Uden Erik – ingen vikingeskibe, skiver vikingeskibsrekonstruktør Vibeke Bischoff i en mindeomtale af Erik Andersen. I denne uge døde en af Danmarks mest underspillede og helt store vikingetidsforskere. Erik var selvlært og udgav meget lidt, men han var med til, at vikingeskibene kom til at sejle igen. Gennem hans observationer af råsejlbåde langs de norske kyster, hans studier af arkæologiske fund og hans lydhøre snakke med bådebyggere, vævere, sejlere og andre fagfolk fik han i et samarbejde med andre sat sejl på skibene, så vi alle kunne se og forstå, hvad de skibe og dem der sejlede dem kunne tilbage for 1000 år siden.
Erik i hans rette element. På søen under hans rig og sejl og omgivet af konstruktørkollega Vibeke, Søren fra bådværftet og andre sejlere, der i praksis afprøvede de ideer han havde været med til at skabe. Foto: Werner Karrasch, Vikingeskibsmuseet.
Vikingeskibsmuseet kunne se Eriks kvaliteter og havde ham tilknyttet i årtier som en af deres fremmeste forskere, selvom han ikke havde en ph.d. eller andre tossede regler, der prøves på at blive indført omkring forskning på museerne. Erik var en praktisk mand, var lydhør og satte ikke sig selv, men spørgsmålet i centrum. Det gjorde ham til en af de helt vigtige personer omkring formidlingen og forståelsen af vikingeskibene. En anden kvalitet ved Erik var, at han umådelig gerne ville dele sin viden. Det kunne være med hjælp fra en de mange tegningsruller, der altid stak ud af hans mulepose og gerne i en snak – og her var intet spørgsmål uvedkommende. Erik var ikke en mand af få ord, men han havde respekt for dem, der prøvede at få kortet ordmængden og myriaderne af tankerne og perspektiverne ned til udstillingstekster og udvalgte pointer. Også her var Erik lyttende og gik efter sagen mere end selv at få plads.
Model af Skuldelev 2 med Erik Andersens og Vibeke Bischoffs rekonstruktion af rig og sejl. Foto: Werner Karrasch, Vikingeskibsmuseet
Ære være Erik – og tak til Vikingeskibsmuseet og Eriks kollegaer for at de gav Erik rum til at lave hans forskning og formidling på den måde han nu gjorde.
Alle museer og flere større udstillingsområder har et introduktionsområde, men måden som de er udformet på er ganske forskellige. Nogle er meget gennemarbejde, mens andre bare er opstået. Men uanset, hvor lidt gennemtænkte de måtte være, så har de en vigtig funktion for besøget. Det er her, at den første orientering finder sted og anslaget for besøget sker.
I en sammenfatning af museumsbesøgsstudier inddeler museumsforskerne John H. Falk og Lynn D. Dierking museumsbesøget i en række faser, hvor den første er orienteringsfasen. For en førstegangsbesøgende er den fase gerne mellem 3-10 min. Det er her, at gruppen samles, overblikket skabes, information opfattes fra skilte og ansatte, koder for adfærd aflæses ved at se på andre gæster og der tages en beslutning om hvor og hvordan besøger skal starte. At museet facilitere denne fase godt giver naturligvis en god start på besøget, men studier viser også, at denne fase kan være væsentlig for den overordnede bedømmelse af museumsbesøget. (Falk, Dierking 1992, p. 58-61 og Falk, Dierking 2013, P. 134-135). Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvordan museets møde med gæsten sker.
En velkomstperson ved MOSI i Manchester, der var rigtigt dygtig et at få gæsterne til at føle sig velkommen.
Introduktioner til museer kan opdeles i flere elementer.
