Ved at løfte i bunden løfter man bredt – mindeord til Anki van Dassen

Nogle gange møder man personer som insistere på, at mere er muligt end man tænker kan lade sig gøre, og som får en til at tro nye muligheder. En sådan person var min kollega i Den Gamle By Anki van Dassen, der alt for ung døde i denne uge efter få års kræftsygdom.

Anki var en blændende formidler, og hun have en stærk mission om at udbrede formidlingen af historien til en målgruppe, der af mange ellers var afskrevet som mulige: Børn og unge med psykiske handikap og vanskeligheder i forbindelse med indlæring og sociale færdigheder.

Special forloeb Blindebuk DGB

Anki havde opbygget et godt netværk af undervisere på specialskoler, og i dialog med lærere og børn lavede hun dramapædagogiske forløb i Den Gamle By, hvor rammerne for forløbene var tydelige for børnene, hvor de kunne leve sig ind i en rolle med et historisk afsæt, hvor børnene var godt forberedte og trygge omkring det, der mødte dem undervejs, og hvor de forlod museet med ny viden både om historie og deres egen formåen. De gik derfra som en succes.

Anki var godt teoretiske funderet og havde samtidig en stor lydhørhed, hvilke var medvirkende til hendes succes med at formidle til denne særlige målgruppe. Og så havde Anki også noget andet. En stærkt tro og vilje om, at historien er noget for alle og noget der kan bruges af alle.

Ankis entusiasme og viden gjorde, at det altid var spændende at snakke med hende om emnet, og så blev man undervejs opildnet i troen på, at alt kan være muligt omkring museumsformidling, hvis man vil det. I snakkene med Anki blev jeg også bestyrket i en tese, som en af mine andre inspirationskilder Niels Bentsen Pedersen også var fortaler for: at når man løfter nogle med særlige behov så løftes hele feltet. Niels var i en årrække projektleder i forskellige skolebistandsprojekter. For en tyve år siden besøgte jeg ham i Nepal, hvor han i et DANIDA projekt stod for at lave skoler og undervisningsforløb for handicappede børn. Et af de spørgsmål Niels dengang fik var, hvorfor at man overhoved skulle hjælpe handicappede børn i et land med en generel stor analfabetisme. Niels rolige svar var altid det samme: Ved at udvikle metoder og træne lærere til at hjælpe dem med indlæringsvanskeligheder måtte lærerne og systemet samtidig overvejer de metoder, der blev brug i resten af undervisningssektoren. Ved at sætte fokus på hvordan at emner kan blive lettere at forstå, hvordan at undervisning i højere grad kan tale til følelser og krop – ja så blev hele sektoren løftet, og ikke kun det barn som projektet i første omgang blev udviklet til. At hjælpe de svageste var ikke kun en hjælp til de svageste, men en hjælp til alle.

Anki havde samme blik for værdien af at hjælpe børn med udfordringer: ved at udvikle forløb målrettet børn med særlige behov, så inspireres man til generelt at gøre undervisning bedre. Et af de projekter Anki arbejdede med, da hun alt for tidlig døde var ”Inklusion – Viden og oplevelser for alle” – der netop er et projekt, hvor erfaringerne fra forløbende med specialklasser bliver brugt til at styrke museumsundervisningen i det almene folkeskoleområde.

Anki konference om inklusion september 2019

Anki i september 2019, hvor hun var oplægsholder og medarrangør af en international konference i Aarhus, hvor metoderne fra “Inklusion – viden og oplevelser for alle” generøst blev delt. Her står hun sammen med nogle af de andre oplægsholdere: Pernille M. Andersen fra Naturhistorisk Museum, Marianne Bager fra Den Gamle By, Olaf Peters fra Nederlands Openlucht Museum og Charlotte Ahnlund Berg fra det svenske Riksantikvarieämbetet

Og så var Anki også så meget andet: En dygtig frivilligkoordinator i Den Gamle By, en entusiastisk og elskelig kollega, et meget givende museumsmenneske, der delte ud af hendes erfaringer på museet og til kollegaer på andre museer og i skolesektoren og et familiemenneske, der vil blive så ufattelig savnet.

Tak Anki, for at insistere på at gøre museet til noget for alle og tak for den fantastiske måde du var kollega, inspirator og medmenneske på.

 

1 kommentar

Filed under Diverse

Kultur og identitet – om Dan Turéll og Svend Åge Madsen

Jeg har været på Aarhus Teater og se Rune David Grues iscenesættelse af Svend Åge Madsens roman Se dagens lys. Jeg ville blandt andet gerne ind og se teaterets version af historien, fordi det er en roman, der betyder noget særlig for mig. For 12 år siden gav bogen mig en underlig og irrationel følelse af, at jeg var landet det rigtigt sted.

at_sedagenslys_fotoemiliatherese_086_7607

Se dagens lys på Aarhus Teater / Fotograf Emilia Theresa.

Dan Turéll og København

Men denne historie starter før det. Den starter i 1991, hvor jeg havde besluttet mig for, at søge ind på historiestudiet, spørgsmålet var bare hvilket universitet jeg nu skulle vælge? Jeg boede dengang på Falster og ville både undersøge historiestudiet i København og i Aarhus. Jeg havde været i København og følge nogle timer der, og tog i foråret 1991 så turen til Aarhus. Jeg brugte vist nok lejligheden til at besøge nogle af de gymnasievenner, der var taget til byen for at læse på journalisthøjskolen og det berømmelige statskundskabsinstitut og mon ikke turen også indbefattede besøg på Cafe Smagløs, Blitz og Den sidste. Aarhus var en sjov by. Som jeg husker det var undervisningen på historiestudiet på Aarhus Universitet også godt, der var smilende studerende og udenfor var det fantastisk flotte campus med søen, de gule murstensbygninger, græsset og træerne. Alt var egentlig helt som det skulle være bortset fra, at den rejselitteratur jeg havde valgt at tage med i den blå Fjällräven var Dan Turélls Mord ved Runddelen. Jeg sad der ved uni-søen og ventede på næste forelæsning, mens jeg læste om den navnløse detektivs vandreture gennem det København som jeg samtidig lige var ved at lære at kende. Det var en overbevisende stemning Dan Turéll skabte. Jeg så mig omkring på det pæne campus og tænkte, nej, det bliver nok København og historiestudiet på Københavns Universitet jeg skal skrive på som førsteprioritet. Og sådan blev det. Så i stedet for C.F. Møllers fine bygninger kom min studietid til at foregå på det trøstesløse KUA på Amager, men gudskelov med et studie og med venner som jeg stadig har gavn og glæde af.

Svend Åge Madsen og Aarhus

16 år senere gik turen så igen mod Aarhus. Jeg havde fået jobbet som formidlingschef på Moesgaard Museum og havde fundet et gammelt hovedhus til en gård omgivet af parcelhuse i Holme, den sydlige del af Aarhus. Der skulle Hanne og jeg sammen med Mia og Lauge flytte ind i vores lille bofællesskab med vores børn. Jeg kendte ikke meget til byen udover gode folk på byens museer, så jeg tænke, at jeg måske skulle få lidt hjælp fra Aarhus’ forfatterne. Det var lidt af en tilfældighed, at jeg som noget af det første købte Svend Åge Madsens Se dagens lys i en boghandel. Historien om udskiftningssamfundet og fastholdelsessamfundet fangede mig. I Se dagens lys er samfundet indrettet så man hver dag vågnede op med en ny partner, nye børn og et nyt job. Nye oplevelser og udfordringer for at undgå nogle af de problemer og uheldige mønstre, der var tilbage i ”Mellemtiden” og gjorde den tid kompliceret og ustabil. Men i bogen forelsker Elef og Mayas sig i hinanden og ønsker at bryde systemet for at være sammen hver dag. På et tidspunkt opsøger de nogle andre, der er gået imod systemet og er blevet ”fastboere”. De rebeller bor i Holme i en gård i et villakvarter. Malingen skaller af og der er en uplejet have. Et faldefærdigt hus i Holme! Jamen, det var jo mildest talt sådan et jeg lige var flyttet ind. Det var mit sted, og Svend Åge Madsens bog blev således et tegn for mig, at jeg havde gjort det rigtige valg. Jeg var så klar til at indtage byen sammen med de andre rebeller fra huset i Holme.

se dagens lys

Kunst og kultur kan skabe følelser og identifikation. Det kan ske i litteratur og teater, men også i kulturhistoriske udstillinger. I en af de publikumsundersøgelser jeg har lavet i Den Gamle By interviewede jeg blandt andet en 20 årig pige, der skulle til at studere i Aarhus. Adspurgt hvad hun synes var det bedste museumsoplevelse hun havde haft svarede hun uden at blinke Aarhus Fortæller, en udstilling om Aarhus’ historie. som hun nogle uger tidligere havde set i Den Gamle By. Jeg var forundret over hendes valg, men hun argumentere for valget: udstillingen betød noget for hende, fordi den havde historier om hvordan byen udviklede sig og at der i udstillingen var et store kort, hvor hun kan se hendes skole og bopæl og andre stedet i byen, der betød noget for hende.

