jeg besøgte museet havde jeg læst Ingrid Vatnes artikel ”Dramatiseret museumsformidling” der måneden før var blevet publiceret i Nordisk Museologi, bind 1, 2015. Artiklen er et studie af levendegørelse på open air museer og tager udgangspunkt i nogle af de observationer i Den Gamle By, som Ingrid Vatne gjorde i forbindelse med hendes ph.d. I artiklen bruger Ingrid Vatne udsigelsesteori i analysen af formidlingen og skelner mellem udsagt udsigelse og performerende udsigelse, hvor udsagt udsigelse bl.a. er betydning fikseret i en kontekst (en tid), f.eks. en rolle gestaltet i et historisk miljø, og hvor performeret udsigelse bl.a. er betydning, som skabes i interaktionen med publikum.

Denne skelnen i udsigelsesteorien blev jeg mindet om ved det amerikanske 1850’er hus. I bygningen var der ligesom ved de fleste andre steder på museet en medarbejder i dragt, men ikke i rolle. Han formidlere huset og tiden ved at fortælle om, hvor det var fra og hvad de enkelte rum var. Det var hans viden som blev fyldt over i os – uden at vi rigtigt kunne bidrage til samtalens faktuelle indhold.

IMG_6947

Inde i det amerikanske 1850’er hus.

Efter at have set os omkring mødte vi ham igen ude på verandaen, hvor han var i gang med at høvle et bræt. Han spurgte os, om vi ikke havde lyst til at prøve – og mest vi høvlede med det gammeldags værktøj fortalte han om DIY i 1800-tallet, og om arbejdet med at skaffe redskabet til at bygge. Ved at vi selv sad med høvlen og på den måde følte os forbundet med det som vi fik fortalt, blev det en mere relevant samtale og information som vi i gruppen blev grebet af.

DSC_0452

Vi havde en hyggelig dag ved Frontier Culture Museum i en aldersspredt gruppe, hvor den sociale kontekst i besøget var i fokus, og der havde museet nok af små almene fortællinger og pauser mellem de forskelle afsnit til, at vi havde gode timer på museet. Set i det lys var besøget en god oplevelse – også selvom, at museets særlige tilgang med at lægge op til en sammenligning og transformation af kulturer og byggeskik ikke blev forløst.

Woodrow Wilson

Museet lå i Staunton, Virginia, der udover Culture Frontier Museum også har en anden vigtig historie om forbindelse mellem Europa og USA, da det er denne by Woodrow Wilson kom fra. Han var den præsident, der fik USA med i den europæisk baserede 1. verdenskrig og som ved den efterfølgende fredsslutning gennem hans Fourteen Points var med til at formulere praksissen om folkenes selvbestemmelse, som fik en afgørende betydning for grænsedragningerne efter 1. verdenskrig, bl.a. i Sønderjylland og ikke mindst i Centraleuropa.

DSC_0507

I byen er der et også et Woodrow Wilson museum. Museets tilgang til formidlingsteknikker var ikke nyskabende eller ekstravagante, men det gav for den nysgerrige et fint samlet indblik i Wilsons person og den dramatiske periode i amerikansk og europæisk historie.

IMG_6963

I kælderen i Woodrow Wilson museet blev der fortalt om den amerikanske deltagelse i 1. verdenskrig, bl.a. i en scenograferet skyttegrav.

De to museer i Staunton er begge et besøg værd, men det kunne have været fantastisk, hvis Frontier Culture Museum i højere grad havde dyrket deres udgangspunkt og mere klart og tilgængeligt havde vist, hvor inspirationerne og vidensoverleveringerne kom fra i skabelsen af den nye verden.

USA 2015 221

Link og litteratur

Frontier Culture Museum: http://www.frontiermuseum.org/

Woodrow Wilson museum: http://www.woodrowwilson.org/

Ingrid Vatne: Dramatiseret historieformidling. Når publikums deltagelse får betydning, i:  Nordisk Museologi, 1, 2015

Dette er fjerde indlæg i en serie om amerikanske open air museer. De tre første indlæg kan ses her:

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/15/conner-prairie-acres-acres-of-interactive-awesomeness-amerikanske-open-air-museer-2/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/21/colonial-williamsburg-the-revolutionary-city-amerikanske-open-air-museer-3/

 

2 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie

Colonial Williamsburg, the Revolutionary City. Amerikanske open air museer 3

Colonial Williamsburg er på mange måder en fantastisk historie. Byen var staten Virginia’s første hovedstad og dermed en af de vigtigste byer i det engelske styre af deres amerikanske koloni. Det var også i denne bys gader at founding fathers som George Washington, George Mason og Thomas Jefferson færdedes og tænke de tanker, der førte et selvstændigt USA.

