Når rammen og beliggenhed understøtter fortællingen – Begravningsmuseet i Ljungby

Nye museer for oftest mere omtale for de nye bygninger, der er rammerne om dem, end for det indhold der er lavet til dem. Bygningsarkitekten bliver dermed en større skaber og stjerne end de museumsansatte og formgivere, der står bag museets udstillinger. Nogle gange laves der også rammer som både er flotte og bidrager godt til stedets grundfortælling. Søren Robert Lunds Arken, Henning Larsen Architects’ nye Moesgård Museum og Zaha Hadids tilbygning til Ordrupgård, er spektakulære og interessante bygninger, der tjener deres formål med at give rum til kunst, kulturhistorie og publikumsfaciliteter, men det der kan gøre museumsrammene endnu mere interessante er, når bygningens form og udtryk klart er med til at understøtte fortællingen i museet. Gode eksempler på dette er Bjarke Ingels Groups løsning til MS / Museet for Søfart, tilbygningerne til Natural History Museum i London og Militärhistorisches Museum der Bundeswehr i Dresden og i en lidt anden målestok det lille begravelsesmuseum i Ljungby, som jeg besøgte i forrige uge.

Begravningsmuseet i Ljungby der har til huse på en kirkegård og I en tidligere kirke

Bygningen som genstand og fortælling

BIGs løsning til Søfartsmuseet var det enkle at bruge tørdokkens form og dermed klart at vise de besøgende, at de nu bogstaveligt talt går ned i den danske søfartshistorie. Grebet har så medført at museumsinspektørerne og udstillingsformgiverne har haft mange bindinger og specielle rammer at lave deres udstillinger i, men scenen er sat godt med arkitekturen – eller som museets direktør Camilla Mordhorst også formulere det, at museets bygning er museets største genstand.

Museet for Søfart i Helsingør. Foto og ©: Luca Santiago Mora

I London har C.F. Møllers tegnestue løst opgaven med en tilbygning til 1800-tals museumskatedralen Natural History Museum med et moderne greb, hvor tilbygningen er en kokon sat ind i en luftig bygning, hvis ydre er tilpasset Alfred Waterhouse gamle museumskompleks. Tilbygningen, Darwin Centre, er dels et magasinafsnit som dele af offentligheden kan få indblik i og en udstilling om museets arbejde. Kokonformen bemærkes med mellemrum i turen rundt i Darwin Centeret og er med sine konnotationer til magasin og den ”arkitektur” naturen selv kan frembringe et godt element i udstillingen.

Dawin Centre. Foto via flickr og ©: Pete Gibson

Et museum og en bygning med kant

Daniel Libeskind blev i museal henseende en superstar med Jüdische Museum i Berlin. De oplevelsesrum i museet han har været med til at skabe, Garten des Exils og Holocaust-Turm, er rigtig gribende og stærk formidling af store og svære emner, men udefra er bygningen ikke en understøttelse af museets historie. Det synes jeg derimod, at Studio Daniel Libeskind’s løsning til Militärhistorisches Museum der Bundeswehr i Dresden er. Museet har som mål, at beskrive soldaten som både aggressor, medløber og offer, og det er et museum, der vil noget mere end at være det traditionelle militærhistoriske museum med fremvisning af våben og en afdæmpet uproblematiserende udgave af landets militærhistorie. Libeskind har fået lov til bogstavelig talt at skabe en kant og en disharmoni i bygningen. På afstand er museumsgæsten ikke i tvivl om, at der er noget på færde. Grebet lægger op til diskussion og kritik af traditionsbrud, men da det er det som museet også vil, er det det helt rigtige greb.

Museum for Bundeswehr med Daniel Libeskinds tilbygning. Foto og ©: Bundeswehr/Bienert.

Begravningsmuseet i Ljungby

Jeg har endnu ikke selv besøgt Libeskinds udbygning i Dresden og set om museet kan indfri de modige valg de har truffet. I forrige uge besøgte jeg derimod et noget mere undseligt museum i svenske Ljungby, og det er ikke et sted som kultur- eller arkitekturjournalister flokkes om. Der er det lille Begravningsmuseet, der er et af de små nichemuseer, som det er nemt at kritisere for sine ret så lange tekster og mangel på børneaktiviteter, intetaktivitet og omhu for detaljen i den generelle opsætning.

