John H. Falk, Lynn D. Dierking og museumsoplevelsen

I år er det 25 år siden, at John H. Falk og Lynn D. Dierkings bog The Museum Experience blev udgivet. Det er en bog, der for mange museumsprofessionelle har været en brugbart ramme at forstå museumsoplevelsen inden for, og det er utvivlsomt også en bog, som har været vigtig i den øget fokus på museumsgæsten som museerne generelt har prioriteret i de sidste årtier.

Det følgende er en gennemgang af nogle af hovedpointerne i den forståelsesmæssige ramme om museumsbesøget, som Falk og Dierking formulerede for 25 år siden. I gennemgangen har jeg også inddraget to af Falk og Dierkings andre bøger Learning from Museums – Visitor Experiences and the Making of Meaning fra 2000 og The Museum Experience Revisited fra 2013, der er opfølgninger, udbygninger og til tider gentagelser af emnerne og pointerne i bogen fra 1992.
Når Falk og Dierking bruger ordet museum, er det i en bred definition, der både inkluderer kulturhistoristiske og naturhistoriske museer og kunstmuseer, foruden zoologiske haver, akvarier, science center, historiske hjem og andre udstillingssteder. Det er samme brede definition jeg vil bruge i min gennemgang.

The Interactive Experience Model / The Contextual Model of Learning

Centralt i Falk og Dierkings tænkning er The Interactive Experience Model.

The Interactive Experience Model fra The Museum Experience, p. 5

Modelen beskriver at museumsoplevelsen består af tre kontekster:

1) Den personlige kontekst
2) Den sociale kontekst
3) Den fysiske kontekst

Den personlige kontekst er det, som gæsten selv bringer med til museet.
Alle kommer til museet med deres egen agenda og motivation for besøget – og besøget vil være forstået ud fra og farvet af gæstens egne erfaringer.

Den sociale kontekst er de andre personer, som gæsten interagere med på museet.
Langt de fleste besøger et museum sammen med andre og undervejs i museumsbesøget møder man på et tidspunkt også andre gæster eller museumsansatte. Denne sociale kontakt er også afgørende for den oplevelse gæsten har. Museumsbesøget bliver for eksempel en vidt forskellig oplevelse afhængig af, om man er på tur med sine børn eller med en jævnaldrende voksen, og den kontakt man har – eller ikke har – med museumsansatte betyder også noget for den samlede oplevelse.

Den fysiske kontekst er de fysiske opgivelser gæsten er i.
Den fysiske kontekst er alt det som den besøgende møder på museet – genstandene, de enkelte rum, bygningen, lugten, stemningen m.v. Det hele er med til at præge den oplevelse gæsten får.

Modellen blev i Learning from Museum (2000) justeret til The Contextual Model of Learning, ved at tid blev tilføjet som et fjerde element. I den bog udbygger Falk og Dierking modellen med teorier om læring og eksempler på læringselementer ved museumsbesøg. Og en af pointerne er, at det er noget som ændre sig over tid. Det er forskellige elementer fra museumsbesøget, der bliver husket og brugt i lærings- og vidensrelaterede situationer afhængigt af de påvirkninger den besøgende før eller efter besøget har haft i personlige, sociale og rumlige sammenhæng – modellen skal derfor ikke ses statisk, men som elementer og kontekstualiseringer, der gentager sig.