DSC_0301

Museets historie er lige så fantastisk. I 1920’erne fik en af byens præster W.A.R. Goodwin den ide, at Colonial Williamsburg og byens tidlige historie burde bevares, og han fik den hovedrige John D. Rockefeller Jr. med på ideen. I 1926 og en årrække frem begyndte de – først i det skjulte – at købe huse i den mest historiske del af byen, og i 1932 blev det første hus åbnet op for offentligheden. Colonial Williamsburg Foundation ejer i dag over 400 huse koncentreret omkring de tre ældste gader, hvor guvernørens palads, domhuset og statens oprindelige parlament også ligger.

DSC_0290

88 af husene er oprindelige bygninger, resten er rekonstruerede, oftest bygget ovenpå det oprindelige fundament. Der er offentlig adgang til omkring 100 af bygningerne, mens der andre er lejet ud til bolig eller brugt til administration mv. Derudover ejer Foundationen en række hoteller og restauranter i området og har et par museumsbygninger.

DSC_0298

Museet var et af de første store open air museum i USA og et sted, hvor talrige amerikanere er kommet for at lære om deres lands historie. Det er også et museum, der har nogle udfordringer. Gaderne, hvor museets bygninger ligger i, er offentlige gader og en del af byen, og kan dermed ikke spærres af. Der skal derfor være billetkontrollører ved alle af museets bygninger, der er afgang til. Der må ikke kører biler i gaderne, men de er asfalterede, har brandhaner mv. og kan dermed ikke blive ligeså stemningsfulde, som hvis museet også helt kontrollerede udearealerne. Der er ca. 500.000 betalende gæster om året på museet og ifølge museet mindst ligeså mange ikke betalende, der bruger museets område.

DSC_0214

På besøg hos væverne, der som andet personale i de historiske bygninger var i dragt

Jeg besøgte museet en behagelig luftig torsdag i juli med min 14 årige datter. Vi blev begge grebet af, at det var lige her, at tanker om en selvstændigt USA blev udtænkt, men var som europæere ikke på sammen måde som mange af de andre besøgende imponeret af se gader kun med huse før 1900. Asfalten, brandhanerne og resten af byens trafik som kunne ses en husblok væk gjorde, at det ikke var en ren tidsboble man var ankommet til.

DSC_0216

Markering af museets huse

De huse der blev formidlet i var markeret ved, at der foran huset var det gamle Grand Union Flag, der både var flaget for de engelske kolonier i Amerika og der første flag, som det selvstændige USA benyttede. Ved de huse sad der også en ansat i kostume for at tjekke, om man havde billet.

DSC_0218

Indtil sidste år var det det engelske Union Jack flag, som museet havde brugt som markering, men har valgt i år at skrifte flag for at understrege byens betydning i landets selvstændighedshistorie. Grandt Union Flag er ikke mange kender i dag og det virker som et godt valg museet har taget idet, at det flag vækker opmærksomhed. Jeg hørte gæster spørge personen i dragt om flaget – og så er samtalen og historierne jo allerede i gang. Aktørerne ved indgangen til husene gjorde det godt i venlig amerikansk service stil, og var imødekommende og kunne kort fortælle hvad man kunne opleve indenfor. Flere af billettjeknings-aktørerne havde også en aktivitet de var i gang med, som f.eks. foran parykmagerens hus, hvor en kvinde var i gang med at vaske parykker. Også en god ide, da det startede samtaler og vækkede interessen for historierne inde i bygningen.

DSC_0242

Inde i bygningerne

Formen i de steder vi besøgte var, at vi fik en fin introduktion ved indgangen til bygningen og derefter kom indenfor – til skomageren, væverne, parykmageren med videre, hvor en aktør i dragt fortalte om erhvervet – ikke i første person, men som et nutidsmenneske, der forklarede os om stedet, gerne også sat ind i større historier fra perioden. Det var fint og informativt gjort, men efter det fjerde-femte sted kunne man godt ønske lidt variation i formen. Det kom til at virke lidt for informativ og skolemesteragtigt og lidt for lidt aktiverende.

