2018 in review

Tak for 2018 og tak til alle jer, som har fulgt min museumsblog.
I 2018 blev Martins Museumsblog besøgt 5.618 gange. Der blev publiceret 13 indlæg, og der kom læsere fra 57 lande til bloggen, primært besøg fra Danmark (3.515), og derudover flest besøg fra USA (1.466), Sverige (98), Norge (91) og Hong Kong (79).

De fem mest besøgte indlæg i 2018 var John H. Falk, Lynn D. Dierking og museumsoplevelsen fra november 2017, Udstillingstekster og Magareta Ekarv fra januar 2016, Nina Simon og det brugerinddragende museum fra juni 2011, Museum Next, Nina Simon og OFBYFOR ALL fra juli 2018 og Introduktionen til museet – om forskellige typer af ankomstområder fra april 2018.

DSC_0618

Den ambitiøse Canon van Nederland udstilling på Det nationale frilandsmuseum i Arnhem bliver introduceret ved en række film, om de perioder udstillingen er delt op i.

På årets museumsblog har der første og fremmest været bragt observationer fra danske og udenlandske museer og emnerne for disse observationer har været om

IMG_3734 (2)

Fra byrumsudstillingen “Det offentliga rummet” på jernbanestationen i svenske Hässelholm.

Derudover var der indlæg om brug af offentlige rum i Hässelholm og Aarhus (Det offentlige rum – Bydrømme i Aarhus og Det offentliga rummet i Hässelholm og verdenskulturarvsformidling i Nepal (Verdenskulturarv og museer i Kathmandu). Et indlæg var et tilbageblik på kulturhovedstadsåret Aarhus2017 (Aarhus 2017 – bestemt “a year of culture”, men også “a world of change”?) og et handlede om museumspojekter, som blev præsenteret ved European Museum Academy’s prisuddeling i Den Gamle By i september 2018 (European Museum Acadamy’s Award 2018 og to museer med fokus på svære historier – War Childhood Museum og Kazerne Dossin).

EMA 2018 Den Gamle By

DASA Award og Luigi Michiletti Award blev uddelt i Helsingør Teater i Den Gamle By den 22. september 2018.

To af de mest læste indlæg i år tog udgangspunkt i tanker eller initiativer fra museumsaktivisten og praktikeren Nina Simon. Der var et indlæg om hendes seneste bog Art of Relevans (Nina Simon og det relevante museum) og et indlæg om projektet OFBYFORALL (Museum Next, Nina Simon og OFBYFOR ALL). En bevægelse som Nina Simon for en måned siden bekendtgjorde, at hun nu ville koncentrere sine kræfter omkring, og at hun derfor vil stoppe som museumsdirektør for MAH i Santa Cruz.

IMG_3163 Nina Simon talk

Nina Simon holder oplæg på Museum Next i London 2018 om OFBYFORALL.

Tak til alle som læser med; sammen med mig selv og mine kollegaer er det jer som indlæggene er til for.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Månen og Frihedens Værksted – to udstillinger der er ligeglad med museumsgenrebetegnelserne

Næste år er det 50 året for den første bemandede månelanding og det markere kunstmuseet Louisiana og det norske Henie Onstad Kunstsenter med udstillingen Månen, som vises i Humlebæk frem til 20. januar 2019 og derefter skal vises i Oslo.

Untitled

For et videbegærligt publikum er det en rig udstilling som fortæller om Månens mange facetter. Der er om den Mytiske måne med værker af surrealister som Max Ernst, Joseph Cornell og Salvador Dali. Der er en afsnit om Månelandingen med værker af Yves Klein og billeder og lydklip fra Apollo 11s landing i 1969 og der fortælles om Rumkolonisation blandt andet med eksempler på arkitektmodeller af bygninger til Månen eller månevegetationsprojekter udtænke til henholdsvis den europæiske rumfartsorganisation og det kinesiske rumprojekt Chang’e 4.

Untitled

Max Ernst. Moonmad, 1941

Untitled

Fotografier fra den første bemandede månelanding i 1969

Untitled

Det kinesiske rumprogram Chang’e 4 planlægger at lave et mini-økosystem på månens bagside med silkeorme og planterne gåsedmad og kartofler.

Den store bredde i udstillingens genstandsfelt slås allerede fast i udstillingens første rum, der behandler temaerne Selenografi (kortlægningen af månen) og Måneskin. Der udstillet malerier af blandt andet C.W. Eckersberg, Casper David Friedrich og J.C Dahl sammen med en 1700 tals måneglobus, samtidskunst, fotografier fra NASA og arkivalier, det fik hårene til at rejse sig hos en historiker: Tycho Brahes observationsprotokol fra 1590, et astrolab-kvadrent (månehøjdemåler) fra 1329 udviklet af Muhammed ibn Abuia al-Mizzi, der var muwiqqit (tidsmåler) ved den store moske i Damaskus og akvareller tegnet af Galileo Galilei i vinteren 1609. Disse observationer og tegninger var med til at give Galilei den indsigt, at månen var fyldt med krater og dermed ikke en perfekt form – med andre ord at himmellegemerne ikke var ideel sfære, men noget det lige som jorden var konkrete geografiske steder, der kunne kortlægges og undersøges som naturobjekter – the rest is history.

Untitled

Galileo Galileis akvareltegninger fra 1609 af månens faser

Billekunstværker er noget man forventer at finde på kunstmuseer som Louisiana, men med udstillingens Månens mere mangfoldige tilgange til emnet er der også etnografika, arkivalier, film og genstande lånt fra naturvidenskabelige museer og forskningsinstitutioner som NASA og MIT.

Untitled

Inuitiske genstande udlånt af Nationalmuseet: En Måneskinsmaske og Solmasken indsamlet på Nunivak Island

Untitled

I afsnittet om Månelanding er der en nøjagtig replika af A7L, den rumdragt Niel Armstrong havde på ved Apollo 11 missionen i 1969

Det er en flot opsat og veltilrettelagt udstillingen, der også tydeligt viser at de kategorier kulturstyrelserne verden over opdele museer i med kunstmuseer, kulturhistoriske museer og naturhistoriske museer er administrativt skabte, da virkeligheden er mere kompleks og ikke lader sig styre af det. Et fint eksempel på denne kompleksitet er en række malerier som den italienske kunstener Donato Creti lavede i 1771 af månen og de dengang kendte planeter. Det var et bestillingsarbejde af greve Marsile af Bologna, der gav malerierne som gave til pave Clement IX for at få vagt dennes interesse i at give tilladelse til etablere et observatorium. Denne kunstgavegivning virkede og det første offentlige observatorium kunne kort tid efter åbne i Bologna.

Untitled

Donato Cretis malerier af personer der observere månen og planeterne

Frihedens Værksted

Udstillingen Frihedens Værksted kan opleves for tiden på Naturhistorisk Museum i Aarhus. Det er ikke en lige som omfattende udstillingen som Louisianas Månen, men den har samme tilgang til at se stort på hvilke museumsgenre de udstillede genstande og historier kommer fra.

Untitled

Frihedens Værksted handler om Troels Kløvedal og er først og fremmest en gennemgang af eventyren og forfatterens farverige liv. Som fagbiolog vil man nok studse over denne udstilling på et naturhistoriske museum, da der er ikke er genrens traditionelle beskrivelse af dyr og fauna. Det geniale som Naturhistorisk Museum i Aarhus i stedet har gjort er, at de har koblet frihedsbegrebet til naturen. Friheden som jo også forbindelse med det blå ocean, den høje himmel og det vide blik ud over skoven eller bjergene. Og frihed som Kløvedal så fint formidler i hans bøger, hvor han ligesom i denne udstilling også ser stort på om det er kultur- eller naturhistorie han formidler. Helt i tråd med udstillings fokus på fortællingen og ikke på genre er den lavet i samarbejde med M/S Museet for Søfart i Helsingør, hvor udstillingen bliver sat op næste efterår.

Untitled

Udstillingen bygger i høj grad på citater fra Troels Kløvedals bøger og er derfor jo også noget tekstbaseret, men det er jo oplagt og det rigtige at lade han komme til orde selv. Udover citater og tekster er der mange illustrationer, etnografiske genstande, lidt dyr og maleriet han har samlet ind på hans mange ture med skibet Nordkaperen.

Untitled

Et rigtigt fint træk ved udstillinger er at det midt i udstillingsrummet er laver en visning af Nordkaperen. Størrelsen er 1:1 så man realistisk kan fornemme hvor lille skibet egentlig er, og så er det indrette i sektioner og elementer: kabyssen, kortbordet mv. som det rigtige skib har.
Fortællingen om rejsen ud i verden bliver med ens egen krop som målestok mere konkret og nærværende.

Untitled

Untitled

Untitled

Udstillinger for nye brugere

Både Frihedens Værksted og Månen er værd at se, og det er også noget som mange vælger at gøre. Jeg talte med Louisiana direktør Poul Erik Tøjner om Månen for en måneds tid siden, hvor han fortalte, at det er udstillinger som Månen, der åbner Louisiana op for nye brugere. Museets mange skiftende særudstillinger og initiativer som Louisiana Live er med til at skaffe faste årskortabonnenter, men det er udstillinger som Månen, der kan lokke nye gæster ind på museet, ved at den har en stor bredde i fortællingen og går ud over genren ”kunstudstilling”.

Untitled

Det er lidt samme historie jeg høre fra de gode folk på Naturhistoriske Museum. De fortæller med glæde om, at nu kommer der også bedsteforældre uden børnebørn og der kommer folk som meget sjælden besøger de naturhistoriske museer.
Og at få gæsterne inden for døren er jo første skridt til at gøre opmærksom på at ens museum er en udflugt værd og fyld med flere fortællinger end man kan forestille sig.

Untitled

Månen – fra den indre verden til det ydre rum vises på Louisiana frem til 20. januar 2019 og 14. februar- 19. maj 2019 på Henie Onstad Kunstsenter i Oslo.

Frihedens værksted – Kløvedal og livet med Nordkaperen vises på Naturhistoriske Museum i Aarhus frem til 8. september 2019 og fra oktober 2019 kan den ses på M/S Museet for Søfart i Helsingør.

Link

Månen, Louisiana:
https://www.louisiana.dk/udstilling/m%C3%A5nen

Frihedens værksted, Naturhistorisk Museum i Aarhus:
https://www.naturhistoriskmuseum.dk/kl%C3%B8vedal

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie, Kunst, Naturhistorie, Udstilling

11/11 1918 – First World War Galleries, IWM London

11/11 1918. Den franske marshal Ferdinand Fochs private togvogn holdt uden for den franske by Rethondes. I den blev våbenhvilen underskrevet i morgentimerne og kl. 11 samme dag forstummede lyden af skud. Den frygtelige 1. verdenskig var slut.

