Uden Erik – ingen vikingeskibe, skiver vikingeskibsrekonstruktør Vibeke Bischoff i en mindeomtale af Erik Andersen. I denne uge døde en af Danmarks mest underspillede og helt store vikingetidsforskere. Erik var selvlært og udgav meget lidt, men han var med til, at vikingeskibene kom til at sejle igen. Gennem hans observationer af råsejlbåde langs de norske kyster, hans studier af arkæologiske fund og hans lydhøre snakke med bådebyggere, vævere, sejlere og andre fagfolk fik han i et samarbejde med andre sat sejl på skibene, så vi alle kunne se og forstå, hvad de skibe og dem der sejlede dem kunne tilbage for 1000 år siden.
Vikingeskibsmuseet kunne se Eriks kvaliteter og havde ham tilknyttet i årtier som en af deres fremmeste forskere, selvom han ikke havde en ph.d. eller andre tossede regler, der prøves på at blive indført omkring forskning på museerne. Erik var en praktisk mand, var lydhør og satte ikke sig selv, men spørgsmålet i centrum. Det gjorde ham til en af de helt vigtige personer omkring formidlingen og forståelsen af vikingeskibene. En anden kvalitet ved Erik var, at han umådelig gerne ville dele sin viden. Det kunne være med hjælp fra en de mange tegningsruller, der altid stak ud af hans mulepose og gerne i en snak – og her var intet spørgsmål uvedkommende. Erik var ikke en mand af få ord, men han havde respekt for dem, der prøvede at få kortet ordmængden og myriaderne af tankerne og perspektiverne ned til udstillingstekster og udvalgte pointer. Også her var Erik lyttende og gik efter sagen mere end selv at få plads.
Ære være Erik – og tak til Vikingeskibsmuseet og Eriks kollegaer for at de gav Erik rum til at lave hans forskning og formidling på den måde han nu gjorde.
Martins Museumsblog 