Desto meget mere er der grund til at bemærke nogle af de fine detaljer i selve rummet omkring museet. Museet er drevet af Svenska kyrkan, Sveriges pendant til folkekirken og er placeret i kirkegården i Ljungby. Den lille bygning der rummer museet er en nedlagt ”vandringskyrka” af træ, der både har tjent kikegængere i Göteborg og Ljungby. Både ejerskabet, placeringen og rammen er en forlængelse af museets grundhistorie. Beliggenheden og turen derhen gennem gangene i kirkegården er en stærk stemningssætter.

Mellem thuja, taks og gravstene ligger museet

Bygningen og dens historie understøtter stemningen og det gør skiltet til museet også, der er lavet som en gravsten. Det er et indgangsskilt, der i sin enkelthed er rykket helt op i min top ti liste og sammen med bl.a. Den Gamle Bys emaljeskilt og Museum for Søfarts’ tydelige søfarts ”M/S” logo.

Begravningsmuseets indgangsskilt

Den Gamle Bys logo og inddgangsskilt I gadeskilts-emalje-stil

Museet for Søfarts klare M/S logo

Selve museet er så også et besøg værd, hvis man får lyst til at vide mere om begravelsesskik i Sverige – hvornår kort og blomster kom i begravelsesannoncer, hvordan de døde lå til fremvisning, skikken med sammenskudsgilder i dagevis ved begravelser, klokkerigningstraditioner mv – for oplysningerne er her i museets mange tekster og billeder.

Jeg er et blødt punkt for in-situ museer, hvor selve museet og stedets historie er tæt forbundet. Begravelsesmuseet i Ljungby er ikke et sådan, men det udnytter stedet og bygningens historie på fornem vis og skaber dermed en bygnings- og beliggenhedsmæssig historie, der sin enkelthed – og lige i det ene aspekt – godt kan hamle op med prestigearkitekturprojekter at sværvægtere son Libeskind, Henning Larsen Architects, BIG og Zaha Hadid.

Dinosaurusser og IT

En af de første store museumsoplevelser som jeg stadig kan huske, var da jeg som 11 årig besøgte Natural History Museum i London. Den oplevelse, der står klart i erindringen var mødet med dinosaurusserne og også den formidling, som var lavet omkring dem. Ved dinosaurusserne havde de sat nogle computere op, hvor man kunne svare på spørgsmål om, hvad der karakteriserer de forskellige typer af dinosaurusser. Den 11 årige videbegærlige dreng var begejstret for, at der var nogle i London, som gennem opgaver ville høre hvad han så og havde lært, og så var det vel også første gang i mit liv, at jeg prøvede en computer. Den simple blå skærm med hvid tekst var så utroligt nyt, moderne og smart, at man nok selv skulle have været der for helt at kunne forstå det.

Museum für Naturkunde i Berlin
I denne uge havde jeg fornøjelsen af at besøge Museum für Naturkunde i Berlin. Det er et andet af denne verdens store dinosaurusmuseer og også her blev der leveret en god formidling af emnet.

Dinosaurus-hallen i Museum für Naturkunde

Formidling gennem IT kan være en størrelse, der desværre hurtigt kan komme til at virke forældet. Men den faldgrubbe synes jeg de har undgået i Berlin. Det berlinbaserede firma ART+COM lavede for en 7 år siden nogle i digitalformidlingskredse ret omtalte installationer, der stadigt er fascinerende. Installationerne kombinerer fornemt det fysiske rum og et ekstra IT baseret lag, der beriger oplevelsen. Systemet er, at de besøgende ser i en kikkert rundt i det store centrale dinosaurusrum (eller rettere føler at de ser med en kikkert) og når kikkerten får placeret en af dinosaurusserne centralt får dino-skelettet indvolde, muskler og hud omkring sig, og der kommer til sidst en lille film om dyret i sine omgivelser tilbage i juratiden. Efter at have oplevet det et minuts tid kan man dreje kikkerten videre til et andet dyr, hvor det samme så sker.

Dinosaurusserne, og i forgrunden en af de i alt to kikkert installationer i rummet

Her er en af de film der kan ses i kikkerten:

http://vimeo.com/8571328

Jurascopes, Berlin 2007 from ART+COM on Vimeo.

Hanne Strager, formidlingschef for Statens Naturhistoriske Museum i København, har udtalt at de naturhistoriske museer skal være bedre til at formidle til voksne, da de kan have en slagside med at være museer for børn. Personlig er jeg ikke enig med hende om, at museer kan blive for populære hos børn, men jeg kunne godt følge hendes tanker, da jeg på Museum für Naturkunde stod ved ART+COM’s installationer. Ved installationerne var to af kikkerter højdemæssigt designet til børn, tre kikkerter i ung/voksenhøjde og der var derudover to skærme, hvor grupper kunne se filmene.

