Hvordan fortolkes en klassiker? – musikalsk kulturarv på Roskilde Festival

For mig er Bob Dylans Ballad of a Thin Man, Talking Heads Burning Down the House, The Cures Lovesong og Underworlds Born Slippy ligeså meget kulturarv som Grauballemanden, Skuldelevskibene og Septemberforliget fra 1899. De er i kategorien af sange, der har samlet folk til forskellige tider og er statement om forandringer og evigunge bekymringer og glæder om kærlighed, livet og retningen.

En særlig ting ved denne type kulturarv er, at den både kan ses som statisk gennem den indspilning, der vandt udbredelse, men den er også foranderlig, når nummerets skabere optræder med det og de selv er blevet ældre eller bare har skiftet perspektiv og stil.
Det var der en demonstration af på årets Roskilde Festival. Der er for mig en festival, der først og fremmest er værd at besøge på grund af den fantastisk stemning, de gode venner og det at kunne blive beriget af ny musik fra for eksempel makedonske hornorkesteret, amerikanske punk-calyso konstellationer eller italienske art-indiebands, som man ikke havde fantasi til at de kunne eksistere. Det udvider den musikalske horisont. Men Roskilde Festival er også et sted, hvor legender bliver booked og den musikalske kulturarv dermed bliver fortolket eller vedligeholdt, på sammen måder, som det sker på museer verden over.

Underworld på Roskilde Festival, 5. juli 2019

Museerne har altid fået inspiration udefra. De sidste mange år har flere talt om visuel og fortællermæssig inspiration fra film og teater. Men musik er naturligvis også værd at skele til, og herunder til hvordan at kulturarvsmaterialet fra musikhistorien og den vestlig ungdomskultur i de sidste generationer bliver formidlet og præsenteret. Denne skelen vil jeg prøve at gøre gennem en række koncerter, jeg oplevede på dette og sidste års Roskilde Festival.

Bob Dylan

En musiker der ikke er bange for drastisk at tolke egne klassikere er Bob Dylan. Han optrådte på Orange Scene onsdag 3. juli 2019. Hele koncerten sad han bag sit flygel på samme måde som han har gjort det ved de andre koncerter i 2019 versionen af hans Never Ending Tour. Dette instrumentvalg kunne være fordi at Dylan vil spille sangene gennem pianoet. En anden plausible grund til dette valg kunne også være, at den nu 78 årige Dylan hellere vil sidde ned end stå op ved de 38 koncerter han har givet i år fra slutningen af marts og til midten af juli. Det er jo ikke en ”Burn Out Tour”, men en ”Never Ending Tour” Dylan er på, så kræfterne skal strækkes. Pianoet var generelt i fokus og sangene tolket mere eller mindre frit af mesteren selv, så de lød ikke alle som forventet. Personlig tog det mig for eksempel nok halvdelen af sangen før det gik op for mig, at han var i gang med It Ain’t Me, Babe.

Bob Dylan på Roskilde Festival, 3. juli 2019

Også ved denne Roskildekoncert var jeg omgivet at glade folk, der gerne ville musikken og stemningen. Ved min ene side stod to unge, hvor fyren var rigtig glad for at være sammen med pigen og for at være under sammen himmel som His Bobness og pigen var rigtigt glad for fyren som hun stod med, så Dylan kunne havde spillet Blowin’ in the Wind baglæns uden at det havde generet dem. På min anden side stod en ældre Dylan connoisseur, der denne aften skulle se Dylan 12. gang siden hans første koncert med ham i slutningen af 1970’erne. Har fulgte nysgerrigt med og kunne bagefter dele hvad der var forskelligt i forhold til de tidligere Dylan koncerter på Dyreskuepladsen, i Aarhus, Brøndbyhallen osv. Dylans variation over hans egent materiale var helt tydelig en glæde for ham og en bevæggrund for, at han vendte tilbage til Dylankoncerterne.

Robert Plant

En anden der blev spottet blandt Dylan publikummet den aften var den tidligere Led Zeppelin sanger Robert Plant. Han skulle dagen efter optræde på festivalen med hans band the Sensational Space Shifters.

Robert Plant & The Sensational Space Shifters på Roskilde Festival, 4. juli 2019

Koncerten var dels med Plants solemateriale, men også med fortolkninger af Led Zeppelin sange som Black Dog og Ramble On, der i Space Shifters versionerne er mere blues-folk’et, hvilke er en god udnyttelse af bandmedlemmernes styrke som violin- og mandolinspiller. Plant elsker stadigt at stå på scenen, og hans stemme er stadig imponerende kraftfuld.

