Beamish Museum – attraktion og god formidler af lokale historier

Beamish Museum er et rigtigt fint open air museum, der ligger i Country Durham nær Newcastle i North East England. Jeg har været på museet et par gange, da Den Gamle By i nogle år har samarbejdet med Beamish om at lave forløb for ældre ramt af demens, og så har museet også være en af Den Gamle Bys gode sparingspartnere omkring at tænke outreach med i museumsdriften og have fokus på relevans for gæsterne.

Beamish 03.2015 Martin iPhone 2232

Opfordring på døren til museets 1940’er gård

I denne sommer var jeg med min familie og nogle venner på museet, og der viste Beamish, at det udover at være en interessant museal samarbejdspartner, også er et rigtigt godt sted for familieudflugter.

DSC_0598

Beamish er arealmæssigt et stort museum og har forskellige afdelinger. Der er bl.a. en 1940’er Home Farm, et Georgian 1800-tals landskab med huse og damptog, en by fra første halvdel af 1900-tallet og Pit Village, en minelandsby, med tilhørende kulmine. Det hele er bundet sammen med veteranbusser og sporvogne, der i sig selv er attraktioner.

Beamish 04.2013 IMG_3397

Dyrehold på Home Farm


Beamish 03.2015 DSC_0044

Rækkehuse i minelandsbyen


DSC_0606 b

Sporvogne i hovedgaden i 1900-tals byen

Vores første stop var Pit Village og minen på museet. I Pit Village er der blandt andet små huse som minearbejderne har boet i, kirken, skolen, en Band Hall og kulminen med tilhørende fabriksanlæg.

IMG_1163

En skolestue i minelandsbyen

Minefortællingen

En oplevelse jeg glædede mig til at dele med min familie var turen ned i minen, der frem til 1920’erne var i brug. På Beamish er der mange gode medarbejdere i felten. De er i dragt, men modsat flere skandinaviske og amerikanske museer agerer de ikke i 1. person. Dem jeg har mødt på Beamish gør de rigtigt godt med entusiasme, humor og med en dialekt så man ikke er i tvivl om at vi er nordpå og noget væk fra City of London. Det var også tilfældet med mineturen. Før minen kunne besøges skulle vi inddeles i grupper, have sikkerhedshjelm på og starte turen i Lamp Cabin, en arbejdsbygning, hvor vores vært kort og indlevende fortæller om sikkerheden og nogle af de forberedelser minearbejderne havde før de gik ned i minerne.

IMG_1166

Vi hørte blandt andet 10 timers arbejdsdagene, om kanariefugle som skulle tjekke om der var gas i minerne og om udviklingen af Davy sikkerhedslampen, der gav lys uden at antænde de metangasser, der var en alvorlig sikkerhedsrisiko, og hvis eksplosioner har dræbt mange hundrede minearbejdere. Derefter gik turen til minens indgang og med to stop i selve minen var de 20 min. gået og man var som besøgende både blevet oplyst og med egne sanser havde fornemmet en flig af det liv og hårde arbejde som var et grundlagt for den industrielle revolutions udvikling i England.

IMG_1169
IMG_1174

Mine-turen er rigtig god formidling og det er også en type produkt mange museer burde stræbe efter. 20 min. i selskab med en god formidler, der aktivt bruges museets rum og atmosfære, og hvor indholdet både er en almenmenneskelig fortælling, et tidsbillede og en større historisk udvikling sat i perspektiv. Virkemidlerne er centrale genstande (Devy-lampen og undulater i bur) og fysiske rum (bygningen hvor arbejderne skulle tjekke ind og hente deres lampe, samt den mørke, smalle og fugtige mine) og det hele er serveret med tilpas korte stop og den rette suspense og dramatik så både ivrige børn og de voksne, der gerne ville vide noget blev underholdt og kunne tænke tilbage på turen som et særlig oplevede den dag.

Beamish 04.2013 IMG_3284

En¨simpel demonstration af mørket i minen. Læg mærke til Davy-lampen der hænger i stangen


Beamish 04.2013 IMG_3285

– og hvor lidt lys den giver

Mad med historie – og ventetid

I Pit Village ligger også Davy’s Fried Fish Shop. Jeg havde spist der før og glædede mig til den gode Fish and Chips med oksefedt og avispapindpakning. At kunne servere god mad med en historie der passer til stedet er en drøm for ethvert museum (og restaurant). Det kan Davy’s, så vi stillede os i kø.

Beamish 04.2013 IMG_3438

Davy’s Fried Fish Shop der fra 1937 til 2007 lå i Winlaton Mill ved Gateshead og som i 2011 åbnede i Beamish Museum

Men originale fremstillingsmetoder kombineret med stor efterspørgsel har også sine udfordringer. I køen var der et skilt om, at der herfra hvor man stod godt kunne være op til en times ventetid. Det er vel lang ventetid for attraktionsstedmad og bestemt over grænsen for hvad nogle i mit selskab kunne vente. Så enkelte af os valgte en anden restaurant som Beamish gudskelov har flere af. Hvis det ikke var sket er jeg sikker på mindet om Beamish havde været knapt så godt. For mig var den mulige blodsukkerkrise en understregning af museumsbesøg er meget mere en den fagligt oplevelse – det er også service og faciliteter for gæster og jeg blev mindet om at
– Der skal være nem adgang til mad, drikke og ophold – ellers kan historierne være nok så gode.
– Når man har en meget god lokation og aktivitet som Davy’s kan den også betyde en skuffelse. At Beamish satte et skilt op om, at man kunne risikere en ventetid på en time var et godt træk, og helt fint havde det været, hvis skiltet også havde reklameret for nogle af de andre madsteder på museet, så gæsterne ikke ville forlade køen som et fravalg, men mere i til et tilvalg af noget andet.

IMG_1175

Museets Tea Room er ikke ligeså stemningsfuldt som Davy’s Fried Fish Shop, men der er hurtig betjening og det er nogle gange det vigtigste

1900-tals byen

Et andet område på museet vi brugte en del tid på var 1900-tals byen. Den består af en hovedgade med busser og sporvogne – og butikker, værksteder og lejligheder, der kan besøges.

IMG_1199 IMG_1202
Beamish 03.2015 DSC_0026

Bageren, slikbutikken og pubben (der sælger gode lokal ale), print shop’en, frimurerlogen, automobilværkstedet, banken og tandlægen er populære steder i byen. Denne sommer var der også åbnet to nye butikker: Apoteket og Fotografen.

IMG_1178

Apoteket er gennemført, men en mere engagerende oplevelse var sidelokalet til apoteket, hvor apotekerens søn har åbnet en butik med ”flavoured aerated waters”. Det kan man bestille og se sodavand blive fremstillet. Processen varer kun et par minutter og har dermed det flow, som mangler ved Davy’s Fried Fish Shop i minelandsbyen.

IMG_1208

Smagen skal vælges


IMG_1205

Kulsyren tilsættes


IMG_1180

og det endelige resultat, sarsaparilla, lemonade, rasberry og kola – vi blev nød til at prøve en af hver

Ved siden af apoteket ligger fotografen. Der kan man se ind til en fotografatelier fra århundredskiftet med baggrundskulisser og bokskamera, og mod en ekstra betaling på 20 £ er det muligt at komme i tidstypisk tøj og blive portrætteret. Det er en populær aktivitet som man skal bestille tid til, og flere dage, inkl. den dag vi besøgte Beamish blev der udsolgt tidligt på dagen.

IMG_1186 IMG_1189

Community work

Vi besøgte Beamish en af de første dage i de engelske skolers sommerferie og museet havde karakter af en sommerattraktion med fokus på at servicere gæsterne og give et varieret tilbud af oplevelser.

Jeg har tidligere prøvet at være på museet off season, hvor aktiviteter i højere grad fokusere på områdets lokale historie. Museet får ingen statsstøtte, men påtager sig absolut en lokal samfundsrolle. Kulminedrift og kulmine-landsbyerne er for eksempel en del af området lokale historie og identitet. Museet har lavet undersøgelser i emnet, indsamler genstande og bevaret historier. De stiller også gerne op til arrangementer udenfor museet og sørger også for, at museet er vært for arrangementer, hvor historien genfortælle og vedbliver med at være en levende del af kulturen i dag.

Første gang jeg besøgte museet var en søndag i april 2012, hvor der var fokus på Miners Unions flag. Der var i museets Regional Resource Center en lille intermistisk udstilling, hvor minearbejder – eller deres sønner – viste genstande fra minearbejdet og kulturen omkring minen, herunder minefagforeningsflag.

Beamish 04.2013 IMG_3267

Min kollega Søren får fortalt historier i den enkle opsatte udstilling

Dagens store begivenhed var Miners Union Flag marchen, som var et optog gennem 1900-tals byen med minefagforenings-flag. Mange af dem der kom med flagene havde ikke selv arbejdet i minerne, men det havde deres bedstefædre eller fædre og onkler og så bevarede de flaget eller har lavet kopier af det. Arbejderkulturen om minen betød stadigt noget for deres familie eller den by de kom fra.

Beamish 04.2013 IMG_3315

Minefagforenings-flag march gennem museet

Det var måske lidt sært at overvære for mig og min kollega, der ikke havde minehistorier i familien eller egne minder fra minekonflikten under Thatcher, men vi kunne se, at der blev snakket og delt historier, og på museet var der en god stemning.

Lokal relevans

Entreen på Beamish er med sine 18,50 £ for voksne og 10.50 £ for børn ikke i den billige ende og Nordøstengland er blandt de mindst velhavende dele af Storbritannien. Området er ikke særligt tæt bebygget og er heller ikke et stort turistområde. Derfor er det også værd at bemærke, at Beamish Museum sidste år kunne tiltrække mere end 670.000 besøgende. De sidste fem år er besøgstallet stødt steget og jeg er overbevist om at det skyldes en kombination af, at museet giver gode oplevelser og at de har øje for at være vigtige og tilgængelige for befolkningen i the North East. Museet satser også på genbesøg og lokalt engagement, hvilke bl.a. kan ses i at entrebilletten gælder et helt år og på deres fokus på lokalhistorie, på venneforeningen og på mulighed for både unge og ældre at blive frivillige på museet.

Beamish 04.2013 VintageBus_med_lift

Beamish har også særlige programmer for ældre og har som hjælp til kørestolsbrugere ombygget og udstyret en af veteranbusserne med en lift

Beamish er bestemt et besøg værd og museums høje besøgstal – entreen og beliggenhed taget i betragtning – er for mig et eksempel på at kvalitet og relevans, i højere grad end pris, er vigtige elementer for at kunne tiltrække mange besøgende – selv i et område med gennemsnitindkomster, der ligger noget under landsgennemsnittet.

DSC_0600

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

BallinStadt i Hamborg – gribende indhold i kalejdoskopisk indpakning

BallinStadt i Hamborgs havneområde er et museum om migration. Museet ligger i nogle af de bygninger, der i for 100 år siden blev brugt, da byen var udskibningshavn for millioner af europæere som søgte lykken i Amerika. Museet er lige blevet bygget om og genåbnede i maj 2016. Jeg havde glædet mig meget til besøget, men desværre syntes jeg ikke, at museet helt udnyttede dets potentiale.

IMG_1077

Bygningerne som Auswandermuseum BallinStadt ligger i.

Migrationens historie

BallinStadt fortæller om migration fra det 16. århundrede og helt frem til i dag. Der er en del historier fra perioden 1850 til 1934, hvor Hamborg var en vigtigt udskibningshavn, men der er også mange personhistorier fra de sidste 30 år, og der er mange grafer og statistisk materiale om indvandringen i nyeste tid.

