Dette indlæg bliver det sidste fra denne url adresse, men Martins Museumsblog vil fortsætte. Blogget holder bare flyttedag og vil fremover være at finde på adressen https://martinsmuseumsblog.dk/
Stik fra 1665 af ukendt / Jürgen Ovens. Public Domain gennem SMK Open
Det betyder, at der ikke længere vil være reklamer på bloggen, og den er i en opsætning, som jeg bedre selv kan styre. Det sidste er I nok ret ligeglade med, men det første håber jeg vil være til glæde for dem, der følger bloggen.
Indholdet på den nye adresse bliver nogenlunde det samme som faste læsere har kunnet opleve i de sidste år: Mine observationer om museer og den formidling, der sker på museerne. Bloggen vil fremover også blive brugt til at fortælle om forskningsprojektet ”Museer og identitet” som jeg begyndte på i februar, og som er at lave en undersøgelsen om museets værdi for de besøgende, og at udvikle en metode til at undersøge denne værdi. Det vil I høre meget mere om senere.
Men nu her på flyttedagen vil jeg lige gøre en kort status over Martins Museumsblog i de 11 år bloggen var gratis hosted af wordpress og var at finde på url’en: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/. Det første blogindlæg kom i februar 2010, og siden er der i alt udgivet 164 indlæg. Over 30.000 har besøgt bloggen, og der har været mere end 64.000 visninger. Brugere fra det meste af verden er kommet forbi og nogle af bloggens mest populære indlæg har været om Pac-Man, Moesgaard Museum, Hvidstengruppen, Margareta Ekarv, Charlotte S. H. Jensen, Anki van Dassen og Nina Simon.
Tak til alle der har læst med.
Jeg håber, at du også vil fortsætte med at følge bloggen på den nye adresse. Alt indholdet fra Martins Museumsblog er flyttet derover, så der stadig er mulighed for at læse de ældre blogindlæg. WordPress adressen https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/ vil blive ved med at være tilgængelig det næste år, men brug gerne https://martinsmuseumsblog.dk/ når du skal finde de indlæg jeg har skrevet. Hvis du vil sikre dig at blive informeret, når der kommer nye indlæg om observationer fra museumsbesøg eller information om mit forskningsprojekt omkring museernes værdi er du meget velkommen til at abonnere på bloggen. Det kan du gøre over på det nye site https://martinsmuseumsblog.dk/.
Jeg ser frem til at dele min tanker og observationer på den nye adresse, og stor tak til Preben R. Sørensen og Rather & Co, der har hjulpet med klargøringen af den nye blog og som sponsorere hostingen af bloggen.
Uden Erik – ingen vikingeskibe, skiver vikingeskibsrekonstruktør Vibeke Bischoff i en mindeomtale af Erik Andersen. I denne uge døde en af Danmarks mest underspillede og helt store vikingetidsforskere. Erik var selvlært og udgav meget lidt, men han var med til, at vikingeskibene kom til at sejle igen. Gennem hans observationer af råsejlbåde langs de norske kyster, hans studier af arkæologiske fund og hans lydhøre snakke med bådebyggere, vævere, sejlere og andre fagfolk fik han i et samarbejde med andre sat sejl på skibene, så vi alle kunne se og forstå, hvad de skibe og dem der sejlede dem kunne tilbage for 1000 år siden.
Erik i hans rette element. På søen under hans rig og sejl og omgivet af konstruktørkollega Vibeke, Søren fra bådværftet og andre sejlere, der i praksis afprøvede de ideer han havde været med til at skabe. Foto: Werner Karrasch, Vikingeskibsmuseet.
Vikingeskibsmuseet kunne se Eriks kvaliteter og havde ham tilknyttet i årtier som en af deres fremmeste forskere, selvom han ikke havde en ph.d. eller andre tossede regler, der prøves på at blive indført omkring forskning på museerne. Erik var en praktisk mand, var lydhør og satte ikke sig selv, men spørgsmålet i centrum. Det gjorde ham til en af de helt vigtige personer omkring formidlingen og forståelsen af vikingeskibene. En anden kvalitet ved Erik var, at han umådelig gerne ville dele sin viden. Det kunne være med hjælp fra en de mange tegningsruller, der altid stak ud af hans mulepose og gerne i en snak – og her var intet spørgsmål uvedkommende. Erik var ikke en mand af få ord, men han havde respekt for dem, der prøvede at få kortet ordmængden og myriaderne af tankerne og perspektiverne ned til udstillingstekster og udvalgte pointer. Også her var Erik lyttende og gik efter sagen mere end selv at få plads.