Udover kikkerterne er der også en skærm, hvor flere samtidigt kan se de små film

På sliddet ved kikkerterne kunne det ses, at også voksenkikkerterne flittigt var benyttet af børnene ved at de kravlede op på kanten af installationen for at kunne se.

Også de kikkerter som er i voksenhøjde kan bruges af de børn, der har viljen

Jeg var da også den eneste voksne, der havde stillet mig op i den korte kø for selv at se i kikkerterne og notere også de let undrende/bearbejdende blikke, som et par mødre sendte mig.

Skilte med film
En andet feature på museet i Berlin der til gengæld ikke havde samme tiltrækningskraft hos børnene, var deres forklarende skilte ved dyrende, og også her brugte museet IT rigtigt fornuftigt. I de traditionelle aflange tekst- og billedskilte var der en lille skærm som kunne aktiveres ved, at den besøgende trykkede på et ord, som så blev uddybet. Det virkede godt og der var små velvalgte film som fortalte om dyrenes træk, særlige fysiologiske forhold mv.

Der trykkes på et af de understregede ord på skiltet …

… og en film om emnet afspilles

Teknikken blev brugt flere steder på museet og gennem den blev der skabt små fortællinger. Et sted var der bl.a. en forbilledlig formidling om, hvorfor at zebraen har striber. Det var skabt gennem en udstoppet zebra, en tsetseflue og skiltet, der i tekst, kort og de små film, der kort og koncist fortalte, at tsetsefluen med dens øjekonstruktion har svært ved at se zebraens omrids pga. striberne. Zebraerne blev mindre stukket og fik derfor ikke i så høj grad gennem fluen overført en bestemt parasit.

Opstilling i Evolution in Aktion udstillingen om Zebraens striber

Tsetse-fluen bag forstørrelsesglas

Skilt med tekst, illustration og skærmen, der kan aktiveres

Skærmen der i enkle filmsekvenser formidler, at tsetsefluen overføre parasitter og hvad den kan se på grund af fluens øjenkonstruktion

Dinosaurusser i London
På museet i London formidles dinosaurusserne ikke længere med computere med blå skærm og hvid skrift. Deres nuværende opstilling, der må have tjent museet i knapt 20 år bruger nu i stedet et formidlingstrick med suspence, wow-oplevelse og efterfølgende refleksion. De største af dinosaurusserne er som appetitvækkere placeret i museet forhal og efterfølgende kan man træde ind i det særlige udstillingsområde.

Indgangshallen i Natural History Museum

Rundgangen i dinosaurus-galleriet starter med af de besøgende oppe under loftet går over hele udstillingsområdet, hvor nogle af dinosaurerne samtidigt er præsenteret.

Et kig ned i dinosaurusudstillingen oppe fra gangbroen

Bagerst i rummet er wow-oplevelse ved en mekanisk installation af en spisende Tyranosaurus Rex som med passende mellemrum spejder ud over de passerende besøgende og giver gys ved at få øjenkontakt. Det virkede stærkt på mig første gang jeg oplevede det, og jeg har kunnet konstatere at effekten så sandeligt også har virket på mine børn de gange de har besøgt udstillingen.

T-Rex’en har fået øje på en forskrækket 8 årig

På vejen tilbage fra Tyranosaurus Rex’en og gennem udstillingen er der så uddybende formidling om dinosaurussernes levevis, fysiognomi, fundhistorie osv. Det er nok de store dyr i indgangshallen og tableauet med den spisene T-Rex, der er tydeligst i erindringen, men det er vejen tilbage, der tilbyder de uddybende oplysninger man også forventer at finde på et naturhistorisk museum.

Dinosaurusudstillingen, Natural History Museum

Oplevelse og viden
De naturhistoriske museer i Berlin og London er både gamle gedigne museer og gode oplevelser for store og små. Udover den omtalte dinosaurusudstillinger tilbyder Natural History Museum også veltilrettelange udstillinger i deres nye Darwin Center, hvor den besøgende kan følge bestemte forskeres type arbejde og hvor det på en mere tidsvarende måde end ved de blå skærme er muligt at løse opgaver. Museet har også helt imponerende samlinger som f.eks. deres mammel galleri, hvor sammenligninger mellem pattedyr umiddelbart kan ske og hvor særligt blåhval i midten fascinere og får alt andet inkl. elefanten til at virke lidt klejn.

