Museumsblogs

Pressen bruger anseelig tid på hvad pressen mener, et yndligsemne for politikere er andre politiker og en god måde for at vække opmærksomhed hos gæsterne er at fortælle om dem selv. Martins Museumsblog vil i dag følge denne trend – og skive om museumsblogs.

Siden begrebet fik sin eget term (først weblog og så blog) i slut 1990’erne har blogmediet gennemgribende fornyet den offentlige kommunikation. Nu kan alle og enhver skabe sit eget distributionsnet til egne og andres artikler. Der kom blogs om gængse nyhedsemner, men også blogs om interesseområder som haver, humor, heste, home interior – you name it – og kunst- og kulturinteresserede begyndte også at blogge om museer og museernes samlinger.

En blogger, som skabe sin karriere og museumspolitiske indflydelse gennem medier er amerikanske Nina Simon. Hun deler sine ideer om The Participatory Museum gennem hendes blog Museum 2.0, hvilke også har resulterede i en bog af samme navn, der helt i tråd med Museum 2.0s tankegang gratis kan downloades gennem bloggen. Nina Simon er i dag museumsdirektør i The Museum of Art & History i Santa Cruz, men er stadigvæk aktiv på Museum 2.0.

Udover blogs om museer kom der også blogs fra museer, hvor museumsmedarbejdere helt i tråd med mediets karakter direkte og hurtigt kunne fortælle interesserede om det de laver. En af de første museumsblog jeg stødte på var Birgitte Fløe Jensens FortidsmindeBlog fra Museerne Vordingborg, (Danmarks Borgcenter, der i dag er en del af Museum Sydøstdanmark).

Museet i Vordingborg var tidligt ret aktive med blogmedier og havde en overgang også omskabt meget af deres indhold på deres hjemmeside til blogs, men der er en praksis der tilsyneladende ikke længere bruges på deres hjemmeside http://www.museerne.dk/ efter at de er blevet den del af Museum Sydøstdanmark. Andre museer der også tidligt begyndte at blogge og udforske mediet var Arken, Medicinsk Museion, Nationalmuseet og Moesgård Museum.

Et view over museernes brug af blogmedier viser nogle tendenser.

Organisationsbloggen

Organisationsbloggen tror jeg er den mest udbredte form blandt de danske museer. Her bruges blogmediet til at et bestemt felt af museets virke bliver formidlet.

Vordingborgs Fortidsmindeblog var et eksempel på det, Moesgård Museum fulgte op med en lignede fortidsmindeblog, der var aktivt i nogle år. På Nationalmuseets har flere afdelinger en blog, bl.a. nyere tid, bevaringsafdelingen og Danmarks Kirke. De er ikke alle lige brugte og opdaterede, men en jævnt aktiv blog er museets runer og mønter blog, hvor det er muligt at følge det løbende arbejde med Nationalmuseets tilsyn og forskning omkring med runesten og møntfund. Kroppedal Museum har sat deres brug af blog i system ved at deres tre ansvarsområder, astronomi, nyere tid og arkæologi, har hver deres blog – og museet sørger jævnligt at vedligeholde disse blogs. Andre blog i den organisatoriske type kan være, at samlinger systematisk vises frem eller at museet har en blog der overordnet bruges til at formidle processerne bag museets arbejde. Den type blog ses bl.a. hos to museer der er kendt for deres initiativer omkring digital formidling: Brooklyn Museum og Powerhouse Museum i Sidney. Powerhouse Museum har bloggene Photo of the Day og Inside the Collection hvor genstande og billeder vises frem, og Brooklyn Museum har en behind-the-scene blog med indlæg fra hele museets virke. Lignende behind-the-scenes blog ses også hos Museet for Søfarts blog Fyrskibet og i den nye Bag Facaden blog fra Den Gamle By.

Den specifikke emneblog

Emnebloggen, hvor en særligt emne tages ud fra en personlig vinkel, er en meget brugt genre hos privatpersoner. Her er modeblog, haveblog og madblogs for at tage tre meget udbredte emner. Der skrives kun om det valgte emne og dermed er der en klar kontrakt mellem afsender og læser. Denne klare afgrænsede blogtype synes dog ikke at være så udbredt på museerne, men et godt musealt eksempel på typen er Nationalmuseets blog Kokkepigen. Her er det den fiktive person kokkepigen som deler historier og opskrifter med base i køknerne på Frilandsmuseet i Brede.

Nogle af de ovennævnte organisationsblogs kan godt have fokus på særlige dele af museets virke og dermed godt betegnes som et emneblog skønt deres hovedformål kan være at blogge fra en bestemt afdeling af museet. Der er andre eksempler på museumsblog som tager et bestemt emne om i en kortere periode, men dem vi jeg hellere betegne projektblogs.

Projektblogs

Projektblogs er blog, der formidler et bestemt projekt i en periode. Et tidligt eksempel på dette var Nationalmuseets daværende direktør Carsten U Larsens rejseberetning fra Galatheaekspeditionen i 2007 (http://natmus.blogspot.dk/). Bestemte udgravninger har også været emne for specifikke blogs som Moesgård Museums store udgravning på Bispetorv i Aarhus i 2009 (http://bispetorvet.wordpress.com/) eller Sydvestjyske Museers udgravninger ved Ribe Domkirke (http://lindegaarden.wordpress.com/), en blog som kom på Kulturarvsstyrelsens liste over Årets museumshits 2011.

Udfordringen ved disse tidsafgrænsede blogs er at afslutte dem ordentligt. Et fint eksempel på dette er den blog som Historiska Museet i Stockholm lavede i forbindelse med deres udstilling Sveriges Historia. Bloggen fulgte tilblivelsen af udstillingen og takkede af en måneds tid efter åbningen af udstillingen http://blogg.historiska.se/sverigeshistoria/2010/06/21/bloggen-och-de-101-inlaggen/.

Den Gamle Bys brug af blog

I denne uge kastede min arbejdsplads, Den Gamle By, sig for alvor ud i blogmediet. En first mover kan man ikke kalde os, men bag initiativet ligger en nøje overvejelse omkring, hvilke emner som blogmediet er bedst egnet til at videregive vores viden, synspunkter og oplevelser igennem. Bloggene og formen er også planlagt, så det er emner museet kontinuertlig kan blogge om og langsomt opbygge en læserskare til.

Tre af bloggene er specifikke emneblog. Den ene dyrker et generelt stort blogemne, haven. Bloggen viser som andre haveblog årets gang og har så det twist, at den særlige viden museet har om tidligere tiders havebrug og gartnerpraksis også bliver formidlet. En anden klar emneblog er om en af museets kærneområde julen. Hver jul er museets et naturligt førstevalg for mange familier og venner, der gerne vil kombinere en fælles juletur, med julestemning skabt af forskellige tiders måde at fejre julen på. Den viden museet har om emnet kommer nu ud i bloggen og juleinteresserede der søger information på nettet vil forhåbentlig blive oplyst her efterhånden som bloggen vokser. En tredje emneblog handler om Aarhus. Det er et af museets ansvarsområder, men bloggen vil ligesom de omtalte fortidsmindeblogs ikke være der, at museet fortæller om deres formelle ansvarsområde, men det bliver mere et kalejdoskopisk blik på Aarhus før og nu med bidrag fra forskellige af museets ansatte.

To blog vil mere kunne betegnes som organisationsblog. Den ene er Bag Facaden bloggen, der som navnet antyder fortæller om processerne bag museets udstillinger, aktiviteter mv. Blogindlæggets natur er at være personlige, og det er skal det også være på denne mere organisationsorienterede blog, ved at afsenderen på det enkelte indlæg er tydelig og at bidragsyderne har deres egne emner de skriver om. Den anden organisationsorienterede blog er Aarhus og 2. Verdenskrig, der bliver en kanal som museets afdeling Besættelsesmuseet i Aarhus kan bruge til nemt at dele historie, billeder mv. Bloggens klare fokus om Anden Verdenskrig vil formodentlig også gøre, at bloggen bliver bruge på samme måde som de specifikke emneblog bliver.

Den sidste blog er Museumsdirektørens blog, der bliver en mere causerende blog, men også en mere holdningspræget blog, hvor Den Gamle Bys direktør Thomas Bloch Ravn kan poste tanker og meninger, f.eks. i det seneste indlæg om Kulturministeriets tanke om at sammenlægge en række specialmuseer under Nationalmuseet. Den holdningsbetonede blog er en type, som ses meget i avisernes bloguniverser, hvor politiker, NGO repræsentanter med videre på den måde deltager i den offentlige debat, men typens ses ikke ofte i kulturlivet. Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om blogs af denne type drevet af et museum. I aviserne eller andre nyhedsmediers blogge har jeg også kun stødt på Kvindemuseets Merete Ipsens blog i www.stiften.dk.

Ingen af Den Gamle Bys blog er tænkt som korterevarende projektblogs. Før lanceringen var der derimod flere diskussioner om, hvilke emner der kunne blive ved med at blive blogget om, og arbejdet med bloggen er planlagt så det kan passes ind i museets andet arbejde for at undgå, at det at blogge der efter en kortere tid bliver en irriterende byrde i stedet for at være den glæde det er, at dele viden med andre og se at det bliver modtaget.

Museerne har meget indhold og blogmediets hurtige og nemt delbare facon gør det oplagt at bruge til at dele museets historier. Udfordringerne er at sikre bloggen en god base i organisationen så de blive vedligeholdt og dermed giver optimale udbytte både for læserne og museerne. Bloggens indhold skal naturligvis også gennemtænkes og derunder at skribenterne skal vende sig til webkommunikationens krav om hurtigt at fange opmærksomheden gennem billeder, klare overskrifter og godt opbrudte tekster. Det bedste udbytte opnås, hvis blogindlæggene er nemt delbare. Personligt kan jeg bedst lide hvis de er organiseret i de gængse bloguniverser (blogger, wordpress mv.) der følger med genres udvikling, i stedet for at være indlejret som del at museernes organisationshjemmesider, da disse alt for ofte ikke er klar definerede i deres udtryk eller bedst muligt optimerede til deling og kommentering. At indlejringen har andre fordele mht. at holde læserne på hovedsiden er så en helt anden diskussion.

