Museumsetik er et emne, der diskuteres i disse år i den museologiske litteratur. Centralt i emnet er blandt andet de udstillinger som tager livtag med store og moralsk vægtige emner som Holocaust og slaveri. I det tidligere Warszawapagtlandene diskuteres også, hvordan den kommunistiske periode og 2. verdenskrig skal fremstilles og hvilket syn på fortiden, der skal vises nu, når den fortælling om historien som en gang var, ikke længere er den gængse. I disse år udgives flere bøger og artikler om emnet. Der etableres også udstillinger på eksisterende museer og nye udstillingssteder dukker op. Flere af disse nye museer er private initiativer som f.eks. DDR Museum i Berlin. Historie er en vare og god historieformidling kan naturligvis sælges og give overskud, hvis det laves (og markedsføres) godt nok. Disse private initiativer er bemærkelsesværdigt og viser den store interesse der er for emnet, og med interessen kommer naturligvis debat om det er de rigtige tolkninger der vises. Der er også debat om historieformidling kan kommercialiseres. Ja, er min holdning. Bøger og film om historiske emner laves og udgives fordi der er et marked som vi have det. Det giver øget viden og interesse, og sådan bør det også være med museer – og en omverdensinteresse for et emne er også med til, at museerne bevarer fokus på det vigtigst: Gæsternes møde med den viden som museerne har.
I sidste uge besøgte jeg Tjekkiet og var forbi to museer, der har taget livtag med den nyeste historie. Det ene er Moravian Museum (Moravské zemske Muzeum) i Brno, et stort regionsmuseum som har udvidet deres udstillinger med en sal om det 20. århundrede, og det andet er Museum of Communism, et relativt nyt museum i Prag, der lige er åbnet i nye lokaler. Det er et kommercielt baseret museum, der imødekommer det marked og den store interesse der er for den periode.
Moravia in the 20th Century
Moravian Museum blev grundlagt i 1817 og er dermed det andet ældste museum i landet – og et museum som er ældre end staten Tjekkiet (og Tjekkoslovakiet). Fremtrædende videnskabsmænd og adelsfolk fra Mæhren ønskede et museum om dette område i kejserriget og dette ønske og denne kreds kunne den daværende og ellers meget reaktionære østrigske kejser Frans 1 godt støtte.
Museet er delt over flere adresser. Et stort udstillingssted er i Dietrichstein palæet centralt i Brno. I en helt nyåbnet afdeling i dette palæ vises en udstilling om det 20. århundrede.
Udstillingen Central European Crossroad: Moravia in the 20th Century er i modsætning til Dietrichstein palæets andre udstillinger om de ældre tider mere overskueligt og har også den kvalitet, at udstillingen ved første øjekast virker imødekommende og nem at gå til.
Det er en kronologisk opbygget udstillingen, hvor plakater og billeder er markante udsmykningselementer og genstandene er nøje valgt ud. De større genstande er samlende rumelementer og de mindre ofte placeret i indbyggede montre i scenografien. I flere af afsnittene er der lavet små scenografiske tableauer, som f.eks. gade-cafestemning omkring 1900, et antydning af et rum fra Mies van der Rohes Tugendhat villa i mellemkrigstiden og et interiør fra 1970’erne.
Teksterne i udstillingerne er lange, men den luftige indretning og de mange og sparsomt kommenterede billeder gør, at udstillingen virker let at gå til.
Et træk jeg særligt lagde mærke til er brugen af plakater, hvor forskellige magthavende i Mæhren i de sidste 100 år selv kommer til orde og man som besøgende selv kan tolke samfundet ud fra magthaverne eller oppositionens propaganda.
Det gør det til en mindre belærende udstilling og samtidig til en sober fremlægning af en historie, der bestemt har mange konfliktemner i sig.