IMG_1075

I museets forhal vises det i gulvet, hvordan at museets bygninger var en del af et større kompleks.

Museet er fyldt med beretning om folk der er flygtet og folk der har valgt at rejse for at kunne tilbyde deres børn en bedre liv – og der er mange gribende historier, men desværre er det ikke formidler særligt rumligt.
I en indledning bliver man som gæst overordnet introduceret til emnet migration. Det er en fin start, men desværre gennemføres denne overordnede og kalejdoskopiske tilgang til stoffet gennem store dele af museer.

IMG_1080

Introrummet på museet.

I enkelte tekstdele beskrives en kronologi i migrationens historier, men der er ikke nogle klare rumlige opdelinger som understøtter den kronologisk fortælling, og som kunne være med til at gøre besøget til en mere overskuelig oplevelse.

IMG_1084

Et af de mange rum med citater og genstande fra flere forskellige perioder.

Et museum in situ

Museet ligger i bevarede huse fra 1901, der var en del af det store kompleks i havneafsnittet Veddel, som husede hundredtusindvis af emigranter før de kom ombord på skibene til Amerika. Dette fortælles også i teksterne på museet, og et enkelt sted er der også vist en sengeopstilling, men denne fantastiske in situ fortælling udnyttes desværre ikke.

IMG_1109

Sidst i rundgangen vises et sengeafsnit og et billede af, hvordan der engang så ud.

IMG_1086

Enkelte andre steder er der også interiør-formidling, her af en af de tidlige sejladser til Amerika.

Det kunne have været en større følelsesmæssig og sanselig fortælling, hvis interiørerne for alvor var blevet genskabt, og hvis det utrolige liv der måtte have været på stedet blev formidlet mere rumligt end, at man i en tekst kan læse, at der blev fortæret omkring 9000 boller hver dag, og at køkkener i komplekset kunne bespise 3000 mennesker i timen.

IMG_1078

Udenfor museet er der fotostater, som giver et indtryk af hvordan der så ud i området for 100 år siden.

I rundgangen gennem museet kommer man også i gennem et stiliseret skib. Mit håb var, at man ville benytte dette til at vise forskellige kahytter, saloner mv. så os besøgende kunne få en rumlig oplevelse af turen vestpå. Desværre bruges skibet til mere primært planchebaseret formidling.

IMG_1088

Skibet er placeret i et bassin mellem bygningerne.

IMG_1089

Inde i skibet er der flere beretninger om folk som rejste ud – de er her bare lidt længere end på resten af museet.

Scenografi er bestemt noget der er prioriteret, og der er også mange fine detaljer og visuelt appellerende rum, men museets store force er de mange små og store personlige historier om migration.

IMG_1092

Frihedsgudinden omgivet af spørgsmål, der skulle besvares før, at man kunne få ophold i USA.

DSC_0501

Museet bruger flittigt store og små citater.

IMG_1103

Der er lyttestationer flere steder. Her er det en beretning fra en læge på Ellis Island.

IMG_1098

Citater bruges også til at fortæller om forskellige regeringer og politikeres holdning til emigranter.

Content is King

Efter turen rundt i BallinStadt fik jeg og resten af familien frokost i museets cafe Nach Amerika, hvor vi vendte besøget. Jeg tænkte, at det desværre nok ikke havde været et interessant besøg for mine teenagedøtre, men der tog jeg fejl. Astrid på 15 synes bestemt, at det var et spændende museum, og hun havde været meget grebet af historierne og de mange grafer, der viste udviklingen af migration til forskellige tider. Det kan godt være, at hendes far havde noget at udsætte på iscenesættelse og brugen af rummene, men det ændre ikke ved det faktum, at når oplysningerne er tilpas interessante – ja, så er de interessante. Denne mandag i Hamborg gjaldt det stadigt, at Content kan være King.

IMG_1104

Noget af det meget statistik, som kan studeres på museet.

Link:

BallinStadt: http://www.ballinstadt.de

DSC_0517

Skriv en kommentar

Filed under Udstilling, In situ, Kulturhistorie

IKEA museum i Älmhult

Efter års forberedelse åbnede museet om IKEA den 30. juni. Museet ligger i selveste världens första IKEA i Älmhult. Et nyt IKEA varehus blev bygget i koncernens hjemby for nogle år siden og derefter gik arbejder i gang med at føre det oprindelige varehus’ ydre tilbage til sådan som det oprindeligt så ud i 1958. Afdelingerne med senge, garderober, køkkener, Børnenes IKEA mv. blev flyttet og i steder vises nu en ambitiøs udstillingen om IKEA.

IMG_0776

Smålandske Älthult er del af IKEAs historie. Det første IKEA varehus åbnede her og IKEA of Sweden og IKEAs testcenter har til huse i byen. Der er her, at denne verdens IKEA aficionado kan tage på pilgrimsfærd og nu er der for alvor også noget at se på. IKEA museum er udført meget professionelt og konsekvent. Mine forventninger var høje og blev indfriet.

Museets hovedudstilling er opdelt i tre dele: Vores rødder (våre rötter), vores fortælling (vår berättelse) og jeres fortælling (era berättelse) og derudover er der et særudstillingsområde, cafe med köttbullar og en butik med udvalgte IKEA varer.

IMG_0670

De tre dele fungerer godt og særligt de to som er først og til sidst i rundgangen – våre rötter og era berättelse – er glædeligt overraskende, da de ikke kun handler om IKEAs egen historie, men er med til at perspektivere firmaets fortælling.

Vores rødder

I Våre rötter er der tre typer fortællinger: den store historie, inspirationen og de tidlige år for IKEAs grundlægger Ingvar Kamprad.

DSC_0633

Den store historie omhandler det traditionelle folkeliv i Småland og folkhemmets fremkomst med dets ønsker om effektivisering, lighed, bedre køkkener og hygiejne, bedre hjem og uddannelse. I den fortælling flettes IKEAs vision om at skabe bedre hverdag for mange ind og IKEA bliver dermed sat ind i en større Sveriges historie – hvor koncernen også fint kan høre hjemme.

IMG_0681

Der hvor udstillingsafsnittet fokuserer på inspiration vises eksempler på IKEA møbler og tekstiler, der er blevet inspireret af tidlige svenske møbler og mønstre.

IMG_0678

I slutningen af afdelingen Våre rötter fortælles om grundlæggeren Ingvar Kamprad fra da han lavet sit første firma i 1943 som 17 årig og til at han begynder at fokusere på møbler, og at konturerne til det IKEA vi kender i dag begynder at vise sig i 1950’erne. Der udstilles varer han solgte og der kan vælges forskellige film, hvor Ingvar Kamprad og hans første medarbejdere fortæller om pionertiden.

DSC_0639

Vores fortælling

Afsnittet Vår berättelse fylder hele anden sal af det tidligere varehus og starter med, at man møder Ingvar Kamprads kontor, som det så ud i slutningen af 1950’erne. Derefter følger en kronologisk rundgang fra 1958 og til i dag.

IMG_0707

Der vises interiør fra de forskellige årtier, der er oplysninger om hvilke møbler der kommer hvornår, korte fakta om firmaers historie og begreber og i rundgangen er der også valgt elementer ud, som der særligt bliver fremhævet, f.eks. signaturrettet kötbullen, gør-der-selv-umbraconøglen eller ideen Demokratisk Design.

IMG_0688 3 4

IMG_0711

IMG_0728

Jeres fortælling

Rundturen i den faste udstilling slutter med at man går ned i stueplan igen til det mindre afsnit Era berättelse. Her er der fokus på de på to IKEA klassikere: Klippan sofaen og særligt Billy reolen.

IMG_0752

Der vises eksempler på Billy reoler med det indhold reolerne har forskellige steder i verden, f.eks. samlinger af legetøjsbiler, sko og blade og der vises film blandt andet af en Billy reolejer fra London, der fortæller om at hans reoler bruges til en 2300 stor modebladssamling.

IMG_0755

På gulvet er der flere fortællinger fra hele verden. Bloggen billy-klippan.com, der desværre ikke længere er aktiv, har i de sidste år fungeret som research og brugerinvolvering til denne del af udstillingen. Indholdet fra bloggen kan ses på skærme i denne del af museet.

IMG_0754

Som et sidste outro før butikken og restauranten er der en lille biografsal, hvor instuktøren Colin Nutley, fortolker IKEA visionen at skabe en bedre hverdag for mange mennesker. Colin Nutley er nok bedst kendt for feel good filmen Änglagården, og denne lille film til IKEA er i den grad også feel good med smukke unge svenskere i høj sommersol og lækkert retrodesign, bryllupsforberedelser, et tilpas rodet og dog enkelt hjem, en vordende mor, der bliver kørt afsted i en gammel baigefarvet SAAB 96 og folkhemmets velfungerede fødestue. Jeg er i tvivl om hvorvidt der vises et eneste IKEA produkt i filmen, men der er ikke tvivl om, at IKEA gerne vil skrive sig ind i drømmen om Sverige.

Særudstillingsområde

Hvis man vil have mere, er der et kælderområdet Utrymmet med skiftende udstillinger. Det fungerer også godt. Her har en række kunstnere skabt IKEA køkkener om til deres rum. De bruger IKEA produkter, så på den vis er der ikke meget ukendt i materialevalg, men rummene har forskellige udtryk og er sjove at gå på opdagelsen i.

IMG_0764

Variation og greb

Det jeg er mest imponeret over i det nye IKEA museum er den varierede brug af greb og det klare fokus på at have områder, hvor store som små bliver fascineret eller aktiveret. Det starter allerede i udstillingens første rum som er en korridor med IKEA varer sorteret i forskellige farver. Det farvestålende rum får spærret øjnene op på de fleste besøgende og den to årige Thea i det selskab jeg kom med fik som den første øje på de mange tøjdyr, der gemte sig mellem og på møblerne, skålene, spejlene, holderne, panderne m.v. Så var legen i gang og fra mormor til lillesøster var der tøjdyrsskattejagt.

DSC_0613

DSC_0616

Aktiviteter for de mindre

Aktiviteter for de mindste er jævn fordelt i hele museet ved mindre rummarkeringer med legekøkken eller modeller af udvalgte IKEA møbler som kan bruges i et for børnene velkendt dukkehusunivers.

DSC_0626

Derudover er der også en større installation med bolde lig dem i IKEAs børneafdelings bolderum. I stedet for et bolderum man kan kaste sig i, kan man her gennem lufttryk sende boldene rundt i rør, der går gennem alle museets etager.

IMG_0719

Aktiviteter for de større

Boldinstallationen er placeret, hvor der fortælles om IKEAs ide med at lave et varehus også for børn og ved siden af den er der spejle og stofparykker. Den velbesøgte onsdag i juli vi var på museet var det et sted, hvor både børn og voksne morede sig.

Det gjorde de også først i Vår berättelse delen, hvor der er en klassisk IKEA pindestol, en børneversionen af samme og så en forstørret udgave, så søskende eller far, mor og barn kan gi’ den som de tre bjørne i Guldlok.

IMG_0697

Centralt i Vår berättelse afsnittet er der også to andre installationer, som tiltalte flere aldersgrupper. Det er grundplaner af en stue og et soveværelse, og når man så op var møblerne sat omvendt fast i loftet. Ved den ene af installationer er der også et stort bord, hvor man kan undersøge de forskellige materialer som IKEAs produkter er lavet af.