Johnny Marr

Et medlem fra en anden markante gruppe der lagde turen forbi Roskilde i år var The Smiths guitaristen Johnny Marr. The Smiths var en del at min ungdoms forståelsesramme, Marrs guitar kunne jeg rigtigt godt lide, men jeg havde det dengang lidt svært med Morrisseys klynkende stemme (jeg ved det er blasfemisk at mene der). Så for mig var det en fin fin aftenkoncert Marr gav på Arena scenen, hvor arrangementerne til Smiths numre som How soon is Now og Bigmouth Strikes Again i mine øje ikke var meget anderledes en originalerne, og de blev stilsikkert udført og sunget af Marr, der stadig er en mørkklædt englændere, hvis tre hovedmåltider synes at se ud som a cup of tea, chips og a pint of lager.

Johnny Marr på Roskilde Festival, 5. juli 2019

Det var en god koncert med stærke sange, som greb mig og de andre 40+ årige jeg stod ved. Meget passenede sluttede Marr koncerten af med The Smiths’ klassiker There Is a Light That Never Goes Out.

Underworld

Marr blev den aften i Roskilde efterfuldt af engelske Underworld, der med deres house og techno var med til at definere 90’ernes musik. Ind på scenen kom Karl Hyde og Rick Smith, som umiddelbart lignede to ældre revisorer, der havde fået en ny T shirt i dagens anledning. Og så begynde ellers en masterclass i hvordan at man styrer en dansegulv og laver clubstemning blandt tusindvis at festivalsgængerne. Man måtte håbe, at dem der skulle optræde på Apollo, festivalens club og dj scene, var forbi og tage noter.

Underworld på Roskilde Festival, 5. juli 2019

De to englændere gjorde sig ikke yngre end de var, men Smiths synth sad hvor den skulle, og det var en veloplagt Hyde der sang, og ligesom første gang jeg så ham tilbage i 1993 på et stadion i en forstad til London, så dansede han energisk og entusiastisk på en mister Bean-agtig måde.

The Cure

Nogle der ligesom Underworld holdt sig ret meget til de oprindelige oplæg var The Cure, der havde den denne festivals store samlede koncert lørdag aften på Orange. Forsangeren Robert Smith er blevet lidt mere bedstefar-rund, men han har stadig pjusket hår og udtværet læbestift og maskara. Ikke et typisk udseende for en 60 årig, men samtidigt ikke noget der kan siges at være et forsøg på at se yngre ud, da få yngre har forsøgt med den stil, med mindre det var for at hylde The Cure. For det er en stil Smith har haft siden 1980erne. Bassisten Simon Gallup er stadig tynd og med den samme outdated frisure. Den trofasthed de havde for deres udseende galt også deres musik. Det var et meget velspillende og synligt tilfreds band, der lukkede Orange scene den lørdag. Som Smith sagde før en af de sidste numre: at han ikke havde så meget at sige for sangene sagde jo det han ville sige, men at det var sange, som han nød mere og mere at spille for et publikum.

The Cure spiller Forest på Roskilde Festival, 6. juli 2019

Den version The Cure gav af sangen Forrest ved Spring Special koncerten på Dyreskuepladsen i maj 1989 var en af de første store skelsættende liveoplevelser for den dengang 17 årige Martin. Her 30 år senere var den ovevældende førstegangsforelskelse ikke den samme, men der var stadig et sublimt samspil mellem Smith og Gallup og nummeret har live en at de fineste underspillede guitarsoloer. Meget fint og for mig dejligt, at det nummer ikke var forsøgt omarrangeret.

David Byrne

Jeg vil slutte med at nævne en koncert fra sidste år, der ligesom The Cures koncert i 1989 slog benene væk under mig. Det var den tidligere Talking Head forsanger David Byrne, som optrådte på Roskilde Festival den 6. juli 2018. Ved koncerten blev der spillet hans solomateriale og fra Byrnes samarbejde med St. Vincent foruden Talking Heads sange som Once in a Lifetime og Burning Down the House. Musikken var fantastisk levereret, men det jeg særligt husker var sceneshowet, hvor Byrne og hans folk radikalt havde gentænkt formen. Det var en helt tom grå scene uden trommesæt, forstærkere, mikrofonstativer og andet der ellers plejer at definere det rum. Scene var indrammet af en væg af grå reb der hang ned. Alle musikerne var i grå jakkesæt og alle instrumenter var mobile inkl. trommesættet, der var del op, så forskellige musikere bar henholdsvis storetromme, bækkene osv.  Hele koncerten var dynamiske bevægelser rundt på scenen med en eller flere musikere.