Aarhus Fortæller sep 2019 Kort i gulvet i Aarhus Fortæller der lægger op til snak om egen historie.

”Det er jo en kærlighedserklæring til Aarhus denne her udstilling, det rørte mig rigtigt meget.” var en af hendes udsagn. Min tolkning efter interviewet var, at den 20 årige gennem sit valg af studieby nu for alvor havde valg Aarhus som hendes by. Aarhus Fortæller kunne derfor bruges af hende til at lære om byen og samtidig bekræfte hendes identitet som aarhusianer.

Aarhus Fortæller sep 2019 Litteraturhjørne i Aarhus Fortæller med citater af steder, som Svend Åge Madsen, Peter Laugesen, Yahya Hassan, Elsebeth Egholm med flere henviser til i deres bøger.

Se dagens lys kan ses på Aarhus Teater frem til 10. oktober. Historien er også fascinerende som teaterstykke og Julian Toldam Juhlins scenografi og Andres Kjems lysdesign fungere rigtigt godt. Stykke kan bestemt anbefales. Folk fra Sjælland og Falster skal måske bare passe på, om oplevelsen kan give dem et ikke endnu planlagt ønsker om at slå sig ned et andet sted end der, hvor de nu bor.

at_sedagenslys_fotoemiliatherese_079_7539

Se dagens lys på Aarhus Teater / Fotograf Emilia Theresa. Stykket kan ses frem til 10. oktober 2019

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Hvad er et museum? – diskussionen om en ny definition

I sidste uge mødes alverdens museumsfolk i Kyoto til en konference i International Council of museums (ICOM), der indbefattede ICOMs 25. generalforsamling.

ICOM 2019

Konferencen varede syv dage og der kom delegerede fra over 141 lande. Mangt og meget blev diskuteret, men en debat, der særligt var fokus på ved dette års generalforsamling var definitionen om, hvad et museum er.

En ny definition på “museum”

En ny definition var sendt til afstemning, men resultater af debatten ved generalforsamlingen i lørdags blev at en evt. beslutning ikke skulle tages ved denne session; dertil var uenigheden for stor.

Ved ICOMs 22. generalforsamling i Wien i 2007 blev den nuværende definition vedtaget:

“A museum is a non-profit, permanent institution in the service of society and its development, open to the public, which acquires, conserves, researches, communicates and exhibits the tangible and intangible heritage of humanity and its environment for the purposes of education, study and enjoyment.”

Det definition som ICOMs Executive Board ville have til afstemning på generalforsamlingen i weekenden lød således:

“Museums are democratising, inclusive and polyphonic spaces for critical dialogue about the pasts and the futures. Acknowledging and addressing the conflicts and challenges of the present, they hold artefacts and specimens in trust for society, safeguard diverse memories for future generations and guarantee equal rights and equal access to heritage for all people.

Museums are not for profit. They are participatory and transparent, and work in active partnership with and for diverse communities to collect, preserve, research, interpret, exhibit, and enhance understandings of the world, aiming to contribute to human dignity and social justice, global equality and planetary wellbeing.”

Der er jo en noget mere ordrig definition, der bliver foreslået og nogle af de elementer der er tilføjet er, at museernes mål er blive ekspliciteret ved at de skal ”bidrage til menneskelig værdighed og social retfærdighed, global lighed og planetens velbefindende”. Museums definitionen er også blevet udvidet med at museer skal være ”demokratiserende, inkluderende og polyfoniske rum for kritisk dialog om fortiden og fremtiden”.

At vejen hertil har været lang kan man se på dette slide fra generalforsamlingen, hvor der vises hvor meget støtte hvilke ord i definitionen har fået fra de forskellige svar på hvad definitionen bør blive.

EDqdKH6XoAA2pCB

Slide vist i tweet fra @MusStudiesHel med teksten: Session 5 Doshisha University: Towards a new museum definition. Here is a chart as to how many times specific concepts appear in the 269 answers and are included in the new definition proposal #ICOMKyoto2019 #ICOFOM

Processen har stået på i to år og har først til mange diskussioner i ICOMs forskellige fora. De mange vendinger i teksten kan få en til at overveje om definitionen er endt med at se sådan ud fordi flere skulle have deres lille bid af kagen, og dermed om det har resulteret i et definitionsforslag, der mere prøver at gøre interne interessenter tilfredse end at det skal være en klar definition for folk udenfor branchen?

Som Semaa Rao, den nye redaktør for Museum 2.0 spekulerede i et af de mange #ICOMKyoto2019 tweet der fulgte diskussionen i Japan, hvad svaret ville være, hvis man havde præsenteret  disse tanker om, hvad et museum kan være vil for alle de mange museumsbesøgende der er i denne verden. (https://twitter.com/artlust/status/1170329989088198661)

En god pointe. Ikke fordi, at museer skal lade de være op til et spørgeskema hos gæsterne om hvad museet eller museer handler om (eller om hvad der skal udstilles og serveres i cafeen), men fordi det er en pinedød nødvendigt for museerne at tage deres gæster i betragtning og lytte til dem, når beslutninger skal tages. Museerne er jo hverken til for museernes genstande eller ansatte, men til for alle dem, der bruges museerne.

Samfundsansvar

Noget som den nye definition kredser om er om et større ansvar for samfundet og dets udvikling.

For mig er der ikke tvivl om at museer er rum for debat, at de er institutioner hvor verden og ens eget liv bliver sat i perspektiv, og at de er fyldt med værker og historier, hvor værdier, som lighed, bæredygtighed, demokrati og retfærdighed kan finde næring. Spørgsmålet er bare om det er noget der skal skrives eksplicit og hvem der skal vurdere om et museum ikke lever op til definitionen?

Den nye definition ligger også op til at museerne skal ”aktivt skal samarbejde med forskellige communities”. Det er en rigtig god ide, da samarbejde gør, at man lytter og bliver mere relevant for flere, men det er nødvendigvis ikke noget der kan operationaliseres og dermed gøres målbart. En af de bedste forklaringer på hvordan, at man kan skabe et godt dialogbaseret brugerinddragende projekt på museer kom min kollega Anneken Appel Laursen med: ”Man skal gør sig fortjent til det”. Bare fordi at et museum gerne vi lave et projekt med andre, hvorfor skal folk ville samarbejde med museet og inkluderes i et community projekter? Hvad er der i det for dem? Museets skal vise, at de er værd at samarbejde med, og det kan de ikke kun ved at være aktivt samarbejdende, men også ved have indhold og historier, der er interessante for de forskellige communities. Og hvordan skal dette måles?

Museer skal tage de vigtige emner op, men der jo helt forskellige forudsætninger for at formidle ”global equality” eller ”planetary wellbeing” afhængig om man er det norske Skimuseum i Telemarken, et sultanpalads i Istanbul, et arbejdermuseum i Manchester eller et naturhistorisk museum i Aarhus. Skal det betyde noget i bedømmelsen af museernes samfundsengagement?

Jeg synes, at det var en god beslutning som generalforsamlingen tog i forhold til at udskyde beslutningen og dermed føre debatten tilbage til museerne, da jeg er overbevidst om at definitionsprojektet vil gøre mere gavn i diskussionen af det, end i en fast konklusion om, hvad et museum er eller bør være.