IMG_0718

Vår berättelse har også et konstant liv over sig uden af det er for visuelt støjende. Det sker ved, at der rundt langs kanten i afsnittet kører et bånd, hvorfra der hænger oplysninger og billeder af nogle af IKEAs designmøbler.
De aktiverende elementer er der ikke kun for at være aktiverende, men er med til at understøtte en genstand eller den del af IKEAs historie, som lige bliver fortalt der.

DSC_0643

Fordybelse

IKEA museum er der største besøgsmål for IKEA interesserede, og der er bestemt også meget vidensformidling på museet. Både gennem udstillingens mange interviewfilm, gennem de omkring 2000 IKEA produkter, der udstilles og gennem en den kronologisk gennemgang af koncernens historie fra 1958 og frem. I den er der minutiøs et skilt for hvert IKEA produkt og skilte om hvornår at IKEA varehuse åbnede i hvilke byer.

IMG_0739

En medfortælling

Er det så en positivt historier der fortælles om IKEA? Jeg stillede mig selv spørgsmålet, da jeg stod i udstillingen og det mærkelige er egentlig ikke, at museet har en positiv tilgang til den historie de fortæller, men at man nok er mere kritisk om fortællingen, fordi et er et privat drevet museum og ikke en statsdrevet institution. For IKEA museums tilgang er ikke anderles end mange andre museer. Der må prioriteres i formidling og det tilgængelige og mere positive og særlige vælges ofte. Eksemplerne er mange: På Frilandsmuseet og i Den Gamle By er der f.eks. generelt for lidt skidt i husene og lort i gaderne til at det er et realistisk 1800-tals miljøer, Jernbanemuseet fremhæver jernbanens betydning, Søfartsmuseet fremhæver søfarten og Nationalmuseet fokusere på der særlige ved Danmark, og landet og danskernes betydning. Der er også modfortællinger, men den overordene fortælling er gerne positiv om emnet. Sådan er det også på IKEA museum. I udstillingerne nævnes modgang for firmaet og den modstand nogle har haft mod IKEA, men det er en grundlæggende en historie om en succes. Det har firmaet også været, og væsentlig for formidlingen er, at udstillingen ikke virker som en glittet reklamebrochure. Sproget er overordnet nøgtern og det klæder museet.

DSC_0628

Ekarv-tekster

Tekstning på museet vil jeg i det hele taget gerne fremhæve. I processen med at lave museet blev der prioriteret at ansætte særlige medarbejdere til at gennemskrive teksterne, og de tekster jeg læste var også enkle og gode. Det er de blandt andet fordi man gennem hele udstillingen har benyttet nogle af de udstillingstekst principper som svenske Magareta Ekarv m.fl. brugte i en udstilling på den svenske Postmuseum i 1986 og som efterfølgende blev beskrevet i bogen Smaka på orden fra 1991. Korte sætninger og en tekstopbygning, der gør der nemt at skimme teksten. Blandt andet Historiska Museet i Stockholm, Museet for Søfart i Helsingør og Den Gamle By i Aarhus bruger principperne udvalgte steder, men der er første gang, at jeg ser det blive brugt som konsekvent på et museum.

DSC_0636

Og teksterne gør det som Ekarv ønskede, at museumstekster kunne gøre. De ser overskuelige ud og både jeg og dem jeg var sammen med havde lyst til at læse teksterne, og de gav hurtigt et overblik om fortællingen til den genstande eller det element man stod ved.

Museumsoplevelsen med hjem

IKEA museum har også en få-noget-med-hjem-installation. Det er omkring et køkken, hvor de besøgende grupper kan tage opstilling, trykke på en knap og få taget et foto.

IMG_0730 kv

Derefter kan man få et fotografi printet ud, der ligner forsiden af et IKEA katalog. Forsiden havde udover billedet af gruppe i køkkenet og IKEAs navnstræk den ene tekst Ta vara på ögenblicken. Budskabet om, at man er på museet lige nu bliver underbygget og derudover er sætningen også en understegning af, at IKEA museet har en oprigtig forståelse af at museer er noget man oplever i tid og rum – og ofte sammen med andre.

IMG_0731 kv

For fire år siden omtalte jeg i denne blog det mindre IKEA udstillingssted i IKEA tilsammans, der dengang var i Älmhult og som kunne besøges om sommeren. Det sted var interiørerne fra årtierne fascinerende, men finish og perspektivering manglede og udstillingsmediet blev bestemt ikke udnyttet til ordentlig dengang. Det er der nu blevet rettet op på. IKEA museum i Älmhult er et besøg værd, hvis vejen går forbi de sydlige Småland.

IMG_0742

IKEA produkterne er i de fleste nordiske hjem og udstillingen giver en ide om koncernen og denne skandinaviske erhvervssucces. Men museet er også værd at besøge selvom man ikke er interesseret svensk erhvervshistorie eller Billy, Klippan, Ivar, Pax, Pingla, PS mv. Udstillingerne er gode eksempel på, hvordan man kan orkestrere en varieret museumsoplevelse, der både fortæller kærnehistorier, giver baggrund, og inddrager og aktivere brugerne – og så er det et underholdende sted at besøge.

IMG_0967

Link:

IKEA Museum: http://ikeamuseum.com/

Blogindlæg, der omtaler den tidligere udstilling om IKEA: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/01/25/heminredning-artur-hazelius-og-ikea-tilsammans-boligindretning-pa-svensk-del-1/

IMG_0737

Skriv en kommentar

Filed under In situ, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Ragnarock i Roskilde

I går fik Roskilde og resten af Danmark et nyt museum: Ragnarock – museet for pop, rock og ungdomskultur, Det er flot gået af ROMU – Roskilde Museum – der har holdt hanke i ideen de sidste 10 år og det er helt rigtigt, at dette kulturhistoriske, populærkulturelle, samfundsudviklende mv. emne har fået et sted, som man kan besøge og gå på opdagelse i.

Ragnarock i Roskilde

Formidlingsmæssigt er det også et rigtigt spændende sted. Følelsen af at være på museet sidder stadig i mig og jeg vil ikke vove at give mig i kast med en samlet karakteristik af stedet, men jeg synes det er værd at nævne nogle aspekter ved de greb de har brugt i Roskilde.

Arkitekturen
Ankomsten til en museum er ikke altid løst rigtigt, men på dette nye museum starter historien før man kommer i gang. Der er lydinstallationer på vej hen til bygningen, man skal gå ned af en rockstjerneløber og så er der den prangende bygning. Ragnarock er en overdådig bygning, der råber på opmærksomhed. Guld udenpå og rød indeni, og det indre i en tekstur der får det lidt til at ligne velour. Det er overdreven, pågående, rock – måske ikke garagerock , men rockens in-your-face attitude. Det er en bygning der både udefra og inde i ankomstområde stemmer den besøgende til, at nu skal der ske noget. Vi er begyndt.

Ragnarock i Roskilde

Lyd og film
Lyd spiller ikke overraskende en helt central rolle i Ragnarocks udstillinger. Det er både den primære kilde – alle sangene – og i formidlingen af sangene, hvor rigtigt mange af landets musikere fortæller om tidsånd og deres musik, og hvor fans og brugere af musik fortæller om dansemove, idoler og følelser. Den primære måde lyden er formidlet på, er gennem hovedtelefoner i en god kvalitet.

Ragnarock i Roskilde

Personligt har jeg der svært med hovedtelefoner og den eksklusivitet det greb har, men der er også et oplagt greb. Den klare fordel er, at det skaber fokus hos den besøgende og at man undgår den lydinferno som er en plage, der truer mange museer efterhånden som der kommer ønsker og billigere muligheder for audiovisuel formidling. På Ragnarock er der i flere rum en generel lydstemning, som ikke virker for pågående og som også er med til at holde de informationsgivende lydkilder, der er i nogle af rummene, adskilt. Den del fungerer godt og det gjorde mange af film/lydsekvenserne også. Velproduceret og nærværende, men i min høretelefoner ikke en social oplevelse.

Ragnarock i Roskilde

Et sted mødte jeg en lille biograf (der var sikker flere) og der blev fortalt om musikernes egne idoler, bl.a. fortalte Peter Belli om Mick Jagger og hans betydning for Ulven Peter og Nils Brandt fra Minds of 99 om sin fascination af The Beatles. Det var gode korte filmbidder og efter at have lyttet alene var det godt at sidde sammen med andre og fornemme den sociale oplevelse som museumsrummet er.

Ragnarock i Roskilde

I samme del af museet var der er en installation, hvor man skulle prøve at skrige/råbe som musikgrupper og få point, hvis man gjode det rigtigt. Det var absolut et forstyrrende element, men på den gode måde. Der var liv og hvin, når gæster råbte ind i tragten og en begejstret stemning som fik os andre til at løfte blikke og se på hinanden.

Ragnarock i Roskilde

Noget andet museet skal have ros for mht. det auditive er, at de har brugt Anne Linnet og Steen Jørgensen som speakere. Selv hvis man ikke kan genkende deres stemmer, er der umiskendeligt en rockattitude i deres stemme.

Det sociale
I min optik er museer sociale steder og de virker bedst når museet planlægger den vej i stedet for primært at være fokuseret på en personlig vidensoverlevering. Vidensoverlevering sker også bedst sammen med andre. Som nævnt omkring den flittige brug af hovedtelefoner er der dele af Ragnarock der ikke lægger op til at man deler historierne, mens man oplever dem, men der er bestemt andre steder, hvor der sker. Undervejs i besøget er der digitale installationer, hvor flere kan se hvad der sker. Lige når man kommer ud af elevatoren er der en lysinstallation inspireret af 60’erne psykedeliske lysshow, hvor man sammen med andre kan skabe lyseffekter.

Ragnarock i Roskilde

Et andet sted er en mere informativ tidslinje, hvor hovedhistorier om ungdomskultur kommer frem afhængigt af hvor man sår på gulvet – og et tredje sted er der en danseinstallation, hvor man to og to kan prøve kræfter med bl.a. rock’n’roll og rave. Her var jeg personlig glad for der ikke var et pointsystem, da jeg prøvede dem med min danseskarpe kollega Lisbeth, men installationen ville have haft et ekstra socialt mål, hvis man også kunne konkurrere.

Ragnarock i Roskilde

Men museet har også tænkt det sociale ind andre steder end der, hvor man skal noget. Blandt andet ved nogle af de siddemuligheder de har lavet, hvor pausen kan holdes med andre og ikke mindst i den gigantiske pladetallerken som man kunne ligge på og høre eller gætte hvilke sange som blev spillet. Og som en ekstra understegning af det sociale element var der spejle i loftet så en mængde af selfies eller wefies kan blive taget her.

Ragnarock i Roskilde

Ragnarock i Roskilde

Emner versus kronologi
Der er mange måder at vise et materiale på. Da jeg sammen med kollegaer i Den Gamle By for to år siden skulle lave en udstillet om Aarhusrockens historie valgte vi efter noget snak – og senere inddragelse af musikbranchefolk og ”almindelige” folk – at lave en kronologisk fortælling som hovedgrebet i vores udstilling. Kollegaer fra Roskilde var forbi og diskutere vores greb, og kunne godt se gode ideer i Den Gamle Bys måde at disponere stoffet på, vække erindring og engagere gæster, men valget i Ragnarock er at lave en overordnet temaorienteret udstilling. Det har også sine fordele. I temaer som dans, fankultur, musikkens politiske betydning er det tydeligt at se at der fra gennem tiden på en gang både har været det sammen og noget forskelligt på spil. Rock’n’roll danserne ville bryde normer i 50’erne og vise den energi og livslyst de havde, og det samme ville Lars Ratne og hans electric bogie og break dance slæng foran Storkespringvandet i 80’erne. Sammenhænge vises fint flere steder – primært gennem filmklip – men personligt kunne jeg godt have ønsker mig bedre mulighed for at dykke ned i en tid eller en genre.

