11/11 1918 – First World War Galleries, IWM London

11/11 1918. Den franske marshal Ferdinand Fochs private togvogn holdt uden for den franske by Rethondes. I den blev våbenhvilen underskrevet i morgentimerne og kl. 11 samme dag forstummede lyden af skud. Den frygtelige 1. verdenskig var slut.

Monumentet Mindeparken Aarhus 11/11 2018

Mens der var præsidenter og statsministre i Paris markerede Dronning Margrethe hundredeåret for våbenstilstanden i Mindeparken i Aarhus

I dag markeres begivenheden overalt i Europa og 1. verdenskrig er i de seneste år også blevet markeret musealt mange steder.
Nogle af de nyåbnet eller renoveret museer der behandler emnet er blandt andet franske The Musée de la Grande Guerre i Meaux, Mémorial de l’Armistice og Mémorial Verdun, belgiske In Flanders Fields Museum og engelske National Army Museum. På Imperial War Museums afdeling i London er 1. verdenskrig udstillingen også blevet genopstillet. Jeg var forbi deres The First World War Galleries i sommers og formidlingsmæssigt er det blevet en vellykket udstilling, der tager variation for den besøgende seriøst.

IMG_2641

The First World War Galleries at IWM London

1. verdenskrig er en vigtigt krig, både militærhistorisk og for den engelske identitet. Der er samlet masser af genstande ind, og der er enormt mange historier og mulige perspektiveringer at lave. Derfor er det det også endnu mere imponerende, at IWM har skabt en umiddelbart nemt tilgængelig udstilling om dette store og komplekse emne. En væsentlig grund til dette tror jeg er, at de har tænkt variation og tilgængelighed i udstillingen.

IMG_2624

Tilgængeligheden kommer blandt andet til udtryk i deres tekstning, hvor de lig de principper den svenske forfatter Magareta Ekarv introducerede i 1990’erne har lavet tekster, der er overskuelige og nemme at skimme.

IMG_2616

Den første tekst er hurtig at læse og sætter fint scenen for udstillingen

IMG_2618

Der er én vej rundt i udstillingen og den bliver man også introduceret til. Som det ses på flere engelske museet kommer tilgængeligheden også til udtryk i, at der er et kort, hvor blinde og svagtseende kan føle sig til opbygningen af udstillingen.

Der er rigtige mange udstillede genstande, over 1300, og der er mange film og installationer, men der er plads omkring mange af elementer, så historierne nemmere kan opleves sammen med andre. Det gør også udstillingen mere tilgængelig for de besøgende.

IMG_2622

Variationen kommer til udtryk på mange forskellige måder. Der er f.eks. fotografier og animationer der bliver vist i flot producerede styrede projektioner, og der er fotografier, som mere lavmeldt er sat op på små metalplade og som de besøgende selv kan bladre i.

IMG_2620

IMG_2661

Der er genstande, som man kan komme helt tæt på og hvis intimitet man nærmest kan føle, som f.eks. breve, der er udstillet.

IMG_2626

Og så er der genstande som overrumpler med deres størrelse, som når rummet åbner sig i skyttegravsafsnittet og man opdager en tysk tank over sig.

IMG_2665

Spil- og aktiveringselementer er der også i udstillingen, og de er fint spred ud. To af de markante aktivitetselementer i udstillingen er henholdsvis analogt og digitalt baseret. Den ene formidler indkaldelse af soldaterne. I et analogt set up kan man lære om sessionen og undersøge sig selv og dem men besøger museet med.

IMG_2629

IMG_2636

Det andet markante element er et større digitalt forsyningsspil, hvor der skal laves sko, medicin, brændsel og meget mere. Der var både børn og vokse i den gruppe jeg besøge museet med, og vi blev alle grebet af aktiviteten, måske også fordi man kunne følge med i hvad de andre lavede og så prøve at opnå sine mål samtidigt.

IMG_2643

IMG_2647

IMG_2648

Stederne med interaktionen er godt placeret. Der er en fin veksling mellem rum med overblik, aktivitetsmulighed og steder med mere fokus på at lukke sig om en historie og enkelte genstande.

IMG_2638

IWM London er bestemt værd at besøge og First World War Galleries et fint sted at se hvordan forskellige virkemidler fornuftigt kan bruges og varieres.

IMG_2672

Portrætter fra krigen og lyden af fred

Ud over First World War udstillingen har IWM også mange andre resurser og initiativer om verdenskrigen. Et er det fine 100 DAYS project, hvor 100 portrætter á 100 ord er blevet lavet i samarbejde med forskellige organisationer og museer. Fine korte fortællinger, der kan læses på:
http://www.1914.org/armistice-100-days/

Et andet projekt fra IWM, er et lydformidlingsprojekt som blev offentliggjort i forbindelse 100 års jubilæet for våbenhvilen og museets aktuelle sæsonprogram Making a new World. Museet har ud fra optagelser ved fronten nær floden Mosel genskabt, hvordan at våbenhvilen lød den 11. november 1918, kl. 11. Optagelsen kan høres her:
https://metro.co.uk/video/imperial-war-museum-approximate-end-wwi-1798600/

En helt simpel lydmæssig fortælling, der meget kontant og enkelt formidler hvad freden betød. God formidling af en virkelighed, og et godt supplement til de fremtidsforhåbninger talerne i dag er fyldt med.

Monumentet Mindeparken Aarhus 11/11 2018

Link:

The Musée de la Grande Guerre i Meaux
https://www.museedelagrandeguerre.eu/

Mémorial de l’Armistice
http://www.musee-armistice-14-18.fr/

Mémorial Verdun
http://memorial-verdun.fr/

In Flanders Fields Museum
http://www.inflandersfields.be/

National Army Museum
https://www.nam.ac.uk/

100 DAYS project
http://www.1914.org/armistice-100-days/

Silent at the end of WWI
https://metro.co.uk/2018/11/07/eerie-recording-reveals-moment-the-guns-fell-silent-at-the-end-of-ww1-8114109/?ito=article.desktop.share.top.link

First World War Galleries, IWM London
https://www.iwm.org.uk/events/first-world-war-galleries

IMG_2676

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Plads til aktivitet – eksempler fra the Design Museum, Norsk Hermetikkmuseum og Bokrijk

Aktiviteter for besøgende er en del af mange museers kærneydelse. Aktivitetstilbuddene er ofte målrettet børn og de er gerne placeret i særlige rum adskilt fra museerne hovedudstillinger. Eksempler på dette er blandt andet de kreative værkstederne på kunstmuseer som Louisiana og ARoS eller børnemuseerne f.eks. i Nationalmuseet i København eller Nordiska Museet i Stockholm.

IMG_2259

Lekstugan på Nordiska Museet i Stockholm

I dette indlæg vil jeg nævne tre på museer af vidt forskellige størrelse og type, der har tænkt aktiviteter ind som permanente tilbud. Ved to af dem, the Design Museum og Hermetikkmuseet, er aktiviteterne en del af det faste udstillingsrum, mens der ved det tredje museum, Bokrijk, er lavet et særligt bemandet område til aktiviteterne.

The Design Museum i London

Det relativt nyåbnede the Design Museum i London er et godt informativt museum. I museets permanente afdelinger sættes der fokus på samspillet mellem Designer, Maker & User. Det gøres der blandt andet gennem udvalgte cases; f.eks. om det omfattende design tilknyttet The Tube, undergrundsbanen i London.

IMG_2957

Et par steder i Designer Maker User udstillingen er der borde og afsnit, som studerende og andre gæster kan bruge. Nogle steder er det bare borde og skriveplads, der frit kan bruges og andre steder er der mulighed for at løse opgaver enten gennem digitale devices eller ved mere hands-on baserede aktiviteter.

IMG_2967

IMG_3010

Områderne er fint integrerede på museet og fungere både som pauseområder og som steder, hvor besøgende i forskellige alder kan diskutere museets emner.

IMG_3011

Norsk hermetikkmuseum i Stavanger

Norsk hermetikkmuseum ligger i Stavangers gamle bydel i en tidligere sardinkonserveringsfabrik. En del af museet er i den gamle fabrik, der er opstillet som den engang så ud, og der er det gennem simple instruktioner for de besøgende muligt at blive aktiveret som fabriksarbejder.

IMG_3459

IMG_3460

I stedet for rigtige sardiner er der bliksardiner og de kan som de rigtige pakkes i dåser og emballeres.

IMG_3462

IMG_3461

Ved fabriksarbejdernes omklædningsrum er det også muligt at prøve fabriksarbejdernes tøj.

IMG_3470

Museet er et fint eksempel på hvordan at rolleleg og indleves er helt integreret i museumsoplevelsen. Hvis jeg havde været det med børn i den rette alder havde vi utvivlsomt kunne brugt timer med at indleve os i fabrikkens oprindelige liv.

IMG_3480

Bokrijk i Genk

Det belgiske open-air museum Bokrijk har i de seneste år opgraderet museet med nye udstillinger og også nye aktivitetsområder. To steder er der åbnet Atelier, dvs. værksteder for gæster, i nogle af museets historiske ladebygninger.

IMG_9875

IMG_9871

Kun ydervæggene er bevaret og inde i bygningerne er der moderne værkstedsfaciliteter, hvor skoleklasser eller familiegrupper kan lave enkle produkter med f.eks. læder, papir, stof og træ eller bage en bolle med en opskrift tilknyttet til museets andre fortællinger.

IMG_9868

IMG_9989

Værkstedsfaciliteterne i Bokrijk er funktionelt lavet med simple introduktioner og lige til at gå til. For fem euro kunne man få sit eget produkt med hjem, som havde en historier tilknyttet museet.

IMG_9990

Da jeg besøgte museet en hverdag i april var der hverken mange skoler eller andre besøgende, men jeg kunne forstå på museets medarbejdere, at det generelt er en meget besøgte aktivitet, både i weekend og i hverdag.

Bokrijk har også indrettet en anden lade i mere moderne stil. Der er der fokus på spil og leg. Det er taget udgangspunkt i historiske lege, men stedet er indrettet moderne. Jeg besøgte det uden børn, men med museumskollegaer og kunne konstratere at også for den målgruppe kunne området aktivere og sætte gang i leg og socialt samværd.

IMG_9864

IMG_9858

I Bokrijk er leg og værkstedsaktivitet delt op. Begge steder er der gjort bevidste valg om rummets brug og jeg synes det fungere godt. Det er underholdende steder og også oplysende områder ved at museets grundfortælling om håndværk og forskellige dele af Belgiens historie er tilstede – både i de bemandede værksteder og i det ubemandede legeområde. 

Værkstedsrum i Bokrijk

Værkstedsrum i Bokrijk. Foto: Frank Pedersen

Link

The Design Museum
https://designmuseum.org/

Norsk hermentikkmuseum
http://norskhermetikkmuseum.no/

Bokrijk
https://www.bokrijk.be/

Skriv en kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie

Verdenskulturarv og museer i Kathmandu

I det hotel i Kathmandu, hvor jeg i de sidste par uger har boet med familien lå der en guidebog, hvor den nepalesiske kulturminister Lava Kumar Devacota havde skrevet i forordet, at ”Visiting Nepal is like visiting an open historical and aecheological museum.” Nepal er et fantastisk sted at besøge, og jeg vil give kulturministeren ret i, at landets historie er noget, der opleves umiddelbart på vejen gennem hovedstaden Kathmandu.

IMG_6180

Swayambhunath, der ligger hævet over Kathmandu

Kulturarvens stærke tilstedeværelse er også noget, som kan ses gennem den generøse tildeling af UNESCO World Heritage Sites i Kathmandudalen. I en frisk Rickshaw-køretur fra vores hotel i byens Thamel bydel kunne man nå ikke færre end fem stykker.

DSC_1966

Pashupatinath

Tre af dem er tydeligt religiøse, Bodnath (buddhistisk), Pashupatinath (hinduistisk) og Swayambhunath (hinduistisk og buddhistisk), og to af dem, Durbar Square i Patan og Hanuman Dhoka Durbar Square (Kathmandu), er både knyttet til religiøs og royal centralpolitisk magt.

IMG_5340

Durbar Square i Patan

IMG_6043

Ved Durbar Square i Kathmandu ligger huset, hvor den levende gudinde Kumari bor, der er en guddom, som særligt var tilknyttet til den kongelige familie i Nepal.

Alle af stederne har en flere hundrede år gammel historie bag sig, der gennem nutidigt religiøs praksis aktivt bliver vedligeholdt den dag i dag.

DSC_0009

Bodnath stupa

Da den imponerende store Bodnath stupa blev beskadiget af jordskælvet i 2015, blev der hurtig samlet midler ind til genopbygningen, og det var også med bidrag fra rige og fattige nepalesere. Det skete ikke kun fordi at monumentet har en historisk betydning for mange tibetanske buddhister, men også fordi, at det gennem sin historie har en aktiv religiøs praktiserende betydning i dag. For god orden skyld skal det nævnes, at de andre omtalte UNESCO site stadig er præget af genopbygningen efter 2015 jordskælvet ligesom mange andre steder i Kathmandudalen også er.

DSC_1098

Stilladser ved genopbygningen af tempel på Durbar Square i Patan

At gå rundt i disse UNECSO kulturarvssteder er rent historieformidlingsmæssig en stor oplevelse, og disse monumenter og bygningskomplekser har også noget mere swung over sig end de danske kulturelle UNECSO verdensarvskollegaer Roskilde Domkirke, Kronborg, Jelling monumenterne, parforce-jagtlandskaberne i Nordsjælland og Christiansfeld. Der er bestemt også noget mere levet liv forbundet med de nepalesiske sites på grund af stedernes aktive og vigtige religiøskulturelle brug den dag i dag.