Omtalt museumsblogs

Arkens weblog 2005-2006 http://arken.blogs.com/arken_blog/

Brooklyn Museum’s behind-the-scene blog http://www.brooklynmuseum.org/community/blogosphere/

Den Gamle Bys Bag Facaden http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/

Den Gamle Bys Julehistorier http://blog.dengamleby.dk/julehistorier/

Den Gamle Bys Historiske Haver http://blog.dengamleby.dk/historiskehaver/

Den Gamle Bys Museumsdirektørens blog http://blog.dengamleby.dk/museumsdirektoren/

Den Gamle Bys Aarhus Flashback http://blog.dengamleby.dk/aarhusflashback/

Den Gamle Bys Aarhus og 2. Verdenskrig http://blog.dengamleby.dk/aarhusogandenverdenskrig/

Historiska Museets Sveriges Historie http://blogg.historiska.se/sverigeshistoria

Kroppedal Museums Nyere tid http://kroppedal.dk/nyere-tid/blog-nyeretid/

Medicinsk Museions blogs http://www.museion.ku.dk/da/category/blogging-13/

Moesgård Museums Fortidsmindeblog http://fortidsmindermoesmus.wordpress.com/

Moesgård Museums Bispetorv http://bispetorvet.wordpress.com/

Museerne Vordingborgs Fortidsmindeblog http://iloapp.museerne.dk/blog/fortidsmindeblog?Home

Museet for Søfarts Fyrskibet : http://fyrskibet.dk/

Nationalmuseets Kokkepigen: http://kokkepigen.natmus.dk/

Nationalmuseets direktør Carsten U Larsens rejseberetning fra Galatheaekspeditionen i 2007 http://natmus.blogspot.dk/

Nationalmuseets runer og mønter blog : http://runer-moenter.natmus.dk/

Nina Simons Museum 2.0 http://museumtwo.blogspot.dk/

Powerhouse Museum’s Photo of the Day http://www.powerhousemuseum.com/imageservices/

Powerhouse Museum’s Inside the Collection http://www.powerhousemuseum.com/insidethecollection/

SMKs blog http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/

Sydvestjyske Museers udgravninger ved Ribe Domkirke http://lindegaarden.wordpress.com/

Dramatiseret historie – 1864

Jeg kan godt lide dramatiseret og populariseret historiefortælling, der vil beskueren noget og som bruger anderledes formmæssige greb end nøgterne beskrivelser i tale eller skrift.

Ole Bornedal til pressemøde om den ambitiøse tv-serie om krigen i 1864. Foto: Politiken

Historieformidlere står overfor udfordringen om at oplyse om en tidligere virkelighed og på samme måde engagere sit publikum. Det nytter ikke noget at præsentere den mest komplette version af en historie med klarlægning af alle detaljer og forbehold, hvis man gør det på en måde, hvor der ikke er nogen som gider engagere sig i historien eller kan se oplysningernes nytte – og det gælder både, når historie formidles på tv i bedste sendetid, på museer eller i peer reviewed fagmagasiner som Historisk Tidsskrift.

At engagere sit publikum bør ikke være en modsætning til at oplyse sit publikum. Historien har et bagkatalog af rigtigt gode fortæller med stærke personer, uløselige dilemmaer og spektakulære handlinger, men det stærkeste kort, og der hvor historieformidling adskiller sig fra anden narrationer er ved, at det bygger på stukturer, begivenheder og figurer, der engang eksisterede og fandt sted, og at det der skete dengang på den ene eller anden måde fik betydning for den videre udvikling og dermed i sidste ende de strukturer og handlinger vi er en del af i dag. Det er historieformidlingens styrke og figenblad. Det er op af bakke som historiefortæller, hvis publikum ikke tror på, at det der formidles er rigtigt – for så er kun fortællingen tilbage, men uden den vigtighed og relevans som historieformidlingen kan have.

Dramatiserede film på museer 1. Nederlands Openluchtmuseum, Arnhem. Projektion af livet i en tyrkisk lejlighed. God præsentation af dagligdagen og flot iscenesat.

Dramatiserede film på museer 2. Nederlands Openluchtmuseum, Arnhem. Foredragssal, hvor en agent prøver at overbevise gæsterne om at udvandre til Canada. Fin fiktivt baseret historieformidling (og sikkert endnu bedre hvis man kunne hollandsk).

Er historie ikke en tolkning? Jo det er det, og det kan være svært at have alle mellemregningerne med og nogle gange må man også vælge ikke at vise dem alle, hvis mediets struktur og den valgte formidlingsform umuliggøre det, det kan både være, når formidlingen sker gennem tekst, billeder, i den rummelige udstilling eller i filmens faste narration.

Skal historieformidling ikke være underholdende? Jo det skal, hvis det er den bane man ønsker at spille på. Effekter skal vælges med omhu, suspence benyttes og pointer serveres rette sted – og det er ofte ikke særligt nemt.

De to positioner strider ikke nødvendigvis imod at afvige fra kendsgerningernes brede vej. Historieprofessor Erik Arup formulere allerede tilbage i 1914, at historieformidling var ”at digte over de Kendsgerninger, der virkelig kan udsondres af Kilderne som tilforladelige, over dem alle, ikke imod dem og ikke udover dem.”

Dramatiserede film på museer 3. Den Gamle By. Læredrengens Oskars historie følges gennem film og tegneserie i udstillingen Håndværkerne i Baghuset.

1864

Arups rummelige syn på historieformidling er værd at have in mente i den debat, der i denne uge har været omkring Miso Films kommende tv-serie om 1864, som er planlagt til at blive vist på DR i efterår 2014 gennem otte afsnit á en time. I et interview i Politiken fortæller tv-serien instruktør Ole Bornedal af ’1864′ skal fungere som drama, og ikke som dokumentar.

Bornedal siger bl.a.: ”Man tager nogle historiske figurer og gør alt for meget ved nogle og alt for lidt ved andre. I den balance kan man ikke navigere i forhold til det historisk korrekte, men kun i forhold til en dramatisk velfungerende korrekthed” og i Berlingske Tidende udtaler instruktøren, at det historiske drama ”skal rumme nogle karakterer, som man kan identificere sig med og føle med. Det historiske er ikke det vigtigste i den forbindelse”.

Berlingske Tidendes Tom Jensen reagerede på disse udtalelser i sit udemærkede blogindlæg Historieløsagtighed. Tom Jensen kommer med eksempler fra den nye Lincolnfilm, hvor dramaet går lodret imod historiske kendsgerninger og skriver, at det fra filmskabernes side er mageløst selvovervurderende, når de ikke både kan dramatisere et historisk forløb og samtidig fastholde afsættet i de faktuelle omstændigheder, der ikke er til diskussion. Begge dele bør være mulig.

Dramatiserede film på museer 4. Museum und Park Kalkriese. Installation hvor de to modstandere Publius Quinctilius Varus og den germanske høvding Arminius i en fiktiv samtale diskutere slaget og deres eftermåle. Den fungerer godt og gør dem nærværende.

Jeg håber at holdet bag 1864 ikke lider af denne selvovervurdering. Med den rundhåndede bevilling på over 170 millioner kr. er det muligt at sætte en ny standart for den dramatiserede historieformidling, men den mulighed vil blive spildt, hvis historiefagligheden ikke også tages alvorlig. Det vil også være et svigt mod projektets folkeoplysende/folkeunderholdende karakter.

Når Miso Film og Ole Bornedal får midler til at producere et drama om 1864, der i bedste sendetid skal sendes på landets mest sete tv-kanal forpligter det. Ekstrabevillingen på 100 millioner fra Folketinget er ikke kun givet fordi, at danskerne skal have endnu en prima dramaserie, der kan blive Emma-nomineret, men fordi at serien skal være med til at markere 150 års jubilæet for 1864-krigen. Serien skal være med til at forme den brede befolknings historiske kapital, noget som DRs dramachef Piv Bernth også peget på i en udtalelse i Ekstra Bladet. Det forudsætter en forståelse og respekt for de kendsgerninger, der er tv seriens motor.

Jeg glæder mig til at se Bornedals serie og håber, at det bliver så medrivende og spektakulært som en så dramatisk del af landets historie kan blive. Men hvis Bornedal og Miso Film bevidst vælger at digte mod kendsgerninger i markante dele af serien mister serien den autenticitet som gør, at serien løfter sig fra at være en god fortælling til at være en vedkommende historiefortælling.

Dramatiserede film på museer 5. Besættelsesmuseet i Aarhus. Hvidstengruppens historie dramatiseret gennem lyd, iscenesat rum og filmklip fra Regnar Grastens film Hvidsten Gruppen.

Tom Buk-Swienty har med sine succesfulde historiske bøger om krigen skabt interesse om konfliktet og krigens skæbner. Han har leveret tv-seriens historiske oplæg og har også været en konsulent, der skulle sikre, at det historiske bagtæppe er korrekt. Grundlaget burde dermed være i orden. Der skal nok komme diskussion om tv-seriens vinkling og prioriteringer. Det er kun godt, og der er potentiale for at diskussionen kan tage aktuelle emner op og perspektivere Danmarks rolle som krigsførende nation og det lille lands international betydning. Det vil bedst kunne ske, hvis det ske på baggrund af tv-seriens bevidst valgte tolkning ”over Kendsgerninger” og ikke, hvis man fra holdet bag filmen i dramatikkens navn direkte er gået imod væsentlige fakta. Så vil medierne kunne blive fyldt med en ørkesløs diskussion filmfolk og faghistorikere imellem om hvorvidt filmen er gået imod Kendsgerningerne eller udover dem. Giv os hellere god underholdning baseret på fakta.

Dramatiserede film på museer 6. Museum of Liverpool. To herre på pubben The Sandom, der diskuterer de begivenheder som førte til dannelsen af fodboldklubberne Everton og Liverpool F.C. Museet er en fornøjelse at besøge i forhold til dramatiserede fortællinger.

Dramatiserede film på museer 7. Besøgscenteret Arche Nebra – Die Himmelsscheibe erleben. På besøgscenteret ved Mittelberg, Nebra bruges Pepper Ghost projektion med en overgearet rengøringsfe, der pudser himmelskiven fra Nebra og de andre fund mens den sludrer løs om fundene og løst og fast. Det skulle de bare have ladet være med at gøre.

Link

Interview om tv-serien 1864 i

Politiken:
http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1927644/ole-bornedal-1864-skal-fungere-som-drama-ikke-som-dokumentar/

http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1927051/drs-nye-tv-serie-er-et-slag-om-sandheden/

Berlingske Tidende:
http://www.b.dk/kultur/bornedal-paa-vej-med-dyreste-tv-drama-i-drs-historie

Ekstra Bladet:
http://ekstrabladet.dk/flash/filmogtv/tv/article1941596.ece

Timefortv:
http://dk.timefor.tv/artikler/255-bornedal-1864-skal-ikke-vaere-historieundervisning-skal-vaere-et-storslaet-drama

Tom Jensens blogindlæg:
http://tomjensen.blogs.berlingske.dk/2013/03/22/historielosagtighed/

Deling og smart tickets – udvid din museumsoplevelse eller …

Det er nemt og naturligt, digitalt at dele sit liv og de oplevelser man har. Billeder uploades på facebook, instagram og pinterest, videoer på youtube, beskeder om stort og småt skrives på twitter, blogs osv. Museerne er et af emner for delingerne. Det er et sted de besøgende er i deres fritid og det er en aktivitet man gerne deler og på den måde  flashes sit kulturelle liv.

