Museet som læringsplads for de ansatte

Hvad er en væsentlig grund til at en selv, formidlingen, og meget andet bliver bedre? Ens kollegaer.

I går gav jeg et interview på tysk til en podcast om Danmark. Måske et lidt hovedløst projekt, da min sidste tysktime var tilbage i 9. klasse på Stubbekøbing Skole. Nå, men jeg fik luftet mit tysk i går, ligesom jeg tidligere har kastet mig ud i at vise tyske journalister rundt på de museer jeg har arbejdet på, og har prøvet at tale tysk med de tyske kollegaer jeg har mødt på konferencer eller som er kommet på besøg. For det tysk jeg kan i dag er ikke så meget på grund af undervisningen i 9. kl., men mere på grund af mit arbejde. Før jeg talte med den tyske journalist havde jeg da også en ”øvesession” med Søren, en mere tyskkyndig kollega, der lige kunne hjælpe mig af med nogle af de oplagte sproglige fejl, som jeg kunne finde på.

Som ansat på et museum tænker man måske, at man er der, fordi at man har en særlig viden. Måske er det rigtigt i den første tid, men derefter skyldes det i høj grad også, at man kan noget på grund af den viden, man har fået på museet. For ny viden kommer hele tiden og min egen erfaring er, at dem man på museerne bedst lære af er ens kollegaer. Kollegaerne kan være læremestre af nød, da museer sjældent har råd til konsulenter udefra, men de kan også været det, fordi de bare er de bedste til at give læring i en sammenhæng. Og begge dele er med til at skabe en kultur om at vidensudveksling og samarbejde er en nødvendighed for at ting kan lade sig gøre bedst muligt.

I 1991 udgav Jean Lave og Etienne Wenger bogen Situated Learning. Bogen undersøger, hvordan at den type læring, der kan være gennem mesterlære og projekt-  og arbejdsfællesskaber giver forståelse for læringens brugbarhed og kontekst, og at der i den type læring opstår fællesskaber, hvor alle bliver engageret og motiveret i læringen.

Da jeg tidligere i år læste Lave og Wengers bog, gav det mening for mig. De forklarede her den læring jeg har modtaget de sidste tyve år på arbejdsmarkedet. For nogle år siden skrev jeg et blogindlæg om Keld Hansen, en af mine første museale læremestre. Og siden har der været mange – Thomas, Allan, Gorm, Mette, Lisbeth, Anneken, Tove, Henning, Karen, Lene Birgitte, Camilla, Jan, Tinna, Harry og et væld af flere – som har vist mig eller fortalt mig om mange brugbare emner: målsætning, strategi, engagerende ledelse, krisehåndtering, projektstyring, forretningsmodeller, brugerinddragelse, læringsteorier, kommunikation med sociale medier, skadedyrsbekæmpelse, taleskrivning, historiske indsigter og registreringssystemer mm. Ikke at jeg skal være lige så god som dem, men for at jeg kan bruge det i mit virke og sammen med dem gøre museet til et bedre sted for de mange, der besøger og bruger museerne.

En svensk museumskollega som jeg har lært et og andet om projektkoordinering og EU lingo, Anna Hansen, skrev i den forgange uge et indlæg på Epale platformen med eksempler på, hvordan at arbejdspladser er gode voksen læringspladser. Anna Hansens pointe er enkelt: Nye kompetencer kan læres på museerne og andre arbejdspladser. Og med Lave og Wengers pointer in mente er det noget som er sætligt virksomt, da det er læring man umiddelbar bruger og derfor også læring man hurtigt skal reflektere over. Denne pointe gælder naturligvis alle arbejdspladser.  Derfor husk at brug dine kollegaer og lær af deres kunnen. Og husk generøst at dele ud af det du ved. Værdsæt kollegaer, der gerne vil lære af dig – de gør det ikke for at true dig på det du ved, men for at gøre jeres arbejdsplads til et endnu bedre sted for dem I formidler til og det I arbejder for.

Henvisning og link:

Jean Lave & Etienne Wenger: Situated Learning: Legitimate Peripheral Participation, Cambridge University Press. Cambridge 1991

Anna Hansen: Lärande i organisationer och ledarskap. https://epale.ec.europa.eu/sv/node/163523

Martins Museumsblog: Keld Hansen in memoriam. https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/02/16/keld-hansen-in-memoriam/

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Plexiglas, gode råd og skilte – Coronatiltag på museerne

Coronakrisen har ført med sig, at plexiglas, spritdispenserer og sundhedsstyrelsen blå designline nu er blevet faste elementer i butikker og det offentlige rum. Ofte er det den samme type af tiltag men mødes med, men her er tre eksempler på museer, der har givet tiltagene et lille tvist, så de ikke kun beskytter, men også passer ind i museets grundfortælling.

Plexiglas på ARoS

Plexiglassen mellem kunderne og de ansatte ved kassen var et tiltag, der allerede tilbage i marts blev rullet ud i detailhandleren. Og det er et element der gerne laves på en måde, så det er så neutral som muligt. På kunstmuseet ARoS er de gået en lidt anden vej. Et kvikt hoved i deres tekniske afdeling kom med den ide, at costumise plexiglasbeskyttelsen ved museet billetsalg ved at sætte en billedramme omkring det.

Så når de besøgende kommer til ARoS er det ikke kun et plexiglas de møder som noget af det første, men også en understregning af, at nu er man kommet til et kunstmuseum.

Her agere ARoS’ direktør Erlend Høyersten billetsælger i forbindelse med, at han tilbage i maj slog et slag for, at det af hensyn til befolkningens mentale helse også var vigtigt, at museerne kunne genåbne igen. Foto: ARoS.

Skilte på Arbejdermuseet

Sundhedsstyrelsens blå skilte findes de fleste steder og er nu måske blevet så udbredt, at de nemt kan blive overset. I Rømergade i København overser man nu ikke de velmenende råd om smittespredning så let. Arbejdermuseet tager blandt mine museumskollegaer prisen for at have tilpasser coronaskiltningen til deres egen historie, men de har også fået hjælp fra selveste Stauning.

Første gang man møder den tidligere statsminister er i indgangen til museet. hvor han helt naturlig beder en om at holde til venstre.

Og så følger Stauning ellers de besøgende rundt i udstillingen og minder os om at holde afstand, bruge maske i cafeen og handsker, hvor der er meget hands-on, og han takker os for at vise samfundssind

Ved de steder museet har sat spritdispenserer op, minder han os også om, at valget i dag står mellem Sprit – eller Kaos

Lopper i Den Gamle By

Før Den Gamle By åbnede igen efter nedlukningen i marts og april henvendte vi os til Bilka for at høre om deres erfaringer med at hjælpe deres kunder med at holde afstand og gøre besøget til en sikker oplevelsen. Noget de blandt andet have erfaringer med var, at synligt personale som minder folk om restriktionerne er godt, men at det også er en meget delikat direkte at gå hen til folk og fortælle folk om at de står for tæt eller har anden uhensigtsmæssig adfærd. Det skal helst fortælles indirekte til dem.