IMG_6092

De døde brændes ved Pashupatinath og asken skubbes derefter i floden

Det er her de døde brændes, pilgrimsrejsen går til, livets cirkulære betydning bliver genbekræftet og templerne bliver besøgt. Jo vist, Roskilde Domkirke er også et aktivt kirkerum, men på sammen måde som protestantismen i sit ekspressive udtryk kan virke lidt tam sammenlignet med hinduismen og buddhismen, således også brugen af kirkerummet i Roskilde sammenlignet med for eksempel de tusindvis af buddhister, der dagligt cirkuleret omkring UNESCO site stupaerne i Kathmandu eller de mange hinduister, der dagligt bliver brændt som del af begravelsesritualet ved Pashupatinath.

DSC_0297

Bedemøller ved stupaen på Swayambhunath

De omtalte UNESCO verdenskulturssteder er som nævnt bestemt historieformidlende, men de er samtidig gennem deres brugsrumskarakter også umiddelbart uformidlede. Oplysninger kan fås i guidebøger og det er også lokale guide, der med glæde stiller sig til rådighed, men der er ingen skilte eller formidlende installationer, som tager den besøgende ved hånden og fortæller om bygningerne, religiøse skikke og gudeverdenen. Kulturarven og historierne er en del af dagligdagen for lokale brugere af stederne og dermed implicit noget de kender. Derfor er der ikke brug for information. Denne begrænsede formidling er også noget, som ses på museerne ved stederne. To museer, der ligger ved UNESCO stederne Swayambhunath og Durbar Square i Patan er henholdsvis Swayambhu Buddhist Museum og Patan Museum.

IMG_6200

Swayambhu buddhistiske museum

Swayambhu Buddhist museum

Jeg har set en del museer i mit liv og det buddhistiske museum på Swayambhu højen tager nok prisen som det mest underformidlede museum, jeg endnu har besøgt. Museet er ikke stort, men museets titel og en angivelsen af en boks til donation er dén tekst man kan møde på museet. Til gengæld er de formodentlige vigtige buddhistiske figurere og statuer, som udstilles sat ind bag et tremmegitter, samt støvet og upudset glas. Flere af dem er også vist i modlys med vinduer bag sig og de er ikke belyste forfra, så der er også ret svært at se genstandene ordentligt.

IMG_6204

Swayambhu buddhistiske museum med en pose ris, der hviler sig op at en af museets montre.

Det var et par Buddhafigurere uden for montren, som der så var ofret ris og farver ved. Det er til gengæld en praksis som sjældent ser på vestlige museer.

IMG_6211

Swayambhu buddhistiske museum

Patan Museum

Patan Museum er lavet i et samarbejde med et østrigsk konsortium og udtrykket på museet har også et præg, der er meget mere lig det som ses på museet i Europa.

IMG_5304

Patan Museum

Museet viser en fin samling af gudefigurer tilknyttet Durban Square i Patan og fortæller også om håndværket bag figurerne og stedet.

IMG_5312

Montre der viser  faserne i produktionen af et forgyldt Buddhahoved

Dele af museet var lukket på grund af jordskælvet i 2015. Det er ikke er museum med installationer eller interaktivitet, som det ellers ofte ses på mange kulturhistoriske museer i dag, men museet har fint arrangerede rum, hvor der er tænkt over farver og belysning.

IMG_5325

Patan Museum

Ved genstandene er der oftest enkle tekster, der forklare om de omtalte guder eller håndværk. Som europæer havde jeg meget nemmere ved at afkode dette sted og nyde de æstetiske valg, der var gjort.

IMG_5309

Patan Museum

Museer og kulturarvssteder

Kulturhistoriske museer er søgen efter historier, sammenhænge og forklaring på levet liv hos forskellige mennesker og til forskellige tider. Bud på disse forklaringer og sammenhænge ses også ved de historiske bygninger og miljøer, der er blevet klassificeret som UNESCO World Heritage Sites. Mellem de gamle fantastiske flotte bygninger i Nepal og deres omhyggelige træarbejde, stenudsmykninger og den arkitektur og de rum, der bliver vedligeholdt og brugt, er historien present. Det er historieformidling i det offentlige rum og formidling ved steder som også i dag aktivt bliver brugt af mange i deres religiøse-kulturelle liv.

IMG_6285

Tajeju templet på Durbar Square i Kathmandu er normalt lukket, men havde i anledning af Dashain åbent en dag og køen for at komme ind i templet var over 1 km lang.

I den vestlige verden ses disse historisk kulturelle forklaring på sammenhænge oftest bedre eksplicit forklaret på museer. En umiddelbar nærliggende grund til, at de historier mere bliver fortalt på museerne kunne være, at det vestlige samfund har været under en rivende udvikling, og der er så meget som ikke længere er genkendeligt historie i dagligdagen. For at de historier skal bevares skal de derfor på museum og for at kunne forstås skal de have tilføjet forklaringer.
Jeg tror kun det er en del af forklaringen, da udvikling i et land som Nepal og mange andre udviklingslande også går rivende stærk. Jeg besøgte Nepal for 20 år siden og rigtigt meget er sket; nyt er blevet bygget og den digitale udvikling har ligesom i resten af verden ført grundlæggende ændringer med sig.
I Europa, USA og Australien er der derudover også masser eksempler på at nutidige historier, der stadig er referencer til i dagligdagen også bliver udstillet og vist, og at der i udstillinger om disse emner også er professionelt og velgennemførte formidlende og kontekstualiserende lag.

DSC_0582

Museum of Liverpool er en af de rigtigt mange museer, som er gode til at formidle samtidshistorie.

Jeg tror, at der er en anden og ligeså vigtig forklaring på, at sammenhænge og kulturhistorier i Vesten mere er fremhævet og bedre er formidlet på museer. Det er, at det er en formidlingsform som er dyrket og praktiseret mere i den del af verden. Den er blevet forfinet gennem øvelse og erfaringer, det er skabt et publikum omkring museernes kontekstualisering af historie og kultur og der er en bred offentlig anderkendelse af dettes værd. Dermed er der også skabt en økonomisk rame og et incitament til at gøre det bedre hele tiden.

DSC_1132

Patan Museum

Ved tre af de fire omtalte UNESCO site er der entrebetaling, som så også er varieret i forhold til hvilket land man kom fra. Det er en god måde at skaffe midler til at vedligeholde de store bygningsmasser. For os ikke-aktive bruger af stedernes kultur kan viden om stederne godt fås gennem guidebøgerne og rundvisninger, men med få midler er der helt klart mulighed for at forbedre en udfoldelse af historierne ved stederne – ved det buddhistiske museum i Swayambhunath for eksempel bare ved at hænge en tekst op og pudse vinduerne.

IMG_6215

Noget der var godt ved Swayambu Buddhist Museum er udsigten fra hoveddøren

Skriv en kommentar

Filed under Diverse, Kulturhistorie

European Museum Acadamy’s Award 2018 og to museer med fokus på svære historier – War Childhood Museum og Kazerne Dossin

I sidste uge blev European Museum Acadamy’s DASA Award og Luigi Micheletti Award udelt ved en konference i Den Gamle By i Aarhus, der selv modtog Luigi Micheletti prisen for to år siden.

EMA 2018 Den Gamle By

DASA Award og Luigi Michiletti Award blev uddelt i Helsingør Teater i Den Gamle By den 22. september 2018. Foto: Mathilde Bech.

Ved konferencen deltog der omkring 40 museer og folk fra 25 forskellige lande. Dagene i Aarhus var først og fremmest præget af, at der ville være et håndfuld museer som ville få priser eller udmærkelser, men konferencedelen af prisuddelingen var også værd at deltage i. Den gav et komprimeret overblik over nogle af de nye museumsprojekter, der foregår lige nu i Europa.  Omkring 20 museet var indstillet til priserne og de gav hver en introduktion til deres museum i pecha kucha formatet med 20 slides á 20 sekunder.
Der var mange spændende projekter og udstillinger. Jeg vil her nævne to museer, der begge arbejde med alvorlige emner, som de satte en ære i at få fortalt og gjort aktive for civilsamfundet.

War Childhood Museum i Sarajevo

Det ene er var War Childhood Museum i Sarajevo i Bosnien-Hercegovina. Før det blev et museum var projektet en bog, hvor der var samlet barndomserindringer fra borgerkrigen i Ex-Jugoslavien i 1990’erne. Bogen udkom i 2013 og i foråret 2017 åbnede museet.

war childhood museum

Foto: War Childhood Museum

Museet dokumenterer barndomsminder fra børn i både Bosnien, Serbien og Kroatien og har også fokus på at indsamle historier fra børn fra andre konfliktzoner. Udover at indsamle historier og genstande og at vise dem gennem, digitale eller fysiske udstillinger har museet også et tredje ben, uddannelse, hvor de er ude på skoler, i lokalsamfund for at lave debataftener og hvor de også sætter initiativer i gang for at kunne tilbyde psykologhjælp til folk, der er blevet traumatiserende i deres barndom på grund af krig.

Diagram War Childhood Museum

War Childhood Museum’s tre hovedområder. Slide fra museet præsentation ved konferencen.

Psykologhjælp til traumatiserende er et særsyn hos et museum, men War Childhood Museum har også et missions- og visions-statement, der har en alvor, som få andre museer kommer på højde med:

The mission of the War Childhood Museum is to continuously and in accordance to the highest standards document and digitize materials related to growing up in the war, and to present the archived materials throughout various media channels in order to educate a broad audience about this experience.

The vision of the War Childhood Museum is to help individuals overcome past traumatic experiences and prevent traumatization of others, and at the same time advance mutual understanding at the collective level in order to enhance personal and social development.

War Childhood Museum fik ikke nogle pris denne gang, men fik tidligere i år Europarådets museumspris.

DSC_0080

Kazerne Dossin i Mechelen

Et andet museum der også har fokus på svære emner er Kazerne Dossin i belgiske Mechelen, der ligger ved den bygning, hvor over 25.000 jøder blev deporteret fra Belgien og til de nazistiske koncentrationslejr. Jødeudryddelsen er et centralt emne for museet, men det er også en museum om menneskerettigheder. Undervejs i museet er der perspektiver om blandt andet diskrimination, folkeforfølgelser og undertrykkelser uden at det er en forfladigelse af emnet eller af holocaust.

DSC_0070

Jeg besøgte museet i foråret og kunne ved selvsyn opleve, at der er et sted, der bruges rigtigt meget af skoleklasser. I præsentationen af museet på konferencen i sidste uge blev der også fortalt, at museet også har særlige programmer for det belgiske politi. Det er oftest dagsprogrammer, hvor politibetjentene først bliver præsenteret for det belgiske politis rolle i forbindelse med jødeaktionerne i 1940’erne. Der, på sikker tidsmæssig afstand, kan betjentene så diskuteres hvad der var embedsmæssigt korrekt og moralsk rigtigt eller angribelig. Bagefter gennemgås der eksempler af nyere dato, hvor diskussionerne så bliver sværere, da det jo pludselig omhandler de daglige situationer, fordomme og moralske valg som politiet dag må forholde sig til og som de også kan være en del af. Museet er også en af initiativtagerne til projektet Connecting Law & Memory, der er et netværk, hvor viden om undertrykkelse bruges til at styrke personer i offentlig tjeneste.

IMG_5120 Dossin

Museumsdirektør Christophe Busch fortæller om Kazerne Dossins særlige forløb for politibetjente.

Det er et stærkt eksemplet på et museum, der bruger sin viden og historier til at stille sig til rådighed for samfundet og også hjælpe en vigtig samfundsfunktion, her politiet, til at reflektere mere over deres praksis og handlinger.
Kazerne Dossin var et af de fem museer, der blev shortlistet til årets Luige Micheletti Award.

Prisuddelingen

De to hovedpriser, DASA Award og Luigi Micheletti Award, blev uddelt til henholdsvis SMAC – Staatliches Museum für Archäologie i tyske Chemnitz og Chaplin’s World, der ligger i Corsier-sur-Vervye i Schweitz. Der så også ud til at være to meget gennemføret museet med en høj kvalitet, i både fortællingerne og i brugen af virkemidler. En beskrives af de to museer og de andre shortlistede museer er i dette blogindlæg: http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/2018/09/25/europaeiske-museumspriser-blev-uddelt-i-den-gamle-by/

IMG_4974 ed

Glade portugisere fra The Roman heritage: PO.RO.S modtager en Heritage in Motion pris.

Udover DASA Award og Luigi Micheletti Award blev Herigate in Motion’s priser også uddelt, der er priser til museumsprojekter, som indtænker digitale eller filmiske løsninger. De nomineret var 11 ambitiøse, film, apps og digitalt orienterede installationsprojekter. Hovedprisen, The Best Achievement Award 2018, gik til portugisiske The Roman heritage: PO.RO.S – Museu Portugal Romano em Sicó, der også så ud til at være en udstilling, der havde fået fuld skrald i forhold til brugen af digitale installationer og filmeffekter.


The Roman Heritage: PO.RO.S – Museu Portugal Romano em Sicó from M&A Digital Marketing on Vimeo.

