Plads til aktivitet – eksempler fra the Design Museum, Norsk Hermetikkmuseum og Bokrijk

Aktiviteter for besøgende er en del af mange museers kærneydelse. Aktivitetstilbuddene er ofte målrettet børn og de er gerne placeret i særlige rum adskilt fra museerne hovedudstillinger. Eksempler på dette er blandt andet de kreative værkstederne på kunstmuseer som Louisiana og ARoS eller børnemuseerne f.eks. i Nationalmuseet i København eller Nordiska Museet i Stockholm.

Lekstugan på Nordiska Museet i Stockholm

I dette indlæg vil jeg nævne tre på museer af vidt forskellige størrelse og type, der har tænkt aktiviteter ind som permanente tilbud. Ved to af dem, the Design Museum og Hermetikkmuseet, er aktiviteterne en del af det faste udstillingsrum, mens der ved det tredje museum, Bokrijk, er lavet et særligt bemandet område til aktiviteterne.

The Design Museum i London

Det relativt nyåbnede the Design Museum i London er et godt informativt museum. I museets permanente afdelinger sættes der fokus på samspillet mellem Designer, Maker & User. Det gøres der blandt andet gennem udvalgte cases; f.eks. om det omfattende design tilknyttet The Tube, undergrundsbanen i London.

Et par steder i Designer Maker User udstillingen er der borde og afsnit, som studerende og andre gæster kan bruge. Nogle steder er det bare borde og skriveplads, der frit kan bruges og andre steder er der mulighed for at løse opgaver enten gennem digitale devices eller ved mere hands-on baserede aktiviteter.

Områderne er fint integrerede på museet og fungere både som pauseområder og som steder, hvor besøgende i forskellige alder kan diskutere museets emner.

Norsk hermetikkmuseum i Stavanger

Norsk hermetikkmuseum ligger i Stavangers gamle bydel i en tidligere sardinkonserveringsfabrik. En del af museet er i den gamle fabrik, der er opstillet som den engang så ud, og der er det gennem simple instruktioner for de besøgende muligt at blive aktiveret som fabriksarbejder.

I stedet for rigtige sardiner er der bliksardiner og de kan som de rigtige pakkes i dåser og emballeres.

Ved fabriksarbejdernes omklædningsrum er det også muligt at prøve fabriksarbejdernes tøj.

Museet er et fint eksempel på hvordan at rolleleg og indleves er helt integreret i museumsoplevelsen. Hvis jeg havde været det med børn i den rette alder havde vi utvivlsomt kunne brugt timer med at indleve os i fabrikkens oprindelige liv.

Bokrijk i Genk

Det belgiske open-air museum Bokrijk har i de seneste år opgraderet museet med nye udstillinger og også nye aktivitetsområder. To steder er der åbnet Atelier, dvs. værksteder for gæster, i nogle af museets historiske ladebygninger.

Kun ydervæggene er bevaret og inde i bygningerne er der moderne værkstedsfaciliteter, hvor skoleklasser eller familiegrupper kan lave enkle produkter med f.eks. læder, papir, stof og træ eller bage en bolle med en opskrift tilknyttet til museets andre fortællinger.

Værkstedsfaciliteterne i Bokrijk er funktionelt lavet med simple introduktioner og lige til at gå til. For fem euro kunne man få sit eget produkt med hjem, som havde en historier tilknyttet museet.

Da jeg besøgte museet en hverdag i april var der hverken mange skoler eller andre besøgende, men jeg kunne forstå på museets medarbejdere, at det generelt er en meget besøgte aktivitet, både i weekend og i hverdag.

Bokrijk har også indrettet en anden lade i mere moderne stil. Der er der fokus på spil og leg. Det er taget udgangspunkt i historiske lege, men stedet er indrettet moderne. Jeg besøgte det uden børn, men med museumskollegaer og kunne konstratere at også for den målgruppe kunne området aktivere og sætte gang i leg og socialt samværd.

I Bokrijk er leg og værkstedsaktivitet delt op. Begge steder er der gjort bevidste valg om rummets brug og jeg synes det fungere godt. Det er underholdende steder og også oplysende områder ved at museets grundfortælling om håndværk og forskellige dele af Belgiens historie er tilstede – både i de bemandede værksteder og i det ubemandede legeområde. 

Værkstedsrum i Bokrijk. Foto: Frank Pedersen

Link

The Design Museum
https://designmuseum.org/

Norsk hermentikkmuseum
http://norskhermetikkmuseum.no/

Bokrijk
https://www.bokrijk.be/

Det maritime museum i Tallinn, Popsenteret i Oslo og Black Country Living Museum i Dudley

Jeg har haft den store fornøjelse i år at besøge en del museer, både med familie og venner og med kollegaer i embedes medfør. Nogle af besøgene er blevet til omtaler i denne blog, men langt fra alle. Her før 2014 rinder ud får I nogle billeder fra tre udenlandske museer som jeg gerne vil anbefale – hvis vejen skulle gå forbi Tallinn, Oslo eller engelske Dudley.