Dette billede er ikke fra Davis Byrnes optræden på Roskide Festival 6. juli 2018, men fra et lignede show Byrne have et par uger senere på Merriweather Post Pavilion i Maryland, USA. Foto: Peter Hutchins ©

Koreografien var tilpasset musikernes og den nogle-og-tresårige Byrnes evner – og det hele var stramt, opfindsomt. energisk og elegant lavet. Helt i tråd med at Byrne gerne vil gå nye veje så var koncertens sidste nummer et cover af protestsang Hell You Talmbout, skrevet af Janelle Monáe, der er en af de unge kunstnere som Roskilde Festivalen har booket som et hovednavn i år. Fantastisk at opleve en kunstner født i 1952 kan optræde med sange han skrev fra 1980’erne og til i dag og samtidigt gentænke rockkoncerts format. Men samtidigt måske alligevel ikke så overraskende, da han og resten af Talking Heads jo gjorde lidt at det samme i 1984 ved koncertfilmsformatet med deres Stop Making Sense livealbum og film.

Fortolkninger af den musikalske kulturarv

Dette års Roskilde bød på flere eksempler på kunstnere, der holdt sig til det oprindelige materiales udtryk. De prøvede ikke at gøre sig yngre eller drastisk at ændre arrangementerne. Det virkede, når numrene blev spille med energi og ikke mindst, når man kunne mærke at kunstneren ville publikum. Det kunne være på en underspillet måde ved The Cures optræden eller mere grinende, smilende og dansene som ved Underworld koncerten.
Så var det dem der ville noget andet. Dylan var den mest radikale og spørgsmålet var om den version at Never Ending Tour i år er blevet sådan fordi den 78 årige kunstner gerne ville sidde ned bag flyglet under koncerten eller bare fordi han ikke vil gøre det samme som han gjorde for år tilbage. Begge dele er jo reelle valg. Et valg Dylan også havde taget var, at det var en koncert med meget lidt publikumspleasing, hverken i syng-med faktor eller i hans kontakt til publikum mellem numrene, der var begrænset til enkelte nik, smil og et kort buk til sidst. Helt anderledes var Byrnes gentolkninger af egne numre på sidste års festival. Talking Heads numrene var ikke helt så post-punkede som i 1980erne, men stadigt fyldt med energi og nerve. Og i formen gik Byrne så helt nye veje, og efterlod undertegnede og de andre ellers koncertvalgte festivalgæster imponeret over det nye som vi lige havde oplevet.
Der skal naturligvis være grund til at tage en kendt sang, historie, genstandstype mv. og vise den som man plejer eller at gøre det på en ny måde. Det kan være, at en begrænsning af midler, alder, evner osv. kræver at ting skal gentænkes, men det er absolut mere interessant, når det sker for at bruge nye bandmedlemmers evner (som Plant gjorde det) eller have talent, ideer og fantasi til at gå udfordre os hvad konventionerne er (som Byrne gjorde det).
Og ved alle koncerterne er det – lige som på museerne, i teatrene og andre steder – en styrke, når os publikum kan mærke den her optræden er en, som betyder noget, og at kunstneren (eller museet) gerne vi have samspillet og kontakten.

The Cure på Roskilde Festival, 6. juli 2019

Link

Den grundige Bob Dylans fansite Bob Links anmeldelser af koncerten på Roskilde Festivalen 3. juli:
http://www.boblinks.com/070319r.html

En optagelse fra Robert Plants koncert på Roskilde 4. juli 2019 af den flittige koncertfilmer mathiasnielsen66:
https://youtu.be/FxcAyVbXoRI

En koncertoptagelse fra Berlin i 2016 af Underworlds signatursang Born Slippery:
https://youtu.be/krN3ledny-Y

The Cure, der spille Forrest live på den hollandske Pinkpop Festival 2019 en måned før bandet optrådte på Dyreskuepladsen:
https://youtu.be/r54jwZvtJck

Det type optræden som David Byrne besøgte Roskilde Festivalen med i 2018. Her fra koncerten på Austin City Limits Festival 2018:
https://youtu.be/aII8d1IkWrA

Tidligere blogindlæg her på bloggen om musikoptræden og museumsformidling:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2010/10/03/trentemoeller-og-montren/
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2013/09/11/led-zeppelin-gladsaxe-og-kontrakten-med-publikum/