Monumentet Mindeparken Aarhus 11/11 2018

Mens der var præsidenter og statsministre i Paris markerede Dronning Margrethe hundredeåret for våbenstilstanden i Mindeparken i Aarhus

I dag markeres begivenheden overalt i Europa og 1. verdenskrig er i de seneste år også blevet markeret musealt mange steder.
Nogle af de nyåbnet eller renoveret museer der behandler emnet er blandt andet franske The Musée de la Grande Guerre i Meaux, Mémorial de l’Armistice og Mémorial Verdun, belgiske In Flanders Fields Museum og engelske National Army Museum. På Imperial War Museums afdeling i London er 1. verdenskrig udstillingen også blevet genopstillet. Jeg var forbi deres The First World War Galleries i sommers og formidlingsmæssigt er det blevet en vellykket udstilling, der tager variation for den besøgende seriøst.

IMG_2641

The First World War Galleries at IWM London

1. verdenskrig er en vigtigt krig, både militærhistorisk og for den engelske identitet. Der er samlet masser af genstande ind, og der er enormt mange historier og mulige perspektiveringer at lave. Derfor er det det også endnu mere imponerende, at IWM har skabt en umiddelbart nemt tilgængelig udstilling om dette store og komplekse emne. En væsentlig grund til dette tror jeg er, at de har tænkt variation og tilgængelighed i udstillingen.

IMG_2624

Tilgængeligheden kommer blandt andet til udtryk i deres tekstning, hvor de lig de principper den svenske forfatter Magareta Ekarv introducerede i 1990’erne har lavet tekster, der er overskuelige og nemme at skimme.

IMG_2616

Den første tekst er hurtig at læse og sætter fint scenen for udstillingen

IMG_2618

Der er én vej rundt i udstillingen og den bliver man også introduceret til. Som det ses på flere engelske museet kommer tilgængeligheden også til udtryk i, at der er et kort, hvor blinde og svagtseende kan føle sig til opbygningen af udstillingen.

Der er rigtige mange udstillede genstande, over 1300, og der er mange film og installationer, men der er plads omkring mange af elementer, så historierne nemmere kan opleves sammen med andre. Det gør også udstillingen mere tilgængelig for de besøgende.

IMG_2622

Variationen kommer til udtryk på mange forskellige måder. Der er f.eks. fotografier og animationer der bliver vist i flot producerede styrede projektioner, og der er fotografier, som mere lavmeldt er sat op på små metalplade og som de besøgende selv kan bladre i.

IMG_2620

IMG_2661

Der er genstande, som man kan komme helt tæt på og hvis intimitet man nærmest kan føle, som f.eks. breve, der er udstillet.

IMG_2626

Og så er der genstande som overrumpler med deres størrelse, som når rummet åbner sig i skyttegravsafsnittet og man opdager en tysk tank over sig.

IMG_2665

Spil- og aktiveringselementer er der også i udstillingen, og de er fint spred ud. To af de markante aktivitetselementer i udstillingen er henholdsvis analogt og digitalt baseret. Den ene formidler indkaldelse af soldaterne. I et analogt set up kan man lære om sessionen og undersøge sig selv og dem men besøger museet med.

IMG_2629

IMG_2636

Det andet markante element er et større digitalt forsyningsspil, hvor der skal laves sko, medicin, brændsel og meget mere. Der var både børn og vokse i den gruppe jeg besøge museet med, og vi blev alle grebet af aktiviteten, måske også fordi man kunne følge med i hvad de andre lavede og så prøve at opnå sine mål samtidigt.

IMG_2643

IMG_2647

IMG_2648

Stederne med interaktionen er godt placeret. Der er en fin veksling mellem rum med overblik, aktivitetsmulighed og steder med mere fokus på at lukke sig om en historie og enkelte genstande.

IMG_2638

IWM London er bestemt værd at besøge og First World War Galleries et fint sted at se hvordan forskellige virkemidler fornuftigt kan bruges og varieres.

IMG_2672

Portrætter fra krigen og lyden af fred

Ud over First World War udstillingen har IWM også mange andre resurser og initiativer om verdenskrigen. Et er det fine 100 DAYS project, hvor 100 portrætter á 100 ord er blevet lavet i samarbejde med forskellige organisationer og museer. Fine korte fortællinger, der kan læses på:
http://www.1914.org/armistice-100-days/

Et andet projekt fra IWM, er et lydformidlingsprojekt som blev offentliggjort i forbindelse 100 års jubilæet for våbenhvilen og museets aktuelle sæsonprogram Making a new World. Museet har ud fra optagelser ved fronten nær floden Mosel genskabt, hvordan at våbenhvilen lød den 11. november 1918, kl. 11. Optagelsen kan høres her:
https://metro.co.uk/video/imperial-war-museum-approximate-end-wwi-1798600/

En helt simpel lydmæssig fortælling, der meget kontant og enkelt formidler hvad freden betød. God formidling af en virkelighed, og et godt supplement til de fremtidsforhåbninger talerne i dag er fyldt med.

Monumentet Mindeparken Aarhus 11/11 2018

Link:

The Musée de la Grande Guerre i Meaux
https://www.museedelagrandeguerre.eu/

Mémorial de l’Armistice
http://www.musee-armistice-14-18.fr/

Mémorial Verdun
http://memorial-verdun.fr/

In Flanders Fields Museum
http://www.inflandersfields.be/

National Army Museum
https://www.nam.ac.uk/

100 DAYS project
http://www.1914.org/armistice-100-days/

Silent at the end of WWI
https://metro.co.uk/2018/11/07/eerie-recording-reveals-moment-the-guns-fell-silent-at-the-end-of-ww1-8114109/?ito=article.desktop.share.top.link

First World War Galleries, IWM London
https://www.iwm.org.uk/events/first-world-war-galleries

IMG_2676

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Plads til aktivitet – eksempler fra the Design Museum, Norsk Hermetikkmuseum og Bokrijk

Aktiviteter for besøgende er en del af mange museers kærneydelse. Aktivitetstilbuddene er ofte målrettet børn og de er gerne placeret i særlige rum adskilt fra museerne hovedudstillinger. Eksempler på dette er blandt andet de kreative værkstederne på kunstmuseer som Louisiana og ARoS eller børnemuseerne f.eks. i Nationalmuseet i København eller Nordiska Museet i Stockholm.

IMG_2259

Lekstugan på Nordiska Museet i Stockholm

I dette indlæg vil jeg nævne tre på museer af vidt forskellige størrelse og type, der har tænkt aktiviteter ind som permanente tilbud. Ved to af dem, the Design Museum og Hermetikkmuseet, er aktiviteterne en del af det faste udstillingsrum, mens der ved det tredje museum, Bokrijk, er lavet et særligt bemandet område til aktiviteterne.

The Design Museum i London

Det relativt nyåbnede the Design Museum i London er et godt informativt museum. I museets permanente afdelinger sættes der fokus på samspillet mellem Designer, Maker & User. Det gøres der blandt andet gennem udvalgte cases; f.eks. om det omfattende design tilknyttet The Tube, undergrundsbanen i London.

IMG_2957

Et par steder i Designer Maker User udstillingen er der borde og afsnit, som studerende og andre gæster kan bruge. Nogle steder er det bare borde og skriveplads, der frit kan bruges og andre steder er der mulighed for at løse opgaver enten gennem digitale devices eller ved mere hands-on baserede aktiviteter.

IMG_2967

IMG_3010

Områderne er fint integrerede på museet og fungere både som pauseområder og som steder, hvor besøgende i forskellige alder kan diskutere museets emner.

IMG_3011

Norsk hermetikkmuseum i Stavanger

Norsk hermetikkmuseum ligger i Stavangers gamle bydel i en tidligere sardinkonserveringsfabrik. En del af museet er i den gamle fabrik, der er opstillet som den engang så ud, og der er det gennem simple instruktioner for de besøgende muligt at blive aktiveret som fabriksarbejder.

IMG_3459

IMG_3460

I stedet for rigtige sardiner er der bliksardiner og de kan som de rigtige pakkes i dåser og emballeres.

IMG_3462

IMG_3461

Ved fabriksarbejdernes omklædningsrum er det også muligt at prøve fabriksarbejdernes tøj.

IMG_3470

Museet er et fint eksempel på hvordan at rolleleg og indleves er helt integreret i museumsoplevelsen. Hvis jeg havde været det med børn i den rette alder havde vi utvivlsomt kunne brugt timer med at indleve os i fabrikkens oprindelige liv.

IMG_3480

Bokrijk i Genk

Det belgiske open-air museum Bokrijk har i de seneste år opgraderet museet med nye udstillinger og også nye aktivitetsområder. To steder er der åbnet Atelier, dvs. værksteder for gæster, i nogle af museets historiske ladebygninger.

IMG_9875

IMG_9871

Kun ydervæggene er bevaret og inde i bygningerne er der moderne værkstedsfaciliteter, hvor skoleklasser eller familiegrupper kan lave enkle produkter med f.eks. læder, papir, stof og træ eller bage en bolle med en opskrift tilknyttet til museets andre fortællinger.

IMG_9868

IMG_9989

Værkstedsfaciliteterne i Bokrijk er funktionelt lavet med simple introduktioner og lige til at gå til. For fem euro kunne man få sit eget produkt med hjem, som havde en historier tilknyttet museet.

IMG_9990

Da jeg besøgte museet en hverdag i april var der hverken mange skoler eller andre besøgende, men jeg kunne forstå på museets medarbejdere, at det generelt er en meget besøgte aktivitet, både i weekend og i hverdag.

Bokrijk har også indrettet en anden lade i mere moderne stil. Der er der fokus på spil og leg. Det er taget udgangspunkt i historiske lege, men stedet er indrettet moderne. Jeg besøgte det uden børn, men med museumskollegaer og kunne konstratere at også for den målgruppe kunne området aktivere og sætte gang i leg og socialt samværd.

IMG_9864

IMG_9858

I Bokrijk er leg og værkstedsaktivitet delt op. Begge steder er der gjort bevidste valg om rummets brug og jeg synes det fungere godt. Det er underholdende steder og også oplysende områder ved at museets grundfortælling om håndværk og forskellige dele af Belgiens historie er tilstede – både i de bemandede værksteder og i det ubemandede legeområde. 