Det maritime museum Lennusadam 

Lennusadam er del af det estiske maritime museum og er en imponerende nyistandsat museumsbygning med en historie i selve huset. Museet, der ligger i Tallinn, er placeret i hangarer, hvor der fra 1930’erne og frem er blevet bygget vandflyvere. For en ti år siden begyndte en omlægningen af området og i 2012 kunne museet åbne i de nyistandsatte hangarer efter store investeringer, blandt andet fra EU.

Museets åbne rum er imponerende. Det meget store lokale har højt til loftet og en tagkonstruktion, der givet et stort samlet udstillingslokale. Det er udnyttet i museets indretning ved at de udstillede genstande både bliver vist nede og oppe i rummet. Museet er opbygget efter den klare ide, at genstandene placeret i forholdt til havets overflade. Der går et usynligt vandspejl gennem bygningen og på den linje ”sejler” de udstillede både, mens minerne er under den og vandflyvere, antiluftskyts mv. er over den.

Der er variation i lys og larm, så det er ikke et roligt museumsrum, der er opbygget i Tallinn og der er en til tider legesyg tilgang til at iscenesætte og skabe aktivitet om genstandene og i rummet. Der er tøj, der kan prøves og som man kan bliver foreviget med, og der er masser at små stationer fyldt med film, tekniske oplysninger om den ene eller anden type båd eller små quizzer om f.eks. hvad rigningsdelene af et skib hedder. Museet har i det hele taget mange spilelementer – fra quizzer over det klassiske pc-spil mineswiper (på en skærm der hvor minerne blev udstillet) og til et spil, hvor man er en pilot på mission og hvor spillet skal udføres i et originalt fly og med en simuleringsskærm foran en.

Lennusadam er værd at besøge på grund af dets imponerende rum og for at se hvor meget lyd, lys, spil og elektronik, der kan puttes i en udstilling. Det giver ikke nødvendigvis en rolig eller helstøbt oplevelse, men bestemt en oplevelse.

Ubåden Lembit er en af de imponerende genstande museet udstiller

Inde i ubåden Lembit

Udstilling af uniformer

og ved siden af – uniformer der kan prøves

Popsenteret i Oslo

Et andet legende museum med hang til digitale løsninger er Popsenteret, populærmusikkens hus i Oslo. Museet fortæller om norsk populærmusik fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til i dag. Jeg vil tro, at de fleste ikke-nordmænd vil komme til Popsenteret uden at kende meget mere end 3-4 norske musikgrupper, men museet formår at fortælle en større populærkulturel historie og sammen med aktiverende elementer at underholde og gøre stedet relevant for flere.

I udstillingen går den besøgende kronologisk frem og bliver undervejs udover musikken også præcenteret for instrumenter og teknik (f.eks. iPod og walkman) der fortæller om kulturen rundt om musikken. Der er databaser med sange, plakater og koncertsteder man kan gå på opdagelse i og et aktiverende spor, hvor man selv kan indspille en sang og lave et passende cover til den.

Museets interaktive koncertstedskort

Museets interaktive “bandstation”

Ungdomsrummet i museet – hvor den besøgende kan vælge tid og rummets overflader så ændrer udseende

Efter nogle timer på Popcenteret blev jeg bekræftet i, at der er grund til at a-ha og Kaisers Orkester er blandt de norske band, der er kommet bedst ud over landets grænser, men jeg blev også oplyst om, at Norge har haft de samme tendenser som kendes fra den danske og mange andre musikscene – og så havde en jeg fin underholdende eftermiddag med familien. Popsenteret er rent museumsfaglig også et godt sted at blive inspireret og jeg kan godt røbe, at greb fra stedet også kan ses i Den Gamle Bys musikhistoriske udstillingen Aarhus Rocks!

Koncertrummet i udstillingen – det er noget alle aldre kan forholde sig til. Her er det 1 årige Thea, der er på scenen. “Hva’ så Oslo – er I der …”

Black Country Living Museum

Hvor nyskabelser og teknologi er centrale elementer i norske Popsenteret og estiske Lennusadam, så er der mere fokus på nærvær og nostalgi i Black Country Living Museum (BCLM) i Dudley. Området Black Country er en del af West Midland og ligger tæt ved Birmingham – knapt to timers kørsel syd for Liverpool og lidt over to timers kørsel nordvest for London. Som navnet antyder, er det et kulminedistrikt og det er også et af arnestederne for industrialiseringen. I Black Country blev der i 1800-tallet anlagt jernstøberier og stålværker, der sammen med kulminerne og koksproduktionen gjorde det til et af verdens mest luftforurenede områder. Rejseberetningerne fra 1800-tallet taler heller ikke om Black Country i pæne vendinger, den amerikanske forfatter og diplomat Elitu Burritt skriver bl.a. om området, at det er ”black by day and red by night”. Efter sigende skulle Tolkien også have brugt Black Country som inspiration til den onde troldmand Saurons egn Mordor (Mor-Dor betyder på Tolkiens elversprog også Sort Land).