Link:

ICOMs meddelelse om at udskyde afstemning om den nye definition:
https://icom.museum/en/news/the-extraordinary-general-conference-pospones-the-vote-on-a-new-museum-definition/

En artikel i Kristelig Dagblad, der viser at der interne blandt danske museumsfolk også er diskussioner om hvorvidt den nye definition er en god ide:
https://k.dk/s/ILvj

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Charlotte S H Jensen in memoriam

Charlotte S H Jensen døde i sidste uge. Pludseligt og alt for tidligt.
Hun var en inspiration for mange og en ivrig debattør omkring kulturarv og museumsfeltet. Særligt debatterede Charlotte om adgang til kulturarven og de digitale muligheder for museer og arkiver, og det skete oftest gennem digitale platforme som for eksempler blogmediet wordpress. Denne blog som du sidder og læser disse linjer på blev blandt andet skabt med inspiration fra Chalottes egen blog https://charlotteshj.dk som jeg altid har synes var en af de mest læseværdige indenfor museumsblogfeltet.
Udover gennem blogindlæggene er vi rigtigt mange museumsmennesker, der kender Charlotte gennem hendes mange delinger og kommentarer på facebook. Ikke alle var altid enig med Charlottes holdninger om digitaliseringens muligheder eller om hvordan museerne kunne drives økonomisk bæredygtigt, men Charlotte var en fantastisk med- og moddebattør, der højnede debatten ved at linke til undersøgelser om emnerne og ved at få hendes enorme netværk aktiveret og dermed få flere i tale så mange holdninger kunne blive hørt. Og bag det hele lå Charlottes oprigtig tro på, at kulturarv var vigtigt og skulle deles og gøres tilgængeligt for så mange som muligt.
Jeg synes helt klar, at facebook er blevet fattigere de sidste par dage nu når Charlottes feed mangler.

Web 2.0 og kulturarven

Charlotte i sit faglige es – kommunikerende fra en computer og til en konference om kulturarv og sociale medier. Foto og ©: Arkivformidling ODA.

Skabertrang og nysgerrighed for de digitale muligheder gjorde også Charlotte til en visionær person i hendes arbejde for Nationalmuseet, Rigsarkivet, Københavns Museum med videre, og hendes åbne væsen gjorde, at hun kendte rigtigt mange, og at hun inspirerede mange danske og nordiske museumskollegaer. De første gange jeg selv mødte Charlotte var for en 15 år siden. Vi var en gruppe dengang yngre museumsfolk, det gerne ville afprøve hvordan digitalisering og digital formidling kunne bruges på museer. Flere af os havde fået midler gennem Kulturstyrelsens pulje Kulturnet Danmark og blev senere knyttet til at arrangere den digitale museumskonference Nodem i København i 2010. I det miljø var Charlotte en foregangskvinde, der holdt fanen højt omkring hvordan, at vi kunne dele vores nye viden og ideer. Hun var blandt andet med til at stifte en digitale netværksgruppe for museumsansatte, medinitiativtager til den tidlige museumsblog http://www.formidlingsnet.dk og til at det analoge tidsskrift Danske Museer fik en infoboks Digit@lt, om de digitale tiltag på museerne. Mange af os fulgte også Charlottes egen blog, der var en af de første danske om museer og arkiver. For at markere at det digitale var blevet et vigtigt emne blev prisen Den Gyldne USB stiftet og uddelt på ODMs formidlingsseminarer. Det var helt naturligt, at Charlotte stod for at indstifte og uddele prisen. Det var også ved de samme seminarer for en 10 år siden, at Charlotte i pauserne hjalp med at få oprettet flere museumsfolk som facebook- og twitterbrugere, og at hun ved de møder var en centrale person i de engagerede debatter om, hvordan museerne kunne bruge nye digitale platforme som facebook og Second Life.

IMG_1094 Second Life Catal Huyuk

Charlotte på besøg ved Catal Huyuk i Second Life tilbage i 2008 sammen med blandt andet undertegnede og Camilla Bjarnø og Ea Rasmussen fra Moesgård Museum.

Og så var der alt det andet som Charlotte har lavet og været involveret i. Som for eksempel historie-online, Dansk genealogi, Satyren, The Nordic Heritage Weekly, fornyelsesprisen ved Historiske Dage og som højtids- og folkemindeforsker, arkivmedarbejder og foregangskvinde omkring Maker space på museer.

Det er helt uvirkeligt, at Charlotte ikke er her mere, og at hun kun blev 57 år. For nogle år siden havde jeg tilfældigvis fået timet det sådan, at et blogindlæg her på bloggen om digital interaktion på tyske museer udkom på Charlottes fødselsdag. Charlotte var sød nok til at se det som en fødselsdagsgave og kvitterede, venlig som hun var, med at skrive, at det ikke kunne blive meget bedre “med mindre selvfølgeligt, at det fremføres i Ekarvformat af en elg, mens jeg drikker en kop lakridste ;-D”.
Jeg håber, at der er gode korte museumstekster det, hvor du er nu Charlotte, sammen med lakrids, duften af Sverige og med digital og analog adgang til masser af kulturarv. Os der er blevet tilbage vil savne dig.

Ære være Charlotte S H Jensens minde.

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Diverse

Hvordan fortolkes en klassiker? – musikalsk kulturarv på Roskilde Festival

For mig er Bob Dylans Ballad of a Thin Man, Talking Heads Burning Down the House, The Cures Lovesong og Underworlds Born Slippy ligeså meget kulturarv som Grauballemanden, Skuldelevskibene og Septemberforliget fra 1899. De er i kategorien af sange, der har samlet folk til forskellige tider og er statement om forandringer og evigunge bekymringer og glæder om kærlighed, livet og retningen.

En særlig ting ved denne type kulturarv er, at den både kan ses som statisk gennem den indspilning, der vandt udbredelse, men den er også foranderlig, når nummerets skabere optræder med det og de selv er blevet ældre eller bare har skiftet perspektiv og stil.
Det var der en demonstration af på årets Roskilde Festival. Der er for mig en festival, der først og fremmest er værd at besøge på grund af den fantastisk stemning, de gode venner og det at kunne blive beriget af ny musik fra for eksempel makedonske hornorkesteret, amerikanske punk-calyso konstellationer eller italienske art-indiebands, som man ikke havde fantasi til at de kunne eksistere. Det udvider den musikalske horisont. Men Roskilde Festival er også et sted, hvor legender bliver booked og den musikalske kulturarv dermed bliver fortolket eller vedligeholdt, på sammen måder, som det sker på museer verden over.

Roskilde Festival 2019

Underworld på Roskilde Festival, 5. juli 2019

Museerne har altid fået inspiration udefra. De sidste mange år har flere talt om visuel og fortællermæssig inspiration fra film og teater. Men musik er naturligvis også værd at skele til, og herunder til hvordan at kulturarvsmaterialet fra musikhistorien og den vestlig ungdomskultur i de sidste generationer bliver formidlet og præsenteret. Denne skelen vil jeg prøve at gøre gennem en række koncerter, jeg oplevede på dette og sidste års Roskilde Festival.

Bob Dylan

En musiker der ikke er bange for drastisk at tolke egne klassikere er Bob Dylan. Han optrådte på Orange Scene onsdag 3. juli 2019. Hele koncerten sad han bag sit flygel på samme måde som han har gjort det ved de andre koncerter i 2019 versionen af hans Never Ending Tour. Dette instrumentvalg kunne være fordi at Dylan vil spille sangene gennem pianoet. En anden plausible grund til dette valg kunne også være, at den nu 78 årige Dylan hellere vil sidde ned end stå op ved de 38 koncerter han har givet i år fra slutningen af marts og til midten af juli. Det er jo ikke en ”Burn Out Tour”, men en ”Never Ending Tour” Dylan er på, så kræfterne skal strækkes. Pianoet var generelt i fokus og sangene tolket mere eller mindre frit af mesteren selv, så de lød ikke alle som forventet. Personlig tog det mig for eksempel nok halvdelen af sangen før det gik op for mig, at han var i gang med It Ain’t Me, Babe.

Roskilde Festival 2019

Bob Dylan på Roskilde Festival, 3. juli 2019

Også ved denne Roskildekoncert var jeg omgivet at glade folk, der gerne ville musikken og stemningen. Ved min ene side stod to unge, hvor fyren var rigtig glad for at være sammen med pigen og for at være under sammen himmel som His Bobness og pigen var rigtigt glad for fyren som hun stod med, så Dylan kunne havde spillet Blowin’ in the Wind baglæns uden at det havde generet dem. På min anden side stod en ældre Dylan connoisseur, der denne aften skulle se Dylan 12. gang siden hans første koncert med ham i slutningen af 1970’erne. Har fulgte nysgerrigt med og kunne bagefter dele hvad der var forskelligt i forhold til de tidligere Dylan koncerter på Dyreskuepladsen, i Aarhus, Brøndbyhallen osv. Dylans variation over hans egent materiale var helt tydelig en glæde for ham og en bevæggrund for, at han vendte tilbage til Dylankoncerterne.

Robert Plant

En anden der blev spottet blandt Dylan publikummet den aften var den tidligere Led Zeppelin sanger Robert Plant. Han skulle dagen efter optræde på festivalen med hans band the Sensational Space Shifters.

