Tag Archives: film

Introduktionen til museet – om forskellige typer af ankomstområder

Alle museer og flere større udstillingsområder har et introduktionsområde, men måden som de er udformet på er ganske forskellige. Nogle er meget gennemarbejde, mens andre bare er opstået. Men uanset, hvor lidt gennemtænkte de måtte være, så har de en vigtig funktion for besøget. Det er her, at den første orientering finder sted og anslaget for besøget sker.

I en sammenfatning af museumsbesøgsstudier inddeler museumsforskerne John H. Falk og Lynn D. Dierking museumsbesøget i en række faser, hvor den første er orienteringsfasen. For en førstegangsbesøgende er den fase gerne mellem 3-10 min. Det er her, at gruppen samles, overblikket skabes, information opfattes fra skilte og ansatte, koder for adfærd aflæses ved at se på andre gæster og der tages en beslutning om hvor og hvordan besøger skal starte. At museet facilitere denne fase godt giver naturligvis en god start på besøget, men studier viser også, at denne fase kan være væsentlig for den overordnede bedømmelse af museumsbesøget. (Falk, Dierking 1992, p. 58-61 og Falk, Dierking 2013, P. 134-135). Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvordan museets møde med gæsten sker.

MOSI velkomstperson DSC02839

En velkomstperson ved MOSI i Manchester, der var rigtigt dygtig et at få gæsterne til at føle sig velkommen.

Introduktioner til museer kan opdeles i flere elementer. I et studie fra 1984 af frilandsmuseets Old Sturbridge Villages dengang nye indgangsområde opdeler forskerne D. Geoffrey Hayward og Mary L. Brydon-Miller fra University of Massachusetts introduktionen i Spatial orientation og Conceptual orientation, hvor der første referere til at kunne finde rundt på museet og det sidste til at introducere temaer og gøre den besøgende klar til museets oplevelser og indhold (Hayward, Brydon-Miller 1984, p. 318).

De to overordnede orienteringstyper er gerne begge tilstede i introduktionsområder og kommer til udtryk gennem forskellige fysiske installationer. Jeg har her forsøgt at sammenfatte en række forskellige konkrete måder, hvorigennem museer giver de besøgende en introduktion til museet og museumsoplevelsen. Der er utvivlsom flere, men her er nogle af dem jeg er stødt på: Biograf, Velkomstrum og Introudstilling, Rejsen, Oversigtskort og Model og Personlig kontakt.

Biograf

En løsning er at lade besøget starte med en film. Vikingeskibsmuseet i Roskilde var tænkt sådan i museets første mange år. Først skulle de besøgende se Børge Høsts film om udgravningen af Skuldelevskibene i Roskilde Fjord, og derefter kunne de gå ud i hallen og se skibene med fjorden som baggrund. En af de berømte museumsintroduktionsfilm er ”The Story of a Patriot” i frilandsmuseet Colonial Williamsburg i Virginia. Filmen varer 37 min. og er optaget på Colonial Willamsburg. I 1957 var det en uhørt ambitiøs museumsfilm lavet i et samarbejde med Paramount Picture og instrueret af Oscarvinderen George Seaton. I dag kan den virke noget 1950’er langtrukken, men filmen har utvivlsomt været en vigtig inspirationskilde til at tænke ambitiøst i forhold til introduktionsfilm og introduktionsoplevelsen.

he Story of a Patriot

Scenerne i The Story of a Patriot er optaget i Colonial Willamsburg. I dette blogindlæg, hvor dette billede er taget fra, fortælles der mere om filmen: http://makinghistorynow.com/2016/02/a-cinephiles-guide-to-williamsburg-the-story-of-a-patriot/

Biograf – Harry Potter Studio

En af de bedste biograf-introduktioner jeg har oplevet er på Harry Potter Studio i Watford ved London. Der er her, at det meste af Harry Potterfilmene blev optaget og før man kommer ind til filmsættende og rekvisitterne er der to introduktionsfilm. Ideen om at lave filmene bliver vist gennem film i et rum, hvor man står op i og bagefter kommer man ind i en filmsal, hvor filmenes tre hovedkarakterer Harry Potter, Ron Weasley og Hermione Granger, eller retter skuespillerne bag karakterne, i en film fortæller om studierne og scenerne. Det gør de foran døren til spisesalen i Hogwarts, hvorefter lærredet går op og viser døren til spisesalen i Hogwarts. De besøgende opfordres til at komme og åbne døren – og inde bag ved døren er spisesalen. Så er alle klart til oplevelsen.

IMG_1378

Biograf – Verzetsmuseum

En anden velfungerende introduktionsfilm er på Verzetsmuseum (Dutch Resistens Museum) i Amsterdam. Introduktionsfilmen kæder byens rum sammen med museet. Desværre formår museet ikke helt at have sammen rytme og relevans som filmen, på nær i børneafdelingen, Verzetsmuseum Junior, der i fortællende interiør viser krigen fra forskellige ståsteder, men alle i børneperspektiv.

IMG_2694

I Harry Potter studierne er det en tvungen introduktion, men de andre steder er den frivillig og noget, der blandt andet på grund af længden ikke altid vælges til. Det kan være en rigtigt virkningsfuld introduktion, men det tager tid, og hvis det er frivilligt kræves der en særlig motivation for at gæsterne prioriterer det i besøget.

Velkomstrum og introduktionsudstilling

Et andet greb er et velkomstrum med forskellige effekter. På frilandsmuseet Blist Hill Victorian Town, der er den del at industrimuseumskomplekset Ironbridge Gorge Museum er der et introduktionsdel, som også kunne betegnes som en biografløsning. For at komme ind i frilandsmuseet skal man gå igennem en introduktionsbygning. Der er et rum, der med sine murede vægge og støbejernsstolper ikke er en biograf, men på væggene projekteres en 8 min. lang film om industrialiseringen vist gennem en række sceaner og stemningsbilleder, som beskriver arbejdet, arbejderne og deres produkter.