DSC_0245

Hos parykmageren

DSC_0226

I domhuset

DSC_0223

Hos bøssemageren

En anden formidlingsform vi overværede, og som også har været på museet længe var en rundvisning. Vi deltog i en Basset House tour, der er et af de få huse, der ikke fortæller om Colonial Williamsburg i 1700-tallet, men fortæller om konteksten i skabelse af museet. Det var her – ca. 100 meter fra gaderne i museet – at John D. Rockefeller Jr. og hans kone havde et beskeden hus på 17 rum.

DSC_0250

Som vores guide fortalte var det et meget ydmygt og simplet sted for ægteparret, da de kun havde to tjenere med – hvilket skal ses i forhold til, at de i deres noget større summer cottage gerne havde over 40 tjenestefolk med. Besøget var et fascinerende indblik i dette milliardærægtepars liv og tro på Colonial Williamsburg projektet. At Basset House er en del af museets formidling viser også, at museets særlige tilblivelseshistorie stadigt er vigtigt for museet.

IMG_6823

Dramatiseret formidling

Jeg havde mulighed for at mødes med noget af personalet på stedet, der meget nøgternt forholdte sig til museets udfordringer, der blandt andet er, at de som så mange andre amerikanske open air museet har haft et faldende besøgstal de sidste 10 år. De var godt klar over, at den personbårne formidling på museet nogle gange utilsigtet kunne virke belærende, og at den ikke altid var med til at få børnefamilierne til at vælge dem frem for amusement parkerne. Noget af det som staben i Colonial Williamsburg arbejdede på, er at lave mere involverende eller dramatiserede fortællinger. Jeg fik om eftermiddagen mulighed for at deltage i et par af dem. Det ene var et lille skuespil, der handlede om en fri sort kvinde og hende to sorte veninder, der begge var slaver. Året var 1782 og de mødtes før en forlovelsesfest for at ordne hår og vende kærligheden, drømmene og mændene. Det var rigtigt godt lavet og alle i rummet blev grebet af deres historier og skæbner. Efter stykker, der varede 25 min., kom skuespillerne ud og fortale om kilderne til de kvinder de portrætterede og deres research til stykket. Fin formidling at processen bag skuespillet.

IMG_6826

På en større udendørs scene var jeg til en Q&A session med George Washington og den franske general Marquis de La Fayette. Rammen var, at vi var i september 1781 og at de to herre kort tid efter sammen skulle kæmpe det afgørende slag ved Yorktown, som de vinder over briterne. De to hærfører vil gerne sikre sig, at befolkningen i Virginia støtter op om sagen og vil derfor gerne svare på evt. spørgsmål. Det var en fin og munter session, hvor både publikum og de to aktører var oplagte, og hvor Washington og La Fayette gav igen på de spørgsmål de fik, og både fik os til at grine og komme med tilråb, når de i højstemte vendinger talte om den kamp for frihed, lighed og et selvstændigt Amerika som de kæmpede for.

DSC_0284

DSC_0280

Medinddragelse i Great Hope Plantation

Jeg havde regnet med at besøge et open air museum, der kun var en by og blev derfor overrasket, da museet også indeholdt plantagen Great Hope Plantation. Den lå mellem bygningerne i byen og museets velkomstcenter. Denne del af museet var rigtig god. Det var et vigtigt sted for forståelsen af historien, da det var med til at understrege, at Virginia jo første og fremmest var en landbrugsland, og det var tobaksmarkerne, der havde skabt velstanden og som krævede den store arbejdskraft som slaverne blandt andet udgjorde.

IMG_6860

Formidlingsmæssigt var det også en god oplevelse. Så snart vi kom ind på plantagen blev Astrid og jeg sammen med en gruppe lærer, der var på besøg sat til at pløje marken med et oksespand. Det gav sved på panden, smil på læben og den personlige involvering som museet ønsker at dyrke mere.

IMG_6851

Atmosfære i Chowning’s Tavern

En anden fin oplevelse vi havde, var i spisestedet Chowning’s Tavern, hvor vi fik vores frokost. Retterne var ikke originale 1700-tals retter med tilpas nok inspireret af perioden til at man følte, at tiden var en anden – og så smagte det godt.