Robert Plant at Roskilde Festival 2019

Robert Plant & The Sensational Space Shifters på Roskilde Festival, 4. juli 2019

Koncerten var dels med Plants solemateriale, men også med fortolkninger af Led Zeppelin sange som Black Dog og Ramble On, der i Space Shifters versionerne er mere blues-folk’et, hvilke er en god udnyttelse af bandmedlemmernes styrke som violin- og mandolinspiller. Plant elsker stadigt at stå på scenen, og hans stemme er stadig imponerende kraftfuld.

Johnny Marr

Et medlem fra en anden markante gruppe der lagde turen forbi Roskilde i år var The Smiths guitaristen Johnny Marr. The Smiths var en del at min ungdoms forståelsesramme, Marrs guitar kunne jeg rigtigt godt lide, men jeg havde det dengang lidt svært med Morrisseys klynkende stemme (jeg ved det er blasfemisk at mene der). Så for mig var det en fin fin aftenkoncert Marr gav på Arena scenen, hvor arrangementerne til Smiths numre som How soon is Now og Bigmouth Strikes Again i mine øje ikke var meget anderledes en originalerne, og de blev stilsikkert udført og sunget af Marr, der stadig er en mørkklædt englændere, hvis tre hovedmåltider synes at se ud som a cup of tea, chips og a pint of lager.

Roskilde Festival 2019

Johnny Marr på Roskilde Festival, 5. juli 2019

Det var en god koncert med stærke sange, som greb mig og de andre 40+ årige jeg stod ved. Meget passenede sluttede Marr koncerten af med The Smiths’ klassiker There Is a Light That Never Goes Out.

Underworld

Marr blev den aften i Roskilde efterfuldt af engelske Underworld, der med deres house og techno var med til at definere 90’ernes musik. Ind på scenen kom Karl Hyde og Rick Smith, som umiddelbart lignede to ældre revisorer, der havde fået en ny T shirt i dagens anledning. Og så begynde ellers en masterclass i hvordan at man styrer en dansegulv og laver clubstemning blandt tusindvis at festivalsgængerne. Man måtte håbe, at dem der skulle optræde på Apollo, festivalens club og dj scene, var forbi og tage noter.

Roskilde Festival 2019

Underworld på Roskilde Festival, 5. juli 2019

De to englændere gjorde sig ikke yngre end de var, men Smiths synth sad hvor den skulle, og det var en veloplagt Hyde der sang, og ligesom første gang jeg så ham tilbage i 1993 på et stadion i en forstad til London, så dansede han energisk og entusiastisk på en mister Bean-agtig måde.

The Cure

Nogle der ligesom Underworld holdt sig ret meget til de oprindelige oplæg var The Cure, der havde den denne festivals store samlede koncert lørdag aften på Orange. Forsangeren Robert Smith er blevet lidt mere bedstefar-rund, men han har stadig pjusket hår og udtværet læbestift og maskara. Ikke et typisk udseende for en 60 årig, men samtidigt ikke noget der kan siges at være et forsøg på at se yngre ud, da få yngre har forsøgt med den stil, med mindre det var for at hylde The Cure. For det er en stil Smith har haft siden 1980erne. Bassisten Simon Gallup er stadig tynd og med den samme outdated frisure. Den trofasthed de havde for deres udseende galt også deres musik. Det var et meget velspillende og synligt tilfreds band, der lukkede Orange scene den lørdag. Som Smith sagde før en af de sidste numre: at han ikke havde så meget at sige for sangene sagde jo det han ville sige, men at det var sange, som han nød mere og mere at spille for et publikum.

Roskilde Festival 2019

The Cure spiller Forest på Roskilde Festival, 6. juli 2019

Den version The Cure gav af sangen Forrest ved Spring Special koncerten på Dyreskuepladsen i maj 1989 var en af de første store skelsættende liveoplevelser for den dengang 17 årige Martin. Her 30 år senere var den ovevældende førstegangsforelskelse ikke den samme, men der var stadig et sublimt samspil mellem Smith og Gallup og nummeret har live en at de fineste underspillede guitarsoloer. Meget fint og for mig dejligt, at det nummer ikke var forsøgt omarrangeret.

David Byrne

Jeg vil slutte med at nævne en koncert fra sidste år, der ligesom The Cures koncert i 1989 slog benene væk under mig. Det var den tidligere Talking Head forsanger David Byrne, som optrådte på Roskilde Festival den 6. juli 2018. Ved koncerten blev der spillet hans solomateriale og fra Byrnes samarbejde med St. Vincent foruden Talking Heads sange som Once in a Lifetime og Burning Down the House. Musikken var fantastisk levereret, men det jeg særligt husker var sceneshowet, hvor Byrne og hans folk radikalt havde gentænkt formen. Det var en helt tom grå scene uden trommesæt, forstærkere, mikrofonstativer og andet der ellers plejer at definere det rum. Scene var indrammet af en væg af grå reb der hang ned. Alle musikerne var i grå jakkesæt og alle instrumenter var mobile inkl. trommesættet, der var del op, så forskellige musikere bar henholdsvis storetromme, bækkene osv.  Hele koncerten var dynamiske bevægelser rundt på scenen med en eller flere musikere.

David Byrne - David Byrne with Gustavo Di Dalva, Daniel Freedman, Aaron Johnston, Tim Keiper, Mauro Refosco, Davi Vieira, Karl Mansfield, Chris Giarmo & Tendayi Kuumba

Dette billede er ikke fra Davis Byrnes optræden på Roskide Festival 6. juli 2018, men fra et lignede show Byrne have et par uger senere på Merriweather Post Pavilion i Maryland, USA. Foto: Peter Hutchins ©

Koreografien var tilpasset musikernes og den nogle-og-tresårige Byrnes evner – og det hele var stramt, opfindsomt. energisk og elegant lavet. Helt i tråd med at Byrne gerne vil gå nye veje så var koncertens sidste nummer et cover af protestsang Hell You Talmbout, skrevet af Janelle Monáe, der er en af de unge kunstnere som Roskilde Festivalen har booket som et hovednavn i år. Fantastisk at opleve en kunstner født i 1952 kan optræde med sange han skrev fra 1980’erne og til i dag og samtidigt gentænke rockkoncerts format. Men samtidigt måske alligevel ikke så overraskende, da han og resten af Talking Heads jo gjorde lidt at det samme i 1984 ved koncertfilmsformatet med deres Stop Making Sense livealbum og film.

Fortolkninger af den musikalske kulturarv

Dette års Roskilde bød på flere eksempler på kunstnere, der holdt sig til det oprindelige materiales udtryk. De prøvede ikke at gøre sig yngre eller drastisk at ændre arrangementerne. Det virkede, når numrene blev spille med energi og ikke mindst, når man kunne mærke at kunstneren ville publikum. Det kunne være på en underspillet måde ved The Cures optræden eller mere grinende, smilende og dansene som ved Underworld koncerten.
Så var det dem der ville noget andet. Dylan var den mest radikale og spørgsmålet var om den version at Never Ending Tour i år er blevet sådan fordi den 78 årige kunstner gerne ville sidde ned bag flyglet under koncerten eller bare fordi han ikke vil gøre det samme som han gjorde for år tilbage. Begge dele er jo reelle valg. Et valg Dylan også havde taget var, at det var en koncert med meget lidt publikumspleasing, hverken i syng-med faktor eller i hans kontakt til publikum mellem numrene, der var begrænset til enkelte nik, smil og et kort buk til sidst. Helt anderledes var Byrnes gentolkninger af egne numre på sidste års festival. Talking Heads numrene var ikke helt så post-punkede som i 1980erne, men stadigt fyldt med energi og nerve. Og i formen gik Byrne så helt nye veje, og efterlod undertegnede og de andre ellers koncertvalgte festivalgæster imponeret over det nye som vi lige havde oplevet.
Der skal naturligvis være grund til at tage en kendt sang, historie, genstandstype mv. og vise den som man plejer eller at gøre det på en ny måde. Det kan være, at en begrænsning af midler, alder, evner osv. kræver at ting skal gentænkes, men det er absolut mere interessant, når det sker for at bruge nye bandmedlemmers evner (som Plant gjorde det) eller have talent, ideer og fantasi til at gå udfordre os hvad konventionerne er (som Byrne gjorde det).
Og ved alle koncerterne er det – lige som på museerne, i teatrene og andre steder – en styrke, når os publikum kan mærke den her optræden er en, som betyder noget, og at kunstneren (eller museet) gerne vi have samspillet og kontakten.