Derefter er der en gang, hvor frilandsmuseet og forbindelsen til industrialiseringen og det industrialiserede landskab introduceres, både gennem oversigtkort, men også med filmeffekter, hvor man som gæst blandes med personer fra museets tidsperiode.

IMG_7199

Velkomstrum – Skansen

På Skansen i Stockholm kommer man op til et introduktionslokale, hvis man tager rulletrappen op fra Hovedindgangen. Sidst jeg tog den vej ind i museet (i 2011) bliv man mødt af en skærm, der gav informationer om hvad der skete på museet det dag. Der var derudover nogle skæmtekulisser til fotomulighed og en række display/montre som fremhævede forskellige elementer ved museet, f.eks. Berättelser, Inspiration, Gemenskap, Helsvenskt, Möten og Upptäckter. Ideen er nok god, men ikke noget, som kan måle sig med den stemning der er på museet og som gæsterne nok forventer at møde. Det var i hvert fald ikke er område de forbipasserende stoppede ved og heller ikke noget jeg blev grebet af – ud over af en professionel interesse for tiltaget.

Skansen dec 2011 c

Skansen dec 2011 b

Velkomstrum – Beamish Museum

Et andet museum der har et større ankomstrum er Beamish Museum i Nordengland. Ligesom Skansen er Beamish et frilandsmuseum, og før man kommer ind på det store område går man igennem en bygning med en model over området og en række billeder fra området. Her er der arbejdet mere med stemning, men det store mørke rum har ikke sammen gribende atmosfære som frilandsmuseets landskabet og personbårne industrielle fortællinger. Og udover de visuelle indtryk giver rummet ikke meget information.

IMG_1156

Velkomstrum – Black Country Living Museum

På et andet stort industrifokuseret engelsk frilandsmuseum Black Country Living Museum er der også et område i indgangsbygningen med yderligere information før man går ud i parken. I modsætning til de omtalte indgange i Skansen og Beamish er det ikke et område man behøver at se, men en sidegang man kan vælge til. Hvis man gør det, er der en række stærke billeder af industriarbejdere, nogle plancher om byer og steder i Black Country området og en genstandsudstilling med nogle af de produkter som industrien i området producerede. Fotografierne er det første man ser og også det mest fængende og stemningsfulde.

IMG_7406

DSC_0603

Tilgangen i Black Country Living Museum vil også kunne betegnes som en introduktionsudstilling. Der er også et greb, der blandt andet bruges i National Football Museum i Manchester, hvor en lille gang bliver brugt til at give et oversigt over markante begivenheder i engelsk fodbold før man går ind til den genstandsorienterede del af museet.

NFM introgalleri 1 DSC02940

På de amerikanske frilandsmuseer Frontier Culture Museum i Virginia og Old Sturbridge Village i Massachusetts er der lavet større introduktionsudstillinger i forbindelse med museernes indgangsbygninger. Tilgangen og grebene på de to museer er ganske forskellige.

Velkomstrum – Frontier Culture Museum

Frontier Culture Museum er et museum med et interessant koncept: At vise bygninger fra ”The Old World” – Vestafrika, England, Tyskland mv. og også vise bygninger fra ”The New World” – Nordamerika i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Museet giver dermed den besøgende en mulighed for at reflektere over inspiration og vidensoverlevering i materiale kultur i den nye verden. Men det er også en svær historie at få engageret de besøgende i. Introduktionen til denne sammenligning giver i indgangsbygningen – dels gennem en introduktionsfilm, men primært gennem en masse tekst. Ikke en umiddelbart appellerende udstilling, og da jeg besøgte museet i sommeren 2015 med en gruppe bestående at tre generationer og over 10 personer i alt prøvede den venlige billetsælger heller ikke at få os derind.

IMG_6957

Velkomstrum – Old Sturbridge Village

Old Sturbridge Village har et mere enkelt koncept. Museet fortæller om det landlige New England i begyndelsen af 1800-tallet gennem huse og miljøer både fra by og land. Museums indgangsbygning er meget mere varieret i sin form, og som det føromtalte studie af Hayward og Brydon-Miller viser, så er er det i ankomstområdet også lavet publikumsundersøgelser og ankomsten er blevet analyseret for at give de besøgende en god introduktion. Ligesom ved Frontier Culture Museum besøgte jeg museet som del af en større gruppe bestående af tre generationer, men her i Old Sturbridge Village var der noget alle kunne blive interesseret i. Der var aktiverende display som gav viden om håndværk og kultur i området og tiden, og der var et aktivitetsområde med hand-on aktiviteter og blandt anden en 1800-tals købmandsbutik som kunne bruges som ramme for børnenes leg.

DSC_0620

IMG_7297

Vi brugte noget tid i intro-området i Old Sturbridge Village, da det fangede alles interesse, men meget lidt tid i Frontier Culture Museums introduktionsudstilling, da den var en slet social oplevelse, og et område som en ikke planchetekst-glad person hurtigt kunne blive træt af.

IMG_6955

Nogle af disse introduktionsområder er placeret så de skal passeres på vej ind i museet, mens andre er et tilvalg til oplevelsen. Det første betyder, at de skal kunne være relevante for de fleste besøgende, og de sidste har det aspekt, at museets så ikke kan forudsætte, at alle har opdaget området og har fået de informationer og oplevelser med sig før besøget på museet.

Rejsen

En type introduktionsrum som jeg har valgt at give en egen kategori er rejsen. Det er styrede forløb, hvor udstillingens eller museets tema introduceres. Et eksempel på denne introduktion er ved Deutsche Fussballmuseum i Dortmund. Udstillingerne begynder på 2. sal og for at komme derop skal man tage en rulletrappe, der er en tegnet fremstilling af fodboldfans af forskellige tyske klubber afsluttende med en hujende Frau Merkel.

