I 2016 udkom en bog af Nina Simon med titlen The Art of Relevance. Fem år tidligere var museumsbloggeren og aktivisten Nina Simon blevet direktør for MAH, Museum of Art and History i Santa Cruz og et fokusområde for hende har været at få museet til at betyde mere for flere. At gøre museet mere relevant. Inden Nina Simon blev direktør på MAH havde hun været medarbejder og konsulent på en række udstillings- og museumsprojekter og havde brugt den erfaring og de historier hun mødte til at blogge om det på museumsbloggen: Museum 2.0 og så også at samle flere af betragtningerne i 2010 i bogen The Participatory Museum.
Og ligesom ved forgængeren var The Art of Relevansce et projekt, hvor hun har brugt sine forbindelser og har lyttet til andre. Gennem egne projekter og observationer og hendes Museum 2.0 blog læsere samlede hun materiale ind om relevans. På samme måde som The Participatory Museum er det også både en fysisk bog der kan købes, og en hjemmeside, hvor bogen gratis kan læses og hvor det er muligt selv at bidrage med historier.
The Art of Relevance
The Art of Relevance er en let læst bog med nogle gode pointer og en række cases, hvor begrebet relevans undersøges.
Relevans bliver nogle gange bare defineret at ting er relevante hvis de bare handler om noget nogen kender eller som de godt kan lide. Men i følge Simon skal der noget mere til hvis relevansen skal betyde noget. Det skal handle om noget man kan se sig selv i og være noget man også blive bevæget over, få en ny indsigt omkring og blive beriget af.
Nina Simon støtter sig til de to kognitionsforskere Diedre Wilson og Dan Sperber. De definere at relevans ud fra to kriterier:
- Hvor sandsynligt de nye information stimulere en “positiv kognitiv effekt” – føre til nye konklusioner, der betyder noget for dig.
- Hvor meget indsats der skal til for at opnå og absorbere de nye information. Jo lavere indsatsen er, desto højere er relevansen.
Når nogle føler, at de er blevet beriget af noget – ja så er det noget relevant for dem. Fra afsenderen kræver det, at vi har noget reelt at vise og sige, og at vi tænker os om hvad folk får ud af vores historier. Det kræver en vis dybde i det vi tilbyder.
I forhold til dybde og fokus er det helt anderledes i forhold til modtagerne. Informationen eller behovet for at blive klogere, gøre noget mv. skal ifølge Simon (og Wilson og Sperber) så nemt som muligt kunne blive imødekommet, for ellers er der større chance for modtageren vælger det fra – og dermed får informationen ikke få den kognitive positive effekt for modtageren som den kunne have (Simon, p. 32-35).
Relevans og kognitiv belønning
Relevans som positiv kognitiv belønning på et museum er der mange eksempler på. Jeg oplevede det selv tidligere på året i forbindelse med en spørgeundersøgelse vi gennemføre i Den Gamle By. Jeg interviewede i den forbindelse en 20 årig kvinde, der en måneds tid før interviewet havde besøgt museet. Jeg spurgte hende blandt andet om hvilken museumsoplevelse af alle dem hun kunne huske, som havde gjort størst indtryk på hende. Hun svarede til min overraskelse og samtidigt store glæde, at det må være første gang hun besøgte Aarhus Fortæller, Den Gamle Bys permanente udstilling om Aarhus, der var åbnet i april 2017. Hendes begrundelse var ”Det er jo en kærlighedserklæring til Aarhus denne her udstilling, det rørte mig rigtigt meget.” Med til historien er, at den 20 årige lige var flyttet tilbage til Aarhus og skulle starte på sit nye studie. Aarhus skulle nu til at blive hendes by. Min tolkning er, at den tydelige glæde hun havde over udstillingen skyldtes, at den kunne bekræftede hendes tilhørsforhold til byen og af Aarhus Fortæller gav hende en forståelse af byen, som hun kunne bruge lige på det tidspunkt i hendes egen livssituation. Derfor gjorde udstillingen hende både mere vidende og glad.