Roskilde Festival 2019

The Cure på Roskilde Festival, 6. juli 2019

Link

Den grundige Bob Dylans fansite Bob Links anmeldelser af koncerten på Roskilde Festivalen 3. juli:
http://www.boblinks.com/070319r.html

En optagelse fra Robert Plants koncert på Roskilde 4. juli 2019 af den flittige koncertfilmer mathiasnielsen66:
https://youtu.be/FxcAyVbXoRI

En koncertoptagelse fra Berlin i 2016 af Underworlds signatursang Born Slippery:
https://youtu.be/krN3ledny-Y

The Cure, der spille Forrest live på den hollandske Pinkpop Festival 2019 en måned før bandet optrådte på Dyreskuepladsen:
https://youtu.be/r54jwZvtJck

Det type optræden som David Byrne besøgte Roskilde Festivalen med i 2018. Her fra koncerten på Austin City Limits Festival 2018:
https://youtu.be/aII8d1IkWrA

Tidligere blogindlæg her på bloggen om musikoptræden og museumsformidling:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2010/10/03/trentemoeller-og-montren/
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2013/09/11/led-zeppelin-gladsaxe-og-kontrakten-med-publikum/

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Vadehavscentret – og formidling til grupper

Vadehavcentret i Vester Vedsted fungere som en indgang til den storslåede Vadehavskyst, der er ligge få hundrede meter derfra. Det er en hård konkurrent at skulle hamle op med, men Vadehavscentret er på mange måder et godt tænkt og behagelig udstillingssted, hvor lyset og naturen trækkes ind i bygningen. For to år siden blev centeret gentænkt i en bygning tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter og med nye udstillinger designet af JAC Studios. Den permanente udstilling, som stedet åbnede med, har fokus på trækfuglene og i år er stedet blevet suppleret med en udstilling, der fortæller om kulturhistorien langs kysten.

IMG_9854

Jeg besøgte museet i forrige uge og noget jeg særligt lagde mærke til var, hvor godt rummene og udstillingen var disponeret i forhold til gruppebesøg. I forvejen sker en væsentlig del af formidlingen fra Vadehavscentret gennem stedets mange naturvejledere, der tager gæsterne på ture i naturen, men som også kan inddrage centrets udstillinger i deres rundvisninger. Denne funktion som et rundvisnings- og gruppebesøgssted har udstillingerne på fineste vis taget høje for. En basal ting der er tænkt over er plads, det vil sige, at de enkelte rum (med hver med deres hovedemne) har frit gulvplads nok eller siddepladser nok til, at man samlet kan få en introduktion og se det som guiden fortæller om.

IMG_9921

IMG_9860

Det er også steder i udstillingen, hvor det at være flere sammen er tænkt ind i formidlingsløsningen. Det sker blandt andet i rummet Livet i Vadehavet, hvor bassinet i rummet med dyr fra havbunden (krabber mv) har en størrelse, så der kan stå flere om det og bruge karret.

IMG_9927

Et andet det sted, hvor gruppen elegant er tænkt ind i oplevelsen er i den nye kulturhistoriske udstilling, Vadehavsfortællinger, som åbnede her i påsken. Den udstilling er designet som en opslagsværk. Der er et skråtstillet podie med en mængde genstande, som fortæller om dagligliv, jagt, turisme og andre temaer og hvor der også er enkelte personportrætter, blandt andet om den lokale digter og bidragsyder til højskolesangbogen Jens Rosendal.

IMG_9915

Foran podiet og ved bænke i rummet er der skærme med en oversigt over podiets genstande. Gennem skærmene er det muligt for at få oplysninger om genstandene, samtidig med at de bliver belyst og gennem skærmene kan man også vælge temaer, for eksempel sørøveri, som så inddrager flere af podiets genstande. Det virker fint og er en udpræget en jeg-gå-på-oplevelse formidling for enkeltpersoner eller små grupper på 2-4 personer.

IMG_9901

IMG_9900

Det ekstra rundvisningselement, der er tænkt ind i denne del at udstillingen er, at rundviseren kunne stille sig på en platform midt i podiet og derfra styre lyset og skærmene i rummet. Rundviseren kan dermed overtage fortællingen og sørge for, at alle ser de samme filmbidder eller har fokus rettet mod den samme genstand.

IMG_9914

Et sidste sted på centret jeg vil nævne i forhold til gruppeformidlingen er i Afrejsen, det afsluttende rum i Vadehavscentrets rundgang. Rummet formidlere trækfuglenes afrejse gennem en installation lavet i samarbejde med det engelske designfirma Jason Bruges studio. Installationen består af en film med trækfuglene, der letter, et lydbillede som understøtter fortællingen og en masse små lcd skærme, som illuderer fugleflokken.

IMG_9937

Det er en udpræget sanselig oplevelse uden konkret information, men også det rum er designet til flere. Der er godt med gulvplads og et lille siddepodie så en gruppe kan få denne oplevelse sammen før museumsbesøget slutter og naturvejlederen evt. kan fortsætte turen ude ved kysten og de fugle som ”følelsen” formidlede.

IMG_9945

At tænke sig publikum og dets behov ind i formidlingen er en forudsætning for at kunne lave en god udstilling. Med Vadehavscentrets mange rundvisninger er det godt at se, at denne brug af museet fungere godt i centrets disponering og formidlingsløsninger.

IMG_9930

Link

https://www.vadehavscentret.dk/

Skriv en kommentar

Filed under Kulturhistorie, Naturhistorie, Udstilling

Folketingsvalget 2019 og museerne

Om to dage er valg. Er museer så noget der er blevet talt om i valgkampen og har museerne haft særlige initiativer i anledningen af folketingsvalget?

I forhold til museernes initiativer så var Nationalmuseet og Den Gamle By hurtigt ude. Nationalmuseet udgav samme dag som valget blev udskrevet en webartikel om valgplakater, hvor blandt andet deres tidligere medarbejder Lars K. Christensen og hvor lederen af Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By Elsebeth Aasted Schanz satte plakaterne i historiske perspektiv.
Dagen efter valget blev udskrevet brød Den Gamle By så lovgivningen om, hvornår at valgplakater må sættes op – hvis det ikke var fordi at de plakater som museet hængte op blev sat op i museet 1970 kvarter, og fordi at det var valgplakater fra 70’erne med blandt andet Fremskridtspartiet, Erhard Jacobsen og Venstresocialisterne.
Arbejdermuseet satte også fokus på valgplakaterne ved på facebook at vise et udvalg af deres valgplakatsamling.
Af materiale på nettet der sætter valget i perspektiv vil jeg også fremhæve Det Danske Filminstituts tema “Sofavælgere og stemmefiskere” om film i 1940’erne til 1960’erne opfodre danskerne til at gå til stemmeurnerne. Hvis man mere er til propagandafilm tilbydes det også af Filminstituttet i deres artikel “Fake News anno 1930’erne”.

IMG_8265 valgplakat Den Gamle By

Valgplakat i Den Gamle Bys 1970 kvarter

Jeg er ikke stødt på nogle museer, der i anledning af valget lavede deciderede udstillinger (på nær Den Gamle Bys valgplakatudstilling i deres 1970’er byrum), men flere museer har budt ind med arrangerement og valgmøde, hvor der blev sat fokus på noget at de emneområder, som det enkelte museum beskæftiger sig med.
På kommunikationsmuseet Enigma var der den 29. maj et arrangement om Eftertanke vs. hastighed i den politiske debat. Kvindemuseet afholdt på Mors dag den 12. maj et debatarrangement med folketings- og europaparlamentspolitikere om kemi i hverdagen i forhold til børn og gravide. Samme museum havde allerede i november 2018 et arrangement med kvindelige folketingskandidater om flere kvinder i folketinget. Videnskabsmuseet Steno Museum i Aarhus havde den 21. maj lavet åbningen af udstillingen “Gentests og tandbørster – hvordan sundhed blev fælles” om til et sundhedspolitisk vælgermøde. Der blev de fremmødte politikere blandt andet bedt om at svare på, hvad de vil skære væk på sundhedsområdet, når der skal prioriteres, og hvorfor?