Ragnarock i Roskilde

På museet er der en stor væg inddelt i årtier, hvor det er muligt at få en lille generel film om årtiet eller sætte et jackstik ind forskellige steder og høre udvalgte hits. Det er fint, men der ville jeg gerne have haft mere og også genstande, fra ”badges posters stickers and t-shirts” til LP’er og props fra koncerter. Musik fylder også personlig meget i mit liv og der er bare grupper og genrer det kunne være lækkert at dyrke – og andre genrer jeg ville springe over og lade andre svælge i.

Ragnarock i Roskilde

Når det er sagt, fungerede mange af de valgte emner godt. Der var oversigt over den teknik fra pladespilleren til cd og streaming man kunne høre musikken på – og hvordan det lyder på hvad, og der var en fin lille installation for os der var unge i Tina Brylds tid, hvor man på en rød danMark classic fastnettelefon kunne ringe op og høre emner fra Det Elektriske Barometer som forelskelse, sex, selvmord og forældre. Der blev jeg ført tilbage i tid og mindet om, hvem jeg var engang. Ved siden af telefonen var på gulvet Barometers brugerbestemte top ti lister til forskellig tid med de minder der også ligger i de sange.

Ragnarock i Roskilde

Ragnarock i Roskilde

Mængder versus det udvalgte
Det umiddelbare indtryk er at det ikke er et museum fyldt med genstande. De virker nøje udvalgt og det har naturligvis den styrke, at der så bliver fokusereret. I afsnittet om musikkulturens udfordringen af normer var der tre særligt udvalgte genstande i form af Natasja Danmark burka, Johnny Concretes punk-læderjakke og Anne Linnets korset, og i montren om instrumenter var der en af hver af hovedinstrumenterne, hvor trommen f.eks. var Mabels Boom Boom storetromme med hjertet og bassen en af DAD Stig Petersens opfindsomme kreationer. Det var instrumenter med historier, men der kunne også have været flere, så der helt basalt var mere at snakke om, være enige eller uenige om og sammenligne med – for en Fenders er jo ikke helt lige så lækker som en Gibson eller…

Ragnarock i Roskilde

Ragnarock er en overvældende oplevelse for alle, som er interesseret i musik – og jeg glæder mig til at komme igen en dag, der ikke er fyldt med åbningsreceptionsgæster jeg også gerne ville snakke med. Jeg tror, at nogle af de historier jeg måske manglede at se, er der et sted hvis man leder lidt efter det. Udstillingen sluttede med et outrotekst om, at gennem musik finder unge sig selv og hinanden, at musik er lyden af ungdom og af hele livet. Der var en gennemgående fokus på ungdom, og der er også et emne med energi, men efter et besøg på Ragnarock kan en 40+ person som jeg godt savne, at synet på rock og pop udvideres lidt til det outroen kalder ”resten af livet”. Hjemme i Aarhus vendte jeg mine oplevelser til en middag, hvor der også var en musiker med en lang karriere og mange solgte cd’er bag sig. Han reflekterede over at han ikke lavede det sammen musik som da han var i tyverne ,og at det også skyldes en erfaring og lyst et at lave noget andet, end det han før havde gjort. Musik er ikke kun ungdom eller et afkog af den energi, man havde som ung, der er også erfaring og eftertanke – og den kommer med tiden. Så måske er der også et emne Ragnarock tager om når de har fået lidt erfaring under huden og oplevet, hvordan deres gæster tager imod fortællingerne.

Ragnarock i Roskilde

Til åbningen i går sluttede Steen Jørgensen og Marie Fisker talerækken af med at spille C.V. Jørgensens Indian Summer. En sang, der for mig mere har en essens af eftertanke end af rent ungdommelig virkelyst:
“Vi er liv & lys
vi er skygger & magi
vi er hinandens alibi
vi er liv & lys…”

Den optræden viste her i det nye museums forhal, at livemusikken kan noget som museer aldrig vil kunne mht. musikformidling, og på den måde er det en umulig opgave som Ragnarock prøver at løse – men stort tak for modet til at prøve at gøre det alligevel.

Ragnarock i Roskilde

Skriv en kommentar

Filed under Digitale medier, Kulturhistorie, Udstilling

Ideen til udstillingen “En somalisk lejlighed i Danmark”

Nogle gange er det ikke altid det man planlægger som får en stor betydning. Det oplevede jeg i fredags til åbningen af Den Gamle Bys udstilling ”Et somalisk hjem i Danmark”.

Aabniong Somalisk lejlighed

Fra åbningen af udstillingen “Et somalisk hjem I Danmark”

Først en kort forhistorie. Den Gamle By har i et par år takket være eksterne midler haft projekter i det indvandretætte lejeboligområde Gellerup, blandt andet med at oplære lokale beboere i at blive guider til at fortælle om boligområdet. I projekterne var flere fra Gellerup på besøg i Den Gamle By for at se hvordan vi formidler historie. Vi havde blandt andet kontakt med nogle somaliske kvinder. De havde lagt mærke til, at man i Den Gamle By kunne se hvordan forskellige danskere havde boet til forskellige tider. På et tidspunkt spurgte en af dem min kollega Danielle om museet ikke kunne tænke sig at vise et dansk-somalisk hjem – så skulle hun og andre somaliske kvinder nok hjælpe os med at samle ind og indrette hjemmet. Danielle gik videre med ideen og hurtigt var vi mange fra museet, der synes det kunne blive en god særudstilling. Den ville både kunne vise en del af dagligdagens Danmark som mange ikke kender – og så kunne udstillingen også åbne Den Gamle By og dermed dansk kulturhistorie op for mange dansk-somalier og måske også andre indvandrergrupper som normalt ikke bruger museerne. Vi fik formuleret en udstillingside. Bikubenfonden ville gerne støtte projektet og dermed gøre det muligt. Efter et stort arbejde fra mange kunne den rigtigt spændende lejlighed og fortælling så åbne i fredags.

Somalisk boernevaerelse

Børneværelset i lejligheden

Og tilbage til min observation i forgårs. Ved kaffen efter åbningen sad jeg på et tidspunkt ved siden af to somaliske mænd. På et tidspunkt vendte den ene mand sig om mod mig, så mig direkte i øjnene, og spurte om vi var klar over hvor fantastisk det var, og hvilke stor betydning det havde, at en ide som en somalisk kvinde fik faktisk kunne blive til noget, og han tilføjede at det var så dejligt, at der var så mange som havde hjulpet til med at virkeliggøre hendes ide. Store dele af min barndom boede min bror og jeg alene sammen med min seje mor og siden gymnasiet har jeg haft en række stærke og selvstændige veninder og kærester, det alle som en selvfølge ville ændre verden og føre deres ideer ud i livet – så nej, jeg havde faktisk ikke overvejet, at dét var noget særligt, at en kvindes ide – somalisk eller ej – blev taget seriøst og derefter virkeliggjort. Men for den somaliske mand var det en helt egen pointe med dette projekt – og jeg et helt ydmygt stolt på egne og kollegaers vegne, hvis dette projekt kan være med til at give nogle kvinder en større selvsikkerhed og vise flere, at gode ideer kan blive til noget – uanset køn og etnicitet.

Somaliske kvinder og DGB folk i lejligheden.jpg

Fem af de somaliske kvinder der har været med til at virkeliggøre udstillingen sammen med fem ansatte fra Den Gamle By i den endnu ikke indrettede lejlighed. Foto: Den Gamle By.

Link:

Mere om udstillingen og Den Gamle Bys bevæggrund for at virkeliggøre den kan læses i dette blogindlæg fra Thomas Bloch Ravn:

http://blog.dengamleby.dk/museumsdirektoren/2016/03/04/derfor-indretter-vi-et-somalisk-hjem-i-den-gamle-by/

Mere om “Et somalisk hjem i Danmark” og arrangementer tilknyttet udstillingen kan også læses på Den Gamle Bys hjemmeside:

https://www.dengamleby.dk/planlaeg-besoeg/kalender/udstillinger/somalisk-hjem/

Skriv en kommentar

Filed under Diverse, Udstilling

Udstillingstekster og Magareta Ekarv

Nye ambitiøse udstillingsbyggerier bliver bygget i disse år. Scenografiske virkemidler, brugerinddragende installationer, lyssætninger og nye digitale muligheder dyrkes og afprøves. Det er godt og er med til at gøre mange museer til bedre steder at besøge. Men når man så er på museerne og vil vide mere eller bare orientere sig, så er teksten stadigt den mest brugte og bedste kommunikationsform. Min observation er, at det ikke er et medie, det i disse år arbejdes lige så visionært med – det er jo bare tekst. Formen og arbejdsgangene bliver formodentlig ikke udfordret og bliver derfor forfattet på faginspektørernes kontorer med en overordnet ambition om, at det ikke skal være for langt eller for en for fagspecifikt tekst. Et godt sted at starte for at løfte denne del af udstillingen er med bogen ”Smaka på orden – om texter i utställningar” fra 1991. Jeg har lige haft mulighed for at læse den igennem og i dag, 25 år senere er der stadig meget inspiration at hente i bogen.

Postmuseum Smaka paa orden

Fra udstillingen “Ett brev betyder …” der var inspirationen til bogen. Foto fra “Smaka på orden”, foto: Olof Wallgren.

Forfatteren Magareta Ekarv skrev bogen sammen med udstillingsarkitekten Björn Ed og etnologen Elisabeth Olofsson. Sammen havde de tre i 1986 lavet udstillingen ”Ett brev betyder …” på Postmuseum i Stockholm. Undervejs diskuterede de flittigt, hvordan at udstillingsteksterne skulle være og hvad der giver den gode udstillingstekst. Der var ikke meget litteratur om emnet, og de endte med at skrive ”Smaka på orden” med inspiration fra de tanker og diskussioner de havde i forbindelse med opbygningen af udstillingen på Postmuseum.

Jeg hørte første gang om bogen for et par år siden, blandt andet gennem to museumsblog-kollegaer Charlotte S. H. Jensen og Benjamin Asmussen, der også har blogget om emner. Der er så vist jeg kan se få steder, som for alvor har arbejdet med bogens ideer om udstillingstekster. Efter at have stiftets bekendtskab med Ekarv og Cos tanker kunne jeg konstatere, at to af de steder som jeg synes har gjort gode udstillingstekst-valg, har brugt nogle af de principper som bogen anbefaler. Det drejer sig om “Sveriges Historia” i Historiske Museet i Stockholm og Norgesudstillingen “Langsomt ble landet vort eget” på Maihaugen i Lillehammer. I Danmark har Benjamin Asmussens skelet til bogens råd i nogle af de udstillinger på MS – Museet for Søfart som han havde med at gøre. Et fjerde sted som er komme med i den stadig lidt eksklusive Ekarv-klub er Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By, der i de sidste par år har benyttet hendes enkle skriveråd.

Museet for Soefart IMGP4693

Ekarv-inspireret tekst på M/S – Museet for Søfart i Helsingør.

