Tag Archives: kunstkammer

Et kunstkammer anno 2011

Her i påsken åbnede Den Gamle By et kunstkammer. Fra gaden i museets nye 70’er bydel kan man nu går ind i Plakatmuseet og videre ned i kælderen til dunkle rum med fint belyste samlinger af fajance, porcelæn, mønter og sølvtøj. Senere er det også mening, at museets samling af ure skal vises her.

De eksklusive genstande, mørket og følelsen af at gå ned i et skatkammer er med til skabe en højtidelig og tyst stemning. Selv på den velbesøgte dag jeg kom forbi, var der relativt stille i rummet. De besøgende gik hviskende rundt og beundrede og studerede de fine ting og de infostandere, der var placeret ved dem.

april 2011 kunstkammer DGB 014

Navnet på dette nye tiltag ”Kunstkammer” viser også, at der er lagt mere vægt på det eksklusive og fornemme end på prøv-selv, teaterdrama og interaktivitet. Genstandsvalget ligger i også tråd med de konnotationer, der er forbundet med et kunstkammer, som nogle fint og særligt.

I Danmark etablerede Frederik III sit kunstkammer omkring 1650. Frederik III var ikke den eneste regent, der havde samlinger. Hans sydlige nabo hertug Friederich III af Slesvig-Holsten-Gottorp anlagde samtidig et kunstkammer på Gottorp slot. Kejser Rudolf II havde en prægtig samling i Prag. Allerede i 1565 etablerede Albrecht V af Munchen sin samling og fem år før havde kurfyrste August den Stærke anlagt et kunstkammer i Dresden. Kunstkamrene havde en filosofisk overbygning ved at samlinger af artificialier (antikviteter, kunstsager m.v.), naturalier, etnografica o.s.v. blev arrangeret og kategoriseret på en måde, så de afspejlede et verdensbillede. Kunstkamrene var en slags mikrokosmos af hele verden og lå dermed i tråd med renæssancens altfavnende videnskabssyn. Samtidigt havde samlingerne det konkrete formål, at de var statussymboler. Gennem kunstkamrenes prægtighed, overdådighed og det gode håndværk repræsenteret, viste de omverdenen (og nok i særdeleshed de andre kunstkammerindehavere) rigdommen og dannelsen hos fyrsten.

Kunstkamre var en genre, der blev dyrket ved hofferne i den 16., 17. og 18. århundrede og nogle steder i en ekstrem grad. Rudolf II’s interesse for kunst, alkymi og videnskab gjorde Prag til et fantastisk sted i omkring år 1600, men ikke just ham til en god regent. I 2004 og 2006 genåbnede kunstkammeret i Dresden med de permanente udstillingsrum Neues Grünes Gewölbe og Historisches Grünes Gewölbe. Det er overdådige samlinger, der med al tydelighed viser eksempler på renæssancens og barokkens dekadence, overfold og dybe sociale ulighed. Mine yndlinge i Dresden er blandt andet Stormolgul Aureng-Zebs fødselsdag (over 130 figurer skabt af 4900 diamanter, 160 rubiner, perler, emaljeret guld m.v.) og de figurer, der viser håndværk og gadeliv i alt andet en almindelige materiale, f.eks. en enøjet tigger lavet i perler, guld, elfenben og diamant.

Læs mere om Frederik IIIs kunstkammer i dette webprojekt http://www.kunstkammer.dk og der er lidt om nogle af genstandene i kammeret og deres betydning til forskellige tider i dette tidligere blogindlæg.

Hvad er så et kunstkammer anno 2011? Den Gamle Bys kunstkammer viser kostbare genstande og udsøgt kunsthåndværk og er dermed på det punkt lig samlingerne fra August den Stærke og Frederik IIIs tid. Genstandene er dog ikke primært lavet til kongens ære eller for at vise hans status, men enkelte har dog forbindelse til enevoldskongernes pragt og iscenesættelse.