Mammels Gallery i Natural History Museum. Foto fra Flickr: jacquemart.

På Museum für Naturkunde i Berlin bliver der også fortalt engageret om universet og naturkræfterne på jorden, og museet tilbyder også godt opsatte fremstillinger af udstoppede dyr. I udstillingen Evolution in Aktion bruges dyrene i større fortællinger om biodiversitet, evolution og tilpasning, som f.eks. i historien om zebraens striber.

Biodiversitetsvæggen i udstillingen Evolution in Aktion

Et andet fascinerende rum på museet er Die Alkohol-Forschungssammlungen, museet studiesamling af præparater som det er muligt for de besøgende at gå rundt om. Der er ikke nogen særlig forklarende formidling i dette rum, men det er en stærk æstetisk oplevelse og giver en fascination af de tusindvis af dyr i ethanol.

Die Alkohol-Forschungssammlungen, der består af omkring 276.000 glas med præparater

Naturformidling i Danmark
I Danmark er Naturama i Svendborg et godt bud på et all round naturhistorisk museum, der vil deres gæster noget og som i deres store åbne rum formår at skabe fascination og den gode umiddelbare sammenligninger dyrene imellem. Under loftet er fuglene, nederst livet under vand og mellem dem dyrene på land. Klart og konsekvent tænkt og udført.

Naturama set fra landjordsetagen. Foto fra Flickr: Naturama Svendborg.

I København og Aarhus tænkes der også store tanker om hvordan at nye naturhistoriske museer kan skabes og det kan kun glæde en. Ikke alle museer har blockbusterer som dinosaurusser, men museerne i Berlin og London viser også, at andre emner med stor selvtillid kan formidles populært og solidt vidensoverleverende på samme tid – og med fornuftig brug af IT i formidlingen. Statens Naturhistoriske Museum i København er længst med deres planer og det bliver spændende at se den samling for alvor blive foldet ud – forhåbentlig også gennem gode wow-oplevelser – og ved at der laves et spændende museum for både voksne og børn.

Deling og smart tickets – udvid din museumsoplevelse eller …

Det er nemt og naturligt, digitalt at dele sit liv og de oplevelser man har. Billeder uploades på facebook, instagram og pinterest, videoer på youtube, beskeder om stort og småt skrives på twitter, blogs osv. Museerne er et af emner for delingerne. Det er et sted de besøgende er i deres fritid og det er en aktivitet man gerne deler og på den måde  flashes sit kulturelle liv.

Personlige billetter til Darwin Centre, MOSI og National Football Museum

Flere museer har taget denne tendens til sig, f.eks. ved at have installationer, hvor der opfordres til at dele oplevelser og historier fra museet. En anden tilgang er, at man på museet opretter en profil eller at man får en særlig kode, hvor i gennem man senere kan få flere oplysninger om museets historier og de oplevelser man har haft.

Hvorfor gør museerne dette? De to modeller har forskellige formål. Del-nemt tiltaget har ofte det primære formål at opfordre gæsten til en kommunikation til omverdenen om museet, med den mund til mund markedsføring det giver. Modellen kan også tænkes at være med at give brugeren et større tilhørsforhold til museet ved, at vedkommende i et kort øjeblik har været stedets ambassadør.

Den anden tilgang, hvor der laves en profil, har gerne det sigte at knytte gæsten tættere til museet og give gæsten mere information fra museet. Det kan være ved at gøre det muligt for gæsten at gense nogle af de oplysninger vedkommende så på museet og ved, at kontakten kan være en åbning til, at gæsten kan modtage nyhedsmails og gode tilbud.

Del med museet

På Munchudstillingen på ARoS, der lukker 17. februar, er der et eksempel på et tiltag, der gør det nemt for gæsterne at kommunikere til andre om de udstillede værker. Den velbesøgte Munchudstilling Angst slutter med et Munch-o-metre, hvor gæsten ved at skanne en QR kode “synes om” et af Munchbillederne på museets facebookside og dermed deltager i en afstemning om, hvad det mest likede Munchbillede er.

Billedgaleriet på ARoS hvor man kan stemme på sin Munch-favorit

På en ef af ARoS trappeafsatser kan man se hvilke Munch-billeder flest har “synes om”

Et kig på Munch-o-metresiden viser, der i alt har været 1957 ”synes om” tilkendegivelser fordelt på 177 værker. Der giver et gennemsnit på 25,4 synes om per værk med 166 til det mest populære og 0 til det mindst ”likede” (tallene er fra i dag 10/02/2013).