Værkstedsrum i Bokrijk

Værkstedsrum i Bokrijk. Foto: Frank Pedersen

Link

The Design Museum
https://designmuseum.org/

Norsk hermentikkmuseum
http://norskhermetikkmuseum.no/

Bokrijk
https://www.bokrijk.be/

1 kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie

Verdenskulturarv og museer i Kathmandu

I det hotel i Kathmandu, hvor jeg i de sidste par uger har boet med familien lå der en guidebog, hvor den nepalesiske kulturminister Lava Kumar Devacota havde skrevet i forordet, at ”Visiting Nepal is like visiting an open historical and aecheological museum.” Nepal er et fantastisk sted at besøge, og jeg vil give kulturministeren ret i, at landets historie er noget, der opleves umiddelbart på vejen gennem hovedstaden Kathmandu.

IMG_6180

Swayambhunath, der ligger hævet over Kathmandu

Kulturarvens stærke tilstedeværelse er også noget, som kan ses gennem den generøse tildeling af UNESCO World Heritage Sites i Kathmandudalen. I en frisk Rickshaw-køretur fra vores hotel i byens Thamel bydel kunne man nå ikke færre end fem stykker.

DSC_1966

Pashupatinath

Tre af dem er tydeligt religiøse, Bodnath (buddhistisk), Pashupatinath (hinduistisk) og Swayambhunath (hinduistisk og buddhistisk), og to af dem, Durbar Square i Patan og Hanuman Dhoka Durbar Square (Kathmandu), er både knyttet til religiøs og royal centralpolitisk magt.

IMG_5340

Durbar Square i Patan

IMG_6043

Ved Durbar Square i Kathmandu ligger huset, hvor den levende gudinde Kumari bor, der er en guddom, som særligt var tilknyttet til den kongelige familie i Nepal.

Alle af stederne har en flere hundrede år gammel historie bag sig, der gennem nutidigt religiøs praksis aktivt bliver vedligeholdt den dag i dag.

DSC_0009

Bodnath stupa

Da den imponerende store Bodnath stupa blev beskadiget af jordskælvet i 2015, blev der hurtig samlet midler ind til genopbygningen, og det var også med bidrag fra rige og fattige nepalesere. Det skete ikke kun fordi at monumentet har en historisk betydning for mange tibetanske buddhister, men også fordi, at det gennem sin historie har en aktiv religiøs praktiserende betydning i dag. For god orden skyld skal det nævnes, at de andre omtalte UNESCO site stadig er præget af genopbygningen efter 2015 jordskælvet ligesom mange andre steder i Kathmandudalen også er.

DSC_1098

Stilladser ved genopbygningen af tempel på Durbar Square i Patan

At gå rundt i disse UNECSO kulturarvssteder er rent historieformidlingsmæssig en stor oplevelse, og disse monumenter og bygningskomplekser har også noget mere swung over sig end de danske kulturelle UNECSO verdensarvskollegaer Roskilde Domkirke, Kronborg, Jelling monumenterne, parforce-jagtlandskaberne i Nordsjælland og Christiansfeld. Der er bestemt også noget mere levet liv forbundet med de nepalesiske sites på grund af stedernes aktive og vigtige religiøskulturelle brug den dag i dag.

IMG_6092

De døde brændes ved Pashupatinath og asken skubbes derefter i floden

Det er her de døde brændes, pilgrimsrejsen går til, livets cirkulære betydning bliver genbekræftet og templerne bliver besøgt. Jo vist, Roskilde Domkirke er også et aktivt kirkerum, men på sammen måde som protestantismen i sit ekspressive udtryk kan virke lidt tam sammenlignet med hinduismen og buddhismen, således også brugen af kirkerummet i Roskilde sammenlignet med for eksempel de tusindvis af buddhister, der dagligt cirkuleret omkring UNESCO site stupaerne i Kathmandu eller de mange hinduister, der dagligt bliver brændt som del af begravelsesritualet ved Pashupatinath.

DSC_0297

Bedemøller ved stupaen på Swayambhunath

De omtalte UNESCO verdenskulturssteder er som nævnt bestemt historieformidlende, men de er samtidig gennem deres brugsrumskarakter også umiddelbart uformidlede. Oplysninger kan fås i guidebøger og det er også lokale guide, der med glæde stiller sig til rådighed, men der er ingen skilte eller formidlende installationer, som tager den besøgende ved hånden og fortæller om bygningerne, religiøse skikke og gudeverdenen. Kulturarven og historierne er en del af dagligdagen for lokale brugere af stederne og dermed implicit noget de kender. Derfor er der ikke brug for information. Denne begrænsede formidling er også noget, som ses på museerne ved stederne. To museer, der ligger ved UNESCO stederne Swayambhunath og Durbar Square i Patan er henholdsvis Swayambhu Buddhist Museum og Patan Museum.

IMG_6200

Swayambhu buddhistiske museum

Swayambhu Buddhist museum

Jeg har set en del museer i mit liv og det buddhistiske museum på Swayambhu højen tager nok prisen som det mest underformidlede museum, jeg endnu har besøgt. Museet er ikke stort, men museets titel og en angivelsen af en boks til donation er dén tekst man kan møde på museet. Til gengæld er de formodentlige vigtige buddhistiske figurere og statuer, som udstilles sat ind bag et tremmegitter, samt støvet og upudset glas. Flere af dem er også vist i modlys med vinduer bag sig og de er ikke belyste forfra, så der er også ret svært at se genstandene ordentligt.

IMG_6204

Swayambhu buddhistiske museum med en pose ris, der hviler sig op at en af museets montre.

Det var et par Buddhafigurere uden for montren, som der så var ofret ris og farver ved. Det er til gengæld en praksis som sjældent ser på vestlige museer.

IMG_6211

Swayambhu buddhistiske museum

Patan Museum

Patan Museum er lavet i et samarbejde med et østrigsk konsortium og udtrykket på museet har også et præg, der er meget mere lig det som ses på museet i Europa.

IMG_5304

Patan Museum

Museet viser en fin samling af gudefigurer tilknyttet Durban Square i Patan og fortæller også om håndværket bag figurerne og stedet.

IMG_5312

Montre der viser  faserne i produktionen af et forgyldt Buddhahoved

Dele af museet var lukket på grund af jordskælvet i 2015. Det er ikke er museum med installationer eller interaktivitet, som det ellers ofte ses på mange kulturhistoriske museer i dag, men museet har fint arrangerede rum, hvor der er tænkt over farver og belysning.

IMG_5325

Patan Museum

Ved genstandene er der oftest enkle tekster, der forklare om de omtalte guder eller håndværk. Som europæer havde jeg meget nemmere ved at afkode dette sted og nyde de æstetiske valg, der var gjort.

IMG_5309

Patan Museum

Museer og kulturarvssteder

Kulturhistoriske museer er søgen efter historier, sammenhænge og forklaring på levet liv hos forskellige mennesker og til forskellige tider. Bud på disse forklaringer og sammenhænge ses også ved de historiske bygninger og miljøer, der er blevet klassificeret som UNESCO World Heritage Sites. Mellem de gamle fantastiske flotte bygninger i Nepal og deres omhyggelige træarbejde, stenudsmykninger og den arkitektur og de rum, der bliver vedligeholdt og brugt, er historien present. Det er historieformidling i det offentlige rum og formidling ved steder som også i dag aktivt bliver brugt af mange i deres religiøse-kulturelle liv.

IMG_6285

Tajeju templet på Durbar Square i Kathmandu er normalt lukket, men havde i anledning af Dashain åbent en dag og køen for at komme ind i templet var over 1 km lang.

I den vestlige verden ses disse historisk kulturelle forklaring på sammenhænge oftest bedre eksplicit forklaret på museer. En umiddelbar nærliggende grund til, at de historier mere bliver fortalt på museerne kunne være, at det vestlige samfund har været under en rivende udvikling, og der er så meget som ikke længere er genkendeligt historie i dagligdagen. For at de historier skal bevares skal de derfor på museum og for at kunne forstås skal de have tilføjet forklaringer.
Jeg tror kun det er en del af forklaringen, da udvikling i et land som Nepal og mange andre udviklingslande også går rivende stærk. Jeg besøgte Nepal for 20 år siden og rigtigt meget er sket; nyt er blevet bygget og den digitale udvikling har ligesom i resten af verden ført grundlæggende ændringer med sig.
I Europa, USA og Australien er der derudover også masser eksempler på at nutidige historier, der stadig er referencer til i dagligdagen også bliver udstillet og vist, og at der i udstillinger om disse emner også er professionelt og velgennemførte formidlende og kontekstualiserende lag.

DSC_0582

Museum of Liverpool er en af de rigtigt mange museer, som er gode til at formidle samtidshistorie.

Jeg tror, at der er en anden og ligeså vigtig forklaring på, at sammenhænge og kulturhistorier i Vesten mere er fremhævet og bedre er formidlet på museer. Det er, at det er en formidlingsform som er dyrket og praktiseret mere i den del af verden. Den er blevet forfinet gennem øvelse og erfaringer, det er skabt et publikum omkring museernes kontekstualisering af historie og kultur og der er en bred offentlig anderkendelse af dettes værd. Dermed er der også skabt en økonomisk rame og et incitament til at gøre det bedre hele tiden.

DSC_1132

Patan Museum

Ved tre af de fire omtalte UNESCO site er der entrebetaling, som så også er varieret i forhold til hvilket land man kom fra. Det er en god måde at skaffe midler til at vedligeholde de store bygningsmasser. For os ikke-aktive bruger af stedernes kultur kan viden om stederne godt fås gennem guidebøgerne og rundvisninger, men med få midler er der helt klart mulighed for at forbedre en udfoldelse af historierne ved stederne – ved det buddhistiske museum i Swayambhunath for eksempel bare ved at hænge en tekst op og pudse vinduerne.

IMG_6215

Noget der var godt ved Swayambu Buddhist Museum er udsigten fra hoveddøren

1 kommentar

Filed under Diverse, Kulturhistorie

European Museum Acadamy’s Award 2018 og to museer med fokus på svære historier – War Childhood Museum og Kazerne Dossin

I sidste uge blev European Museum Acadamy’s DASA Award og Luigi Micheletti Award udelt ved en konference i Den Gamle By i Aarhus, der selv modtog Luigi Micheletti prisen for to år siden.

EMA 2018 Den Gamle By

DASA Award og Luigi Michiletti Award blev uddelt i Helsingør Teater i Den Gamle By den 22. september 2018. Foto: Mathilde Bech.