I bunden af det nyåbnede udstillingsrum er mønterne udstillet. En af dem er Christopher Schneiders 24 karat guldmedalje, lavet til minde om slaget ved Køge Bugt, hvor danskerne i Den skånske Krig havde en af deres sejre over svensken. Alene størrelsen viser, at der her er tale om en helt særlig begivenhed – og repræsentation: Medaljen vejer knapt ½ kilo og er hele 12,8 cmi diameter. Slaget ved Køge Bugt var et yndet motiv til royal iscenesættelse. Christian Morholt og Claus Møinichens brugte det i deres historiemaleriserie over Den Skånske Krig. Malerier er en del af Audiensgemakket på Frederiksborg slot og den velgennemtænkte stykke enevoldsiscenesættelse som det rum er. Slaget ved Køge Bugt er også et motiv i Berent van der Eichens Rosenborgtapeter, der er 12 gobeliner lavet til riddersalen i Rosenborg Slot. Et af tapeterne viser admiral Niels Juels skib Tre løver, der border det svenske lineskib Mars, mens kongens navneskib Christianus Quintus ses bag det svenske skib. På Schneiders guldmedalje bliver der givet et ekstra nøk med enevoldskongedyrkelsen ved, at der her er Christianus Quintus, der er det sejrende danske skib.

De udstillede genstande i dette købstadsmuseums kunstkammer viser ellers primært byens borgerskabs eksklusive og statusmarkerende genstande. En af de første genstande man møder er et lågkrus fra 1680 fremstillet af Christian Wineke den Ældre. Han var kongelig møntmester og en af beboerne i den møntmestergård, der åbnede i Den Gamle By i 2009. Kruset er med sine ciseleringer og ornamentik dygtigt håndværk og har i Den Gamle By også det ekstra element i sig, at det er med til at give Møntmestergården lidt mere historie, og får en til at tænke over den pragt og det liv, der var i huset. Det nye kunstkammer og en af perlerne blandt museets bygninger bliver her fint forbundet.

april 2011 kunstkammer DGB 018

Som jeg startede med at beskrive, er det nyåbnede kunstkammer et roligt og afdæmpet rum, men i det er der indtænkt nogle enkle formidlende elementer.

Ved udvalgte genstande er der infoskærme, der oftest har en navigation bygget op om en gengivelse af genstanden. Genstandene kan på skærmen drejes rundt og små infoikoner viser, når der er detaljeoplysninger eller udvalgte historier om genstanden.

Denne formidlingsform med virtuelt at dreje genstanden har været fint brugt flere steder i forbindelse med danske museers webformidling. I 2004 lancerede Vikingeskibsmuseet www.stigombord.dk, hvor man i handelsskibsafdelingen kan se flere af genstandene på skibet gennem denne teknik, I Rosenborgs www.kongedragter.dk er det klædedragter og buster der kan studeres fra alle sider og i Moesgård Museums website www.kongehojen.dk kan blandt andet potter og flintdolke fra bondestenalderen ses fra flere sider. Det er altså ikke ny teknik, men i Kunstkammeret er den brugt godt og er nemt forståeligt for brugerne. Den originale genstande er der og kan studeres – og lige ved siden af på skærmen kan den så ses fra flere sider, og detaljeoplysninger kan vælges til.

Et andet og simpelt formidlingsgreb er skuffer, der indeholder billeder, oversigter og tekst med mere information. Skufferne er lækre og godt håndværk og de fungere fint.

april 2011 kunstkammer DGB 012

Et andet sted dette formidlingsprincip er gennemført konsekvent og med stort held er på Landesmuseum für Vorgeschichte i Halle. Museet bruger teknikken flere steder, blandt andet i en sal om bondestenalderen, hvor hver kultur (båndkeramisk-kultur, Michelsberger-kultur m.v.) er repræsenteret med en montre med en til to krukker og med fem skuffer under montrerne. Skufferne viser kort over udbredelse og tegninger med bygestil, begravelsesformer osv. Det hele er meget pædagogisk, overskueligt og æstetisk klart lavet.