Model af Skuldelev 2 med Erik Andersens og Vibeke Bischoffs rekonstruktion af rig og sejl. Foto: Werner Karrasch, Vikingeskibsmuseet
Ære være Erik – og tak til Vikingeskibsmuseet og Eriks kollegaer for at de gav Erik rum til at lave hans forskning og formidling på den måde han nu gjorde.
At coronapandemien ramte de danske muserne på en helt uventet måde i 2020, er der ikke tvivl om. Særligt de store museer, med stor egenindtjening kom ud i svære økonomiske problemer, og som en undersøgelse fra Organisationen Danske Museer tydeligt viser, så havde pandemien en gennemgribende indflydelse på museumssektoren. 80% af de adspurgte museer havde færre besøgende i 2020 end året før. Seks ud af 10 museer havde en lavere omsætning i 2020 end i 2019. Halvdelen af museerne havde et tab på mere end 25%, og hvert fjerde museum oplevede et tab af omsætning på mere end 40%.
Nye museer i 2020
Men på trods af denne helt uventede storm gennem museumssektoren var 2020 også et år, hvor der åbnede en række nye museer. Jeg vil tro, at alle de herunder nævnte steder er blevet realiseret gennem store generøse fondsbevillinger. Projekterne var derfor i mindre grad afhængigt af museets egenindtægt, men da langt de fleste af de nævnte udstillingssteder er nye initiativer hos eksisterende museer, som i år har kæmpet med at gentænke sig selv, så er det endnu mere imponerede og opløftende, at disse nye kulturtilbud blev etableret.
2020 var et jubilæumsår for både besættelsen og befrielsen af Danmark i forbindelse med 2. verdenskrig. Markeringerne blev ikke som planlagt, men i sommers kunne der genåbne to museer, der med hver deres selvsikre formidlingstiltag formidler historien om Danmark under Besættelsen.
En anden jubilæumsmarkering, der var tiltænkt at få fuldt skrald var 100 året for Genforeningen. Meget måtte aflyses, men på Sønderborg Slot kunne Museum Sønderjylland i januar åbne den nye permanente udstillingen 100 år med Danmark – Sønderjylland siden Genforeningen.
Også i Sønderborg genåbnede et helt museum, der også formidle dansk-tyske forhold i de sidste 100 år. Der er Deutsches Museum Nordschleswig, der formidler det tyske mindretals historie.
Københavns Museum kunne i januar efter flere års forberedelse åbne i helt nye lokaler i Stormgade. Og museer er i år en af de 27 nomineret museer, der kan vinde en pris ved European Museum of The Year Award til maj.
Et andet sted på Sjælland, hvor der også åbnede et museum som har være flere år undervejs, var i Fensmark. Der kunne Museum Sydøstdanmark åbne Holmegaard Værk i Holmegård Glasværk oprindelige lokaler
Og i Sagnlandet Lejre kunne de i juni indvie Kongehallen, Danmarks største vikingehal.
I det jyske åbnede Museum Midtjylland i 2020 Klosterlund Museum, der fortæller om områdets natur, tørveindustri og hedeopdyrkning i en gammel tørvefabrik i Stenholt skov.
Klostermund Museum. Foto: Museum Midtjylland
Helt ud vestpå åbnede Nymindegab Museum. Det er del af Vardemuseerne og fortæller om kunstmalere og badegæster, der kom forbi det lille fiskerleje.
En andet institution, der fortæller om omgivelserne ude vestpå er Naturkraft i Ringkøbing. Stedet åbnede i 2020 og formidler den vestjyske natur.
I 2020 åbnede også det meget ambitiøse projekt Maltfabrikken i Ebeltoft. Det er et spisested, iværksætter kontorfællesskab, artist in resident, bryggeri og det er også BMA – med Bibliotek, Museum og Arkiv på ét og samme sted, hvor museet er en del af Museum Østjylland.
Udover disse museer og institutioner var der også museer, som i 2020 åbnede nye udendørs in situ steder. Silkeborg Museum åbnede Grathe monumentet i oktober på 863 års dagen for slaget ved Grathe Hede mellem Svend Grathe og Valdemar den Store. Monumentet er anlagt der, hvor det kapel på Grathe Hede lå, som Svend Grathe skulle være blevet begravet i.
I Vejerslev skov nær Gudenåen rekonstruerede Moesgaard Museum i år 600-tals skibssætningen Høj Stene, der er et af Nordeuropas største gravmonumenter fra jernalderen. Jeg havde fornøjelse at besøge skibssætningen en vinterdag i høj sol, og vil gerne anbefale at man på vejen der hen høre podcasten Vejerslev Skov: Jyllands ældste kongegrav #8, hvor Lars Krants Larsen fra Moesgaard Museum fint underspillet fortæller om undersøgelserne af stedet og arbejdet med at genskabe det.