European Museum Academy’s konference og prisuddeling 2018 i Den Gamle By gav god inspiration, og mindede en om, hvor lidt tid der er i forhold til hvor mange lækre museumsoplevelser, som venter derude.

Link

Motion in Heritage vinderprojekterne og de andre projekter, som deltog i den konkurrence:
https://heritageinmotion.eu/himedition/submissions-2018

European Museum Academy’s pressemeddelelse om vinderne i 2018:
http://europeanmuseumacademy.eu/ema-awards-announced/

Blogindlæg fra Den Gamle By om European Museum Academy konferencen og prisuddelingen 2018:
http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/2018/09/25/europaeiske-museumspriser-blev-uddelt-i-den-gamle-by/

War Childhood Museum i Sarajevo
https://www.warchildhood.org/

Kazerne Dossin i Mechelen
https://www.kazernedossin.eu/EN/

Connecting Law and Memory samarbejdet
http://connectinglawandmemory.eu/

Skriv en kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Seminar og konference

Det offentlige rum – Bydrømme i Aarhus og Det offentliga rummet i Hässelholm

IMG_3734 (2)

Mange museer bringer også deres historier ud i det offentlige rum. Når det sker som en udstilling ses det mange gange i form af, at der laves plancher med billeder og tekst, som i en periode så placeres i byrummet. Eksemplerne er mange.

IMG_1607

Udstilling i Brno i maj 2018, der markere 100 året for etableringen af Tjekkoslovakiet

IMG_4019

Udstilling om Aarhus Havn som Aarhus Stadsarkiv havde placeret ved havnen, mens der i august 2018 blev afholdt VM i kapsejlads

L IMG_6931

Naturhistorisk Museums Urban Habitat udstilling, der i sommeren 2017 er del af Aarhus 2017, den europæiske kulturhovedstad

Det er også eksempler på nogle museer, der udfordre genren enten ved at iscenesætte udstillingen så den mere ligner et rum i et museum eller ved at gå den anden vej ved at vise de udstillede værker/genstande på en måde, der mere er lig anden brug af det offentlige rum. Det første type opstilling oplevede jeg i sommers på stationen i svenske Hässelholm og den anden type er det muligt at opleve i disse uger i Øgadekvarteret i Aarhus.

IMG_4108

Det offentliga rummet

Det offentliga rummet er en kunstudstilling på togstationen i Hässelholm. Udstillingen indeholder en række godt reproduktioner værker fra Sveriges store kunstmuseum Nationalmuseum i Stockholm.

IMG_3727

I udstillingen er der en række temaer som ”Gemanskab och anomymitet” og ”Kontrovertioelt eller korrekt” som man kan læse mere om mens man venter på toget og man kan også høre udstillings kurator Per Hedström fortælle om temaerne og nogle af værkerne i appen Det offentliga rum / Public Space (en del af Nationalmuseums app). Projektet er lavet i er samarbejde mellem Jernhuset, som administrere stationen og Nationalmuseum.

IMG_3730

Bydrømme

Den 8. august 2018 åbnende Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By udstillingen Bydrømme – Aarhus-plakater af Thomas Kruse. Udstillingen markere Thomas Kruses 75 års fødselsdag og vises tre steder: I Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By, i foyeren i kulturhuset Godsbanen og i byrummet i Øgadekvarteret.
På museet vises udstillingen som en del af museets permanente udstilling Genkendelsens glæde som viser ældre danske plakatklassikere af f.eks. Aage Rasmussen og Arne Ungermann til plakater af nulevende større danske plakatkunstnere som Per Arnoldi, Finn Nygaard – og Thomas Kruse.

IMG_4143

IMG_4149

I Foyeren i Godsbanen, hvor der er gratis adgang vises de fleste af udstillingens plakaterne, i alt 125 styk.

IMG_4078

Bydrømmeudstillingen på Godsbanen

IMG_4057

Linoleumstryk og rockmusik – ved åbningen af udstillingen var der musik fra Røde Mor, en kunstnergruppe Thomas Kruse selv var medlem af i 70’erne.

Et særligt element ved udstillingen er den del, som er i Øgadekvarteret i Aarhus, Thomas Kruses eget hood. Der vises der i alt plakater 10 steder i en rute fra Børnenes Jord og til Den Gamle By. Plakaterne er samlet nogle stykker af gangen og er sat på plankeværker og husfacader og bliver dermed præsenteret som plakaten gerne er tænk: Som kommunikation i det offentlige rum.

IMG_4127

Hvor udstillingen på museet gerne tager en gentand fra virkeligheden og inde på museet så må forklare konteksten, så tager denne museumskuraterede udstilling værker og placerede dem i den kontekst værkerene er skabt til: Byrummet. Og for Thomas Kruses plakater er i særligt grad gældende i Øgadekvateret, da det er et sted hans plakater ofte ses som del af byrummet. Da jeg forleden var rundt i kvarteret for at se udstillingen støtte jeg også på andre Thomas Kruse plakater, der var hængt op fordi de skulle gøre det plakater kan: Skabe opmærksomhed om et emne/begivenhed/produkt mv.

IMG_4103

På “Kig lige her” standeren ved Børnenes Jord er der Thomas Kruse plakater som gør opmærksom på arrangementer i lokalområdet

IMG_4104

– og længere nede af planleværker er der Thomas Kruse plakater som del af Bydrømme-udstillingen

Udstillingen Bydrømme – Aarhus-plakater af Thomas Kruse kan ses på Godsbanen frem til 29. august 2018 og i Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By og i Øgadekvaterets byrum frem til 30. september 2018.

IMG_4089

Link

Det offentlige rummet:
https://www.nationalmuseum.se/utst%C3%A4llningar/p%C3%A5-annan-plats/det-offentliga-rummet

Bydrømme – Aarhus-plakater af Thomas Kruse:
https://www.danskplakatmuseum.dk/udstillinger/bydroemme-aarhus-plakater-af-thomas-kruse/

Skriv en kommentar

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Fiktion på svenska

Fiktive figurer fra film og bøger kan også være gode historier i attraktioner og på museer. Fiktion er kærnen i en af Europas mest besøgte forlystelse, Disneyland Paris. Filmindustrien har stort anlagte besøgssteder som Universal Studios Florida og Disney’s Hollywood Studios i USA, Warner Bros.´s The Making of Harry Potter i England og der er lavet ambitiøse særudstillinger som f.eks. The Hunger Games – The Exhibition, som jeg før har skrevet om her på bloggen: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/11/11/udstillinger-om-fiktion-the-hunger-games-og-the-making-of-harry-potter/

Junibacken DSC_0030

Villa Villekulla i stockholmske Junibacken

Det er en genre, de også er gode til i Sverige. Der har de for eksempel to meget velfungerende forlysteler dedikeret til landets store børnebogsforfatter Astrid Lindgren: Astrid Lindgrens Värld i smålandske Vimmerby og Junibacken i Stockholm.

Astrid Lindgrens Värld og Junibacken

Astrid Lindgrens Värld gør noget af det som Lindgren selv gør godt i hendes bøger: tager legen og børnene seriøst. Parken er opbygget med en række skuespil, hvor man kan møde karaktererne og se små situationer fra bøgerne, men så er der også gode legepladser og gode situationer før og efter spillene, hvor figurerne interagere med gæsterne. Det er store ting, når Pippi står lyslevende for en 3 årig, og når man kan lege med Ronja og hendes fars røverbande. Det virker og for mine danske unger kunne de evt. sprogvanskelighederne nemt glemmes, der mit i legen og oplevelsen.

Naja og Pippi

Treårige Naja I tæt dialog med Pippi

Junibacken er bygget op om to elementer. Fortælling og leg. Fortællingen sker primært gennem Sagotåget, en meget poetisk tur gennem Astrid Lindgrens bøger. Man bliver sat i en vogn og kommer på 10 min. forbi universer som Emils Katholt, Tvebaks Kirsbærdalen, Ronjas Matisborg, Madickens Junibacken og meget andet. Astrid Lindgren var selv meget engageret i skabelsen af Junibacken, og den speak man hører på turen var det sidste manuskript Astrid Lindgren nåede at lave.

Junibacken

Billede fra Sagotåget i Junibacken. Foto: CeBepuH fra flickr

Turen slutter ved at man bliver sat af ved Pippis Villa Villekulla som er et legested, undtagen når der er skuespil a la i Astrid Lindgrens Värld, hvor Pippi, Annika og Tommy optræder. Ud over disse miljøer er der en fin og meget børneorienteret restaurant, en yderst velassotieret børnebogshandel og et legeområde/udstilling. Første gang jeg var på Junibacken var legeområdet dedikeret til bøgeren om LasseMajas detektivbureau og da jeg i juni i år var forbi var legeområdet med henvisninger til mange af de svenske børnebøger, bl.a. Alfons Åberg, Lasse og Maja, figur fra Jan Lööf og Mulle Meck.

IMG_2375

Junibacken og Astrid Lindgrens Värld er ligesom Disneyland og The Making og Harry Potter attraktioner bygget op om et fiktivt univers, bare med poesi og en behagelig svensk sødme. Noget som jeg har lagt mærke til andre steder i nabolandet er at fiktive figurer også flittigt bruges som ekstra elementer på museer og dyreparker.

Jan Lööf i Teknikland

Et af de første gange jeg mødte et fiktionsunivers på et svensk museum var i Teknikland nær ved Östersund i Jämtland. Teknikland ligger i det nedlagte Optand flyvestation og er et teknisk og militærhistorisk museum med fokus på leg og læring.

DSC_0511

Da jeg besøgte museet i juni 2014 var der mellem flyene, de gamle busser, radioerne, aktivitetsområder og militærhistorie et par installationer, som tog afsæt i Jan Lööfs børnebogsuniverser. Det var installationer museet havde lånt fra en legeområde/udstilling på Junibacken om Jan Lööf, og ifølge en af museets medarbejder var installationerne kommet til Teknikland fordi Jan Lööfs universer ofte er teknikorienterede og fordi de gerne ville styrke museet tilbud til børn, der er en af stedets primære målgrupper.

IMG_3374

Lööfsk Min morfar er sørøver setting i Teknikland

Fantomet på Järnvägsmuseet

Hvis man i denne sommer kommer forbi Järnvägmuseet i skånske Kristianstad bliver man udover lokomotiver, togvogne og modeljernbaner også mødt af en særudstilling om Famtomet – ånden der vandre – og en af seriens markante tegnere Wilson McCoy. Da jeg var en knægt var Fantomet en af de store serie, men i Sverige havde, og har, serien en endnu større popularitet.

IMG_3805

Udstillingen i Kristianstad er noget teksttung, men et fint (og lidt mærkeligt) element ved den er, at en af godsvognene i den permanente udstilling er lavet om til Fantomets Dødningegrotten. Derinde i grotten/godsvognen er der Fantomblade som man kan læse (det er der også flere andre steder på museet) og der er montre med nogle af de ting som forskellige generationer af Ånden der vandre ifølge det fiktive univers har fået eller skaffet sig. Der udstilles blandt andet Cæsars laurbærkrans, en pind fra Noahs ark, Alexander den Stores diamantbægre og den slange som dræbte Kleopatra og som sande Fantomkendere vil vide, at det 13. Fantom kom i besiddelse af, da han blev tvunget med på Napoleons felttog i Ægypten. Det er lidt fjollet og en fin leg med fiktion og udstillingsmediet.

IMG_3766

IMG_3763

Da jeg forlod museet spurgte jeg en frontpersonale-medarbejder om hvorfor at en særudstilling om Fantomet havde fundet vej til et jernbanemuseum i Skåne og fik først den lidt tøvende forklaring, at der jo var flere tog i Fantomserien og så bagefter en mere overbevisende betragtning om, at Fantomet kom frem i Sverige i 1950’erne samtidigt med at modeljernbane også gik sin sejrsgang på drengeværelserne, og at museet har vurderet, at der er et sammenfald mellem folk der i dag elsker tog og modeljernbaner, og folk som synes Fantomet bare var en god serie. Fælles målgruppe – det er jo en reel snak. Min observation på museet den eftermiddag i Kristianstad var også, at de fleste af de besøgende så ud til at kunne have leget med modeljernbaner for årtier siden og også at have nærlæst Fantomblade.

IMG_3793

Frode Får og Muldvarpen (der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved) i Skånes Djurpark

Sommerens tur rundt i det svenske bragte også min familie forbi Skånes Djurpark. Det er en dyrepark med skandinaviske dyr, ifølge deres markedsføringsmateriale den største af slagsen, og så er det en attraktion, der har fokus på aktiviteter til børn. Dyreparken har flere store anlæg for ulve, bjørne. los, vildsvin, elge m.v. og som det kan være med disse store anlæg, så kan dyrene faktisk være lidt svære at få øje på, da de ikke har noget imod at gemme sig for menneskerne eller søge skygge, når man som os besøgte dyreparken en julidag med bragende sol. Skånes Djurpark skal have den ros, at de fint prøver at kompensere for det vanskelige ved at se deres dyr ved at have en vandland for de yngste, en trævandringsbane for de lidt større, legepladser og et par steder, hvor de bruger kendte børnefortællinger med dyr til at engagere børnene og fortælle historier.