Landesmuseum fur Vorgeschichte Halle 5

De fine rum, den diskrete, men gode brug af IT og skuffer med mere information giver associationer til David Samlings nye og kostbare renovation. Jeg synes godt om den nyskabte Davids Samling. Jeg håbede dog efter at have besøgt halvdelen af rummene i samlingen, at der ville komme en variation i de valgte formidlingsvirkemidler, hvilke ikke skete. Det er lækkert, men lidt for ensformigt. Det er ikke et problem i Den Gamle By, der i forvejen er et museum med stor variation i sine virkemidler. Kunstkammeret er meget forskelligt fra den oplevelse, man får i Pouls Radio få meter derfra eller i borgmestergården eller i den bemandede isenkræmmerbutik fra 1920’erne eller i … . Jeg tror meget på, at variation i museumsbesøget er med til at skærpe sanserne og løfte alle dele af oplevelsen. Kunstkammet viser både sublimt kunsthåndværk og er med til at give museet endnu en streng at spille på og dermed gøre Den Gamle By til et endnu mere flerfacetteret museum, end det var i forvejen.

april 2011 kunstkammer DGB 013

Læs mere om det nyåbnede kunstkammer her:
http://www.dengamleby.dk/oplev-den-gamle-by/kunstkammeret

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Digitale medier, Kulturhistorie, Kunst, Udstilling

Genstandsfortællinger

Julen er fyldt med genstande og ting, så her er en lille historie om nogle genstande danske museer har beskæftiget sig med i århundrede, og så kan teksten måske også være en inspiration til de sidste julegaver – eller i hvert fald hvad man kan kalde dem. Hvad med at give en hybrid mellem en artificialie og en naturalie til brormand eller en etnografisk raritet til svigermor?

Teksten er min anmeldelse af Camilla Mordhorsts læsværdige bog Genstandsfortællinger. Anmeldelsen er skrevet til det nye nummer af KUML Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab, hvor man blandt andet kan læse om kvaderstenskirker, Skjern slot og vikingetid ved Brabrand Sø. Anmeldelsen er her bragt med tilladelse fra KUML.

Camilla Mordhorst: Genstandsfortællinger. Fra Museum Wormianum til de moderne museer. Museum Tusculanums Forlag. 2009.

I 1655 udkom Museum Wormianum, et katalog over Ole Worms omfattende samling. Worm virkede både som professor i medicin, som oldtids- og naturhistoriker og som grundlægger af runologien gennem værket Danicorum Monumentorum. Hans samlinger afspejler også denne polyhistoriske tilgang og talte knapt 300 genstande, hvoraf de 40 er bevaret i dag. Samlingen bredte sig over oldsager, mineraler, planter, dyr og kunstgenstande. Ole Worms samling var berømmet i hans samtid og blev betydningsfuld for dansk museumsvæsen. Det var den samling, der blev grundstammen i det kongelige Kunstkammer, hvis samling senere blev udgangspunkt for store nationale museer som Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og Zoologisk Museum.

Camilla Mordhorst har skrevet en interessant og velunderbygget bog om forskellige tiders syn, brug og forståelse af genstandene i Worms samling og skriver sig med bogen ind i den tradition, der i de sidste 15 år har forstået de tidlige kuriositetskabinetter og museumssamlinger ud fra den logik, de blev skabt i. Hun går også skridtet videre ved at vise, hvordan rationalet bag indsamlingerne og beskrivelserne af genstandene i de næste 300 hundrede år blev undergravet og erstattet af nye tiders rationaler og erkendelser. Bogen er en viderebearbejdelse af Mordhorsts ph.d. afhandling fra 2003 og betragter genstandene som variable elementer, der må anskues ud fra de meningssammenhænge de er tolket ind i. Enhver tid skaber sine egen og nye tankeverden og rationaler. Tidligere tiders genstandssyn og undersøgelsesmetode kan derfor ikke ses som et udtryk for en manglende indsigt eller fravær af en videnskabelig tilgang, men som et udtryk for et andet rationale og en anden fortolkningsramme.