Den Gamle By er et levende museum med aktører, der er med til at formidle historien og på museet tænke vi, at de historiske roller måske kunne bruges til at minde folk om at holde passende afstand til hinanden. Hr Berg, skolelæreren fra 1864 er nu en aktør, der fra tid til anden er på gaden i Den Gamle By. Der fortæller han de besøgende, at flere af hans elever her i 1864 beklageligvis har lopper – og de lopper kan springe langt! Så det er nok bedst at holde en meters afstand til hinanden med mindre man altså ønsker at starte et loppecirkus.

Merchandise

Arbejdermuseet har formået at lave merchandise ud af deres coronaoplysningsdesignlinje. I deres museumsbutik sælger de Sprit eller Kaos spritdispenser de besøgende kan tage med hjem. Der har de to andre museer ikke kunne følge med, men det nu heller ikke helt så attraktiv at investere i et plexipglas med billedrammer omkring eller en sæk lopper.

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Børnearbejde og aktiviteter på Amagermuseet og Hjerl Hede

Der har været mange besøgende på de danske museet i denne sommer, og forhåbentlig har nogle været nye gæster, der har opdaget de gode historier og oplevelser, som museerne kan tilbyde. To gode oplevelser som jeg i denne sommer har haft omkring formidling til børn har været i hver sin ende af landet, nemlig på det to frilandsmuseer Amagermuseet og Hjerl Hede.

HjerHedeaugust2020

Restriktioner i forbindelse med covid-19 er noget som også betydet meget for museerne i disse måneder. Det har haft betydning i forhold til adgangsforholdene på museerne og hvordan gæsterne kan færdes på museet. Covid-19 har også haft indflydelse på hvilke aktiviteter, der kan tilbydes og den økonomi, som museerne i dette vanskelige år har haft i forhold til at lave tiltag. Det er muligt, at aktiviteterne på de to museer, jeg vil skrive om, i andre år har været flere og endnu bedre, men selv med de restriktioner der er, var begge steder gode til at formidle nogle af tidligere tiders levevis og arbejdsgange på en levende måde.

Amagermuseet

Amagermuseet, der er ligger i Dragør, består af to firlængede gårde, med haver tilknyttet og dyrehold med grise og får. Museets tilbud til børn i denne sommer består dels af en skattejagt, hvor man skal finde og tegne genstande forskellige steder på museet, aktiviteter børnene kan blive sat til af museets aktører eller dem de besøgte museet sammen med, og så også den stemning med have, huse og ikke mindst dyr, som museet tilbyder.

Untitled

Skattejagten består af nogle spande med genstande i, som skal tegnes eller beskrives, og som forældrene undervejs kan snakke med børnene om, eller som børnene ved slutningen af besøget skal fortælle om til en af museet medarbejdere. Der er ikke præmier eller lignende, men på turen rundt kommer man forbi Nordgårdens køkken, hvor der er smagsprøver på pandekager og museets eget syltetøj. Enkelt, men fint.

Untitled

Den første børneaktivitet vi mødte var tøjvask, hvor 6 årige Thea med et vaskbræk og en vaskekrybbe blev sat til at vaske noget af museet ikke særligt beskidte, men hvide undertøj. Der skulle hentes vand, vaskes og tøjet skulle hænges op, og det blev fine 20 minutter med snak om vask, huslige pligter dengang og nu – og så lige også alt det andet som 6-8 årige lige kommer i tanke om, at de gerne ville fortælle.

Untitled

Untitled

Ved køkkenhaven kunne man lugte til krydderurter og kaste hestesko og der var der også adgang til museet små grise som kunne besøges, og som børnene fik lov til med en børste at børste. Det var rigtigt fint og det at kunne være tæt på dyr er en aktivitet, der får tempoet ned. Grisene er minigrise, der ikke er de samme offentlige regler omkring som tamgrise, men selvom det ikke er tamgrise, så er det et dyr få børn eller vokse kommer tæt på og som kan give snakke om mad og madproduktion.

Untitled

Untitled

Ved museets andet gård var det i gårdrummet en aktør som faciliterede, at familiegrupper blev sat i gang med aktiviteter. En anden aktivitet på gården var et telt, som med dets bænke og tavle udgjorde en skolestue. Der kunne forældrene så sætte børnene i gang med at skrive gotiske bogstaver med griffel på skiffertavlen.

Untitled

Untitled

I et rum, ved siden af, var der en anden selvaktiverende aktivitet, hvor man kunne veje sig selv på en lodvæg.

Untitled

En tredje aktivitet var nogle gymnastikøvelser fra 1912, der var lagt frem. Voksne og børn kunne så sammensætte deres eget gymnastikprogram med fokus på tidens ”rette kropsholdning” og når aktøren havde tid kunne han også aktivere de besøgende med øvelser.

Untitled

Untitled

Tilbuddene på Amagermuseet denne sommer er enkle, men de engagerer de børn jeg kunne observere den dag jeg var forbi, og de var også rigtigt gode til at skabe snakke om, hvordan og hvorfor folk engang levede som de gjorde.

Frilandsmuseet Hjerl Hede

Med sine mange huse og lange historie som et levende museum er vestjyske Hjerl Hede et andet setup end Amagermuseet, og den dag jeg besøgte museet var der også mange flere besøgende og flere aktører end på museet i Dragør. Det centrale i Frilandsmuseet Hjerl Hedes sommeraktiviteter er en skudsmålsbog, noget som Amagermuseet også tidligere har haft som en aktivitet. Hjerl Hedes aktivitet består i, at man skal besøge seks af de steder, der har levendegørelse, og hvor børnene så skal lave en aktiviteter, som bliver bedømt ift. børnenes duelighed – helt som skudsmålsbogens funktion i 1800 tallet. Det var ikke reelt arbejde børnene blev sat til, men alle aktiviteter blev af aktørerne sat ind i det steds historie. Ved Stubmøllen blev børnene af mølleren for eksempel sat til at slæbe sække, mens mølleren fortalt om de mange melsækker, der dengang skulle produceres på møllen.

Untitled

Ved Skovfogedgården skulle børnene skræmme egern væk ved at kaste efter ”træegerne”, mens de hørte om, at der var vigtig at egerne ikke skulle tage en af gårdens vigtige indtægtskilder: æg.

Untitled

Ved Klitgården skulle børnene karte uld fra de får, som var vigtige for denne vestjyske gårds indtægt, og ved håndværksgården blev skulle der laves trænagler.

Untitled

Untitled

De seks stationer var placeret rundt på museet, der for vores lille gruppe betød, at vi kom rundt på hele museet.

Untitled

Et andet element, der fungere godt for børnefamilier på Hjerl Hede er museets store lege- og pauseområde. I tilknytning til restauranten Skyttegården er der en madpakkeområde og en legeplads med landbrugstematisere legeområder, stylter og væltepetercykler. Det kan spises mad og drikkes kaffe, mens børnene leger. Gode pauseområde er nødvendige for at skabe afveksling, og for at der er kommer pauser før andre steder af museet skal besøges.

Untitled

En tredje element som både glæder unge som gamle er museets ”moving activity” i form af hestevogne og et lokomotiv, der begge tilbyder 20 minutters ture for 30 kr. per person.