IMG_3683

I parken kan man blandt andet følge et spor med den populære tyske børnebog Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved. Som titlen siger er narrationen i bogen, at en muldvarp går rundt til forskellige dyr for at finde ud af hvem, der har skidt på den indtil at den – spoiler alert – får nogle spyfluer til at fortælle hvem synderen er. Denne fortælling bruger dyreparken til at lade sider fra bogen i stor størrelse være ved udvalgte dyr fra fortællingen sammen med lidte ekstra information om dette dyr og en replika af de udvalgte dyrs lort, som man så kan røre. En fin rute og motivationsfaktor til at komme rundt til gårdens dyr.

IMG_3679

IMG_3681

Et mindre pædagogisk orienteret tiltag, som er åbnet sidste år i Skånes Djurpark er en afdeling om den engelske animationstegnefilm Shaun the Sheep eller Frode Får som serien hedder på dansk.

Serien er skabt af animationsfirmaet Aardman, der også står bag de fine Wallace og Gromit film, og familier med børn i førskolealderen vil kende det kloge får, den godmodige hund, hans mindre begavede ejer, de ondsindene griser og andre karakterer i universet.

IMG_3628

I denne del af dyreparken er der en traktorbane, hvor man køre rundt og møder karaktererne, der er lidt udstilling med absurde props som får smilet frem hos forældrene og så er der selveste Shaun the Sheep, som man kan kramme og få taget et billede sammen med.

IMG_3621

IMG_3617

Fiktive figurer på museer og dyreparker som ellers dyrker at have at gøre med ”virkelige” personer og dyr i kultur- og naturhistorien får en til at overveje den kontrakt stedet har med sine gæster og den kontrakt der er om stedet fortællinger. Eksemplerne fra de tre steder viser forskellige muligheder for brugen af de fiktive figurer. Det kan være som pædagogiske hjælpemiddel som tilfældet er ved Muldvarpen eller som underholdningselementer som ved Frode Får. Og så kan der også være sammenfald i emner og ikke mindst modtagergrupper som ved i Fantomet i Kristianstad og Jan Lööf i Jämtland.

IMG_3610

De fiktive universer er jo for gæsterne fortællinger, ligesom museets andre historier også er, og hvis de fiktive fortællinger er populære nok, så kan de indeholde populærkulturelle figurer, der er mere kendte end nogle af museets andre elementer. De kan dermed kan være med til at åbne organisationen og dennes fortællinger op.

Personlig synes jeg brugen af det fiktive er stærkes, når den som i Muldvarpens tilfælde bliver tæt knyttet til organisations kærnefortælling, men de andre steder er fortællingerne også med til at give noget mere til besøget.

IMG_3751

Link

Astrid Lindgrens Värld:
http://astridlindgrensvarld.se/

Junibacken:
https://www.junibacken.se/

Teknikland:
http://teknikland.se/

Järnvägsmuseet i Kristianstad:
http://www.regionmuseet.se/upplev-hos-oss/jarnvagsmuseet.html
Særudstillingen om Fantomet kan ses frem til 9. september 2018

Tidligere indlæg om brug af fiktion, The Hunger Game og Harry Potter:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/11/11/udstillinger-om-fiktion-the-hunger-games-og-the-making-of-harry-potter/

Tidligere indlæg om Junibacken:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2014/08/09/leg-pa-svensk-besog-pa-junibacken_skansen-og-jamtli/

Skriv en kommentar

Filed under Kulturhistorie, Naturhistorie, Udstilling

Nina Simon og det relevante museum

I 2016 udkom en bog af Nina Simon med titlen The Art of Relevance. Fem år tidligere var museumsbloggeren og aktivisten Nina Simon blevet direktør for MAH, Museum of Art and History i Santa Cruz og et fokusområde for hende har været at få museet til at betyde mere for flere. At gøre museet mere relevant. Inden Nina Simon blev direktør på MAH havde hun været medarbejder og konsulent på en række udstillings- og museumsprojekter og havde brugt den erfaring og de historier hun mødte til at blogge om det på museumsbloggen: Museum 2.0 og så også at samle flere af betragtningerne i 2010 i bogen The Participatory Museum.

IMG_3293

Og ligesom ved forgængeren var The Art of Relevansce et projekt, hvor hun har brugt sine forbindelser og har lyttet til andre. Gennem egne projekter og observationer og hendes Museum 2.0 blog læsere samlede hun materiale ind om relevans. På samme måde som The Participatory Museum er det også både en fysisk bog der kan købes, og en hjemmeside, hvor bogen gratis kan læses og hvor det er muligt selv at bidrage med historier.

The Art of Relevance

The Art of Relevance er en let læst bog med nogle gode pointer og en række cases, hvor begrebet relevans undersøges.
Relevans bliver nogle gange bare defineret at ting er relevante hvis de bare handler om noget nogen kender eller som de godt kan lide. Men i følge Simon skal der noget mere til hvis relevansen skal betyde noget. Det skal handle om noget man kan se sig selv i og være noget man også blive bevæget over, få en ny indsigt omkring og blive beriget af.
Nina Simon støtter sig til de to kognitionsforskere Diedre Wilson og Dan Sperber. De definere at relevans ud fra to kriterier:

  • Hvor sandsynligt de nye information stimulere en “positiv kognitiv effekt” – føre til nye konklusioner, der betyder noget for dig.
  • Hvor meget indsats der skal til for at opnå og absorbere de nye information. Jo lavere indsatsen er, desto højere er relevansen.

Når nogle føler, at de er blevet beriget af noget – ja så er det noget relevant for dem. Fra afsenderen kræver det, at vi har noget reelt at vise og sige, og at vi tænker os om hvad folk får ud af vores historier. Det kræver en vis dybde i det vi tilbyder.
I forhold til dybde og fokus er det helt anderledes i forhold til modtagerne. Informationen eller behovet for at blive klogere, gøre noget mv. skal ifølge Simon (og Wilson og Sperber) så nemt som muligt kunne blive imødekommet, for ellers er der større chance for modtageren vælger det fra – og dermed får informationen ikke få den kognitive positive effekt for modtageren som den kunne have (Simon, p. 32-35).

Relevans og kognitiv belønning

Relevans som positiv kognitiv belønning på et museum er der mange eksempler på. Jeg oplevede det selv tidligere på året i forbindelse med en spørgeundersøgelse vi gennemføre i Den Gamle By. Jeg interviewede i den forbindelse en 20 årig kvinde, der en måneds tid før interviewet havde besøgt museet. Jeg spurgte hende blandt andet om hvilken museumsoplevelse af alle dem hun kunne huske, som havde gjort størst indtryk på hende. Hun svarede til min overraskelse og samtidigt store glæde, at det må være første gang hun besøgte Aarhus Fortæller, Den Gamle Bys permanente udstilling om Aarhus, der var åbnet i april 2017. Hendes begrundelse var ”Det er jo en kærlighedserklæring til Aarhus denne her udstilling, det rørte mig rigtigt meget.” Med til historien er, at den 20 årige lige var flyttet tilbage til Aarhus og skulle starte på sit nye studie. Aarhus skulle nu til at blive hendes by. Min tolkning er, at den tydelige glæde hun havde over udstillingen skyldtes, at den kunne bekræftede hendes tilhørsforhold til byen og af Aarhus Fortæller gav hende en forståelse af byen, som hun kunne bruge lige på det tidspunkt i hendes egen livssituation. Derfor gjorde udstillingen hende både mere vidende og glad.

IMG_6890

I Aarhus Fortæller er et populært element kortet i gulvet, hvor Aarhus kan undersøges.

Et anden spændende og lidt uventet information jeg fik gennem interviewet var, at hun nu var blevet årskortsindehaver fordi, at kaffen ikke var dyr i museet konditori, og da årskortet galdt for to personer så kunne hun invitere veninder til kaffe på dette særlige sted. Det har måske ikke så meget med relevans at gøre, men viser, at betydningen af servering, mad og drikke aldrig skal undervurderes.

Lav indsats giver belønning

For den 20 årige kvinde var indsatsen for at modtage oplevelserne i Aarhus Fortæller tilsyneladende så tilpas lav til, at det ikke var en hindring. Omkring modtagelse af en potentiel givende historie oplevede jeg selv det modsatte i maj 2017. Der var jeg i Zagreb og besøgte en af byens mere roste museer: The Museum of Broken Relationship. Ideen med museet er simpel og umiddelbart meget fængende. Folk fra hele verden deler deres historier om tabt kærlighed enten virtuelt på hjemmesiden https://brokenships.com/ eller på museet i Zagreb eller søstermuseet med samme navn i Los Angeles. Hjemmesiden og den mere kuraterede bog The Museum of Broken Relationships er fyldt med gribende fortællinger, hvor formen er enkelt. Et billede af en genstand og en tekst skrevet af bidragyderen om, hvorfor denne genstand repræsentere forholdet eller tabet.

IMG_5940

På museet i Zagreb er det nogenlunde samme princip med en fysisk genstande og så den der har doneret genstandens historie til objektet. Museet er meget populært, men for mig fungerede det ikke. Det var meget tekst at læse, teksterne var ikke sat op med en stor skriftsstørrelse, lyset var ikke optimalt og der var mange andre folk, der også gerne ville se med der hvor man stod. De grunde gjorde, at der for mig ikke var ro nok til at fange de meget personlige historier som var i udstillingsrummene i Zagreb. Insatsen for at modtage var for mig for høj, jeg valgte fokus på historierne fra og gik over til et mere overfladisk skanning-mode uden dermed at blive berørt af historierne og af den grund kognitivt belønnet. Der er utvivlsom mange andre som på The Museum of Broken Relationship i Zagreb ikke oplever de irritationsmomenter om lys, skriftstørrelse og tekstmængder som jeg havde, men jeg tror bestemt ud fra Wilson og Sperbers betragtninger, at netop den måde nogle museer sætter tekstinformation op på kan føre til, at indsatsen for at modtage informationen bliver for stor i forhold til den belønning vi som museumsgæster tror vi får. Teksten bliver en for stor indsats for museumsgæsten til at en belønning kan opnås.

IMG_5944

Fra Museums of Broken Relationship i Zagreb.

To vildfarelser om relevans

Et godt element ved The Art of Relevance er, at Simon forskellige steder stiller spørgsmålstegn ved bruger af begrebet relevans og udfordre nogle af antagelserne om begrebet. Hun går blandet i rette de to standpunkter 1) at det man laver er relevant for alle, da det jo handler om livet i dag og 2) at relevans ikke er et relevant parameter, da folk jo gerne vil gå efter det unikke, det overraskende.
I forhold til at alt er relevant er Simons argument ganske simpel, at man som afsender jo ikke kan diktere hvad der er relevant for andre. Der er ikke noget som er universelt relevant, men der er noget som er relevant for nogle bestemte. Museets historier kan forstås af mange, men det gør dem ikke relevant for mange – og det spørgsmål man som institution kan stille sig selv er, hvem man ønsker at være relevant for?
Simon argumenter også imod synspunktet, at det med relevans ikke er vigtigt, fordi når man lavet noget unik og særligt så finder gæsterne jo frem til en – det er jo det anderledes de vil have og det anderledes som giver de helt store oplevelser. Simon skriver, at vi nok alle har hørt historier eller selv har oplevet at man pludselig fandt noget man ikke havde mødt før og som gjorde en særligt begejstret: en kunstform som f.eks. opera, et forfatterskab, en kunstner osv. Lynet slog ned og nye interesser og indsigter opstod. Det sker, men ved at gå ned i de historier er der gerne en som tog vedkommende med i operaen eller noget andet som hjalp vedkommende hen mod oplevelsen – nogle, som troede på at det kunne have en relevans. En anden pointe fra Simon i den forbindelse er, at vi som kulturinstitutioner ikke bare kan sidde og vente på at lynet slår ned i tilfældige evt. nye kulturbrugere. Det gør det for sjældent og vores arbejde er for vigtigt til, at vi ikke prøver at gøre det relevant for flere (Simon, p. 40-44).

Insiders og outsiders

Et billede, som Simon vender tilbage til i The Art of Relevance er, at relevans er en nøgle, der åbner op til rum, hvor der er indsigt og oplevelser, som giver mening. En anden metafor om rum som Simon bruger er, at der i forhold til relevans er to typer personer: insiders og outsiders. Insiders er dem, der allerede er inde i rummet, elsker det og beskytter det og outsiders er dem, der ikke kender det endnu og kan føle sig usikre ved at skulle gå ind i rummet og måske også uvelkomne inde i rummet.
Simon påpeger, at en meget vigtig faktor for at byde i outsiderne indenfor er insiderne. På muserne og mange andre institutioner er der ofte fokus på indholdet: kunsten, naturen og historierne og det indhold tænker insiderne jo er for alle, men de ser ikke altid på hvem de selv er. For outsiderne er folkene i rummet ligeså vigtige som rummets indhold. Simon bruger denne pointe til at anbefale, at institutionerne skal gå udenfor institutionen og lære af og involvere de potentielle brugere, de forskellige communities, de outsidere som kan blive til nye insidere. Det er en tankegang Simon og resten af MAH er gået videre med i deres seneste projekt som blev lanceret her i maj: OFBYFOR ALL, det går ud på at gøre museer ”OF, BY and FOR the communities”. I mit sidste blogindlæg Museum Next, Nina Simon og OFBYFOR ALL skriver jeg mere om det projekt og om Nina Simons præsentation af projektet på Museum Next konferencen i juni i år. I forbindelse med relevans kan man sige, at dette engagement og denne dialog med det omgivende samfund ikke kun er med til at invitere flere ind i rummet, men at man også gør rummet større ved at lære af folk udenfor institutionen (Simon, p. 66-117).