Reklame for Munch-o-metret i ARoS’ forhal

Nisselandskaber på facebook

Et andet tiltag i samme retning, der dog ikke var promoveret lige så intenst var en nisselandskabsudstilling i Den Gamle By, der kunne ses i november og december sidste år. Der deltog 10 skoleklasser fra forskellige dele af landet i DM i nisselandskab. Landskaberne var udstillet i Den Gamle By og på Den Gamle Bys facebookside. Publikum kunne både stemme på facebook og i udstillingen. På facebook stemte folk ved at “synes om” og i udstillingen var der stillet en stemmeboks op.

Nisselandskabsudstillingen i Den Gamle By

De ti værker har i alt fået 1339 ”synes op” tilkendegivelser, hvilket i gennemsnit er 133,9 per opslag med 292 til den mest populære og 6 til den mindst ”likede”. Tallene er også fra i dag, men den periode hvor ”synes om” tilkendegivelserne primært kom ind i, var fra 13. til 18. december 2012, hvor konkurrencen fandt sted.

Det er interessant at se, at den meget mindre profilerede udstilling og set up omkring nisselandskaber  samlet kun generede 32 % færre ”synes om” end værkerne ved Munchudstillingen. Og hvis men ser på ”synes om” per værk, så var der over 4 gange flere ”synes om” per værk ved nisseudstillingen (139,9 i forhold til 24,5) ligesom, at det værk der fik flest  ”synes om” var fra Nisseudstillingen med Vibeskolen i Nyborg der fik  374 klik. Det mest likede Munchværk ” Aften på Karl Johan” fik 166 ”synes om”.

Giv en grund til deling

En grund til at Nisseudstillingen relativt set var så populær kan være den gode huskeregel om brugerinteraktion, at der skal være noget i det for brugerne. Brugerne skal have en konkret grund til at gide engagere sig – hvilket i nisselandskabs-setup’et var, at der var en mulighed for at støtte en klasse eller skole man havde et personligt forhold til og som man gerne så vandt konkurrencen.
Det blev for øvrigt Viborg Private Realskole der vandt dem samlede konkurrence.

De konkurrerende nisselandskaber kan ses her: https://www.facebook.com/DenGamleBy?ref=hl#!/media/set/?set=a.10151305074484761.485326.28599504760&type=1

Her er Munch-o-metrets værker: http://www.aros.dk/besoeg-aros/udstillinger/2012/edvard-munch-angst-anxiety/mere-munch/munch-o-metret/

Personaliser dit museumsbesøg

Den anden tilgang med at få en personlig kode eller profil på museet og så bagefter bruge den til at genopleve besøget eller få mere om vide om samlingerne, er et system jeg de sidste år har oplevet på flere engelske museer.

Darwin Centre

I Darwin Centre, der åbnede i Natural History Museum i 2009, får man tilbudt en billet før man besøger udstillingerne. Stregkoden på billetten er med til at registrere, hvilke oplysninger man samler sammen ved udstillingens mange digitale interaktive stationer. Hjemme ved computeren kan man gennem billettens unikke kode gense, hvad man har set og søge videre i museets historier.

Opfordring til at bruge Nature Plus kortet

Kortene skal skannes ved stationerne før skærmene aktiveres

Indsamling af historier og løsning af opgaver i Danwin Centre

Screendump af min Nature Plus side hvor jeg kan se hvilke afsnit af udstillingen jeg besøgte

MOSI i Manchester

Et andet sted der også bruger personlige stregkoder er på Museum of Science and Industri/MOSI i Manchester. På MOSI har de gjort lidt med ud af registreringspraksissen. I museets forhal kan man registrere sig ved en installation, hvor billeder af de registrerede bliver vist sammen med foto fra museets samling. En fin gimmick, der er med til at få den besøgende til at føle man er en del af museet og at man bliver taget seriøst.

Forhallen i MOSI

Ved registreringen kan man vælge fem emner man særligt er interesseret i

Indstallation med fotografier fra museets samling og billeder af registrerede gæster

Det er desværre ikke en følelse museet bygger videre på. Da jeg besøgte museet tidligere i denne uge fandt jeg kun et (!) sted, hvor man kunne bruge sit stregkodekort (og ved den installation var flere af skærme endda ude af drift).