IMG_4900

IMG_4904

Rejsen – Canon van Nederland

En ny afdeling af det store Nederlands Openluchtmuseum i hollandske Arnhem er Canon van Nederland, en stor samlet og ambitiøs udstilling om Hollands historie. Udstillingen åbnede i september 2017 og adgangen til denne udstilling sker gennem kælderen i den nyombyggede ankomstbygning til museet.

IMG_8122

For at komme hen til det store centrale rum i Canon van Nederland udstillingen (der var der hvor Holland-Rama, en experience om landets historie blev vist frem til 2016) skal man passere en mindre gang. I denne gang komme man forbi en række flader med projektioner, som viser film med dramatiserede situationer fra de forskellige tidsperioder udstillingen er delt ind i, f.eks. 1700-1800, 1800-1900. Der er de samme temaer om at mødes og spise som bliver vist i filmene til de forskellige perioder, og der er dermed en sammenligning, som udviklingen i tid kan fornemmes ud fra.

DSC_0618

IMG_8127

Elevatorturer til udstillingen og museet kan også bruges som en introduktion af denne rejse-type. En kort og en lang af slagsen kan opleves i New York og Aarhus ved henholdsvis indgangen til One World Observatory i One World Trade Center og Aarhus Fortæller i Den Gamle By.

Rejsen – One World Observatory

Til One World Observatory er der en elevatortur op til 102. etager og undervejs i elevatoren kan opbygningen af byen følges på tre af væggene i elevatoren. Tiden går fra 1500 tallet og frem og mens man køre op vokser byen i højden. Et minuts tid senere er man oppe og fremme ved i dag.

Det er imponerende lavet, og faktisk lidt for meget. Der sker noget fra gulv til loft og med elevatoren fyldt med folk er det umuligt at se overblikket som turen egentlig tilbyder. Det kan hurtigt kunne til at virke som om, at man går glip af noget.

Rejsen – Aarhus Fortæller

Aarhus Fortæller er en udstilling, som fortæller om Aarhus fra vikingetiden og til i dag. Udstillingen begynder med at man tager med en elevator en etage ned. Turen varer knapt et ½ minut og viser en film, der er en tidsrejse 1000 år tilbage i tid. Tidsrejsen er vises på skærme lige over hovedhøjde. Blandt andet bestyrket af oplevelsen i One World Trade Center blev dette mere komprimerede synsfelt valgt, for at given en mere samlet oplevelsen af tidsrejsen tilbage i tid.

Oversigtskortet og modellen

Sammen med det udleverede kort over museet er oversigtskortet ved museets indgang vel den mest brugte introduktion til museer. De eksempler jeg hidtil har nævnt har være det som Hayward og Brydon-Miller betegner som conceptual orientation. Oversigtskort er derimod primært til for spacial orientation. Det er her man kan se hvor man er, og hvad der venter en af oplevelser på museet.

DSC02888

På det svenske frilandsmuseum Jamtli er der oversigtskort flere steder og i museets indgangsbygning er der også en lidt anden version, som viser museums forskellige områder og hvor dagens program også vises.

DSC_0563

DSC_0443

Kort bruges også til at give information om konteksten i udvandremuseet BallinStadt i Hamborg. Der er der i ankomstområdet et kort i gulvet, som viser, at museets bygninger var en del af et større kompleks, som blev brugt i forbindelse med udvandringen til USA.

IMG_1075

Model over området er en anden måde at give en spatial orientiation. Det benyttes Skansen i Stockholm sig af ved hovedindgangen. Modellen er desværre svært at komme tæt på på grund af afspærring, og derfor også svært at orientere sig igennem.

Skansen dec 2011 a

Conceptual orientation og Spacial orientation er en måde ankomstområder kan inddeles i funktioner. Der kan også skelnes mellem informationsorientere introduktioner og stemningsorienterede introduktioner. Filmmediet kan være særligt godt til at sætte en stemning, men mindre velegnet til at give et overblik. Plancher og kort kan samle mange informationer, men vækker ikke mange følelser og kan ikke så nemt sætte associationer i gang.

Personlig kontakt

Når jeg tænker tilbage på mine mange møder med ankomstområder på museer er der dog et element som jeg særligt husker – det er det personlige møde. Den gode museumsvært som lige spørg ind til ens besøg eller bare kort introducere til hvad museer kan. Mødet skaber fokus, kan give en målrettet information som nok så mange plancher ikke kan dække, og personer irl kan være mestre i at sætte en stemning.

IMG_2809

I det nyåbnede museum Micropia i Amsterdam bliver man mødt af en person, der i sin kittel passer ind i museets tema, mikrober, og som giver en kort introduktion til museet.

Gode folk i ankomstområdet er altid godt – men de er ikke en undskyldning for at museer ikke også gennem ankomstområderne sætter en stemning og giver en god orientering om, hvad der venter på museet.

Citeret litteratur:

Falk, J.H. & Dierking, L.D. (1992). The Museum Experience. Washington, DC: Whalesback Books.

Falk, J.H. & Dierking, L.D. (2013). The Museum Experience Revisited. Walnut Creek, CA: Left Coast Press.

Hayward, D.G. & Brydon-Miller, M.L. (1984) Spatial and conceptual aspects of orientation: Visitor experiences at an outdoor history museum. Journal of Environmental Systems. 13, 4, p. 317-332.