I afsnittene om den nazistiske og kommunistiske periode er henvisninger til kontrollen og den totalitære stat elegant lagt ind i scenografien ved, at der er lavet ordensmagtpersoner som halvdøre som man skal gå helt tæt på for at komme igennem, og dermed få dem tæt på ens egen personlige sfære.
Udstillingsdelen om perioden efter fløjlsrevolutionen i 1989 er i et rum, der mest fungere som en biografsal, og i dette afsnit er der stort set intet om perioden efter 1993, hvor Tjekkoslovakiet blev delt og Mæhren sammen med Bøhmen bliver til Tjekkiet. Det kunne jeg ellers godt have tænkt at have hørt mere om, men den helt samtidige historie kan være svær at formidle og dermed nem at vælge fra.
Museet skal dog generelt have ros for er skarp udvælgelse – det kunne godt have være mere, det har jeg også en kommentar til senere, men rent formidlingsmæssigt betyder de mange fravalg at fokus kan holdes og udstillingen virker nemt at gå til.
Udover den udmærkede udstilling om det 20. århundrede vil jeg gerne fremhæve to andre ting ved museet. Den en er, at det er på det museum, at den meget tidlige frugtbarhedsfigur Venus fra Dolni Věstonice (29.000 f.Kr.–25.000 f.v.t.) er udstillet, men ak – udstillet i et et alt for fyldt udstillingsafsnit om oldtiden, hvor genstandene druknede – i genstande.
Den andet er billetsalget, som er placeret i den ene ende af en meget velassocieret bar, med et rigt udvalg af den lokale vin og øl. Se, der følte jeg mig velkommen og det var at tage billetområdet til et helt nyt niveau.
Museum of Communism
Et af Tjekkiets nyeste museer åbnede i 2001 på Na příkopě, en af de prominente gader i Prag. Det er Museum of Communism, som blev grundlagt af den amerikanske forretningsmand Glenn Spicker, der selv havde investeret i genstande fra den kommunistiske periode. Jeg fik ikke besøgt udstillingen på Na příkopě, men var for en uge siden forbi den nye version af museet, der er åbnet i større lokaler nær Náměstí Republiky.
Når man besøger museer er man ikke i tvivl om, at det har turister som en primær målgruppe. Udstillingen er tosproget på tjekkisk og engelsk, men de engelske overskrifterne er de største og udefra benævnes museet med det engelske titel Museum of Communism. Den formiddag jeg var forbi, var museet også velbesøgt af turister, men så jeg vidt kunne høre ikke af nogle tjekkisktalende gæster.
Udstillingen starter med en selfiemulighed med Karl Marx, der var meget benyttet. Jeg kunne dog godt have en mistanke om, at de færreste havde et større kendskab til hvem Marx var, men billedet viste jo, som selfier skal, at man havde været på museet.
Udstillingen er kronologiske opbygget og begynder med dannelsen af den tjekkoslovakiske stat efter 1. verdenskrig. Der fortælles om Münchenaftalen i 1938, der forståeligt nok af mange tjekkoslovakkere blev tolket som Vestens svigt, da Storbritannien og Frankrig gik med til at Hitler kunne annektere de dele af Tjekkoslovakiet, hvor de tysktalende og for manges vedkommende også Hitlerbegejstrede sudetertyskere boede. Og senere, da Tyskland i marts 1939 annekterede resten af Bøhmen og Mæhren greb forligspartierne heller ikke ind.
I den kommunistiske periode efter 1945 er udstillingen opdelt i hovedafsnittene Dream, Reality og Nighmare, hvor de første to dele primært er i den første del af perioden og dermed udstillingen, mens Nightmare afsnittene, med temaer som det hemmelige politi, tortur og afhøringer, vises i periodens sidste del.