IMG_6819

Min frokost var tre typer supper, der i lidt moderniseret facon gav et indtryk af historiske retter fra området

Alt personale på stedet var i kostumer, rummet var rustikt og på menukortet kunne vi læste en historie om Chowning, der i slutningen af 1700-tallet havde haft kro i bygningen. Det gav en fundament og en troværdighed for historien, der så også havde et underholdende lag ved, at en musikant med mellemrum kom forbi med sin guitar og spillede melodier fra tiden, og at to lettere besovne stamkunder i dragt kom forbi og have en kort snak og spas med hinanden eller nogle af de spisende gæster. Det gav stemning og atmosfære uden at det blev til underholdning som tog fokus væk fra maden og det selskab man var i.

IMG_6812

Colonial Williamsburg er bestemt et besøg værd. Det var ikke det mest medrivende museum som jeg oplevet på min tur rundt til amerikanske seværdigheder, men det har fantastiske historier, dedikerede personaler og et stort potentiale til at blive et endnu bedre museum om skabelse af USA.

DSC_0311_b

Et godt aktiverende element var organiseringen af historiske boldspil i byens gader

IMG_6875

Et andet af museets gode tiltag var at gæsterne kunne leje et kostume så de med det rette tøj kunne besøge 1700-tallet

DSC_0228_b

Foran domhuset kunne familien foreviges i gabestokken

DSC_0229

Og dele det med #ColonialMugShots

DSC_0294

Håndværk blev godt demonstreret flere steder

Link til Colonial Williamsburg: http://www.history.org/

Dette er tredje indlæg i en lille serie om amerikanske open air museer. De to første indlæg kan ses her:

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/15/conner-prairie-acres-acres-of-interactive-awesomeness-amerikanske-open-air-museer-2/

 

3 kommentarer

Filed under Kulturhistorie

Conner Prairie, Acres & Acres of Interactive Awesomeness. Amerikanske open air museer 2

Der er mange forskellige måder at være et frilandsmuseum på. Nogle synes at være mest fokuserede på arkitekturforskning, bygningsdetaljer og landskabsudformning, mens andre efterlader det indtryk, at stedet mere arbejder med oplevelser og samspillet med gæsterne. Som museets navn antyder, er Conner Prairie Interactive History Park ved Indianapolis i Indiana i høj grad i den sidste kategori.

DSC_0504

Ligesom ved andre amerikanske attraktioner bliver man rigtigt godt modtaget og serviceret. Conner Prairie er opdelt i en række afdelinger som Lenape Indian Camp, Prairie Town 1836, Balloon Voyage 1859, Civil War 1863, Conner Homestead og Nature Walks. De ligger hver for sig og har også hver deres måde at formidle historie på. Ved de fleste af afdelinger bliver man som det første mødt af en vært i museets profiltøj, som byder gæsterne velkomne og kort, men engageret fortæller, hvad der er man kan opleve i denne del af museet. Ved selve bygningerne i de forskellige afsnit er der derudover aktører i historiske kostumer. De formidler ofte i 1. person (som at de levede i tiden) og er gode til at tage den første kontakt. Enten hilser de bare eller også fortæller de om deres persons historie og lidt om stedet.

DSC_0461

Pelshandleren i hans handelsstationshytte i Lenape Indian Camp afsnittet

DSC_0511

En ung aktør, der var købmandens søn i butikken i præriebyen. Mange steder havde museet gode børneaktører.

Conner Prairie er bestemt et besøg værd på grund af stedets interaktive tilgang til formidling. Det er allerede noget man møder i indgangsbygningen, hvor der er et naturvidenskabeligt inspireret aktivitetsområde. Der løser gæsterne – primært børn – opgaver og laver undersøgelser om vind- og tyngdekraft. Fra første færd er man klar over, at her er man ankommet til et sted, hvor man selv kan agere og deltage.

DSC_0433
DSC_0435

Dette emne om vind og den interaktive tilgang fortsættes ude på museets udendørsområde, hvor den første afdeling man møder er Balloon Voyage 1859, der tager udgangspunkt om en ballonfart i Lafayette, Indiana i 1859. I det afsnit er der flere hands-on aktiviteter, fotomuligheder og lege særligt for de mindste og børn op til mellemtrinnet. Det hele kan sluttes af med en ballonfart, hvis man vil bruge ekstra dollars på det.