Høj Stene i januarsol 2021
Høj Stene som den kunne have set ud i funktion ved begravelsesritualet omkring år 600. Rekonstruktionstegning: Eric Sosa, Moesgaard Museum
Høj Stene og Grathe monumentet kan selv under den museale coronanedlukning godt besøges, men ellers må man væbne sig med tålmodighed for at de nye udstillinger. Personlig fik jeg sidste år kun set tre af de nye museer, og glæder mig meget, sammen med så meget andet, til at kunne se flere af dem, når museerne og samfundet igen åbner mere op.
Tak til alle jer, som har fulgt Martins museumsblog i 2020.
I 2020 blev Martins Museumsblog besøgt 4.589 gange. Der blev i årets løb kun publiceret syv indlæg, og der kom læsere fra 40 lande til bloggen, primært besøg fra Danmark, og derudover flest besøg fra USA, Tyskland, Sverige og Norge.
I julen og til nytår fortæller vi historier. Vi mindes de traditioner vi sammen har skabt i familierne og i vennelaget, og de ældre fortæller de yngre om hvordan den engang var – ofte dengang hvor gaverne var et tak mindre, vinteren lidt hårdere, nytårsløjerne både vildere og mere uskyldige, hvor moder stod lidt mere i køkkenet – og det hele gik alligevel. Traditioner er fortællinger og fortællinger skaber fælles erindringer – og erindringer betyder noget.
Jul anno 1950’erne i Den Gamle Bys erindringslejlighed. Foto: Den Gamle By
Hvad er en væsentlig grund til at en selv, formidlingen, og meget andet bliver bedre? Ens kollegaer.
I går gav jeg et interview på tysk til en podcast om Danmark. Måske et lidt hovedløst projekt, da min sidste tysktime var tilbage i 9. klasse på Stubbekøbing Skole. Nå, men jeg fik luftet mit tysk i går, ligesom jeg tidligere har kastet mig ud i at vise tyske journalister rundt på de museer jeg har arbejdet på, og har prøvet at tale tysk med de tyske kollegaer jeg har mødt på konferencer eller som er kommet på besøg. For det tysk jeg kan i dag er ikke så meget på grund af undervisningen i 9. kl., men mere på grund af mit arbejde. Før jeg talte med den tyske journalist havde jeg da også en ”øvesession” med Søren, en mere tyskkyndig kollega, der lige kunne hjælpe mig af med nogle af de oplagte sproglige fejl, som jeg kunne finde på.
Som ansat på et museum tænker man måske, at man er der, fordi at man har en særlig viden. Måske er det rigtigt i den første tid, men derefter skyldes det i høj grad også, at man kan noget på grund af den viden, man har fået på museet. For ny viden kommer hele tiden og min egen erfaring er, at dem man på museerne bedst lære af er ens kollegaer. Kollegaerne kan være læremestre af nød, da museer sjældent har råd til konsulenter udefra, men de kan også været det, fordi de bare er de bedste til at give læring i en sammenhæng. Og begge dele er med til at skabe en kultur om at vidensudveksling og samarbejde er en nødvendighed for at ting kan lade sig gøre bedst muligt.
I 1991 udgav Jean Lave og Etienne Wenger bogen Situated Learning. Bogen undersøger, hvordan at den type læring, der kan være gennem mesterlære og projekt- og arbejdsfællesskaber giver forståelse for læringens brugbarhed og kontekst, og at der i den type læring opstår fællesskaber, hvor alle bliver engageret og motiveret i læringen.
Da jeg tidligere i år læste Lave og Wengers bog, gav det mening for mig. De forklarede her den læring jeg har modtaget de sidste tyve år på arbejdsmarkedet. For nogle år siden skrev jeg et blogindlæg om Keld Hansen, en af mine første museale læremestre. Og siden har der været mange – Thomas, Allan, Gorm, Mette, Lisbeth, Anneken, Tove, Henning, Karen, Lene Birgitte, Camilla, Jan, Tinna, Harry og et væld af flere – som har vist mig eller fortalt mig om mange brugbare emner: målsætning, strategi, engagerende ledelse, krisehåndtering, projektstyring, forretningsmodeller, brugerinddragelse, læringsteorier, kommunikation med sociale medier, skadedyrsbekæmpelse, taleskrivning, historiske indsigter og registreringssystemer mm. Ikke at jeg skal være lige så god som dem, men for at jeg kan bruge det i mit virke og sammen med dem gøre museet til et bedre sted for de mange, der besøger og bruger museerne.