Untitled

e dage jeg var på de to muser var mit indtryk, at der begge steder særligt var lokale sommergæster, som var på besøg. På den måde var det forskellige besøgsgrupper, men samtidigt også folk, der normalt går under betegnelsen ikke-typiske-museumsbrugere. Men de brugere og alle andre brugere blev begge steder budt godt velkommen, og der var lavet enkelt forståelige, men oplysende aktiviteter for familiens børn. Og det er noget, som er vigtigt for at folk føler sig set og har lyst til at komme på besøg. Og komme igen.

Untitled

Amagermuseet og Frilandsmuseet Hjerl Hede er gode bud på udflugter denne sommer, men det er mange andre museer også. Indtil 9. august er der halv pris på museerne i Danmark, så det er jo en god anledning til at få genbesøgt eller besøgt en museum man ikke har været på endnu, men også efter den 9. august kan museerne tilbyde gode oplevelser – og billige oplevelser for børnefamilierne, da børn under 18 år er gratis at tage med.

Untitled

Link:

Amagermuseet

Frilandsmuseet Hjerl Hede

Skriv en kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie

Museer og arkivers dokumentation omkring COVID 19

I tirsdags var der en artikel i The New York Times omkring museers indsamlinger i forbindelse med COVID 19 krisen. Artikel nævner blandt andet, at der arbejdes med indsamlinger på V&A i London, Det finske Nationalmuseum i Helsinki og Vesthimmerlands Museum i Aars. Det er ikke så tit, at Aars rammer de store amerikanske aviser, men Vesthimmerlands Museum var et af de museer, der hurtigt meldte ud, at de ville lave en samtidsdokumentation i forbindelse med den krise, som har ramt Vesthimmerland, Danmark og resten af verden i disse måneder.

90063376_3055184307827708_1135659906490171392_o Vesthimmerland indsamling

En af de første opslag fra Vesthimmerlands Museum om deres indsamling. Foto: Vesthimmerlands Museum.

I de seneste uger er der en hel del andre danske museer og arkiver, som også har igangsat forskellige indsamlinger omkring COVID 19. De museer jeg umiddelbar har hørt om er:

Vesthimmerlands Museum, Give-Egnens Museum, Museum Lolland-Falster, Vardemuseerne, Museerne Helsingør, Museum Vestsjælland, Glud Museum, Kroppedal Museum, Arbejdermuseet, Dansk Sygeplejehistorisk Museum, Greve Museum, Ringkøbing-Skjern Museum, Museet på Sønderskov, Museum Vestfyn, Medicinsk Museion, Nationalmuseet, ENIGMA, Museerne i Fredericia, Museet på Koldinghus, Den Gamle By, Museum for Forsyning og Bæredygtighed; Kvindemuseet, Holstebro Museum og Danmarks Forsorgsmuseum.

Og følgende arkiver og biblioteker samler også ind:

Aalborg Stadsarkiv, Rødovre Kommunes lokalhistoriske samling, Det Kongelige Bibliotek, Slagelse Arkiverne, Frederikhavn Stadsarkiv, Rigsarkivet, Lokalhistorisk Samråd Hjørring, Greve Kommunearkiv, Byhistorisk Hus i Glostrup og Kolding Stadsarkiv.

Listen her er formodentligt ikke fuldkommen, og hvis du kender til flere museer eller arkiver, der samler ind må du gerne nævne det i kommentarfeltet.

91604139_2948772268503056_8204674436410900480_n Give-Egnens Museum

En opfordring til at dele historier fra Give-Egnens Museums facebookside. Foto: Give-Egnens Museum.

De enkelte museer og arkiver har valgt forskellige indsamlingsstrategier. Den mest brugte tilgang er en brugerinddragende tilgang, hvor private borgere opfordres til at dele materiale med museet eller arkivet. Det kan enten være i et format, hvor dem der ønsker at deltage opfordres til at sende det vedkommende umiddelbart ”har på hjertet” som det er tilfælde ved Museerne Helsingørs indsamling, eller det kan være i et format, hvor dem der vil deltage opfordres til at forholde sig til en række udvalgte spørgsmål. Det gør Nationalmuseet blandt andet i deres opfordring, der har over 40 spørgsmål fordelt på seks hovedemner.

Museer med lokalhistoriske ansvar går naturligt efter at få dokumenteret deres egn eller by, og nogle museer efterlyser historier om specifikke emner eller faggrupper, som Dansk Sygeplejehistorisk Museum, der gerne vil have historier og genstande fra sygeplejesker, Arbejdermuseet,  der gerne vil have arbejdsliv under coronakrisen dokumenteret og Danmarks Forsorgsmuseum, som har fokus på beretninger fra udsatte borgere.

Et par museer er gået en anden vej ved i højere grad at udvælge nogle borgere og så engagere dem i at skrive dagbøger eller levere beretninger. ENIGMA har et projekt, hvor de med midler fra Tuborgfonden og i samarbejde med ungdomsforeningen DemokraTour indsamler unges beretninger fra Thy. Den Gamle By har udvalgt en række borgere i Aarhus, og har engageret dem i at skrive dagbog i nogle uger. De er valgt ud så det er forskellige stemmer, der fortæller om hvilke ændringer COVID 19 har på deres liv. Gruppen dækker blandt andet en pensionist, en skoleelev, en politiker, en overlæge, en ansat i Bilka og en offentlig ansat og en privat ansat, som arbejder hjemmefra. I en anden styret indsamling, som Den Gamle By laver i samarbejde med Dansk Center for Byhistorie og et par fotografer, dokumenteres det byrum, som kan opleves i disse uger med ændrede bevægelsesmønstre.

91966624_10221159602090479_2133518785175355392_o Den Gamle By Asger Christiansen

Det et ikke alle steder er der øde. Her er et fotografi af en genbrugspladsbilkø. Foto: Asger Christensen, Den Gamle By.

Indsamlinger i andre lande

Det er ikke kun i Danmark der indsamles. Som artiklen i New York Times nævner, så dokumenteres COVID 19 krisen også ind i Finland og England. Også i vores nabolande Tyskland, Norge og Sverige er der talrige indsamlinger på museer. Jeg vil her nævne nogle enkelte.

Et ambitiøst tysk projekt er coronaarchiv, der er et samarbejde mellem en række tyske museer og universiteter. De er et brugerdrevet projekt, der samler materiale ind fra hele Tyskland. På deres hjemmeside kan man som en særlig feature løbende følge på et kort, hvor i landet, at Coronaarchivs beretninger og fotografier kommer fra: https://coronarchiv.geschichte.uni-hamburg.de/projector/s/coronarchiv/page/karte

Norsk Folkemuseum har igangsat en stor national indsamling gennem hjemmesiden https://minner.no/tema/korona. Udover at kunne sende erindringer ind, er det også muligt på siden allerede nu at læse nogle af de minder, der er delt, så siden fungere på den måde både som en indsamlings- og en formidlingsplatform.

Et lignende system har svenske Nordiska Museet, hvor det gennem hjemmesiden https://www.nordiskamuseet.se/artiklar/vi-samlar-coronaberattelser både er muligt at indlevere og læse coronaberättelser.

