9/11


September 11 er et af de mere ambitiøse 9/11 blogprojekter.  Fra 11. september 2010 og til i dag (11/09/2011) skriver journalisten Amalie Flynn løbende blogposter, hvor hun reflekterer over begivenheden. Amalie Flynn har utvivlsom en samfundspolitiks bevæggrund for hendes projekt, men også en personlig for som hun skriver i hendes to første indlæg:

I was there on 9/11. On 9/11 I was there.

Not in the Towers.  Not directly beneath.  But close. Very close.

(http://septembereleventh.wordpress.com/)

Vi er få, der var på Lower Manhattan, men rigtigt, rigtigt mange der ved hvor vi var den dag. 11. september 2001 er et fælles erindringspunkt, blandt andet på grund af begivenhedens voldsomhed og overraskelsesmoment. Ingen viste, hvad konsekvenserne var af det vi så ske lige nu og vi søgte sammen, stoppede op og reflekterede over eget liv og hvor verden var på vej hen. Det var en dag, hvor verden holdt vejret, og samtidigt en dag der fik en afgørende indflydelse på den kommende politik og samfundsindretning.

Erindringerne

11. september er et eksempel på en hændelse, hvor den erindringsmæssige og historiekulturelle vigtighed ikke kun er bestemt af en officiel politik eller en ministers historiekanon. Som en af kommentarerne til Flynns blog skriver:

I’ll be following your blog. It’s hard to believe that almost 10 years have passed. I’m trying to preserve our memories for future generations.

Læserne har lyst til at bidrage, dele og gøre alt det de sociale medier er skabt til.  

NY Times og andre institutioner gav læserne mulighed for nemt at dele deres historier. Et at de større indsamlings projekter om 9/11 er The September 11 Digital Archive, der brugte de elektroniske medier til at indsamle materiale om dagen. Projektet var organiseret af American Social History Project at the City University of New York Graduate Center og the Center for History and New Media at George Mason University. Indtil juni 2004 blev der indsamlet mere end 40,000 personlige førstehåndberetninger og mere end 15,000 billeder. Centralt i indsamlingen var, at det var private som bidrog ved selv at oploade deres beretninger og billeder elektronisk. Og at dele og indsamle materiale elektronisk var for 10 år siden ikke så almindeligt og nemt som i dag.

Der var – og er – også en masse private sites, der giver alle mulighed for at dele deres erindring og personlige historie, hvad end man var tæt på begivenheden eller langt derfra. En af de første var http://www.wherewereyou.org lavet at tre 18-19 årige studerende. Fra den 15/9 2001 og et år frem blev der oploaded mere end 2500 personlige beretninger om, hvor man var den 11. september og hvad dagen betød for den enkelte.

I Washington og New York er der i dag masser af højtideligheder og udstillinger om 9/11, hvor det er muligt at samles og reflekterer. En af dem der New-York Historical Societys udstilling “Remembering 9/11”, der som materiale blandt andet har videoer indsamlet fra føromtalte The September 11 Digital Archive. 135 af fotografierne i udstillingen er fra et andet projekt, hvor private bidrog med billeder. Projektet startede analogt i to udstillingsvinduer i SoHo og blev til sitet hereisnewyork, der har den sigende undertitel ”a democracy of photographs”. Det er åbent for alle til at bidrage med deres billede fra dagen og nuancere /demokratisere dermed det visuelle indtryk af hændelsen.

Jeg synes udstillingen lyder som et fint eksempel på, hvordan et museum lytter til offentlighedens stemme og bruger de stærke billeder og historier folk af fri vilje og lyst gerne vil have bliver delt med andre. Forhåbentlig er rammerne om udstillingen også lavet, så de besøgende har mulighed for at kunne diskutere historierne sammen og bidrage med egne historier og betragtninger. Udstillingsrummet kan dette og er fantastisk når det lykkedes.

11. september 2001s politiske og kulturelle betydning kan næppe overvurderes, men alle disse eksempler på personlige historier viser også, at det er en begivenhed, der har en personlig betydning for mange, og at den er et erindringspunkt vi rigtigt gerne vil dele med hinanden. Det gør også dagen særligt.  

Her er den historie, jeg gerne fortæller om dagen:

Den 11. september 2001 skulle Hanne og jeg mødes med Vartovs præst Torben Damsholt for at tale om vores førstefødte Astrids kommende dåb. Vi blev gennem mødet og gensynet med Vartov mindet om brylluppet i kirken to år tidligere og forlod hans kontor smilende bærende på det lille spædbarn. I Vartovs gård mødte vi en god ven Rosan, der havde sin søn i børnehave der. Det var hyggeligt og vi gik som spændte førstegangsforældre ind for at se, hvordan en børnehave egentlig så ud. Rosan blev midt mellem de legende børn ringet op af sin mand, der arbejde på Polfoto. Nå, sagde hun, Farid kommer senere hjem, der er noget med en flyulykke i USA. På vej ud af institutionen ringere telefonen igen og Rosan stod helt stille. Farid kommer slet ikke hjem, sagde Rosan, der er et til fly, der har ramt World Trade Center i New York og det er vist med vilje. Vi så på hinanden, vores børn og himlen over København og tænkte at det her er alvorligt, verden ændrer sig lige nu. Jeg husker tydeligt turen gennem byen til Vesterbro. Der var tændte TV i alle cafeerne og folk stimlede sammen for at få mere at vide og finde ud af hvad der skete. Resten af dagen var med hyppige telefonopkald og fandt sted med øjenene rette mod fjernsynet, afbrudt af Hannes og mines fælles blikke på den tre måneder gamle Astrid.

Advertisements

Skriv en kommentar

Filed under Digitale medier, In situ, Interaktivitet og brugerinddragelse

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s