DSC_0444

DSC_0449

DSC_0453

DSC_0437 CP

Opgaver i præriebyen

Et andet sted med fin aktiverende formidling er i præriebyen. Den dag vi besøgte museet mødte vi to værter, som ved indgangen til byen tilbød os opgavekort. Der var en større opgave for grupper, hvor man skal finde ud af om man vil blive boende i Prairie Town eller drage videre vestpå, og der var mindre opgaver i form af nogle kort, hvor man skal være f.eks. Healer, Cook, Sherif mv.

DSC_0496

Før man går ind i præriebyen får man muligheden for at få opgaver, der gør besøget til et lille rollespil.

IMG_6516

Kortet med små opgaver der skulle løses for at kunne kalde sig Prairie Town’s healer

Min datter Naja og jeg forsøgte os som healer og blev derfor sendt hen til lægen, hvor lægens kone lærte os at lave en forbinding til en brækket arm og hjalp os med identificere nogle af de hjælpemidler en doktor anno 1830’erne brugte – fra blodigler til trepaneringsbor.

DSC_0516

Forbinding af arm – så var den første opgave løst

DSC_0520

Håndskrevne tekster med små forklaringer eller historie var brugt flere steder

Køkkenet i lægeboligen var også et fint eksempel på den klare interaktive tilgang til formidling som museet har. I køkkenet hænger der laminerede kort som fortæller om, hvordan man vasker op eller hvad en middag bestod af.

DSC_0525

De laminerede kort er jo fremmedelementer, der sammen med legetøjsmaden kan være med til at ødelægge den overordnede stemning i rummet, men de er med til at sætte en leg i gang uden at der eksplicit står, at man kan eller skal det. Min følgesvend den dag fik i hvert fald hurtigt et forklæde på og var i gang. Rummets funktion var ikke noget der kun skulle læses om – nej, det kunne også leges og opleves.

DSC_0531

Dramatiseret borgerkrig

Museets afsnit om den amerikanske borgerkrig benytter også andre formidlingsmetoder. Her blev man også mødt af en vært, der kort fortalte hvor man var og samtidigt opfordrede en til at opsøge en bestemt aktør.

DSC_0573

Et udbrændt hus med ”røg” i var det første man mødte i borgerkrigsafsnittet. En dramatisk stemning var anslået.

Denne aktør fortalte, at han var købmand i byen Dupont og at the confederate troops  – sydstaterne – dagen før var kommet til byen og havde brændt hans butik ned, men at han havde en midlertidig butik, hvor vi kunne komme ind i og høre mere om episoden. Det gjorde vi, og blev dermed en del at et fint tilrettelagt av-show. Vi kom ind i et købmandsbutik og opdagede langsomt af vinduerne i huset var skærme, hvor vi kunne se sydstatsgeneral Morgan og hans folk kom til byen.

DSC_0561

På en pepper’s ghost skræm inde i butikken kom der soldater og andre figurer frem, som vores købmandsaktør havde dialog med og det hele endte med, at butikken blev raseret så hylder faldt ned og der var ild udenfor og skud om ørene på os tilskuere. En fin blanding af film, skuespil fra aktørens side, mekanik som den faldende hylde og i en setting så vi virkeligt følte, at vi vitterlig var midt i begivenheden.

DSC_0560

Vores købmand i dialog med soldaten på pebber’s ghost skærmen

DSC_0567

Købmandsgården brændes af – vi må hellere se at komme væk …

Bagefter gik vi hen til nogle aktører, der var union troops – nordstaterne – og som fortale at de lige holdt et hvil i deres forfølgelse af general Morgans tropper. Der blev vi ført ind i en lade, hvor der var et andet show med film, dukker, pepper’s ghost skærme og effekter (bl.a. skød en kanon et ”hul” i den lade vi var i). Dette show var den samlende fortælling om general Morgan og hans sydstatstroppers kampagne i Indiana i 1863, som raidet af Dupont var en del af. Jeg så ikke hvor lang tid det varede, men begge show var så godt lavet, at vi ikke følte vi bruge meget tid på dem.