Personlige billetter til Darwin Centre, MOSI og National Football Museum

Flere museer har taget denne tendens til sig, f.eks. ved at have installationer, hvor der opfordres til at dele oplevelser og historier fra museet. En anden tilgang er, at man på museet opretter en profil eller at man får en særlig kode, hvor i gennem man senere kan få flere oplysninger om museets historier og de oplevelser man har haft.

Hvorfor gør museerne dette? De to modeller har forskellige formål. Del-nemt tiltaget har ofte det primære formål at opfordre gæsten til en kommunikation til omverdenen om museet, med den mund til mund markedsføring det giver. Modellen kan også tænkes at være med at give brugeren et større tilhørsforhold til museet ved, at vedkommende i et kort øjeblik har været stedets ambassadør.

Den anden tilgang, hvor der laves en profil, har gerne det sigte at knytte gæsten tættere til museet og give gæsten mere information fra museet. Det kan være ved at gøre det muligt for gæsten at gense nogle af de oplysninger vedkommende så på museet og ved, at kontakten kan være en åbning til, at gæsten kan modtage nyhedsmails og gode tilbud.

Del med museet

På Munchudstillingen på ARoS, der lukker 17. februar, er der et eksempel på et tiltag, der gør det nemt for gæsterne at kommunikere til andre om de udstillede værker. Den velbesøgte Munchudstilling Angst slutter med et Munch-o-metre, hvor gæsten ved at skanne en QR kode “synes om” et af Munchbillederne på museets facebookside og dermed deltager i en afstemning om, hvad det mest likede Munchbillede er.

Billedgaleriet på ARoS hvor man kan stemme på sin Munch-favorit

På en ef af ARoS trappeafsatser kan man se hvilke Munch-billeder flest har “synes om”

Et kig på Munch-o-metresiden viser, der i alt har været 1957 ”synes om” tilkendegivelser fordelt på 177 værker. Der giver et gennemsnit på 25,4 synes om per værk med 166 til det mest populære og 0 til det mindst ”likede” (tallene er fra i dag 10/02/2013).

Reklame for Munch-o-metret i ARoS’ forhal

Nisselandskaber på facebook

Et andet tiltag i samme retning, der dog ikke var promoveret lige så intenst var en nisselandskabsudstilling i Den Gamle By, der kunne ses i november og december sidste år. Der deltog 10 skoleklasser fra forskellige dele af landet i DM i nisselandskab. Landskaberne var udstillet i Den Gamle By og på Den Gamle Bys facebookside. Publikum kunne både stemme på facebook og i udstillingen. På facebook stemte folk ved at “synes om” og i udstillingen var der stillet en stemmeboks op.

Nisselandskabsudstillingen i Den Gamle By

De ti værker har i alt fået 1339 ”synes op” tilkendegivelser, hvilket i gennemsnit er 133,9 per opslag med 292 til den mest populære og 6 til den mindst ”likede”. Tallene er også fra i dag, men den periode hvor ”synes om” tilkendegivelserne primært kom ind i, var fra 13. til 18. december 2012, hvor konkurrencen fandt sted.

Det er interessant at se, at den meget mindre profilerede udstilling og set up omkring nisselandskaber  samlet kun generede 32 % færre ”synes om” end værkerne ved Munchudstillingen. Og hvis men ser på ”synes om” per værk, så var der over 4 gange flere ”synes om” per værk ved nisseudstillingen (139,9 i forhold til 24,5) ligesom, at det værk der fik flest  ”synes om” var fra Nisseudstillingen med Vibeskolen i Nyborg der fik  374 klik. Det mest likede Munchværk ” Aften på Karl Johan” fik 166 ”synes om”.

Giv en grund til deling

En grund til at Nisseudstillingen relativt set var så populær kan være den gode huskeregel om brugerinteraktion, at der skal være noget i det for brugerne. Brugerne skal have en konkret grund til at gide engagere sig – hvilket i nisselandskabs-setup’et var, at der var en mulighed for at støtte en klasse eller skole man havde et personligt forhold til og som man gerne så vandt konkurrencen.
Det blev for øvrigt Viborg Private Realskole der vandt dem samlede konkurrence.

De konkurrerende nisselandskaber kan ses her: https://www.facebook.com/DenGamleBy?ref=hl#!/media/set/?set=a.10151305074484761.485326.28599504760&type=1

Her er Munch-o-metrets værker: http://www.aros.dk/besoeg-aros/udstillinger/2012/edvard-munch-angst-anxiety/mere-munch/munch-o-metret/

Personaliser dit museumsbesøg

Den anden tilgang med at få en personlig kode eller profil på museet og så bagefter bruge den til at genopleve besøget eller få mere om vide om samlingerne, er et system jeg de sidste år har oplevet på flere engelske museer.

Darwin Centre

I Darwin Centre, der åbnede i Natural History Museum i 2009, får man tilbudt en billet før man besøger udstillingerne. Stregkoden på billetten er med til at registrere, hvilke oplysninger man samler sammen ved udstillingens mange digitale interaktive stationer. Hjemme ved computeren kan man gennem billettens unikke kode gense, hvad man har set og søge videre i museets historier.

Opfordring til at bruge Nature Plus kortet

Kortene skal skannes ved stationerne før skærmene aktiveres

Indsamling af historier og løsning af opgaver i Danwin Centre

Screendump af min Nature Plus side hvor jeg kan se hvilke afsnit af udstillingen jeg besøgte

MOSI i Manchester

Et andet sted der også bruger personlige stregkoder er på Museum of Science and Industri/MOSI i Manchester. På MOSI har de gjort lidt med ud af registreringspraksissen. I museets forhal kan man registrere sig ved en installation, hvor billeder af de registrerede bliver vist sammen med foto fra museets samling. En fin gimmick, der er med til at få den besøgende til at føle man er en del af museet og at man bliver taget seriøst.

Forhallen i MOSI

Ved registreringen kan man vælge fem emner man særligt er interesseret i

Indstallation med fotografier fra museets samling og billeder af registrerede gæster

Det er desværre ikke en følelse museet bygger videre på. Da jeg besøgte museet tidligere i denne uge fandt jeg kun et (!) sted, hvor man kunne bruge sit stregkodekort (og ved den installation var flere af skærme endda ude af drift).

Structure of Matter installationen hvor man kunne bruge sit personlige kort

Nederst på skærmen ses det, at man bliver budt velkommen, når man bruger sit kort

Udbyttet på museet af kortet var alt for lille i forhold til den tid man brugte på at registrere sig. Ved registreringen kunne opgive sin e-mail og skrive om der var nogle af museets emner man særligt interesserede sig for. Senere gik jeg ind på MOSIs hjemmeside og registrerede mit kortnummer. Det kunne jeg se den ene ting jeg havde prøvet og der fik jeg også nogle anbefalinger til samlinger på museet som jeg kunne besøge eller andre museer jeg kunne være interesseret i.

Screendump af den hjemmeside som koden på mit MOSI kort generere med anbefalinger til MOSI’s samlinger og andre museer

Det fungerede godt, men anbefalingerne om steder på museet, der stemte overens med mine interesser var en oplysning jeg hellere skulle have haft på museet. Muligvis er MOSI’s registreringssystem også tænkt til at kunne bruges til markedsføring og pushbeskeder fra museet. Jeg oplyste min mail ved registreringen, men har siden i mandags endnu ikke modtaget nogle mail fra MOSI, så det er i så fald ikke en markedsføringskanal, der bliver brugt meget.

National Football Museum

En anden tilgang til disse personlige kort er, at de er en del af et tilvalg man har lavet på museet. Det er tilfældet ved National Football Museum, der også ligger i Manchester.

Indgang til National Football Museum

National Football Museum har som mange andre britiske museer gratis entre, men til gengæld må man købe nogle Football Plus point for at prøve nogle af deres mest profilerede interaktive stationer, blandt andet at tage straffespark, prøve at løfte en pokal og vise sine evner som præcisionsskytte.

Reklame for Football Plus billettens aktiviteter

Penalty Shootout aktiviteten (og Søren scorer)

Football Plus billetten har en QR code, der sætter de installationer i gang som man havde betalt for. Med billettens id kan man på museets hjemmeside bagefter se sine resultater og printe et diplom ud til sig selv.

Med sit korts id-kode kan man printe sit eget diplom ud

Det kostede 9 £ at prøve tre hurtigt oveståede aktiviteter og det beskedne ekstra indhold billetten giver på nettet er med til at understøtte følelsen af, at Football Plus ikke er en vellykket meroplevelse – og at den ikke giver valuta nok for pengene. Bortset fra det er National Football Museum bestemt et besøg værd, selvklart for fodboldentusiaster, men også bare for at se de mange gode fortællinger og interaktive tiltag museer har.

British Music Experience

Et sidste eksempel jeg gerne ville have vist var fra British Music Experience i London, hvor man ligesom ved Darwin Center kunne se historier man havde set og hvor man også kunne gense de aktiviteter man havde deltaget i (f.eks. en danseinstallation og en spil guitartest), men der blev min billet væk og det skete før jeg nåede at gå ind og se hvad det var den kunne. Det eksempel viser også en af svaghederne med denne tanke om en særlig kode som den besøgende senere skal aktivere. Den aktive handling kræver noget ekstra af den besøgende og kan være noget der ikke er nogen særskilt grund til, at den besøgende skulle vælge at gøre.
Jeg ville gerne have vist billeder af nogle af de steder på British Music Experience, hvor man brugte billetten, men da der var forbud mod fotografering i hele museet må I undvære det. Forbuddet har vel sine grunde, men går i mod den trend, der er med at man nemt kan dele sin museumsoplevelse på de sociale medier.

Meroplevelse og engagement

Ved alle aktiverende tiltag skal museet overveje, hvad det kan bibringe af en meroplevelse – og til hvem, og om det engagement brugeren lægger i aktiviteten står mål med det udbytte brugeren får. Jeg synes ikke jeg endnu har set det helt rigtige smart ticket system, hvor det virker oplagt, at det er besværet værd at aktivere det. Dem jeg har mødt har i hvert fald ikke været spændende nok, men de ovennævnte engelske museer kan godt anbefales – særligt Natural History Museum, British Music Experience og National Football Museum.