Vaelgermoede-Aabning-SKpresse02_steno

Udstillingsåbning på Steno Museet 21. maj, hvor Adam Holm samtidig prøver at styre folketingskandidaterne til et sundhedspolitisk vælgermøde. Foto: Søren Kjeldgaard

Der var også nogle museer som inviterede politikere til arrangementer, hvor der diskuteres kulturpolitik. Det sker blandt andet i dag (3. juni) på Ragnarock i Roskilde, og det er også sket på Nationalmuseet og i Den Gamle By. På museet i Aarhus fandt det sted den 27. maj, ved et arrangement, der også var en sangsaften, hvor hver af politikerne havde valgt en fællessang. Venstres Fatma Øktem havde for eksempel valgt “I Danmark er jeg født” og de Radikales Henrik Vinter bidrog med “Jeg elsker den brogede verden”. På Nationalmuseet indgik der også sang i deres række af arrangementer ”Sangdueller og valgdebat”, der fandt sted 16. 21. 28. og 29. maj, og hvor der ud over kulturpolitik også blev diskuteret klima og udlændingepolitik.

61846117_2351504175094807_4008475874797027328_n

Stemmer i valget arrangement i Den Gamle By den 27. maj. Foto: Pi Due Rosendahl.

Museer og kulturpolitik i valgkampen

De to centrale emner der har været omkring museerne i forhold til landspolitik i de seneste år er dels de årlige 2 % besparelser af statens støtte til museerne og dels den mulige revision af museumsstøtten. 2% besparelserne er nu næsten nået op på 10 %, og har naturligvis gjort særligt ondt på de museer, der får meget i statsstøtte, men det er besparelser som har kunnet mærkes overalt, og som giver museerne færre midler til at gøre det, som de får støtten til. Den evt. revision af fordelingen af støtteordningen til landets museer vil betyde, hvis der er et nulsumsspil, at nogle museer vil få mere i støtte og andre mindre. Debatten om revisionen har været i gang i 1½ år nu, men der blev ikke landet en aftale før valget og dermed også før en ny kulturminister bliver udpejet, hvilken side at tinget vedkommende end må komme fra. Spørgsmålet er så naturligvis om denne justering af museumsstøtten bliver en prioritet for den nye minister, og om der kan findes flertal for en ændring. Er de to emner, for museerne meget vigtige emner, så noget der blev brag op i valgkampen? Det korte svar er: Ikke meget, men kulturpolitik har heller ikke været prioriteret.
Et eksempel på kulturpolitikkens overordnede status er, at der ved nogle af dette valgs kandidattest var en mulighed for at markere, hvilke politikområder man særligt er interesseret i. PÅ TV2s test kan der vælges mellem Skattepolitik, Skole og uddannelse og Ældreområder sammen med 11 andre områder, men ingen af dem er kulturpolitik. Emnet er ud fra mine observationer ikke blevet diskuteret meget, men der er dog enkelte undtagelser, og den ene er fremkommet på grund af en museumskollegas arbejde. Det er museumsinspektør på SMK, Merete Sanderhoff, der i sidste uge udkom med bogen ”Et spørgsmål om kultur – Kulturpolitikken til debat”. Med udgangspunkt i den bog og et interview med Merete Sanderhoff var der en debat i DR2 deadline den 29. maj, blandt andet mellem de to kulturpolitiske ordførere Alex Ahrendtsen (Dansk Folkeparti) og Mogens Jensen (Socialdemokratiet). Samme Alex Ahrendtsen formåede også at få en avisforside, i Jyllands-Posten, den 28. maj med et forslag om et national lotteri, der blandt andet skulle være med til at skaffe midler til blandt andet gamle håndværk og kulturarvsbevaring herunder til renovering af slotte som huser museer.
Jyllands-Posten fulgte i deres trykte avis op på den kulturpolitiske dækning ved over tre dage (29. maj, 30. maj og i dag 3. juni) at spørge museernes kulturpolitiske ordfører om, hvad vedkommende ville gøre, hvis hun eller han blev kulturminister. Ikke alle af politikerne nævner museer i deres besvarelse, men dem som gør det, taler om gratis adgang til udvalgte museet (Merete Scheelsbeck fra Konservative, Pernille Vermund fra Nye Borgerlige og Marianne Karlmose fra Kristendemokraterne) og at museumsrevision skal gennemføres (Bertel Harder fra Venstre og Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti). Bertel Harder nævner også, at besparelsen på de 2 % af statens tilskud til kulturinstitutioner skal fjernes, og det samme gør Mogens Jensen fra Socialdemokratiet, Merete Scheelsbeck fra Konservative og Jacob Mark fra SF.

IMG_9090 JP kulturpolitik

Hvis jeg var kulturminister” interviews i Jyllands-Posten fra den 29. og 30. maj

Personligt synes jeg, at det er meget glædeligt, at der synes at være en bred modstand mod de 2 % besparelser på museerne, både fra de partier der i sin tid indførte dem og fra dem, der dengang ikke stemte for dette omprioriteringsbidrag. Jeg håber at de alle ved stå ved det synspunkt også efter den 5. juni. I modsætning til sidste valgkamp er dette emne, en generel besparelse på kulturområdet, i hvert fald blevet nævnt, for som Merete Sanderhoff siger i sit interview i Deadline, så er det jo så noget som vælgerne så har mulighed for at tage i betragtning, når krydset skal sættes.
En status på valgkampen 2019 og museerne må være, at flere museer har grebet lejligheder både til at bidrage med viden, og til at få sat emner på valgdagsordenen og få politikere i tale om de emner. Politikere og pressen har overordnet ikke haft museer eller kulturpolitik som en prioritet, men derfor skal Axel Ahrentsen, DR2’s Deadline, Jyllands-Posten og andre der har prøvet at bringe emnet op også have ros for det herfra.

Og så er valgkampen jo samtidig historie lige om lidt, og der er museer som er rykket ud for at dække det. Arbejdermuseet samler som vanligt ind til samlingen i forbindelse med valget, og det samme gør Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By. Og med hensyn til valgplakater er mine kollager fra Plakatmuseet særligt glade, når der er partier og politiker, som går nye veje med plakatmedier – selvom at Alternativets klimaplakat i smeltende is ikke lige er til at få ind i samlingen. Så var det nemmere med plakaten fra 1970’erne med Erhards betragtning om, at politik ikke er spor kedeligt.

Alternativ isvalgplakat

Alternativets valgplakat i is. Foto: Dorte Olsen

IMG_8261 valgplakat Den Gamle By

1970’er valgplakater fra SF og Centrumdemokraterne i Den Gamle By

Link:

Nationalmuseets artikel om valgplakater
https://natmus.dk/webdok/kampen-om-lygtepaelene/?tx_tccards_card[show]=8313&cHash=bc06f259820dae473e3cacd3741fbe5e

Nationalmuseets Sangdueller og valgdebat 16-29. maj
https://www.facebook.com/events/2372150549501820/

Arbejdermuseets valgplakatopslag med på Facebook
https://www.facebook.com/arbejdermuseet.dk/videos/830485573982970/UzpfSTEwMTgxMjk3OTk6MTAyMTY4NDMyMzA5MjU5MTA/

Det Danske Filminstituts tema om film der opfordre vælgerne til at stemme
https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/tema/sofavaelgere-og-stemmefiskere-saa-er-der-valg?fbclid=IwAR1u0aMswyfWEUqFCdjVWULY7TuLxr4KyYr-Lv7IyPty4Y8nsHSL8kZ9ugg

De Danske Filminstituts tema om Fake news anno 1930’erne
https://www.dfi.dk/nyheder/fake-news-anno-1930erne?fbclid=IwAR1hqYuFsyhlIyfWIhT19IcTPMCB_lFmC5CQj8_6oaO3PPkeD9jckDzIYQY

Enigmas arrangements Eftertanke vs. hastighed i den politiske debat. 29. maj 2019
https://billetto.dk/e/enigma-fv19-eftertanke-vs-hastighed-i-den-politiske-debat-billetter-361339?fbclid=IwAR06UeLHpjVsx-tAcr70bcHCsh0kQYLVRuX4cWtKFV3_kQZneuMLzGJSHr4

Steno museet kombinerede sundhedspolitisk vælgermøde og udstillingsåbning dem 21. maj 2019
http://sciencemuseerne.dk/om-science-museerne/nyhed/artikel/udstilling-aabnet-med-et-brag/

Kvindemuseets debat on Kemi i produkter og børn den 12. maj 2019
http://kvindemuseet.dk/kalender/brunch-pa-kvindemuseet-debat-om-kemi-for-modre-og-born/

Kvindemuseets arrangementet 10. november 2018 om flere kvinder i folketinget
http://kvindemuseet.dk/kalender/tvaerpolitisk-debat-flere-kvinder-i-folketinget/

Den Gamle Bys valgmøde og sangaften den 27. maj 2019
https://www.dengamleby.dk/aarets-program/stemmer-i-valget/

Indlagt i DR2 Deadline 28. maj 2019 om Kultur i valgkampen
https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-10/deadline-2019-05-29?fbclid=IwAR2Bj2H79AF323e4y60K-nhjY24Rw_yOVDNGiF_pbaSAoiaBaY7q7dui3IE#!/

Tak til alle der gennem Facebook, Twitter mm. har hjulpet mig med billeder og med at fortælle om valginitiativer på museerne.