Ved konferencen deltog der omkring 40 museer og folk fra 25 forskellige lande. Dagene i Aarhus var først og fremmest præget af, at der ville være et håndfuld museer som ville få priser eller udmærkelser, men konferencedelen af prisuddelingen var også værd at deltage i. Den gav et komprimeret overblik over nogle af de nye museumsprojekter, der foregår lige nu i Europa.  Omkring 20 museet var indstillet til priserne og de gav hver en introduktion til deres museum i pecha kucha formatet med 20 slides á 20 sekunder.
Der var mange spændende projekter og udstillinger. Jeg vil her nævne to museer, der begge arbejde med alvorlige emner, som de satte en ære i at få fortalt og gjort aktive for civilsamfundet.

War Childhood Museum i Sarajevo

Det ene er var War Childhood Museum i Sarajevo i Bosnien-Hercegovina. Før det blev et museum var projektet en bog, hvor der var samlet barndomserindringer fra borgerkrigen i Ex-Jugoslavien i 1990’erne. Bogen udkom i 2013 og i foråret 2017 åbnede museet.

war childhood museum

Foto: War Childhood Museum

Museet dokumenterer barndomsminder fra børn i både Bosnien, Serbien og Kroatien og har også fokus på at indsamle historier fra børn fra andre konfliktzoner. Udover at indsamle historier og genstande og at vise dem gennem, digitale eller fysiske udstillinger har museet også et tredje ben, uddannelse, hvor de er ude på skoler, i lokalsamfund for at lave debataftener og hvor de også sætter initiativer i gang for at kunne tilbyde psykologhjælp til folk, der er blevet traumatiserende i deres barndom på grund af krig.

Diagram War Childhood Museum

War Childhood Museum’s tre hovedområder. Slide fra museet præsentation ved konferencen.

Psykologhjælp til traumatiserende er et særsyn hos et museum, men War Childhood Museum har også et missions- og visions-statement, der har en alvor, som få andre museer kommer på højde med:

The mission of the War Childhood Museum is to continuously and in accordance to the highest standards document and digitize materials related to growing up in the war, and to present the archived materials throughout various media channels in order to educate a broad audience about this experience.

The vision of the War Childhood Museum is to help individuals overcome past traumatic experiences and prevent traumatization of others, and at the same time advance mutual understanding at the collective level in order to enhance personal and social development.

War Childhood Museum fik ikke nogle pris denne gang, men fik tidligere i år Europarådets museumspris.

DSC_0080

Kazerne Dossin i Mechelen

Et andet museum der også har fokus på svære emner er Kazerne Dossin i belgiske Mechelen, der ligger ved den bygning, hvor over 25.000 jøder blev deporteret fra Belgien og til de nazistiske koncentrationslejr. Jødeudryddelsen er et centralt emne for museet, men det er også en museum om menneskerettigheder. Undervejs i museet er der perspektiver om blandt andet diskrimination, folkeforfølgelser og undertrykkelser uden at det er en forfladigelse af emnet eller af holocaust.

DSC_0070

Jeg besøgte museet i foråret og kunne ved selvsyn opleve, at der er et sted, der bruges rigtigt meget af skoleklasser. I præsentationen af museet på konferencen i sidste uge blev der også fortalt, at museet også har særlige programmer for det belgiske politi. Det er oftest dagsprogrammer, hvor politibetjentene først bliver præsenteret for det belgiske politis rolle i forbindelse med jødeaktionerne i 1940’erne. Der, på sikker tidsmæssig afstand, kan betjentene så diskuteres hvad der var embedsmæssigt korrekt og moralsk rigtigt eller angribelig. Bagefter gennemgås der eksempler af nyere dato, hvor diskussionerne så bliver sværere, da det jo pludselig omhandler de daglige situationer, fordomme og moralske valg som politiet dag må forholde sig til og som de også kan være en del af. Museet er også en af initiativtagerne til projektet Connecting Law & Memory, der er et netværk, hvor viden om undertrykkelse bruges til at styrke personer i offentlig tjeneste.

IMG_5120 Dossin

Museumsdirektør Christophe Busch fortæller om Kazerne Dossins særlige forløb for politibetjente.

Det er et stærkt eksemplet på et museum, der bruger sin viden og historier til at stille sig til rådighed for samfundet og også hjælpe en vigtig samfundsfunktion, her politiet, til at reflektere mere over deres praksis og handlinger.
Kazerne Dossin var et af de fem museer, der blev shortlistet til årets Luige Micheletti Award.

Prisuddelingen

De to hovedpriser, DASA Award og Luigi Micheletti Award, blev uddelt til henholdsvis SMAC – Staatliches Museum für Archäologie i tyske Chemnitz og Chaplin’s World, der ligger i Corsier-sur-Vervye i Schweitz. Der så også ud til at være to meget gennemføret museet med en høj kvalitet, i både fortællingerne og i brugen af virkemidler. En beskrives af de to museer og de andre shortlistede museer er i dette blogindlæg: http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/2018/09/25/europaeiske-museumspriser-blev-uddelt-i-den-gamle-by/

IMG_4974 ed

Glade portugisere fra The Roman heritage: PO.RO.S modtager en Heritage in Motion pris.

Udover DASA Award og Luigi Micheletti Award blev Herigate in Motion’s priser også uddelt, der er priser til museumsprojekter, som indtænker digitale eller filmiske løsninger. De nomineret var 11 ambitiøse, film, apps og digitalt orienterede installationsprojekter. Hovedprisen, The Best Achievement Award 2018, gik til portugisiske The Roman heritage: PO.RO.S – Museu Portugal Romano em Sicó, der også så ud til at være en udstilling, der havde fået fuld skrald i forhold til brugen af digitale installationer og filmeffekter.


The Roman Heritage: PO.RO.S – Museu Portugal Romano em Sicó from M&A Digital Marketing on Vimeo.

European Museum Academy’s konference og prisuddeling 2018 i Den Gamle By gav god inspiration, og mindede en om, hvor lidt tid der er i forhold til hvor mange lækre museumsoplevelser, som venter derude.

Link

Motion in Heritage vinderprojekterne og de andre projekter, som deltog i den konkurrence:
https://heritageinmotion.eu/himedition/submissions-2018

European Museum Academy’s pressemeddelelse om vinderne i 2018:
http://europeanmuseumacademy.eu/ema-awards-announced/

Blogindlæg fra Den Gamle By om European Museum Academy konferencen og prisuddelingen 2018:
http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/2018/09/25/europaeiske-museumspriser-blev-uddelt-i-den-gamle-by/

War Childhood Museum i Sarajevo
https://www.warchildhood.org/

Kazerne Dossin i Mechelen
https://www.kazernedossin.eu/EN/

Connecting Law and Memory samarbejdet
http://connectinglawandmemory.eu/

1 kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Seminar og konference

Det offentlige rum – Bydrømme i Aarhus og Det offentliga rummet i Hässelholm

IMG_3734 (2)

Mange museer bringer også deres historier ud i det offentlige rum. Når det sker som en udstilling ses det mange gange i form af, at der laves plancher med billeder og tekst, som i en periode så placeres i byrummet. Eksemplerne er mange.

IMG_1607

Udstilling i Brno i maj 2018, der markere 100 året for etableringen af Tjekkoslovakiet

IMG_4019

Udstilling om Aarhus Havn som Aarhus Stadsarkiv havde placeret ved havnen, mens der i august 2018 blev afholdt VM i kapsejlads

L IMG_6931

Naturhistorisk Museums Urban Habitat udstilling, der i sommeren 2017 er del af Aarhus 2017, den europæiske kulturhovedstad

Det er også eksempler på nogle museer, der udfordre genren enten ved at iscenesætte udstillingen så den mere ligner et rum i et museum eller ved at gå den anden vej ved at vise de udstillede værker/genstande på en måde, der mere er lig anden brug af det offentlige rum. Det første type opstilling oplevede jeg i sommers på stationen i svenske Hässelholm og den anden type er det muligt at opleve i disse uger i Øgadekvarteret i Aarhus.

IMG_4108

Det offentliga rummet

Det offentliga rummet er en kunstudstilling på togstationen i Hässelholm. Udstillingen indeholder en række godt reproduktioner værker fra Sveriges store kunstmuseum Nationalmuseum i Stockholm.

IMG_3727

I udstillingen er der en række temaer som ”Gemanskab och anomymitet” og ”Kontrovertioelt eller korrekt” som man kan læse mere om mens man venter på toget og man kan også høre udstillings kurator Per Hedström fortælle om temaerne og nogle af værkerne i appen Det offentliga rum / Public Space (en del af Nationalmuseums app). Projektet er lavet i er samarbejde mellem Jernhuset, som administrere stationen og Nationalmuseum.

IMG_3730

Bydrømme

Den 8. august 2018 åbnende Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By udstillingen Bydrømme – Aarhus-plakater af Thomas Kruse. Udstillingen markere Thomas Kruses 75 års fødselsdag og vises tre steder: I Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By, i foyeren i kulturhuset Godsbanen og i byrummet i Øgadekvarteret.
På museet vises udstillingen som en del af museets permanente udstilling Genkendelsens glæde som viser ældre danske plakatklassikere af f.eks. Aage Rasmussen og Arne Ungermann til plakater af nulevende større danske plakatkunstnere som Per Arnoldi, Finn Nygaard – og Thomas Kruse.

IMG_4143

IMG_4149

I Foyeren i Godsbanen, hvor der er gratis adgang vises de fleste af udstillingens plakaterne, i alt 125 styk.

IMG_4078

Bydrømmeudstillingen på Godsbanen

IMG_4057

Linoleumstryk og rockmusik – ved åbningen af udstillingen var der musik fra Røde Mor, en kunstnergruppe Thomas Kruse selv var medlem af i 70’erne.

Et særligt element ved udstillingen er den del, som er i Øgadekvarteret i Aarhus, Thomas Kruses eget hood. Der vises der i alt plakater 10 steder i en rute fra Børnenes Jord og til Den Gamle By. Plakaterne er samlet nogle stykker af gangen og er sat på plankeværker og husfacader og bliver dermed præsenteret som plakaten gerne er tænk: Som kommunikation i det offentlige rum.

IMG_4127

Hvor udstillingen på museet gerne tager en gentand fra virkeligheden og inde på museet så må forklare konteksten, så tager denne museumskuraterede udstilling værker og placerede dem i den kontekst værkerene er skabt til: Byrummet. Og for Thomas Kruses plakater er i særligt grad gældende i Øgadekvateret, da det er et sted hans plakater ofte ses som del af byrummet. Da jeg forleden var rundt i kvarteret for at se udstillingen støtte jeg også på andre Thomas Kruse plakater, der var hængt op fordi de skulle gøre det plakater kan: Skabe opmærksomhed om et emne/begivenhed/produkt mv.