National Football Museum

Link:

National History Museums Darwin Centre:
http://www.nhm.ac.uk/visit-us/darwin-centre-visitors/index.html

MOSI:
http://www.mosi.org.uk/

National Football Museum:
http://www.nationalfootballmuseum.com/

Om British Music Experiences Smarticket:
http://www.britishmusicexperience.com/smartickets/

2012 in review

Tak for 2012. Det er nu tredje år, at Martins Museumsblog eksisterer og jeg har glædet mig over de mange læsere, der i 2012 har fulgt min museumsblog og for de kommentarer, der er kommet til indlæggene.

WordPress, systemet som bloggen er skrevet i, har i anledning af årsskiftet sendt mig en opgørelse over årets aktiviteter, sikkert for at skabe lidt reklame om dem selv, men jeg deler gerne opgørelsen med jer:

…

I 2012 blev Martins Museumsblog besøgt omkring 8.700 gange og der blev postet 19 indlæg. Den travleste dag var 2. januar med 144 besøg (tænk allerede at starte årets nedtur 3. januar). Den dag var det populæreste indlæg Museumshit 2011: Regbuen, facebookundervisning, StreetMuseum mm..

De indlæg, der oftest blev besøgt i 2012 var:

1. Pac-Man fra maj 2010
2. Hvidstengruppen arresteret – følelsesorienteret museumsoplevelse gennem lyd og stemning fra marts 2012
3. Museumshit 2011: Regbuen, facebookundervisning, StreetMuseum mm. fra januar 2012
4. Heminredning: Artur Hazelius og IKEA tilsammans – boligindretning på svensk, del 1 fra marts 2012
5. DDR Museum i Berlin – interaktive udstillinger om livet i DDR fra april 2012

Der kom flest henvisninger fra facebook.com, twitter.com, linkedin.com, formidlingsnet.dk og mmex.dk

Bloggens læsere kom fra 60 forskellige lande og primært fra Danmark, Norge og Tyskland.

Det var de kvantitative data, der er taget herfra: http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/annual-report/

Det har i det forgangne år været dejligt gennem bloggen at kunne dele mine tanker og synspunkter om formidling og museer med andre. To emner jeg i 2013 flere gange er vendt tilbage til er kontekst og udvikling i formidlingsgreb.

Formidlingsgreb

I 2012 er der arbejdet med udviklingen af formidlingsgreb på min arbejdsplads Den Gamle By. Det blev der også andre år og uden tvivl også på de fleste af landets andre museer. At formidle museernes historier og samlinger til andre, er et musealt hovedformål, der hele tiden skal udvikles og forbedres. Initiativer og overvejelserne gjort i Den Gamle By i 2012 blev berørt i nogle af årets blogindlæg.

Blogindlægget om udstillingen Hvidstensgruppen arresteret fortæller om denne udstillings bud på, hvordan lyd og rum kan bruges til at skabe en stemning, så historieformidling ikke kun er en informativ kommunikation, men også en formidling, der taler til flere sanser.

http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/03/07/hvidstengruppen-arresteret-folelsesorienteret-museumsoplevelse-gennem-lyd-og-stemning/

Sko & Accessories var en udstilling, der åbnede samtidigt med Hvidstensgruppen arresteret. Det var en lille et-rums udstilling, der ikke havde en lignende dramatisk historie at bygge ud fra, men også her blev der gjort forsøg med formidlingsgrebet. Alle genstandsteksterne blev skrevet i ånden af modebladenes accessoriessider, og der kom dermed en anden type tekster og indgang til 1700’tals genstandene end hvad museerne ellers tilbyder. Udstillingens katalog blev helt naturlig en lille ugebladshæfte med sidetitler som Æblegrønt og mandig, Accessories der fuldender dit look og Uundværligt på rejsen.

http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/03/09/sko-og-accessories-1700-tallet-formidlet-i-modebladssprog/

En tredje udstilling arrangeret af Den Gamle By som omtales i årets blogindlæg er Håndværkerne i Baghuset. Der er en udstillingen som vi er flere på museer, der er glade for. Blandt andet lykkedes vores intentioner om at tale til flere sanser. Udover at det er genstandsmættede interiørudstillinger, er der film og naturtro dukker, som skaber identifikation og der er hands on elementer, der både underholder og formidler stoffet taktilt. Narrativt er der skabt et samlet greb med lærerdrengen Oskar som de besøgende både møder som dukke, i filmen og i den tegneserie, der bruges et par af udstillingens rum. Tegneserien fortæller Oskars historie og giver samtidigt giver en forståelsesramme for lavsvæsnet i midten af 1800-tallet. Der er en person man kan identificere sig med og som den større historie kan fortælles igennem.

http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/09/27/narration-i-udstillinger-ejbybunkeren-og-handvaerkerne-i-baghuset/

I sammen blogindlæg omtales også den nyåbnede Ejbybunker, der også formidler historier gennem narration og identifikation. I Ejbybunkere bruges også spilelementer som et formidlingsgreb gennem en række digitalt baserede spil. Et par andet digitalt formidlingsgreb, der finder vej til bloggen er et indlæg om Rosenborg Slots Konge Connect og Magtens Ansigt. Magtens Ansigt er et undervisningstilbud til ungdomsuddannelsen og et rigtigt godt bud på, hvordan et museum i historieformidlingen bruger facebooks evne til at oprette og interagere med profiler, her er profilerne bare 1600-tals og 1800-tals personer, hvis handlinger eleverne kan få indsigt i gennem deres facebookdialog med figurerne.

http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/01/02/museumshit-2011-regbuen-facebookundervisning-streetmuseum-mm/

Interiørudstilling

En anden formidlingsform jeg også skrev om i det forgangne år var interiørudstillingen. Gode interiørudstillinger er en nemt afkodelig 1:1 formidling af livsvilkår til forskellige tider. I årets første måneder havde jeg mulighed for at samle tankerne om forskellige svenske initiativer på området og at besøge The Geffrye Museum i London, hvor de udstillede stuer var suppleret med gode introduktionsrum. De rum viste gode oversigtstegninger, fremhæver enkelte genstande, formidler taktilt, og præsenterer litteratur, musik mm. fra perioden. Et fint greb og en engagerende og informativ videreudvikling af dette museums interiørudstillinger.

http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/01/25/heminredning-artur-hazelius-og-ikea-tilsammans-boligindretning-pa-svensk-del-1/

http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/01/30/nordiska-museet-boligindretning-pa-svensk-del-2/

http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/02/01/stockholms-stadsmuseum-boligindretning-pa-svensk-del-3/

http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/02/16/the-geffrye-museum-i-london-museum-of-the-home/

I foråret besøgte jeg DDR Museet, der også har en interiørdel, men som særlig er værd at bemærke på grund af museets evne til at skabe dialog gæsterne imellem, til deres bevidste brug af erindringsvækkelse og til den uhøjtidelige facon de har i deres kommunikation.

http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/04/01/ddr-museum-i-berlin-interaktive-udstillinger-om-livet-i-ddr/

http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/04/02/om-social-poesi-og-om-variation-i-ddr-museum/

Kontekst

Ved formidling gennem materielle genstande er grundvilkåret oftest, at genstanden er flyttet fra en kontekst og bliver formidler i en anden. Det er en udfordring i formidlingen. I en række af årets indlæg har jeg kredset om, hvordan det autentiske sted eller en autentisk funktion kan hjælpe forståelsen og oplevelsen på vej. Superkilen på Nørrebro er ikke et museualt projekt, men ved at give adgang til parkelementer fra hele verden – i en park – er dette offentlige område med til at formidler en kulturhistorisk fortælling. Arresten, der bliver brug i udstillingen Hvidstengruppens arresteret var funktionelt lig med den formidlede historie, så der er tale om en funktionel autenticitet, der er med til at give formidlingen en tyngde og kontekst.

http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/12/30/superkilen/

http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/03/07/hvidstengruppen-arresteret-folelsesorienteret-museumsoplevelse-gennem-lyd-og-stemning/

Et par af indlæggene fortæller om oprindelige steder som bruges i formidlingen. Ejbybunkenen var et centralt sted i flyovervågningen under den kolde krig og skoven og engene ved museet i Kalkriese var der, hvor romerske legioner med Varus i spidsen mødte deres endeligt i år 9.

http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/11/21/in-situ-formidling-i-kalkriese/

http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/09/27/narration-i-udstillinger-ejbybunkeren-og-handvaerkerne-i-baghuset/

Der er mange ideer, steder og emner jeg ikke har haft tid til dele på bloggen, men håber at nogle af dem finder vej til mediet i 2013. To meget inspirerende sted jeg besøgte i 2012 og som jeg ikke fik lagt historier op fra var STAM, bymuseet i Gent og Het Huis van Alijn, også i Gent.

Introrummet i STAM, hvor der er film, en model og et lækkert bykort over Gent

Fra Het Huis van Alijns særudstilling “Thier most beautiful day”, der primært består af indsamlede billeder af almindelige menneskers bryllupper

De to museer giver tilsammen gode bud på greb, hvordan en bys historie kan formidles. Det er et emne som jeg og en række af mine kollegaer de kommende år skal beskæftige os grundigt med. Sallingfondene har været så generøse at donere 70.3 millioner til Den Gamle By til at lave en basisudstilling om Aarhus’ historie. Aarhus Story, som udstillingen hedder, vil stå færdig i 2017 og skal blive en fremsynet, underholdende og spændende måde at fortælle en bys historie på. Nogle af betragtningerne og inspirationerne i arbejde vil forhåbentlig også blive omskabt til blogindlægge enten til denne blog eller i en af de blogs, som der i regi af Den Gamle By planlægges at se dagens lys i begyndelsen af 2013.

Tak for i år. Håber I også har lyst til at følge med i de observationer 2013 må bringe.

Superkilen

”I dag har vi ikke rigtigt noget, vi skal i gaden af nødvendighed” skrev Karsten R.S. Ifversen i gårsdagens udgave af Politiken og causere videre om vigtigheden i at forholde sig til og fornyer byens rum. For selvom byens rum har en mindre praktisk betydning end før, så er det alligevel her, at man ansigt til ansigt mødes med sine medborgere.

En omtalt byfornyelse i 2012 var Superkilen på Ydre Nørrebro i København. Bag udformningen af projektet stod kunstnergruppen Superflex, og tegnestuerne BIG og Topotekst. Superkilen er et tiltrængt rekreativt område og samtidigt en underholdende tur gennem forskellige landes måde at designe elementer til det offentlige rum på. Her er italienske gadelygter, polske kloakdæksler, amerikanske reklamer, bulgarske skakborde, engelske skraldespande, marokkanske springvand og meget mere – i alt over 100 ”parkdele” samlet ind fra hele verden.