The Contextual Model of Learning, fra Learning from Museums, p. 12

Forholdet mellem ideen om besøget og det aktuelle besøg

Et emne som Falk og Dierking tager op omkring den personlige kontekst er forholdet mellem ideen om besøget og det aktuelle besøg. Et sted, hvor Falk blev opmærksom på dette spændingsfelt var i forbindelse med et studie af mere end 900 børns field trips til National Zoo i Washington D.C. Der blev lavet tre forskellige introduktioner til turen.
Nogle af klasserne fik en introduktion fra en forsker om, hvad de kunne forvente at lære på turen. Hvilke dyr de skulle studere og hvilke emner, der kunne være spændende om disse dyr.
En introduktion som nogle af de andre klasser fik, var en orientering om de processuelle evner, som børnene skulle bruge på turen. Børnene fik præsenteret måder de kunne observer og studere dyrene på.
Den sidste introduktion var en konkret beskrivelse af, hvordan turen ville forløbe. Hvordan de kom til den zoologiske have, hvor de ville parkere, hvad de skulle se, hvad de kunne købe i butikken og hvad de skulle have til frokost.
Denne sidste introduktion var baseret på den måde børnene i forvejen snakkede om field trips på – at de skulle ud og køre, se noget, kunne købe noget og måske få en anden madpakke end den som de plejede af få. Den sidste introduktion var dermed mere i tråd med børnenes agenda i forhold til de to første, der understøttede skolens læringsagenda.
Børnenes viden om de emner de ville møde på turen til National Zoo i Washington blev testet før besøger, nogle uger efter og tre måneder efter besøget. Undersøgelsen viste, at de børn der havde fået den tredje type introduktion havde et signifikant højere læringsudbytte. Observationer ved selve besøgende havde også vist, at de klasser der havde fået den introduktion var mere afslappede og fokuseret mens de var i the National Zoo. De børn vidste hvad de skulle og de behøvedes ikke at bruge energi på at spekulere om, hvorvidt de nu kunne bruge de dollars som de havde fået med og om de nu fik set en panda eller ej. Børnene var forberedte og deres forventninger til turen svarede dermed i forhold til de andre grupper bedre til turens faktiske forløb (Falk/Dierking 1992, p. 30-33).
En museumsoplevelse starter før besøget og det at kunne tune gæsten ordentlig ind er vigtigt for at museumsoplevelsen bliver bedre.

De seneste år har Den Gamle By tilbudt forløb for mentalt handikappede børn. En af grundene til at de børn, som normalt har det svært ved museumsudflugter, får et godt besøg er, at de inden besøget nøje har fået at vide hvad, der skal ske og hvem de vil møde på museet, så de på forhånd kender forløbet og kan føle sig trygge.

En social oplevelse

I de tre overnævnte bøger af Falk og Dierking er der talrige referencer til studier, som fastslår at museumsbesøg i høj grad er en sociale begivenhed. Falk og Dierking har i deres gennemgang af de sociale relationer delt undersøgelserne op i familiegrupper, skoleudflugter, voksne grupper, andre typer besøgende og kontakten til ansatte på museet (Falk/Dierking 1992, kap 3 og særligt Falk/Dierking 2013, kap 7, hvor grupperne er udbygget).
Museer er generelt fokuserede på at tiltrække familier, men ikke altid gode nok til også at imødekomme familiernes behov, når de så er på museet. En af Falk og Dierkings pointer er, at man sjældent ved familiens morgenbord høre udsagnet ”Hey, let’s go to the aquarium today and lern about Teleost fish”. Forældre vil gerne have viden til deres børn og vælger museer ud fra en overordnet ide om, at museet er et godt sted at tage hen, fordi her kan børnene lære noget. Det aspekt er dog kun ét sammen med andre agendaer som socialisering, have det sjovt, gøre noget der er nemt og styrke identiteten og sammenholdet som familie. Og for at det kan bliver et bedst muligt museumsbesøg skal museet tage alle agendaerne seriøst. Museer er kun et godt sted, hvis det opfylder familiens behov. Dette ligger sig op af en anden overordnet pointe fra Falk og Dierking: Museer bliver valg, fordi at to elementer er tilstede: 1) Jeg eller en i min gruppe har et personlig eller socialt ønske eller behov og 2) Jeg eller en i min gruppe har en tro på, at et museum kan være stedet, hvor det behov eller ønske bliver tilfredsstillet (Falk/Dierking 2013, p. 41-46 og 149-157).
Denne fokusering på de forskellige personlige motivationsdrevne identitetsbehov er af John H. Falk blevet udbygget yderligere i bogen Identity and Museum Visitor Experience fra 2007. Bogen er også inspirerende læsning og en grundig gennemgang af de motivationsdrevne besøgstyper, som Falk inddeler de museumsbesøgende i: Explorer, Facilitator, Experience seeker, Professional/Hobbyist og Recharger.