Bogens omdrejningspunkt er de forskellige tiders syn på genstandens særkende eller egenskab: den kvalitet ved genstanden, der gør den til et værdigt objekt i samlingen. På Worms tid var det genstandens singulære værdi, der var det centrale, det vil sige det iboende element i genstranden, der skilte den ud fra de andre eller det almindelige. Den skulle være en raritet af den ene eller anden slags. 300 år senere blev genstandens værdi målt ud fra de videnskabelige systematiske, geografiske og historiske sammenhænge den kunne indgå i.

2 gammel Horn udskaaren af Elphenbeen

Et sted det tydeligt kommer til udtryk er i forholdet til betydningen af genstandenes materiale. Hos Worm var materialet det altafgørende princip i systematiseringen og undersøgelsen af genstandene, hvorimod deres geografiske og historiske tilhørsforhold var sekundært. I 1800-tallets moderne museumsvæsen blev det lige omvendt med en enkelt undtagelse. Christian Jürgen Thomsens treperiodesystem fra 1836, med inddelingen i sten-, bronze- og jernalder havde materialet som sit omdrejningspunkt, men ellers blev genstandens materialebeskrivelser i katalogerne reduceret til at have et praktisk genkendelsesformål. Det vigtige var nu at sætte genstanden i en historisk, kulturel og geografisk kontekst. Mordhorst påpeger, at der var en type genstande, som også hos Worm blev valgt ud fra deres kontekst: oldsagerne, der per definition var rariteter. Interessant er det, at Worm med hensyn til oldsagerne har en forskellig tilgang til dem hvad enten de blev beskrevet i samlingens katalog Museum Wormianum, det vil sige indenfor museets ramme eller udenfor denne ramme. I samlingen var blandt andet en bronzedolk og Weirum-urnen der begge er dateret til bronzealderen. I Museum Wormianum er genstandens materiale og fysiskes fremtoning nøje beskrevet, men ikke den kontekst de kan tolkes ind i, men det var ikke fordi Worm ikke havde et bud på dette. Det kommer han med i værket Danicorum Monumentorum, hvor genstandene omtales blandt flere andre i afsnittet om gravskrift, der var en redegørelse, som også inddrog Snorre, Saxo og klassiske skriftlige kilder som Cicero og Ovid. Mordhorsts tolkning er, at der for Worm var to forskellige videnskaber i spil. En museumsforankret videnskab der var baseret på de indsamlede rariteter og hvor metoden var at beskrive og tolke usædvanlige fænomener og en universitetsforankret videnskab, som byggede videre på lærdom fra de overlevede skriftlige kilder.

Denne opdeling bliver gradvis udvisket. Et større helhedssyn på genstandene og et ønske om at systematisere dem begynder at komme, med det resultat af deres egenart ikke længere kunne stå alene. Thomsens treperiodesystem er et eksempel på det videnskabelige fokus på systematik, der kom i det 18. og 19. århundrede. Carl von Linnés taksonomiske kortlægningsprincip af botanikken og lignende systematiske tilgange ændrede hele tankegangen for de naturhistoriske samlinger. Det almene blev interessant fordi det var en del af en helhed. Det helt særegne mistede sin betydning, da det både videnskabeligt og i det pædagogiske sigte om at forklare verden skilte sig irriterende ud.