IMG_3163 Nina Simon talk

Nina Simon holder oplæg på Museum Next i London 2018. Nederst i indlægget er det et link til Simons oplæg.

Et andet element i denne insider / outsider diskussion er om man forfladiger de emner man formidler og tilbyder oplevelser omkring. Simon bruger i bogen sig selv som et eksempel på en insider-naturpark-bruger. Den helt rigtige brug af naturreservaterne er for Nina Simon selv at gå på de mest ufremkommelige og strabadserende trails med kort, udstyr og opbakning til at klare alle tænkelige situationer. De flade og nemt tilgængelige stier i Yellowstone naturparken, der er fyldt med folk, bænke og kiosker, hvor der kan købe is og souvenirs er derfor steder hun helst undgår. Steder hun på en måde som naturpark-kender føler sig hævet over. Nina Simon erkender, at hendes ide om den ideelle naturparksoplevelse ikke kan være den styrende. For at åbne parkerne op og gøre natur nemt tilgængeligt for mange så skal stierne jo ikke være skabt til brugere, der er trænede og har det rigtige grej. De skal være som i Yellowstone, og der er ikke at forfladige oplevelsen, men at gøre den tilgængelig. Ligesom naturparkerne tilhøre museerne alle, og de insidere som elsker museer og gerne vil have flere til at kunne lide dem skal huske på at stedet ikke kun er for dem. Formidlingen skal varieres og skal åbnes op for at flere kan få en del af den oplevelse, som de allerede er heldige at have del af. Og når først den nemme sti er prøvet og man inde, så kan man jo vælge om en af de lidt vanskeligere ruter så skal udforskes (Simon, p. 60-62).
Simon påpeger samtidigt at åbne op ikke er det samme som at råbe højt. Hvis man skal få folk ind i et rum er det ikke nok kun at sætte store skilte over døren, hvor der står FUN! og FOR YOU! I hvert fald ikke, hvis man har det ønske, at de skal blive inde i rummet. Skiltet kan tiltrække opmærksomhed, men ændre ikke hvad der inde i rummet. For at folk skal blive i rummet skal det have en betydning. Og så er vi tilbage til Wilson og Sperbers pointer. Oplevelsen skal ikke kun være blink og halløj, men noget der giver en positive kognitiv belønning – noget det åbner op for noget mere (Simon p. 27-30).

Nina Simon ved en TED Talk

Nina Simon ved en TED Talk i april 2017, hvor hun præsenterede nogle ag pointerne fra bogen. Foredraget kan ses her: https://youtu.be/NTih-l739w4 Foto: Drew Altizer.

Relevans, besøgende og museer

Nina Simon skriver sig med The Art of Relevance ind i rækken af museumspraktikere som prøver at komme med bud på, hvordan museer kan arbejde med relevans. I denne uge har Anna Hansen, direktøren for Regionmuseet Kristianstad, skrevet blogindlægget Hur skapar museer relevant lärande? om relevans og museerne læring på EPALE, Europa-Kommissionens læringsplatform. Der nævner hun ud over Nina Simon også læringsværktøjet Generic Learning Outcome (GLO) og forskerne John H. Falk og Lynn D. Dierking.
GLO i forhold dette systems brede læringsdefinition og ide om, at en bevidstgørelse af, hvilken læring gæsten søger kan hjælpe museerne med skabe bedre og mere fokuserede oplevelser.
Falk og Dierking i forhold til de to forskeres anskuelse af museet som en helhedsoplevelse, der både kan ses som de besøgendes valg før og efter besøget. Relevansdiskussionen skal derfor også udvides til intentionerne for besøget.
De tre indgange til emnet har ifølge Anna Hansen ”alla det gemensamt att museerna finns till för besökarna och deras lärande och det är genom att undersöka vad besökarna vill ha, vad de upplever och hur de blir engagerade och entusiastiska som museerna blir relevanta.”

Relevans er ikke noget man alene kan tænke sig til. Det kræver en interaktion med omverdenen eller som Nina Simon skriver i et af de afsluttende kapitler i The Art of Relevance:
”We have to be willing to expose our passion and try—however we can—to make it attractive and relevant to others. We have to be curious and humble as we learn more about the people on the outside. We have to be willing to build doors and renovate rooms despite our prior attachments. We have to accept failures and keep pushing and dreaming forward. When we are open to what our communities of interest seek and honest about changing our work to meet them, we can build relevance” (Simon, p. 181).

Henvisninger og link

Nina Simon: The Art of Relevance. Santa Cruz, 2016.

Hjemmesiden for Art of Relevance:
http://www.artofrelevance.org/

Artikel af Diedre Wilson og Dan Sperber om relevans og kognition:
http://www.dan.sperber.fr/wp-content/uploads/2004_wilson_relevance-theory.pdf

Nina Simons TEDxPaloAlto Talk om Insiders, Outsiders og The Art of Relevance fra april 2017:
https://youtu.be/NTih-l739w4

Anna Hansens blogindlæg om relevans og læring fra juli 2018:
https://ec.europa.eu/epale/sv/blog/hur-skapar-museer-relevant-larande

Nina Simons Museum 2.0 blog:
http://museumtwo.blogspot.com/

Tidlige blogpost på Martins Museumsblog om Nina Simon og The Participatory Museum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/06/11/nina-simon-og-det-brugerinddragende-museum/

Tidlige blogpost på Martins Museumsblog om Nina Simon, Museum Next og OFBYFOR ALL:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2018/07/03/museum-next-nina-simon-og-ofbyfor-all/

IMG_3393 Key and Relevance

Skriv en kommentar

Filed under Diverse, Interaktivitet og brugerinddragelse

Museum Next, Nina Simon og OFBYFOR ALL

For to uger siden var der Museum Next konference i London og en af årets keynote speakerne var museumsdirektøren og bloggeren Nina Simon. Museum Next Europa er en af de store internationale museumskonferencer, der bliver afholdt i forskellige europæiske byer en gang om året. Konferencen blev første gang afholdt for ni år siden. Også dengang i 2009 var Nina Simon blandt hovedtalerne, og det år talte hun om brugerinddragelse i forbindelse med arbejdet med The Participatory Museum, hendes meget indflydelsesrige bog, der udkom året efter.

Nina Lucimara e Lauren MUSEUM NEXT

Museum Next er også møder med nye mulige samarbejdspartnere. Her Lucimara Letelier fra brasilianske Museu Vivo imellem Nina Simon og Lauren Benetua fra californiske Museum of Art and History, Santa Cruz. Tak til Lucimare Letelier for billedet.

OFBYFOR ALL

I år talte Nina Simon om et nyt initiativ OFBYFOR ALL Change Network, som hun sammen med kollegaer fra MAH, Museum of Art and History i Santa Cruz lancerede 18. maj i år. OFBYFOR ALL Change Network er et netværk og en bevægelse for organisationer, der gerne vil have mere fokus på deres gæster og det omliggende samfund, og som har det ønske at blive AF, MED og FOR deres communities – hvad end communities er forstået som geografisk lokalområde eller tematisk interessefællesskab.
Nina Simon blev udpeget som museumsdirektør for MAH for syv år siden. Museet var ikke særligt profileret og der var flere i byen som vidste at bygningen engang havde været et tidligere fængsel, men som ikke var klar over stedet i dag var et museum. Den medicin hun gav det hensygnede museum var at tage lokalbefolkningen seriøst og sammen med dem at udvikle museet og museets indhold og brug. De tal Nina Simon præsenterede ved Museum Next viste, at hendes strategi havde virket. I 2011 havde MAH et budget på 700.000 $, 7 ansatte og 17.000 besøgende og i 2018 var de tal steget til et budget på 3.000.000 $, 32 ansatte og 140.000 besøgende. Museet var blevet relevant for flere og Simons analyse af dette var, at museet nu var blevet ”FOR the communities” fordi at det var skabt ”BY & OF the communities.

CnBkO2wb_400x400 OFBYFOR ALL Twitter

OFFBYFOR ALL kan også følges på Twitter, Instagram og Facebook

Før Nina Simon blev direktør på MAH var hun særligt kendt for bogen The Participatory Museum og ikke mindst hendes blog Museum 2.0, hvor hun generøst deler de mange observationer i musemusverdenen hun gør og har gjort. Både bogen og bloggen var med til at mange begyndte at ændre deres praksis, og at mange aktivt begyndte at dele deres egne ideer og tanker, blandt andet er denne blog du læser her en direkte inspiration af Simons museumsbloginitiativ. Helt i tråd med dette aktivistiske element i Nina Simons virke har hun som direktør for MAH også delt hendes tanker på Museum 2.0 og i andre fora og hun har bevaret et ønske om at ændre mere end hendes egen institution. Dette gælder i høj grad også projektet OFBYFOR ALL.
Visionen bag OFBYFOR ALL er at skabe mulighed for, at alle bliver styrket i deres talenter til at kunne bidrage til at styrke samfundet. Og projektet har en tro og et håb på, at det kan ske ved at civile og kulturelle organisationer kan vokse ”of, by and for thier communities.

Vision OFBYFOR ALL

At det både er OF BY og FOR er en vigtigt pointe. Sammenhængen beskrives således:

OF, BY, and FOR practices complement each other.

  • The more an organization is reflective OF its community, the more people feel represented.
  • The more programming is created BY the community, the more people feel ownership.
  • The more programming is FOR the community, the more everyone will want to participate.

Ved Museum Next foredraget i London var en af Nina Simons pointer, at OFF + BY fører til FOR. Gennem hendes foredraget vendte hun tilbage til den formel og viste hvordan at denne tilgang bruges på museet i Santa Cruz, blandet i forbindelse med at lave Dias de la Mortes (Day of the Dead) arrangementer i samarbejde med latino communities eller at lave kunstudstilling See, Be Seen, hvor borgeren selv kommer med billederne.

IMG_3163 Nina Simon talk

Nina Simon holder oplæg på Museum Next i London 2018. Nederst i dette indlæg er det et link til Simons oplæg.

OFBYFOR ALL projektet har ligesom Nina Simon mangeårige virke som en af de bedste museumsbloggere tænkt interaktion og dialog ind i konceptet. På hjemmesiden for projektet ofbyforall.org bliver man opfordret til at udfylde et spørgeskema og igennem det lave en vurdering af ens egen organisations kvaliteter i forhold til at arbejde OF, BY og FOR det omgivende samfund. Der er et netværk, som man kan blive medlem af, og det er muligt at melde sig til bootcamp i museet i Santa Cruz for at lære mere.
Da Nina Simon præsenterede OFBYFOR ALL i London var den første camp blevet afhold og 450 personer havde på det tidspunkt været inde og teste deres museums grad af samarbejde med deres communities. To af dem, som havde taget testen var undertegnede og Anneken, en kollega fra Den Gamle By. Min score var lige over gennemsnittet af communities engagement og Annekens under gennemsnittet selvom det var samme institution vi svarede på baggrund af. Denne forskel gjorde så også, at vi havde en snak om hvorfor vi havde svaret som vi gjorde. Engagement er jo ikke en fast størrelse og dermed er spørgeskemaet ikke et fast målepunkt. I spørgeskemaet er f.eks. et engagement-punkt man blev vurderet på hvorvidt man har møder med communities, men ikke om man gennemfører løbende kvalitative interviews med besøgende, hvilke jo også kan give godt viden om hvad gæsterne og en omverden forventer af museet, og hvordan de gerne vil bruge stedet. Men det som spørgeskemaet bestemt gør, er at det ligesom i mit og Annekens tilfælde lægge op til diskussion om museets rolle og relevans, og det er næsten det vigtigste ved denne del af OFBYFOR ALL initiativ.

Museum Next

OFBYFOR ALL tankegangen var med til at præge konferencen i London. Temaet der var meldt ud var disruption, men den emne som primært blev diskuteret var involvering med museets gæster og med det samfundet omkring en. Ligesom at konferencen var på engelsk var en stor del af oplæggene også fra nordamerikanske og engelske museer og som skandinav kunne man konstatere, at der er etniske problemstillinger, der er mere presserende i USA og England. Museernes samfundsengagement var også spændende at få perspektiveret. Gennem museernes offentlige støtte og forpligtigelser er et virke for samfundet en del af de nordiske museer og et emne vi allerede har en masse praksis omkring. Derfor er det også spændende at høre det italesat af kollegaer fra andre traditioner for dermed selv at blive skarpere på, hvorfor man gør som man gør.

IMG_3144 Mail Rail Postal Museum

Ved Museum Next var også mulighed for at besøge museer, blandt var der en aften et særarrangement i en af Londons nye museumsattraktioner: Mail Rail på Postal Museum, der helt fortjent er nomineret til dette års Art Fund Museum of the Year.