IMG_4103

På “Kig lige her” standeren ved Børnenes Jord er der Thomas Kruse plakater som gør opmærksom på arrangementer i lokalområdet

IMG_4104

– og længere nede af planleværker er der Thomas Kruse plakater som del af Bydrømme-udstillingen

Udstillingen Bydrømme – Aarhus-plakater af Thomas Kruse kan ses på Godsbanen frem til 29. august 2018 og i Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By og i Øgadekvaterets byrum frem til 30. september 2018.

IMG_4089

Link

Det offentlige rummet:
https://www.nationalmuseum.se/utst%C3%A4llningar/p%C3%A5-annan-plats/det-offentliga-rummet

Bydrømme – Aarhus-plakater af Thomas Kruse:
https://www.danskplakatmuseum.dk/udstillinger/bydroemme-aarhus-plakater-af-thomas-kruse/

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Fiktion på svenska

Fiktive figurer fra film og bøger kan også være gode historier i attraktioner og på museer. Fiktion er kærnen i en af Europas mest besøgte forlystelse, Disneyland Paris. Filmindustrien har stort anlagte besøgssteder som Universal Studios Florida og Disney’s Hollywood Studios i USA, Warner Bros.´s The Making of Harry Potter i England og der er lavet ambitiøse særudstillinger som f.eks. The Hunger Games – The Exhibition, som jeg før har skrevet om her på bloggen: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/11/11/udstillinger-om-fiktion-the-hunger-games-og-the-making-of-harry-potter/

Junibacken DSC_0030

Villa Villekulla i stockholmske Junibacken

Det er en genre, de også er gode til i Sverige. Der har de for eksempel to meget velfungerende forlysteler dedikeret til landets store børnebogsforfatter Astrid Lindgren: Astrid Lindgrens Värld i smålandske Vimmerby og Junibacken i Stockholm.

Astrid Lindgrens Värld og Junibacken

Astrid Lindgrens Värld gør noget af det som Lindgren selv gør godt i hendes bøger: tager legen og børnene seriøst. Parken er opbygget med en række skuespil, hvor man kan møde karaktererne og se små situationer fra bøgerne, men så er der også gode legepladser og gode situationer før og efter spillene, hvor figurerne interagere med gæsterne. Det er store ting, når Pippi står lyslevende for en 3 årig, og når man kan lege med Ronja og hendes fars røverbande. Det virker og for mine danske unger kunne de evt. sprogvanskelighederne nemt glemmes, der mit i legen og oplevelsen.

Naja og Pippi

Treårige Naja I tæt dialog med Pippi

Junibacken er bygget op om to elementer. Fortælling og leg. Fortællingen sker primært gennem Sagotåget, en meget poetisk tur gennem Astrid Lindgrens bøger. Man bliver sat i en vogn og kommer på 10 min. forbi universer som Emils Katholt, Tvebaks Kirsbærdalen, Ronjas Matisborg, Madickens Junibacken og meget andet. Astrid Lindgren var selv meget engageret i skabelsen af Junibacken, og den speak man hører på turen var det sidste manuskript Astrid Lindgren nåede at lave.

Junibacken

Billede fra Sagotåget i Junibacken. Foto: CeBepuH fra flickr

Turen slutter ved at man bliver sat af ved Pippis Villa Villekulla som er et legested, undtagen når der er skuespil a la i Astrid Lindgrens Värld, hvor Pippi, Annika og Tommy optræder. Ud over disse miljøer er der en fin og meget børneorienteret restaurant, en yderst velassotieret børnebogshandel og et legeområde/udstilling. Første gang jeg var på Junibacken var legeområdet dedikeret til bøgeren om LasseMajas detektivbureau og da jeg i juni i år var forbi var legeområdet med henvisninger til mange af de svenske børnebøger, bl.a. Alfons Åberg, Lasse og Maja, figur fra Jan Lööf og Mulle Meck.

IMG_2375

Junibacken og Astrid Lindgrens Värld er ligesom Disneyland og The Making og Harry Potter attraktioner bygget op om et fiktivt univers, bare med poesi og en behagelig svensk sødme. Noget som jeg har lagt mærke til andre steder i nabolandet er at fiktive figurer også flittigt bruges som ekstra elementer på museer og dyreparker.

Jan Lööf i Teknikland

Et af de første gange jeg mødte et fiktionsunivers på et svensk museum var i Teknikland nær ved Östersund i Jämtland. Teknikland ligger i det nedlagte Optand flyvestation og er et teknisk og militærhistorisk museum med fokus på leg og læring.

DSC_0511

Da jeg besøgte museet i juni 2014 var der mellem flyene, de gamle busser, radioerne, aktivitetsområder og militærhistorie et par installationer, som tog afsæt i Jan Lööfs børnebogsuniverser. Det var installationer museet havde lånt fra en legeområde/udstilling på Junibacken om Jan Lööf, og ifølge en af museets medarbejder var installationerne kommet til Teknikland fordi Jan Lööfs universer ofte er teknikorienterede og fordi de gerne ville styrke museet tilbud til børn, der er en af stedets primære målgrupper.

IMG_3374

Lööfsk Min morfar er sørøver setting i Teknikland

Fantomet på Järnvägsmuseet

Hvis man i denne sommer kommer forbi Järnvägmuseet i skånske Kristianstad bliver man udover lokomotiver, togvogne og modeljernbaner også mødt af en særudstilling om Famtomet – ånden der vandre – og en af seriens markante tegnere Wilson McCoy. Da jeg var en knægt var Fantomet en af de store serie, men i Sverige havde, og har, serien en endnu større popularitet.

IMG_3805

Udstillingen i Kristianstad er noget teksttung, men et fint (og lidt mærkeligt) element ved den er, at en af godsvognene i den permanente udstilling er lavet om til Fantomets Dødningegrotten. Derinde i grotten/godsvognen er der Fantomblade som man kan læse (det er der også flere andre steder på museet) og der er montre med nogle af de ting som forskellige generationer af Ånden der vandre ifølge det fiktive univers har fået eller skaffet sig. Der udstilles blandt andet Cæsars laurbærkrans, en pind fra Noahs ark, Alexander den Stores diamantbægre og den slange som dræbte Kleopatra og som sande Fantomkendere vil vide, at det 13. Fantom kom i besiddelse af, da han blev tvunget med på Napoleons felttog i Ægypten. Det er lidt fjollet og en fin leg med fiktion og udstillingsmediet.

IMG_3766

IMG_3763

Da jeg forlod museet spurgte jeg en frontpersonale-medarbejder om hvorfor at en særudstilling om Fantomet havde fundet vej til et jernbanemuseum i Skåne og fik først den lidt tøvende forklaring, at der jo var flere tog i Fantomserien og så bagefter en mere overbevisende betragtning om, at Fantomet kom frem i Sverige i 1950’erne samtidigt med at modeljernbane også gik sin sejrsgang på drengeværelserne, og at museet har vurderet, at der er et sammenfald mellem folk der i dag elsker tog og modeljernbaner, og folk som synes Fantomet bare var en god serie. Fælles målgruppe – det er jo en reel snak. Min observation på museet den eftermiddag i Kristianstad var også, at de fleste af de besøgende så ud til at kunne have leget med modeljernbaner for årtier siden og også at have nærlæst Fantomblade.

IMG_3793

Frode Får og Muldvarpen (der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved) i Skånes Djurpark

Sommerens tur rundt i det svenske bragte også min familie forbi Skånes Djurpark. Det er en dyrepark med skandinaviske dyr, ifølge deres markedsføringsmateriale den største af slagsen, og så er det en attraktion, der har fokus på aktiviteter til børn. Dyreparken har flere store anlæg for ulve, bjørne. los, vildsvin, elge m.v. og som det kan være med disse store anlæg, så kan dyrene faktisk være lidt svære at få øje på, da de ikke har noget imod at gemme sig for menneskerne eller søge skygge, når man som os besøgte dyreparken en julidag med bragende sol. Skånes Djurpark skal have den ros, at de fint prøver at kompensere for det vanskelige ved at se deres dyr ved at have en vandland for de yngste, en trævandringsbane for de lidt større, legepladser og et par steder, hvor de bruger kendte børnefortællinger med dyr til at engagere børnene og fortælle historier.

IMG_3683

I parken kan man blandt andet følge et spor med den populære tyske børnebog Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved. Som titlen siger er narrationen i bogen, at en muldvarp går rundt til forskellige dyr for at finde ud af hvem, der har skidt på den indtil at den – spoiler alert – får nogle spyfluer til at fortælle hvem synderen er. Denne fortælling bruger dyreparken til at lade sider fra bogen i stor størrelse være ved udvalgte dyr fra fortællingen sammen med lidte ekstra information om dette dyr og en replika af de udvalgte dyrs lort, som man så kan røre. En fin rute og motivationsfaktor til at komme rundt til gårdens dyr.

IMG_3679

IMG_3681

Et mindre pædagogisk orienteret tiltag, som er åbnet sidste år i Skånes Djurpark er en afdeling om den engelske animationstegnefilm Shaun the Sheep eller Frode Får som serien hedder på dansk.

Serien er skabt af animationsfirmaet Aardman, der også står bag de fine Wallace og Gromit film, og familier med børn i førskolealderen vil kende det kloge får, den godmodige hund, hans mindre begavede ejer, de ondsindene griser og andre karakterer i universet.

IMG_3628

I denne del af dyreparken er der en traktorbane, hvor man køre rundt og møder karaktererne, der er lidt udstilling med absurde props som får smilet frem hos forældrene og så er der selveste Shaun the Sheep, som man kan kramme og få taget et billede sammen med.

IMG_3621

IMG_3617

Fiktive figurer på museer og dyreparker som ellers dyrker at have at gøre med ”virkelige” personer og dyr i kultur- og naturhistorien får en til at overveje den kontrakt stedet har med sine gæster og den kontrakt der er om stedet fortællinger. Eksemplerne fra de tre steder viser forskellige muligheder for brugen af de fiktive figurer. Det kan være som pædagogiske hjælpemiddel som tilfældet er ved Muldvarpen eller som underholdningselementer som ved Frode Får. Og så kan der også være sammenfald i emner og ikke mindst modtagergrupper som ved i Fantomet i Kristianstad og Jan Lööf i Jämtland.