I Aarhus Fortæller er et populært element kortet i gulvet, hvor Aarhus kan undersøges.
Et anden spændende og lidt uventet information jeg fik gennem interviewet var, at hun nu var blevet årskortsindehaver fordi, at kaffen ikke var dyr i museet konditori, og da årskortet galdt for to personer så kunne hun invitere veninder til kaffe på dette særlige sted. Det har måske ikke så meget med relevans at gøre, men viser, at betydningen af servering, mad og drikke aldrig skal undervurderes.
Lav indsats giver belønning
For den 20 årige kvinde var indsatsen for at modtage oplevelserne i Aarhus Fortæller tilsyneladende så tilpas lav til, at det ikke var en hindring. Omkring modtagelse af en potentiel givende historie oplevede jeg selv det modsatte i maj 2017. Der var jeg i Zagreb og besøgte en af byens mere roste museer: The Museum of Broken Relationship. Ideen med museet er simpel og umiddelbart meget fængende. Folk fra hele verden deler deres historier om tabt kærlighed enten virtuelt på hjemmesiden https://brokenships.com/ eller på museet i Zagreb eller søstermuseet med samme navn i Los Angeles. Hjemmesiden og den mere kuraterede bog The Museum of Broken Relationships er fyldt med gribende fortællinger, hvor formen er enkelt. Et billede af en genstand og en tekst skrevet af bidragyderen om, hvorfor denne genstand repræsentere forholdet eller tabet.
På museet i Zagreb er det nogenlunde samme princip med en fysisk genstande og så den der har doneret genstandens historie til objektet. Museet er meget populært, men for mig fungerede det ikke. Det var meget tekst at læse, teksterne var ikke sat op med en stor skriftsstørrelse, lyset var ikke optimalt og der var mange andre folk, der også gerne ville se med der hvor man stod. De grunde gjorde, at der for mig ikke var ro nok til at fange de meget personlige historier som var i udstillingsrummene i Zagreb. Insatsen for at modtage var for mig for høj, jeg valgte fokus på historierne fra og gik over til et mere overfladisk skanning-mode uden dermed at blive berørt af historierne og af den grund kognitivt belønnet. Der er utvivlsom mange andre som på The Museum of Broken Relationship i Zagreb ikke oplever de irritationsmomenter om lys, skriftstørrelse og tekstmængder som jeg havde, men jeg tror bestemt ud fra Wilson og Sperbers betragtninger, at netop den måde nogle museer sætter tekstinformation op på kan føre til, at indsatsen for at modtage informationen bliver for stor i forhold til den belønning vi som museumsgæster tror vi får. Teksten bliver en for stor indsats for museumsgæsten til at en belønning kan opnås.
Fra Museums of Broken Relationship i Zagreb.
To vildfarelser om relevans
Et godt element ved The Art of Relevance er, at Simon forskellige steder stiller spørgsmålstegn ved bruger af begrebet relevans og udfordre nogle af antagelserne om begrebet. Hun går blandet i rette de to standpunkter 1) at det man laver er relevant for alle, da det jo handler om livet i dag og 2) at relevans ikke er et relevant parameter, da folk jo gerne vil gå efter det unikke, det overraskende.
I forhold til at alt er relevant er Simons argument ganske simpel, at man som afsender jo ikke kan diktere hvad der er relevant for andre. Der er ikke noget som er universelt relevant, men der er noget som er relevant for nogle bestemte. Museets historier kan forstås af mange, men det gør dem ikke relevant for mange – og det spørgsmål man som institution kan stille sig selv er, hvem man ønsker at være relevant for?