Kefften af een Hest indvoxen udj et støcke Hyld

Mordhorst kommer nærmere ind på den problemstilling i afsnittet Hybridernes fald, der er en beskrivelse af hvordan naturen og kunstens verden blev adskilt. Et centralt begreb på Worms tid var Naturens leg, der henviser til en forståelse af naturen som en autonom størrelse, der kunne skabe kunst og fremstå som hybrider mellem materialets faste opdelinger (mineralriget, dyreriget og planteriget). Eksempler på hybriderne kunne være en hestekæbe omviklet af en trærod, et æg lagt af en kvinde i Stavanger eller lemminger, hvorom der var den teori, at de blev avlet af dampe i himlen hvorefter de faldt ned på jorden. Worm havde indsamlet flere genstande af marmor hvor ”naturens leg” havde skabt billeder i marmoret. Det kunne være marmortavler, hvor Kristi på korset kan ”ses” eller en kugle med mørke pletter, der ligner øer og verdensdele og som derfor fik betegnelsen marmorglobussen. Disse marmorstykker blev både set som et naturalie og som et kunstnerisk udtryk. Globussen blev i Worms katalog både beskrevet under kapitlet om mineralriget og i kapitlet om artificialier (kunstgenstande) af sten. I Kunstkammeret registrant blev den derimod kun omtalt som en naturalie. Naturen kunne nu ikke længere lave kunst, det var overladt til mennesket alene. Da kunstkammeret blev opløst og marmortavlerne overgik til Museet for Nordiske Oldsager i 1826 blev de solgt. Samme skæbne fik mange af Kunstkammerets hybride genstande i en stor auktion i 1824. Disse eksempler på naturens leg passede ikke længere ind i museernes kategoriseringsprincipper eller var blevet afmystificerede, som det blandt andet skete med lemmingen.

Målgruppen for Genstandsfortællinger er fagfolk og den er også udstyret med henvisninger, indeks, kilder og litteratur. Den er et væsentligt værk om Worms samling og brugen af den, og bogen burde derfor have fået enkelte tilføjelser til glæde for dem, der vil dykke yderligere ned i stoffet. Under min læsning af den var det brugbart at kunne konsultere den fulde oversigt over Worms samling, som den er gengivet i H.D. Schepelerns bog Museum Wormianum. Denne oversigt kunne fint have været med. Hos Mordhorst er der en oversigt over de 40 bevarede genstande fra samlingen, men denne liste kunne godt være suppleret med henvisninger til billedgengivelser og oplysninger om, hvor genstanden er i dag. Bogen har illustrationer af de fleste af genstandene, men en klar krydshenvisning mellem tekst og billederne imellem ville have været en styrke, for som Worm skriver om kunststykker at ”sådanne ting kan der bedre redegøres for ved en visuel end ved en skreven demonstration”.

Disse indvendinger til trods er det en læseværdig og indsigtsfuld bog Camilla Mordhorst har skrevet. Genstandsfortællinger er et spændende studie i videnskabernes og museernes udvikling fra 1600-tallet til 1800-tallet. Boget har endvidere den kvalitet, at den sætter fokus på, hvordan museerne – og andre – i beskrivelsen og brugen af deres genstande er afhængig af deres tid. En genstand er ikke en ø i sig selv, men har en værdi gennem det normsæt den er betragtet igennem.

Mordhorsts analyse slutter i 1800-tallet, hvor hun påpeger at genstandenes begynder at blive katalogiseret på måder vi omtrent også bruger i dag. Af praktiske grunde er det dog ikke så underligt at forandringerne ikke har været overvældende de sidste 100 år. Tænk på hvilket enormt arbejde og prioritet af museernes resurser det ville være, hvis man skulle genbeskrive museernes samlinger. Her taler vil ikke længere om 400 genstande. At katalogerne ikke skrives om, betyder dog ikke, at synet på genstandene ikke forandres, der er jo hele tiden ændringerne i forhold til hvilke genstande, der har en større værdi end andre. Det kan give sig udslag i museernes indsamlings- og forskningsstrategi, eller ved at genstandenes æstetik bliver vægtet højere ved bestemte udstillinger.

Mordhorst har gennem udstillinger, oplæg og tekster i de sidste ti år brugt og beskrevet museumsgenstande. Det kunne have været spændende, hvis hun i bogen havde vovet at komme med synspunkter på nutidige museers brug af genstande. Vi er jo også bare børn af vores tid, men har til forskel fra Worm eller Kunstkammerets sidste forvalter J.C. Spengler den fordel at være født i en postmoderne tid, hvor det er muligt inddrage tidligere tiders tankesæt, æstetik og genstandsopfattelse. Og til det sidste vil Camilla Mordhorst bog bestemt være en inspirationskilde.

Denne anmeldelse er oprindelig trykt i KUML 2010 Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab. 2010, p. 335-338.

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie, Kunst, Naturhistorie