Hvordan skrives en god udstillingstekst
De første kapitler i ”Smaka på orden” er skrevet af Magareta Ekarv og indeholder både nogle principielle betragtninger om udstillingstekst som medie, og nogle praktiske henvisninger til hvordan tekster kan opbygges.
En af Ekarvs hovedpointer er, at vi alle er lidt læsehandicappede i en udstilling. Man skal læse stående, ofte på et hård gulv, læsevinklen og lysforholdene kan ikke ændres og der er gerne støj og forstyrrelser omkring en – og det kan heller ikke ændres. Læsesituationen af udstillingstekster er helt andeledes end skrivesituationen på museumsinspektørens kontor – og det skal man tage alvorligt.

Ekarvs anbefaling er, at udstillingstekstskribenter skal lade sig inspirere af de retningslinjer, der er for de svenske Letlæs-bøger for voksne (LL-boken):

  • Vær konkret
  • Tydelig meningsopbygning: undgå lange indviklede sætninger og indskudte sætninger.
  • Lav ikke opremsninger af tillægsord
  • Placer subjekt før verbum og brug verbet i aktiv form
  • Forklar svære ord i teksten
  • Lav ikke sætninger med mere end 45 anslag
  • Ny linje ved ny mening
  • Undgå forkortelser
  • Inddel teksten i passende lange stykker
  • Skriv rytmisk

Ekarv påpeger samtidigt, at udstillingstekstmedier er sit eget, og man derfor ikke slavisk skal følge de ovennævnte retningslinjer. De skal hver i sær tilpasses til, at teksten skal være i et udstillingsrum. Herunder er en gennemgang af Ekarvs råd til udstillingstekstskrivning. Nogle af disse råd er også generelle råd til hvordan at en tekst bliver bedre, men det gør jo ikke rådene mindre interessante.

DSC_1862

Ekarv-inspireret tekst i udstillingen “Langsomt ble landet vort eget” på Maihaugen i Lillehammer.

Sætningernes længe
Rytme er vigtig. Tekster kan godt komme til at virke for ophakkede, hvis der er mange sætninger med færre end 9 ord. En ideal længde for sætninger er med 9-13 ord i gennemsnit, men samtidig er variation i sætningslængden vigtigt påpeger Ekarv. Variation giver rytme og en rytmisk tekst er letlæselig.

Sætningsopbygningen
Sætningsopbygningen i udstillingsteksterne skal være klar og koncentreret. Ekarv pointere at der ikke må sættes for mange tanketråde igen. Det er vigtigt at komme til kærnen i sætningen hurtigt så opmærksomheden ikke forsvinder.
Hvis der er for mange oplysninger før sætningens verbum, bliver det en venstretung sætning. Det gør gerne teksten omstændelig og dermed svær at opfatte og koncentrere sig om i et udstillingsrum.

Vi gætter når vi læser
Ekarv nævner sprogforskeren Gunnel Källgren, der har påpeget, at vi løbende stiller hypoteser op om, hvad sætningerne indeholder inden at vi har læst dem til ende. Det er derfor nemmere at læse en tekst, når der er klare og entydige tolkningsmuligheder tidligt i afsnittene.

Vær konkret
Prøv at gøre meningerne og sætningerne så lidt abstrakte som muligt. Find ud af hvad du vil sige – og sig det så. Stol gerne på dit talesprog. Det er ofte mere konkret end skriftsproget.

Ordfølgen
I LL bøgerne anvendes gerne rigtig ordrækkefølge, dvs. subjekt før verbum. Men i følge Ekarv betyder rytmen mere i udstillingstekster, så følg ikke reglen slavisk.
Et andet aspekt er, hvilket element/ord i sætningen som det, der særligt skal fremhæves eller som sætningen skal læses ud fra. Ekarvs tommelfingerregel er her, at det der kommer før det tidsbøje verbum er sætningens emne, og det som kommer til sidst er det nye, som man vil sige om emnet.

Aktiv eller passiv form
Når man ikke er helt sikker på hvilket subjekt som skal bruges – jeg, man, vi – er en meget brugt løsning at sætte verbet i passiv form. Men passiv form er med til at gøre teksten mere abstrakt og det skaber distance til stoffet. Det er ikke en form som fordre en nysgerrighed eller entusiasme om emnet.

Historiska Museet 2011-12 422

En tekst af dramatur Jonas Jarl Skute der bruger nogle af de samme greb som Ekarv skriver om. Fra udstillingen “Sveriges Historia” på Historiska Museet i Stockholm.

Linjens længde
Nogle udstillinger her tekstblokke med meget lange linjer af tekst. Forklaringen på dette tænker Ekarv må være, at det er styret af formgiverens æstetiske valg, for det er ikke noget som fremmer læsbarheden.
Der er svært at overskue for lange linjer af tekst og en god tommelfingerregel er at holde sig til max 45 anslag, inkl. mellemrum og tegn og at undgå forkortelser.
Formgivningsmæssige krav om ens korte linjer har også konsekvenser for læsbarheden, da ord kan blive delt op og sætningen kan blive delt på uhensigtsmæssige steder.

Sætningsrigtige linjer
Vi fraserer når vi taler. For at øge læsbarheden i udstillingsteksten og læseglæden anbefaler Ekarv, at man lade linjen slutte, hvor fraseringen slutter. Det betyder, at de 45 anslag ikke altid udnyttes og at højremargen ikke er fast. Ekarv ved godt, at der er nogle som vi se det formmæssigt som grimt eller sløset, men hendes pointe er, at det vi måtte miste formmæssigt vindes i læsbarhed.
Her er hendes eksempel i bogen på, at ændre en tekst til sætningsrigtige linjer. Den første tekst er fra udstillingen Kristinaportrått på Nationalmuseet i Stockholm og den anden er Ekarvs omskrivelse:

”Drottning Kristina föddes i Stockholm 1626 och dog i
Rom den 19 april 1689. I dag jämt tre hundra år
senara, vil Nationalmuseum visa några av de
porträtt som målades av drottningen under hennes tid”

”Drottning Kristina föddes i Stockholm 1626
och dog i Rom den 19 april 1689.
I dag, jämt tre hundra år senara,
vil Nationalmuseum visa några av de porträtt
som målades av drottningen under hennes tid”

Tilpas lange eller korte stykker
Den tyske museumspædagog professor Kurt Patzwall har en grundregel om ikke at have mere end 45 ord i et afsnit. Med mindre at modtageren er meget motiveret så kan store tekstmængder hurtigt blive set som et billede – en stort massiv flade – men ikke som et element, der indbyder til læsning.

Monet IMG_8883

I følge Ekarv mere et billede end en tekst. Fra ARoS’s udstilling “Monet – lost in translation”.

Store tekstflader er svært tilgængelige, men indholdet skal også være medbestemmende for hvor stort afsnittene skal være. Opdelingen i afsnit skal bruges til at markere de indholdsmæssige enheder. Ekarv ønsker derfor ikke villet sætte absolutte standarter for, hvor stort eller lille et afsnit skal være. I udstillingen på Postmuseum var hendes tekstafsnit på mellem 30 og 70 ord.

Tegnsætning og pause
Ekarv beder udstillingstekstskribenter om at huske, at tegnsætning hjælper til med at vise, hvad der høre sammen og kan derfor hjælpe læserene med at tolke teksten. Det gælder for kommasætning, men også med tankestreger og kolon. Opdeling og sammenhæng kan også skabes med linjeskift eller rum mellem sætningerne.

Som eksempel på dette bruger Ekarv en tekst fra udstillingen ”Ett brev betyder …”:

”Brevet, vykortet,
beviset på din och min exixtens.
Jeg skriver några rader til dig,
det kommer en hälsning.
Du och jag finns i värden.”

Og en ny version, hvor linjeskift, tankesteg og kolon er med til at tone teksten og læseoplevelsen:

”Brevet
vykortet,
– beviset på din och min exixtens.

Jeg skriver några rader til dig.
Det kommer en hälsning:
du och jag finns i värden.”

Litterære stilgreb
Udstillingstekster skal ikke være som skønlitteratur, men Ekarv skriver at skønlitterære stilgreb bør overvejes for at skabe klang og rytme i sproget.

Det kan være gennem

  • Allitterationer, dvs. bogstavrim ”gammel som gaden”
  • Assonans, halvrim hvor der kun er enkelte vokaler (låg – går) eller konsonanter (orm – varme) der stemmer overens.

En tekst fra udstillingen ”Ett brev betyder …” hvor Ekarv bruger disse greb ser sådan ud:

”Sjöar, skärgårdar och kuster
var goda forbindelseleder.
Värre var det med havet.”

En læsbar tekst skal også være læselig
”Smaka på orden” er særlig værd at læse på grund af Ekarvs betragtninger om, hvad der gør en tekst til en god udstillingstekst. I bogen har Ekarv og Björn Ed også gode betragtninger om det grafiske omkring teksterne. Blandt andet den helt simple pointe (der desværre ikke altid tages højde for), at for at en tekst er læsbar skal den både være læsværdig og læselig. Det er ikke nok at arbejde med teksten indre kvaliteter – dens læsværdighed – hvis den bliver sat op på glas med genskin i, med for små skrifttyper, for lavt i rummet osv. Deres betragtning er fra 1991, men der er ikke et problem, der er blevet mindre efter at skærme er blevet en fast bestanddel af museets udstillinger.

HansHollein

Fra Hans Hollein: “The Imaginary Museum”, 1987

Tekstens grafiske udtryk hænger også sammen med en af bogens hovedpointer: Udstillingstekster er del af noget større.
De skal forholde sig til indholdet for emnet, genstande, billeder og rummets muligheder og arbejdet med dem bør ifølge bogens forfattere ske løbende som en del af arbejdet med hele udstillingen. Både så teksterne formmæssigt kan passe ind, men også i forhold til teksternes disposition. Ekarvs eksempel er, at hvis det er en udstilling som er bygget op omkring en naturvidenskabslig tilgang med årsag – konsekvens – forklaring, så vil den rette tekstopbygningen kunne understøtte det.

”Smaka på orden” demonstrere tydeligt, at udstillingstekster bør betragtes som en egen genre. Det er ikke den rette tilgang at tænke katalogteksten og udstillingsteksten som det samme. Modtagesituationen er ganske forskellig og det er nødvendigt at indtænke udstillingsgæsternes situation og dermed lave tekster som det er realistisk, at de besøgende kan få læst og som de kan blive grebet af.

Tekstmængden i udstillingsteksterne kan ikke være store, og derfor skal de udover at være konkrete og opbygget læslæselige, ifølge Ekarv også have en indre logik som det er nemt at gennemskue. En roman kan bedre springe i tid eller miljø for der er tid til at bygge en stemning op, men det er der ikke i tid eller rum til i en udstillingstekst. Dispositionen af teksten skal tage højde for det. Ekarv skriver, at der naturligvis er mange fine måder at lave en disposition på, men at det sjældent er en dum ide at følge det råd, som kongen gav den hvide kanin i Alice i Eventyrland.

Den hvide kanin tog sine briller på.
“Hvor ønsker Deres Majestæt, jeg skal begynde?” spurgte den.
“Begynd ved begyndelsen,” sagde kongen alvorligt, “og fortsæt, indtil du kommer til slutningen. Og hold så op!”

Fra Lewis Carrol: Alice i Eventyrland

Plakatmuseet Ekarv Valgplakater

Ekarv-inspireret tekst på Dansk Plakatmuseum i udstillingen “Valget er dit! – Den danske valgplakat i 100 år”.

Henvisninger

De ovennævnte råd om udstillingstekster er primært fra siderne 29-74 i
Ekarv, Magareta, Elisabet Olofsson, Björn Ed: Smaka på orden. Om texter i utställningar. Carlssons 1991.

