Leg på svensk – besøg på Junibacken, Skansen og Jamtli

”Hvorfor er det ikke muligt at fortælle den svenske historie ligeså underholdende som USA’s historie bliver fortalt her?” skulle den svenske museumsmand Sten Rentzhog have sagt ved et besøg på High Chaparral, en ”nöjespark” nær smålandske Värnamo med fokus på det vilde vesten. High Chaparral er i dag flotte show med skuespiller og stuntmænd og det er kørende kuldrevne lokomotiv og gode western-kulisser, men det der virker allerbedst er stedets fantastiske rammer om leg og aktivering af gæsterne.

To besøgende i duel I High Chaparral

Sten Rentzhog var på det tidspunkt direktør for det svenske frilandsmuseum Jamtli i Östersund og tog efter sigende tilbage til Jämtland og begyndte hans transformation af museet så leg, levendegørelse og rollespil blev mere markante elementer.

Jeg besøgte Jamtli i sommers og oplevede et levende sted, der havde tænkt legen ind som en naturlig del af museet. Der var dygtige aktører i dragter, som gik dialog med og aktiverede gæsterne og et andet markant element var de mange legepladser og legemuligheder, der var placeret forskellige steder på museet.

Jamtli er gode til at indrage deres besøgende. Her er en gruppe besøgende blevet engageret af en 1975 aktivist til en demonstration og til sidst kunne vi alle slagordene “sluta spruta”.

Leg og svenske forlystelser
Min oplevelse af forlystelser i Sverige er, at legen i det hele taget har en stor rolle – og gerne kombineret med en fortælling. High Chaparral har en overordnet westernfortælling, der måske ikke er 100 % korrekt, men som alligevel sætter en kulturhistorisk ramme. Nogle timers kørsel derfra ligger Vimmerby og Astrid Lindgrens Värld, der er en forlystelsespark med figurer fra Astrid Lindgrens forfatterskab. Det er fiktion, men samtidig svensk kultur i et koncentrat. Ligesom i High Chaparral er der aktører. I Astrid Lindgrens Värld er det Pippi, Emil, Madicken, Ronja og røverne m.v., der leger med og fortæller for de besøgende.  Der er også legepladser og Tarzan-baner, der aktivere og gør, at store og små selv laver historier og tager hovedrollen i fortællingen.

Treårige Naja i tæt dialog med Pippi

Junibacken
I Stockholm er der også en forlystelse, som formidler svensk børnelitteratur gennem leg. Det er Junibacken på Djurgården. Stedet er opkaldt efter en Madicken historie og et martkant element i forlystelsen er også et tog, der føre gæsterne gennem miljøer i Lindgrens forfatterskab.

Villa Villekulla som velfungerende legeplads

Et andet oplevelsesmæssigt element i Junibacken er to store legeområder. Det ene er Villa Villekulla, som kan indtages og hvor der er muligt at gennemspille en række at historierne om Pippi Langstrømpe, og det andet er et særudstillingsområde. I sommers, da jeg besøgte stedet, var det opbygget i et miljø omkring Martin Widmarks bøger om Valleby og LasseMajas detektivbureau.

Junibackens initiativtager er den svenske skuespiller og teaterchef Staffan Götestam. Ligesom Sten Rentzhog var hans ambition at lave et sted, der var underholdende og opfordrede til eget initiativ. Da han præsenterede sin ide om en aktiverende Astrid Lindgren-forlystelse til forfatteren, ville hun gerne være med på den betingelse, at det ikke kun skulle være hendes figurer der befolkede stedet. Det skulle ikke være et Astrid Lindgrens mindested, men et børnekulturhus med fokus på fortællinger.

Leg på Skansen
Få hundrede meter fra Junibacken ligger Skansen, det første og største frilandsmuseum i Norden. Skansen er også meget mere end et museum. Den uge i juni hvor jeg besøgte stedet, havde jeg den udelte fornøjelse at deltage i Allsång på Skansen. Det er tradition og samtidig helt nutidigt og jeg følte i øjeblikke, at jeg havde en direkte forbindelse til den svenske folkesjæl.