Regionsmuseet i Skåne tilbyder også, at folk kan uploade fortællinger direkte på deres hjemmeside. De har udvalgt et særligt fokus og efterlyser refleksioner om hvad der gør en bange i denne tid. Indsamlingen kan ses her: http://www.regionmuseet.se/ar-du-radd.html. Er andet projekt som museet har sammen med universitet i Lund er, at de vil interviewe svenske museumsansatte om krisetnografi, det vil sige om hvordan at museerne laver samtidsindsamlinger om en krise, som den vi er midt i lige nu.

I Sverige er der allerede begyndt at være en central vidensdeling om indsamlingerne. I fredags afholdt Riksantikvarieämbetet et digitalt erfaringsudvekslingsmøde med bidrag fra nogle af de svenske museer, der er kommet i gang med at lave indsamlinger. Her er link til mødets program: https://www.raa.se/evenemang-och-upplevelser/vara-andra-seminarier-och-konferenser/k-samtal/samtidsdokumentation-av-coronakrisen/

I Danmark foregår erfaringsudvekslingen mere gennem museumsansattes egne initiativer. Dels sker det gennem medlemmer af museernes Nyere Tids Netværk og så gennem facebookgruppen Coronaens tid – dokumentation, hvor der også er ved at blive lavet en liste over de forskellige museers og arkivers indsamlinger. Iderigdommer omkring denne samtidsindsamling er stor i disse uger og fra universiteterne er der også en interesse i, at lave forskningsprojekter omkring hvordan denne COVID 19 krise påvirker samfundet og den enkelte. Et håb er, at det materiale der indsamles kan komme til gavn for mange og kan blive delt mellem dem, der gerne vil bruge det til undersøgelser. Og det er også ønskværdigt, hvis der løbende kan komme en koordinering om, hvem der samler hvad ind og hvilke forsknings- og formidlingsprojekter som materialerne kunne indgå i.

Linkene i blogindlægget:

The New York Times artikel Museums Scramble to Document the Pandemic, Even as It Unfolds (March 31, 2020):
https://www.nytimes.com/2020/03/31/arts/design/museums-coronavirus-pandemic-artifacts.html?fbclid=IwAR3QKxRN5qCsnCwdx-YhkJQN1xDLsrj7vH4TzMVOFix9YVQ0YCjAK2dHVvg

Vesthimmerlands Museums indsamling:
https://www.facebook.com/VesthimmerlandsMuseum/photos/a.218126324866868/3055184301161042/?type=3&theater

Museerne i Helsingørs indsamling:
http://www.helsingormuseer.dk/images/Corona-indsamling_-_vejledning_og_blanket.pdf

Nationalmuseets indsamling:
https://natmus.dk/fileadmin/user_upload/Editor/Spoergeliste_27_marts_2020.pdf

Dansk Sygeplejehistorisk Museums indsamling:
https://dsr.dk/dshm/nyhed/bevar-coronahistorien-for-eftertiden?fbclid=IwAR0bYMSBhqrFSi6nz4Yvsi5vSnnG8eCy_iHucyjm2XBxvx8r0p3Keb3k-eQ

Arbejdermuseets indsamling:
https://www.arbejdermuseet.dk/arbejdslivikrisetid/

Danmarks Forsorgsmuseums indsamling:
https://www.svendborgmuseum.dk/visforsorgnyhedermtemplate/1006-udsat-under-coronaen

Museum für Hamburgische Geschichte, Universität Hamburg med fleres projekt coronaarchiv:
https://coronarchiv.geschichte.uni-hamburg.de/projector/s/coronarchiv/page/willkommen

Norsk Folkemuseums indsamling:
https://minner.no/tema/korona

Nordiska Museets indsamling:
https://www.nordiskamuseet.se/artiklar/vi-samlar-coronaberattelser

Regionmuseet i Skånes Är du räd indsamling:
http://www.regionmuseet.se/ar-du-radd.html

Riksantikvarieämbetets K-samtal om museers samtidsdokumentation i kristider:
https://www.raa.se/evenemang-och-upplevelser/vara-andra-seminarier-och-konferenser/k-samtal/samtidsdokumentation-av-coronakrisen/

Facebookgruppen Coronaens tid – dokumentation:
https://www.facebook.com/groups/2649132838652755/

2 kommentarer

Filed under Diverse, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie

Maskinrummet – in situ formidling af fjernvarme på Aarhus havn

I går åbnede Maskinrummet, der leverer fjernvarme til kvarteret Aarhus Ø og som også håndterer affaldsløsninger til denne nye bydel ved havnen. Det er et tekniske anlæg under den afdeling af Aarhus Kommune, der har det sigende om end ikke så mundrette navn Affaldvarme Aarhus. Som et del af anlægget er der også blevet lavet en lille udstilling.

Maskinrummet Affaldvarme Aarhus 8

Det var åbent hus i går og mulighed for at komme ind i Maskinrummet og se hvor affald fra bydelen bliver opsamler, og mere spektakulært også se det havvandsvarmepumpeanlæg, der bruger havvand til at lave klimavenlig fjernvarme til lejlighederne på Aarhus Ø. En god historie og i går også en historie, der med glæde blev fortalt af nogle af de teknikkerne, der står bag anlægget og bygningen eller de folk, der skal drifte anlæggene.

Maskinrummet Affaldvarme Aarhus 17

Som et lidt usædvanligt element for et teknisk forsyningsanlæg er der lavet en mindre udstilling om fjernvarmeforsyningen. Udstillingen har egen indgang og kan besøge dagligt fra 8-16. Affaldvarme Aarhus har fra starten af planlægningen af Maskinrummet haft som ambition også at fortælle om deres virke gennem udstillingsmediet og har været på studiebesøg på museer for at se hvordan at dette mediet kan bruges. Stor respekt for det, og en af de steder de blandt andet besøgte og havde møde med nogle af personerne bag udstillingen var Aarhus Fortæller, der er Den Gamle Bys faste udstilling og tidsrejse omkring Aarhus’ historie.

Maskinrummet Affaldvarme Aarhus 4

I den lille udstilling i Maskinrummet er der for Aarhus Fortæller-kendere også mange velkendte træk, som for eksempel et stort kort over Aarhus på gulvet, der i Maskinrummet naturligvis formidler fjernvarmenettet. Der er også en enkel quiz, der lige som i Aarhus Fortælle formidler viden gennem spørgsmål og svar, og der er en installation, der giver en simpel involvering og aktivitet ved at låger skal åbnes for at mere få mere information om et emne. Nogle af de elementer var noget vi i forbindelse med etableringen af Aarhus Fortæller var blevet inspireret af andre steder, og så er det dejligt at se den inspiration nu kan vandre videre til andre.