Structure of Matter installationen hvor man kunne bruge sit personlige kort

Nederst på skærmen ses det, at man bliver budt velkommen, når man bruger sit kort

Udbyttet på museet af kortet var alt for lille i forhold til den tid man brugte på at registrere sig. Ved registreringen kunne opgive sin e-mail og skrive om der var nogle af museets emner man særligt interesserede sig for. Senere gik jeg ind på MOSIs hjemmeside og registrerede mit kortnummer. Det kunne jeg se den ene ting jeg havde prøvet og der fik jeg også nogle anbefalinger til samlinger på museet som jeg kunne besøge eller andre museer jeg kunne være interesseret i.

Screendump af den hjemmeside som koden på mit MOSI kort generere med anbefalinger til MOSI’s samlinger og andre museer

Det fungerede godt, men anbefalingerne om steder på museet, der stemte overens med mine interesser var en oplysning jeg hellere skulle have haft på museet. Muligvis er MOSI’s registreringssystem også tænkt til at kunne bruges til markedsføring og pushbeskeder fra museet. Jeg oplyste min mail ved registreringen, men har siden i mandags endnu ikke modtaget nogle mail fra MOSI, så det er i så fald ikke en markedsføringskanal, der bliver brugt meget.

National Football Museum

En anden tilgang til disse personlige kort er, at de er en del af et tilvalg man har lavet på museet. Det er tilfældet ved National Football Museum, der også ligger i Manchester.

Indgang til National Football Museum

National Football Museum har som mange andre britiske museer gratis entre, men til gengæld må man købe nogle Football Plus point for at prøve nogle af deres mest profilerede interaktive stationer, blandt andet at tage straffespark, prøve at løfte en pokal og vise sine evner som præcisionsskytte.

Reklame for Football Plus billettens aktiviteter

Penalty Shootout aktiviteten (og Søren scorer)

Football Plus billetten har en QR code, der sætter de installationer i gang som man havde betalt for. Med billettens id kan man på museets hjemmeside bagefter se sine resultater og printe et diplom ud til sig selv.

Med sit korts id-kode kan man printe sit eget diplom ud

Det kostede 9 £ at prøve tre hurtigt oveståede aktiviteter og det beskedne ekstra indhold billetten giver på nettet er med til at understøtte følelsen af, at Football Plus ikke er en vellykket meroplevelse – og at den ikke giver valuta nok for pengene. Bortset fra det er National Football Museum bestemt et besøg værd, selvklart for fodboldentusiaster, men også bare for at se de mange gode fortællinger og interaktive tiltag museer har.

British Music Experience

Et sidste eksempel jeg gerne ville have vist var fra British Music Experience i London, hvor man ligesom ved Darwin Center kunne se historier man havde set og hvor man også kunne gense de aktiviteter man havde deltaget i (f.eks. en danseinstallation og en spil guitartest), men der blev min billet væk og det skete før jeg nåede at gå ind og se hvad det var den kunne. Det eksempel viser også en af svaghederne med denne tanke om en særlig kode som den besøgende senere skal aktivere. Den aktive handling kræver noget ekstra af den besøgende og kan være noget der ikke er nogen særskilt grund til, at den besøgende skulle vælge at gøre.
Jeg ville gerne have vist billeder af nogle af de steder på British Music Experience, hvor man brugte billetten, men da der var forbud mod fotografering i hele museet må I undvære det. Forbuddet har vel sine grunde, men går i mod den trend, der er med at man nemt kan dele sin museumsoplevelse på de sociale medier.

Meroplevelse og engagement

Ved alle aktiverende tiltag skal museet overveje, hvad det kan bibringe af en meroplevelse – og til hvem, og om det engagement brugeren lægger i aktiviteten står mål med det udbytte brugeren får. Jeg synes ikke jeg endnu har set det helt rigtige smart ticket system, hvor det virker oplagt, at det er besværet værd at aktivere det. Dem jeg har mødt har i hvert fald ikke været spændende nok, men de ovennævnte engelske museer kan godt anbefales – særligt Natural History Museum, British Music Experience og National Football Museum.

National Football Museum

Link:

National History Museums Darwin Centre:
http://www.nhm.ac.uk/visit-us/darwin-centre-visitors/index.html

MOSI:
http://www.mosi.org.uk/

National Football Museum:
http://www.nationalfootballmuseum.com/

Om British Music Experiences Smarticket:
http://www.britishmusicexperience.com/smartickets/