I sommeren 2015 mødtes min familie med John og Lynn og deres søns familie på Frontier Culture Museum i Stauton, Virginia. Gruppen vi var en del af viser, ligesom andre grupper på museer, en social og personlig identitets-motiveret komplexitet. I dette tilfælde var der for eksempel to forældrepar med hver deres børn, to børnebørn på tur med deres bedsteforældre, en kone-svigerdatter-mor, der viste en tidligere studiearbejdsplads frem, en 11 årig med alle antenner ude og sugende det engelske sprog til sig som en svamp, fire museumsprofessionelle, der undersøgte formidlingsgreb og en 1 årig og en 14 årig, der sikkert havde set museer nok i den sidste uges tid og bare ville genoplades lidt inden det blev tid til den lovede frokost med dessert.

Museets virkemidler

Falk og Dierking ser på museet som et hele, både de udstillede objekter og deres præsentation, men også parkeringspladsen, butikken, restauranten, toiletterne mv.
Alt ved museet er med til at skabe oplevelsen. Og oplevelsen skabes hos den besøgende. Undervejs i besøget skaber museumsgæsterne deres historier og vælger de elementer, som de der finder spændende eller lige har behov for i situationen eller i deres aktuelle periode i deres liv. De museumsansatte kan ikke planlægge på forhånd, hvad gæsterne skal fokusere på, men kun give dem muligheder at vælge imellem.
I Falk og Dierkings bøger er der henvisninger er flere studier som undersøger publikums brug af museumsrummet og de viser blandt andet, at gæsterne ikke altid gør det som man må formode, at de ansatte har tænkt. Der er for eksempel henvisninger til undersøgelser om, at museumsgæster kun bruger få sekunder på at læse teksterne i udstillingen. Da de fleste museumstekster ikke er designet til at kunne læses i få sekunder er en gængs konklusion, at gæster ikke læser tekster, hvilke så heller ikke er rigtigt. I undersøgelser, hvor gæster er fulgt gennem hele deres besøg er konklusionen, at alle de gæster der kan læse, læser nogle tekster, men ingen læser alle. Og med at læse er det oftest at skimme blandt andet for hurtigt at kunne give informationer videre til dem man er sammen med (Falk/Dierking 1992, p. 49, 70-74 og Falk/Dierking 2013, p. 116-118).

Siden 2014 har Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By brugt den svenske forfatter Magareta Ekarvs udstillingstekstprincipper, der blandt andet er designet så teksterne er nemme at skimme, og så det er nemt hurtigt at danne sig et overblik over indholdet. Her fra udstillingen Valget er dit! i 2015.

Et andet emne som Falk og Dierking skriver om, er hvordan et museumsbesøg tidsmæssigt og adfærdsmæssigt foregår for henholdsvis førstegangsbesøgende og erfarne besøgende. I undersøgelsen af de førstegangsbesøgende opdeles besøget i fire faser. Ved dette eksempel på et 1½-2 timers besøg er faserne fordelt på denne måde:

1) Orienteringsfasen. 3-10 min. Her er gæsterne lidt i et limbo og skal finde ud af, hvordan besøget skal blive. De orienterer sig, får information fra skilte og ansatte, ser på andre gæster for at aflæse koder for adfærd og tager så en beslutning om hvor og hvordan besøger skal starte.
2) Den intensive undersøgelsesfase. 15-40 min. Her er der fokus på indholdet, det vil sige museets udstillinger. Der er her at genstande bliver studereret, tekster bliver læst, sammenhæng prøver at blive forstået og diskuteret med andre i gruppen.
3) Cruising-fasen. 20 – 40 min. Der kommer behov som er andre end museets indhold. Det kan være mad, hvile eller toiletbesøg, og flere førstegangsbesøgende må konstatere, at nej, jeg når ikke at se hele museet, som for nogle ellers var et mål. Besøget ændrer så karakter og tekster, montre og installationer passeres hurtigt forbi, og der er kun fokus på udvalgte elementer, der vækker en personlig interesse eller som ser indbydende ud.
4) Forlade-stedet fasen. 3-10 min. Benene er trætte, ryggen værker, koncentrationen er væk og sulten har måske meldt sig. Fokus er nu på at samle flokken og finde udgangen.

Der er nævnt forslag til, hvordan at besøget kan forlænges og gøres nemmere at komme igennem. Det kan være steder at hvile, toilet- og spisefaciliteter spredt ud på museet, variationer i museets virkemidler og fokus på de forskellige behov hos de forskellige medlemmer i gruppe. Igen: ved at tage gæsternes behov seriøst bliver det et bedre besøg (Falk/Dierking 1992, p. 58-63 og Falk/Dierking 2013, p. 132-141).

I planlægningen af Den Gamle Bys udstilling Aarhus Fortæller blev der tænkt meget over, hvordan at udstillingens udtryk og virkemidler kunne være velegnede til socialt samvær og variere fra rum til rum og også indenfor de enkelte afsnit. Målet var både at ”vække” den besøgende undervejs og tilfredsstille forskellige besøgendes forskellige ønsker om at modtage oplevelser og information, samtidigt skulle det være rum, som det var nemt at være og tale sammen i. Efter udstillingen åbnede kunne vi konstatere at de besøgende brugte meget tid i udstillingen, og efter at have observeret og spurgt folk om deres oplevelser, er der nu fundet pladser til flere bænke, så gæsterne nemmere kan holde pauser undervejs.

Museet som læringssted

Falk og Dierkings bøger er nogle, som mange museumsprofessionelle henviser til, og jeg tror en af grundene til det er, at bøgerne også er meget praktisk orienterede. Udover teorier og henvisning til undersøgelser kommer de med forslag til, hvordan observationerne kan bruge ude i museerne. De sidste to kapitler i The Museums Experience er forslag til Creating Museum Experiences for henholdsvis Casual Visitor og Organized Groups. I de senere bøger Learning from Museums og The Museum Experience Revisited er der opsummeringer af hovedpunkter efter hvert kapitel og i Learning from Museums er store dele af bogen dedikeret til, hvordan at den personlige, sociokulturelle og fysiske kontekst i The Contextual Model of Learning kan bruges til at gøre museerne til bedre lærings- og oplevelsessteder.

Deres anbefaling er samlet i kapitlet Making Museums Better Learning Experiences gennem otte fokuspunkter fordelt på det tre kontekstområder:

Den personlige kontekst – den måde gæstens egen baggage kan blive brugt og aktiveret i læring:

l. Motivation and expectations
At henvende sig til de mulige gæster på en måde så de kan se dem selv i besøget og at afstemme deres forventninger med det som vil møde dem på museet

2. Prior knowledge, interest, and beliefs
Gæsternes egne erfaringer skal bruges til få dem interesserede i museets fortællinger. En anbefaling er, at tænke udstillinger mere diverse og varierede med forskellige oplevelses- og læringsagendaer, så forskellige besøgende med større sandsynlighed kan opleve den læring og de emner de leder efter.

3.Choice and Control
At gæsterne kan føle, at de kan kontrollere deres oplevelser og dermed bedre selv lave deres valg og blive engageret. Det er med til, at gæsterne kan gøre museet til deres eget.

Ved indgangen til præriebyen på open air museet Conner Prairie i Indiana kan man gennem en række kort vælge at blive f.eks. Healer, Cook, Sherif mv. Naja og jeg valgte Healer og gennem den rolleleg indtog vi så denne del af museet med en mission og vores egen fantasi.