Maskinrummet Affaldvarme Aarhus 5

Udstillingen i Maskinrummet er et fint eksempel på, at oplevelser, storytelling og viden er vigtige elementer for at gøre sig relevant. Det er ikke noget der længere er forbehold kulturinstitutioner, der jo har det som en kærneydelse, men det er også noget som storcentre, specialbutikker – og offentlige driftsorganisationer som et teknisk forsyningsanlæg også benytter sig af. Ved at formidle hvordan at energi fra havvand bliver lavet om til varme i private hjem fortælles også en historie, der er værd at bryste sig med, og med den lille udstilling er det blevet fint prioriteret, at denne historie nu fortælles på en nem tilgængelig måde og ikke kun gennem artikler og oplæg for i forvejen interesserede. Bygningen Maskinrummet er også tænkt som et oplevelsesmæssigt udflugtsmål ved, at der på udvalgte tidspunkter på dagen skal være fri adgang til taget og udsigten over Aarhus Ø og andre dele af Aarhus. Før det kan lade sig gøre, skal sikkerheder med at komme der op uden bemanding dog først godkendes.

Maskinrummet Affaldvarme Aarhus 1

Noget jeg rigtigt godt kan lide ved Maskinrummet og deres udstillingsrum er in situ elementet, ved at udstillingerne er placeret i et glasrum oppe i et hjørne af Maskinrummet. Dermed er der udsigt over pumperne, der sender fjernvarmen afsted til husene på Aarhus Ø. Et benspænd museer ofte kan have er, at det som de skal formidle er taget væk fra den kontekst som genstandene eller fortællingerne oprindelig var i, og der skal for eksempel tekster, billeder, film med mere omkring genstandene og opstillingerne for at genskabe konteksten. I Maskinrummet formidles der fjernvarme, der hvor der skabes fjernvarme. Affaldvarme Aarhus skal have ros for gennem formidlingstiltagene at gøre en ekstra indsats for at give indblik i et system, der er så udbredt i de danske byen, om end ikke alle steder med samme klimamæssige bæredygtighed som i Maskinrummet. I forbindelse med undervisningsforløb ved Affaldvarme Aarhus må de nye lokaler og udstillingen også være meget illustrativ og velegnede til flere naturfaglige fag, men også til at diskutere klima og bæredygtighed.

Maskinrummet Affaldvarme Aarhus 6

Det er en lille udstilling, der fungere fint, ikke mindst takker være in situ grebet. Og så var det personligt for mig, som en del af det hold, der var med til at skabe Aarhus Fortæller, dejligt at se, at nogle af vores elementer har kunnet inspirere andre.

Maskinrummet Affaldvarme Aarhus 9

Link

Om Maskinrummet:
https://affaldvarme.aarhus.dk/om-os/varmeforsyning-i-aarhus-omraadet/projekter-og-innovation/havvandvarmepumper-i-maskinrummet/

Flere billeder fra Maskinrummet:
https://www.flickr.com/photos/martinsmuseumsblog/albums/72157712630599291

Billeder fra Aarhus Fortæller:
https://www.flickr.com/photos/martinsmuseumsblog/albums/72157683632218182

Skriv en kommentar

Filed under In situ, Naturhistorie, Udstilling

2019 in review

Tak for 2019 og tak til alle jer, som har fulgt Martins Museumsblog.

Martin Brandt Djupdraet

I 2019 blev Martins Museumsblog besøgt 7.193 gange. Der blev publiceret 13 indlæg, og der kom læsere fra 60 lande til bloggen, primært besøg fra Danmark (5.860), og derudover flest besøg fra USA (464), Sverige (143), Tyskland (125) og Norge (105).

De fem mest besøgte indlæg i 2019 var
Charlotte S H Jensen in memoriam fra juli 2019, Ved at løfte i bunden løfter man bredt – mindeord til Anki van Dassen fra november 2019, Museum Østjylland i Grenå – og tanker om entre på museer fra februar 2019, John H. Falk, Lynn D. Dierking og museumsoplevelsen fra november 2017 og Hvad er et museum? – diskussionen om en ny definition fra september 2019.

Special forloeb Blindebuk DGB

Anke van Dassen med nogle af de børn med særlige behov, som hun arbejde for at muserne også kunne havde tilbud til.

To af disse populære indlæg var tekster som jeg var glade for at jeg fik taget mig sammen til at skrive, men som samtidig var to indlæg, som jeg inderligt ønskede, ikke skulle skives. Det var mindeordene for to danske museumsfolk, der døde alt for tidligt: Charlotte S. H. Jensen fra Nationalmuseet og min kollega fra Den Gamle By Anki van Dassen. På hver deres felt var de inspiratorer, og de delte begge generøst ud af deres viden og erfaringer. De er savnet og er værd at blive mindet, og de mange der læste og delte de to indlæg får mig til at tro, at det ikke kun er mig, der har det sådan.

Ellers var der i 2019 indlæg om publikumsundersøgelser, fri entre, ikke brugeres brug af museer, formidling til grupper, museumsforskning og brugen af film og lyd på museer og indlæggende var blandt andet skrevet ud fra observationer gjort i forbindelse med besøg på Museum Østjylland i Grenå, Vadehavscenteret, Moesgaard Museum og de to berlinske museer Mauermuseum – Museum Haus am Checkpoint Charlie og Trabi Museum.

IMG_7629

Trabi Museum i Berlin

To af årets indlæg havde fundet inspiration uden for museerne på henholdsvis Roskilde Festival og i Aarhus Teaters iscenesættelse af Svend Åge Madsens roman Se dagens lys.
Derudover var der også et indlæg om kulturpolitik i valgkampen og museernes tiltag i forbindelse med folketingsvalget i juni, og der var et indlæg omkring diskussionen af ICOMs forslag til en ny museumsdefinition.

valgplakat Den Gamle By juni 2019

En af de historiske valgplakater som Den Gamle By viste i forbindelse med folketingsvalget den 5. juni 2019

Tak til alle som læser med; sammen med mig selv og mine kollegaer er det jer som indlæggene er til for.

1 kommentar

Filed under Diverse

Forskning og museer

Museernes forskning skal bruges til at understøtte museets overordnede funktion om at formidle viden og give nye erkendelser til befolkningen – og det kunne være godt, hvis museernes forskning fremover også kunne bedømmes ud fra den funktion.

I sommer udgav Slot- og Kulturstyrelsen publikationen Danske museet i tal 2013-2017, der er en opsamling af de tal som de danske statsandekendte museer (men ikke statsmuseerne) har indberettet til Slot- og Kulturstyrelsen i perioden 2013-2017. Over 100 museer deltager i undersøgelsen og deriblandt alle museer med større formidlings- og forskningsambitioner på nær Frederiksborgmuseet, der jo er privat, og Nationalmuseet, SMK, Det Grønne Museum, Hirschsprungs museum og Statens Naturhistoriske Museum, der er statslige og derfor ikke referere til Slot- og Kulturstyrelsen. Oversigten indeholder data om indtjening, personalets og bestyrelsernes kompetencer, antal arrangementer, undervisningstilbud, forskning og meget andet.