Egne blogposter om nogle af de omtalte museer:

Harry Potter Studio
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/11/11/udstillinger-om-fiktion-the-hunger-games-og-the-making-of-harry-potter/

Blist Hill Victorian Town og Black Country Living Museum
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/08/31/europaeiske-open-air-museer-i-dag-aeom-conference-2017-paa-black-country-living-museum-avoncroft-museum-og-blist-hill-victorian-town/

Frontier Culture Museum
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/10/29/frontier-culture-museum-amerikanske-open-air-museer-4/

Old Sturbridge Village
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/11/28/old-sturbridge-village-amerikanske-open-air-museer-5/

BallinStadt
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/08/03/ballinstadt-i-hamborg-gribende-indhold-i-kalejdoskopisk-indpakning/

Deutsches Fussballmuseum
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/05/25/deutsches-fussballmuseum-i-dortmund-tysk-iscenesaettelse-og-interaktion-2/

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Gladiator på Moesgaard – brug af film til at skabe rum

Gladiator – Colosseums Helte på Moesgaard Museum er en særudstilling, der er værd at besøge, alene på grund af udstillingens brug af film og rumlig oplevelse skabt gennem film og scenografi.

Gladiator - Colosseums helte

Udstillingens emne om mænd, der kæmper til døden mod hinanden eller vilde dyr er i sig selv fyld med spænding, foragt og fascination, og det har Moesgaard også formået at formidle bredt på grund af udstillingens store centrale rum. Der træder vi som museumsgæster ind i Colosseum. Fra første parket ses arenaen og i en dragene 20 min. sekvens følger man publikums komme og kampene, der går i gang. Det er ikke kun en projektion, der viser handlingen, men flere skærme og projektioner rundt i lokalet.

Gladiator - Colosseums helte Gladiator - Colosseums helte Gladiator - Colosseums helte

Bag de besøgende, der står på gulvet og ser på arenaen, er der en tribune, man også kan gå op og se handlingen fra (og ved sin tilstedeværelse på tribune samtidigt skabe mere liv i rummet) og i loftet er der baner af stof, en solafskærmning, der glider ind over publikum. Sammen med resten af scenografien i rummet er det alt sammen med til at få museumsgæsterne til at føle, at de er tilstede – her i Colosseum sammen med gladiatorerne.

Gladiator - Colosseums helte Gladiator - Colosseums helte

Resten af udstillingen er ikke nær så spektakulær. Der er først og fremmest montre med genstande. Og der er tekster, der desværre nogle steder er vanskelige at læse og flere steder er meget lange. Det er information og vidnesbyrd man som gæst kan dykke ned i, hvis fortællingen fra der store rum har vagt interesseren.

Gladiator - Colosseums helte

Museet har valgt at prioritere at lave en imponerende filmisk introduktion – og det er et godt valg. Filmene er professionelle lavet og samtidigt er det meget mere end film. Filmene skaber et rum, som man som besøgende er med til at give liv. Museets særlige kvalitet som rumlig formidlings- og oplevelsessted bliver udnyttet – og med andet end de arkæologiske genstande, der ellers synes at måtte have været det oplagte i et emne fra Romerriget. Den filmiske og scenografiske formidling er med til at få historien om gladiatorerne bred formidlet. Den er også med til, at formidlingen når og engagerer flere end de gæster, der på forhånd har interesseren og tålmodigheden til lange tekster og oplyste montre.

Gladiator - Colosseums helte

Gladiator – Colosseums Helte vises på Moesgaard Museum frem til 11. september 2016.

1 kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Udstilling

Udstillinger om fiktion – The Hunger Games og The Making of Harry Potter

I sommers besøgte jeg en udstilling, hvor jeg helt klart var en af de gæster, der vidste mindst om emnet, og det var samtidigt om et emne, som jeg ikke umiddelbart kunne aktivere en interesse for. Det var som museumsprofessionel en fin oplevelse, da det tydeliggjorde nogle af følelserne førstegangsbesøgende til museer kan have – hvad er dette? Er der noget som er vigtigere end andet? Og kan de andre se, at jeg er helt blank?

DSC_0011

The Hunger Games – The Exhibition

Udstillingen blev vist i Discovery udstillingsbygningen ved Time Square i New York og var om de to første filmatiseringer af bøgerne i Suzanne Collins’ The Hunger Games trilogi. Jeg var der sammen med mine piger på 11 og 14 år, og en væsentlig målgruppe var helt tydeligt også store børn og unge.

DSC_0035

IMG_7504

Kostumerne og rekvisitterne fra filmene er de markante elementer i udstillingen, garneret med billeder og tekster, der er med til at skabe en kontekst, og filmklip, som dels minder gæsterne om handlingen og dels er interviews med folkene bag filmene.

DSC_0010

IMG_7523

Fint strøget ud over hele udstillingen er der steder, hvor gæsterne kan interagere og komme væk fra den passive betragterrolle. Flere af stederne er den interaktion helt enkle hands-on elementer som quiz, hvor svaret er bag et skilt der kan løftes, et bord med reb, så man kan lære at binde knob, eller kugler, som man kan sende til forskellige beholdere afhængigt af det valg man gør.

IMG_7527

En enkel find-svaret-bag-lågen-formidling.

DSC_0025

Handlingen i filmen bliver nogle steder brugt til mere åbne spørgsmål – her er det hvilken strategi man skulle bruge for at stoppe et morderiske spil som The Hunger Game: Sympati, logik eller vrede.

DSC_0028

Op på bagsiden af installationen kan man se hvilken strategi, der har fået flest eller færrest stemmer.

Enkelte andre steder sker interaktionen gennem digitale medier som store touchskærme, hvor informationer kan søges, eller spil baseret på en Kinnect-lignenede teknologi, hvor man skal eftergøre et træningsprogram.

IMG_7507

IMG_7538

For en novice i The Hunger Games universet er udstillingen taknemmeligt bygget op ved at man går gennem historien fra start til slut, fra helten Katniss Everdeen’s opvækst i Distrikt 12, udvælgelsen til The Hunger Games, over turen til hovedstaden Capitol, kampen mod de andre og til oprøret i bog/film 2.