“Stockholm I mitt hjärta / låt mig besjunga dig nu”

Allsång er stjerner, men lige så meget fællessang – og en meget direkte kontakt med publikum

Musik og sang er en del af dette museum, det er dansepavillonen Galajen også, hvor mangen en Stockholmer har fundet sit livs udkårne og det er den zoologiske have, der ligge på Skansen også. Nogle af dyrene kan ses i området Lill-Skansen. Gentænkningen af denne del af museet sammen med renoveringen af Allsångs-scenen er en af de helt store investeringer, som Skansen har lavet de sidste par år.

Lill-Skansen er børnenes zoo, men det er også et legeområde og en teaterplads hvor børn (og voksne) bliver aktiveret. Lill-Skansen er natur- og kulturformidling i børnehøjde, og den dag i juni jeg var der, gik formidlingen rent ind og blev forstået og elsket af målgruppe.

Jamtlis fokus på rum til oplevelser
Jamtli i Östersund har ikke en dyrepark, men de dyrker legen og rollespillet. De aktører jeg mødte i sommers var rigtigt gode til at aflæse deres gæster. De formidlede svensk hverdagshistorie godt, men var samtidigt meget opmærksomme på at lave sjov med gæsterne og skabe en god stemning. Et stor satsning Jamtli lavede forrige år var deres 1970’er afdeling. Den består dels af tre huse/miljøer fra 1975 og at et område, der er dedikeret til det svenske børnetv-program ”Fem myror är fler än fyra elefanter”. Der er en scene, hvor de tre figurer fra programmet Magnus, Eva och Brasse optræder, og når de ikke gør det, er de ude blandt publikum i en scenografi omkring programmet, der også kan bruges som en legeplads.

Scenen I “Fem myror är fler än fyra elefanter” afsnittet, hver der i sommersæsonen to gange om dagen er show.

Fem myror är fler än fyra elefanter afsnittet er et eget aktivitetsområde med legeplads og café. Efter det åbnede i 2013 forøgede museets sommerens aktivitetsniveau og entrepris, så den nu er på sommerlandsnivueau på 250 SEK for to dage.

Hver af de tre figurer Magnus, Eva og Brasse har deres eget hus kopieret efter tvudsendelsen. Der kan gæsterne besøge dem og lave aktiviteter.

70’er delen er et af de mange steder på Jamtli, hvor leg er integreret i fortællingen. En del af 1890’er byen er en festplads med karrusel og gynger og ved et udstillede lokomotivet er der både et legelokomotiv, der kan indtages og en lille bane hvor man selv kan køre dræsine. På museet er der også en mejeribygning og denne bliver formidlet ved at gæsterne kan lege, at de lave deres egne mejeriprodukter.

Tre museumsdirektører tager en sving om: Richard fra Beamish, Hilde fra Bokrijk og Henrik fra Jamtli.

Forest et originalt lokomotiv og bagerst et legehus lavet som et lokomotiv.

Inde i mejeribygningen er der lavet “Mikroland Mejeri” hvor klasser og børnefamilier kan lære om/lege at de laver mælk, smør og ost.

Andre steder er der sat legeredskaber op uden at de nødvendigvis har noget at gøre med det miljø det ved siden af. Ligesom det nu er helt almindeligt, at et museum skal have butik og restaurant tænker de på Jamtli, at der også skal være mulighed for leg med passende mellemrum.

Efter at have brugt en dag på de udendørs dele af museet, gik jeg ind for at se deres indendørs kulturhistoriske udstillinger. Jamtli er også det centrale kulturhistoriske museum for Jämtlands län med en dertilhørende genstandssamlinger. Også i disse mere genstandsorienterede udstillinger var legen tænkt ind. Hovedudstillingen ligger i kælderetagen og en af indgangene til den var en ruchetur gennem det lokale Loch Ness uhyre fra den nærliggende Storsjöen. Udstillingsområdet havde masser af genstande og billeder, men også hands-on opstillinger, skæmtekulisser og spilelementer som en integreret del af rummet.