DSC_0581

DSC_0585

Efter fortællingen i laden kunne man gå ind i et hus, hvor der var dukker af og pepper’s ghost skærme med nogle af de medvirkende i showet. Det var ”ægte” personer, hvis breve eller beretninger fra krigen som showet byggede på. Ved dukkerne var der lydeffekter og -fortællinger, der uddybede deres historie, f.eks. gennem oplæsning af brevene. I husets stue var der også skærme med et spil, hvor man skulle forsøge at forsinke Morgans fremmarch.

DSC_0589

I forgrunden en dukke som forhørsleder og bag ham en pepper’s ghost skærm, hvor en af kilderne til showet bliver forhørt.

Med disse digitale tiltag og av-fortællinger afveg borgerkrigsdelen fra resten af museet. Det gjorde bestemt ikke noget, men var bare med til at gøre besøget til en mere varieret oplevelse.

DSC_0591

En interaktivt museum

Acres & Acres of Interactive Awesomeness er museets tagline og jeg vil faktisk give dem ret.
Conner Prairie er ikke et museum med informative tekster om de enkelte bygningers historie. Det er et museum, hvor man blive grebet af historien, og hvor både en 11 årig pige og en trænet museumsgænger som jeg måtte tage hatten af for de opfindsomme måde de formidlede historier på, og fik os gæster til at interagere og blive en del af fortællingen.

DSC_0472

På museet var der også en lade med husdyr – og mange børn der ville klappe de små dyrekid.

DSC_0485

Interaktivitet var også et element i museets formidling af objekter. De få genstande der var udstillet som enkelt genstande havde primært det formål, at de skulle få en snak i gang.

Link: http://www.connerprairie.org/

Dette er anden indlæg i en lille serie om amerikanske open air museer. Første indlæg kan ses her: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

 

5 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

The Henry Ford – take it forward. Amerikanske open air museer 1

Min sommerferie foregik i USA med familien og med besøg på flere amerikanske open air museer. De næste uger vil der her komme blogindlæg om nogle af de steder vi så. Jeg vil starte denne lille følgeton med et sted, der er meget mere end et frilandsmuseum. The Henry Ford er både et udstillingssted med fantastiske genstande, et open air museum, en iMax biograf og en guidet tur på dele af Fordfabrikkerne. Det ligger i Detroit-forstaden Dearborn, hvor Henry Ford kom fra, og hvor han flyttede Ford-fabrikkerne til i 1927. Det er også her, at bilgiganten i dag har sit hovedsæde.

DSC_0427

Et af husene i open air delen af museet er en rekonstruktion af Fords første fabrik fra 1903

DSC_0269

På museet er der mange biler – ikke kun Fordmodeller – men et bredt udsnit af USA’s bilhistorie

Museet bygger på Fords ide om, at opfindsomhed og foretagsomhed er elementer, der har skabt Amerika, og stedet har fra sin begyndelse haft et nærmest forkyndende formål. Indendørsmuseet og open air museet skulle begge have en folkeopdragende karakter. De blev i 1929 opbygget som et laboratorium for et nyt skolesystem, som Ford drømte om. Henry Ford havde ikke brudt sig om hans egen skoletid og mente, at eleverne meget bedre kunne lære om teknik, entrepreneurship, opfindelser mv. ved f.eks. at blive inspireret i det værksted, hvor Edison lavede glødepæren eller ved det hus, hvor Noah Webster skrev hans American Dictionary eller der hvor brødrene Wright boede, da de opfandt flyvemaskinen. I Fords levetid var der på stedet en skole fra førskolealderen og til college. Der var ikke mere end 100 elever af gangen, med bilgigantens håb var, at hans ide om museumsformen som en aminaret lærebog ville blive udbredt til millioner af amerikanske børn. Det skete ikke, men efter at have været lukket i nogle årtier, er der atter en High School tilknyttet museet.

IMG_6499

Thomas Edisons Menlo Park Complex er en del af museet og der viser eksemplarer af de glødepærer, der var et af stedets vigtige opfindelser

Henry Ford Museum

”Hall of American Innovation” står der når man træder ind i indendørsmuseumsdelen af The Henry Ford – kaldet Henry Ford Museum – og innovation skal ikke kun forstås som frembringelse af fysiske genstande, men også af ideer og tankesæt.