IMG_7494

Undervej er der udover elementerne fra filmen også kommentarer, skitser mv., der fortæller om f.eks. forfatterens, kostumedesignerens og rekvisitørens inspiration.

DSC_0038

Et fint eksempel på teknomagi i udstillingen er bogen med kostumedesignerens overvejelser. Man kan blade i bogen hvorved nye sider, dvs. projektioner kommer frem.

DSC_0039

Og på siderne/projektionerne er der felter man kan trykke på og dermed sætte film i gang eller få yderligere informationer til at blive synlige.

The Making of Harry Potter

Udstillingens karakter og brug af greb minder på nogle punkter om The Making of Harry Potter i Watford udenfor London, en anden udstilling der også er uhyre populær for en børne- og unge målgruppe. The Making of Harry Potter har det ekstra lag, at den, hvor mærkeligt det kan synes for en udstilling om en fiktionsværk, har et in-situ lag. Der er her, at filmene blev indspillet og flere af scenografierne kan besøges bl.a. Dumbledores kontor, Gryffindor-elevernes opholdstue, eliksir-klasselokalet, familiens Wesleys køkken og Ligustervænget.

IMG_1404

Kulissen til eliksirlokalet med professor Snapes kostume.

The Making of Harry Potter er blevet et populært valfartssted for de mange fans af J.K. Rowling’s Harry Potter univers og filmatiseringerne af bøgerne. Da vi besøgte det skulle billetterne bestilles på forhånd – og i god tid før. Det er meget professionelt opbygget og med den sans for fortælling og detalje som en blockbuster-produktion kan have. Jeg besøgte udstillingen med min familie for tre år siden. Der er sket lidt ændringer, så det er ikke helt samme tur man i dag kan opleve.

IMG_1364

Warner Bros. Studio Tour London – The Making of Harry Potter, som er attraktionens fulde navn, er indrettet i en del af Leavesden studierne, en tidligere flyvemaskinefabrik, der siden 1995 har været studie for store produktioner som bl.a. GoldenEye, Star Wars I The Phantom Menace, Mission Impossible Rogue Nation – og de otte Harry Potter film. Udstillingen er ikke bygget op så man følger narrationen i bøgerne/filmene, men er i stedet inddelt i forskellige elementer af filmatiseringerne. Efter at have startet med en film-intro og wow effekten ved at gå ind i spisesalen på Hogwarts fortsætter besøgets første del i et stort rum, hvor de forskellige scenografier vises og hvor der er information om rekvisitterne, scenografierne og de kostumer der bruges.

IMG_1417

IMG_1392

Derefter følger et udeområde, hvor bl.a. Harrys barndomshjem Ligustervænget blev filmet, Det er også et pauserum med med en cafe, hvor en af Harrys yndlingsdrik, ingefærøl, naturligvis kan købes.

IMG_1458

Gad vide om Harry skulle være hjemme?

Mr. Weasley's Ford Anglia

Mr. Weasley’s Ford Anglia fra film/bog to er en af de mange rekvisitelementer man som besøgende kan interagere med.

Behind the scene

Anden del af besøget i The Making of Harry Potter kommer forbi en af de mest imponerende scenografier, Diagonalstrædet, men har ellers mere karakter af en behind the scene tour. Der er et afsnit om de mange væsner, dyr og special effects, der skulle laves til filmen.

IMG_1480

Formidlingsteknisk har det afsnit en af de bedste publikumsflyttere jeg har mødt. I noget der skal give illusionen af et værksted er der en stor projektion. På den diskutere en skuespiller og en af filmens effektskabere nogle af de genstande, der kan ses omkring projektionen, og som en del af deres snak går de ud af projektionen for at gå ind i en anden projektion, der ligger 15-20 meter længere inde i rummet. Helt automatisk fulgte den flok på 20-30 mennesker jeg stod imellem med.

IMG_1471

Der er også et afsnit som har fokus på designet af de enkelte dele til filmen. Der kan man komme tæt på modeller, skitser og tegninger og få en fint indtryk af de mange overvejelser, der ligger bag det endelige resultat.

IMG_1511

IMG_1517

Turen sluttes af med den model af Hogwarts, der fra film to og frem er det man ser i filmene, når der panoreres over eller flyves forbi slottet. Det hele ender med, at man gennem et tryllestavsrum kommer direkte ud i butikken, hvor nogle af det genstande man har set – og meget andet Harry Potter merchandise – kan købes til ikke helt billige priser. Vi var fem timer om besøget og børnene synes ikke det var spor for lang tid – tværtimod.

IMGP2197

Rummet før butikken var fyldt med tryllestavsæsker – og som en fin hyldest til de mange, der havde været med til at lave filmene, havde de hver fået en æske med deres navn på.

Genstandens repræsentation

Ligesom ved Hunger Games udstillingen behandles rekvisitterne til Harry Potter filmene med stor respekt både af udstillerne og af publikum – særligt de genstande, der har en markant betydning i bøgernes/filmenes fortælling, som f.eks. tryllestavene eller flammernes pokal fra Harry Potter bogen af samme navn.

IMG_1397

Brugen og modtagelsen af de genstande fører overvejelser om originalitet og reception med sig. De udstillede genstande er fysiske gestaltninger af elementer i en fiktiv verden. Er det så den originale tryllestav – kan noget være originalt, når det er en repræsentant af en fiktion? Når man har mulighed for at komme helt tæt på objekterne kan man så se, at f.eks. de Horcrux’er, der skal findes for at bekæmpe den onde Voldemort ikke er kostbare virkelige genstande lavet af ædelt materiale – de er props i film, hvor de så med filmens magi virker ægte. Men de er jo samtidigt ægte da, de netop er de genstande, der bruges i filmen – og i filmens måde at fortælle historien på, er de de mest virkelige repræsentanterne for disse særlige elementer i Harry Potter fortællingen.