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed – om to kommercielle museer i Berlin: Mauermuseum og Trabi Museum

Berlin er fyldt med store monumentale museumsbygninger, der er fyldt med ærkefrygtindgydende samlinger: Pergamonmuseum, Gemäldegalerie, Deutsches Historisches Museum, Jüdisches Museum Berlin, Museum für Naturkunde, Neues Museum osv. Men så har byen også mange mindre og knapt så prætentiøse museer, der synes at have det enkle kommercielle formål at give et tilbud til Berlins mange turister. Sidst jeg var i byen valgte jeg at lægge vejen forbi to af dem: Mauermuseum – Museum Haus am Checkpoint Charlie og Trabi Museum.

IMG_7683

Det er museet, som i min optik har flere fejl og mangler i forhold til hvordan de formidler historier, men de kan bestemt noget – og også noget som flere ikke-museums-brugere efterspørger i en ny undersøgelse fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Trabi Museum

Museet om Trabanten er ganske pauvert i forhold til tekst og information, men de holder hvad de lover: De viser Trabi’er. Der er Trabanter, som viser bilens udvikling og brug.

IMG_7621

IMG_7627

Så er der mere kulørte Trabanter, som den dyreste Trabant, der i forbindelse med et velgørenhedsshow i 2001 blev solgt for 42.000 Euro, og en Ferrabi, der er en kombination af en Trabant 601 og en Ferrari Testarossa 512.

IMG_7622

De er ikke blege for at bruge stereotyper på museet, så det første man møder i udstillingen er en Trabant på vej ud af Berlinmuren ved siden af et Ampelmann lysregulering og et vindue fra Palast der Republik.

IMG_7620

Som en del af museet er der også en større butik. som formodentlig har denne verdens største udbud af legetøjs Trabantbiler.

IMG_7637

Mauermuseum

Mauermuseum – Museum Haus am Checkpoint Charlie omhandler Berlinmuren og er mildest talt et museum fyldt med ord og information. Der fortælles relativt grundigt om den kolde krig og Berlinmuren, og så indeholder museet flere sidehistorier om de emner.

IMG_7639

Der er for eksempel et helt rum som omhandler en tese om, at Raoul Wallenberg ikke bare døde i sovjetisk varetægt i 1947, men blev sendt til en russiske Gulaglejr og levede der indtil 1990’erne.

IMG_7652

Og så er der masser af tekst, billeder og genstande som fortæller om flugtforsøg til Vesten. Ligesom ved Trabant museet er der også en stor butik, og den indeholder et meget velassorteret udvalg af Berlinersouvenirs.

IMG_7642

IMG_7679

Hvad kan de to museer?

Interaktivitet var der ikke meget af på de to museer. Der var lidt involvering på Trabi Museum, for eksempel en Trabant man kan sætte sig ind i, men overordnet er der ikke meget interaktion og aktiviteter for gæsterne på de to museer.

IMG_7626

Informationsmæssigt har Trabant museet ikke meget at byde på, mens tekstmængden på museet om Berlinmuren er helt overvældende. Jeg vil mene, at ingen af museerne synes at have arbejdet med at prøve at møde gæster behov omkring en godt tilrettelagt og passende dimensioneret informationsmængde.

IMG_7631

IMG_7671

Det grafiske er der bestemt heller ikke kælet for, men på trods at alle disse punkter, der går imod god praksis i forhold til museumsformidling og det at møde et publikum, så synes de som godt besøgte steder. Hvordan kan det være? Jeg tror der er to grunde til det. Der er først og fremmest beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed kombineret med en tydelig markedsføring lige omkring museet.

IMG_7904

Og en anden grund er, at de to museer klar satser på at fortælle noget, der relatere sig til det sted du besøger.
Slots- og Kulturstyrelsen udgav i sidste uge den årlige brugerundersøgelse for de danske museet: Den nationale Brugerundersøgelse, årsrapport 2018. Rapporten om brugere af museerne er i år suppleret med en undersøgelse af museernes ikke brugere, hvor ikke brugere er defineret som personer, der ikke har besøgt museer inden for det sidste år. En af spørgsmålene til ikke brugerne var om de besøgte museer, når de var i udlandet. Det gjorde halvdelen af ikke brugerne og de to hyppigste grunde til det var: ”For at lære noget om det sted jeg besøger” (49% af de adspurgte) og ”For at få en forståelse af landets kultur” (43% af de adspurgte).
Når man er ude på ferie, også selvom man ikke definere sig som en stor kulturbruger, så vil man gerne vide noget om det sted man besøger, og det er en vare som Mauermuseum og Trabi Museum kan tilbyde, og som de tydeligt formidler at de kan tilbyde.

IMG_7676

Det er mange huller i osten at finde i forbindelse med formidlingsgrebene, vægtning af stoffet og æstetikken i de to kommercielt orienterede museer, men de ligger der hvor turisterne kommer og de tilbyder en vare byens besøgende vil have: Information om Berlins særlige historie og kultur. Når man kommer til Berlin vil man gerne se noget særligt for det sted, det behov dækker de, og på nogle måder gør de det endda på en nemmere tilgængeligt måde end hos nogle af byens større, mere gennemarbejde og ”finere” museer.

 Link:

Mauermuseum – Museum Haus am Checkpoint Charlie
https://www.mauermuseum.de/

Trabi Museum
http://www.trabi-museum.com/home

Jeg har før på Martins Museumsblog skrevet om Berlin Story og DDR Museum, to andre private og kommercielt orienterede museer i Berlin. På de museer er der arbejdet mere med formidlingsgrebene, men alle fire besøgssteder har det til fælles, at de ligger hvor turisterne kommer forbi og at de fortæller noget særligt om det sted man besøger.

Blogposter om DDR Museum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/04/01/ddr-museum-i-berlin-interaktive-udstillinger-om-livet-i-ddr/
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/04/02/om-social-poesi-og-om-variation-i-ddr-museum/

Blogpost om blandt andet Story of Berlin:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2014/04/13/det-nogterne-det-effektfokuserede-og-det-sanselige-tre-kulturhistoriske-museer-i-berlin/

Den nationale brugerundersøgelse for de danske museer 2018 fra Slots- og Kulturstyrelsen
https://slks.dk/services/publikationer/den-nationale-brugerundersoegelse-aarsrapport-2018/
Ud over data om de danske musernes brugere i 2018 og en undersøgelse omkring ikke brugere indeholder rapporten også refleksioner over de rapportens data fra Henrik Sell fra Naturhistorisk Museum, Mikkel Borg og Lise Korsgaard fra SMK og fra undertegnede. Refleksionerne er blandt andet om relevans og vigtigheden af det sociale i forhold til at vælge museet som besøgssted.

Skriv en kommentar

Filed under Kulturhistorie

Publikumsundersøgelser skal bruges og erfaringer skal deles – et indlæg på Museum 2.0 om en publikumsundersøgelse i Den Gamle By

Jeg tror, at der på museer (og andre steder) generelt skal evaluere mindre, men til gengæld skal evalueringerne så bruges mere, for hvis evalueringen ikke kan bruges eller at der ikke bliver skabt en refleksion gennem selve observations- eller evalueringsprocessen så er det i bedste fald spildt arbejde. Evalueringer er nødvendige for udvikling og de skal ikke laves for evalueringens skyld. Denne betragtning er ikke banebrydende. Det er evalueringspraksis for dummies – det svære er til gengæld at efterleve det gode råd.