Der var til konferencen et enkelt indlæg fra Norden, og det var om et etnisk emne, hvor der er noget på spil nemlig samernes identitet. Projektet blev præsenteret af direktør for Nordnorsk Kunstmuseum Jérémie Michael McGowan og han fortalte om, hvordan at Nordnorsk Kunstmuseum i Tromsø sidste år i to måneder ”lukkede” og blev omdannet til Sámi Dáiddamusea, det samiske kunstmuseum – et museum, der allerede var et ønske om tilbage i 1970’erne, men som der bare indtil nu ikke har være politisk vilje til at realisere. Projektet og dermed det midlertidige Sámi Dáiddamusea blev til i et samarbejde med samiske kunstnere og organisationer. Projektet blev organiseret helt uden om det politiske system og var en klar kommentar til kulturpolitikken. Det var dermed, udover at være et godt eksempel på et brugerengagerende projekt, også en smuk demonstration af, at armslængdeprincippet i kulturstøtten og et eksempel på en museumsdirektør, der tager denne autonomi seriøst. Projekt gav både museet et nyt publikum og blev også fagligt højt rost, blandt andet ved, at det var med til at Nordnorsk Kunstmuseum i 2017 blev kåret til Årets museum og at projektet fik overrakt den norske Kunstkritikerprisen for 2017.

IMG_3224 McGowan talk

Jérémie Michael McGowan holder oplæg på Museum Next i London 2018. Nederst i dette indlæg er det et link til McGowans oplæg.

Et andet meget inspirerende oplæg var ”Welcome til the Funhouse”, som blev holdt af Scott Stulen, direktøren for Philbrook Museum of Art i Tulsa, Oklahoma. Scott Stulen har ligesom Nina Simon overtaget et lidt stille museum og gjort det til et bedre sted at besøge og en bedre forretning ved at fokusere på gæsterne og tage deres behov og lokalsamfundets DNA seriøst. Oplægget mindede også en om, at USA bare er mange ting og at der ikke er nogen trylleformular og one-size-fit-all mht. at engagere sine gæster og gøre museet relevant. Man bliver nød til at tage udgangspunkt i hvor man er, og hvem man er omgivet af. Nina Simon havde i hendes præsentation et eksempel med, at de i forbindelse med at åbne museum op for unge fandt ud af, at etableringen af Gender Neutral Bathroom har en betydning, og hun fortalte om udstillinger om plejebørn og udstillinger, hvor gæsteren kunne udtrykke dem selv del kreativt ved at det var borgerens egne billeder som blev udstillet. I oplægget fra Tulsa var der eksempler med Cross Generation Burger Nigths, hvor børnebørn, forældre og bedsteforældre kan spise burgere sammen, museet har ændret deres åbningstider om morgenen så skolerne i området kan nå hjem til skolen inden school lunch, da det er vigtigt for eleverne når det, da flere af dem ellers ville få frokost den dag, og de giver deres klubmedlemmer mulighed for at udtrykke dem selv kreativt ved at de kan besøge museet om mandagen, hvor det er lukket, og lave særlige billeder til Instragram. Hvor museet i Californien gik i dialog med latino befolkningen omkring den store kulturelle og religiøse mærkedag Dias de la Mortes, så fortalt Scott Stulen om en Low Rider Picnic hos dem, da pimpede Low Rider biler er meget populære i dele af latino communities i Tulsa og omegn. Begge steder var arrangementer skabt i samarbejde med grupperne og begge steder var museets møde med samarbejdspartneren taget seriøst. På MAH ved at der på museet var en spansktalende medarbejde som nu er tilknyttet projektet og i Philbrook Museum of Art ved helt pragmatisk at sørge for, at dem der var på job den dag Low Rider arrangementet fandt sted havde lært nogle enkelte spanske fraser, så de kunne møde denne gruppe, der ikke før havde været på museet, med ord fra deres sprog.
Både Simons, McGowans og Stulens oplæg er værd at se, og nederst i dette indlæg er der link til deres præsentationer.

IMG_3221 Scott Stulen talk

Scott Stulen gennemgår Philbrook Museum of Arts key assumptions i forhold til deres rolle som museum. Hør flere af Stulens betragtninger i hans oplæg, som der er link til længere nede på siden.

Det var inspirerende at være til Museum Next, og diskutere udfordringer og god praksis med kollegaer, som også har ønsker og engagement for at skabe museer, der kan røre og betyde mere. Scott Stulen og Jérémie Michael McGowan og flere andre lavede rigtigt gode tiltag. De var i forhold til Nina Simon ikke så udtalte om de metoder de brugte for at møde publikum. Nina Simon og hendes kollega fra MAH var også meget tydelige i deres tilgang omkring at dybe samarbejdsrelationer med lokale grupper er vejen til en større betydning. Tallene viste også at det var en strategi der giver fremdrift og vækst til museet. Ifølge Nina Simon var nogle af bevæggrundene bag OFBYFOR ALL Change Network at svare på de mange spørgsmål hun har fået omkring ændringerne i Santa Cruz og dermed give viden videre, og så samtidigt at blive inspireret af de historier og praksisser som andre vil dele med dem. Helt overordnet at blive inspireret til metoder, hvor museerne kan vælge emner som betyder noget for andre, og at finde de rette ambassadører uden for museet som kan formidle museets historier og betydning til omverdenen. Gøre museer relevant for flere.

OFBYFOR ALL projektet kan dermed også ses som en naturlig forlængelse af Nina Simons sidste udgivelse The Art of Relevance. En bog der udkom i 2016, og et projekt som Nina Simon har gennemført i nogle for netop at afsøge hvornår noget er relevant og hvorfor. For jer der gerne vil vide mere om dette projekt, så kan hele The Art of Relevans læses på sitet http://www.artofrelevance.org/. I kan også vente til det næste indlæg her på bloggen, hvor jeg vil opsummere de pointer fra bogen som jeg selv blev mest inspireret af.

Link

Hjemmesiden for OFBYFOR ALL:
https://www.ofbyforall.org/

Nina Simons Museum 2.0 blog:
http://museumtwo.blogspot.com/

Tidlige blogindlæg om Nina Simon og The Participatory Museum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/06/11/nina-simon-og-det-brugerinddragende-museum/

Nina Simons oplæg på Museum Next Europe 2018 om MAH og OFBYFOR ALL:
https://www.museumnext.com/insight/ofbyfor-all-nina-simon-santa-cruz/

MAH, Santa Cruz

Scott Stulens oplæg på Museum Next Europe 2018 om Philbrook Museum of Art:
https://www.museumnext.com/insight/welcome-to-the-funhouse-museum/

Philbrook Museum of Art, Tulsa

Jérémie Michael McGowans oplæg på Museum Next Europe 2018 om Nordnorsk Kunstmuseum og projektet om Sámi Dáiddamusea:
https://www.museumnext.com/insight/disruptive-indigeneity/

Nordnorsk Kunstmuseum, Tromsø

Andre oplæg fra Museum Next Europe 2018 og indlæg fra tidligere Museum Next konferencer:
https://www.museumnext.com/insight/

IMG_3157 Jim Richardson

1 kommentar

Filed under Diverse

Den nyeste tjekkiske historie på museum – Moravian Museum og Museum of Communism

Museumsetik er et emne, der diskuteres i disse år i den museologiske litteratur. Centralt i emnet er blandt andet de udstillinger som tager livtag med store og moralsk vægtige emner som Holocaust og slaveri. I det tidligere Warszawapagtlandene diskuteres også, hvordan den kommunistiske periode og 2. verdenskrig skal fremstilles og hvilket syn på fortiden, der skal vises nu, når den fortælling om historien som en gang var, ikke længere er den gængse. I disse år udgives flere bøger og artikler om emnet. Der etableres også udstillinger på eksisterende museer og nye udstillingssteder dukker op. Flere af disse nye museer er private initiativer som f.eks. DDR Museum i Berlin. Historie er en vare og god historieformidling kan naturligvis sælges og give overskud, hvis det laves (og markedsføres) godt nok. Disse private initiativer er bemærkelsesværdigt og viser den store interesse der er for emnet, og med interessen kommer naturligvis debat om det er de rigtige tolkninger der vises. Der er også debat om historieformidling kan  kommercialiseres. Ja, er min holdning. Bøger og film om historiske emner laves og udgives fordi der er et marked som vi have det. Det giver øget viden og interesse, og sådan bør det også være med museer – og en omverdensinteresse for et emne er også med til, at museerne bevarer fokus på det vigtigst: Gæsternes møde med den viden som museerne har.

IMG_1754

I sidste uge besøgte jeg Tjekkiet og var forbi to museer, der har taget livtag med den nyeste historie. Det ene er Moravian Museum (Moravské zemske Muzeum) i Brno, et stort regionsmuseum som har udvidet deres udstillinger med en sal om det 20. århundrede, og det andet er Museum of Communism, et relativt nyt museum i Prag, der lige er åbnet i nye lokaler. Det er et kommercielt baseret museum, der imødekommer det marked og den store interesse der er for den periode.

Moravia in the 20th Century

Moravian Museum blev grundlagt i 1817 og er dermed det andet ældste museum i landet – og et museum som er ældre end staten Tjekkiet (og Tjekkoslovakiet). Fremtrædende videnskabsmænd og adelsfolk fra Mæhren ønskede et museum om dette område i kejserriget og dette ønske og denne kreds kunne den daværende og ellers meget reaktionære østrigske kejser Frans 1 godt støtte.

IMG_1697

Museet er delt over flere adresser. Et stort udstillingssted er i Dietrichstein palæet centralt i Brno. I en helt nyåbnet afdeling i dette palæ vises en udstilling om det 20. århundrede.

IMG_1615

Udstillingen Central European Crossroad: Moravia in the 20th Century er i modsætning til Dietrichstein palæets andre udstillinger om de ældre tider mere overskueligt og har også den kvalitet, at udstillingen ved første øjekast virker imødekommende og nem at gå til.

IMG_1637

Det er en kronologisk opbygget udstillingen, hvor plakater og billeder er markante udsmykningselementer og genstandene er nøje valgt ud. De større genstande er samlende rumelementer og de mindre ofte placeret i indbyggede montre i scenografien. I flere af afsnittene er der lavet små scenografiske tableauer, som f.eks. gade-cafestemning omkring 1900, et antydning af et rum fra Mies van der Rohes Tugendhat villa i mellemkrigstiden og et interiør fra 1970’erne.

IMG_1616

Teksterne i udstillingerne er lange, men den luftige indretning og de mange og sparsomt kommenterede billeder gør, at udstillingen virker let at gå til.
Et træk jeg særligt lagde mærke til er brugen af plakater, hvor forskellige magthavende i Mæhren i de sidste 100 år selv kommer til orde og man som besøgende selv kan tolke samfundet ud fra magthaverne eller oppositionens propaganda.

IMG_1627

IMG_1633

IMG_1635

Det gør det til en mindre belærende udstilling og samtidig til en sober fremlægning af en historie, der bestemt har mange konfliktemner i sig.
I afsnittene om den nazistiske og kommunistiske periode er henvisninger til kontrollen og den totalitære stat elegant lagt ind i scenografien ved, at der er lavet ordensmagtpersoner som halvdøre som man skal gå helt tæt på for at komme igennem, og dermed få dem tæt på ens egen personlige sfære.

IMG_1672

IMG_1643

IMG_1642

Udstillingsdelen om perioden efter fløjlsrevolutionen i 1989 er i et rum, der mest fungere som en biografsal, og i dette afsnit er der stort set intet om perioden efter 1993, hvor Tjekkoslovakiet blev delt og Mæhren sammen med Bøhmen bliver til Tjekkiet. Det kunne jeg ellers godt have tænkt at have hørt mere om, men den helt samtidige historie kan være svær at formidle og dermed nem at vælge fra.

IMG_1653

Museet skal dog generelt have ros for er skarp udvælgelse – det kunne godt have være mere, det har jeg også en kommentar til senere, men rent formidlingsmæssigt betyder de mange fravalg at fokus kan holdes og udstillingen virker nemt at gå til.

IMG_1661

Udover den udmærkede udstilling om det 20. århundrede vil jeg gerne fremhæve to andre ting ved museet. Den en er, at det er på det museum, at den meget tidlige frugtbarhedsfigur Venus fra Dolni Věstonice (29.000 f.Kr.–25.000 f.v.t.) er udstillet, men ak – udstillet i et et alt for fyldt udstillingsafsnit om oldtiden, hvor genstandene druknede – i genstande.

IMG_1682

Den andet er billetsalget, som er placeret i den ene ende af en meget velassocieret bar, med et rigt udvalg af den lokale vin og øl. Se, der følte jeg mig velkommen og det var at tage billetområdet til et helt nyt niveau.

IMG_1696

Museum of Communism

Et af Tjekkiets nyeste museer åbnede i 2001 på Na příkopě, en af de prominente gader i Prag. Det er Museum of Communism, som blev grundlagt af den amerikanske forretningsmand Glenn Spicker, der selv havde investeret i genstande fra den kommunistiske periode. Jeg fik ikke besøgt udstillingen på Na příkopě, men var for en uge siden forbi den nye version af museet, der er åbnet i større lokaler nær Náměstí Republiky.

IMG_1775

Når man besøger museer er man ikke i tvivl om, at det har turister som en primær målgruppe. Udstillingen er tosproget på tjekkisk og engelsk, men de engelske overskrifterne er de største og udefra benævnes museet med det engelske titel Museum of Communism. Den formiddag jeg var forbi, var museet også velbesøgt af turister, men så jeg vidt kunne høre ikke af nogle tjekkisktalende gæster.

IMG_1777

Udstillingen starter med en selfiemulighed med Karl Marx, der var meget benyttet. Jeg kunne dog godt have en mistanke om, at de færreste havde et større kendskab til hvem Marx var, men billedet viste jo, som selfier skal, at man havde været på museet.