Den sociokulturelle kontekst – møderne med andre, de vil præge gæstens oplevelse og læring:

4. Within-Group Sociocultural Mediation
At skabe muligheder og rum, hvor man sammen med andre kan opleve og lære sammen. En måde at gøre det på ifølge Falk og Dierking er, at bruge anbefalinger fra Minda Borums og hendes teams fra Philadelphia-Camden Informal Science Educational Collaborative, der bl.a. foreslår, at der både skal være fysiske plads så både børn og voksne kan deltage og at der skal være varieret tilgang i læringsstile og den formidlede baggrundsviden så flere målgrupper inviteres ind i aktiviteterne.

5. Facilitated Mediation by Others
Også personer uden for gæstens gruppe påvirker besøget. I særlig grad ansatte på museet. Flere undersøgelser viser, at snak med personalet forøge interessen og oplevelsen på museet, og gøre at folk bruger mere tid på museet. Robert Wolf og Barbara Tymitz har den observation, at de samtaler gæster har med museets ansatte ofte er dem der gentages, når de skal fortælle andre om museumsbesøget.

Historieland om sommeren på Jamtli i Östersund er rigtigt godt levende museum. Der er liv og aktivitet mange steder og gode engagere aktører som får gæsterne i tale. Her er vi en flok, som i museets 1970’er del er samlet for at deltage i en demonstration sammen med ungdommar fra Gröna vågen-torpet.

Den fysiske kontekst – de fysiske rum og aktiviteter museet selv kan råde over:

6. Advance organizations and orientation
At give gæsterne en god indføring i, hvad de kan opleve og lære hvorhenne. Et centralt orienteringssted kan være en god ide, men også at sørge for, at der er informationer der, hvor gæsterne kan tænkes at få brug for det – og det ikke altid i begyndelsen af besøget, men snarere når de står over for en ny afdeling eller udstillingsafsnit.

7. Design
Selve udstillingerne og museumsrummets design og brug af variation og sanseindtryk.

8. Reinforcing events and experiences outside the museum
Læring og interesse starter før museumsbesøget og fortsætter bagefter. Museet kan være opmærksom på at linke museets fortællinger til aktuelle begivenheder. Gennem analoge produkter eller web kan museet lave materialer, der kan bruges efter besøget, både for at øge udbyttet, men også for at fastholde gæsterne tilknytning til museet og museets fortællinger (De otte emner er samlet i Falk/Dierking 2000, p. 177-204, og i bogens kapitler 5-8, p. 69-148, er der referencer til teorier og undersøgelser bag de otte fokusområder).

Engelske Black Country Living Museums samarbejde med produktionsteamet bag tv-serien Peaky Blinders er et eksempel et museums arbejder med motivation, prior interest og reinforcing experiences. Dele af tv-serien er optaget på museet og der arrangeres særlige Peaky Blinders Night, som kan tiltrække unge, der ofte ikke har besøgt museet før. På museet kan man også købe et særlig Peaky Blinders map med oversigt over optage-lokationerne, så man hjemme kan blive ved med at linke museet til serien og billederne af det industrielle Birmingham efter 1. verdenskrig.

Falk og Dierkings værker er en meget brugbar opsamling af primært amerikanske undersøgelser af gæsters brug af museer og viser også udviklingen i forskningen af museumsbesøg og museumsbesøgende. Bøgerne, særligt Learning from Museums og The Museum Experience Revisited, er også rige på de mange, mange interview med museumsgæster som Falk og Dierking og deres team han indsamlet i de sidste årtier. Det var i første omgang nok det, der gjorde mig fascineret af deres bøger og undersøgelser. Disse interview understøtter en pointe, der gentages flere gange i deres bøger. Museumsbesøg har konsekvenser og er noget der bliver husket i måneder, år og årtier efter de har fundet sted. I The Museum Experience Revisited kapitel 9 The Museum Experience Remenbered fokuseres der særlig på dette aspekt (Falk/Dierking 2013, p. 197-217).
Tusindvis af interview er blevet indsamlet, nogle lige efter besøget og andre uger, måneder og helt op til årtier efter besøget. Et aspekt som materiale viser, er at erindringen om et besøg kan ændre sig efter at der er gået nogle måneder, ikke nødvendigvis at erindringen om besøget er blevet svagere, men snarere, at det er andre aspekter om besøget, der bliver fremhævet. En observation der understøttes af den forskning som beskæftiger sig med, at det kan tage noget tid før en erindring konsolidere sig og bliver permanent.