Skansen og Jamtli er på mange forskellige parameter to rigtigt gode museer. De laver gode miljøer og har en høj faglig standart, men det betyder ikke at de der for fine eller akademiske til virkeligt at prøve at tale til et så bredt publikum som muligt, og integrere leg og underholdning i museet virke. De har ingen berøringsangst med at vælge folkelige formater og lave rammer som børn og barnlige sjæle umiddelbart kan gå til. Det giver dem fortjent mange besøgende, og det gør dem også til inspirerende steder at besøge for alle der gerne vil formidle kultur til så mange som muligt.

Leg er god underholdning, men kan i Sverige også være rigtig fin kulturformidling.

Instruktion på Lillhärdalsgården anno 1785 så vi alle kan indgå i forsvaret af Jämtland. Her er det Gaute og Thorstein, to nordmærd fra Maihaugens frilandsmuseum, som vi forsvarer os imod.

Mange steder på Skansen er der munter og god dialog med aktørerne. Her får mine kollegaer Lisbeth og Connie en snak om 78′ plader og simple living med en beboer i Skansens 1940’er kolonihave.

Links:

Jamtlis fokus på børneaktiviter: http://www.jamtli.com/3838.barnens_jamtli.html
Flere billeder fra Jamtli kan ses her: https://www.flickr.com/photos/martinsmuseumsblog/sets/72157646265041322/

Lill-Skansen: http://www.skansen.se/sv/kategori/lill-skansen-oppet-aret-runt
Flere billeder fra Skansen kan ses her: https://www.flickr.com/photos/martinsmuseumsblog/sets/72157646246422281/

Junibacken: http://www.junibacken.se
Flere billeder kan ses her: https://www.flickr.com/photos/martinsmuseumsblog/sets/72157646288994564/

Tidligere blog-indlæg om aktiviterne på High Chaparral: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/07/27/high-chaparral-en-western-for-publikum/

Levendegørelse og engagement af publikum – Middelaldercentret i Nykøbing Falster

Jeg var en tur til middelalderen i forgårs – eller nærmere bestemt på udflugt til Middelaldercentret ved Nykøbing Falster, der har som formål at levendegøre middelalderen.

Middelaldercentret levere god historieformidling. De besøgende kan se eksempler på levevis i middelalderen, der får dem til at tænke over livsvilkår dengang og centret har også arbejdet med, at det for gæsterne er nemt selv at engagere sig i fortællingerne.

Levendegørelse er formidling og som med alt andet formidling er modtagerens omverdensforståelse en vigtig del af forståelsen og indlevelsen i det formidlede stof. Levendegørelse kan ikke blive andet end et glimt ind i en anden tid, men i levendegørelse er der menneskelig kontakt og 1:1 fysiske omgivelser. Formen har dermed – i modsætning til bogen, billedet, filmen og montreudstillingen – nogle stærkere virkemidler i forhold til at tale til alle sanser. I levendegørelse kan der også være gode mulighed for at gæsterne nemt kan interagere. Det kan være at smage på maden, tale med aktørerne eller deltage i aktiviteter.

Frivilligt engagement

Jeg var ikke den eneste gæst i Middelaldercentret i denne efterårsferie. I gårsdagens Politiken kunne man læse journalist Camilla Stockmanns reportage Undercover i 1402, hvor hun beskriver hvordan hun i samme uge prøvede at leve som en middelalderlig køkkenpige. Artiklen er skrevet med journalistens distance til stoffet, men giver udtryk for den indlevelse og erkendelse levendegørelsen også giver en kulturjournalist fra stenbroen.