En svensk museumskollega som jeg har lært et og andet om projektkoordinering og EU lingo, Anna Hansen, skrev i den forgange uge et indlæg på Epale platformen med eksempler på, hvordan at arbejdspladser er gode voksen læringspladser. Anna Hansens pointe er enkelt: Nye kompetencer kan læres på museerne og andre arbejdspladser. Og med Lave og Wengers pointer in mente er det noget som er sætligt virksomt, da det er læring man umiddelbar bruger og derfor også læring man hurtigt skal reflektere over. Denne pointe gælder naturligvis alle arbejdspladser. Derfor husk at brug dine kollegaer og lær af deres kunnen. Og husk generøst at dele ud af det du ved. Værdsæt kollegaer, der gerne vil lære af dig – de gør det ikke for at true dig på det du ved, men for at gøre jeres arbejdsplads til et endnu bedre sted for dem I formidler til og det I arbejder for.
Henvisning og link:
Jean Lave & Etienne Wenger: Situated Learning: Legitimate Peripheral Participation, Cambridge University Press. Cambridge 1991
Coronakrisen har ført med sig, at plexiglas, spritdispenserer og sundhedsstyrelsen blå designline nu er blevet faste elementer i butikker og det offentlige rum. Ofte er det den samme type eaf tiltag men mødes med, men her er tre eksempler på museer, der har givet tiltagene et lille tvist, så de ikke kun beskytter, men også passer ind i museets grundfortælling.
Plexiglas på ARoS
Plexiglassen mellem kunderne og de ansatte ved kassen var et tiltag, der allerede tilbage i marts blev rullet ud i detailhandleren. Og det er et element der gerne laves på en måde, så det er så neutral som muligt. På kunstmuseet ARoS er de gået en lidt anden vej. Et kvikt hoved i deres tekniske afdeling kom med den ide, at costumise plexiglasbeskyttelsen ved museet billetsalg ved at sætte en billedramme omkring det.
Så når de besøgende kommer til ARoS er det ikke kun et plexiglas de møder som noget af det første, men også en understregning af, at nu er man kommet til et kunstmuseum.
Her agere ARoS’ direktør Erlend Høyersten billetsælger i forbindelse med, at han tilbage i maj slog et slag for, at det af hensyn til befolkningens mentale helse også var vigtigt, at museerne kunne genåbne igen. Foto: ARoS.
Skilte på Arbejdermuseet
Sundhedsstyrelsens blå skilte findes de fleste steder og er nu måske blevet så udbredt, at de nemt kan blive overset. I Rømergade i København overser man nu ikke de velmenende råd om smittespredning så let. Arbejdermuseet tager blandt mine museumskollegaer prisen for at have tilpasser coronaskiltningen til deres egen historie, men de har også fået hjælp fra selveste Stauning.
Første gang man møder den tidligere statsminister er i indgangen til museet. hvor han helt naturlig beder en om at holde til venstre.
Og så følger Stauning ellers de besøgende rundt i udstillingen og minder os om at holde afstand, bruge maske i cafeen og handsker, hvor der er meget hands-on, og han takker os for at vise samfundssind
Ved de steder museet har sat spritdispenserer op, minder han os også om, at valget i dag står mellem Sprit – eller Kaos
Lopper i Den Gamle By
Før Den Gamle By åbnede igen efter nedlukningen i marts og april henvendte vi os til Bilka for at høre om deres erfaringer med at hjælpe deres kunder med at holde afstand og gøre besøget til en sikker oplevelsen. Noget de blandt andet have erfaringer med var, at synligt personale som minder folk om restriktionerne er godt, men at det også er en meget delikat direkte at gå hen til folk og fortælle folk om at de står for tæt eller har anden uhensigtsmæssig adfærd. Det skal helst fortælles indirekte til dem.
Den Gamle By er et levende museum med aktører, der er med til at formidle historien og på museet tænke vi, at de historiske roller måske kunne bruges til at minde folk om at holde passende afstand til hinanden. Hr Berg, skolelæreren fra 1864 er nu en aktør, der fra tid til anden er på gaden i Den Gamle By. Der fortæller han de besøgende, at flere af hans elever her i 1864 beklageligvis har lopper – og de lopper kan springe langt! Så det er nok bedst at holde en meters afstand til hinanden med mindre man altså ønsker at starte et loppecirkus.
Merchandise
Arbejdermuseet har formået at lave merchandise ud af deres coronaoplysningsdesignlinje. I deres museumsbutik sælger de Sprit eller Kaos spritdispenser de besøgende kan tage med hjem. Der har de to andre museer ikke kunne følge med, men det nu heller ikke helt så attraktiv at investere i et plexipglas med billedrammer omkring eller en sæk lopper.