DSC_0265

DSC_0268

Amerikansk fast food kultur bliver også formidlet, bl.a. i denne diner fra 1946, der er et af stedets spisesteder.

En del af museet, der særligt gjorde indtryk på dem jeg var med, var afsnittet “With Liberty and Justice for All”. Det fortæller med film, billeder, gode korte tekster – og oplagte eller særlige genstande om USA’s århundrede lange stræben mod frihed for flere. Der er bl.a. udstillet Thomas Paine pamflet mod englænderne, Common Sense, en fint forklaret udgave af Declaration of Independence og dramatiserede taler om uafhængighedskrigen.

DSC_0233

På museet var den stol som Abraham Lincoln sad i, da han 14. april 1865 blev skudt i et teater i Washungton.

Borgerrettighedskampen og skyggesiderne slaveri og racisme er fint formidlet i afsnittet bl.a. gennem ekstraordinære genstande som den stol Lincoln blev skudt i, et raceopdelt venteværelse og ikke mindst den bus som Rosa Park i 1955 nægtede at rejse sig op i for at give pladsen til en hvid mand. Anholdelsen af Rosa Park blev startskuddet til Montegomery Bus Boycot, der gjorde Martin Luther King kendt og som var begyndelsen til en række ikke voldelige borgerrettighedsaktioner i USA.

DSC_0237

Bussen som Rosa Park i december 1955 blev siddende i – den begivenheden, der startede en af borgerrettighedsbevægelsens store aktioner.

Ford T

Biler er der også mange af på museet og en model, der særligt formidles er Ford T. Den vises ikke kun som udstillingsgenstand, men gæsterne kan også komme op i en og få fortællinger af museets personale om biler på den tid.

Ford T ABD USA 2015 (59)

Et andet sted er en Ford T model er skilt ad, så alle de enkelte dele kan ses, og hvis man har mod på det kan man forsøge sig som samlebåndsarbejde. Ikke en nem opgave; den fik sveden frem hos deltagende og grinet frem hos beskuerne.

Ford IMG_8746
Ford T samlebaand

Da vi forlod museumsdelen og gik ud i Greenfield Village – open air delen af The Henry Ford komplekset – var vi ikke i tvivl om at USA var et land, der havde forstret nye ideer og fremsynede personer. Det er dem samme grundfortælling som bliver fortalt i open air delen, men nu med andre virkemidler.

DSC_0274

I indendørsmuseet er der flere digitale infoskærme og spil, der brugte museets samlinger, bl.a. denne skærm, hvor man kan teste hvilken type man er.

Greenfield Village

Greenfield Village er delt op i en række afdelinger med titler som Working Farms, Main Street og Porches and Parlors. Det kunne lyde som et snit ned gennem Amerika med landbrug, by og forstad, og det er det også, bare med det særlige tvist, at langt de fleste huse i afdelingerne har tilknytning til en person, der har spillet en særlig rolle i USA’s udvikling. En af gårdene var der, hvor Harvey Firestone voksede op før han gik i gang med at fabrikere dæk til bilerne. I Porches and Parlor kan man bl.a. besøge digteren Robert Frosts hjem og det hus, hvor Noah Webster boede og arbejde med hans American Dictionary of the English Language.

DSC_0301

Noah Websters arbejdsværelse

Greenfield Village’s Main Street er heller ikke en helt almindeligt af slagsen. Her ligger bl.a. retsbygningen fra Logan, som Abraham Lincoln med mellemrum som sagfører kom i, brødrene Wrights barndomshjem og det hus hvor Heinz fremstillede sine første vare før han blev kendt for ketchup.

DSC_0421

Huset, hvor H.J. Heinz i kælderen med henkogning af peberrod i 1860’erne startede hans fødevareimperium

I de fleste af husene er der personale, der tager venligt i mod en og fortæller om stedet, hvem der boede her og hvilken betydning vedkommende havde i landets historie.

DSC_0408

På besøg i et af de få steder i Greenfield Village, der ikke er tilknyttet en berømt person. I to slavebarakker fra Savannah, Georgia formidles slaveri. Den ene barak er et nøgternt rum med lydfortællinger om slavers liv og i den anden er der en ansat, som fortæller om et slavehjems indretning.