Industrialiseringen er også det centrale element i Black Country Living Museum og historien er fortalt med velkendte greb fra open air museerne: genopførte miljøer, demonstration af håndværk og levendegørelse.

Museets store World story er en rekonstruktion af Newcomen Engine – verdens første dampmaskine, der blev opfundet i 1712 af Thomas Newcomen og som var i funktion i en kulmine i Tipton tæt ved Dudley.

Demonstration af jernkædesmedning. Black Country var et stort jernkædeproduktionsområde, bl.a. ankerkæden til Titanic blev smedet i området.

Jeg besøgte museet i september og var i gode hænder. Der var nærværende aktører, der interessant fortalte om f.eks. jernkæde-produktion og herretøj i 30’erne og der var stemningsfulde miljøer i det lille bykvarter på museet.

H. Morrall’s Gentelmen’s Outfitter er en af butikkerne i 30’er gaden på museet

Og inde i H. Morrall’s Gentelman’s Outfitter får man en god betjening og en fin 3. persons formidling af en herretøjsbutik i mellemkrigstids-perioden.

Der var også en mine som fint fortalte om minernes betydning for området. Efter mit besøg i minen fandt jeg ud af, at det var en kunstig mine, som museet havde anlagt. Det viser Black Country Living Museums fokus på historien frem for den autentiske genstand. Når de ikke havde en autentisk mine måtte dette være valget at tage for at få denne vigtige historie med i museets hovedfortælling. Minedriften blev fortalt gennem den stemningsfulde rekonstruktion, dukker af minearbejdere og oplæst speak – og også den fortælling fungerede godt på museet.

Udgangen fra minen

Black Country er et meget nærværende museum, der fint formidler dele af industrialiseringen og samtidigt giver museer et nostalgisk skær af England før verden gik af lave og alt gik op i amerikansk levevis og den postmoderne flygtighed. Er det så det helt rigtige billede af Black Country området fra midten af 1800-tallet og til midten af 1900-tallet? Nej, men det er med til at sætte tankerne og refleksionerne i gang, og museet gør det så også på en måde, hvor alle føler sig velkomne og godt modtaget. Og det er bestemt en vigtig rolle at påtage sig som kulturhistoriske museum.

Sandheder der kan læres i Black Country Livinge Museum: 2 x 2 = 4, Silence is Golden og god nærværende aktørformidling virker

Rockheim og ODMs formidlingsseminar

Jeg fortsætter med lidt opvarmning til danske museers formidlingssemninar i uge 11 (se sidste indlæg).

Mandag den 15/3 vil der blandt andet være et oplæg fra Arvid Esperø, lederen af Rockheim – det norske rockmuseum. Museet åbner i løbet af foråret, men har allerede sat flere interessante digitale skibe i søen. Museet inddrager blandt andet deres brugere og de norske rock/pop fan i deres indsamling gennem en rockipedia: http://www.rockipedia.no/

Og hvis man er til avatarer og Second Life har de lavet et Virtuelt Rockheim man kan besøge, se http://www.rockheim.no/virtuelle_rockheim/. Det er lidt omstændeligt at få logget sig ind, men når man er der kan man gå rundt i det digitale rum og se tekster, billeder og formodentlig også interagere med de andre besøgende – det lykkedes ikke for mig, men jeg var sandt at sige ikke stolt over min motorik derinde.

Se også Charlotte SHs blogindlæg om museet og deres tiltag: http://charlotteshj.wordpress.com/2009/11/19/rockheim-norsk-virtuel-museumsverden-om-norsk-rock/

Mikkel McAlinden – norsk fotograf

I går stødte jeg på den norske fotograf Mikkel McAlinden. Han fik i sin tid et fotolegat oprettet af min farfar Enok Djupdræt – det var derfor Google førte mig i McAlindens retning, og der er jeg glad for.
Tjek hans fine side ud http://www.mikkelmcalinden.com/ I den navigeres der som i en oversigt over et fysiske rum – udstillings rumfølelse (omend i en stiliseret form) er ført videre på nettet – og så er det også nogle gode ting McAlinden laver. Se fx. Ground Floor nr. 3, hvor de udslidte biler giver den som elefanter eller samme sals værker 13, 14, 15 og 16. Billederne af det pokerset-up ville jeg meget gerne se i et galleri i den fysiske verden.

 

Tag også op på 2. Floor (på http://www.mikkelmcalinden.com) og se filmen, hvor McAlinden spiller Erik Saties Gymnopedie no. 1 med gymnaster (eller ihvertfald nogle der kan lave armbøgninger).