Som det bør og skal være, har der været debat om indretningen af parken. Et offentlig rum som dette er om noget skabt til lokale brugere, og derfor vil det gudskelov i dag også være utænkeligt at indrette det uden krav om borgerinddragelse. Der har været borgere, som har været med til at vælge elementerne i parken, hvilke gør, at kilens opdragsgiver kan tikke medinddragelsespunktet af, men det gør det jo ikke automatisk til et lydefrit medinddragelsesprojekt. Der har været kritik af, at parken var for konceptualiseret og for lidt grøn. At vælge at give denne multikulturel del af København en park med elementer fra hele verden kan også nemt komme til at virke fortænkt og vel politisk korrekt, men at parken virker godt konstrueret skyldes, at det er et skægt stykke offentligt rum at gå igennem.

Nu kan jeg ikke trække på den erfaring at bo på Ydre Nørrebro og have min familie som daglige brugere af kilen, men som udefrakommende besøgende giver parken god mening. Konceptet bruger en af de historier (det multikulturelle) der i forvejen er knytte til området, den perspektivere samtidigt fortællingen gennem sit valg af elementer og først og fremment er det et underholdende sted at være.
Superkilen gør noget som de etnografiske museer ofte også prøver på: At vise sammenhæng og forskel mellem forskellige kulturers måder at indrette dagliggaden på. Superkilen gør det så i en sammenhæng som museerne nogle gange kan have svært ved at etablere lige så nemt og elegant. Når museerne f.eks. skal fortælle om nordamerikaske indianeres ritualer sker det gennem montre, tekst og billeder – og meget langt fra det ritual der fortælles om. Den kontekst skal skabes gennem tesktliggørelse med det tab af indlevelse det medfører. I Superkilen er konteksten – en offentlig park – der allerede, og der er indenfor denne ramme at de udstillede/udvalgte elementer har sin naturlige plads. De udvalgte parkelementer (bænke, legesager, lamper mv.) er både er velkendte og fremmedartede og giver dermed den refleksion om hvordan vi indretter vores dagligliv og samfund, som jeg synes er et af de ypperste formål med den kulturhistoriske udstilling.

Risikosamfundet

Det er ikke alt der i dag er som det var tænkt, da kilen skulle anlægges og som elementerne var konstrueret, da de stod på det oprindelige sted.
Nogle af parkelementerne ikke var holdbare nok til den brug de blev udsat for eller den hærværk de blev udsat for i Danmark, og nogle af dem var ikke sikre nok til at stå i et dansk offentligt rum. Her viser projektet indirekte også noget om vores måde at indrette offentlige rum på. Danmark er i dag et risikosamfund hvor der tænkes over hvad der kan gå galt og der så bliver taget forbehold for det. Derfor må der ikke være legeredskaber, hvor børn kan falde for langt ned eller bænke der kan svinge for meget og dermed ramme andre der står for tæt på.

Forrest fitnessringe og barre fra Santa Monica, USA og bagerst gynger fra Kabul. Gyngerne blev først forkortet (man må ikke gynge helt så højt i København som i Kabul) og da vi besøgte parken var gyngerne helt væk.

Thaiboksering fra Thailand, nu uden torvene om ringen.

Hængebænk fra Bagdad, hvor sidde-elementet nu ikke længere er der

Men meget af det der er i kilen fungerer godt og har en ønsket funktion – at være et offentligt rum, hvor man kan mødes med dem man kender eller falde i snak med andre. Og så er den varierede indretning af kilen underholdende for de nysgerrige. Her er en leg min lille gruppe havde på vej ned gennem kilen: Hvor kommer hvilke bænken fra?
Der kan vælges mellem Prag, Miami, Cuba, Ljubliana, Lissabon, Bruxelles, Vallilodad, São José og Skövde i Sverige.

Løsningen kan ses på de små skilte ved bænkene (eller ved at klikke på billederne eller bruge den udemærkede app’en til Superkilen: http://superflex.net/tools/superkilen_app).

Link:

http://superkilen.dk/

http://da-dk.facebook.com/pages/Superkilen/153542751360190 bl.a med film og historier fra nogle af de brugere der har været med til at finde elementer til parken.

Den aktuelle udstilling – en case om H.C. Andersens Tællelyset

De museer jeg har været ansat på de sidste 10 år har alle på et tidspunkt formuleret et mål om at være aktuelle – og det manglede da bare også. Det er ved at være aktuel i sin samtid, at historien giver dybde og kan være med til at perspektivere og nuancere det liv vi lever. I diskussionerne om denne målsætning, og om hvad der ligger bag ordet aktuelt, har der ofte været luftet et ønske om hurtigt at kunne gribe en aktuel begivenhed og i et ruf omskabe den til en udstilling eller et andet af museernes publikumstilbud. Men ak, det er ikke altid så nemt at kunne gøre det. Særlig museets klassiske formidlingsform udstillingen forudsætter, at hvis udstillingen skal have lidt substans, så skal forskellige medarbejdere også have tid til at virkeliggøre den, og der skal også være andre ressourcer sat af til netop dette formål. Og denne akutte udrykning passer sjældent sammen med en museumsverden, der bliver mere organiseret, omkostningsbevidst og effektiv. Der laves planer for at udnytte ressourcerne bedst muligt – og det skal der også – for at museerne kan udvikle sig og leve op til de krav vores gæster og tilskudsgivere har.

Der er utvivlsomt museer, der prøver at indtænke i planlægningen, at der til bestemte tider er sat tid af til den spontane udstilling. Jeg har tidligere selv været med til at arbejde for sådan en form, men det blev kun til ord – nok på grund af en kombination af, at det det kræver held at lave en spontan udstilling ordentlighed og at kan være svært at få organisatorisk helhjertet opbagning til dette. Det er en tankegang, der er svær at implementere i institutioner som museer, der fagligt arbejde med lange tidsplanlægningsperioder. At det kun blev til tanker og ikke handling skyldes også, at det hurtigt blev klar, at det kræver held og tilfældighed, hvis museet skal kunne gribe en historie og umiddelbart og med kort tidsfrist udfolde den og give en reelt merværdi til glæde for de besøgende. Og held og tilfældighed er svært at skrive ind i en strategi.

Udstilling lavet på 1 dag

Det er derfor dejligt, når det lykkedes hurtigt at gribe en aktuel sag og lave en opstilling, der har en hvis substans og som kan give noget, man ikke kan opleve andre steder. Jeg havde den glæde, at det lykkedes hos os i Den Gamle By her de sidste par dage. I torsdags var det breaking nyt i landets aviser, radioer, tv mm. at et hidtidigt ukendt H.C. Andersen-eventyr var dukket op fra en arkivkasse fra Rigsarkivet. Og i går ved middagstid kunne vi åbne op til en aktualiseret version af det hjem, hvor madam Bunkeflod, som eventyret er dedikeret til, boede.

Madam Bunkeflod

Opstillingen er ikke alene interiør fra et hjem som præsteenken Marie Bunkeflods, men historien fortælles i dét hus, de Eilschouske boliger, hvor madam Bunkeflod boede efter hendes mands død, og hvor den unge H.C. Andersen mødte litteraturen og bestemte sig for at blive digter. De Eilschouske boliger blev flyttet fra Munkemøllerstræde i Odense og åbnede i Den Gamle By i 2005. Der er to interiørudstillinger i huset, en hvor der er aktører som levendegør en præsteenke liv i midten af 1800-tallet og en mere statisk opstilling som gæsterne ikke kan gå ind i og som er lavet på baggrund af det skifte, der er over hjemmet, da madam Bunkeflod dør i 1833. Den sidste er ikke altid åbent for publikum, bl.a. for at gæsterne først og fremmest skal opleve den levendegjorte formidling af historien.

I går åbnede Den Gamle By så op for lejligheden med den lille ændring, at der var lavet en lille opstilling med et tællelys og lidt tekst om fundet af eventyret – og lidt tekst om hvad et tællelys egentlig er. Det er også muligt at læse det nye eventyr.

At gribe muligheden

At det kunne lade sig gøre at gribe denne aktuelle begivenhed skyldes naturligvis, at der er medarbejdere i Den Gamle By, der hurtigt kan færdiggøre konceptet, finde de rette ting frem og lave opstillingen, men først og fremmest skyldes det, at der var en historie, der lå så meget til højrebenet. Rammerne, madam Bunkeflods lejlighed, var der allerede og dedikationen til hende fra den unge digter var noget, der gjorde fundet specielt og som kunne bruges til at gøre lejligheden relevant. Gode kræfter uden for museet, Christian Adamsen og Bjørn Bachmann fra Skalk, var også med til at motivere os til at hurtigt at rykke på emnet.

Udefra kommende begivenheder og tilfældigheder gjorde det muligt – og det er jo svært at planlægge efter. Så selv når det lykkedes med denne hurtigt opstille aktuelle udstilling er der ikke en model, som det er nem at kopier.

Og hvad med gæsterne? Ja de gange i går jeg fik besøgt opstillingen kunne jeg konstaterer, at de fint relaterede til det aktuelle arkivfund og synes at det var spændende at se stuen, tællelyset – og ikke mindst snakkede de ivrigt om, hvor de havde hørt om nyheden om fundet. Flere affotograferede eventyret, skønt det måtte være nemmere at gå på Politikens, JPs, Statens Arkivers eller en af de andre hjemmesider, der har offentliggjort det, men her viser museet sin styrke – vi fortæller historier som folk ikke leder efter og som de ikke tænkte på, at de gerne ville høre om. I denne situation om Tællelyset var vi det første sted, hvor de gæster så eventyret og som de interesserede af dem så hurtigt selv ville have en afbildning af. Ingen af dem jeg observerede reflekterede over, at det vel nok var hurtigt, at museet havde lavet en historie om Tællelyset – ja, det kan sikkert tænkes, at flere af de besøgende ligefremt tænke, at det da var naturligt, at en aktuel sag om historie bliver kommenteret af de museer, der har med historie at gøre.