Camilla Stockmanns artikel: http://politiken.dk/kultur/ECE1787627/hvorfor-vaelger-moderne-mennesker-at-leve-en-uge-i-middelalderen/

Camilla Stockmann havde taget den store tur med middelalderkost, særk og kjortel og korrekt tiltale og opførsel afhængig af hvilken position man har i samfundet. Det er muligt selv at opleve dette, hvis man melder sig som en af de frivillige på centret og gennemgår et obligatorisk aktørkursus. Mange open air museet har tilbud til frivillige og har ligesom i Nykøbing et system med en oplæring om periodens historie og levevis før de frivillige kan blive aktører. Disse frivillige er med til, at stederne bliver befolket og lever, og tilbuddet giver samtidigt særligt interesserede mulighed for at leve og formidle historie.

Publikums indlevelse

Indlevelse af den type er kun for de særligt interesserede og dermed ikke et produkt der kan tilbydes den almene besøgende på dagstur. Middelaldercentret giver også mulighed for en mere enkelt og uforpligtende indlevelse. Når bliden skal skydes af bliver publikum bedt om at hjælpe med at trække den lange hovedarm tilbage og bliver dermed en aktiv del af oplevelsen og får ejerskab til afskydelsen.

Publikums vælges til at deltage

Der trækkes

og en af gæsterne affyrer bliden

Et andet sted hvor det sker, er ved riddertuneringen. Her sælges der for en relativt beskedne pris på 20 kr små vimpler for de stridende parter. Denne eftermiddag var det den lokale rigsråd fra Lolland og Falster ridder Henrik Svane og den legendariske ubesejrede bøhmiske ridder Wolfgang van Lauterbach. De henholdsvis røde og sorte vimpler blev flittigt købt. En herold præsenterede ridderne og fremhævede deres mod og dyder og fik fint skabt en stemning i arenaen så publikum blev grebet og hujede, viftede med deres faner og håbede det bedste for deres ridder. Få af gæsterne havde på forhånd sat sig ind i hvem hvilken ridder var, men gennem deres køb havde de jo valgt hold og automatiske blevet engageret i optrinnet. Jeg var af sted med mine to døtre og ikke overraskende var der blevet købt røde vimpler og dermed var vi kommet på ridder Svanes parti. Nogle venner jeg tilfældigt mødte i Nykøbing den dag var på tur med deres sønner og de endte så med sorte faner og Lauterbach-opbakning.

Salg af vimpler

Publikum inviteres også til træningen. Her en der sammen med Wolfgang von Lauterbachs væbner skal ramme quintanen med en lanse

Svane vandt til vores store glæde og efter turneringen blev vimplerne stadigt brugt, svinget og i mit lille selskab en del af de historier der blev fortalt og leget.

Nu var der ikke små vimpler til publikum i middelalderen. Ridderturnetringer var heller ikke var så udbredte og man kan med rette diskutere om de burde fylde det de gør i den moderne levendegørelse af middelalderen. Men ridderturneringerne er spektakulære, trække gæster til og kan åbne op for fortællinger om livet i middelalderen for dem der ikke har en forhåndsinteresse i stoffet. Og vimplerne er med til at give et personlige engagement som gør, at det bliver en bedre og mere engaget oplevelse for gæsterne. Derfor synes jeg at begge dele formidlingsmæssigt kan forsvares.

Identifikationsgadgets

Gadgets, der som vimplerne kan købes og giver identifikation med fortællingen ses ikke tit som tænkt til at være en aktiv del af besøget. I Sverige er der eksempler på denne brug af identifikationsgadget i et par populære sommerattraktioner. Jeg har i denne blog før omtalt cowboylandet High Chaparral og det steds salg af hatte og legetøjspistoler, der gør at stort set alle gæster hurtigt bliver del af en leg og en fortælling om det vilde vesten.

Blogpost om High Chaparrals engagement af gæsterne: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/07/27/high-chaparral-en-western-for-publikum/

Et andet sted der sælger simple identifikationsgadgets er Astrid Lingrens Värld. Forlystelsen er dedikeret til Astrid Lindgrens fortællinger og universer. Der er huse og legeområder med temaerne og skuespil hvor scener fra bøgerne vises og hvor publikum inviteres til at deltage.