IMG_1408

En montre, hvor hocrux’erne bliver præsenteret som kostbare genstrande.

Digital guides og analoge opgaver

Begge steder kunne man supplere besøget med en digital guide, hvor der var små film, lydspor og ekstra materiale. I The Hunger Games kunne guiden også bruges som kamera, og til en skattejagts-opgave gennem udstillingen.

DSC_0024

Udvalgte punkter kunne undervejs i besøget fanges ved at holde guiden helt rigtigt.

Hunger Games profilside

Efter besøget får man gennem den digitale guide adgang til sin egen The Hunger Games – The Exhibition side på nettet. Der kan man se de billeder man tog med guidens kamera sammen med de markeringer af punkter man fik unlocked på skattejagten, men ellers bliver den side mærkeligt nok ikke brugt til at give mere indhold eller andet, som kunne give ekstra tilhørsforhold til udstillingen.

I The Making of Harry Potter var der udover den digitale guide også en helt analog opgavebog, hvor man kunne samle stempler ved at besøge de forskellige afsnit af udstillingen. Det var en meget populær aktivitet for børnene og en klar illustration af, at bare fordi nye muligheder åbner sig med digitale gadgets, så er det ikke grund til at skrotte elementer og metoder der virker.

IMG_1386

Allerede i det første rum på rundturen blev skattejagten i bogform fundet frem og de første personlige oplysninger skrevet ind – “og så endda her i Hogwarts spisesal”.

Der er flere gode pointér at tage med sig fra de to klart kommercielt tænkte udstillingssteder, bl.a. om formidlingsgreb og udstillingernes introduktion, selvsikkerhed og tilgang til fotografering.

IMG_1369

Allerede i køen til der hvor man kan komme ind The Making of Harry Potter er der det først foto shot: Skabet under trappen, som Harry Potter var henvist til. Placeringen af trappen med skabet er også et fint eksempel på et vellykket kø-oplevelses-element.

Udstillinger med rigtigt store budgetter og målrettet unge – de må da være fyldt med digitale tiltag og helt nye måder at fortælle historier på og engagere de besøgende. Nej, faktisk ikke. Der var begge steder et klart sigte om, at udstillingerne skulle fortælle en historie, og det gjorde begge først og fremmest med rum og genstande, der var sat op for at fremhæve det særlige ved netop det objekt og de historier, der er knyttet til det. Billeder, tekst og film skabte kontekst og enkelte interaktive elementer – både digitalt og analogt – var velovervejet spredt ud for at aktivere gæsterne og gøre dem mindre passive. Det er det de unge vil ha’ og grundlæggende er det ikke en nyskabende tilgang. Det var bare fint udført.

DSC_0048

Test your technique. En ikke-digital installation i Hunger Games udstillingen, hvor børn som voksne kunne teste deres knob og knude-evner.

Udstillingernes introduktion

Begyndelsen var begge steder velgennemtænkt, så man som gæst ikke var i tvivl om, at der ventede noget særligt – der var et anslag på sammen måde som filmmedier gerne benytter sig af.

I The Making of Harry Potter sker det i en decideret filmsal, hvor skuespillerne bag filmenes primære figurerne, Harry, Ron og Hermione, kommer ind på lærredet og fortæller studierne betydning. De står til sidst i deres præsentation foran døren til spisesalen i Hogwards, og da lærredet går op er der bag det den samme dør ind til spisesalen. En vært inviterer så publikum op til døren for at de skal hjælpe med at åbne den, og da døren går op er det ind til den spisesalskulisse, der er brugt i filmen. Øjnene var store og munden åben. ”Det er jo helt som at være her selv” som den største fan i mit selskab sagde, og nu når hendes forældre tilsyneladende ikke kan ordne, at hun kunne komme på Hogwarts som 11 årig, så var det her det næstbedst.

IMG_1378

Døren skubbes op til udstillingen og til Hogwarts spisesal.

IMG_1382

Værten bød os velkommen til spisesalen før gruppen selv kunne udforske resten af The Making of Harry Potter.

I The Hunger Games udstillingen er der også et introrum, hvor skuespilleren Jennifer Lawrence, det spiller hovedpersonen Katniss Everdeen i filmene, byder os velkommen. Setup’et er der ikke lige så stort som ved Harry Potter, men har den samme forventningsopbygningen og samme grad af en velkomst, hvor man føler sig som en særlig gæst.

IMG_7487

IMG_7492

Selvtillid

Det er udstillinger med stor selvtillid. På museerne er der jævnlig formidlingsdebatter om, hvordan at vi kan gøre emner, som folk ikke kender meget til, til noget de bliver interesseret i – hvordan formidler og sælger vi emnet. I Harry Potter og Hunger Games udstillingerne skulle emnet ikke sælges – det skulle bare udfoldes. Der var en selvsikkerhed om, at folk var interesserede i emnet, og at de selvklart ville gå glade derfra efter besøget. Selvsikkerheden klædte personalet godt – selvfølgeligt er det som I nu skal se fedt – I kan bare glæde jer og husk at tage så mange billeder af det som I kan.

IMG_7508

Oplagt fotosted i The Hunger Games – The Exhibition.

Fotografer gerne

De to steders hyppige opfordring til at tage billeder undervejs understøtter utvivlsomt markedsføringen af udstillingerne, men jeg tror også, at det bunder i en egen overbevisning om, at denne her udstilling naturligvis vil dokumenteres og deles af publikum. Her er ingen metadiskussioner om, hvorvidt om kunsten, historien mv. ikke bliver forstået rigtigt nok, hvis man samtidigt fotograferer. Nej, her er udgangspunktet, at det er fede ting der viser, og noget der gerne vil huskes og deles, så genstande og rummene var generelt også fremvist veloplyste. Her er ikke tale om black box udstillinger med dramatisk scenografi henlagt i mørke, men om relativt luftige rum med plads og lys til at opstillingerne kan blive fotograferet – gerne med en selv eller veninden med på motivet.