Udstillingen indeholder et righoldigt billedmateriale heriblandt kommunistiske propagandamateriale. Der er også genstande og enkelte tableauer som et ungdomsværelse fra en Panelák, de betonbygninger som i stor stil blev bygget i 70’erne, en butik, et klasselokale og et afhøringslokale. Det sidste vises lodret sammen med et lyd og billedshow som giver et indtryk af en afhøringssituation. Det er ikke en 1 til 1 visning men et godt greb som formidler den trykkede, voldelige og ubehagelige stemning.
Der er en del tekst, også så meget at en teksttræthed nemt kan opstå ved en tur rundt i udstillingen. Nogle gange er teksten også unødigt dømmende, og faktiske forstås det absurde ved det totalitære system oftest stærkere, når udstillingen lader fortiden tale selv, f.eks. gennem propagandabilleder og plakater, end når udstillingsteksterne tolker.
Undervejs i udstillingen er der også personlige fortællinger formidlet gennem interviewfilm om f.eks. dagligdagen eller beretningen fra tre personer som flygtede fra regimet.
Lyttestationerne på museet er også primært tiltænkt turister. Lyden bliver formidlet gennem hovedtelefoner, der oftest er placeret under skærmene, mens siddepladserne er på den anden side at gangen, hvor man kunne sidde og læse de engelske undertekster.
På denne skærm fortæller billedhugger Josef Klimeš, en af assistenterne ved det enorme Stalinmonument, historien om monumentet. Interviewet på tjekkisk kan man hører i telefonen ved siden af skærmen.
Udstillingen fortæller i de sidst afsnit særligt også om dette totalitære styres undertrykkelse, men der er også en udstillingen om dagligdag og det levede liv fra 50’erne og frem. Billeder og (meget) tekst er de fremtrædende formidlingsformer, men det er også en udstilling med god variation.
To andre aspekter ved museet som er værd at fremhæve er, at man ved indgangen får en fribillet til en kop kaffe i cafeen. Det var noget som jeg og rigtigt mange andre benyttede sig af – og så blev der også lige købte en kage eller bolle til kaffen. Noget anden var museets markedsføring gennem salgsvarer i museumsbutikken med babusjkaer med hugtænder og ret friske postkort og køleskabsmagneter med photoshopede billeder af kommunistske personligheder som Marx, Lenin og Stalin i private situationer under overskriften ”Get intimate with History – Museum of Communism”. En lidt pågående markedsføringsstrategi, som jeg tænker nemmere kan komme igennem på et privat og meget kommercielt tænkende museum.
Til- og fravalg
Det er gerne nemmere at opdage tilvalg end fravalg. Ved besøget på det to udstillinger kunne en let tendentiøse tekster i Museum of Communism om den første kommunistiske leder Klement Gottwald nemt bemærkes. F.eks. at teksten nævner hans alkoholmisbrug. Ikke at oplysningen nødvendigvis er forkert, men det synes som en lidt påsat oplysning om statslederen og kommer dermed til mere at virke som en markering af et negativt karaktertræk end som en information, der er vigtig for at forstå udstillingen og kommunismen i Tjekkoslovakiet. Andre steder på museet var der også lignende let tendentiøse karakterbeskrivelser.
Sproget i Moravian Museum er mere nøgtern og ved en første gennemgang synes det som en både sober og interessant tur gennem historien. Fravalg af historier er helt nødvendig i al formidling og ikke mindst i udstillinger, men efter at have besøgt museet og med min foregående kendskab til Tjekkiets historie var det lidt påfaldende, at to at de mere problematiske elementer i tjekkisk historier ikke fik mere plads, nemlig jødernes og tyskernes betydning og historie. Jødiske familiers store betydning for handel og udvikling i Mæhren før 2. verdenskrig blev indirekte berørt ved, at en af de få interiørantydninger i udstillingen viser elementer fra den vel mest berømte bygning i Brno, Greta and Fritz Tugendhats villa, et arkitektoniske mesterværk, hvor Mies van der Rohe kunne virkeliggøre sine visioner i årene før han blev leder af Bauhausskolen i Tyskland.