Simon argumenter også imod synspunktet, at det med relevans ikke er vigtigt, fordi når man lavet noget unik og særligt så finder gæsterne jo frem til en – det er jo det anderledes de vil have og det anderledes som giver de helt store oplevelser. Simon skriver, at vi nok alle har hørt historier eller selv har oplevet at man pludselig fandt noget man ikke havde mødt før og som gjorde en særligt begejstret: en kunstform som f.eks. opera, et forfatterskab, en kunstner osv. Lynet slog ned og nye interesser og indsigter opstod. Det sker, men ved at gå ned i de historier er der gerne en som tog vedkommende med i operaen eller noget andet som hjalp vedkommende hen mod oplevelsen – nogle, som troede på at det kunne have en relevans. En anden pointe fra Simon i den forbindelse er, at vi som kulturinstitutioner ikke bare kan sidde og vente på at lynet slår ned i tilfældige evt. nye kulturbrugere. Det gør det for sjældent og vores arbejde er for vigtigt til, at vi ikke prøver at gøre det relevant for flere (Simon, p. 40-44).
Insiders og outsiders
Et billede, som Simon vender tilbage til i The Art of Relevance er, at relevans er en nøgle, der åbner op til rum, hvor der er indsigt og oplevelser, som giver mening. En anden metafor om rum som Simon bruger er, at der i forhold til relevans er to typer personer: insiders og outsiders. Insiders er dem, der allerede er inde i rummet, elsker det og beskytter det og outsiders er dem, der ikke kender det endnu og kan føle sig usikre ved at skulle gå ind i rummet og måske også uvelkomne inde i rummet.
Simon påpeger, at en meget vigtig faktor for at byde i outsiderne indenfor er insiderne. På muserne og mange andre institutioner er der ofte fokus på indholdet: kunsten, naturen og historierne og det indhold tænker insiderne jo er for alle, men de ser ikke altid på hvem de selv er. For outsiderne er folkene i rummet ligeså vigtige som rummets indhold. Simon bruger denne pointe til at anbefale, at institutionerne skal gå udenfor institutionen og lære af og involvere de potentielle brugere, de forskellige communities, de outsidere som kan blive til nye insidere. Det er en tankegang Simon og resten af MAH er gået videre med i deres seneste projekt som blev lanceret her i maj: OFBYFOR ALL, det går ud på at gøre museer ”OF, BY and FOR the communities”. I mit sidste blogindlæg Museum Next, Nina Simon og OFBYFOR ALL skriver jeg mere om det projekt og om Nina Simons præsentation af projektet på Museum Next konferencen i juni i år. I forbindelse med relevans kan man sige, at dette engagement og denne dialog med det omgivende samfund ikke kun er med til at invitere flere ind i rummet, men at man også gør rummet større ved at lære af folk udenfor institutionen (Simon, p. 66-117).
Nina Simon holder oplæg på Museum Next i London 2018. Nederst i indlægget er det et link til Simons oplæg.
Et andet element i denne insider / outsider diskussion er om man forfladiger de emner man formidler og tilbyder oplevelser omkring. Simon bruger i bogen sig selv som et eksempel på en insider-naturpark-bruger. Den helt rigtige brug af naturreservaterne er for Nina Simon selv at gå på de mest ufremkommelige og strabadserende trails med kort, udstyr og opbakning til at klare alle tænkelige situationer. De flade og nemt tilgængelige stier i Yellowstone naturparken, der er fyldt med folk, bænke og kiosker, hvor der kan købe is og souvenirs er derfor steder hun helst undgår. Steder hun på en måde som naturpark-kender føler sig hævet over. Nina Simon erkender, at hendes ide om den ideelle naturparksoplevelse ikke kan være den styrende. For at åbne parkerne op og gøre natur nemt tilgængeligt for mange så skal stierne jo ikke være skabt til brugere, der er trænede og har det rigtige grej. De skal være som i Yellowstone, og der er ikke at forfladige oplevelsen, men at gøre den tilgængelig. Ligesom naturparkerne tilhøre museerne alle, og de insidere som elsker museer og gerne vil have flere til at kunne lide dem skal huske på at stedet ikke kun er for dem. Formidlingen skal varieres og skal åbnes op for at flere kan få en del af den oplevelse, som de allerede er heldige at have del af. Og når først den nemme sti er prøvet og man inde, så kan man jo vælge om en af de lidt vanskeligere ruter så skal udforskes (Simon, p. 60-62).