DSC_0034

Et sted i Hunger Games udstillingen kunne man fotograferes i en interviewsituation med filmens tv-værtfigur Caesar Flickerman.

IMG_1429

Tryllestavene var medbragt til Harry Potter studierne, så de rigtige billeder kunne tages.

Udover de foto shot steder gæsterne selv finder, der også steder med bemanding, hvor man kan blive foreviget på en green screen så man få et billede med sig hjem af sig selv i filmen. I The Hunger Games udstillingen er denne del udviklet, så det allerede er i køen til indgangen, at man bliver fanget ind af denne mulighed, der så gentages flere gange undervejs afsluttende med, at billederne kunne købes enkeltvis eller samlet sat ind i udstillings souvenirhæfte. Den dag jeg besøgte udstillingen generede det et betydeligt mersalg.

Hunger Games IMG_7552

The Hunger Games – The Exhibition og The Making of Harry Potter er lavet til fans af de to massekulturelle fænomener, og jeg er ikke i tvivl om, at udstillingerne rammer rigtigt til de målgrupper. Jeg kendte selv til Harrys Potter fortællingerne før mit besøg i Watford, og der var udstillingen et spændende indblik i filmenes univers. Men selv når man ikke kender historierne er der noget at komme efter. Både The Hunger Games udstillingen og The Making of Harry Potter er værd at lade sig inspirere af i forhold til udstillingernes selvsikkerhed og stedernes klare brug af formidlingsgreb.

IMGP2115

Kulissen til Diagonalstrædet i Harry Potter filmene.

For at vende tilbage til den indledende betragtning om at besøge en udstilling, hvis emne jeg intet kendte til, så gjorde The Hunger Games udstillingen det som mange museer håber, at deres udstilling gør: Den gjorde mig interesseret, så da muligheden bød sig, fik jeg set den første film i serien og kan nu tale med, når mine døtre snakker om karaktererne i dette fiktive univers.

IMG_7509

Et fint element i Hunger Games udstillingen var, at der nogle steder var citater eller filmklip fra den kulisse man stod ved.

Link

The Hunger Games – The Exhibition: http://www.thehungergamesexhibition.com/

The Making of Harry Potter: https://www.wbstudiotour.co.uk/

 

2 kommentarer

Filed under Digitale medier, In situ, Udstilling

Dramatiseret historie – 1864

Jeg kan godt lide dramatiseret og populariseret historiefortælling, der vil beskueren noget og som bruger anderledes formmæssige greb end nøgterne beskrivelser i tale eller skrift.

Ole Bornedal til pressemøde om den ambitiøse tv-serie om krigen i 1864. Foto: Politiken

Historieformidlere står overfor udfordringen om at oplyse om en tidligere virkelighed og på samme måde engagere sit publikum. Det nytter ikke noget at præsentere den mest komplette version af en historie med klarlægning af alle detaljer og forbehold, hvis man gør det på en måde, hvor der ikke er nogen som gider engagere sig i historien eller kan se oplysningernes nytte – og det gælder både, når historie formidles på tv i bedste sendetid, på museer eller i peer reviewed fagmagasiner som Historisk Tidsskrift.

At engagere sit publikum bør ikke være en modsætning til at oplyse sit publikum. Historien har et bagkatalog af rigtigt gode fortæller med stærke personer, uløselige dilemmaer og spektakulære handlinger, men det stærkeste kort, og der hvor historieformidling adskiller sig fra anden narrationer er ved, at det bygger på stukturer, begivenheder og figurer, der engang eksisterede og fandt sted, og at det der skete dengang på den ene eller anden måde fik betydning for den videre udvikling og dermed i sidste ende de strukturer og handlinger vi er en del af i dag. Det er historieformidlingens styrke og figenblad. Det er op af bakke som historiefortæller, hvis publikum ikke tror på, at det der formidles er rigtigt – for så er kun fortællingen tilbage, men uden den vigtighed og relevans som historieformidlingen kan have.

Holland Belgien 467

Dramatiserede film på museer 1. Nederlands Openluchtmuseum, Arnhem. Projektion af livet i en tyrkisk lejlighed. God præsentation af dagligdagen og flot iscenesat.

.

Dramatiserede film på museer 2. Nederlands Openluchtmuseum, Arnhem. Foredragssal, hvor en agent prøver at overbevise gæsterne om at udvandre til Canada. Fin fiktivt baseret historieformidling (og sikkert endnu bedre hvis man kunne hollandsk).

Er historie ikke en tolkning? Jo det er det, og det kan være svært at have alle mellemregningerne med og nogle gange må man også vælge ikke at vise dem alle, hvis mediets struktur og den valgte formidlingsform umuliggøre det, det kan både være, når formidlingen sker gennem tekst, billeder, i den rummelige udstilling eller i filmens faste narration.

Skal historieformidling ikke være underholdende? Jo det skal, hvis det er den bane man ønsker at spille på. Effekter skal vælges med omhu, suspence benyttes og pointer serveres rette sted – og det er ofte ikke særligt nemt.

De to positioner strider ikke nødvendigvis imod at afvige fra kendsgerningernes brede vej. Historieprofessor Erik Arup formulere allerede tilbage i 1914, at historieformidling var ”at digte over de Kendsgerninger, der virkelig kan udsondres af Kilderne som tilforladelige, over dem alle, ikke imod dem og ikke udover dem.”

haandv_i_baghus_2027

Dramatiserede film på museer 3. Den Gamle By. Læredrengens Oskars historie følges gennem film og tegneserie i udstillingen Håndværkerne i Baghuset.