I attraktionen er der også butikker forskellige steder, hvor man blandt andet kan købe Emils lue og bøsse og som disse billeder fundet på flickr hos familierne Engstrom og Claesson viser, så er de to simple virkemidler med til at stimulere legen og identifikationen med historien.

Billede af knægt som Emil: http://www.flickr.com/photos/familjenclaesson/1117124085/

Emil med en lille Emil bag sig:

I Astrid Lindgrens Värld kan der man til pigerne også købe diverse Pippi gadgets.

Treårige Naja og Pippi

og treårige Naja som Pippi

Det at kunne købe en beskeden ting for dermed at få skabt identifikation med en fortælling eller en historisk periode er bestemt noget, der er potentiale i. Dilemmaet er at finde et produkt, der er så simplet (læst billigt at producere) så en stor gruppe af gæster får lyst til at købe det. Det kan betyde, at der skal gives køb på detaljerne og dermed den historiske korrekthed. En anden udfordring er at finde den gadget, der er nemt afkodelig og som dermed giver ejermanden del af en historie og et engagement. Det er faglige spørgsmål, der skal undersøges og tages stilling til før museerne eller attraktionerne går denne vej, men hvis det lykkes vil det kunne skabe mere engagerede og dermed motiverede gæster.

Link:

Middelaldercentret:
http://www.middelaldercentret.dk/

High Chaparral:
http://www.highchaparral.se/

Astrid Lindgren Värld:
http://www.alv.se/

High Chaparral – en western for publikum

”Du får inte skjuta mig när jag är död” lyder det fornærmet fra en svensk dreng, der blev jaget af sin far. De er begge i westernudstyr, det vil sige cowboyhat og en pistol med knaldhætter i og det virker ikke spor underligt, for vi er midt i en af Sveriges særeste sommerforlystelser, westernstaden High Chaparral.  Omkring den svenske far og søn er der masser af udklædte voksne og børn, og masser der er engagerede i at skyde med deres legetøjspistoler, gå på den rigtige cowboymåde, hvine når de er forfulgt af en bande Billy the Kid’er eller bare få strået i munden til at sidde helt rigtigt.

High Chaparral er en forlystelse, der ligger ved Värnamo i Småland. Stedet er opstået som en drøm hos iværksætteren og skrothandleren Bengt Erlandson, der var grebet af Det vilde Vesten. I 1966 åbnede han western-fortet Fort Erlandsson, der senere fik samme navn som den populære cowboy-tv-serie High Chaparral og samtidigt blev Bengt i hele Sverige kendt som Big Bengt.  Forlystelsen består blandt andet af en westernby, en indianerlejr og Old Mexico. De mindste kan ride på pony og det er også muligt at få en tur med diligencen, en hjuldamper eller lokomotivet, hvor der er en overhængende risiko for at blive overfaldet af togrøvere.

Ligesom i en af Smålands andre populære attraktioner Astrid Lindgrens Värld er der forskellige steder i parken i løbet af dagen optræden på faste klokkeslæt.  Der er dans og musik i Old Mexico og i indianerlejren, Lucky Luke kommer forbi og skal have hjælp til at fange Daltonbrødrene, og et par gange om dagen er der det store Westenshow med masser af medvirkende, galoperende heste, drabelige stunt og den rigtige cowboy, der står tilbage efter den sidste duel på hovedgaden.

Det er i sig selv særpræget nok , men det helt særlige ved High Chaparral er for mig at se, den måde stedet har formået at engagere publikum og gøre dem til en af de væsentlige oplevelser ved stedet. Det er ikke kun de insisterende børn, der lokker en hat og en gun ud af deres forældre – nej, der er rigtigt mange af stedets besøgende, der giver den gas som cowboy, westerngirl eller indianer.