Blogpost i august 2012 fra Benjamin Asmussen om tekster
http://fyrskibet.dk/den-sporgende-udstillingstekst/

Blogpost i august 2012 fra Charlotte S. H. Jensen om Ekarvs metode
http://charlotteshj.dk/2012/08/23/udstillingstekster-letlaeste-a-la-ekarv/

Skriv en kommentar

Filed under Diverse, Udstilling

Byhistorie i Helsinki, Newcastle og New York

Byhistorie er sagen. De sidste år er der åbnet større byhistoriske udstillinger om bl.a. Vejles og Odenses historie, og i 2017 og 2018 åbner nye ambitiøse udstillinger om landets to største byer Aarhus og København. Udstillingen om Aarhus’ historie er jeg selv involveret i sammen med andre kollegaer fra Den Gamle By. Vi har både privat med familie og sammen gennem arbejde fået set en del bymuseale udstillinger i de sidste år, både herhjemme og i udlandet, og for at være ærligt, så er de ikke alle lige spændende eller godt udført. 2015 bød for mit vedkommen blandt andet på rejser til Helsinki, Newcastle og New York, og når man nu var der, skulle det lokale bymuseum også besøges.

Helsinki City Museum

Helsinki City Museum

Helsinki City Museum
Helsinki Museum består af fem museer og en sjette afdeling åbner i år til maj. Jeg besøgte afdelingen Helsinki City Museum, der ligger central på gaden Sofiankatu nær Senatstorvet og Domkirken. Det er den afdeling, som har mest fokus på byens historie. Museet har ikke en fast udstilling, og da jeg besøgte museet i juni viste det særudstillingen Mad about Helsinki, som var delt op i to afdelinger. På stueplan var der fokus på steder i byen og på 1. sal var der fokus på personer og ud fra deres historie blev der fortalt om byen.

Martin iPhone 068

Der var gratis adgang til museet, men udover en skoleklasse var der ikke mange besøgende den hverdag i juni. Jeg vil også skyde på, at jeg var den eneste turist, men udstillingen var heller ikke af en type som gav et overblik over byen for nogen som ikke kendte Helsinki på forhånd.
Der var nogle fine formidlingsmæssige greb i udstillingen som for eksempler projektioner af de portrætterede personer på første sal ved genstande, der også fortalte deres historie. Flere af dem var gengivet gennem skuespillere i fuld størrelse og grebet var med til at bebo udstillingsrummet.

Martin iPhone 087

På museet kunne man godt få en fornemmelse af, at Helsinki Museum som institution gerne vil være aktive i byens rum og gerne vil bruges af byens borgere. Anden sal var et åbent fotoarkiv og i udstillingen blev der også præsenteret en app fra museet, hvor man selv kunne anbefale steder eller liste det i byen som man måtte være ”mad about”.

Martin iPhone 107

Billedarkivets læsesal som var en del af museet

Mad about Helsinki app

Mad about Helsinki app’en som der blev reklameret for på museet

Newcastle Story
I Newcastle fortælles byens historie noget mere samlet på Discovery Museum, der er en del af den større organisation Tyne and Wear Archive and Museums. I Discovery Museum er det særlig den permanente udstillinger Newcastle Story som fortæller om byen. Udstillingen er en kronologisk og systematisk gennemgang af byens historie fra romerne og frem til det 20. århundrede.

DSC_0065

DSC_0072

Det er en meget gennemført udstilling, hvor hvert afsnit frem til 1900 har en indgangsportal med den samme type oplysninger om periodens vigtige begivenheder, byens størrelse, hvad man kan se af bygninger mv. fra perioden og udvalgte fun facts eller nasty facts.

DSC_0075

Hvert tidsafsnit i Newcastle Story starter med en portal hvor udvalgte oplysninger om perioden vises

DSC_0077

Portalens ene side

DSC_0079

Med oplysninger byens udstrækning og vigtige kendetegn i perioden

DSC_0080

Hvilke bygninger fra perioden der stadigt kan ses i byen

DSC_0081

Og en udvalgt Fun Fact – her at nogle bagere tilførte sand i brødet

DSC_0082

Afsnitsportalens anden side har en tidslinje for perioden

DSC_0083

Og en Nasty Facs – her at arsenik var en kur mod pest

I hvert afsnit er der en eller flere dramatiserede historie og et gennemgående træk er også et børnespor. Derudover har udstillingen et væld af initiativer i bedste engelske stil af interaktive elementer og hands-on.

DSC_0110

I afsnittet om Victoria-tiden er der et rum med genstande og en skærm hvor man kan vælge at høre udvalgte personers historier

DSC_0125

Og historierne henviser så til en genstand i rummet, f.eks. denne legetøjselefant

En slags hands-on i udstillingen var en installation om brændmærke-straf i middelalderen. En lyd i loftet har en overraskelseseffekt, og det er et fint eksempel på brug af flere sanser i en udstilling.

DSC_0091

Punishment installationen i udstillingens middelalderafsnit. Hvordan at lyd er integreret som et overraskelseselement kan ses i videoen herunder.

Alt i alt gør det Newcastle Story til en meget informationsmættet udstilling, men også en meget larmende og noget skematisk udstilling i hvert fald frem til det 20. århundrede, hvor den skifter stil og både bliver med flere genstande, afsnit og filmmateriale.

DSC_0129

DSC_0153

Newcastle Story har nogle år på bagen og virkede utvivlsomt meget moderne og fremsynet, da den åbnede, men nogle af de ”moderne” greb med farver og opsætning gør også, at den i dag kan virke lidt old news. Museets mange muligheder for hans-on og aktivitet gør også at der er et stort slid – og helt tydeligt en slid der er større end museets vedligehold kan følge med. Det er også med til at få den og nogle af museets andre udstillinger til at virke lidt brugt og gammelt.

DSC_0068

De er ikke beskedne i udstillingen med at vise hvor man kan opleve hvad, f.eks. at der her er en fortælling

DSC_0142

Lyd var der i det hele taget rigtigt meget af i udstillingen. Også her hvor man kunne vælge fortællinger fra bydelen Walker.

DSC_0159

Og en fortælling til (hvis man skulle have overhørt det)

Men Newcastle Story giver en god og sansemættet indføring i byens historie. Udover Newcastle Story viser Discovery Museum også en række andre udstillinger, der også fortæller om elemeter i byen. Destination Tyne fortæller om migration til Newcastle de sidste 200 år, og Story of Tyne fortæller om havnen og flodens betydning for byen.

DSC_0175

En hands-on aktivitet om skibsbyggeri i Story of Tyne udstillingen

DSC_0256

I Destination Tyne udstilles genstande og fortælles om udvalgte emigranter til Newcastle-området

DSC_0276

Og udstillingen slutter med at man selv kan skrive sin hjem- eller migrationshistorie

New York – fragmentariske fortællinger
New York er en af de byer som man gennem populærkulturen allerede kender før man ankommer til den og en tur gennem byen er fyldt med scener og steder man allerede har set på film eller hørt om i sange, litteratur, nyhederne eller historiebøgerne. Det må være en overvældende mængde for byens Museum of the City of New York at formidle.

DSC_0097

Særudstillingen Folk City på Museum of the City of New York viser blandt andet hvor Bob Dylan, Pete Seeger og Woody Guthrie boede og havde deres tidlige koncerter.

Den tilgang museet har valgt at benytte minder mere om grebet i Helsinki end i Newcastle. Da jeg besøgte museet i sommers viste de udover en 22 min lang film, der var en gennemgang af byens historie, en række udstillinger som beskrev enkelte aspekter af New York. Der var blandt andet en om en om byens laug i slutningen af 1900-tallet, en om Activism i New York og en række særudstillingen blandt andet om Folk music i 1950’erne og 1960’erne, Hip-hop i 1980’erne, en om designeren Paul Rand og en om nogle af de steder og bygninger, der de sidste 50 år er blevet bevaret gennem Landmark Law.

DSC_0116

Actism New York var en grundig og noget teksttung gennemgang af mange af byens Citizen movement – blandt andet om cyklisme.

DSC_0125

En helt anden udstilling var om designer Paul Rand, der var født i Brooklyn og derfor et emne for en udstilling på museet.

Filmen Timscape giver et samlet billede af byens udvikling, men hvis man i eget tempo vil fordybe sig til den righoldige historie, kan det kun lade sig gøre hvis det er indenfor et af de særemner, som museet har valg at fokusere på.

IMG_7620

Biografen i Museum of the City of New York hvor filmen Timescape gennemgik byens historie på 22. min.

IMG_7587

Fra udstillingen Guilded New York, der som de andre udstillinger på museet var håndværksmæssigt og finishmæssigt godt lavet

Der er utvivlsomt beboere i byen, der har glæde af at vende tilbage til museet og løbende se nye udstillinger, som behandler nye aspekter af byens historie, men jeg synes det er en synd og en skam, at der ikke blev gjort et forsøg på et samlet udstillingsgreb om byens righoldige historie. Et enkelt sted, hvor der er taget tilløb til en samlet kalejdoskopisk greb på hvad NYC er, er i museets trappeopgang, der med en pågående sort/hvid grafik har et væld af citater fra berømtheder om hvad byen er og har været.

IMG_7636

Trappeopgangen der var veloplagt udsmykket med citater om New York

Tenement Museum

I New York besøgte jeg besøgte også Lower East Side Tenement Museum, hvilke på nogle punkter var en fremragende oplevelse med vigtige byhistoriske fortællinger. Museum ligger i Lower East Side nær Little Italy og Chinatown og er et sted, hvor mange immigranter til Amerika fik deres første bolig og arbejde i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

Tenement Museum

Museet er Tenements – et lejlighedskompleks på Orchard Street 97, der blev bygget i 1865 og hvor alle etager på nær stueetagen måtte forlades i 1935, da ejeren ikke ville lave de lovpligtige forbedringer. På det tidspunkt havde over 7000 mennesker boet i ejendommen. Bygningen stod tom frem til 1988, hvor museet blev etableret. Blandt andet historikerer fra Columbia University igangsatte et storstilet researcharbejde om hvem der havde boet i de forskellige lejligheder og hvad deres historie var, og de første museumsgæster kunne besøge museet i 1992. Den eneste måde, som man kan opleve museet på er gennem guidede ture for grupper på op til ca. 30 personer. Turene går til lejligheder i bygningen eller rundt i kvarteret og giver gennem stederne og det talte ord gode indføringer i New York i den periode og dermed grundlaget for byens smeltedige-kultur, diversitet og storhed. Jeg kom på Sweetshop Worker turen der gik til to lejligheder, hvor der havde arbejde skræddere i slutningen af 1800-tallet. Der var en rigtigt god guide, der hurtigt fik spurgt ind til hvem vi i selskabet var, så hun kunne gøre turen så relevant som muligt, men det var ture primært til et på forhånd interesseret publikum. Min ellers meget museumsbegejstrede datter på 11 blev sat på en prøve og der gjorde de andre yngre i selskabet også. Et godt familiemuseum er det ikke.

Tenement Museum

I må nøjes med dette billede af Orchard Street 97, som er kærnen i museets fortælling. Det var ikke tilladt at tage billeder inde i huset eller under rundvisningen.

Jeg forlod Tenement Museum med en ide og ny viden om noget af det som har gjort New York til den by den er. Den samme intense aha-følelse havde jeg ikke efter besøget på Museum of the City of New York. Det tror jeg dels skyldtes museets opsætninger, der var pæne, men ikke overraskende eller meget aktiverende, men først og fremmest at museet udover i filmvisning ikke prøver at lave et greb, hvor de giver en samlet fortælling, der fremhævede noget eller nogle markante udviklingstrin i byens historie. Det er for meget ta’ selv bord uden den nødvendige forklaring eller overblik over retterne.