Der har været mange besøgende på de danske museet i denne sommer, og forhåbentlig har nogle været nye gæster, der har opdaget de gode historier og oplevelser, som museerne kan tilbyde. To gode oplevelser som jeg i denne sommer har haft omkring formidling til børn har været i hver sin ende af landet, nemlig på det to frilandsmuseer Amagermuseet og Hjerl Hede.
Restriktioner i forbindelse med covid-19 er noget som også betydet meget for museerne i disse måneder. Det har haft betydning i forhold til adgangsforholdene på museerne og hvordan gæsterne kan færdes på museet. Covid-19 har også haft indflydelse på hvilke aktiviteter, der kan tilbydes og den økonomi, som museerne i dette vanskelige år har haft i forhold til at lave tiltag. Det er muligt, at aktiviteterne på de to museer, jeg vil skrive om, i andre år har været flere og endnu bedre, men selv med de restriktioner der er, var begge steder gode til at formidle nogle af tidligere tiders levevis og arbejdsgange på en levende måde.
Amagermuseet
Amagermuseet, der er ligger i Dragør, består af to firlængede gårde, med haver tilknyttet og dyrehold med grise og får. Museets tilbud til børn i denne sommer består dels af en skattejagt, hvor man skal finde og tegne genstande forskellige steder på museet, aktiviteter børnene kan blive sat til af museets aktører eller dem de besøgte museet sammen med, og så også den stemning med have, huse og ikke mindst dyr, som museet tilbyder.
Skattejagten består af nogle spande med genstande i, som skal tegnes eller beskrives, og som forældrene undervejs kan snakke med børnene om, eller som børnene ved slutningen af besøget skal fortælle om til en af museet medarbejdere. Der er ikke præmier eller lignende, men på turen rundt kommer man forbi Nordgårdens køkken, hvor der er smagsprøver på pandekager og museets eget syltetøj. Enkelt, men fint.
Den første børneaktivitet vi mødte var tøjvask, hvor 6 årige Thea med et vaskbræk og en vaskekrybbe blev sat til at vaske noget af museet ikke særligt beskidte, men hvide undertøj. Der skulle hentes vand, vaskes og tøjet skulle hænges op, og det blev fine 20 minutter med snak om vask, huslige pligter dengang og nu – og så lige også alt det andet som 6-8 årige lige kommer i tanke om, at de gerne ville fortælle.
Ved køkkenhaven kunne man lugte til krydderurter og kaste hestesko og der var der også adgang til museet små grise som kunne besøges, og som børnene fik lov til med en børste at børste. Det var rigtigt fint og det at kunne være tæt på dyr er en aktivitet, der får tempoet ned. Grisene er minigrise, der ikke er de samme offentlige regler omkring som tamgrise, men selvom det ikke er tamgrise, så er det et dyr få børn eller vokse kommer tæt på og som kan give snakke om mad og madproduktion.
Ved museets andet gård var det i gårdrummet en aktør som faciliterede, at familiegrupper blev sat i gang med aktiviteter. En anden aktivitet på gården var et telt, som med dets bænke og tavle udgjorde en skolestue. Der kunne forældrene så sætte børnene i gang med at skrive gotiske bogstaver med griffel på skiffertavlen.
I et rum, ved siden af, var der en anden selvaktiverende aktivitet, hvor man kunne veje sig selv på en lodvæg.
En tredje aktivitet var nogle gymnastikøvelser fra 1912, der var lagt frem. Voksne og børn kunne så sammensætte deres eget gymnastikprogram med fokus på tidens ”rette kropsholdning” og når aktøren havde tid kunne han også aktivere de besøgende med øvelser.
Tilbuddene på Amagermuseet denne sommer er enkle, men de engagerer de børn jeg kunne observere den dag jeg var forbi, og de var også rigtigt gode til at skabe snakke om, hvordan og hvorfor folk engang levede som de gjorde.
Frilandsmuseet Hjerl Hede
Med sine mange huse og lange historie som et levende museum er vestjyske Hjerl Hede et andet setup end Amagermuseet, og den dag jeg besøgte museet var der også mange flere besøgende og flere aktører end på museet i Dragør. Det centrale i Frilandsmuseet Hjerl Hedes sommeraktiviteter er en skudsmålsbog, noget som Amagermuseet også tidligere har haft som en aktivitet. Hjerl Hedes aktivitet består i, at man skal besøge seks af de steder, der har levendegørelse, og hvor børnene så skal lave en aktiviteter, som bliver bedømt ift. børnenes duelighed – helt som skudsmålsbogens funktion i 1800 tallet. Det var ikke reelt arbejde børnene blev sat til, men alle aktiviteter blev af aktørerne sat ind i det steds historie. Ved Stubmøllen blev børnene af mølleren for eksempel sat til at slæbe sække, mens mølleren fortalt om de mange melsækker, der dengang skulle produceres på møllen.