Simon påpeger samtidigt at åbne op ikke er det samme som at råbe højt. Hvis man skal få folk ind i et rum er det ikke nok kun at sætte store skilte over døren, hvor der står FUN! og FOR YOU! I hvert fald ikke, hvis man har det ønske, at de skal blive inde i rummet. Skiltet kan tiltrække opmærksomhed, men ændre ikke hvad der inde i rummet. For at folk skal blive i rummet skal det have en betydning. Og så er vi tilbage til Wilson og Sperbers pointer. Oplevelsen skal ikke kun være blink og halløj, men noget der giver en positive kognitiv belønning – noget det åbner op for noget mere (Simon p. 27-30).
Nina Simon ved en TED Talk i april 2017, hvor hun præsenterede nogle ag pointerne fra bogen. Foredraget kan ses her: https://youtu.be/NTih-l739w4 Foto: Drew Altizer.
Relevans, besøgende og museer
Nina Simon skriver sig med The Art of Relevance ind i rækken af museumspraktikere som prøver at komme med bud på, hvordan museer kan arbejde med relevans. I denne uge har Anna Hansen, direktøren for Regionmuseet Kristianstad, skrevet blogindlægget Hur skapar museer relevant lärande? om relevans og museerne læring på EPALE, Europa-Kommissionens læringsplatform. Der nævner hun ud over Nina Simon også læringsværktøjet Generic Learning Outcome (GLO) og forskerne John H. Falk og Lynn D. Dierking.
GLO i forhold dette systems brede læringsdefinition og ide om, at en bevidstgørelse af, hvilken læring gæsten søger kan hjælpe museerne med skabe bedre og mere fokuserede oplevelser.
Falk og Dierking i forhold til de to forskeres anskuelse af museet som en helhedsoplevelse, der både kan ses som de besøgendes valg før og efter besøget. Relevansdiskussionen skal derfor også udvides til intentionerne for besøget.
De tre indgange til emnet har ifølge Anna Hansen ”alla det gemensamt att museerna finns till för besökarna och deras lärande och det är genom att undersöka vad besökarna vill ha, vad de upplever och hur de blir engagerade och entusiastiska som museerna blir relevanta.”
Relevans er ikke noget man alene kan tænke sig til. Det kræver en interaktion med omverdenen eller som Nina Simon skriver i et af de afsluttende kapitler i The Art of Relevance:
”We have to be willing to expose our passion and try—however we can—to make it attractive and relevant to others. We have to be curious and humble as we learn more about the people on the outside. We have to be willing to build doors and renovate rooms despite our prior attachments. We have to accept failures and keep pushing and dreaming forward. When we are open to what our communities of interest seek and honest about changing our work to meet them, we can build relevance” (Simon, p. 181).
Henvisninger og link
Nina Simon: The Art of Relevance. Santa Cruz, 2016.
Hjemmesiden for Art of Relevance:
http://www.artofrelevance.org/
Artikel af Diedre Wilson og Dan Sperber om relevans og kognition:
http://www.dan.sperber.fr/wp-content/uploads/2004_wilson_relevance-theory.pdf
Nina Simons TEDxPaloAlto Talk om Insiders, Outsiders og The Art of Relevance fra april 2017:
https://youtu.be/NTih-l739w4
Anna Hansens blogindlæg om relevans og læring fra juli 2018:
https://ec.europa.eu/epale/sv/blog/hur-skapar-museer-relevant-larande
Nina Simons Museum 2.0 blog:
http://museumtwo.blogspot.com/
Tidlige blogpost på Martins Museumsblog om Nina Simon og The Participatory Museum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/06/11/nina-simon-og-det-brugerinddragende-museum/
Tidlige blogpost på Martins Museumsblog om Nina Simon, Museum Next og OFBYFOR ALL:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2018/07/03/museum-next-nina-simon-og-ofbyfor-all/
Martins Museumsblog 