IMG_3610

De fiktive universer er jo for gæsterne fortællinger, ligesom museets andre historier også er, og hvis de fiktive fortællinger er populære nok, så kan de indeholde populærkulturelle figurer, der er mere kendte end nogle af museets andre elementer. De kan dermed kan være med til at åbne organisationen og dennes fortællinger op.

Personlig synes jeg brugen af det fiktive er stærkes, når den som i Muldvarpens tilfælde bliver tæt knyttet til organisations kærnefortælling, men de andre steder er fortællingerne også med til at give noget mere til besøget.

IMG_3751

Link

Astrid Lindgrens Värld:
http://astridlindgrensvarld.se/

Junibacken:
https://www.junibacken.se/

Teknikland:
http://teknikland.se/

Järnvägsmuseet i Kristianstad:
http://www.regionmuseet.se/upplev-hos-oss/jarnvagsmuseet.html
Særudstillingen om Fantomet kan ses frem til 9. september 2018

Tidligere indlæg om brug af fiktion, The Hunger Game og Harry Potter:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/11/11/udstillinger-om-fiktion-the-hunger-games-og-the-making-of-harry-potter/

Tidligere indlæg om Junibacken:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2014/08/09/leg-pa-svensk-besog-pa-junibacken_skansen-og-jamtli/

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie, Naturhistorie, Udstilling

Nina Simon og det relevante museum

I 2016 udkom en bog af Nina Simon med titlen The Art of Relevance. Fem år tidligere var museumsbloggeren og aktivisten Nina Simon blevet direktør for MAH, Museum of Art and History i Santa Cruz og et fokusområde for hende har været at få museet til at betyde mere for flere. At gøre museet mere relevant. Inden Nina Simon blev direktør på MAH havde hun været medarbejder og konsulent på en række udstillings- og museumsprojekter og havde brugt den erfaring og de historier hun mødte til at blogge om det på museumsbloggen: Museum 2.0 og så også at samle flere af betragtningerne i 2010 i bogen The Participatory Museum.

IMG_3293

Og ligesom ved forgængeren var The Art of Relevansce et projekt, hvor hun har brugt sine forbindelser og har lyttet til andre. Gennem egne projekter og observationer og hendes Museum 2.0 blog læsere samlede hun materiale ind om relevans. På samme måde som The Participatory Museum er det også både en fysisk bog der kan købes, og en hjemmeside, hvor bogen gratis kan læses og hvor det er muligt selv at bidrage med historier.

The Art of Relevance

The Art of Relevance er en let læst bog med nogle gode pointer og en række cases, hvor begrebet relevans undersøges.
Relevans bliver nogle gange bare defineret at ting er relevante hvis de bare handler om noget nogen kender eller som de godt kan lide. Men i følge Simon skal der noget mere til hvis relevansen skal betyde noget. Det skal handle om noget man kan se sig selv i og være noget man også blive bevæget over, få en ny indsigt omkring og blive beriget af.
Nina Simon støtter sig til de to kognitionsforskere Diedre Wilson og Dan Sperber. De definere at relevans ud fra to kriterier:

  • Hvor sandsynligt de nye information stimulere en “positiv kognitiv effekt” – føre til nye konklusioner, der betyder noget for dig.
  • Hvor meget indsats der skal til for at opnå og absorbere de nye information. Jo lavere indsatsen er, desto højere er relevansen.

Når nogle føler, at de er blevet beriget af noget – ja så er det noget relevant for dem. Fra afsenderen kræver det, at vi har noget reelt at vise og sige, og at vi tænker os om hvad folk får ud af vores historier. Det kræver en vis dybde i det vi tilbyder.
I forhold til dybde og fokus er det helt anderledes i forhold til modtagerne. Informationen eller behovet for at blive klogere, gøre noget mv. skal ifølge Simon (og Wilson og Sperber) så nemt som muligt kunne blive imødekommet, for ellers er der større chance for modtageren vælger det fra – og dermed får informationen ikke få den kognitive positive effekt for modtageren som den kunne have (Simon, p. 32-35).

Relevans og kognitiv belønning

Relevans som positiv kognitiv belønning på et museum er der mange eksempler på. Jeg oplevede det selv tidligere på året i forbindelse med en spørgeundersøgelse vi gennemføre i Den Gamle By. Jeg interviewede i den forbindelse en 20 årig kvinde, der en måneds tid før interviewet havde besøgt museet. Jeg spurgte hende blandt andet om hvilken museumsoplevelse af alle dem hun kunne huske, som havde gjort størst indtryk på hende. Hun svarede til min overraskelse og samtidigt store glæde, at det må være første gang hun besøgte Aarhus Fortæller, Den Gamle Bys permanente udstilling om Aarhus, der var åbnet i april 2017. Hendes begrundelse var ”Det er jo en kærlighedserklæring til Aarhus denne her udstilling, det rørte mig rigtigt meget.” Med til historien er, at den 20 årige lige var flyttet tilbage til Aarhus og skulle starte på sit nye studie. Aarhus skulle nu til at blive hendes by. Min tolkning er, at den tydelige glæde hun havde over udstillingen skyldtes, at den kunne bekræftede hendes tilhørsforhold til byen og af Aarhus Fortæller gav hende en forståelse af byen, som hun kunne bruge lige på det tidspunkt i hendes egen livssituation. Derfor gjorde udstillingen hende både mere vidende og glad.

IMG_6890

I Aarhus Fortæller er et populært element kortet i gulvet, hvor Aarhus kan undersøges.

Et anden spændende og lidt uventet information jeg fik gennem interviewet var, at hun nu var blevet årskortsindehaver fordi, at kaffen ikke var dyr i museet konditori, og da årskortet galdt for to personer så kunne hun invitere veninder til kaffe på dette særlige sted. Det har måske ikke så meget med relevans at gøre, men viser, at betydningen af servering, mad og drikke aldrig skal undervurderes.

Lav indsats giver belønning

For den 20 årige kvinde var indsatsen for at modtage oplevelserne i Aarhus Fortæller tilsyneladende så tilpas lav til, at det ikke var en hindring. Omkring modtagelse af en potentiel givende historie oplevede jeg selv det modsatte i maj 2017. Der var jeg i Zagreb og besøgte en af byens mere roste museer: The Museum of Broken Relationship. Ideen med museet er simpel og umiddelbart meget fængende. Folk fra hele verden deler deres historier om tabt kærlighed enten virtuelt på hjemmesiden https://brokenships.com/ eller på museet i Zagreb eller søstermuseet med samme navn i Los Angeles. Hjemmesiden og den mere kuraterede bog The Museum of Broken Relationships er fyldt med gribende fortællinger, hvor formen er enkelt. Et billede af en genstand og en tekst skrevet af bidragyderen om, hvorfor denne genstand repræsentere forholdet eller tabet.

IMG_5940

På museet i Zagreb er det nogenlunde samme princip med en fysisk genstande og så den der har doneret genstandens historie til objektet. Museet er meget populært, men for mig fungerede det ikke. Det var meget tekst at læse, teksterne var ikke sat op med en stor skriftsstørrelse, lyset var ikke optimalt og der var mange andre folk, der også gerne ville se med der hvor man stod. De grunde gjorde, at der for mig ikke var ro nok til at fange de meget personlige historier som var i udstillingsrummene i Zagreb. Insatsen for at modtage var for mig for høj, jeg valgte fokus på historierne fra og gik over til et mere overfladisk skanning-mode uden dermed at blive berørt af historierne og af den grund kognitivt belønnet. Der er utvivlsom mange andre som på The Museum of Broken Relationship i Zagreb ikke oplever de irritationsmomenter om lys, skriftstørrelse og tekstmængder som jeg havde, men jeg tror bestemt ud fra Wilson og Sperbers betragtninger, at netop den måde nogle museer sætter tekstinformation op på kan føre til, at indsatsen for at modtage informationen bliver for stor i forhold til den belønning vi som museumsgæster tror vi får. Teksten bliver en for stor indsats for museumsgæsten til at en belønning kan opnås.

IMG_5944

Fra Museums of Broken Relationship i Zagreb.

To vildfarelser om relevans

Et godt element ved The Art of Relevance er, at Simon forskellige steder stiller spørgsmålstegn ved bruger af begrebet relevans og udfordre nogle af antagelserne om begrebet. Hun går blandet i rette de to standpunkter 1) at det man laver er relevant for alle, da det jo handler om livet i dag og 2) at relevans ikke er et relevant parameter, da folk jo gerne vil gå efter det unikke, det overraskende.
I forhold til at alt er relevant er Simons argument ganske simpel, at man som afsender jo ikke kan diktere hvad der er relevant for andre. Der er ikke noget som er universelt relevant, men der er noget som er relevant for nogle bestemte. Museets historier kan forstås af mange, men det gør dem ikke relevant for mange – og det spørgsmål man som institution kan stille sig selv er, hvem man ønsker at være relevant for?
Simon argumenter også imod synspunktet, at det med relevans ikke er vigtigt, fordi når man lavet noget unik og særligt så finder gæsterne jo frem til en – det er jo det anderledes de vil have og det anderledes som giver de helt store oplevelser. Simon skriver, at vi nok alle har hørt historier eller selv har oplevet at man pludselig fandt noget man ikke havde mødt før og som gjorde en særligt begejstret: en kunstform som f.eks. opera, et forfatterskab, en kunstner osv. Lynet slog ned og nye interesser og indsigter opstod. Det sker, men ved at gå ned i de historier er der gerne en som tog vedkommende med i operaen eller noget andet som hjalp vedkommende hen mod oplevelsen – nogle, som troede på at det kunne have en relevans. En anden pointe fra Simon i den forbindelse er, at vi som kulturinstitutioner ikke bare kan sidde og vente på at lynet slår ned i tilfældige evt. nye kulturbrugere. Det gør det for sjældent og vores arbejde er for vigtigt til, at vi ikke prøver at gøre det relevant for flere (Simon, p. 40-44).