Ved Skovfogedgården skulle børnene skræmme egern væk ved at kaste efter ”træegerne”, mens de hørte om, at der var vigtig at egerne ikke skulle tage en af gårdens vigtige indtægtskilder: æg.
Ved Klitgården skulle børnene karte uld fra de får, som var vigtige for denne vestjyske gårds indtægt, og ved håndværksgården blev skulle der laves trænagler.
De seks stationer var placeret rundt på museet, der for vores lille gruppe betød, at vi kom rundt på hele museet.
Et andet element, der fungere godt for børnefamilier på Hjerl Hede er museets store lege- og pauseområde. I tilknytning til restauranten Skyttegården er der en madpakkeområde og en legeplads med landbrugstematisere legeområder, stylter og væltepetercykler. Det kan spises mad og drikkes kaffe, mens børnene leger. Gode pauseområde er nødvendige for at skabe afveksling, og for at der er kommer pauser før andre steder af museet skal besøges.
En tredje element som både glæder unge som gamle er museets ”moving activity” i form af hestevogne og et lokomotiv, der begge tilbyder 20 minutters ture for 30 kr. per person.
e dage jeg var på de to muser var mit indtryk, at der begge steder særligt var lokale sommergæster, som var på besøg. På den måde var det forskellige besøgsgrupper, men samtidigt også folk, der normalt går under betegnelsen ikke-typiske-museumsbrugere. Men de brugere og alle andre brugere blev begge steder budt godt velkommen, og der var lavet enkelt forståelige, men oplysende aktiviteter for familiens børn. Og det er noget, som er vigtigt for at folk føler sig set og har lyst til at komme på besøg. Og komme igen.
Amagermuseet og Frilandsmuseet Hjerl Hede er gode bud på udflugter denne sommer, men det er mange andre museer også. Indtil 9. august er der halv pris på museerne i Danmark, så det er jo en god anledning til at få genbesøgt eller besøgt en museum man ikke har været på endnu, men også efter den 9. august kan museerne tilbyde gode oplevelser – og billige oplevelser for børnefamilierne, da børn under 18 år er gratis at tage med.
I tirsdags var der en artikel i The New York Times omkring museers indsamlinger i forbindelse med COVID 19 krisen. Artikel nævner blandt andet, at der arbejdes med indsamlinger på V&A i London, Det finske Nationalmuseum i Helsinki og Vesthimmerlands Museum i Aars. Det er ikke så tit, at Aars rammer de store amerikanske aviser, men Vesthimmerlands Museum var et af de museer, der hurtigt meldte ud, at de ville lave en samtidsdokumentation i forbindelse med den krise, som har ramt Vesthimmerland, Danmark og resten af verden i disse måneder.
En af de første opslag fra Vesthimmerlands Museum om deres indsamling. Foto: Vesthimmerlands Museum.
I de seneste uger er der en hel del andre danske museer og arkiver, som også har igangsat forskellige indsamlinger omkring COVID 19. De museer jeg umiddelbar har hørt om er:
Vesthimmerlands Museum, Give-Egnens Museum, Museum Lolland-Falster, Vardemuseerne, Museerne Helsingør, Museum Vestsjælland, Glud Museum, Kroppedal Museum, Arbejdermuseet, Dansk Sygeplejehistorisk Museum, Greve Museum, Ringkøbing-Skjern Museum, Museet på Sønderskov, Museum Vestfyn, Medicinsk Museion, Nationalmuseet, ENIGMA, Museerne i Fredericia, Museet på Koldinghus, Den Gamle By, Museum for Forsyning og Bæredygtighed; Kvindemuseet, Holstebro Museum og Danmarks Forsorgsmuseum.
Og følgende arkiver og biblioteker samler også ind:
Aalborg Stadsarkiv, Rødovre Kommunes lokalhistoriske samling, Det Kongelige Bibliotek, Slagelse Arkiverne, Frederikhavn Stadsarkiv, Rigsarkivet, Lokalhistorisk Samråd Hjørring, Greve Kommunearkiv, Byhistorisk Hus i Glostrup og Kolding Stadsarkiv.
Listen her er formodentligt ikke fuldkommen, og hvis du kender til flere museer eller arkiver, der samler ind må du gerne nævne det i kommentarfeltet.
En opfordring til at dele historier fra Give-Egnens Museums facebookside. Foto: Give-Egnens Museum.