Arkivalien med eventyret er udstillet i Rigsarkivet her i december og på arkivets hjemmeside kan eventyret læses:

https://www.sa.dk/media(4528,1030)/H.C._Andersens_f%C3%B8rste_eventyr_-_T%C3%A6llelyset.pdf (efter gengivelsen af arkivalien kommer det i en version der er lettere at læse)

Statens Arkiver har det seneste år opnormeret omkring den digitale formidling og det har også været fint at se, hvordan de i forbindelse med denne sag, der har en øget interesse for offentligheden, har været klar til nettet med videoer, gengivelser af eventyret mm: http://www.sa.dk/content/dk/om_statens_arkiver/nyhedsoversigt/hc_andersens_forste_eventyr_fundet_i_odense

Læs mere om opstillingen i Den Gamle By og lejlighederne i Eilschous Boliger i http://www.dengamleby.dk/special-indhold/danske-nyhedsmails/hc-andersens-foerste-mentor-bor-i-den-gamle-by/ og i artiklen: Birgitte Kjær: Indretningen af to hjem i Eilschous Boliger, 1833, i: Den Gamle Bys årsskrift 2005. 2005.

In situ formidling i Kalkriese

I sommers havde jeg et gensyn med attraktionen og museet ”Varusschlacht im Osnabrücker Land – Museum und Park Kalkriese”. Der er på flere punkter noget umiskendeligt tysk over stedet. Værdigt tung og betydningsfyldt i sit emne og vel omstændeligt i sin form – men det var bestemt et glædeligt gensyn.

Historien bag museet er en af de fagligt allertungeste i det nordlige Europa. Slaget, hvor tre romerske legioner anført af Publius Quinctilius Varus tabte til cheruskerhøvdingen Arminius (også kendt som Hermann) i år 9. Tabet gjorde, at Romerriget opgav at erobre land på den anden side af Elben og fastsatte dermed Romerrigets nordgrænse. Slaget var efter alt at dømme et blodbad, hvor Arminius, der var tilknyttet den romerske hær, havde lokket legionerne ud i et vanskeligt tilgængeligt terræn; det medførte at hæren blev strakt ud og romerne ikke kunne benytte deres vanlige formationer, da de blev angrebet.

Museum und Park

Publikumsoplevelsen i Kalkrise er opdelt i to dele. Museet og parken, der samlet demonstrerer et væld af formidlingsformer. Det helt særlige og unikke ved Kalkriese er det stedspecifikke. Det var her, at Varus mødte det nederlag, der var af afgørende betydning for romersk politik i de første århundreder efter Kr. og dermed for Europas udvikling. Det var her, at den germanske sejr over romerriget skete, der var med til at definere en tysk-germansk selvopfattelse, som fik sin mest nationalistiske og chauvinistiske version under Hitler’s nazistparti. Så snart man selv har den viden i sig er det helt særligt at stå på stedet.

Museet

Museet, der er tilknyttet stedet, er med til at folde historien ud. Der er ikke mange genstande udstillet, men det gør ikke noget. En af de observationer man kan gøre i Kalkriese er, at historien er det vigtigste.

Den besøgende bliver mødt af en kort korridor ind til den centrale udstilling. På korridorens ene væg gemmer germanere bag træerne, mens romerne på den modsatte væg marcherer forbi. Oplevelsen levendegøres ved at siderne i korridoren er en slags gigantiske vendekort, hvor f.eks. germanere dukker op bag træerne og forsvinder igen efterhånden som man bevæger sig frem.

Forskelle mellem germanerne og romerne er kernen i det første rum. Her sammenlignes de to folkeslags befolkning og styreformer, deres forskellige bebyggelsestraditioner, deres brug af materialer og udstyret hos den henholdsvis germanske og romerske soldat. Simpelt og sagligt fortalt.

Rummet ender ved en af mine favoritskærme i museumsformidlingen: En relativ stor skræm (bestående af flere skærme), der viser det det nordlige del af det romerske rige og områderne nord for Elben. Uden lyd formidles perioden fra nogle årtier før Kristi fødsel til nogle årtier efter. Det sker gennem pile, hvor troppebevægelser eller lignende vises på kortet og gennem kortfattede tekster om bevægelserne og relevante personer. Det hele tager omkring 5 min. Museet stoler på at deres besøgende selv kan skabe sammenhæng mellem oplysningerne, og at pointerne ikke både behøves at blive fortalt mundtligt og vist. Den korte tekst er nok, og at der ikke er lyd, er med til, at der bliver snakket om hvad der sker. Ved mit første besøg fortalte en ansat, at filmen på skærmen var lavet så museets guider kunne bruge den til at holde et lille 5 min. foredrag om slaget og den geopolitiske situation, der ledte hen til det. Et fint eksempel på, hvordan den samme installation kan bruges forskelligt afhængig af, om der er bemanding eller ej og et godt eksempel på, at når man stoler på sine gæsters evne til at reflektere, så kan der skabes en fin interaktion gæsterne imellem.

Varus og Armenius

Den næste installation er en fiktiv samtale mellem Varus og Armenius – hvad ville de have sagt, hvis de efter slaget havde mødt hinanden. Installation er fint sat op og virker også, hvis man bliver fanget af den og af det kontrafaktiske greb. Dialogen mellem de to personer menneskeliggør dem og der antydes fint omstændigheder ved deres liv og samfund. En styrke ved denne kontrafaktiske historier er, at Varus og Armenius rent faktisk kendte hinanden godt. Armenius havde tjent under Varus og vejledt han, og dette relativt tætte forhold kommer frem ved dette greb.

Derefter er der lidt om skriftlige kilder, som omtaler slaget og om den arkæologiske proces med at finde genstandene. Det sidste sker ved en projektion af en græsflade, hvor fundene dukker op, når man går ud på fladen. Det fungerer ikke. Man kommer hurtigt i tvivl om, hvad man skal gøre og hvad man får at vide. Interaktion, hvor man ikke forstår hvad der sker når man interagere, er dårlig interaktion.

Den næste del af udstillingen er fokuseret på hæren og slaget. Et markant element i udstillingen er en model af en legion med sine 6000 mand. En god model både til fordybelse og til snak mellem de besøgende.

En lidt mere kryptisk installation er en kuglebane, hvor en masse kugler bliver ført gennem et landskab, med huller som de så falder ned i. Venligt stemte kan mene, at det på en semi-abstrakt måde fint illustrere udryddelsen af en hær, og installationen skal have den ros, at den prøver en anden forklaringsmetode end hvad man ellers møder på kulturhistoriske museer.

Die Indizien

I basisudstillingens sidste afsnit fokuseres på de undersøgelser, der er lavet i områder og dermed hvordan man ved, at det var her, at Varusslaget fandt sted. Med nærmest karikeret tysk korrekthed har denne del af museet fået overskriften ”Die Indizien”. De indicier der bl.a. fokuseres på er mønter og knogler fundet på steder og rester af de mure/camouflageanlæg germanerne havde bygget for at lave det perfekte baghold på de romerske legioner.

Der er sobert lavet. Informativt, men ikke kedsommeligt. Til sidst i udstillingen har tilrettelæggerne alligevel synes at der skulle noget for at friske oplevelsen lidt op og har valgt at lave en model af museet, hvor en romersk legionær gennem en pepper’s ghost projektion kravler rundt på bygningen og undres over sig egen død. Det skulle virke morsomt, men er det ikke, og projektionen virker dårligt. Poppede indslag skal være mindst ligeså gennemarbejde som seriøse for at virke godt.

Parken

Ved siden af museet ligger landskabet, hvor slaget fandt sted. Fra toppen af et udsigtstårn kan man se ud over området, men der er en større oplevelse at begive sig ud i landskabet.

Ruten som publikum kan følge er markeret med rustne plader/skjolde, der udvalgte steder også fungere som skilte med korte eller knapt så korte tekster om emnet.

Der er en række kunstinstallationer i parken der fokusere på sanserne, og som må være tænkt til at de kan skærpe de besøgendes opmærksomhed. På mig virkede det dog modsat, ved at jeg følte min opmærksomhed irriterende blev taget væk fra det centrale – historien om slaget.

En installation i parken virkede godt. Det var en genskabelse af landskabet som det kunne have set ud i år 9. Her mellem den lidt højere bevoksning kunne man tydelige forstå germanernes mulighed for et overraskelsesangreb og gennem viden om, at det kunne have set sådant ud i år 9, skabte rekonstruktionen også en særlig stemning.

Varussclacht – Museum und Park Kalkriese er et besøg værd. Det er et stærkt in situ sted. Det tilknyttede museum har både skidt og kanel, men er vellykket, da det gennem varierede formidlingsformer får personerne ved begivenheden til at blive forståelige, Samtidigt formidler museet klar de historiske begivenheder der gjorde, at dette sted i år 9 kom til at spille en særlig rolle i den europæiske historie.

Quadratisch praktisch gut. Tematiseret skoletaskeopbevaring.

Link til museet:

http://www.kalkriese-varusschlacht.de/

Levendegørelse og engagement af publikum – Middelaldercentret i Nykøbing Falster

Jeg var en tur til middelalderen i forgårs – eller nærmere bestemt på udflugt til Middelaldercentret ved Nykøbing Falster, der har som formål at levendegøre middelalderen.

Middelaldercentret levere god historieformidling. De besøgende kan se eksempler på levevis i middelalderen, der får dem til at tænke over livsvilkår dengang og centret har også arbejdet med, at det for gæsterne er nemt selv at engagere sig i fortællingerne.

Levendegørelse er formidling og som med alt andet formidling er modtagerens omverdensforståelse en vigtig del af forståelsen og indlevelsen i det formidlede stof. Levendegørelse kan ikke blive andet end et glimt ind i en anden tid, men i levendegørelse er der menneskelig kontakt og 1:1 fysiske omgivelser. Formen har dermed – i modsætning til bogen, billedet, filmen og montreudstillingen – nogle stærkere virkemidler i forhold til at tale til alle sanser. I levendegørelse kan der også være gode mulighed for at gæsterne nemt kan interagere. Det kan være at smage på maden, tale med aktørerne eller deltage i aktiviteter.

Frivilligt engagement

Jeg var ikke den eneste gæst i Middelaldercentret i denne efterårsferie. I gårsdagens Politiken kunne man læse journalist Camilla Stockmanns reportage Undercover i 1402, hvor hun beskriver hvordan hun i samme uge prøvede at leve som en middelalderlig køkkenpige. Artiklen er skrevet med journalistens distance til stoffet, men giver udtryk for den indlevelse og erkendelse levendegørelsen også giver en kulturjournalist fra stenbroen.

Camilla Stockmanns artikel: http://politiken.dk/kultur/ECE1787627/hvorfor-vaelger-moderne-mennesker-at-leve-en-uge-i-middelalderen/

Camilla Stockmann havde taget den store tur med middelalderkost, særk og kjortel og korrekt tiltale og opførsel afhængig af hvilken position man har i samfundet. Det er muligt selv at opleve dette, hvis man melder sig som en af de frivillige på centret og gennemgår et obligatorisk aktørkursus. Mange open air museet har tilbud til frivillige og har ligesom i Nykøbing et system med en oplæring om periodens historie og levevis før de frivillige kan blive aktører. Disse frivillige er med til, at stederne bliver befolket og lever, og tilbuddet giver samtidigt særligt interesserede mulighed for at leve og formidle historie.