I 2011-2012 blev der i regi af museumsforskningsprojektet DREAM lavet en undersøgelse af en række danske museers foyerer, og undersøgelsens observationer blev udgivet i en artikel af Ditte Laursen, Erik Kristensen og Kirsten Drotner (Laursen, Kristensen og Drotner, 2016). De skriver, at museets foyer har to funktioner. Den en er, at det er en entry område, med funktionerne arrival (ankomme til foyeren), orientation (beslutte hvad der skal ses), service (købe billet mv.) og preparation (toilet, garderobe mv.). Den anden overordnede brug at foyeren er, at den er et exit område med funktionerne evaluation (diskuteres udstillingerne), service (snakke med front personalet), preparation (besøge toliet, vente på gruppen) og departure (forlade museet).
I et studie fra 1984 af frilandsmuseets Old Sturbridge Villages dengang nye indgangsområde opdeler forskerne D. Geoffrey Hayward og Mary L. Brydon-Miller fra University of Massachusetts introduktionen i Spatial orientation og Conceptual orientation, hvor der første referere til at kunne finde rundt på museet og det sidste til at introducere temaer og gøre den besøgende klar til museets oplevelser og indhold (Hayward, Brydon-Miller 1984, p. 318).
De to overordnede orienteringstyper er gerne begge tilstede i introduktionsområder og kommer til udtryk gennem forskellige fysiske installationer. Jeg har her forsøgt at sammenfatte en række forskellige konkrete måder, hvorigennem museer giver de besøgende en introduktion til museet og museumsoplevelsen. Der er utvivlsom flere, men her er nogle af dem jeg er stødt på: Biograf, Velkomstrum og Introudstilling, Rejsen, Oversigtskort og Model og Personlig kontakt.
Biograf
En løsning er at lade besøget starte med en film. Vikingeskibsmuseet i Roskilde var tænkt sådan i museets første mange år. Først skulle de besøgende se Børge Høsts film om udgravningen af Skuldelevskibene i Roskilde Fjord, og derefter kunne de gå ud i hallen og se skibene med fjorden som baggrund. En af de berømte museumsintroduktionsfilm er ”The Story of a Patriot” i frilandsmuseet Colonial Williamsburg i Virginia. Filmen varer 37 min. og er optaget på Colonial Willamsburg. I 1957 var det en uhørt ambitiøs museumsfilm lavet i et samarbejde med Paramount Picture og instrueret af Oscarvinderen George Seaton. I dag kan den virke noget 1950’er langtrukken, men filmen har utvivlsomt været en vigtig inspirationskilde til at tænke ambitiøst i forhold til introduktionsfilm og introduktionsoplevelsen.
En af de bedste biograf-introduktioner jeg har oplevet er på Harry Potter Studio i Watford ved London. Der er her, at det meste af Harry Potterfilmene blev optaget og før man kommer ind til filmsættende og rekvisitterne er der to introduktionsfilm. Ideen om at lave filmene bliver vist gennem film i et rum, hvor man står op i og bagefter kommer man ind i en filmsal, hvor filmenes tre hovedkarakterer Harry Potter, Ron Weasley og Hermione Granger, eller retter skuespillerne bag karakterne, i en film fortæller om studierne og scenerne. Det gør de foran døren til spisesalen i Hogwarts, hvorefter lærredet går op og viser døren til spisesalen i Hogwarts. De besøgende opfordres til at komme og åbne døren – og inde bag ved døren er spisesalen. Så er alle klart til oplevelsen.
Biograf – Verzetsmuseum
En anden velfungerende introduktionsfilm er på Verzetsmuseum (Dutch Resistens Museum) i Amsterdam. Introduktionsfilmen kæder byens rum sammen med museet. Desværre formår museet ikke helt at have sammen rytme og relevans som filmen, på nær i børneafdelingen, Verzetsmuseum Junior, der i fortællende interiør viser krigen fra forskellige ståsteder, men alle i børneperspektiv.
I Harry Potter studierne er det en tvungen introduktion, men de andre steder er den frivillig og noget, der blandt andet på grund af længden ikke altid vælges til. Det kan være en rigtigt virkningsfuld introduktion, men det tager tid, og hvis det er frivilligt kræves der en særlig motivation for at gæsterne prioriterer det i besøget.