De enkelte museer og arkiver har valgt forskellige indsamlingsstrategier. Den mest brugte tilgang er en brugerinddragende tilgang, hvor private borgere opfordres til at dele materiale med museet eller arkivet. Det kan enten være i et format, hvor dem der ønsker at deltage opfordres til at sende det vedkommende umiddelbart ”har på hjertet” som det er tilfælde ved Museerne Helsingørs indsamling, eller det kan være i et format, hvor dem der vil deltage opfordres til at forholde sig til en række udvalgte spørgsmål. Det gør Nationalmuseet blandt andet i deres opfordring, der har over 40 spørgsmål fordelt på seks hovedemner.
Museer med lokalhistoriske ansvar går naturligt efter at få dokumenteret deres egn eller by, og nogle museer efterlyser historier om specifikke emner eller faggrupper, som Dansk Sygeplejehistorisk Museum, der gerne vil have historier og genstande fra sygeplejesker, Arbejdermuseet, der gerne vil have arbejdsliv under coronakrisen dokumenteret og Danmarks Forsorgsmuseum, som har fokus på beretninger fra udsatte borgere.
Et par museer er gået en anden vej ved i højere grad at udvælge nogle borgere og så engagere dem i at skrive dagbøger eller levere beretninger. ENIGMA har et projekt, hvor de med midler fra Tuborgfonden og i samarbejde med ungdomsforeningen DemokraTour indsamler unges beretninger fra Thy. Den Gamle By har udvalgt en række borgere i Aarhus, og har engageret dem i at skrive dagbog i nogle uger. De er valgt ud så det er forskellige stemmer, der fortæller om hvilke ændringer COVID 19 har på deres liv. Gruppen dækker blandt andet en pensionist, en skoleelev, en politiker, en overlæge, en ansat i Bilka og en offentlig ansat og en privat ansat, som arbejder hjemmefra. I en anden styret indsamling, som Den Gamle By laver i samarbejde med Dansk Center for Byhistorie og et par fotografer, dokumenteres det byrum, som kan opleves i disse uger med ændrede bevægelsesmønstre.
Det et ikke alle steder er der øde. Her er et fotografi af en genbrugspladsbilkø. Foto: Asger Christensen, Den Gamle By.
Indsamlinger i andre lande
Det er ikke kun i Danmark der indsamles. Som artiklen i New York Times nævner, så dokumenteres COVID 19 krisen også ind i Finland og England. Også i vores nabolande Tyskland, Norge og Sverige er der talrige indsamlinger på museer. Jeg vil her nævne nogle enkelte.
Et ambitiøst tysk projekt er coronaarchiv, der er et samarbejde mellem en række tyske museer og universiteter. De er et brugerdrevet projekt, der samler materiale ind fra hele Tyskland. På deres hjemmeside kan man som en særlig feature løbende følge på et kort, hvor i landet, at Coronaarchivs beretninger og fotografier kommer fra: https://coronarchiv.geschichte.uni-hamburg.de/projector/s/coronarchiv/page/karte
Norsk Folkemuseum har igangsat en stor national indsamling gennem hjemmesiden https://minner.no/tema/korona. Udover at kunne sende erindringer ind, er det også muligt på siden allerede nu at læse nogle af de minder, der er delt, så siden fungere på den måde både som en indsamlings- og en formidlingsplatform.
Regionsmuseet i Skåne tilbyder også, at folk kan uploade fortællinger direkte på deres hjemmeside. De har udvalgt et særligt fokus og efterlyser refleksioner om hvad der gør en bange i denne tid. Indsamlingen kan ses her: http://www.regionmuseet.se/ar-du-radd.html. Er andet projekt som museet har sammen med universitet i Lund er, at de vil interviewe svenske museumsansatte om krisetnografi, det vil sige om hvordan at museerne laver samtidsindsamlinger om en krise, som den vi er midt i lige nu.
I Danmark foregår erfaringsudvekslingen mere gennem museumsansattes egne initiativer. Dels sker det gennem medlemmer af museernes Nyere Tids Netværk og så gennem facebookgruppen Coronaens tid – dokumentation, hvor der også er ved at blive lavet en liste over de forskellige museers og arkivers indsamlinger. Iderigdommer omkring denne samtidsindsamling er stor i disse uger og fra universiteterne er der også en interesse i, at lave forskningsprojekter omkring hvordan denne COVID 19 krise påvirker samfundet og den enkelte. Et håb er, at det materiale der indsamles kan komme til gavn for mange og kan blive delt mellem dem, der gerne vil bruge det til undersøgelser. Og det er også ønskværdigt, hvis der løbende kan komme en koordinering om, hvem der samler hvad ind og hvilke forsknings- og formidlingsprojekter som materialerne kunne indgå i.