Publikums indlevelse

Indlevelse af den type er kun for de særligt interesserede og dermed ikke et produkt der kan tilbydes den almene besøgende på dagstur. Middelaldercentret giver også mulighed for en mere enkelt og uforpligtende indlevelse. Når bliden skal skydes af bliver publikum bedt om at hjælpe med at trække den lange hovedarm tilbage og bliver dermed en aktiv del af oplevelsen og får ejerskab til afskydelsen.

Publikums vælges til at deltage

Der trækkes

og en af gæsterne affyrer bliden

Et andet sted hvor det sker, er ved riddertuneringen. Her sælges der for en relativt beskedne pris på 20 kr små vimpler for de stridende parter. Denne eftermiddag var det den lokale rigsråd fra Lolland og Falster ridder Henrik Svane og den legendariske ubesejrede bøhmiske ridder Wolfgang van Lauterbach. De henholdsvis røde og sorte vimpler blev flittigt købt. En herold præsenterede ridderne og fremhævede deres mod og dyder og fik fint skabt en stemning i arenaen så publikum blev grebet og hujede, viftede med deres faner og håbede det bedste for deres ridder. Få af gæsterne havde på forhånd sat sig ind i hvem hvilken ridder var, men gennem deres køb havde de jo valgt hold og automatiske blevet engageret i optrinnet. Jeg var af sted med mine to døtre og ikke overraskende var der blevet købt røde vimpler og dermed var vi kommet på ridder Svanes parti. Nogle venner jeg tilfældigt mødte i Nykøbing den dag var på tur med deres sønner og de endte så med sorte faner og Lauterbach-opbakning.

Salg af vimpler

Publikum inviteres også til træningen. Her en der sammen med Wolfgang von Lauterbachs væbner skal ramme quintanen med en lanse

Svane vandt til vores store glæde og efter turneringen blev vimplerne stadigt brugt, svinget og i mit lille selskab en del af de historier der blev fortalt og leget.

Nu var der ikke små vimpler til publikum i middelalderen. Ridderturnetringer var heller ikke var så udbredte og man kan med rette diskutere om de burde fylde det de gør i den moderne levendegørelse af middelalderen. Men ridderturneringerne er spektakulære, trække gæster til og kan åbne op for fortællinger om livet i middelalderen for dem der ikke har en forhåndsinteresse i stoffet. Og vimplerne er med til at give et personlige engagement som gør, at det bliver en bedre og mere engaget oplevelse for gæsterne. Derfor synes jeg at begge dele formidlingsmæssigt kan forsvares.

Identifikationsgadgets

Gadgets, der som vimplerne kan købes og giver identifikation med fortællingen ses ikke tit som tænkt til at være en aktiv del af besøget. I Sverige er der eksempler på denne brug af identifikationsgadget i et par populære sommerattraktioner. Jeg har i denne blog før omtalt cowboylandet High Chaparral og det steds salg af hatte og legetøjspistoler, der gør at stort set alle gæster hurtigt bliver del af en leg og en fortælling om det vilde vesten.

Blogpost om High Chaparrals engagement af gæsterne: http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/07/27/high-chaparral-en-western-for-publikum/

Et andet sted der sælger simple identifikationsgadgets er Astrid Lingrens Värld. Forlystelsen er dedikeret til Astrid Lindgrens fortællinger og universer. Der er huse og legeområder med temaerne og skuespil hvor scener fra bøgerne vises og hvor publikum inviteres til at deltage.

I attraktionen er der også butikker forskellige steder, hvor man blandt andet kan købe Emils lue og bøsse og som disse billeder fundet på flickr hos familierne Engstrom og Claesson viser, så er de to simple virkemidler med til at stimulere legen og identifikationen med historien.

Billede af knægt som Emil: http://www.flickr.com/photos/familjenclaesson/1117124085/

Emil med en lille Emil bag sig:

I Astrid Lindgrens Värld kan der man til pigerne også købe diverse Pippi gadgets.

Treårige Naja og Pippi

og treårige Naja som Pippi

Det at kunne købe en beskeden ting for dermed at få skabt identifikation med en fortælling eller en historisk periode er bestemt noget, der er potentiale i. Dilemmaet er at finde et produkt, der er så simplet (læst billigt at producere) så en stor gruppe af gæster får lyst til at købe det. Det kan betyde, at der skal gives køb på detaljerne og dermed den historiske korrekthed. En anden udfordring er at finde den gadget, der er nemt afkodelig og som dermed giver ejermanden del af en historie og et engagement. Det er faglige spørgsmål, der skal undersøges og tages stilling til før museerne eller attraktionerne går denne vej, men hvis det lykkes vil det kunne skabe mere engagerede og dermed motiverede gæster.

Link:

Middelaldercentret:
http://www.middelaldercentret.dk/

High Chaparral:
http://www.highchaparral.se/

Astrid Lindgren Värld:
http://www.alv.se/

Skiltet

“En bog på væg”, ”laaange tekster” ”alt for mange ord”. Skilte og plancher anses ofte som nødvendige onder, der må være der for at binde museumsinspektørens tolkninger og forklaringer sammen med de ordløse genstande.

Pladecovers – vinylens revival, Designmuseum Danmark

Som historikeren og numismatikeren Philip Grierson engang beskrev det i forbindelse med problematikken om de materielle genstandens udsagnsværdi: ”It has been said that the spade cannot lie, but it owes the merit in part to the fact that it cannot speak”.

Ord og skilte skal ofte der til, og en af udstillingsdesignets store kærnediscipliner er hvordan at dette kommunikationsonde kan udformes mest brugervenligt og grafisk bedst.

Västra Vrams prästgård, Kulturen i Lund

Kære krop – svære krop, Steno museet

Sveriges Historia, Historiska Museum

Der er væld af gode og mindre heldige eksempler, og der er hele tiden grafikere og museer, der udfordre formen med diskrete eller markante tiltag. Det kan være i selve formen af skiltet, som her på V&As udstilling ”British Design 1948-2012 – Innovation in the Modern Age”, hvor det nonchalant er stillet op af væggen sammen med andre plader:

British Design 1948-2012 – Innovation in the Modern Age, V&A

British Design 1948-2012 – Innovation in the Modern Age

eller i Den Gamle Bys nye basisudstilling ”Håndværkerne i Baghuset”, hvor materialeprøver og genstande er integrerede dele af skiltet sammen med ordene og billederne:

Budskab integreret i interiøret

Jeg vil gerne vise et par eksempler på skilte, der ikke bruges den ofte sete printede tekst, og hvor tekst og form er så tæt integreret, at det budskab der vises også kan ses som en del af interiøret.

Det ene eksempel er fra “Naturligvis”, en fin studenterudstilling man kunne se på Moesgård Museum indtil 1. oktober, hvor museets udstillinger lukkede. Udstillingen var lavet af antropologistuderende på Aarhus Universitet, der udover fine faglige takter også viste et grafisk overskud ved at integrere informationen i formen som her på toiletvæggen:

Et andet eksempel er fra den nyåbnede udstilling ”Beat mm” i Den Gamle By. Udstillingen viser rockfotografier taget af Jørgen Angel fra 1966-1983. En del af udstillingen er et 70’er ungdomsværelse, der både er med til at vække publikums erindringer fra tiden, og et sted som viser Jørgen Angels billeder som de brugsbilleder de var: som idolbilleder der kunne foldes ud fra midtersiderne i GO og Vi Unge bladene. Værelset må gerne bruges. Der må siddes i møblerne, læses i tegneserier og høres musik på pladespilleren. Måden der kommunikeres, at det er tilladt at røre, og at der bliver forklaret, hvordan en pladespiller fungerer, er ved at værelsets beboer med sin ”egen” håndskrift har skrevet beskeder til den besøgende.

Digital mønstergenkendelse

Mønstergenkendelsesprogrammer som f.eks QR-tags-scanningssystemer gør det nu muligt, at sproglig information kan placeres andre steder end på tekstplancher. Det er et felt der arbejdes meget med for tiden og som vinder større udbredelse. Et eksempel på dette er applikationen til den Hammershøi-udstilling, der var på Statens Museum for Kunst i foråret. Der kunne en bestemt plakat med et Hammerhøi-motiv aktiverer et program på telefonen.

xkGiO7OKgkw]

I teorien kan information med dette system gemmes overalt, udfordringen er at gøre brugerne opmærksomt på, at informationen er der. Denne information om informationen kan nødvendigvis ikke altid gøres lige så integreret og formtro som i eksemplerne fra Moesgård og Den Gamle By.
Digitale koder kan nu godt camoufleres og alligevel gøres synlige fra det rette perspektiv, som det her ses ved pladsen foran Zellerbach Hall på Berkeley, University of California.

At integrere tekstens budskab i en form kan gennem sit stemningsskabende element gøre teksten til mere end et nødvendigt onde – og der er et greb, der også ses mange andre steder end på museerne. F. eks. i pladecovers. Et eksempel er Barry Feinsteins oprindelige cover til Rolling Stones Begger’s Banquet album, hvor både gruppens navn og sangenes titler er at finde på lokumsvæggen:

Et andets eksempel er i Alice Coopers Lp School’s Out, der er en af de album der kan ses i Designmuseum Danmarks nyåbnede og righoldige udstilling ”Pladecover – vinylens revival”.

Og i forbindelse med at integrere indhold i formen så er plakaten til udstillingen på Designmuseet et lækkert eksempel på en illustration, der for kendere af stoffet henviser til en række af udstillingens værker (covers af Bowie, Beatles, Blur mv.) uden direkte af vise dem. Her er der visuelle både form og indhold.

Henvisninger til udstillingerne:

British Design 1948–2012 – Innovation in the Modern Age:

http://www.vam.ac.uk/content/exhibitions/exhibition-british-design/

Håndværker i Baghuset:

http://www.dengamleby.dk/baghuset/

Udstillingen Naturligvis:

http://cas.au.dk/aktuel/arrangement/artikel/naturligvis-en-saerudstilling-om-menneske-og-natur/

Beat mm:

http://www.dengamleby.dk/beat/

Hammershøi og Europa:

http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/udstillinger/tidligere-udstillinger/2012/hammershoei-og-europa/

Pladecover – vinylens revival:

http://designmuseum.dk/udstillinger/kommende-udstillinger/pladecovers-vinylens-revival

Narration i udstillinger – Ejbybunkeren og Håndværkerne i Baghuset

I forrige weekend åbnede to nye permanente udstillinger. Det er to vidt forskellige udstillinger med meget forskellige emner, men de har det tilfælles at der begge steder arbejdes legende med narrationen i udstillingen og med variation i virkemidlerne.