Udstillingen er kronologiske opbygget og begynder med dannelsen af den tjekkoslovakiske stat efter 1. verdenskrig. Der fortælles om Münchenaftalen i 1938, der forståeligt nok af mange tjekkoslovakkere blev tolket som Vestens svigt, da Storbritannien og Frankrig gik med til at Hitler kunne annektere de dele af Tjekkoslovakiet, hvor de tysktalende og for manges vedkommende også Hitlerbegejstrede sudetertyskere boede. Og senere, da Tyskland i marts 1939 annekterede resten af Bøhmen og Mæhren greb forligspartierne heller ikke ind.

IMG_1706

I den kommunistiske periode efter 1945 er udstillingen opdelt i hovedafsnittene Dream, Reality og Nighmare, hvor de første to dele primært er i den første del af perioden og dermed udstillingen, mens Nightmare afsnittene, med temaer som det hemmelige politi, tortur og afhøringer, vises i periodens sidste del.

IMG_1734

Udstillingen indeholder et righoldigt billedmateriale heriblandt kommunistiske propagandamateriale. Der er også genstande og enkelte tableauer som et ungdomsværelse fra en Panelák, de betonbygninger som i stor stil blev bygget i 70’erne, en butik, et klasselokale og et afhøringslokale. Det sidste vises lodret sammen med et lyd og billedshow som giver et indtryk af en afhøringssituation. Det er ikke en 1 til 1 visning men et godt greb som formidler den trykkede, voldelige og ubehagelige stemning.

IMG_1738

Der er en del tekst, også så meget at en teksttræthed nemt kan opstå ved en tur rundt i udstillingen. Nogle gange er teksten også unødigt dømmende, og faktiske forstås det absurde ved det totalitære system oftest stærkere, når udstillingen lader fortiden tale selv, f.eks. gennem propagandabilleder og plakater, end når udstillingsteksterne tolker.

IMG_1718

IMG_1723

Undervejs i udstillingen er der også personlige fortællinger formidlet gennem interviewfilm om f.eks. dagligdagen eller beretningen fra tre personer som flygtede fra regimet.

IMG_1728

Lyttestationerne på museet er også primært tiltænkt turister.  Lyden bliver formidlet gennem hovedtelefoner, der oftest er placeret under skærmene, mens siddepladserne er på den anden side at gangen, hvor man kunne sidde og læse de engelske undertekster.

IMG_1715

På denne skærm fortæller billedhugger Josef Klimeš, en af assistenterne ved det enorme Stalinmonument, historien om monumentet. Interviewet på tjekkisk kan man hører i telefonen ved siden af skærmen.

Udstillingen fortæller i de sidst afsnit særligt også om dette totalitære styres undertrykkelse, men der er også en udstillingen om dagligdag og det levede liv fra 50’erne og frem. Billeder og (meget) tekst er de fremtrædende formidlingsformer, men det er også en udstilling med god variation.

IMG_1765

To andre aspekter ved museet som er værd at fremhæve er, at man ved indgangen får en fribillet til en kop kaffe i cafeen. Det var noget som jeg og rigtigt mange andre benyttede sig af – og så blev der også lige købte en kage eller bolle til kaffen. Noget anden var museets markedsføring gennem salgsvarer i museumsbutikken med babusjkaer med hugtænder og ret friske postkort og køleskabsmagneter med photoshopede billeder af kommunistske personligheder som Marx, Lenin og Stalin i private situationer under overskriften ”Get intimate with History – Museum of Communism”. En lidt pågående markedsføringsstrategi, som jeg tænker nemmere kan komme igennem på et privat og meget kommercielt tænkende museum.

IMG_1757

IMG_1759

Til- og fravalg

Det er gerne nemmere at opdage tilvalg end fravalg. Ved besøget på det to udstillinger kunne en let tendentiøse tekster i Museum of Communism om den første kommunistiske leder Klement Gottwald nemt bemærkes. F.eks. at teksten nævner hans alkoholmisbrug. Ikke at oplysningen nødvendigvis er forkert, men det synes som en lidt påsat oplysning om statslederen og kommer dermed til mere at virke som en markering af et negativt karaktertræk end som en information, der er vigtig for at forstå udstillingen og kommunismen i Tjekkoslovakiet. Andre steder på museet var der også lignende let tendentiøse karakterbeskrivelser.

IMG_1760

Sproget i Moravian Museum er mere nøgtern og ved en første gennemgang synes det som en både sober og interessant tur gennem historien. Fravalg af historier er helt nødvendig i al formidling og ikke mindst i udstillinger, men efter at have besøgt museet og med min foregående kendskab til Tjekkiets historie var det lidt påfaldende, at to at de mere problematiske elementer i tjekkisk historier ikke fik mere plads, nemlig jødernes og tyskernes betydning og historie. Jødiske familiers store betydning for handel og udvikling i Mæhren før 2. verdenskrig blev indirekte berørt ved, at en af de få interiørantydninger i udstillingen viser elementer fra den vel mest berømte bygning i Brno, Greta and Fritz Tugendhats villa, et arkitektoniske mesterværk, hvor Mies van der Rohe kunne virkeliggøre sine visioner i årene før han blev leder af Bauhausskolen i Tyskland.

IMG_1628

Tugendhat familien var tysk-jødisk og blandt de førende jødiske tekstilproducenter, der var med til at skabe velstand i Brno. Undertrykkelse og deportering af  jøderne fra Mærhen er nævnt i afsnittet om 2. verdenskrig, men jøderens store betydning for egnen op til krigen er ikke fremhævet.

IMG_1674

Et for mig større fravalg er de manglende oplysninger om tvangsforflytningen af den tysktalende befolkning efter 2. verdenskrig. I de mæhriske grænseområder mod Østrig og Tyskland var der store tysktalende befolkningsgrupper og det var der også i Brno. I 1930 var der omkring 250.000 indbyggere i Brno og af dem var 52.000 tysktalende, heriblandt mange af byens jøder. Efter befrielsen i 1945 blev omkring 2 mio. fra det tysktalende mindretal i Tjekkoslovakiet udvist til Tyskland og Østrig. En af de mere omtale aktioner i den forbindelse var Brünner Todesmarsch, dødsmarchen fra Brno, den 30. maj 1945, hvor omkring 18.000 tysktalende beboere i Brno blev beordret til at marchere de 55 km til den østrigske grænse. I senere sudetentysk propaganda påstås der , at tusindvis døde i forbindelse med aktionen, selvom der kun er tre bekræftede dødsfald. Hvor mange der end måtte have lidt overlast eller var omkommet på marchen til Østrig, så havde marchen stor symbolsk betydning og var en gengældelse, der i sin samtid bredt blev fordømt og som indgik i debatten om tjekkoslovakkernes hårde fremfærd mod den tyske befolkning, uagtet at mange af sudetentyskerne havde bifaldet Hitlers erobring at Tjekkoslovakiet. Det er en moralsk problematisk del af den tjekkiske historie og netop derfor også noget som burde behandles i en fremstilling af egnes historie. Den historie er bare for vigtigt til at være fraværende.
Emnet uddybes heller ikke i Museum of Communism, men der er vægtningen mere logisk, da der er fokus på andre begivenheder fra de år, nemlig kommunisterne store valgsejr ved det frie valg i 1946, hvor de blev det største parti med 38% af stemmerne.

IMG_1710

Begge udstillinger prøver at komme ind på mange aspekter fra dagligliv til politisk historie og vil fortælle mange historier. Det er svært at fortælle om nyeste historie og netop derfor skal de to steder have ros for at gøre forsøget og også have en ambition om at vægte fortællinger og lave en varieret formidling af perioden.

IMG_1646

Henvisninger og link

Central European Crossroad: Moravia in the 20th Century på Moravian Museum:
http://www.mzm.cz/en/central-european-crossroad-moravia-in-the-20th-century/

Museum of Communism:
http://muzeumkomunismu.cz/en/

Artikler og bøger om museumsetik og postkommunistisk erindringspolitik i Central- og Østeuropa:

  • Arnold-de Simine, Silke (2013): Mediating memory in the museum : trauma, empathy, nostalgia. Palgrave Macmillan memory studies. Palgrave Macmillan.
  • Clarke, David (2017): “Understanding controversies over memorial museums: The case of the Leistikowstraße memorial museum, Potsdam”. History and Memory 29, 1.
  • Hansen-Glucklich, Jennifer (2014): Holocaust memory reframed : museums and the challenges of representation. Rutgers University Press
  • Rudnik, Carola S. 2011: Die andere Hälfte der Erinnerung: Die DDR in der deutschen Geschichtspolitik nach 1989.
  • Radonić, Ljiljana 2017: “Post-communist invocation of Europe: memorial museums’ narratives and the Europeanization of memory”. National Identities, 19:2.
  • Sabrow, Martin et al., eds. (2007), Wohin treibt die DDR-Erinnerung: Dokumentation einer Debatte. Vandenhoeck & Ruprecht.

IMG_1711

Tidligere indlæg i Martins Museumsblog om DDR Museum:

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/04/01/ddr-museum-i-berlin-interaktive-udstillinger-om-livet-i-ddr/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/04/02/om-social-poesi-og-om-variation-i-ddr-museum/

IMG_1722

Skriv en kommentar

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Introduktionen til museet – om forskellige typer af ankomstområder

Alle museer og flere større udstillingsområder har et introduktionsområde, men måden som de er udformet på er ganske forskellige. Nogle er meget gennemarbejde, mens andre bare er opstået. Men uanset, hvor lidt gennemtænkte de måtte være, så har de en vigtig funktion for besøget. Det er her, at den første orientering finder sted og anslaget for besøget sker.

I en sammenfatning af museumsbesøgsstudier inddeler museumsforskerne John H. Falk og Lynn D. Dierking museumsbesøget i en række faser, hvor den første er orienteringsfasen. For en førstegangsbesøgende er den fase gerne mellem 3-10 min. Det er her, at gruppen samles, overblikket skabes, information opfattes fra skilte og ansatte, koder for adfærd aflæses ved at se på andre gæster og der tages en beslutning om hvor og hvordan besøger skal starte. At museet facilitere denne fase godt giver naturligvis en god start på besøget, men studier viser også, at denne fase kan være væsentlig for den overordnede bedømmelse af museumsbesøget. (Falk, Dierking 1992, p. 58-61 og Falk, Dierking 2013, P. 134-135). Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvordan museets møde med gæsten sker.

MOSI velkomstperson DSC02839

En velkomstperson ved MOSI i Manchester, der var rigtigt dygtig et at få gæsterne til at føle sig velkommen.

Introduktioner til museer kan opdeles i flere elementer. I et studie fra 1984 af frilandsmuseets Old Sturbridge Villages dengang nye indgangsområde opdeler forskerne D. Geoffrey Hayward og Mary L. Brydon-Miller fra University of Massachusetts introduktionen i Spatial orientation og Conceptual orientation, hvor der første referere til at kunne finde rundt på museet og det sidste til at introducere temaer og gøre den besøgende klar til museets oplevelser og indhold (Hayward, Brydon-Miller 1984, p. 318).

De to overordnede orienteringstyper er gerne begge tilstede i introduktionsområder og kommer til udtryk gennem forskellige fysiske installationer. Jeg har her forsøgt at sammenfatte en række forskellige konkrete måder, hvorigennem museer giver de besøgende en introduktion til museet og museumsoplevelsen. Der er utvivlsom flere, men her er nogle af dem jeg er stødt på: Biograf, Velkomstrum og Introudstilling, Rejsen, Oversigtskort og Model og Personlig kontakt.

Biograf

En løsning er at lade besøget starte med en film. Vikingeskibsmuseet i Roskilde var tænkt sådan i museets første mange år. Først skulle de besøgende se Børge Høsts film om udgravningen af Skuldelevskibene i Roskilde Fjord, og derefter kunne de gå ud i hallen og se skibene med fjorden som baggrund. En af de berømte museumsintroduktionsfilm er ”The Story of a Patriot” i frilandsmuseet Colonial Williamsburg i Virginia. Filmen varer 37 min. og er optaget på Colonial Willamsburg. I 1957 var det en uhørt ambitiøs museumsfilm lavet i et samarbejde med Paramount Picture og instrueret af Oscarvinderen George Seaton. I dag kan den virke noget 1950’er langtrukken, men filmen har utvivlsomt været en vigtig inspirationskilde til at tænke ambitiøst i forhold til introduktionsfilm og introduktionsoplevelsen.

he Story of a Patriot

Scenerne i The Story of a Patriot er optaget i Colonial Willamsburg. I dette blogindlæg, hvor dette billede er taget fra, fortælles der mere om filmen: http://makinghistorynow.com/2016/02/a-cinephiles-guide-to-williamsburg-the-story-of-a-patriot/

Biograf – Harry Potter Studio

En af de bedste biograf-introduktioner jeg har oplevet er på Harry Potter Studio i Watford ved London. Der er her, at det meste af Harry Potterfilmene blev optaget og før man kommer ind til filmsættende og rekvisitterne er der to introduktionsfilm. Ideen om at lave filmene bliver vist gennem film i et rum, hvor man står op i og bagefter kommer man ind i en filmsal, hvor filmenes tre hovedkarakterer Harry Potter, Ron Weasley og Hermione Granger, eller retter skuespillerne bag karakterne, i en film fortæller om studierne og scenerne. Det gør de foran døren til spisesalen i Hogwarts, hvorefter lærredet går op og viser døren til spisesalen i Hogwarts. De besøgende opfordres til at komme og åbne døren – og inde bag ved døren er spisesalen. Så er alle klart til oplevelsen.

