Pels og Hønsestrik – to udstillinger om tøj

To af de museer i landet med de største tekstilsamlinger åbnede sidste år hver deres udstilling om tøj. Den ene udstilling var Nationalmuseets Pels – liv eller død og den anden var Den Gamle Bys Hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne. Der er to anbefalelsesmæssige udstillinger, der stadig kan ses, og det er også eksempler på to meget forskellige tilgange og brug af tøj til fortællinger.

Pels – liv eller død

Nationalmuseets udstilling Pels vises i museets store Egmonthal og er en ambitiøs udstilling, der bruger et væld af greb og lægger op til dialog med gæsterne.

Lige når man kommer ind i hallen bliver man mødt med en række udsagn om pels og det etiske ved at benytte pels som beklædningsgenstand. Her er gennem tekst og film udsagn fra pelsavlere, dyrevelfærdsaktivister, modeskabere – der både er for eller imod, landbrugsministeren, grønlandske fangere, og flere andre, der har en holdning til brugen af pels.

Modeskaberne Trine Wackerhausen og Karl Lagerfeld er nogle af de mange der udtaler sig om pels i udstillingen

Introen markere at dette ikke er en udstilling der vil nøjes med nøgternt at vise genstande frem, men en udstilling, der vil gå i dialog med den besøgende og deres holdninger.

At Nationalmuseet vil den besøgende noget kan jeg kun bifalde, men personligt syntes jeg, at det også er en intro, der næsten for tydeligt og pågående præsenterede den besøgende for holdninger, som der skal tages stilling til – der er så mange udsagn og stemmer at forholde sig til så man ikke kan overskue dem eller have ro til at reflektere over dem.

Efter introen bruger udstillingen det simpelt formidlingsmæssige greb, at man som besøgende skal vælge at gå den ene eller anden vej afhængigt af om man er til pels er ej. Stillingtagen skal tages her for at komme videre. Enkelt og godt. Begge valg fører ind til et område, hvor man kan prøve pelse, kunstpelse eller aktivisttøj og lade sig fotografere eller tage selfie. Det er også muligt at vælge den rette baggrund (Arktis, en cat walk mv.) til at lade sig forevige foran.

De besøgende kan prøve tøj i udstillingen og når de gennem instragram bruger hashtagget #furlifedeath bliver billedet vist på skærme i udstillingen

I udstillingen er der en væg, hvor der baggrunden kan vælges til ens pelstøj-billede

Efter disse dele kommer man ud i udstillingens store rum. Nationalmuseet har i indretningen fået hjælp af scenograf Anne Schnettler og der er blevet skabt en klar rummelig fortælling. I hver sin ende af det store rum er placeret to grupper af drager og mellem disse er der store planche- og montre elementer, som gennem tekst, genstande og billeder fortæller om blandt andet jagt, opdræt, forarbejdning, handel og forbrug – både i Arktis, forhistoriske tid og i nyere tid. Det spektakulære i rummet er de to tableauer af dragter. Den ene gruppe er nye modeskaberes brug af pels og den anden gruppe er dragter fra Nationalmuseet righoldige og exceptionelle arktiske samling.

Aktivering af gæsten i udstillingen

Der er mange informationer at forholde sig til i udstillingen, men den er også godt dækket ind med brugerinddragende elementer eller hands-on elementer som at prøve tøjet, mærke på forskellige pelstyper. Den store tekstmænge og den de mange udsagn om emnet kan gøre, at udstillingen kan virke lidt teksttung og belærende, men med den rette rute gennem Pels er det bestemt også muligt for en familie at få en god og aktiv oplevelse.

En af de aktiverende elementer er en fremvisning af pelse – og kunstig pels – hvor man så kan gætte hvad der er hvad

Ved en varmeudstrålingsmåler kan man prøve overtøj og se hvilken isoleringsgrad det har. Til højre er termografisk billede af mig med en pels på og til venstre med en lærredsjakke på.

Det er en udstilling, der ønsker at skabe en debat og få folk til at reflektere. Det lykkedes også Nationalmuseet at få mig til at overveje emnet og dermed en klarere ide om min egen holdning. Dette skete ikke gennem udsagnene i begyndelsen af udstillingen, men ved de to store tableauer i hovedrummet og den mulighed de gav ved at man kunne sammenligne vor tids kulturs mere ekstravagante brug af pels overfor inuitternes funktionsbundne og nødvendige brug.

Udstillinger er ofte et socialt rum som man deler med andre og jeg tror at udstillingsrummet er rigtigt godt til at lade gæsten selv drage sine konklusioner – evt. gennem snakken med den man ser udstillingen med. Alt skal ikke fordøjes, men gerne lægges frem så gæsten selv kan lave refleksionen og få glæden over at se sammenhænge. Det synes jeg også at min oplevelse i Pels underbygger. Det var ikke var de direkte udsagn eller opfordringer i udstillingen til at høre min mening, der for alvor aktivere min refleksion, men derimod to mere nøgternt opstillede tableauer af genstande fint arrangeret så de var nemme at sammenligne og det blev oplagt til selv at tænke over emnet – uden at der for tydeligt blev opfordret til at man skulle gøre det.

Hønsestrik og hot pants

For god ordens skyld vil jeg nævnte, at Den Gamle Bys Hønsestrik og hot pants er ikke en udstilling jeg på samme måde som med Pels kan beskue udefra som gæst. Det er min kollega Tove Engelhardt Mathiassen, der har tilrettelagt udstillingen, men jeg har samme med andre kollegaer løbende fulgt tilblivelsen og udvekslet ideer med Tove.