Denne ene udstilling, Håndværkerne i Baghuset, er i Den Gamle By og fortæller om bygningshåndværkene murer, tømre, snedker og maler i 1800-tallets klassiske købstad. Den anden udstilling, eller oplevelsescenter som de selv kalder sig, er i Ejbybunkeren, der ligger i Rødovre tæt ved der hvor Vestvolden krydser Jyllingevej. Ejbybunkeren fortæller primært om den kolde krig og den funktion Ejbybunkeren havde fra 1954 til 1971 som kommandocentral for luftforsvaret af det danske luftrum.

Ejbybunkeren er et stort anlagt projekt med et betydeligt budget. Det er nyt oplevelsescenter etableret af Københavns Befæstning, der er et partnerskab mellem Realdania, Kulturstyrelsen og Naturstyrelsen. Håndværkerne i Baghuset er en revitalisering af en del af Den Gamle Bys håndværkerformidling og er tænkt til at være en blandt mange andre oplevelser i Den Gamle By.

Narration og variation

Lige efter at indgangen i Ejbybunkeren er passeret mødes man af en speak, der kort fortæller om bunkerens forbindelse til den kolde krig. Det er lige her, hvor man nu står, at oplysninger om overflyvninger af det danske luftrum blev samlet og hurtigt er der skabt en stemning af agentvirksomhed og potentiel fare. Mens man hører speaken kan man se ned i bunkerens store rum, hvor det mest markante formidlingselement er opstillet: Et stort rundt bord, der er projiceret på og hvor der er fire skærme. Gennem skærme kan gæsterne blive del af et spil der tager udgangspunkt i Cubakrisen. Som deltager er det muligt at overvåge luftrummet og beskytte sig mod truslen fra Sovjet, og gennem sine holdninger og handlinger at forhindre eller fremskynde den 3. verdenskrig.

Der er også andre steder i Ejbybunkeren, hvor spil eller identifikation gennem handling er brugt som markante formidlingsgreb. Tre af stederne tager udgangspunkt i etableringen af Vestvolden eller af befæstningens funktion før 1. verdenskrig. Et sted er det muligt gennem en bevægelsesregistrerende teknologi (a la Kinnect) at bygge volden ved at skovle jord og at gøre der som en konkurrencen med en anden.

Et andet sted bliver man portrætteret som soldat og endeligt er der et rum, hvor man gennem en tegnet ingeniør og et interaktivt bord kan få historien om etableringen af Vestvolden.

Gennem smartphones kan man blive del af et spil om at afsløre en spion i Ejbybunkeren. Jeg prøvede det ikke selv, men flere unger jeg så engageret sig i det. De diskuterede ivrigt hvor de nu skulle gå hen og hvad oplysningerne på deres skærm betød.

Narration og identifikation er også centrale elementer i Den Gamle Bys nyåbnede udstilling Håndværkerne i Baghuset.

I lærlingekammeret som de besøgende passerer før selve baghuset møder de Oskar Larsen. Den meget naturalistiske dukke viser den 12 årige Oskar siddende på kanten af sengen. Det er tidlig morgen og han skal ind og tænde op i værkstedet før mester og svendene kommer, kan man læse i et skilt i rummet.

Inde i Baghuset vises et maler-, et tømre- og et snedkerværksted og i det sidste værksted møder man igen Oskar gennem en film. Filmen varer ca. 5 min og vises på transparente skærme sat ud i rummet mellem spåner, høvlebænke, værktøj og værkstedets færdige produkter. I filmen kan man følge mesters formaninger og håndfaste opdragelse af Oskar og få et indblik i de produkter snedkeren lavede.

Oven på værkstederne er der to udstillinger. Denne ene fortæller om processer i murer-, tømre-, snedker- og malerhåndværket. Ligesom i Rødovre er det muligt for publikum at gå i interaktion med stoffet, men i Aarhus er det ikke kun gennem digitale teknologier. Der er en blandt andet en nedskaleret model af en bindingsværkgavl man kan samle og en murerspand der kan løftes.

I denne del af udstillingen er der også en touchskærm, hvor der er muligt at høre håndværkerne fortælle om deres værktøj.

I førstesalens anden udstilling møder vi Oskar igen. Emnet for dette rum er laugsvæsenet betydning i tiden, og de fleste ser ud til at opfatte rummet som det også var tiltænkt: Som en stor tegneserie om Oskars vej fra lærlingetiden til han kom på valsen og endelig kunne blive snedkermester og få sit livs kærlighed. Der vises en række genstande som f.eks. en velkomst, der er et særligt drikkebægre. Genstandens kontekst er i rummet forklarer gennem tegneserien, der er tilrettelagt så den ved genstanden viser den i funktion.

Rummet og autenticiteten

In situ og interiørformidling er væsentlige elementer både i Ejbybunkeren og i Håndværkerne i Baghuset, men udstillingerne er forskellige i forhold til hvordan dette element af oplevelsen bruges og formidles til gæsterne. Som jeg før har påstået i denne blog så har det oprindelige sted og det kontekstmættede rum særlige formidlingsmæssige kvaliteter. Sanser bliver aktiveret og giver en meget bedre funktions- og kontekstforståelse end det som plancher, tekst, illustrationer og andre klassiske museale formidlingsmetoder kan. Både i Ejbybunkereen og i Den Gamle By er rummene tilrettelagt, og her er det naturligvis vigtigt at denne tilrettelæggelse/iscenesættelse er nemt afkodeligt for gæsterne.

I bygningen i Den Gamle By er stueplan iscenesatte interiør, hvor der både er arbejdet med en akkuratesse omkring hvordan håndværkerværksteder så ud i 1800-tallet og samtidigt er fremhævet bestemte værktøj og arbejdsprocesser for at gøre tableauerne nemt afkodelige. Huset hvor udstillingen er placeret i var faktisk et håndværkshus fra Haderslev og flere af de historier som fortælles om Oskar i tegneserien, blandt andet om hvordan det var at vågne op i det kolde lærlingekammer fandt sted i huset og bygger på erindringer fra Jens H. Berg, der var i snedkerlære i bygningen i 1800-tallet. Dette er fortalt i udstillingen, men ikke særligt fremhævet, da huset jo ikke ser ud som det dengang gjorde kun med et snedkerværksted, men er disponeret til at fortælle om alle fire traditionelle byggehåndværk.

Ejbybunkeren er en in situ oplevelse og har den umiddelbare styrke, at det var her at overvågningen skete og de udstationere soldater løbende vurderede sovjetiske flys evt. aggressive handlinger. Det er en stærk historie, men det bliver dog ikke helt udnyttet. Stedet kalder sig selv et oplevelsescenter formodentlig for at de har vurderet, at begrebet museum kan virke støvet. Det er et sted, der er meget fokuseret på at aktivere gæster og sætte stemninger, og det er muligvis denne fokus på det oplevelsesorienterede, der har gjort at iscenesætterne af stedet ikke har fremhævet hvad der er originalt (som man har tradition for at gøre på museerne). Der er elektriske installationer i nogle rum, som er beskyttet bag glas, men der er ikke skilte om hvad de er.

Man formoder, at de står der hvor de oprindelig stod, men den manglende information gør at man ikke er sikre på det. Et vigtigt rum i bunkeren var et kontrolrum med store glaspartier mod det centrale store rum. Det er indrettet til brug for Skoletjenesten går jeg ud fra, da der i rummet lå en række papirer som havde Skoletjenestens logo og som viste skolebørn, der i dragter agerede i rummet. Jeg mødte tilfældigvis en tidligere ansat på stedet, der levende fortalte om, hvad rummet var blevet brugt til og jeg kunne gennem ham også forstå, at det dengang så helt anderledes ud. Rummets spændende historie fik jeg kun gennem denne snak, da man havde fravalgt beskrivende rumtekster.

Det er fint, at Københavns Befæstning er fokuserede på interaktive elementer, men det er synd, at de ikke også nøgternt formidler de mange historier, der måtte være til de forskellige rum. Man kan ikke lave et engagerende interaktivt spil til alle rum, men en god tekst og et billede af rummet i funktion ville have løftet in situ kvaliteten meget. Historier der er gode skal bruges.

Underholdning og faglighed

Det kan godt mærkes, at man både i Aarhus og Rødovre gerne vil engagere og underholde sine gæster og jeg synes, at det begge steder har resulteret i opstillinger, hvor gæstens oplevelse tages seriøst. I sit fravalg af at være museale fravælger Ejbybunkeren desværre at understrege en rigtig godt pointe ved oplevelsescenteret – det at det bygger på virkelighed, at det er et autentisk sted. De interagerende spil, der er fyldt ind i rummet kunne også have fungeret andre steder eller på andre museer, men stedet har en stemning gennem sin autenticitet som godt kunne bruges mere. For at understrege dette skal man vise sin faglighed – den vil kunne have bidraget til oplevelsen og det underholdende på stedet.

Jeg skal for en god ordens skyld sige, at jeg og flere af mine kollegaer i Den Gamle By har været dybt involveret i Håndværkerne i Baghuset, men det skal ikke forhindre mig i at mene, at håndværksudstillingen og Ejbybunkeren begge er to spændende udstillinger at besøge, både som gæst men også som formidler for at se de virkemidler, der her er blevet brugt.

Ejbybunkeren

http://www.befaestningen.dk/Besog/Ejbybunkeren

Der står ikke i befæstningens materiale graden hvilke eksterne samarbejdspartnere der har været, men de digitale interaktive installationer har et udtryk så jeg går ud fra at Bysted Kommunikation har været med til at udvikle oplevelsescenteret.

Håndværkeren i Baghuset

http://www.dengamleby.dk/baghuset/

Udstillingen er tilrettelagt af Den Gamle Bys inspektører, håndværkere, tegnestue og udstillingsafdeling. Tegner Ingo Milton har tegnet og tilrettelagt tegneserien, Cat Media har leveret tekniske løsninger til film og interaktiv skærm, forfatter Niels Brunse og filminstruktør Aage Rais-Nordentoft har hjulpet med manuskript og iscenesættelse af filmen og dukkemager Per Capper med crew har lavet dukkerne.

Se en side af tegneserien her: http://www.dengamleby.dk/fileadmin/media/dgb/PDF_er/Ingo-Milton.pdf

I Den Gamle Bys årbog 2012 kommer der en artikel af Elsebeth Aasted Schanz om udstillingen.