Hvordan kan det være at museumsbesøg huskes så godt? Katie Gillespie og John H. Falk undersøgte materialet for at se hvilke aspekter som synes at være knyttet til erindringerne og ud fra det har de fremhævet fire faktorer:
1) Novelty
2) Identity-Related Motivations/Expectations
3) Emotions
4) Rehearsal

Museer er steder, hvor gæsten møder nye genstande, rum, billeder og ideer, der gerne også gennem supplerende materiale er forklaret. Gæsterne får på museerne ofte tilfredsstillet deres egne identitets-relaterede behov og samtidigt giver museer også en moderalt positiv følelsesmæssig oplevelser, hvilke er elementer som andre undersøgelser har vist er vigtige i dannelse af erindringer. Endeligt er museumsbesøg gerne sociale begivenheder som de museumsbesøgende godt kan lide at fortælle hinanden og andre om. Museumsoplevelsen bliver derfor hevet frem og genfortalt, et fjerde aspekt, der kan styrke fastholdelse af erindringer.

Erindring og læring er to tæt knyttede elementer og processer. Museumsgæsten tænker måske ikke på, at vedkommende skal lære noget, men museumsbesøget bliver en del af gæstens erfaringsbase, der kan hives frem når vedkommende for brug for det. Et andet element ved museumsoplevelsens fastholdelse er, at den indgår i justeringer af museumsgæsten identitet. Museets udsagn – udstillingerne, aktiviteterne m.v. – bliver omformet til gæstens udsagn – egen identitet. Gæstens oplevelser bliver genfortolket og omformet som noget unikt og specifikt for eget liv og egen identitet (Falk/Dierking 2013, p. 203-216).

En brugbar ramme

Der er mange gode pointer og observationer i Falk og Dierkings tre hovedværker om museumsoplevelsen og også gode foreslåede råd undervejs, som f.eks. de otte overover læringsfokuspunker fra Learning from Museums. Personlig er det ikke de konkrete forslag, der har betydet mest for mig, men mere den overordnede tanke om museumsoplevelsen som en sammensat størrelse af den personlige, sociale/sociokulturelle og fysiske kontekst. En enkelt og nærmest banal model, der er meget brugbar og øjenåbnende, hvis man tager den til sig. Det flytter fokus over på at museumsoplevelsen er noget på grund af dem der oplevelse, og den historie og sociale kontekst de i det øjeblik er en del af. Siden jeg for 10-15 år siden lærte Falk og Dierkings bøger at kende, har de været med hos mig i de projekter jeg har været med i, og har været min simple teoretiske ramme for hvorfor og hvordan man som museum kan og bør tænke publikum med.

I 2012 åbnede vi på Besættelsesmuseet i Aarhus en lille udstilling i anledning af, at filmen Hvidstensgruppen fik premiere i biograferne. Museumsgæsterne blev i små grupper lukket inde i en celle, hvor de hørte nogle af medlemmerne fra Hvidstensgruppens afskedsbreve blive læst op. Det var en oplevelse, der havde en stor følelsesmæssig påvirkning, et anderledes og bogstavelig talt fængslende fysisk rum og dermed også en social situation med andre man måtte forholde sig til. Udstillingen er blevet godt modtaget og jeg tror det skyldes de klare greb den brugte omkring det personligt-følelsesmæssige, sociale og fysiske rum.