1864

Arups rummelige syn på historieformidling er værd at have in mente i den debat, der i denne uge har været omkring Miso Films kommende tv-serie om 1864, som er planlagt til at blive vist på DR i efterår 2014 gennem otte afsnit á en time. I et interview i Politiken fortæller tv-serien instruktør Ole Bornedal af ‘1864’ skal fungere som drama, og ikke som dokumentar.

Bornedal siger bl.a.: ”Man tager nogle historiske figurer og gør alt for meget ved nogle og alt for lidt ved andre. I den balance kan man ikke navigere i forhold til det historisk korrekte, men kun i forhold til en dramatisk velfungerende korrekthed” og i Berlingske Tidende udtaler instruktøren, at det historiske drama ”skal rumme nogle karakterer, som man kan identificere sig med og føle med. Det historiske er ikke det vigtigste i den forbindelse”.

Berlingske Tidendes Tom Jensen reagerede på disse udtalelser i sit udemærkede blogindlæg Historieløsagtighed. Tom Jensen kommer med eksempler fra den nye Lincolnfilm, hvor dramaet går lodret imod historiske kendsgerninger og skriver, at det fra filmskabernes side er mageløst selvovervurderende, når de ikke både kan dramatisere et historisk forløb og samtidig fastholde afsættet i de faktuelle omstændigheder, der ikke er til diskussion. Begge dele bør være mulig.

.

Dramatiserede film på museer 4. Museum und Park Kalkriese. Installation hvor de to modstandere Publius Quinctilius Varus og den germanske høvding Arminius i en fiktiv samtale diskutere slaget og deres eftermåle. Den fungerer godt og gør dem nærværende.

Jeg håber at holdet bag 1864 ikke lider af denne selvovervurdering. Med den rundhåndede bevilling på over 170 millioner kr. er det muligt at sætte en ny standart for den dramatiserede historieformidling, men den mulighed vil blive spildt, hvis historiefagligheden ikke også tages alvorlig. Det vil også være et svigt mod projektets folkeoplysende/folkeunderholdende karakter.

Når Miso Film og Ole Bornedal får midler til at producere et drama om 1864, der i bedste sendetid skal sendes på landets mest sete tv-kanal forpligter det. Ekstrabevillingen på 100 millioner fra Folketinget er ikke kun givet fordi, at danskerne skal have endnu en prima dramaserie, der kan blive Emma-nomineret, men fordi at serien skal være med til at markere 150 års jubilæet for 1864-krigen. Serien skal være med til at forme den brede befolknings historiske kapital, noget som DRs dramachef Piv Bernth også peget på i en udtalelse i Ekstra Bladet. Det forudsætter en forståelse og respekt for de kendsgerninger, der er tv seriens motor.

Jeg glæder mig til at se Bornedals serie og håber, at det bliver så medrivende og spektakulært som en så dramatisk del af landets historie kan blive. Men hvis Bornedal og Miso Film bevidst vælger at digte mod kendsgerninger i markante dele af serien mister serien den autenticitet som gør, at serien løfter sig fra at være en god fortælling til at være en vedkommende historiefortælling.

Hvidstengruppen arresteret seng

Dramatiserede film på museer 5. Besættelsesmuseet i Aarhus. Hvidstengruppens historie dramatiseret gennem lyd, iscenesat rum og filmklip fra Regnar Grastens film Hvidsten Gruppen.

Tom Buk-Swienty har med sine succesfulde historiske bøger om krigen skabt interesse om konfliktet og krigens skæbner. Han har leveret tv-seriens historiske oplæg og har også været en konsulent, der skulle sikre, at det historiske bagtæppe er korrekt. Grundlaget burde dermed være i orden. Der skal nok komme diskussion om tv-seriens vinkling og prioriteringer. Det er kun godt, og der er potentiale for at diskussionen kan tage aktuelle emner op og perspektivere Danmarks rolle som krigsførende nation og det lille lands international betydning. Det vil bedst kunne ske, hvis det ske på baggrund af tv-seriens bevidst valgte tolkning ”over Kendsgerninger” og ikke, hvis man fra holdet bag filmen i dramatikkens navn direkte er gået imod væsentlige fakta. Så vil medierne kunne blive fyldt med en ørkesløs diskussion filmfolk og faghistorikere imellem om hvorvidt filmen er gået imod Kendsgerningerne eller udover dem. Giv os hellere god underholdning baseret på fakta.

.

Dramatiserede film på museer 6. Museum of Liverpool. To herre på pubben The Sandom, der diskuterer de begivenheder som førte til dannelsen af fodboldklubberne Everton og Liverpool F.C. Museet er en fornøjelse at besøge i forhold til dramatiserede fortællinger.

halle_w_aug-sep_08 052

Dramatiserede film på museer 7. Besøgscenteret Arche Nebra – Die Himmelsscheibe erleben. På besøgscenteret ved Mittelberg, Nebra bruges Pepper Ghost projektion med en overgearet rengøringsfe, der pudser himmelskiven fra Nebra og de andre fund mens den sludrer løs om fundene og løst og fast. Det skulle de bare have ladet være med at gøre.

Link

Interview om tv-serien 1864 i

Politiken:
http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1927644/ole-bornedal-1864-skal-fungere-som-drama-ikke-som-dokumentar/

http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1927051/drs-nye-tv-serie-er-et-slag-om-sandheden/

Berlingske Tidende:
http://www.b.dk/kultur/bornedal-paa-vej-med-dyreste-tv-drama-i-drs-historie

Ekstra Bladet:
http://ekstrabladet.dk/flash/filmogtv/tv/article1941596.ece

Timefortv:
http://dk.timefor.tv/artikler/255-bornedal-1864-skal-ikke-vaere-historieundervisning-skal-vaere-et-storslaet-drama

Tom Jensens blogindlæg:
http://tomjensen.blogs.berlingske.dk/2013/03/22/historielosagtighed/

2 kommentarer

Filed under Kulturhistorie