Velkomstrum og introduktionsudstilling
Et andet greb er et velkomstrum med forskellige effekter. På frilandsmuseet Blist Hill Victorian Town, der er den del at industrimuseumskomplekset Ironbridge Gorge Museum er der et introduktionsdel, som også kunne betegnes som en biografløsning. For at komme ind i frilandsmuseet skal man gå igennem en introduktionsbygning. Der er et rum, der med sine murede vægge og støbejernsstolper ikke er en biograf, men på væggene projekteres en 8 min. lang film om industrialiseringen vist gennem en række sceaner og stemningsbilleder, som beskriver arbejdet, arbejderne og deres produkter.
Derefter er der en gang, hvor frilandsmuseet og forbindelsen til industrialiseringen og det industrialiserede landskab introduceres, både gennem oversigtkort, men også med filmeffekter, hvor man som gæst blandes med personer fra museets tidsperiode.
Velkomstrum – Skansen
På Skansen i Stockholm kommer man op til et introduktionslokale, hvis man tager rulletrappen op fra Hovedindgangen. Sidst jeg tog den vej ind i museet (i 2011) bliv man mødt af en skærm, der gav informationer om hvad der skete på museet det dag. Der var derudover nogle skæmtekulisser til fotomulighed og en række display/montre som fremhævede forskellige elementer ved museet, f.eks. Berättelser, Inspiration, Gemenskap, Helsvenskt, Möten og Upptäckter. Ideen er nok god, men ikke noget, som kan måle sig med den stemning der er på museet og som gæsterne nok forventer at møde. Det var i hvert fald ikke er område de forbipasserende stoppede ved og heller ikke noget jeg blev grebet af – ud over af en professionel interesse for tiltaget.
Velkomstrum – Beamish Museum
Et andet museum der har et større ankomstrum er Beamish Museum i Nordengland. Ligesom Skansen er Beamish et frilandsmuseum, og før man kommer ind på det store område går man igennem en bygning med en model over området og en række billeder fra området. Her er der arbejdet mere med stemning, men det store mørke rum har ikke sammen gribende atmosfære som frilandsmuseets landskabet og personbårne industrielle fortællinger. Og udover de visuelle indtryk giver rummet ikke meget information.
Velkomstrum – Black Country Living Museum
På et andet stort industrifokuseret engelsk frilandsmuseum Black Country Living Museum er der også et område i indgangsbygningen med yderligere information før man går ud i parken. I modsætning til de omtalte indgange i Skansen og Beamish er det ikke et område man behøver at se, men en sidegang man kan vælge til. Hvis man gør det, er der en række stærke billeder af industriarbejdere, nogle plancher om byer og steder i Black Country området og en genstandsudstilling med nogle af de produkter som industrien i området producerede. Fotografierne er det første man ser og også det mest fængende og stemningsfulde.
Tilgangen i Black Country Living Museum vil også kunne betegnes som en introduktionsudstilling. Der er også et greb, der blandt andet bruges i National Football Museum i Manchester, hvor en lille gang bliver brugt til at give et oversigt over markante begivenheder i engelsk fodbold før man går ind til den genstandsorienterede del af museet.
På de amerikanske frilandsmuseer Frontier Culture Museum i Virginia og Old Sturbridge Village i Massachusetts er der lavet større introduktionsudstillinger i forbindelse med museernes indgangsbygninger. Tilgangen og grebene på de to museer er ganske forskellige.