Tracking notes Den Gamle By

Notater fra en observation af en familie, der var på besøg i Den Gamle By i sommeren 2018

I november 2017 udviklede vi en ny måde at lave publikumsundersøgelser på i Den Gamle By. I sin enkelthed går den ud på, at vi følger efter nogle gæster i løbet af hele deres besøg og nogle uger senere ringer vi dem op og spørger ind til hvad de kan huske fra deres besøg og om de har snakket med nogle om besøget. Metoden kan i modsætning til en del andre publikumsundersøgelser sige noget om effekten af et museumsbesøg og samtidigt giver den et mere helhedsorienteret billede af, hvordan et helt forløb på museet former sig – fra start til slut. Det er i sig selv rigtigt godt og noget man kan bliver klogere af. Men indsigten skal jo bruges for at den betyder noget. Et element ved projektet som jeg derfor også er rigtigt glad for, er den opbakning der har været på museet omkring projektet i form af, at flere af museumsinspektørerne og folk i museets ledelse har engageret sig i projektet, og selv har lavet mange af undersøgelsens observationer og interviews.  Dermed bliver det en undersøgelse, hvis læring kommer ind under huden på museets beslutningstagere. En styrke ved Den Gamle By er, at de ansatte – også mine kollegaer i chefgruppen, tager museets besøgende meget seriøst. De besøgendes oplevelser og udbytte diskuteres meget, og det er styrende for vores beslutninger. Sådan var det også før vi begyndte med dette projekt, men det at museumsinspektører og chefgruppen selv laver en undersøgelse som denne gør, at vores besøgende bliver personaliseret på en anden måde, og at vi lærer dem endnu mere at kende. Opmærksomhed om vores besøgende bliver skærpet, og vi får et bedre billede af deres ønsker, udbytte, brug og forventning af museet. Det er en eksistentiel viden, når nye tanker om museet skal tænkes.

Jeg har diskuteret denne metode og måden at gennemføre undersøgelsen på med flere gode udenlandske og danske museumskollegaer. En af dem er museumsaktivisten og -tænkeren Nina Simon. I sidste uge var jeg gæsteblogger på hendes Museum 2.0 blog med indlægget ”Let the Decision Makers Do the Audience Research”, der fortæller om dette projekt og om hvad det betyder, at museets beslutningstagere er så involverede i processen. Dem af jer som vil vide mere om projekter kan derfor læse mere om det på Nina Simons blog:
http://museumtwo.blogspot.com/2019/04/guest-post-by-martin-djupdraet-let.html

Jeg er glad for, at vi i Den Gamle By laver dette projekt. Det giver mening og er et eksempel på en form for evaluering, der har et brugbart udkomme og som ikke bare laves for observationens skyld. For mig var det så også en glæde at kunne skrive om projektet på Nina Simons blog. Museum 2.0 er et sted, hvor jeg i mange år er blevet klogere og har fundet inspiration. Derfor var det særligt dejligt at kunne give noget tilbage denne blog og dens ide om, at museumsverden kun kan blive bedre ved at vi deler ideer, erfaringer og observationer med hinanden.

Link

Indlægget ”Let the Decision Makers Do the Audience Research” på Museum 2.0:

http://museumtwo.blogspot.com/2019/04/guest-post-by-martin-djupdraet-let.html

Tidligere indlæg på Martins museumsblog om Nina Simon og hendes Museum 2.0 blog:

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/06/11/nina-simon-og-det-brugerinddragende-museum/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2013/04/14/museumsblogs/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2018/07/03/museum-next-nina-simon-og-ofbyfor-all/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2018/07/11/nina-simon-og-det-relevante-museum/

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Brug af film og lyd i udstillingen På Djengis Khans stepper – Mongoliets nomader

På Djengis Khans stepper – Mongoliets nomader er titlen på Moesgaard Museums aktuelle store særudstilling. Et markant element i udstillingen er brugen af filmmediet.

Moesgaard Museum / På Djengis Khans stepper – Mongoliets nomader

At bruge film godt er ikke fremmed for Moesgaard Museum. For tre år siden viste museet udstillingen Gladiator – Colosseums Helte, det havde et flot og anderledes anslag ved at den besøgende som det første mødte selveste Colosseums arena gengivet gennem en imponerende kulisse og en 20 min lang filmsekvens.

Gladiator - Colosseums helte 7

Gladiatorudstillingen blev fulgt op i 2017 af Rejsen, der først og fremmest var en gribende filmfortælling af Christoffer Boe om menneskets grundvilkår. Før og efter filmforevisning var der rum med supplerende tekster, billeder og film, som gjorde, at Rejsen kunne kaldes en udstilling.

DSC_0150

Den nye udstilling På Djengis Khans stepper har ikke et lige så pågående narrativt anslag eller brug af film, men filmmediet har dog en særlig rolle i udstillingen som stemningsskaber. Det første man møder er en togrejse. Inde fra togvognen kan man se landskaberne passer udenfor og man kommer til stepperne og hesteflokkene. Rejsen er i gang og vi er på vej til Mongoliet.

Inde i det store udstillingsrum er film den overliggende stemningsskaber. Centralt i rummet er der skelettet af jurten, normadernes telt, og ideen om man er i eller omkring jurten bliver underbygget af, at himlen er genskabt gennem film i under udstillingslokalets loft og af at basislyden i udstillingen er lyden af vejret i filmen.

Derudover er der brug af film i de ekspertskærme, som Moesgaard ynder at bruge, og i udstillingen der er også nogle markante animationer som fortæller om Djengis Khans liv og hans slægts inflydelse.

Moesgaard Museum / På Djengis Khans stepper – Mongoliets nomader

Moesgaard Museum / På Djengis Khans stepper – Mongoliets nomader

Genstandene i udstillingen er først og fremmest indsamlet på ekspeditioner som Henning Haslund-Christensen deltog i 1920’ern og 1930’erne. Det er genstande, der fortæller om levevis og materiel kultur blandt nomaderne i Mongoliet, men jo ikke om Djengis Khans styre og liv. Udstillingen er dermed todelt. Gennem film fortælles om stor-khanens dramatiske liv, mens genstandsdelen af udstillingen lever sit eget liv. Lidt som at udstillingens titel også er todelt: På Djengis Khans stepper – Mongoliets stepper.

Moesgaard Museum / På Djengis Khans stepper – Mongoliets nomader

Jeg har både være forbi udstillingen i en weekend og på en aftenåbning om onsdagen, hvor der var markant færre besøgende. Besøgene på de to forskellige tidspunkter illustrerede for mig nogle af udfordringer, der kan være ved at bruge lyd som medie.

Moesgaard Museum / På Djengis Khans stepper – Mongoliets nomader

Fortællestationerne om Djengis Khans er lavet på en måde, hvor lyden til filmen formidles gennem høretelefoner, formodentlig for at give de besøgende en god auditiv oplevelsen og for at sikre, at de besøgende nemmere kan følge med i den informative lydfortælling i animationerne. På en stille onsdag aften er det nemt at komme til og muligt at sidde ved siden af dem man besøger museet med. Det er ikke lige så nemt en weekend, hvor gæster kan komme til stå i kø for at kunne opleve filmene. Hovedtelefoner er ikke de bedste til at understøtte den sociale oplevelse som museumsbesøget kan være, men de kan også være et køirritationsmoment, hvis det de tilbyder er populært nok.

Untitled

Ved besøget om aftenen med det mere stille og spredte publikum virkede den overordnede filmstemning af himmelen og den ambient lyd af ”vejr” godt og stemningsskabende. Det var ikke helt på samme måde tilfælde en travl lørdag eftermiddag. De levende billeder gav stadig stemning, men der var mange andre lyde som konkurrerede om opmærksomheden.

Udstillingen På Djengis Khans stepper – Mongoliets stepper vises på Moesgaard Museum et nogle uger endnu – frem til 7. april og skal så senere vises på Nationalmuseet. Hvis man rigtigt vil opleve de filmmæssige og lydlige finesser, og den stemning det giver i udstillingsrummet på Moesgaard vil jeg anbefale, at man prøver at besøge udstillingen på et tidspunkt, hvor der ikke er så mange gæster. Det kunne for eksempel være onsdag aften, hvor man også i det lidt mørke udstillingsrum kan få den følelse af, at himmelen er blevet trukket ind på museet.

Moesgaard Museum / På Djengis Khans stepper – Mongoliets nomader

Link:

På Djengis Khans stepper – Mongoliets nomader
https://www.moesgaardmuseum.dk/udstillinger/aktuelle-udstillinger/paa-djengis-khans-stepper-mongoliets-nomader/

Blogindlæg om andre udstillinger på Moesgaard Museum, der fint har brugt filmmediet:

Gladiator – Colosseums Helte
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/09/03/gladiator-paa-moesgaard-brug-af-film-til-at-skabe-rum/

Rejsen
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/08/01/aarhus-fortaeller-habitat-aarhus-og-rejsen-tre-udstillinger-i-aarhus-2017-kulturhovedstadsaaret-med-fokus-paa-fortaellingen/

Untitled

Skriv en kommentar

Filed under Digitale medier, Kulturhistorie, Udstilling