Fremtidens museer undersøger deres værdi

Afsluttende i The Museum Experience Revisited har Falk og Dierking overvejelser om, hvad muser kan og hvad de også bør kunne. De har gennem deres forskning vist hvordan museer er tæt forbundet med individuelle og sociale behov og ønsker. Det gør at museer betyder noget – og det forpligtiger. De ser fremtiden for de museer, der tror på og kan give værdi til deres gæster, kan betyde noget i deres community og som kan og vil fastholde en relevans ved at tage emner op, der er aktuelle både globalt og lokalt. Det kræver, at museet udvikler og støtter deres ansatte i den mission, og at museet fastholder en troværdighed og transparens i forhold til det resterende samfund – og så kræver det en ting til: At museerne dokumentere deres værdi. At de for andre viser, at de er vigtige formelle og uformelle læringsinstitutioner, og de gennem de oplevelser og den viden som de tilbyder bliver i hukommelsen i lang tid og er med til at give en større forståelse for dem verden som museumsgæsten er en del af (Falk/Dierking 2013, p. 298-315).

Blandt danske museer er vi gode til at måle besøgstal og spørge om gæsternes umiddelbare tilfredshed af det som de ser på museet. Den langvarende betydning af museumsbesøget er der til gengæld ikke mange undersøgelser af, men at det er noget som kan gøres, det viser Falk og Dierkings arbejde.

Rigtigt mange danske museer er gode til at fokusere på gæsten og den museale totaloplevelse og ser dermed på museet som mere end genstande, men jeg er ikke i tvivl om, at bedre undersøgelser om museumsoplevelsens langtidseffekt for gæsterne vil kunne gøre sektoren endnu bedre, både som læringsinstitution, som turistattraktion og som en vigtig aktør i lokalområdet. Indtil det materiale måtte komme, kan man stadig bruge Falk og Dierking til at lade sig inspirere til justeringer og ikke mindst til at have en enkel og brugbar forklaringsmodel omkring nogle af de mekanismer, der sker før, under og efter museumsbesøget.

Henvisninger til omtalt litteratur:

Falk, J.H. & Dierking, L.D. (1992). The Museum Experience. Washington, DC: Whalesback Books.

Falk, J.H. & Dierking, L.D. (2000). Learning from Museums: Visitor Experiences and the Making of Meaning. Walnut Creek, CA: AltaMira Press.

Falk, J.H. & Dierking, L.D. (2013). The Museum Experience Revisited. Walnut Creek, CA: Left Coast Press.

og

Borum M. et. al. (1978). Family learning in museums: The PISEC perspective. Franklin Institute.

Falk, J.H. (2009). Identity and the Museum Visitor Experience. Walnut Creek, CA: Left Coast Press.

Wolf R. & Tymitz B.L. (1979). Do giraffes ever sit? A study of visitor perception at the National Zoological Park. Smithsonian Institute Press.

Henvisninger til omtale af nogle af billedteksternes eksempler på formidlingstilgange og principper:

Tekster og Dansk Plakatmuseum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/01/27/udstillingstekster-og-magareta-ekarv/

Formidlingsgreb i Aarhus Fortæller:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/08/01/aarhus-fortaeller-habitat-aarhus-og-rejsen-tre-udstillinger-i-aarhus-2017-kulturhovedstadsaaret-med-fokus-paa-fortaellingen/

Valg og rolleleg i Conner Prairie:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/15/conner-prairie-acres-acres-of-interactive-awesomeness-amerikanske-open-air-museer-2/

Black Country Living Museum og Peaky Blinders:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/08/31/europaeiske-open-air-museer-i-dag-aeom-conference-2017-paa-black-country-living-museum-avoncroft-museum-og-blist-hill-victorian-town/

Udstilling på Besættelsesmuseet:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/03/07/hvidstengruppen-arresteret-folelsesorienteret-museumsoplevelse-gennem-lyd-og-stemning/