Velkomstrum – Frontier Culture Museum
Frontier Culture Museum er et museum med et interessant koncept: At vise bygninger fra ”The Old World” – Vestafrika, England, Tyskland mv. og også vise bygninger fra ”The New World” – Nordamerika i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Museet giver dermed den besøgende en mulighed for at reflektere over inspiration og vidensoverlevering i materiale kultur i den nye verden. Men det er også en svær historie at få engageret de besøgende i. Introduktionen til denne sammenligning giver i indgangsbygningen – dels gennem en introduktionsfilm, men primært gennem en masse tekst. Ikke en umiddelbart appellerende udstilling, og da jeg besøgte museet i sommeren 2015 med en gruppe bestående at tre generationer og over 10 personer i alt prøvede den venlige billetsælger heller ikke at få os derind.
Velkomstrum – Old Sturbridge Village
Old Sturbridge Village har et mere enkelt koncept. Museet fortæller om det landlige New England i begyndelsen af 1800-tallet gennem huse og miljøer både fra by og land. Museums indgangsbygning er meget mere varieret i sin form, og som det føromtalte studie af Hayward og Brydon-Miller viser, så er er det i ankomstområdet også lavet publikumsundersøgelser og ankomsten er blevet analyseret for at give de besøgende en god introduktion. Ligesom ved Frontier Culture Museum besøgte jeg museet som del af en større gruppe bestående af tre generationer, men her i Old Sturbridge Village var der noget alle kunne blive interesseret i. Der var aktiverende display som gav viden om håndværk og kultur i området og tiden, og der var et aktivitetsområde med hand-on aktiviteter og blandt anden en 1800-tals købmandsbutik som kunne bruges som ramme for børnenes leg.
Vi brugte noget tid i intro-området i Old Sturbridge Village, da det fangede alles interesse, men meget lidt tid i Frontier Culture Museums introduktionsudstilling, da den var en slet social oplevelse, og et område som en ikke planchetekst-glad person hurtigt kunne blive træt af.
Nogle af disse introduktionsområder er placeret så de skal passeres på vej ind i museet, mens andre er et tilvalg til oplevelsen. Det første betyder, at de skal kunne være relevante for de fleste besøgende, og de sidste har det aspekt, at museets så ikke kan forudsætte, at alle har opdaget området og har fået de informationer og oplevelser med sig før besøget på museet.
Rejsen
En type introduktionsrum som jeg har valgt at give en egen kategori er rejsen. Det er styrede forløb, hvor udstillingens eller museets tema introduceres. Et eksempel på denne introduktion er ved Deutsche Fussballmuseum i Dortmund. Udstillingerne begynder på 2. sal og for at komme derop skal man tage en rulletrappe, der er en tegnet fremstilling af fodboldfans af forskellige tyske klubber afsluttende med en hujende Frau Merkel.
Rejsen – Canon van Nederland
En ny afdeling af det store Nederlands Openluchtmuseum i hollandske Arnhem er Canon van Nederland, en stor samlet og ambitiøs udstilling om Hollands historie. Udstillingen åbnede i september 2017 og adgangen til denne udstilling sker gennem kælderen i den nyombyggede ankomstbygning til museet.
For at komme hen til det store centrale rum i Canon van Nederland udstillingen (der var der hvor Holland-Rama, en experience om landets historie blev vist frem til 2016) skal man passere en mindre gang. I denne gang komme man forbi en række flader med projektioner, som viser film med dramatiserede situationer fra de forskellige tidsperioder udstillingen er delt ind i, f.eks. 1700-1800, 1800-1900. Der er de samme temaer om at mødes og spise som bliver vist i filmene til de forskellige perioder, og der er dermed en sammenligning, som udviklingen i tid kan fornemmes ud fra.
Elevatorturer til udstillingen og museet kan også bruges som en introduktion af denne rejse-type. En kort og en lang af slagsen kan opleves i New York og Aarhus ved henholdsvis indgangen til One World Observatory i One World Trade Center og Aarhus Fortæller i Den Gamle By.
Rejsen – One World Observatory
Til One World Observatory er der en elevatortur op til 102. etager og undervejs i elevatoren kan opbygningen af byen følges på tre af væggene i elevatoren. Tiden går fra 1500 tallet og frem og mens man køre op vokser byen i højden. Et minuts tid senere er man oppe og fremme ved i dag.