Insiders og outsiders

Et billede, som Simon vender tilbage til i The Art of Relevance er, at relevans er en nøgle, der åbner op til rum, hvor der er indsigt og oplevelser, som giver mening. En anden metafor om rum som Simon bruger er, at der i forhold til relevans er to typer personer: insiders og outsiders. Insiders er dem, der allerede er inde i rummet, elsker det og beskytter det og outsiders er dem, der ikke kender det endnu og kan føle sig usikre ved at skulle gå ind i rummet og måske også uvelkomne inde i rummet.
Simon påpeger, at en meget vigtig faktor for at byde i outsiderne indenfor er insiderne. På muserne og mange andre institutioner er der ofte fokus på indholdet: kunsten, naturen og historierne og det indhold tænker insiderne jo er for alle, men de ser ikke altid på hvem de selv er. For outsiderne er folkene i rummet ligeså vigtige som rummets indhold. Simon bruger denne pointe til at anbefale, at institutionerne skal gå udenfor institutionen og lære af og involvere de potentielle brugere, de forskellige communities, de outsidere som kan blive til nye insidere. Det er en tankegang Simon og resten af MAH er gået videre med i deres seneste projekt som blev lanceret her i maj: OFBYFOR ALL, det går ud på at gøre museer ”OF, BY and FOR the communities”. I mit sidste blogindlæg Museum Next, Nina Simon og OFBYFOR ALL skriver jeg mere om det projekt og om Nina Simons præsentation af projektet på Museum Next konferencen i juni i år. I forbindelse med relevans kan man sige, at dette engagement og denne dialog med det omgivende samfund ikke kun er med til at invitere flere ind i rummet, men at man også gør rummet større ved at lære af folk udenfor institutionen (Simon, p. 66-117).

IMG_3163 Nina Simon talk

Nina Simon holder oplæg på Museum Next i London 2018. Nederst i indlægget er det et link til Simons oplæg.

Et andet element i denne insider / outsider diskussion er om man forfladiger de emner man formidler og tilbyder oplevelser omkring. Simon bruger i bogen sig selv som et eksempel på en insider-naturpark-bruger. Den helt rigtige brug af naturreservaterne er for Nina Simon selv at gå på de mest ufremkommelige og strabadserende trails med kort, udstyr og opbakning til at klare alle tænkelige situationer. De flade og nemt tilgængelige stier i Yellowstone naturparken, der er fyldt med folk, bænke og kiosker, hvor der kan købe is og souvenirs er derfor steder hun helst undgår. Steder hun på en måde som naturpark-kender føler sig hævet over. Nina Simon erkender, at hendes ide om den ideelle naturparksoplevelse ikke kan være den styrende. For at åbne parkerne op og gøre natur nemt tilgængeligt for mange så skal stierne jo ikke være skabt til brugere, der er trænede og har det rigtige grej. De skal være som i Yellowstone, og der er ikke at forfladige oplevelsen, men at gøre den tilgængelig. Ligesom naturparkerne tilhøre museerne alle, og de insidere som elsker museer og gerne vil have flere til at kunne lide dem skal huske på at stedet ikke kun er for dem. Formidlingen skal varieres og skal åbnes op for at flere kan få en del af den oplevelse, som de allerede er heldige at have del af. Og når først den nemme sti er prøvet og man inde, så kan man jo vælge om en af de lidt vanskeligere ruter så skal udforskes (Simon, p. 60-62).
Simon påpeger samtidigt at åbne op ikke er det samme som at råbe højt. Hvis man skal få folk ind i et rum er det ikke nok kun at sætte store skilte over døren, hvor der står FUN! og FOR YOU! I hvert fald ikke, hvis man har det ønske, at de skal blive inde i rummet. Skiltet kan tiltrække opmærksomhed, men ændre ikke hvad der inde i rummet. For at folk skal blive i rummet skal det have en betydning. Og så er vi tilbage til Wilson og Sperbers pointer. Oplevelsen skal ikke kun være blink og halløj, men noget der giver en positive kognitiv belønning – noget det åbner op for noget mere (Simon p. 27-30).

Nina Simon ved en TED Talk

Nina Simon ved en TED Talk i april 2017, hvor hun præsenterede nogle ag pointerne fra bogen. Foredraget kan ses her: https://youtu.be/NTih-l739w4 Foto: Drew Altizer.

Relevans, besøgende og museer

Nina Simon skriver sig med The Art of Relevance ind i rækken af museumspraktikere som prøver at komme med bud på, hvordan museer kan arbejde med relevans. I denne uge har Anna Hansen, direktøren for Regionmuseet Kristianstad, skrevet blogindlægget Hur skapar museer relevant lärande? om relevans og museerne læring på EPALE, Europa-Kommissionens læringsplatform. Der nævner hun ud over Nina Simon også læringsværktøjet Generic Learning Outcome (GLO) og forskerne John H. Falk og Lynn D. Dierking.
GLO i forhold dette systems brede læringsdefinition og ide om, at en bevidstgørelse af, hvilken læring gæsten søger kan hjælpe museerne med skabe bedre og mere fokuserede oplevelser.
Falk og Dierking i forhold til de to forskeres anskuelse af museet som en helhedsoplevelse, der både kan ses som de besøgendes valg før og efter besøget. Relevansdiskussionen skal derfor også udvides til intentionerne for besøget.
De tre indgange til emnet har ifølge Anna Hansen ”alla det gemensamt att museerna finns till för besökarna och deras lärande och det är genom att undersöka vad besökarna vill ha, vad de upplever och hur de blir engagerade och entusiastiska som museerna blir relevanta.”

Relevans er ikke noget man alene kan tænke sig til. Det kræver en interaktion med omverdenen eller som Nina Simon skriver i et af de afsluttende kapitler i The Art of Relevance:
”We have to be willing to expose our passion and try—however we can—to make it attractive and relevant to others. We have to be curious and humble as we learn more about the people on the outside. We have to be willing to build doors and renovate rooms despite our prior attachments. We have to accept failures and keep pushing and dreaming forward. When we are open to what our communities of interest seek and honest about changing our work to meet them, we can build relevance” (Simon, p. 181).

Henvisninger og link

Nina Simon: The Art of Relevance. Santa Cruz, 2016.

Hjemmesiden for Art of Relevance:
http://www.artofrelevance.org/

Artikel af Diedre Wilson og Dan Sperber om relevans og kognition:
http://www.dan.sperber.fr/wp-content/uploads/2004_wilson_relevance-theory.pdf

Nina Simons TEDxPaloAlto Talk om Insiders, Outsiders og The Art of Relevance fra april 2017:
https://youtu.be/NTih-l739w4

Anna Hansens blogindlæg om relevans og læring fra juli 2018:
https://ec.europa.eu/epale/sv/blog/hur-skapar-museer-relevant-larande

Nina Simons Museum 2.0 blog:
http://museumtwo.blogspot.com/

Tidlige blogpost på Martins Museumsblog om Nina Simon og The Participatory Museum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/06/11/nina-simon-og-det-brugerinddragende-museum/

Tidlige blogpost på Martins Museumsblog om Nina Simon, Museum Next og OFBYFOR ALL:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2018/07/03/museum-next-nina-simon-og-ofbyfor-all/

IMG_3393 Key and Relevance

1 kommentar

Filed under Diverse, Interaktivitet og brugerinddragelse

Museum Next, Nina Simon og OFBYFOR ALL

For to uger siden var der Museum Next konference i London og en af årets keynote speakerne var museumsdirektøren og bloggeren Nina Simon. Museum Next Europa er en af de store internationale museumskonferencer, der bliver afholdt i forskellige europæiske byer en gang om året. Konferencen blev første gang afholdt for ni år siden. Også dengang i 2009 var Nina Simon blandt hovedtalerne, og det år talte hun om brugerinddragelse i forbindelse med arbejdet med The Participatory Museum, hendes meget indflydelsesrige bog, der udkom året efter.

Nina Lucimara e Lauren MUSEUM NEXT

Museum Next er også møder med nye mulige samarbejdspartnere. Her Lucimara Letelier fra brasilianske Museu Vivo imellem Nina Simon og Lauren Benetua fra californiske Museum of Art and History, Santa Cruz. Tak til Lucimare Letelier for billedet.

OFBYFOR ALL

I år talte Nina Simon om et nyt initiativ OFBYFOR ALL Change Network, som hun sammen med kollegaer fra MAH, Museum of Art and History i Santa Cruz lancerede 18. maj i år. OFBYFOR ALL Change Network er et netværk og en bevægelse for organisationer, der gerne vil have mere fokus på deres gæster og det omliggende samfund, og som har det ønske at blive AF, MED og FOR deres communities – hvad end communities er forstået som geografisk lokalområde eller tematisk interessefællesskab.
Nina Simon blev udpeget som museumsdirektør for MAH for syv år siden. Museet var ikke særligt profileret og der var flere i byen som vidste at bygningen engang havde været et tidligere fængsel, men som ikke var klar over stedet i dag var et museum. Den medicin hun gav det hensygnede museum var at tage lokalbefolkningen seriøst og sammen med dem at udvikle museet og museets indhold og brug. De tal Nina Simon præsenterede ved Museum Next viste, at hendes strategi havde virket. I 2011 havde MAH et budget på 700.000 $, 7 ansatte og 17.000 besøgende og i 2018 var de tal steget til et budget på 3.000.000 $, 32 ansatte og 140.000 besøgende. Museet var blevet relevant for flere og Simons analyse af dette var, at museet nu var blevet ”FOR the communities” fordi at det var skabt ”BY & OF the communities.

CnBkO2wb_400x400 OFBYFOR ALL Twitter

OFFBYFOR ALL kan også følges på Twitter, Instagram og Facebook

Før Nina Simon blev direktør på MAH var hun særligt kendt for bogen The Participatory Museum og ikke mindst hendes blog Museum 2.0, hvor hun generøst deler de mange observationer i musemusverdenen hun gør og har gjort. Både bogen og bloggen var med til at mange begyndte at ændre deres praksis, og at mange aktivt begyndte at dele deres egne ideer og tanker, blandt andet er denne blog du læser her en direkte inspiration af Simons museumsbloginitiativ. Helt i tråd med dette aktivistiske element i Nina Simons virke har hun som direktør for MAH også delt hendes tanker på Museum 2.0 og i andre fora og hun har bevaret et ønske om at ændre mere end hendes egen institution. Dette gælder i høj grad også projektet OFBYFOR ALL.
Visionen bag OFBYFOR ALL er at skabe mulighed for, at alle bliver styrket i deres talenter til at kunne bidrage til at styrke samfundet. Og projektet har en tro og et håb på, at det kan ske ved at civile og kulturelle organisationer kan vokse ”of, by and for thier communities.

Vision OFBYFOR ALL

At det både er OF BY og FOR er en vigtigt pointe. Sammenhængen beskrives således:

OF, BY, and FOR practices complement each other.

  • The more an organization is reflective OF its community, the more people feel represented.
  • The more programming is created BY the community, the more people feel ownership.
  • The more programming is FOR the community, the more everyone will want to participate.