IMG_7643

Udstillingen Saving Places – 50 years of New York City Landmarks, der fortalte om nogle af de bygninger som lovgivning havde reddet fra nedrivning. Mange steder i den udstilling var der en forudsætning om, at bygningerne og deres placering og betydning på forhånd var kendt for den besøgende.

IMG_7585

En af genstandene i udstillingen Folk City – om folk music scene i byen: Bob Dylans original manuskript til Blowin’ in the Wind. For mig var det en genstande og en historie, der havde noget svung over sig.

Det var samme tilgang til byhistorien som i Helsinki. Personlig synes jeg ikke, at det giver de bedste byhistoriske fortællinger. Jeg synes bestemt, at bymuseer skal have skiftende udstillinger som kan tage et emne op, men disse udstillinger skal være bakket op af en samlet udstillingen om byens historie. En samlet fortælling er både til glæde for byens borgere, deres gæster og for de turister, der kommer til byen og på egen hånd skal sætte sig ind i, hvor de er og hvorfor byen ser ud og virker som den gør.

Link

Helsinki City Museum:
http://www.helsinginkaupunginmuseo.fi/en/museums/helsinki-city-museum/

Newcastle Story i Discovery Museum i Newcastle:
https://discoverymuseum.org.uk/whats-on/newcastle-story

Museum of the City of New York:
http://www.mcny.org/

Lower East Side Tenement Museum i New York:
https://www.tenement.org/

 

Skriv en kommentar

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

2015 in review

Tak for 2015 og tak til alle jer der har fulgt min museumsblog.

WordPress, der er det system Martins Museumsblog er skrevet i, har i anledning af årsskiftet sendt mig en opgørelse over årets aktiviteter på bloggen – sikkert for at skabe lidt reklame om dem selv, men jeg vil gerne dele opgørelsen med jer:

I 2015 blev Martins Museumsblog besøgt omkring 5.600 gange. Den travleste dag var 12. november med 89 besøg og den dag var det populæreste indlæg Udstillinger om fiktion – The Hunger Games og The Making of Harry Potter.

Det kom i alt læsere fra 47 lande til bloggen, primært fra Danmark, USA og Norge.

De fem mest besøgte indlæg i 2015 var Nye museer – Moesgaard Museum skrevet i ok En fortælling om vinduer – Villum Window Collection skrevet i a Keld Hansen in memoriam skrevet i f Nina Simon og det brugerinddragende museum skrevet i j Pels og Hønsestrik – to udstillinger om tøj skrevet i f

Klik her for at se den komplete raport.

I løber af 2015 blev der i Martins Museumsblog publiceret 13 nye indlæg. Flere af indlæggene i årets første halvdel handlede om danske udstillinger og museumsinitiativer. F.eks. blev der beskrevet initiativer på de tre aarhusianske museer ARoS, Kvindemuseet og Den Gamle By gennem indlæggene: Rumtosset – når kunstmuseet og teater mødes, Fem kvinder og en enkelt mand og Pels og Hønsestrik – to udstillinger om tøj, hvor det sidste indlæg også omhandlede en af det store særudstillinger som Nationalmuseet havde sidste år.

Et andet af forårets indlæg, En fortælling om vinduer, var en beskrivelse af det nyåbnede udstillingssted i Søborg Villum Windows Collection.

I sommers besøgte jeg en række udstillinger og open air museet i USA og det kom til at præge aktiviteten på bloggen i den sidste halvdel af 2015. I alt blev til seks indlæg om amerikanske open air museer og et indlæg om fiktion på museer, der dels tog udgangspunkt The Making of Harry Potter udstillingen ved London og en The Hunger Games udstilling i New York.

Tak til jer, der brugte tid på at læse og dele indlæggene. Jeg håber også, at I også har lyst til at følge med i de observationer, som 2016 må bringe.

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Plimoth Plantation. Amerikanske open air museer 6

I sommer besøgte jeg en række open air museer i USA – det sidste af dem var Plimoth Plantation i Massachusetts.

DSC_0798

Plymouth er vigtigt sted i USA’s historie. Det var her, at en af de første grupper af engelske bosætter i 1620 kom med skibet Mayflower. Det var i denne koloni af den første fejring af høsten, Thanksgiving, blev afholdt af bosætterne – også kaldet pligrimmene – sammen med høvding Massasoit fra Wampanoag stammen. Historien om de gudfrygtige kolonister, der skabte et eget område med egne love og demokratisk valgte ledere inspirerede samtidens tænkere som John Milton og John Locke og kom til få en vigtig betydning i dannesen af flere amerikanske stater og den amerikaske selvforståelse.

Alle besætningsmedlemmer på Mayflower er undersøgt af historikere og interessen for gruppen og dens historie ses også ved, at der siden 1897 har været et Mayflower Society som man kan blive medlem af, hvis man kan spore sin familie tilbage til en af de 102 passagerer som ankom til Amerika i 1620.

DSC_0789

I 1947 grundlagte en arkæolog med det eventyrlige navn Henry Hornblower II open air museet Plimoth Plantation ved byen Plymouth. Tidligt brugte museet greb fra teateret med aktører, der spillede scener fra pligrimmenes historie. I slutningerne af 1960’erne besluttede museet at gå en ny vej der gjorde, at det blev et museum der international blev lagt mærke til. Museet ville fremstå som året 1627. Montre, mannequiner, skilte og andre elementer, der ikke passede i 1620’erne blev fjernet og gradvist erstattet med rekonstruktioner og levende aktører som formidlede. I 1970’erne blev konceptet forfinet med mere konsekvent 1. persons formidling, det vil sige at personerne agerer som levede de tilbage i fortiden.

DSC_0809

Museet er løbende blevet udvidet og består i dag blandt andet af 1620 bosættelsen, en Wampanoag lejr, et Craft Center, en fungerende mølle, en lade med dyr og en rekonstruktion af det gode skib Mayflower.

Plimoth Plantation var det sidste open air museum på min rundtur i USA og et besøg jeg så frem til. Museet er særlig kendt for sit kompromisløse 1. persons formidling og for museets meget grundige research omkring de 1600-tals personer der gestaltes. Den velinstuderede 1. persons formidling er dog ikke museets eneste formidlingsform, og også i de andre måder som museet møder publikum på oplevede jeg en meget gennemført tilgang.

DSC_0775

Wampanoag indianerne og Craft Center

Det første afsnit man som besøgende møder efter indgangsbygningen er Wampanoag indianers lejr. Det greb museet bruger her er at aktørerne primært har en Wampanoag etnicitet eller også tilhøre de en af de andre native nations. Aktørerne er i dragter, men ikke i en historisk karakter. I stedet for at det kun er historien om dengang der formidles, er det en historie om indiansk identitet i dag og om vejen frem til i dag.

DSC_0779

De aktører jeg talte med var imødekommende, men ved at det var aktørernes etnicitet, der blev udstillet var det lidt som at trænge ind i en privat sfære. Samtidigt syntes jeg, at det var lidt akavet at indlede en snak om Wampanoag indianerne i dag, når de stod der i ikke-nutidige, men traditionelle dragter. Ifølge dagens program som den service mindede og imødekommende billedsælger havde giver os, så kunne vi have deltaget i kanobygning og fiskenetsproduktion, hvis vi var blevet i lejren, men vi fortsatte i stedet videre ned til museets Craft Center.

Craft Center er en moderne bygning med formidlingsstationer, hvor håndværkere og aktører i morderne tøj sagligt og imødekommende fortæller om det håndværk eller aktivitet de laver. Den dag jeg besøgte museet var det bl.a. muligt at se en pottemager og en lysestøber i aktion. Der var også et bageri i bygninger, der lavede brød til aktørerne og som man kunne snakke med om brød og bagning blandt pilgrimmene.

IMG_7400

IMG_7402

1600-talsbosættelsen

Rundt om den genskabte 1600-tals landsby er der en palisade og vejen ind til bebyggelsen går gennem fortet, der også var det lille samfunds mødested, bl.a. i religiøse sammenhænge.

USA 2015 486

I landsbyen var der folk i gaderne og i mange af husene. Det var kolonisterne fra Mayflower genskabt i dragt og i rolle, hvilker man lagde mærke til med det samme, da de hilste på en – det skete nemlig ikke med amerikansk accent, men med en genskabt 1600-tals sprogtone. I de første huse jeg besøgte var det fascinerende at møde aktørerne og se hvordan at de svarede for sig som 1600-tals personer, og hvordan de agerede som bosættere i denne store fremmede land.

DSC_0802

Efter et par huse var mødet ikke længere så interessant og kunne komme til at virke lidt som en gentagelse – også fordi deres indlevelse og sprogtone var så markant. Lidt forandring kunne være godt – og det kom der også.

I et af husene sad Molly – en af museets curators. Hun var i morderne profiltøj fra museet og var en slagts mediator, der svarede på spørgsmål om livet dengang. Gennem hende fik vi at vide, hvordan de rekonstruerede genstade til husene, og at de samarbejdede med sprogforskede i udviklingen af den type engelsk de enkelte kolonister havde.

DSC_0814

Hvis man gennem de historiske kilder vidste, at en kolonist kom fra Bristol blev den aktør der skulle agere vedkommende lært op i 1600-tals Bristol accent osv.. Molly fortalte også at de hvert år skiftede ”kolonist” for ikke at deres rolle skulle blive en sovepude og for at få nye udfordringer.

I et andet hus sad Ian også moderne profil tøj. Han fortalte om hvilken mad 1600-tals New Englænderne kunne have spidst. Han viste råvare og havde kopier opskriver eller kilder fra tiden, der omtalte mad eller fødevarer.

IMG_7415

IMG_7418

Det var fint gjort dog med den store mangel, at man ikke kunne smage på noget af maden. Af formodentlige helbredsmæssige årsager måtte vi ikke spise noget af det. Det var ikke kun på Plimoth Plantation af jeg mødte denne regel, der var på alle de open air museer, hvor aktører eller formidlere lavede eller fortalte om maden.

DSC_0817

En sidste type personbåren formidling mødte vi i fortet på vej ud af beboelsen, Det holdt en af museets historiker et foredrag om kolonisterne religiøse ceremonier. Det var et stringent og meget sagligt foredrag, der varede en lille halv time.

DSC_0833

Jeg besøgte museet uden børn, men kunne se at der var aktiviteter rundt omkring til den yngre målgruppe så som 1600-tals skriveøvelser og mulighed for at prøve stylter. Hvis jeg var blevet på museet længere kunne jeg også have oplevet den børneorientere aktivitet Millitia Training in the 17th Century.

Museumscafeen serverede retter ”inspired by food from Wampanoag and English Colonial traditions” men jeg var på tur med en god ven med italienske aner og vi havde opsporet et lækker italiensk sandwichsted i byen – og det kunne museets cafe ikke konkurrere i mod. Nogle gange vil den sikre gode kulinariske oplevelse vinde over den historiske gennemførthed – for det at være på museum er også at have taget en dag ud og nyde det.