Det er imponerende lavet, og faktisk lidt for meget. Der sker noget fra gulv til loft og med elevatoren fyldt med folk er det umuligt at se overblikket som turen egentlig tilbyder. Det kan hurtigt kunne til at virke som om, at man går glip af noget.
Rejsen – Aarhus Fortæller
Aarhus Fortæller er en udstilling, som fortæller om Aarhus fra vikingetiden og til i dag. Udstillingen begynder med at man tager med en elevator en etage ned. Turen varer knapt et ½ minut og viser en film, der er en tidsrejse 1000 år tilbage i tid. Tidsrejsen er vises på skærme lige over hovedhøjde. Blandt andet bestyrket af oplevelsen i One World Trade Center blev dette mere komprimerede synsfelt valgt, for at given en mere samlet oplevelsen af tidsrejsen tilbage i tid.
Oversigtskortet og modellen
Sammen med det udleverede kort over museet er oversigtskortet ved museets indgang vel den mest brugte introduktion til museer. De eksempler jeg hidtil har nævnt har være det som Hayward og Brydon-Miller betegner som conceptual orientation. Oversigtskort er derimod primært til for spacial orientation. Det er her man kan se hvor man er, og hvad der venter en af oplevelser på museet.
På det svenske frilandsmuseum Jamtli er der oversigtskort flere steder og i museets indgangsbygning er der også en lidt anden version, som viser museums forskellige områder og hvor dagens program også vises.
Kort bruges også til at give information om konteksten i udvandremuseet BallinStadt i Hamborg. Der er der i ankomstområdet et kort i gulvet, som viser, at museets bygninger var en del af et større kompleks, som blev brugt i forbindelse med udvandringen til USA.
Model over området er en anden måde at give en spatial orientiation. Det benyttes Skansen i Stockholm sig af ved hovedindgangen. Modellen er desværre svært at komme tæt på på grund af afspærring, og derfor også svært at orientere sig igennem.
Conceptual orientation og Spacial orientation er en måde ankomstområder kan inddeles i funktioner. Der kan også skelnes mellem informationsorientere introduktioner og stemningsorienterede introduktioner. Filmmediet kan være særligt godt til at sætte en stemning, men mindre velegnet til at give et overblik. Plancher og kort kan samle mange informationer, men vækker ikke mange følelser og kan ikke så nemt sætte associationer i gang.
Personlig kontakt
Når jeg tænker tilbage på mine mange møder med ankomstområder på museer er der dog et element som jeg særligt husker – det er det personlige møde. Den gode museumsvært som lige spørg ind til ens besøg eller bare kort introducere til hvad museer kan. Mødet skaber fokus, kan give en målrettet information som nok så mange plancher ikke kan dække, og personer irl kan være mestre i at sætte en stemning.
I det nyåbnede museum Micropia i Amsterdam bliver man mødt af en person, der i sin kittel passer ind i museets tema, mikrober, og som giver en kort introduktion til museet.
Gode folk i ankomstområdet er altid godt – men de er ikke en undskyldning for at museer ikke også gennem ankomstområderne sætter en stemning og giver en god orientering om, hvad der venter på museet.
Citeret litteratur:
Falk, J.H. & Dierking, L.D. (1992). The Museum Experience. Washington, DC: Whalesback Books.
Falk, J.H. & Dierking, L.D. (2013). The Museum Experience Revisited. Walnut Creek, CA: Left Coast Press.
Hayward, D.G. & Brydon-Miller, M.L. (1984) Spatial and conceptual aspects of orientation: Visitor experiences at an outdoor history museum. Journal of Environmental Systems. 13, 4, p. 317-332.
Laursen, D., Kristiansen, E., & Drotner, K. (2016). The museum foyer as a transformative space of communication. Nordisk Museologi, 1, 69–88. https://doi.org/10.5617/nm.3065
Martins Museumsblog 