IMG_1378

Biograf – Verzetsmuseum

En anden velfungerende introduktionsfilm er på Verzetsmuseum (Dutch Resistens Museum) i Amsterdam. Introduktionsfilmen kæder byens rum sammen med museet. Desværre formår museet ikke helt at have sammen rytme og relevans som filmen, på nær i børneafdelingen, Verzetsmuseum Junior, der i fortællende interiør viser krigen fra forskellige ståsteder, men alle i børneperspektiv.

IMG_2694

I Harry Potter studierne er det en tvungen introduktion, men de andre steder er den frivillig og noget, der blandt andet på grund af længden ikke altid vælges til. Det kan være en rigtigt virkningsfuld introduktion, men det tager tid, og hvis det er frivilligt kræves der en særlig motivation for at gæsterne prioriterer det i besøget.

Velkomstrum og introduktionsudstilling

Et andet greb er et velkomstrum med forskellige effekter. På frilandsmuseet Blist Hill Victorian Town, der er den del at industrimuseumskomplekset Ironbridge Gorge Museum er der et introduktionsdel, som også kunne betegnes som en biografløsning. For at komme ind i frilandsmuseet skal man gå igennem en introduktionsbygning. Der er et rum, der med sine murede vægge og støbejernsstolper ikke er en biograf, men på væggene projekteres en 8 min. lang film om industrialiseringen vist gennem en række sceaner og stemningsbilleder, som beskriver arbejdet, arbejderne og deres produkter.

Derefter er der en gang, hvor frilandsmuseet og forbindelsen til industrialiseringen og det industrialiserede landskab introduceres, både gennem oversigtkort, men også med filmeffekter, hvor man som gæst blandes med personer fra museets tidsperiode.

IMG_7199

Velkomstrum – Skansen

På Skansen i Stockholm kommer man op til et introduktionslokale, hvis man tager rulletrappen op fra Hovedindgangen. Sidst jeg tog den vej ind i museet (i 2011) bliv man mødt af en skærm, der gav informationer om hvad der skete på museet det dag. Der var derudover nogle skæmtekulisser til fotomulighed og en række display/montre som fremhævede forskellige elementer ved museet, f.eks. Berättelser, Inspiration, Gemenskap, Helsvenskt, Möten og Upptäckter. Ideen er nok god, men ikke noget, som kan måle sig med den stemning der er på museet og som gæsterne nok forventer at møde. Det var i hvert fald ikke er område de forbipasserende stoppede ved og heller ikke noget jeg blev grebet af – ud over af en professionel interesse for tiltaget.

Skansen dec 2011 c

Skansen dec 2011 b

Velkomstrum – Beamish Museum

Et andet museum der har et større ankomstrum er Beamish Museum i Nordengland. Ligesom Skansen er Beamish et frilandsmuseum, og før man kommer ind på det store område går man igennem en bygning med en model over området og en række billeder fra området. Her er der arbejdet mere med stemning, men det store mørke rum har ikke sammen gribende atmosfære som frilandsmuseets landskabet og personbårne industrielle fortællinger. Og udover de visuelle indtryk giver rummet ikke meget information.

IMG_1156

Velkomstrum – Black Country Living Museum

På et andet stort industrifokuseret engelsk frilandsmuseum Black Country Living Museum er der også et område i indgangsbygningen med yderligere information før man går ud i parken. I modsætning til de omtalte indgange i Skansen og Beamish er det ikke et område man behøver at se, men en sidegang man kan vælge til. Hvis man gør det, er der en række stærke billeder af industriarbejdere, nogle plancher om byer og steder i Black Country området og en genstandsudstilling med nogle af de produkter som industrien i området producerede. Fotografierne er det første man ser og også det mest fængende og stemningsfulde.

IMG_7406

DSC_0603

Tilgangen i Black Country Living Museum vil også kunne betegnes som en introduktionsudstilling. Der er også et greb, der blandt andet bruges i National Football Museum i Manchester, hvor en lille gang bliver brugt til at give et oversigt over markante begivenheder i engelsk fodbold før man går ind til den genstandsorienterede del af museet.

NFM introgalleri 1 DSC02940

På de amerikanske frilandsmuseer Frontier Culture Museum i Virginia og Old Sturbridge Village i Massachusetts er der lavet større introduktionsudstillinger i forbindelse med museernes indgangsbygninger. Tilgangen og grebene på de to museer er ganske forskellige.

Velkomstrum – Frontier Culture Museum

Frontier Culture Museum er et museum med et interessant koncept: At vise bygninger fra ”The Old World” – Vestafrika, England, Tyskland mv. og også vise bygninger fra ”The New World” – Nordamerika i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Museet giver dermed den besøgende en mulighed for at reflektere over inspiration og vidensoverlevering i materiale kultur i den nye verden. Men det er også en svær historie at få engageret de besøgende i. Introduktionen til denne sammenligning giver i indgangsbygningen – dels gennem en introduktionsfilm, men primært gennem en masse tekst. Ikke en umiddelbart appellerende udstilling, og da jeg besøgte museet i sommeren 2015 med en gruppe bestående at tre generationer og over 10 personer i alt prøvede den venlige billetsælger heller ikke at få os derind.

IMG_6957

Velkomstrum – Old Sturbridge Village

Old Sturbridge Village har et mere enkelt koncept. Museet fortæller om det landlige New England i begyndelsen af 1800-tallet gennem huse og miljøer både fra by og land. Museums indgangsbygning er meget mere varieret i sin form, og som det føromtalte studie af Hayward og Brydon-Miller viser, så er er det i ankomstområdet også lavet publikumsundersøgelser og ankomsten er blevet analyseret for at give de besøgende en god introduktion. Ligesom ved Frontier Culture Museum besøgte jeg museet som del af en større gruppe bestående af tre generationer, men her i Old Sturbridge Village var der noget alle kunne blive interesseret i. Der var aktiverende display som gav viden om håndværk og kultur i området og tiden, og der var et aktivitetsområde med hand-on aktiviteter og blandt anden en 1800-tals købmandsbutik som kunne bruges som ramme for børnenes leg.

DSC_0620

IMG_7297

Vi brugte noget tid i intro-området i Old Sturbridge Village, da det fangede alles interesse, men meget lidt tid i Frontier Culture Museums introduktionsudstilling, da den var en slet social oplevelse, og et område som en ikke planchetekst-glad person hurtigt kunne blive træt af.

IMG_6955

Nogle af disse introduktionsområder er placeret så de skal passeres på vej ind i museet, mens andre er et tilvalg til oplevelsen. Det første betyder, at de skal kunne være relevante for de fleste besøgende, og de sidste har det aspekt, at museets så ikke kan forudsætte, at alle har opdaget området og har fået de informationer og oplevelser med sig før besøget på museet.

Rejsen

En type introduktionsrum som jeg har valgt at give en egen kategori er rejsen. Det er styrede forløb, hvor udstillingens eller museets tema introduceres. Et eksempel på denne introduktion er ved Deutsche Fussballmuseum i Dortmund. Udstillingerne begynder på 2. sal og for at komme derop skal man tage en rulletrappe, der er en tegnet fremstilling af fodboldfans af forskellige tyske klubber afsluttende med en hujende Frau Merkel.

IMG_4900

IMG_4904

Rejsen – Canon van Nederland

En ny afdeling af det store Nederlands Openluchtmuseum i hollandske Arnhem er Canon van Nederland, en stor samlet og ambitiøs udstilling om Hollands historie. Udstillingen åbnede i september 2017 og adgangen til denne udstilling sker gennem kælderen i den nyombyggede ankomstbygning til museet.

IMG_8122

For at komme hen til det store centrale rum i Canon van Nederland udstillingen (der var der hvor Holland-Rama, en experience om landets historie blev vist frem til 2016) skal man passere en mindre gang. I denne gang komme man forbi en række flader med projektioner, som viser film med dramatiserede situationer fra de forskellige tidsperioder udstillingen er delt ind i, f.eks. 1700-1800, 1800-1900. Der er de samme temaer om at mødes og spise som bliver vist i filmene til de forskellige perioder, og der er dermed en sammenligning, som udviklingen i tid kan fornemmes ud fra.

DSC_0618

IMG_8127

Elevatorturer til udstillingen og museet kan også bruges som en introduktion af denne rejse-type. En kort og en lang af slagsen kan opleves i New York og Aarhus ved henholdsvis indgangen til One World Observatory i One World Trade Center og Aarhus Fortæller i Den Gamle By.

Rejsen – One World Observatory

Til One World Observatory er der en elevatortur op til 102. etager og undervejs i elevatoren kan opbygningen af byen følges på tre af væggene i elevatoren. Tiden går fra 1500 tallet og frem og mens man køre op vokser byen i højden. Et minuts tid senere er man oppe og fremme ved i dag.

Det er imponerende lavet, og faktisk lidt for meget. Der sker noget fra gulv til loft og med elevatoren fyldt med folk er det umuligt at se overblikket som turen egentlig tilbyder. Det kan hurtigt kunne til at virke som om, at man går glip af noget.

Rejsen – Aarhus Fortæller

Aarhus Fortæller er en udstilling, som fortæller om Aarhus fra vikingetiden og til i dag. Udstillingen begynder med at man tager med en elevator en etage ned. Turen varer knapt et ½ minut og viser en film, der er en tidsrejse 1000 år tilbage i tid. Tidsrejsen er vises på skærme lige over hovedhøjde. Blandt andet bestyrket af oplevelsen i One World Trade Center blev dette mere komprimerede synsfelt valgt, for at given en mere samlet oplevelsen af tidsrejsen tilbage i tid.

Oversigtskortet og modellen

Sammen med det udleverede kort over museet er oversigtskortet ved museets indgang vel den mest brugte introduktion til museer. De eksempler jeg hidtil har nævnt har være det som Hayward og Brydon-Miller betegner som conceptual orientation. Oversigtskort er derimod primært til for spacial orientation. Det er her man kan se hvor man er, og hvad der venter en af oplevelser på museet.

DSC02888

På det svenske frilandsmuseum Jamtli er der oversigtskort flere steder og i museets indgangsbygning er der også en lidt anden version, som viser museums forskellige områder og hvor dagens program også vises.

DSC_0563

DSC_0443

Kort bruges også til at give information om konteksten i udvandremuseet BallinStadt i Hamborg. Der er der i ankomstområdet et kort i gulvet, som viser, at museets bygninger var en del af et større kompleks, som blev brugt i forbindelse med udvandringen til USA.

IMG_1075

Model over området er en anden måde at give en spatial orientiation. Det benyttes Skansen i Stockholm sig af ved hovedindgangen. Modellen er desværre svært at komme tæt på på grund af afspærring, og derfor også svært at orientere sig igennem.

Skansen dec 2011 a

Conceptual orientation og Spacial orientation er en måde ankomstområder kan inddeles i funktioner. Der kan også skelnes mellem informationsorientere introduktioner og stemningsorienterede introduktioner. Filmmediet kan være særligt godt til at sætte en stemning, men mindre velegnet til at give et overblik. Plancher og kort kan samle mange informationer, men vækker ikke mange følelser og kan ikke så nemt sætte associationer i gang.

Personlig kontakt

Når jeg tænker tilbage på mine mange møder med ankomstområder på museer er der dog et element som jeg særligt husker – det er det personlige møde. Den gode museumsvært som lige spørg ind til ens besøg eller bare kort introducere til hvad museer kan. Mødet skaber fokus, kan give en målrettet information som nok så mange plancher ikke kan dække, og personer irl kan være mestre i at sætte en stemning.

IMG_2809

I det nyåbnede museum Micropia i Amsterdam bliver man mødt af en person, der i sin kittel passer ind i museets tema, mikrober, og som giver en kort introduktion til museet.

Gode folk i ankomstområdet er altid godt – men de er ikke en undskyldning for at museer ikke også gennem ankomstområderne sætter en stemning og giver en god orientering om, hvad der venter på museet.

Citeret litteratur:

Falk, J.H. & Dierking, L.D. (1992). The Museum Experience. Washington, DC: Whalesback Books.

Falk, J.H. & Dierking, L.D. (2013). The Museum Experience Revisited. Walnut Creek, CA: Left Coast Press.

Hayward, D.G. & Brydon-Miller, M.L. (1984) Spatial and conceptual aspects of orientation: Visitor experiences at an outdoor history museum. Journal of Environmental Systems. 13, 4, p. 317-332.

Egne blogposter om nogle af de omtalte museer:

Harry Potter Studio
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/11/11/udstillinger-om-fiktion-the-hunger-games-og-the-making-of-harry-potter/

Blist Hill Victorian Town og Black Country Living Museum
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/08/31/europaeiske-open-air-museer-i-dag-aeom-conference-2017-paa-black-country-living-museum-avoncroft-museum-og-blist-hill-victorian-town/

Frontier Culture Museum
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/10/29/frontier-culture-museum-amerikanske-open-air-museer-4/

Old Sturbridge Village
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/11/28/old-sturbridge-village-amerikanske-open-air-museer-5/

BallinStadt
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/08/03/ballinstadt-i-hamborg-gribende-indhold-i-kalejdoskopisk-indpakning/

Deutsches Fussballmuseum
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/05/25/deutsches-fussballmuseum-i-dortmund-tysk-iscenesaettelse-og-interaktion-2/

Skriv en kommentar

Filed under Diverse