I går åbnede Maskinrummet, der leverer fjernvarme til kvarteret Aarhus Ø og som også håndterer affaldsløsninger til denne nye bydel ved havnen. Det er et tekniske anlæg under den afdeling af Aarhus Kommune, der har det sigende om end ikke så mundrette navn Affaldvarme Aarhus. Som et del af anlægget er der også blevet lavet en lille udstilling.
Det var åbent hus i går og mulighed for at komme ind i Maskinrummet og se hvor affald fra bydelen bliver opsamler, og mere spektakulært også se det havvandsvarmepumpeanlæg, der bruger havvand til at lave klimavenlig fjernvarme til lejlighederne på Aarhus Ø. En god historie og i går også en historie, der med glæde blev fortalt af nogle af de teknikkerne, der står bag anlægget og bygningen eller de folk, der skal drifte anlæggene.
Som et lidt usædvanligt element for et teknisk forsyningsanlæg er der lavet en mindre udstilling om fjernvarmeforsyningen. Udstillingen har egen indgang og kan besøge dagligt fra 8-16. Affaldvarme Aarhus har fra starten af planlægningen af Maskinrummet haft som ambition også at fortælle om deres virke gennem udstillingsmediet og har været på studiebesøg på museer for at se hvordan at dette mediet kan bruges. Stor respekt for det, og en af de steder de blandt andet besøgte og havde møde med nogle af personerne bag udstillingen var Aarhus Fortæller, der er Den Gamle Bys faste udstilling og tidsrejse omkring Aarhus’ historie.
I den lille udstilling i Maskinrummet er der for Aarhus Fortæller-kendere også mange velkendte træk, som for eksempel et stort kort over Aarhus på gulvet, der i Maskinrummet naturligvis formidler fjernvarmenettet. Der er også en enkel quiz, der lige som i Aarhus Fortælle formidler viden gennem spørgsmål og svar, og der er en installation, der giver en simpel involvering og aktivitet ved at låger skal åbnes for at mere få mere information om et emne. Nogle af de elementer var noget vi i forbindelse med etableringen af Aarhus Fortæller var blevet inspireret af andre steder, og så er det dejligt at se den inspiration nu kan vandre videre til andre.
Udstillingen i Maskinrummet er et fint eksempel på, at oplevelser, storytelling og viden er vigtige elementer for at gøre sig relevant. Det er ikke noget der længere er forbehold kulturinstitutioner, der jo har det som en kærneydelse, men det er også noget som storcentre, specialbutikker – og offentlige driftsorganisationer som et teknisk forsyningsanlæg også benytter sig af. Ved at formidle hvordan at energi fra havvand bliver lavet om til varme i private hjem fortælles også en historie, der er værd at bryste sig med, og med den lille udstilling er det blevet fint prioriteret, at denne historie nu fortælles på en nem tilgængelig måde og ikke kun gennem artikler og oplæg for i forvejen interesserede. Bygningen Maskinrummet er også tænkt som et oplevelsesmæssigt udflugtsmål ved, at der på udvalgte tidspunkter på dagen skal være fri adgang til taget og udsigten over Aarhus Ø og andre dele af Aarhus. Før det kan lade sig gøre, skal sikkerheder med at komme der op uden bemanding dog først godkendes.
Noget jeg rigtigt godt kan lide ved Maskinrummet og deres udstillingsrum er in situ elementet, ved at udstillingerne er placeret i et glasrum oppe i et hjørne af Maskinrummet. Dermed er der udsigt over pumperne, der sender fjernvarmen afsted til husene på Aarhus Ø. Et benspænd museer ofte kan have er, at det som de skal formidle er taget væk fra den kontekst som genstandene eller fortællingerne oprindelig var i, og der skal for eksempel tekster, billeder, film med mere omkring genstandene og opstillingerne for at genskabe konteksten. I Maskinrummet formidles der fjernvarme, der hvor der skabes fjernvarme. Affaldvarme Aarhus skal have ros for gennem formidlingstiltagene at gøre en ekstra indsats for at give indblik i et system, der er så udbredt i de danske byen, om end ikke alle steder med samme klimamæssige bæredygtighed som i Maskinrummet. I forbindelse med undervisningsforløb ved Affaldvarme Aarhus må de nye lokaler og udstillingen også være meget illustrativ og velegnede til flere naturfaglige fag, men også til at diskutere klima og bæredygtighed.
Det er en lille udstilling, der fungere fint, ikke mindst takker være in situ grebet. Og så var det personligt for mig, som en del af det hold, der var med til at skabe Aarhus Fortæller, dejligt at se, at nogle af vores elementer har kunnet inspirere andre.
Martins Museumsblog 