Danske Museer i tal 2013 2017

Jeg har lige læst afsnittet om forskning og har også selv den baggrundsviden om undersøgelsen, at jeg hvert år har fornøjelsen af sammen med kollegaer, at finde tallene frem fra min institution. Publikationen viser, at der er fra 2013 til 2017 har været en stort stigning i både antallet af forskningspublikationer (fra 462 til 575) og fagfællebedømte publikationer (fra 176 til 301). Det er på sin vis godt nok, men samtidig er det for mig ikke et udtryk for hele den forskning, der laves på museerne, da undersøgelsen blindt har overtaget universiteternes måleenheder for forskning. Selvfølgelig skal forskningen være originalt og transparent, men museernes forskning behøves ikke at stræbe efter de samme værdi universiteternes har med bestemte tidskrifter, der giver bestemt belønning. Hvorfor ikke? Fordi museernes forskning efter min mening har et lidt andet sigte end universiteterne, da museerne har en noget som universiteter ofte mangler: Et publikum og en mission om at være noget for det publikum. Hvor forskningen på universiteterne gerne et tænkt som et selvstændig mål, og en nødvendighed for de ansattes meritering, er forskningen på museerne en integreret del af et større sigte: at formidle viden til de besøgende. Museerne er i deres kærne ikke tidsskrifter eller forlag, og den primære kommunikationsform er ikke skrift, men rum, genstande, stemninger og billeder. Udstillinger og arrangementer på museer kan ikke skrives eller tilrettelægges som et peer review artikel eller et forskningsseminar. Et det så dårligere forskning de museumsansatte udøver? Nej, det kan være grundig og nødvendig forskning, men det kan bare ikke bedømmes på samme måde, som den forskning universiteternes peer review-system forlanger. Resultaterne kommer til gengæld langt bredere ud – også til folk der aldrig kunne drømme om at læse fagbøger og videnskabelige tidsskrifter.

Registrering og forskning

Der er også en anden form for basis for forskningen, som museerne dagligt bedriver. Det er undersøgelser i og registreringen af museernes genstande. Langsom tilføjes der mere data til den materiale kultur- natur- og kunsthistorier og dermed skabes der mulighed for at kunne undersøge nye sammenhænge. Museumsansatte bruger denne viden til at skabe udstillinger og i nogle tilfælde også digitale oversigter, som der er nem digital adgang til. I oktober åbnede Sydvestjyske Museer f.eks. adgangen til sol.sydvestjyskemuseer.dk, deres database over arkæologiske fund og tidligere på året kunne Aarhus Stadsarkiv og Den Gamle By frigive Aarhusbilleder.dk, en billeddatabase over billeder fra Aarhus, der løbende bliver udvidet. Et lignende arkiv- og museums samarbejde omkring billede findes også andre steder, f.eks. i København med sitet kbhbilleder.dk, der blev lanceret for et par år siden.

Ligesom at arkivernes og universernes kildesamlingsudgivelser gennem tiden har været vigtige og nødvendige byggesten i forskningen (noget der i dag bare ikke giver meget peer review kredit), så er museers registreringspraksis også nødvendig for at få udvide den viden vi har. Mest brugbart er det, når data om et emne er samlet og det nemt og enkelt kan tilgå. Et eksempel på dette er databasen textilnet.dk, der er en digital ordbog over historiske begreber for dragt og tekstil. Projektet, der i dag hostes i Den Gamle By, er skabt et samarbejde mellem blandt andet Den Gamle By, Nationalmuseet og Designmuseum Danmark, og har fra dets begyndelse bygget på musealregistreringspraksis, ved at den første kærne i projektet var oplysninger samlet i en række tidligere museumsinspektørers tekstilkataloger. Projektet er på den måde på at årtiers observationer og noter i museernes samling, der nu er blevet gjort tilgængeligt og anvendelige for historiske forskning og nutidige tekstilprojekter.

textilnet

Projekter som textilnet.dk kan ikke lige få et mærke som peer reviewed eller blive set som en artikel – de måleenheder forskningen på museernes er blevet bedømt ud fra Danske museer i tal. Det kan måske være svært at ændre kriterierne, men det det ændre ikke ved, at forskningen på museerne er meget mere end artikler, og at det har den store fordel, at det når ud til både de folk, der læser artikel og dem der ikke gør det.

Link

Publikationen Danske museet i tal 2013-2017
https://slks.dk/fileadmin/user_upload/SLKS/Services/Publikationer/Danske_museer_i_tal_2013-2017._Rapport.pdf

Nævnte museumsdatabaser
http://sol.sydvestjyskemuseer.dk/
https://www.aarhusbilleder.dk/
https://kbhbilleder.dk/
http://textilnet.dk/

En artikel som jeg har været inspireret i forbindelse med dette indlæg er den svenske museumsdirektør Anna Hansens Epale blogindlæg, der omhandler forskning på de svenske museer:
https://epale.ec.europa.eu/sv/blog/samverkan-kring-forskning-varfor-ar-det-svart

2 kommentarer

Filed under Digitale medier, Diverse

Ved at løfte i bunden løfter man bredt – mindeord til Anki van Dassen

Nogle gange møder man personer som insistere på, at mere er muligt end man tænker kan lade sig gøre, og som får en til at tro nye muligheder. En sådan person var min kollega i Den Gamle By Anki van Dassen, der alt for ung døde i denne uge efter få års kræftsygdom.

Anki var en blændende formidler, og hun have en stærk mission om at udbrede formidlingen af historien til en målgruppe, der af mange ellers var afskrevet som mulige: Børn og unge med psykiske handikap og vanskeligheder i forbindelse med indlæring og sociale færdigheder.

Special forloeb Blindebuk DGB

Anki havde opbygget et godt netværk af undervisere på specialskoler, og i dialog med lærere og børn lavede hun dramapædagogiske forløb i Den Gamle By, hvor rammerne for forløbene var tydelige for børnene, hvor de kunne leve sig ind i en rolle med et historisk afsæt, hvor børnene var godt forberedte og trygge omkring det, der mødte dem undervejs, og hvor de forlod museet med ny viden både om historie og deres egen formåen. De gik derfra som en succes.

Anki var godt teoretiske funderet og havde samtidig en stor lydhørhed, hvilke var medvirkende til hendes succes med at formidle til denne særlige målgruppe. Og så havde Anki også noget andet. En stærkt tro og vilje om, at historien er noget for alle og noget der kan bruges af alle.

Ankis entusiasme og viden gjorde, at det altid var spændende at snakke med hende om emnet, og så blev man undervejs opildnet i troen på, at alt kan være muligt omkring museumsformidling, hvis man vil det. I snakkene med Anki blev jeg også bestyrket i en tese, som en af mine andre inspirationskilder Niels Bentsen Pedersen også var fortaler for: at når man løfter nogle med særlige behov så løftes hele feltet. Niels var i en årrække projektleder i forskellige skolebistandsprojekter. For en tyve år siden besøgte jeg ham i Nepal, hvor han i et DANIDA projekt stod for at lave skoler og undervisningsforløb for handicappede børn. Et af de spørgsmål Niels dengang fik var, hvorfor at man overhoved skulle hjælpe handicappede børn i et land med en generel stor analfabetisme. Niels rolige svar var altid det samme: Ved at udvikle metoder og træne lærere til at hjælpe dem med indlæringsvanskeligheder måtte lærerne og systemet samtidig overvejer de metoder, der blev brug i resten af undervisningssektoren. Ved at sætte fokus på hvordan at emner kan blive lettere at forstå, hvordan at undervisning i højere grad kan tale til følelser og krop – ja så blev hele sektoren løftet, og ikke kun det barn som projektet i første omgang blev udviklet til. At hjælpe de svageste var ikke kun en hjælp til de svageste, men en hjælp til alle.