Tugendhat familien var tysk-jødisk og blandt de førende jødiske tekstilproducenter, der var med til at skabe velstand i Brno. Undertrykkelse og deportering af jøderne fra Mærhen er nævnt i afsnittet om 2. verdenskrig, men jøderens store betydning for egnen op til krigen er ikke fremhævet.
Et for mig større fravalg er de manglende oplysninger om tvangsforflytningen af den tysktalende befolkning efter 2. verdenskrig. I de mæhriske grænseområder mod Østrig og Tyskland var der store tysktalende befolkningsgrupper og det var der også i Brno. I 1930 var der omkring 250.000 indbyggere i Brno og af dem var 52.000 tysktalende, heriblandt mange af byens jøder. Efter befrielsen i 1945 blev omkring 2 mio. fra det tysktalende mindretal i Tjekkoslovakiet udvist til Tyskland og Østrig. En af de mere omtale aktioner i den forbindelse var Brünner Todesmarsch, dødsmarchen fra Brno, den 30. maj 1945, hvor omkring 18.000 tysktalende beboere i Brno blev beordret til at marchere de 55 km til den østrigske grænse. I senere sudetentysk propaganda påstås der , at tusindvis døde i forbindelse med aktionen, selvom der kun er tre bekræftede dødsfald. Hvor mange der end måtte have lidt overlast eller var omkommet på marchen til Østrig, så havde marchen stor symbolsk betydning og var en gengældelse, der i sin samtid bredt blev fordømt og som indgik i debatten om tjekkoslovakkernes hårde fremfærd mod den tyske befolkning, uagtet at mange af sudetentyskerne havde bifaldet Hitlers erobring at Tjekkoslovakiet. Det er en moralsk problematisk del af den tjekkiske historie og netop derfor også noget som burde behandles i en fremstilling af egnes historie. Den historie er bare for vigtigt til at være fraværende.
Emnet uddybes heller ikke i Museum of Communism, men der er vægtningen mere logisk, da der er fokus på andre begivenheder fra de år, nemlig kommunisterne store valgsejr ved det frie valg i 1946, hvor de blev det største parti med 38% af stemmerne.
Begge udstillinger prøver at komme ind på mange aspekter fra dagligliv til politisk historie og vil fortælle mange historier. Det er svært at fortælle om nyeste historie og netop derfor skal de to steder have ros for at gøre forsøget og også have en ambition om at vægte fortællinger og lave en varieret formidling af perioden.
Henvisninger og link
Central European Crossroad: Moravia in the 20th Century på Moravian Museum:
http://www.mzm.cz/en/central-european-crossroad-moravia-in-the-20th-century/
Museum of Communism:
http://muzeumkomunismu.cz/en/
Artikler og bøger om museumsetik og postkommunistisk erindringspolitik i Central- og Østeuropa:
- Arnold-de Simine, Silke (2013): Mediating memory in the museum : trauma, empathy, nostalgia. Palgrave Macmillan memory studies. Palgrave Macmillan.
- Clarke, David (2017): “Understanding controversies over memorial museums: The case of the Leistikowstraße memorial museum, Potsdam”. History and Memory 29, 1.
- Hansen-Glucklich, Jennifer (2014): Holocaust memory reframed : museums and the challenges of representation. Rutgers University Press
- Rudnik, Carola S. 2011: Die andere Hälfte der Erinnerung: Die DDR in der deutschen Geschichtspolitik nach 1989.
- Radonić, Ljiljana 2017: “Post-communist invocation of Europe: memorial museums’ narratives and the Europeanization of memory”. National Identities, 19:2.
- Sabrow, Martin et al., eds. (2007), Wohin treibt die DDR-Erinnerung: Dokumentation einer Debatte. Vandenhoeck & Ruprecht.
Tidligere indlæg i Martins Museumsblog om DDR Museum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/04/02/om-social-poesi-og-om-variation-i-ddr-museum/
Martins Museumsblog 