Dramatiserede historiefortællinger

På museet er der løbende små skuespil på 10-20 min., der mere dramatiseret formidler historien. Foran brødrene Wrights hus overværede vi, at Orville og Wilbur Wright kom hjem til deres søster for med begejstring at fortælle om verdens første maskindrevne flyvning, som de netop her i december 1903 havde gennemført. Det var fint, vittigt og veloplagt fortalt med god komik søskende i mellem. Bagefter var der fotosession for publikum, så de kunne blive foreviget med Wright-aktørerne.

DSC_0324

Skuespillet på Wright brødrenes veranda

DSC_0327

Og bagefter kunne publikum blive foreviget med Wright familien – eller i hvert fald aktørerne, der spillede Wright familien.

Et lignende skuespil blev opført i den del af museet, der er tilegnet Fords store idol og læremester Thomas Edison. Flere bygninger er tilknyttet opfinderen bl.a.  Menlo Park Complex, hvor phonografen og den første fungerende lyspære blev skabt.

DSC_0339

Thomas Alva Edison kom og holdt en ”pressekonference” med publikum, hvor han begejstret fortalte om den vanskelige proces med at lave en holdbar glødepære.

DSC_0344

Inde i Edisons Menlo Park Complex’et var der indrettet et mørkt rum, hvor den banebrydende opfindelse lyspæren kom til sin ret.

Et afsnit af Greenfield Village er dedikeret til Ford selv. Her er hans barndomshjem og flere fortællinger om hans bilproduktion, blandt et sted, hvor man kan komme ud at køre i en af de mangler Ford T’er som sammen med hestevogne, lokomotivet og en gammel omnibus er med til at transportere folk rundt.

DSC_0349

Med familien på tur

DSC_0356

Fungerende transportmidler er populære og i Greenfield Village kan man købe et turbånd, så man frit kan prøve stedets forskellige køretøjer.

 For alle aldre

Transportmidlerne er sammen med gårdenes dyr sikre hit for de yngste. Det er også andre elementer målrettet børnene, f.eks. en fungerende karrusel fra 1913 og en mere moderne legeplads, der har fortællinger om industri og biler, så dem der ville lege videre i det spor kan gøre det.

DSC_0359

Legepladsen i Greenfield Village

DSC_0362

Også ved 1913 karusselen var der veloplagt servicemindet personale, som kort fortalt om genstanden og hjalp børnene på plads.

De skuespil jeg så var ikke målrettet børn, men det var utvivlsom en 10 min. forestillingen med Laura Ingels fra Det lille hus på prærien, dukketeaterforestillingerne og de historiske lege, der også var elementer i dagsprogrammet.

Take it forward

Fords tanke om at man kan lære af begivenheder og store mænd m/k’s handlinger gennemsyrer stedet og på den måde er det logisk, at hele museumskomplekset helt kort hedder hans navn The Henry Ford. Samtidigt er det misvisende, da et ikke er et museum om Ford eller Ford-koncernens historie – det er hele USA’s museum om ideer og nye tanker. Det er vigtige historie og det burde også fremgå af museets navn, mere end i museets tagline “Take it forward”, der nu er velvalgt, da det understøtter museets oprigtige ønske om, at fortælle om ideer og foretagsomhed som man kan blive inspireret af.

DSC_0256

Et bud på en fremtid der aldrig kom, er museets kuriøse genstand Dymaxion House, et fremtidshus i aluminium og plastik fra 1930’erne. Der blev lavet et par prototyper, men det kom ikke i produktion.

Udover museumsdelene er det også muligt på stedet at se film i en iMax biograf og at komme på fabriksrundvisninger. Begge dele er lavet for at gøre besøget til en heldagsoplevelse. Dem jeg var med kunne nu fint bruge hele dagen uden de tilbud, og vi forlod glade museet med en god indføring i nogle af de tanker, ideer og kampe, der havde formet det land, som vi nu skulle bruge de næste uger i.

DSC_0264

Blandt museets highlight var en samling af præsidentbiler, bl.a. den Lincoln som J.F. Kennedy blev skudt i.

IMG_6497

Fra bussen Rosa Park blev siddende i – et sted på museet, hvor mange gæster gennem fotos valgte selv at skrive sig ind i historien.

Link: http://www.thehenryford.org/

7 kommentarer

Filed under Kulturhistorie, Udstilling