Anki havde samme blik for værdien af at hjælpe børn med udfordringer: ved at udvikle forløb målrettet børn med særlige behov, så inspireres man til generelt at gøre undervisning bedre. Et af de projekter Anki arbejdede med, da hun alt for tidlig døde var ”Inklusion – Viden og oplevelser for alle” – der netop er et projekt, hvor erfaringerne fra forløbende med specialklasser bliver brugt til at styrke museumsundervisningen i det almene folkeskoleområde.

Anki konference om inklusion september 2019

Anki i september 2019, hvor hun var oplægsholder og medarrangør af en international konference i Aarhus, hvor metoderne fra “Inklusion – viden og oplevelser for alle” generøst blev delt. Her står hun sammen med nogle af de andre oplægsholdere: Pernille M. Andersen fra Naturhistorisk Museum, Marianne Bager fra Den Gamle By, Olaf Peters fra Nederlands Openlucht Museum og Charlotte Ahnlund Berg fra det svenske Riksantikvarieämbetet

Og så var Anki også så meget andet: En dygtig frivilligkoordinator i Den Gamle By, en entusiastisk og elskelig kollega, et meget givende museumsmenneske, der delte ud af hendes erfaringer på museet og til kollegaer på andre museer og i skolesektoren og et familiemenneske, der vil blive så ufattelig savnet.

Tak Anki, for at insistere på at gøre museet til noget for alle og tak for den fantastiske måde du var kollega, inspirator og medmenneske på.

 

2 kommentarer

Filed under Diverse

Kultur og identitet – om Dan Turéll og Svend Åge Madsen

Jeg har været på Aarhus Teater og se Rune David Grues iscenesættelse af Svend Åge Madsens roman Se dagens lys. Jeg ville blandt andet gerne ind og se teaterets version af historien, fordi det er en roman, der betyder noget særlig for mig. For 12 år siden gav bogen mig en underlig og irrationel følelse af, at jeg var landet det rigtigt sted.

at_sedagenslys_fotoemiliatherese_086_7607

Se dagens lys på Aarhus Teater / Fotograf Emilia Theresa.

Dan Turéll og København

Men denne historie starter før det. Den starter i 1991, hvor jeg havde besluttet mig for, at søge ind på historiestudiet, spørgsmålet var bare hvilket universitet jeg nu skulle vælge? Jeg boede dengang på Falster og ville både undersøge historiestudiet i København og i Aarhus. Jeg havde været i København og følge nogle timer der, og tog i foråret 1991 så turen til Aarhus. Jeg brugte vist nok lejligheden til at besøge nogle af de gymnasievenner, der var taget til byen for at læse på journalisthøjskolen og det berømmelige statskundskabsinstitut og mon ikke turen også indbefattede besøg på Cafe Smagløs, Blitz og Den sidste. Aarhus var en sjov by. Som jeg husker det var undervisningen på historiestudiet på Aarhus Universitet også godt, der var smilende studerende og udenfor var det fantastisk flotte campus med søen, de gule murstensbygninger, græsset og træerne. Alt var egentlig helt som det skulle være bortset fra, at den rejselitteratur jeg havde valgt at tage med i den blå Fjällräven var Dan Turélls Mord ved Runddelen. Jeg sad der ved uni-søen og ventede på næste forelæsning, mens jeg læste om den navnløse detektivs vandreture gennem det København som jeg samtidig lige var ved at lære at kende. Det var en overbevisende stemning Dan Turéll skabte. Jeg så mig omkring på det pæne campus og tænkte, nej, det bliver nok København og historiestudiet på Københavns Universitet jeg skal skrive på som førsteprioritet. Og sådan blev det. Så i stedet for C.F. Møllers fine bygninger kom min studietid til at foregå på det trøstesløse KUA på Amager, men gudskelov med et studie og med venner som jeg stadig har gavn og glæde af.

Svend Åge Madsen og Aarhus

16 år senere gik turen så igen mod Aarhus. Jeg havde fået jobbet som formidlingschef på Moesgaard Museum og havde fundet et gammelt hovedhus til en gård omgivet af parcelhuse i Holme, den sydlige del af Aarhus. Der skulle Hanne og jeg sammen med Mia og Lauge flytte ind i vores lille bofællesskab med vores børn. Jeg kendte ikke meget til byen udover gode folk på byens museer, så jeg tænke, at jeg måske skulle få lidt hjælp fra Aarhus’ forfatterne. Det var lidt af en tilfældighed, at jeg som noget af det første købte Svend Åge Madsens Se dagens lys i en boghandel. Historien om udskiftningssamfundet og fastholdelsessamfundet fangede mig. I Se dagens lys er samfundet indrettet så man hver dag vågnede op med en ny partner, nye børn og et nyt job. Nye oplevelser og udfordringer for at undgå nogle af de problemer og uheldige mønstre, der var tilbage i ”Mellemtiden” og gjorde den tid kompliceret og ustabil. Men i bogen forelsker Elef og Mayas sig i hinanden og ønsker at bryde systemet for at være sammen hver dag. På et tidspunkt opsøger de nogle andre, der er gået imod systemet og er blevet ”fastboere”. De rebeller bor i Holme i en gård i et villakvarter. Malingen skaller af og der er en uplejet have. Et faldefærdigt hus i Holme! Jamen, det var jo mildest talt sådan et jeg lige var flyttet ind. Det var mit sted, og Svend Åge Madsens bog blev således et tegn for mig, at jeg havde gjort det rigtige valg. Jeg var så klar til at indtage byen sammen med de andre rebeller fra huset i Holme.

se dagens lys

Kunst og kultur kan skabe følelser og identifikation. Det kan ske i litteratur og teater, men også i kulturhistoriske udstillinger. I en af de publikumsundersøgelser jeg har lavet i Den Gamle By interviewede jeg blandt andet en 20 årig pige, der skulle til at studere i Aarhus. Adspurgt hvad hun synes var det bedste museumsoplevelse hun havde haft svarede hun uden at blinke Aarhus Fortæller, en udstilling om Aarhus’ historie. som hun nogle uger tidligere havde set i Den Gamle By. Jeg var forundret over hendes valg, men hun argumentere for valget: udstillingen betød noget for hende, fordi den havde historier om hvordan byen udviklede sig og at der i udstillingen var et store kort, hvor hun kan se hendes skole og bopæl og andre stedet i byen, der betød noget for hende.

Aarhus Fortæller sep 2019 Kort i gulvet i Aarhus Fortæller der lægger op til snak om egen historie.

”Det er jo en kærlighedserklæring til Aarhus denne her udstilling, det rørte mig rigtigt meget.” var en af hendes udsagn. Min tolkning efter interviewet var, at den 20 årige gennem sit valg af studieby nu for alvor havde valg Aarhus som hendes by. Aarhus Fortæller kunne derfor bruges af hende til at lære om byen og samtidig bekræfte hendes identitet som aarhusianer.