Hønsestrik og hot pants er med sine 250 m² ikke en nær så stor udstilling som Pels og udstillingen har også færre udsagn og behandler færre emner. I de sidste år har Den Gamle By åbnet en række butikker og lejligheder, der viser hvordan at danskerne kunne have levet i 1974. Hønsestrik og hot pants er med til at understøtte dette fokus museet har på 70’erne og den fortid, der er i mands mind.

Udstillingen vises eksempler på DIY tendenser i årtiet, blandt andet med hønsestik, der var skabt som en erklæret oprør mod garnfabrikanterne samlede salg af opskrifter og garn. Nu skulle stikken også frigøres og alle skulle kunne strikke de motiver de havde lyst til!

Andre rum fokusere på tøj, som kunne købes i butikkerne og sidst i udstillingen er der to rum, som viser sammenhæng (eller mangel på samme) mellem musikvalg og påklædning.

70’erne var et meget rigt årti med hensyn til stilarter og iscenesættelse og det kommer udstillingen godt omkring. Undervejs er udstillingen garneret med tidstypisk musik og skærme, der viser billeder og reklamer med eksempler på tidens trens og tøj. Det er alt sammen med til at skabe en udstilling, der vækker minder og genkendelse for mange. Ligesom i Pels er det udvalgte steder også muligt selv at bidrage. I et af rummene, hvor der vises hjemmegjort tøj, kan de besøgende strikke med på et halstørklæde og sidst i udstillingen er der en lille gætteleg om hvilken musik ejerne bag de forskellige sæt tøj hørte.

De besøgende skal gætte hvem der hørte hvilken musik i 70’erne

Og kan se om det var den, der ejede det tøj de troede det var, og derudover læse en kort tekst fra ejeren af tøjet

I modsætning til Nationalmuseets arktiske samling havde Den Gamle By ikke en stor og spektakulær samling at 70’er tøj at trække på. Det udstillede tøj i Hønsestrik og hot pants er fra en samling, der er bygget op de seneste år med øje for at lave en udstilling som denne – og for at bevare tøj fra 70’erne. Det er ikke særlige eksklusive genstande, men oftest almindelige folks tøj. For at få flere almindelige menneskers historier med i udstillingen blev der lavet opslag på museets facebook og blogs, hvor billeder og historier om 70’er tøj blev efterlyst. Der kom gode svar retur og også materiale, som kunne indgå i udstillingen og bidrage til museets vidensindsamling om periodens tøj og brug af tøj.

Der blev blandt andet gennem facebook og museets blog efterlyst billeder der henviste til tøjstil og brug af musik http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/2014/02/06/musikstil-og-tojstil-i-1970erne-indsamling-af-billeder/

Dilemma og diskussion eller mangfoldighed og erindring

Pels og Hønsestrik og hot pants er begge udstillinger om tøj, men de bruger genstandstypen meget forskelligt. Nationalmuseet har lavet en ambitiøs udstilling, der dels er en fremvisning af en af museets helt stærke genstandsfelter – deres arktiske samling – men som samtidigt også er en udstillinger, der søger at behandle et etisk dilemma og en aktivt erhverv i Danmark, opdræt af dyr med henblik på at bruge deres pels til beklædning.

Hønsestrik og hot pants sætter fokus på en tidsperiode. Det er ikke en udstilling, der leder efter et dilemma men lader de modstillinger, som er i udstillingens materiale (flippet – borgerlig, disko – dansk top mv.) være med til at vise en mangfoldighed mere end at opfordre til et valg og en stillingtagen som den besøgende skal forholde sig til.

På vej ud af udstillingen Pels bliver de besøgende spurgt om deres holdning til pels, og hvis man sender den i en SMS til 1272 bliver udsagnet vist i udstillingen

Pels søger efter at engagere gæsterne og det skal den have anderkendelse for, Hønsestrik og hot pants har ikke en stillingstagen-dagsorden på samme vis, men der er ikke tvivl, når man ser publikums reaktioner i udstillingen, at mange bliver engageret – ikke i et etisk dilemma, men i deres egen historie som de ihukommer gennem besøget i udstillingen. Den nære fortid er fængende. Et det fordi det er let formidling uden refleksion? Nej – det er det ikke. Der er tydeligvis en refleksion hos de besøgende. Den er måske nemt for gæsterne at lave ved at de forholder sig til deres eget liv og historie, men det er en refleksion, der kan sætte meget i gang. Inputtet fra udstillingen minder en om, hvor man var og hvor man nu er. Det kan også åbne døren op til en overvejelse om, hvilken udvikling samfundet har gennemgået de sidste 40 år. Dem der er for unge til at have oplevet 70’erne kan også reflektere over ændringerne, særligt hvis de er sammen med deres forældre og pludselig nu høre dem fortælle andeledes om dengang de var unge eller børn.

Engagement i udstillinger kan både laves mere direkte som i Pelsudstillingen og mere selvoplevende som i Hønsestrik og hot pants. Forskellige temaer kræver forskellige metoder, og er begge udstillinger bruger gode greb. De er værd at besøge og lade sig inspirere af.

Nationalmuseets Pels – liv eller død kan ses frem til 22. februar 2015.
Læs mere om udstillingen her: http://natmus.dk/museerne/nationalmuseet/udstillinger/saerudstillinger/pels/</a

Den Gamle Bys Hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne kan ses resten af 2015.
Læs mere om udstillingen her: http://www.dengamleby.dk/hoensestrik-og-hotpants/