I 2003 udgav økonom og marketingforsker Lena Mossberg bogen Att skapa upplevelser – från OK till WOW! om publikumsoplevelser. Bogen omhandler det Mossberg benævner som den nydelsesbetonede serviceydelse, det vil sige der, hvor kunden skal føle, fornemme og nyde produktet (f.eks. restaurationsbesøg, oplevelsesindustrien m.v.), og Att skapa upplevelser blev hurtigt fast læsning på de uddannelser, der i den tid voksede frem omkring oplevelsesøkonomi. En af de begreber Mossberg bruger i bogen er oplevelsesrummet og i forbindelse med det, har hun den gode pointe, at dette rum ikke kun er betinget af personalet på stedet, stedets udformning, men også af de andre gæster.

At have glade og engagerede gæster betyder ikke kun noget for disse enkelte gæster, men også noget for alle dem der besøger stedet samtidigt med dem.

Mange attraktioner og museer arbejder på at engagere deres besøgende, men få – for ikke at sige ingen – har jeg set gøre det så godt som i High Chaparral. Gengangere vidste før besøget, at her er det legitimt at leve sig ind i miljøet og førstegangsbesøgende som os påtog os hurtigt rollen som medskabere (alt efter temperament). Den første butik man møder, sælger relativt billige hatte, legetøjspistoler, knaldhætter, Lucky Luke kostumer med videre så udstyret er hurtigt kan komme i orden.  Forlystelsesparkens motto er ”Här bliv du en del av äventyret” og Big Bengt har fra starten også haft den vision, at han ville lave et sted, hvor almindelige mennesker kan opleve lidt af westernstemningen og hvor man kan udleve en cowboyidé. I avisen High Chraperrel Chronicle, der gratis bliver udleveret, siger han blandt andet om stedet: ”High Chaparral är något mycket mera än en affårsidé. På ett sådant ställe kan alle människor fórenas förutsättningslöst och ha roligt. Där går alla klädda som de själva vill. Där behöver ingen känna sig underlägsen den andre.”

De ansatte på High Chaparral er også eminente til at interagere med publikum. De frække knægte bliver truet med pistol, hvis de ikke sidder ned, når toget starter, dem med guldure og flotte tasker bliver antastet af togrøverne og der bliver kastet skælmske smil til cowgirls i alle aldre eller trukket blank mod de friske fyre. Alt med en fin respekt for den enkelte publikums egne personlige grænse.

Denne interaktion virker godt og er med til at man selv agere, for det rigtigt fine ved stedet er som før nævnt, at man selv nemt kan agere, lige ændre lidt ved gangen ned at hovedgaden, eller hvis man er den yngre besøgende fuldt ud leve sig ind i legen og lade fantasien tage over.
Samtidigt er der ansatte aktører, som kan gå ind og ud af rollerne og fortælle om hvilke håndværk de laver, eller hvilke indianske danse der danses og hvilken indianerstamme de kommer fra. Fin formidling.

High Chaparral er en oplevelsespark, der har underholdning som sit primære mål, men der er bestemt også noget at lære i High Chaparral for steder, der er sat i verden for at formidle faglige historier.  Det at kunne få sine gæster til naturligt at leve sig ind i en tidsperiode og bruge deres fantasi og medbragte viden om den kultur og histories væremåde og stemning er en optimal måde at engagere gæsterne i formidlingen. Et sted at starte på denne publikumsinvolvering er at se på hvilke forestillinger hos de besøgende man kan lade dem leve sig ind i, og hvordan man kan lade dem udvikle deres fantasier uden at ødelægge energien ved at løfte pegefingre eller insisterende påstå, at institutionens version og genstande til historien er mere korrekt og rigtigt end de besøgendes egen. High Chaparrals måde at fortælle westernhistorier virker i hvert fald, og turen hjemme hos os går snart til et bibliotek, så både jeg selv og børnene kan få læst lidt mere om, hvordan det nu var med Billy the Kid, Little Big Horn eller myten om Det vilde Vest.

Læs mere på www.highchaparral.se