Aarhus Fortæller sep 2019 Litteraturhjørne i Aarhus Fortæller med citater af steder, som Svend Åge Madsen, Peter Laugesen, Yahya Hassan, Elsebeth Egholm med flere henviser til i deres bøger.

Se dagens lys kan ses på Aarhus Teater frem til 10. oktober. Historien er også fascinerende som teaterstykke og Julian Toldam Juhlins scenografi og Andres Kjems lysdesign fungere rigtigt godt. Stykke kan bestemt anbefales. Folk fra Sjælland og Falster skal måske bare passe på, om oplevelsen kan give dem et ikke endnu planlagt ønsker om at slå sig ned et andet sted end der, hvor de nu bor.

at_sedagenslys_fotoemiliatherese_079_7539

Se dagens lys på Aarhus Teater / Fotograf Emilia Theresa. Stykket kan ses frem til 10. oktober 2019

1 kommentar

Filed under Diverse

Hvad er et museum? – diskussionen om en ny definition

I sidste uge mødes alverdens museumsfolk i Kyoto til en konference i International Council of museums (ICOM), der indbefattede ICOMs 25. generalforsamling.

ICOM 2019

Konferencen varede syv dage og der kom delegerede fra over 141 lande. Mangt og meget blev diskuteret, men en debat, der særligt var fokus på ved dette års generalforsamling var definitionen om, hvad et museum er.

En ny definition på “museum”

En ny definition var sendt til afstemning, men resultater af debatten ved generalforsamlingen i lørdags blev at en evt. beslutning ikke skulle tages ved denne session; dertil var uenigheden for stor.

Ved ICOMs 22. generalforsamling i Wien i 2007 blev den nuværende definition vedtaget:

“A museum is a non-profit, permanent institution in the service of society and its development, open to the public, which acquires, conserves, researches, communicates and exhibits the tangible and intangible heritage of humanity and its environment for the purposes of education, study and enjoyment.”

Det definition som ICOMs Executive Board ville have til afstemning på generalforsamlingen i weekenden lød således:

“Museums are democratising, inclusive and polyphonic spaces for critical dialogue about the pasts and the futures. Acknowledging and addressing the conflicts and challenges of the present, they hold artefacts and specimens in trust for society, safeguard diverse memories for future generations and guarantee equal rights and equal access to heritage for all people.

Museums are not for profit. They are participatory and transparent, and work in active partnership with and for diverse communities to collect, preserve, research, interpret, exhibit, and enhance understandings of the world, aiming to contribute to human dignity and social justice, global equality and planetary wellbeing.”

Der er jo en noget mere ordrig definition, der bliver foreslået og nogle af de elementer der er tilføjet er, at museernes mål er blive ekspliciteret ved at de skal ”bidrage til menneskelig værdighed og social retfærdighed, global lighed og planetens velbefindende”. Museums definitionen er også blevet udvidet med at museer skal være ”demokratiserende, inkluderende og polyfoniske rum for kritisk dialog om fortiden og fremtiden”.

At vejen hertil har været lang kan man se på dette slide fra generalforsamlingen, hvor der vises hvor meget støtte hvilke ord i definitionen har fået fra de forskellige svar på hvad definitionen bør blive.

EDqdKH6XoAA2pCB

Slide vist i tweet fra @MusStudiesHel med teksten: Session 5 Doshisha University: Towards a new museum definition. Here is a chart as to how many times specific concepts appear in the 269 answers and are included in the new definition proposal #ICOMKyoto2019 #ICOFOM

Processen har stået på i to år og har først til mange diskussioner i ICOMs forskellige fora. De mange vendinger i teksten kan få en til at overveje om definitionen er endt med at se sådan ud fordi flere skulle have deres lille bid af kagen, og dermed om det har resulteret i et definitionsforslag, der mere prøver at gøre interne interessenter tilfredse end at det skal være en klar definition for folk udenfor branchen?

Som Semaa Rao, den nye redaktør for Museum 2.0 spekulerede i et af de mange #ICOMKyoto2019 tweet der fulgte diskussionen i Japan, hvad svaret ville være, hvis man havde præsenteret  disse tanker om, hvad et museum kan være vil for alle de mange museumsbesøgende der er i denne verden. (https://twitter.com/artlust/status/1170329989088198661)

En god pointe. Ikke fordi, at museer skal lade de være op til et spørgeskema hos gæsterne om hvad museet eller museer handler om (eller om hvad der skal udstilles og serveres i cafeen), men fordi det er en pinedød nødvendigt for museerne at tage deres gæster i betragtning og lytte til dem, når beslutninger skal tages. Museerne er jo hverken til for museernes genstande eller ansatte, men til for alle dem, der bruges museerne.

Samfundsansvar

Noget som den nye definition kredser om er om et større ansvar for samfundet og dets udvikling.

For mig er der ikke tvivl om at museer er rum for debat, at de er institutioner hvor verden og ens eget liv bliver sat i perspektiv, og at de er fyldt med værker og historier, hvor værdier, som lighed, bæredygtighed, demokrati og retfærdighed kan finde næring. Spørgsmålet er bare om det er noget der skal skrives eksplicit og hvem der skal vurdere om et museum ikke lever op til definitionen?

Den nye definition ligger også op til at museerne skal ”aktivt skal samarbejde med forskellige communities”. Det er en rigtig god ide, da samarbejde gør, at man lytter og bliver mere relevant for flere, men det er nødvendigvis ikke noget der kan operationaliseres og dermed gøres målbart. En af de bedste forklaringer på hvordan, at man kan skabe et godt dialogbaseret brugerinddragende projekt på museer kom min kollega Anneken Appel Laursen med: ”Man skal gør sig fortjent til det”. Bare fordi at et museum gerne vi lave et projekt med andre, hvorfor skal folk ville samarbejde med museet og inkluderes i et community projekter? Hvad er der i det for dem? Museets skal vise, at de er værd at samarbejde med, og det kan de ikke kun ved at være aktivt samarbejdende, men også ved have indhold og historier, der er interessante for de forskellige communities. Og hvordan skal dette måles?

Museer skal tage de vigtige emner op, men der jo helt forskellige forudsætninger for at formidle ”global equality” eller ”planetary wellbeing” afhængig om man er det norske Skimuseum i Telemarken, et sultanpalads i Istanbul, et arbejdermuseum i Manchester eller et naturhistorisk museum i Aarhus. Skal det betyde noget i bedømmelsen af museernes samfundsengagement?

Jeg synes, at det var en god beslutning som generalforsamlingen tog i forhold til at udskyde beslutningen og dermed føre debatten tilbage til museerne, da jeg er overbevidst om at definitionsprojektet vil gøre mere gavn i diskussionen af det, end i en fast konklusion om, hvad et museum er eller bør være.

Link:

ICOMs meddelelse om at udskyde afstemning om den nye definition:
https://icom.museum/en/news/the-extraordinary-general-conference-pospones-the-vote-on-a-new-museum-definition/

En artikel i Kristelig Dagblad, der viser at der interne blandt danske museumsfolk også er diskussioner om hvorvidt den nye definition er en god ide:
https://k.dk/s/ILvj

1 kommentar

Filed under Diverse