Ved Museum Next foredraget i London var en af Nina Simons pointer, at OFF + BY fører til FOR. Gennem hendes foredraget vendte hun tilbage til den formel og viste hvordan at denne tilgang bruges på museet i Santa Cruz, blandet i forbindelse med at lave Dias de la Mortes (Day of the Dead) arrangementer i samarbejde med latino communities eller at lave kunstudstilling See, Be Seen, hvor borgeren selv kommer med billederne.

IMG_3163 Nina Simon talk

Nina Simon holder oplæg på Museum Next i London 2018. Nederst i dette indlæg er det et link til Simons oplæg.

OFBYFOR ALL projektet har ligesom Nina Simon mangeårige virke som en af de bedste museumsbloggere tænkt interaktion og dialog ind i konceptet. På hjemmesiden for projektet ofbyforall.org bliver man opfordret til at udfylde et spørgeskema og igennem det lave en vurdering af ens egen organisations kvaliteter i forhold til at arbejde OF, BY og FOR det omgivende samfund. Der er et netværk, som man kan blive medlem af, og det er muligt at melde sig til bootcamp i museet i Santa Cruz for at lære mere.
Da Nina Simon præsenterede OFBYFOR ALL i London var den første camp blevet afhold og 450 personer havde på det tidspunkt været inde og teste deres museums grad af samarbejde med deres communities. To af dem, som havde taget testen var undertegnede og Anneken, en kollega fra Den Gamle By. Min score var lige over gennemsnittet af communities engagement og Annekens under gennemsnittet selvom det var samme institution vi svarede på baggrund af. Denne forskel gjorde så også, at vi havde en snak om hvorfor vi havde svaret som vi gjorde. Engagement er jo ikke en fast størrelse og dermed er spørgeskemaet ikke et fast målepunkt. I spørgeskemaet er f.eks. et engagement-punkt man blev vurderet på hvorvidt man har møder med communities, men ikke om man gennemfører løbende kvalitative interviews med besøgende, hvilke jo også kan give godt viden om hvad gæsterne og en omverden forventer af museet, og hvordan de gerne vil bruge stedet. Men det som spørgeskemaet bestemt gør, er at det ligesom i mit og Annekens tilfælde lægge op til diskussion om museets rolle og relevans, og det er næsten det vigtigste ved denne del af OFBYFOR ALL initiativ.

Museum Next

OFBYFOR ALL tankegangen var med til at præge konferencen i London. Temaet der var meldt ud var disruption, men den emne som primært blev diskuteret var involvering med museets gæster og med det samfundet omkring en. Ligesom at konferencen var på engelsk var en stor del af oplæggene også fra nordamerikanske og engelske museer og som skandinav kunne man konstatere, at der er etniske problemstillinger, der er mere presserende i USA og England. Museernes samfundsengagement var også spændende at få perspektiveret. Gennem museernes offentlige støtte og forpligtigelser er et virke for samfundet en del af de nordiske museer og et emne vi allerede har en masse praksis omkring. Derfor er det også spændende at høre det italesat af kollegaer fra andre traditioner for dermed selv at blive skarpere på, hvorfor man gør som man gør.

IMG_3144 Mail Rail Postal Museum

Ved Museum Next var også mulighed for at besøge museer, blandt var der en aften et særarrangement i en af Londons nye museumsattraktioner: Mail Rail på Postal Museum, der helt fortjent er nomineret til dette års Art Fund Museum of the Year.

Der var til konferencen et enkelt indlæg fra Norden, og det var om et etnisk emne, hvor der er noget på spil nemlig samernes identitet. Projektet blev præsenteret af direktør for Nordnorsk Kunstmuseum Jérémie Michael McGowan og han fortalte om, hvordan at Nordnorsk Kunstmuseum i Tromsø sidste år i to måneder ”lukkede” og blev omdannet til Sámi Dáiddamusea, det samiske kunstmuseum – et museum, der allerede var et ønske om tilbage i 1970’erne, men som der bare indtil nu ikke har være politisk vilje til at realisere. Projektet og dermed det midlertidige Sámi Dáiddamusea blev til i et samarbejde med samiske kunstnere og organisationer. Projektet blev organiseret helt uden om det politiske system og var en klar kommentar til kulturpolitikken. Det var dermed, udover at være et godt eksempel på et brugerengagerende projekt, også en smuk demonstration af, at armslængdeprincippet i kulturstøtten og et eksempel på en museumsdirektør, der tager denne autonomi seriøst. Projekt gav både museet et nyt publikum og blev også fagligt højt rost, blandt andet ved, at det var med til at Nordnorsk Kunstmuseum i 2017 blev kåret til Årets museum og at projektet fik overrakt den norske Kunstkritikerprisen for 2017.

IMG_3224 McGowan talk

Jérémie Michael McGowan holder oplæg på Museum Next i London 2018. Nederst i dette indlæg er det et link til McGowans oplæg.

Et andet meget inspirerende oplæg var ”Welcome til the Funhouse”, som blev holdt af Scott Stulen, direktøren for Philbrook Museum of Art i Tulsa, Oklahoma. Scott Stulen har ligesom Nina Simon overtaget et lidt stille museum og gjort det til et bedre sted at besøge og en bedre forretning ved at fokusere på gæsterne og tage deres behov og lokalsamfundets DNA seriøst. Oplægget mindede også en om, at USA bare er mange ting og at der ikke er nogen trylleformular og one-size-fit-all mht. at engagere sine gæster og gøre museet relevant. Man bliver nød til at tage udgangspunkt i hvor man er, og hvem man er omgivet af. Nina Simon havde i hendes præsentation et eksempel med, at de i forbindelse med at åbne museum op for unge fandt ud af, at etableringen af Gender Neutral Bathroom har en betydning, og hun fortalte om udstillinger om plejebørn og udstillinger, hvor gæsteren kunne udtrykke dem selv del kreativt ved at det var borgerens egne billeder som blev udstillet. I oplægget fra Tulsa var der eksempler med Cross Generation Burger Nigths, hvor børnebørn, forældre og bedsteforældre kan spise burgere sammen, museet har ændret deres åbningstider om morgenen så skolerne i området kan nå hjem til skolen inden school lunch, da det er vigtigt for eleverne når det, da flere af dem ellers ville få frokost den dag, og de giver deres klubmedlemmer mulighed for at udtrykke dem selv kreativt ved at de kan besøge museet om mandagen, hvor det er lukket, og lave særlige billeder til Instragram. Hvor museet i Californien gik i dialog med latino befolkningen omkring den store kulturelle og religiøse mærkedag Dias de la Mortes, så fortalt Scott Stulen om en Low Rider Picnic hos dem, da pimpede Low Rider biler er meget populære i dele af latino communities i Tulsa og omegn. Begge steder var arrangementer skabt i samarbejde med grupperne og begge steder var museets møde med samarbejdspartneren taget seriøst. På MAH ved at der på museet var en spansktalende medarbejde som nu er tilknyttet projektet og i Philbrook Museum of Art ved helt pragmatisk at sørge for, at dem der var på job den dag Low Rider arrangementet fandt sted havde lært nogle enkelte spanske fraser, så de kunne møde denne gruppe, der ikke før havde været på museet, med ord fra deres sprog.
Både Simons, McGowans og Stulens oplæg er værd at se, og nederst i dette indlæg er der link til deres præsentationer.

IMG_3221 Scott Stulen talk

Scott Stulen gennemgår Philbrook Museum of Arts key assumptions i forhold til deres rolle som museum. Hør flere af Stulens betragtninger i hans oplæg, som der er link til længere nede på siden.

Det var inspirerende at være til Museum Next, og diskutere udfordringer og god praksis med kollegaer, som også har ønsker og engagement for at skabe museer, der kan røre og betyde mere. Scott Stulen og Jérémie Michael McGowan og flere andre lavede rigtigt gode tiltag. De var i forhold til Nina Simon ikke så udtalte om de metoder de brugte for at møde publikum. Nina Simon og hendes kollega fra MAH var også meget tydelige i deres tilgang omkring at dybe samarbejdsrelationer med lokale grupper er vejen til en større betydning. Tallene viste også at det var en strategi der giver fremdrift og vækst til museet. Ifølge Nina Simon var nogle af bevæggrundene bag OFBYFOR ALL Change Network at svare på de mange spørgsmål hun har fået omkring ændringerne i Santa Cruz og dermed give viden videre, og så samtidigt at blive inspireret af de historier og praksisser som andre vil dele med dem. Helt overordnet at blive inspireret til metoder, hvor museerne kan vælge emner som betyder noget for andre, og at finde de rette ambassadører uden for museet som kan formidle museets historier og betydning til omverdenen. Gøre museer relevant for flere.

OFBYFOR ALL projektet kan dermed også ses som en naturlig forlængelse af Nina Simons sidste udgivelse The Art of Relevance. En bog der udkom i 2016, og et projekt som Nina Simon har gennemført i nogle for netop at afsøge hvornår noget er relevant og hvorfor. For jer der gerne vil vide mere om dette projekt, så kan hele The Art of Relevans læses på sitet http://www.artofrelevance.org/. I kan også vente til det næste indlæg her på bloggen, hvor jeg vil opsummere de pointer fra bogen som jeg selv blev mest inspireret af.

Link

Hjemmesiden for OFBYFOR ALL:
https://www.ofbyforall.org/

Nina Simons Museum 2.0 blog:
http://museumtwo.blogspot.com/

Tidlige blogindlæg om Nina Simon og The Participatory Museum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/06/11/nina-simon-og-det-brugerinddragende-museum/

Nina Simons oplæg på Museum Next Europe 2018 om MAH og OFBYFOR ALL:
https://www.museumnext.com/insight/ofbyfor-all-nina-simon-santa-cruz/

MAH, Santa Cruz

Scott Stulens oplæg på Museum Next Europe 2018 om Philbrook Museum of Art:
https://www.museumnext.com/insight/welcome-to-the-funhouse-museum/

Philbrook Museum of Art, Tulsa

Jérémie Michael McGowans oplæg på Museum Next Europe 2018 om Nordnorsk Kunstmuseum og projektet om Sámi Dáiddamusea:
https://www.museumnext.com/insight/disruptive-indigeneity/

Nordnorsk Kunstmuseum, Tromsø

Andre oplæg fra Museum Next Europe 2018 og indlæg fra tidligere Museum Next konferencer:
https://www.museumnext.com/insight/

IMG_3157 Jim Richardson

2 kommentarer

Filed under Diverse