Et gennemført museum

Plimoth Plantation er bestemt et besøg værd. Museet lægger meget vægt på den mundtlige formidling. Jeg oplevede ved mit besøg et veritabel katalog af muligheder inden for den genre fra 1. persons formidling, etnisk identitetsorientere dialog (ved Wampanoag-lejren), demonstration af håndværk, foredrag og behind the scenes talk. Som museumskollega måtte jeg tage hatten af for stedets grundige og kompromisløse tilgang til genskabelse af fortiden. På Plimoth Plantation var klædedragterne gennemførte – også skoene hvilket ellers var et særsyn på de amerikanske open air museet jeg har besøgt – og der var lavet en imponerende research i de personer aktørerne skulle levendegøre – helt ned til hvilken 1600-tals engelsk accent de formodentlig havde.

USA 2015 495

Jeg mødte flere personer på museet, der formåede at komme ud og engagere deres tilhørere, men museet kan i sin konsekvente gennemførthed godt komme til at virke lidt lærd og indforstået. Aktørerne taler til en på en lidt mærkelig sprog, og de er meget korrekte i deres opførsel. Der er bestemt meget stemning på museet som tiltaler mange, men jeg vil også tror, at nogle børnefamilier og andre urolige grupper kunne synes, at der er lidt for lidt spas og aktivitet på museet. Der er ingen tvivl om at museet kan være stolte af deres dybe viden, men jeg vil mene, at den viden kunne komme til glæde for endnu flere, hvis de nogle gange så bort fra det korrekte og vægtede det imødekommende endnu mere.

IMG_7407

Link

https://www.plimoth.org/

Denne artikel er den sidste i en række om amerikanske open air museer.

De andre fem kan læses her:

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/15/conner-prairie-acres-acres-of-interactive-awesomeness-amerikanske-open-air-museer-2/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/21/colonial-williamsburg-the-revolutionary-city-amerikanske-open-air-museer-3/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/10/29/frontier-culture-museum-amerikanske-open-air-museer-4/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/11/28/old-sturbridge-village-amerikanske-open-air-museer-5/

DSC_0804

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie

Old Sturbridge Village. Amerikanske open air museer 5

Old Sturbridge Village er et open air museum, der fortæller om det landlige New England i begyndelsen af 1800-tallet. Der er over 40 huse, og museet viser både bymiljø, landbygninger og har også udstillinger med genstandssamlinger. Jeg var på museet med min familie og gode venner fra dette hjørne af New England og vi havde en god dag. Old Sturbridge Village viste sig at være et yderst varieret museum, hvad angår formidlingsformer og forskellige måder at åbne op for historien, særligt til de yngre målgrupper.

IMG_7323

Old Surbridge Village har et velbesøgt skoleprogram, og har som ved denne tovtrækning også aktiviteter for børn, der besøger museet med familien.

IMG_7289

I sommerferien kan børn tilmelde sig ugekurser, hvor de kommer i dragt og tilbage i historien.

A history lesson you never forget

Den åbne og legende tilgang til historieformidling viser sig allerede i indgangsbygningen, blandt andet gennem nogle enkle opsætninger, der gennem spørgsmål og aktiviteter fortæller om kendetegn ved New England.

DSC_0616

DSC_0618

Et andet sted i indgangsbygningen er der et område særligt for børn med udklædningstøj i forskellige størrelser, hands-on aktiviteter og bl.a. en købmandsbutik og en 1800-tals hjem, som kunne bruges som rammerne for legen.

IMG_7297

IMG_7293

Der er også fokus på leg og aktivitet ude på friluftsområdet af museet. Flere steder er der sat legesager til lege, der eksisterede i 1800-tallet sammen med en kort instruktion til legen. Flere gange så jeg, at museets aktører kort demonstrerede legen, når de kom forbi stederne og områderne blev også brugt af museets gæster.

DSC_0654

DSC_0639

Et andet sted er rollelegsgrebet fra indgangsbygningens børnemuseum gentaget ved en legeplads / aktivitetsområde med bl.a. dyrefigurer, hestevogn og skæmtekulisser.

USA 2015 456

Et tredje eksempel på et aktiverende område er et lille hus på vej til savværket, der har titlen Six Simple Machines. Her bliver der vist og demonstreret enkle hjælpemidler som 1800-tallets landbobefolkning også havde glæde af, f.eks. en løftestang, hjulet og en kile. Det er en udstilling uden det store finish og den var også noget slidt, men illustrerer meget godt Old Sturbridge Villages tilgang til at formidle med variation og lægge elementer ind som kan aktivere museets gæster.

IMG_7351

Aktiverende tekst

Er greb jeg så flere steder på museet var tekster med en grad af aktivitet forbundet. Det kunne være at de aktivt opfordrede til undersøgelser eller at informationerne skulle findes ved at løfte noget eller gennem en anden handling.

DSC_0620

I museets kirke ”meeting house” bliver man f.eks. opfordret til at gå ud på museet og finde andre bygninger der havde spor af 1830’erne populære Grecian Style.

IMG_7309

Andre steder på museet er der lavet enkle hands-on løsninger, hvor de besøgende kan læse mere om emner ved at løfte et skilt. Der ses f.eks. på byens advokatkontor, hvor der kan gættes og læses mere om mænds og kvinders rettigheder i 1830’erne.

DSC_0643

I museets indgangsbygning er der flere af den type opsætninger. Et sted er der installationer, hvor der øverst er en model af en bygning som kan besøges på museet, og så er der under det en række skuffer, hvor dele af bygningens historie udfoldes, f.eks. grundplanerne, farvevalg og snedkerarbejdet i huset. Et udemærker greb, der måske kunne have været endnu bedre, hvis de kunne havde været placeret ude ved de enkelte huse.

USA 2015 398

Forrest er kommoden/installationen om et af museets markante bygninger Towne House

USA 2015 401

Skuffen om farver og tapeter. Systemet minder lidt om et lignende i Landesmuseum Halle, hvor forskellige neolitiske kulturer bliver udfoldet på samme måde, bare i et lidt mere gennemført design.

DSC_0686

I selve Town House kan man så irl se de tapeter med videre, der er beskrevet i installationen.

USA 2015 446

Towne House

Living history

Et tredje aspekt der er værd at fremhæve ved Old Sturbridge Village er demonstrationerne af håndværk og levevis gennem levende formidling. De aktører jeg mødte på museet var primært optaget af at demonstrere et arbejde eller gøremål. Det var ikke aktører som foregav, at de levede i den tid museet var sat til at formidle, dvs. for Old Sturbridge Villages vedkommende primært 1830’erne, men de udførte og fortalte om en arbejdsgang fra den tid.

IMG_7321

I Tin Shop, hvor både mester og den unge arbejdsdreng var i værkstedet.

Et sted vi besøgte var smedjen, hvor smedens arbejde og hans udstyr kunne mindede om andre smedjer på andre frilandsmuseer, men aktøren på Old Sturbridge Village var rigtig dygtig,

DSC_0713

I smedjen

Han virkede både som en troværdig og kapabel håndværkere og var bestemt en frem formidler, der bruge effektive kneb med at inddrage os gæster, f.eks. ved at spørge hvor vi kom fra og tale ud fra det – det kunne være med historier fra den egn, eller ved at score point ved at kunne sige smed (eller noget der mindede om) på dansk og hawaiiansk, da der var besøgende fra Danmark og Hawaii.

IMG_7345

Gennem museet flyder en å, der både er med til at gøre museet til idyllisk og mere luftigt. Åen bruges også i museets udformning og formidling, f.eks. gennem savværket og mølledammen. Savværker er også i funktion og vi besøgte det, mens et par af aktørerne med vandkraftens hjælp savede planker ud. Enkelt og virkningsfund formidling, der blandt gæsterne både gav eftertanke om menneskehedens opfindsomhed og de kræfter, der er i naturen.

USA 2015 412

I savværket, hvor mange besøgende fulgte, hvordan at stammen blev lagt tilrette og savet over med hjælp af saven drevet af møllehjulet.

Et tredje living history sted på museet vi besøgte var Pliny Freeman Farm. Det er ikke et hvilket som helst sted, men en markant gård i amerikansk museumshistorie. Det var ved denne farm, at det tidlig leder af Old Sturbridge Village Darwin Kelsey formulerede og gennemførte hans ideer om en gård, der skulle indrettes og drives som i 1830’erne. Grundig research blev lavet i bonden Pliny Freemans liv i begyndelsen af 1800-tallet. Skov blev ryddet, og marker og enge anlagt, så det kunne blive et mere autentisk gårdmiljø fra den tid. Genstande i huset blev også erstattet, så de kunne bruges og så de passede bedre til det udstyr og den levevis en bondefamilie som Pliny Freemans kunne have haft.

DSC_0737

Målet var, at gården skulle indrettes og drives så det blev et levende sted, hvor gæster året rund skulle kunne komme og se hvordan man i 1830’erne levede, dyrkere jorden og holdt dyrene. Projektet blev startet op, men kunne ikke gennemføres helt så ambitiøst. Det blev for mandskabskrævende. Det var samtidigt heller ikke altid lige god formidling når gæsterne ikke kunne komme tæt på f.eks. aktiviteterne i marken eller når de ikke have den rette forudsætning til at forstå det udspillede liv. Men Kelseys ideer fik i mere eller mindre modificeret form udbredelse og blev en vigtig inspiration til udviklingen af Living Historical Farm museer og til mere seriøs at arbejde med de rette afgrøder og husdyrstyper på museerne.

DSC_0727

Da vi besøgte gården var køerne ved at blive drevet ind i stalden for at blive malket og efter lidt tid var de klar i deres båse. En formidler i dragt fortalte om malkning dengang, og mere generelt om det arbejde de lavede på gården med at holde køer på samme måde som i 1800-tallet. I mens kunne vi gæster i mindre hold komme ind i laden og se køerne blive malket.

USA 2015 435

USA 2015 437

I køkkenet fortalte de om maden og hygiejnen og udenfor om kærning af smør mm. og vi gik fra gården med oplevelser og klogere på et muligt liv på en 1830’er gård i New England.

USA 2015 427

Et lokalt museum

Old Sturbridge Village havde i modsætning til nogle af de andre open air museer jeg fik besøgt i USA ikke et bestemt fokus i museets fortælling (f.eks. opfindsomhed i Greenfield Village og kulturmøde i Frontier Culture Museum), men mindede mere om større regionale nordiske frilandsmuseer som Maihaugen, Hjerl Hede og Den fynske Landsby, hvor en regions historie fortælles. Jeg besøgte museet med en familie fra lokalområdet, der fik det ekstra ud af besøget, at de kunne relatere til de forskellige lokale steder, hvor de enkelte bygninger kom fra og hvor de i nogle tilfælde også kunne huske dem i lokalområdet.

DSC_0651

Et Law Office, der oprindelig havde ligger i det nærliggende Woodstock, Connecticut.

Denne mere oprindelige tilgang til grundhistorien i et frilandsmuseum (at fortælle om et områdes historie) var på Old Sturbridge Village en god og relevant historie, der gennem sine greb også rakte udover lokalområdet. Museet var nogle stede slidt og noget bedaget, men vandt ved nærmere bekendtskab, ikke mindst takket været museets mangeartede måder at formidle stoffet på og at engagere museets gæster.

DSC_0624

DSC_0687

Link

Old Sturbridge Villages hjemmeside: https://www.osv.org/

Dette er den femte og næstesidste beretning om amerikanske open air museer. De tidligere fire kan læses her:

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/15/conner-prairie-acres-acres-of-interactive-awesomeness-amerikanske-open-air-museer-2/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/21/colonial-williamsburg-the-revolutionary-city-amerikanske-open-air-museer-3/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/10/29/frontier-culture-museum-amerikanske-open-air-museer-4/

DSC_0732//embedr.flickr.com/assets/client-code.js

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie