Heminredning: Artur Hazelius og IKEA tilsammans – boligindretning på svensk, del 1

IKEA-kataloget dumper ind af brevsprækken og åbenbare en velkendt og alligevel fremmed verden. Hjem som de i dag kunne se ud med alle vor tids kendetegn og alligevel lidt karikeret i familiemønstrene, omgangsformerne og den praktiske pladsudnyttelse og lidt for gennemførte i indretningsdetaljerne. Denne lille diskrepans til virkeligheden bliver endnu tydeligere, når det er de ældre IKEA kataloger, der bladres igennem. Det bliver pludseligt meget sen 90’er-stil, 80’er-agtigt, 70’er langskjorteflippet osv. Og hele tiden er der de glade svenskere ved møblerne med de nordiske bynavne.

Med IKEAs globale betydning i forhold til salg og udformning af møbler, skabe, køkkener, senge, lamper osv. vil det ikke undre mig, hvis Sverige er en lokalitet mange forbinder med boligindretning og holdninger til boligen.

Skansen, verdens første frilandsmuseum

 En museumstype, der grundlæggende arbejder med boligindretning er frilandsmuseet og det var også i Sverige, at det første moderne frilandsmuseum, Skansen, opstod. Det skete i 1891. Skansens grundlægger Artur Hazelius ønskede med Skansen at skabe et museum, hvor man kunne komme helt tæt på det levede liv og gennem det blive klogere på sit eget liv – besøget skulle handle om den besøgendes eget liv. ”Känn Dig själv” var Hazelius’ motto og viser også fint den tætte forbindelse han så mellem historiens vidnesbyrd og gæsternes refleksion over deres eget liv. På Skansen kunne man se hvordan folk boede, hvad de havde af møbler og ting i deres hverdag. Man kom tættere på andres livsvilkår og kunne meget konkret forestille sig hvordan andres liv kan have været.

Hazelius havde baggrund som skolelærer og vedblev med at være en folkeoplyser, efter han blev en af Sveriges mest betydningsfulde museumsmænd På Skansen skulle man se og opleve – ”låta barnen läre med lyst”. Det var en ny oplevelsesform, der blev forfinet der. Hazelius’ ide om et ”friluftsmuseum” spredte sig ud over Sveriges grænser. Ligesom i tilfældet IKEA først til de andre nordiske lande, så til Tyskland og så til resten af verden.

Det er ikke kun på frilandsmuseerne, at der udstilles interiør og situationer fra dagliglivet til forskellige tider. Sidste år havde jeg mulighed for af flere omgange at besøge Heminredningens hjemland og se forskellige udstillinger på ikke-frilandsmuseer med og om interiør og boligens indretning.

IKEA tilsammans i Älmhult

Ved siden af världens första IKEA i Älmhult ligger et IKEA besøgscenter eller IKEA tilsammans som det kaldes på ny-svensk. Om sommeren er det muligt at se en lille og noget slidt IKEA udstillingssted i bygningen. Her fortælles naturligvis Ingvar Kamprads historie og der er billeder fra IKEAs sejrsgang verden over. Den mest rummelige del af udstillingen er interiør fra forskellige årtier med den tids IKEA varer. Der er en 3D version af IKEA kataloget og for rigtigt mange inkl. undertegnede en walk down memory lane. Det tapet, den lampe, den stol var der rigtigt mange af 70′er stuerne i den provinsby jeg voksede op i.

IKEA 1960'erne

IKEA første del af 1970'erne

IKEA sidste del af 1970'erne

IKEA 1980'erne

IKEA 1990'erne

Finish manglede flere steder i Älmhult og det samme perspektiveringen. Det ses til gengæld på boligindretningsudstillinger i Nordiske museet, der bliver emnet for næste indlæg i denne lille blogpost-serie om svenske interiørudstillinger. Fortsættelse følger…

Vi du læse mere om Hazelius og Skansen så vil jeg gerne anbefale de første kapitler i Sten Rentzog: Friluftsmuseerne. En skandinavisk idé erövrar världen. 2007 og i Nordiska museet under 125 år (red. Hans Medelius m. fl.). 1998.

2011 in review

Tak for 2011. Det er nu andet år, at Martins Museumsblog eksisterer og jeg har glædet mig over de mange læsere, der i 2011 har fulgt min museumsblog og for de kommentarer, der er kommet til indlæggene. Det har i det forgangne år også været rigtigt dejligt at kunne dele mine tanker og synspunkter om formidling og museer med andre gennem bloggen.

WordPress, der er det system Martins Museumsblog er skrevet i, har i anledning af årsskiftet sendt mig en opgørelse over årets aktiviteter på bloggen – sikkert for at skabe lidt reklame om dem selv, men jeg vil gerne dele opgørelsen med jer:

…..

I 2011 er Martins Museumsblog blevet besøgt omkring 6.100 gange og der er blevet postet 21 indlæg. Den travleste dag var 17. maj med 71 besøg og det mest populære indlæg den dag var Unges mediebrug og brug af museet.

Der kom flest henvisninger fra facebook.com, jacobwang.wordpress.com og formidlingsnet.dk og den mest kommenterede blog-post var Mulighedernes land – augmented reality og museerne.

Bloggens læsere kom primært fra Danmark og dernæst fra Sverige og USA.

De her indlæg fik de fleste visninger i 2011:

• 1 Unges mediebrug og brug af museet fra maj 2011
• 2 Pac-Man fra maj 2010
• 3 Mulighedernes land – augmented reality og museerne fra maj 2011
• 4 Nina Simon og det brugerinddragende museum fra juni 2011
• 5 Axel Bolvig in memoriam fra november 2010

 Håber I også har lyst til at følge med i de observationer 2012 må bringe.

 

 

 

 

 

Museumshit 2011: Regbuen, facebookundervisning, StreetMuseum mm.

Kulturarvsstyrelsens museumsafdeling har set tilbage på 2011 og valgt ti gode museumsprojekter ud. Der har naturligvis været mange flere gode tiltag blandt danske museer i 2011, men listen er fin til at illustrere bredden og variationen i projekter generet landet over.

Listen indeholder et par meget omtalte udstillinger, Elmgreen & Dragsets iscenesættelse af skulpturerne på Thorvaldsens Museum og Olafur Eliassons Your rainbow panorama på Aros. Det har været projekter museums- og kulturinteresserede løbende har kunnet følge i årets løb og som rigtigt mange også gerne har villet opleve – over 500.000 har i 2011 været forbi kunstmuseet i Aarhus. Et stort tillykke med det flotte besøgstal skal lyde herfra.

1600-tals facebook

Listen er for mig mest interessant, når den gør opmærksomt på nogle af de gode tiltag, der ikke har trukket de store overskrifter. Et projekt på listen, som ikke har kunnet opleves af så mange er Rosenborg Slots spændende facebookbaserede undervisningsforløb Magtens Ansigt. Hvor en del historielærer skal sørge for, at gymnasieeleverne ikke har facebook åbent, mens undervisningen foregår, er det det modsatte der arbejdes på i dette projekt, som Rosenborg Slot har lavet i samarbejde med Gefion Gymnasium. I Magtens Ansigter skal eleverne over facebook interagere med personer som er samtidige med Frederik 3 eller Christian 9. Det er for eksempel Frederik 3s rådgiver Jens Theodor Monfeldt som eleverne skal kontakte gennem en anden 1600-tals facebook-profil de selv opretter. Profilen som de selv laver kan være som rådgivers bror, kone eller elsker. Undervisningsforløbet bruger noget som facebook er eminent til, nemlig at oprette og interagere med profiler og i denne her situation igangsætter arbejdet med profilerne så undersøgelser eleverne skal lave om omgangsformer, magtforhold og levevis i 1600-tallet.

Du kan besøge Jens Theodor Monfeldt facebook-profil her:

http://www.facebook.com/pages/Jens-Theodor-Monfeldt/230446783637854 og læse mere om Magtens ansigt her: http://dkks.dk/magtens-ansigt-aktiv-historieundervisning-p-facebook/

DRs Alle tiders historie sendte i et program i december om projektet og hvordan det bliver modtaget af gymnasieeleverne:

http://www.dr.dk/P1/Alletidershistorie/Udsendelser/2011/12/05112055.htm

Konge Connect

Rosenborg har i 2011 i det hele taget været spændende at følge med hensyn til digital formidling. Et andet projekt de har haft er Konge Connect, der dækker over, at der er blevet lagt trådløst netværk ud i slottet og at museets besøgende gennem QR tags placeret i rummene nu har en mulighed for at læse mere om genstandene de møder. QR tags er et system som bruges flere steder, men det er prisværdigt så gennemført det bliver brugt på Rosenborg. På museet er der fokus på at fortælle gæsterne om dette ekstra digitale formidlingslag som alle med smartphone eller iPads gratis kan benytte sig af, og systemet er tæt forbundet med museets facebook-side så de besøgendes kommentarer til genstandene og historierne bliver vist der – og dermed bliver historierne fra Rosenborg formidlet og markedsført ud til en bredere skare.

Læs mere om projektet her: http://dkks.dk/konge-connect-nyhed/ eller besøg sitet http://m.dkks.dk/.

To andre digitalt orienterede projektet blev valgt ud til Kulturarvsstyrelsens Museumshit 2011 liste. Det ene er http://lindegaarden.wordpress.com, en udgravningsblog fra Ribe som Sydvestjyske Museer står bag og det andet er app’en Aarhus StreetMuseum som Den Gamle By lancerede i efteråret og som før har været omtalt i denne blog:

http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/10/03/aarhus-streetmuseum-%e2%80%93-pa-en-mobiltelefon-naer-dig/

Aarhus StreetMuseum har været en populær applikation med over 2300 downloads og Den Gamle By vil gerne udvikle videre på projektet med ideer og inspiration fra applikationens brugere. Du kan læse mere om Aarhus StreetMuseum her:

http://www.dengamleby.dk/aarhus-streetmuseum/

Her er Kulturarvsstyrelsen liste med de ti udvalgte museumshits for 2011:

1 ARoS: Regnbue over Aarhus

2 Middelfart Museum: Film om det absolut ordinære i Middelfart

3 Thorvaldsens Museum: Skulptur med sokker

4 Museum Østjylland: Museumsbryllup i Ebeltoft

5 Den Gamle By: Danmarks første gademuseum fortæller Aarhushistorier

6 Sydvestjyske Museer: Skeletter fortæller kristendommens historie

7 Teknisk Museum: GPS med hulkort

8 Vendsyssel Historiske Museum: Lån en stenalderøkse med hjem

9 Ældresagen på ARKEN

10 Rosenborg Slot og Amalienborgmuseet: Gymnasieelever skaber intriger ved Frederik 3’s hof

Læs mere om alle projekterne her:

http://www.kulturarv.dk/museer/oplev-museerne/top-10-aarets-museumshits-2011/

Ud over museumshit-hitlisten er der fra styrelsens side også lavet en top 10 liste med årets arkæologiske fund og årets bygningsprojekter.

 http://www.kulturarv.dk/presse-nyt/nyhed/artikel/aarets-arkaeologiske-fund-2011/

http://www.kulturarv.dk/presse-nyt/nyhed/artikel/aarets-bygninger-2011/

Popstad Lund – en brugergenereret udstilling

”For fire år siden flyttede jeg tilbage til Lund efter at have boet andre steder i næste femten år. Det første jeg opdagede var at alt var forandret. Præcist alt. Undtagen en ting: lundaboerne, som stadigt gik omkring og sagde at ingenting i deres by var blevet forandret”

Sådan begynder journalisten Anders Mildners artikel ”Popstad Lund” i Kulturens årsskrift 2011, og sådan begynder historien også om projektet og udstillingen Popstad Lund, der for tiden kan ses på museet Kulturen i Lund.

Det Anders Mildner blandt andet ikke kunne finde i Lund var den musik og det musikmiljø, der havde betydet så meget for ham og hans ligesindede. Sammen med to andre lavede han facebook-gruppen Popstad Lund, der som mål har at beskrive pop- og rockmiljøet i Lund mellem 1971 og 1996 (http://www.facebook.com/#!/popstadlund). Over 2500 personer er p.t. tilknyttet gruppen, hvor der er blevet uploaded over 3000 billeder og endnu flere kommentarer.

Initiativtagerne til facebook-siden tog for to år siden kontakt til Kulturen for at høre, om historierne også kunne blive til en udstilling. Resultatet kan det næste års tid ses på museet og er bestemt et besøg værd, også selv om man ikke var en del af det lundensiske musikmiljø.

I sidste uge havde jeg sammen med nogle kollegaer fornøjelsen af, at mødes med udstillingens projektleder Sofie Bergkvist. Udstillingen var begyndt som et folkeligt ønske og hendes rolle var blandt andet at hjælpe folk med at komme frem med deres historier og genstande. Museets ansatte var ikke eksperterne i udstillingens emne, det var de brugerne af facebook-siden museet fik kontakt med, og de brugere skulle høres og plejes for at få de rette fortællinger.

Der blev organiseret indsamlingsaftener med livemusik, hvor nussede koncertbilletter, gamle kassettebånd, de lækre eller kiksede 80’er T-shirt, pladebutiksskilte og de første freestyle’s (svensk for en walkman) blev fundet frem fra gemmerne, beundret, mindet og diskuterer. Til disse aftener og gennem facebook blev der også diskuteret, hvordan udstillingen skulle se ud og mange af de væsentlige elementer man nu kan se i Lund blev fundet på den måde.

Øverummet var en must. Det var gennem facebook, at ønsket kom og genstandene blev fundet. Det var også over facebook, at de billeder der blev brugt som oplæg til at lave rummet blev lagt op og til sidst var det der, at Sofie fandt den rette ekspert til lige før udstillingsåbningen at komme og godkende udtrykket, og sætte prikken over i’et i scenografens arbejde, ved oven på en tam tam tromme at lægge et surt ”Näste gång du rör mina trummor kommer jeg skäre av dina pungkulor” trusselsbrev.

Andre interiører der blev genskabt var pladebutikken, køkkenbordet med fastfood og ungdomsværelset. Det ene ungdomsværelse blev bygget op på baggrund af et foto som Michaele Lagerkrantz havde loaded op. I dette indslag fra STV genser Micheale sit drengeværelse:

http://svt.se/embededflash/2581960/play.swf

http://www.kulturen.com/utstallningar/bakom-kulisserna/ett-kart-aterseende-i-utstallningen-popstad-lund/

Der er en nerve i flere af tableauerne, de virker og genkalder situationer og minder fra dem, der var unge i 70’erne, 80’erne og 90’erne. Jeg vil også vove den påstand, at udstillingen for flere også fremmaner refleksioner over selviscenesættelse, teknologiudvikling, fremtidshåb og musikglæde. I et af udstillingens første rum er der en del billeder af kunstnere og bands – selviscenesatte unge mænd, der på trods af deres smalle skuldre og lidende blik knapt kan være i deres eget ego, og det samme gælder de piger med stålsatte blik, der også er portrætteret. Det gør ikke noget, at der ikke står hvilke Lund-musikere de er, for det er personer og attituder vi alle har mødt og ifølge Sofie også billeder de unge i Lund i dag nemt tager til sig – de genkender selviscenesættelsen og viljen fra deres eget liv eller omgangskreds.

Udstillingen er også musik. Man kan høre tidens toneklang ved udvalgte lyttestationer eller ved pladespillere man selv kan betjene. Der er også en masse genstande, både dem der er i interiørerne, men også genstande vist frem, enten stablet tæt sammen eller vist i udstillingens highlightede indsamlingsvæg. Ved den er der blandt andet vist en fans Sweet-merchandise og en luftbas (!) som den svenske komiker Johan Wester spillede på i SM i luftguitar i 1985.

Udover at vise genstandene og fortælle historier om dengang, er der også en del af udstillingen, hvor der er en scene, mulighed for at klæde sig om til rock and roll og instrumenter man kan spille på. Kulturen stoler på deres publikum og er tilsyneladende blevet belønnet for det med gode omtaler og flere besøgende.

Der er en fin udstilling, der kan ses i Lund og også en interessant proces der har været med at skabe den. Det er et reel folkeligt ønske museet har grebet og undervejs har de anerkendt den viden og det engagement der lå i den brede masse, der var bag de løbende facebook-opdateringer. Som en fin cadeau til det, er det første skilt man møder i udstillingen en liste over dem der har bidraget, nemlig alle dem der har deltaget i debatten på Popstad Lunds facebookside eller som bare har støttet op ved at synes godt om siden.

Hvis man vil vide mere om Popstad Lund, er der beskrivelserne af udstillingen på www.kulturen.com, http://www.facebook.com/#!/popstadlund og i Kulturens årsskrift for 2011. Ved ODM’s Internationale Formidlingsseminar 2012 (26-28/3 2012) kommer der også en mulighed for at høre mere. Projektleder Sofie Bergkvist er der den 27/3 og holder en session om Popstad Lund, læs mere her: http://www.dkmuseer.dk/arrangementer/internationaltformidlingsseminar2012/

Jeg vil slutte ved at give ordet til Andres Mildner igen. Der er et citat fra hans artikel i Kulturens årsskrift, der måske vil provokere nogle museumsfolk, men glæde andre:
”Vem kan egentligen skildra en stads historia? Vem bör göra det? Om svaret i går var historiker, är det i dag, nu när dessa verktyg [sociale medier] finns, snarerare invånarne själva.”

Rock on …

Hvordan indsamles og fortælles en bys historie

Den 25. oktober 2011 blev seminaret Urban History Exhibited afholdt i Den Gamle By. Det er nu muligt at se indlæggene og præsentationerne fra konferencen og der er faktisk meget godt at komme efter for interesserede i, hvad byen er i dag, hvordan den kan fastholdes og formidles og hvorfor dens historie skal fortælles. På Den Gamle Bys You Tube kanal kan man se de enkelte talere og på museets slideshare kanal findes de power point, der blev vist. På seminaret var der oplæg fra Rainey Tisdale fra Brown University, Christine De Weerdt fra STAM – stadsmuseum gent, Søren Bitsch Christensen fra Aarhus Stadsarkiv, Paul van der Laar fra Roterdam Museum, Jette Sandahl fra Københavns Museum foruden oplæg fra Thomas Bloch Ravn, Anneken Appel Laursen og undertegnede fra Den Gamle By.

Apps og nye rum til fortællinger

Oplæggene kredsede om, hvordan en bys historie og kultur kan opfattes, fastholdes og formidles. Den Gamle By har siden sommer også haft det ansvarsområde at skulle varetage Aarhus’ historie. Medarbejdere fra det tidligere Aarhus Bymuseum er nu blevet en del af Den Gamle By’ stab, men bymuseets tidligere ejendom overgik ikke til Den Gamle By. Formidlingen skal ske andre steder og et af de steder Den Gamle By gerne vil bruge er byrummet. Som et eksempel på dette fortalte Den Gamle By til seminaret om den nye Aarhus StreetMuseum app, hvor historierne netop formidles, hvor de foregik. Indlægget fra Den Gamle By skitserede også hvordan, at historier om Aarhus kan fortælles forskellige steder i det eksisterende museum. Der skal altså ikke kun laves et nyt fysisk museumsrum, der fortæller Aarhus’ historie, men Aarhus’ byrum og eksisterende faciliteter i Den Gamle By skal udnyttes i formidlingen.

Rainey Tisdale – formidling uden for museet

Brugen af flere platforme til at fortælle byens historie var også et emne Rainey Tisdale kom med eksempler på i sit indlæg. En af den var Fussnotemai45 projektet, hvor der på selve gaden forskellige steder i Hamborg blev skrevet stedspecifikke fortællinger om anden verdenskrig. ”Ved denne plads skulle jødes samles før de blev transporteret til Theresienstadt” og lignende lokationsbestemte historier. Det var ikke byens historiske museum, der stod bag dette projekt, men en række frivillige, organisationer og firmaer.

Rainey Tisdale beskrev også If This House Could Talk, et andet projekt med en stor grad af frivillige involverede. Projektet har de sidste tre år fundet sted i Cambridge i Massachusetts, USA. Cambridge Historical Commission står bag initiativet, hvor husejere, firmaer mv. ud fra en fast skabelon skriver kort om deres hus’ historie og sætter et skilt med fortællingen ud foran huset i en lille måneds tid. For at gøre den nemt for deltagerne og mere imødekommende for brugerne er der lavet enkelte guidelines til dem, der ønsker at deltage (http://www.cambridgehistory.org/Cambridgeport/ithct%202011%20guidelines2w_line.pdf). Projektet er et fint eksempel på at en klar ide og simple gode rammer fremmer frivilligt engagement. I år deltog mere end 100 huse i If This House Could Talk.

Paul van der Laar – indsamling og medinddragelse

Et andet af Urban History Exhibited seminarets foredrag kom fra hollandske Paul van der Laar, der både er tilknyttet Erasmus University og Museum Roterdam. Paul van der Laar tænker på bymuseet som et sted for living memory i modsætning til nostalgia. Det førstnævnte forstået som et sted, hvor historie er brugbart for samtiden og historie som nostalgi forstået som en ekskluderende fortælling for dem, hvis kultur ikke var en del af fortællingen/historien. Paul van der Laar konstaterede tørt, at hans museums samlinger om borgerskabet og den florissante handlen i Rotterdam hverken inddrog eller havde den store interesse for store dele af dagens befolkning i Rotterdam. Rotterdams nutidige befolkning har betydelige grupper af borgere med kulturelle baggrunde uden for Holland og i forhold til landsgennemsnittet tilhører byens befolkning ofte en lavere socialklasse. En af de dele af byen, der har begge karakteristika er Roffa 5314, hvilket er slang for en del af det sydlige Rotterdam (5314 er en nummeret på en takstzone).  På museets initiativ blev ungdomskulturen i området dokumenter gennem foto og interview. Der blev også samlet genstande ind på en lidt utraditionel måde. Museet havde lånt en nedlagt kornlagerbygning, hvor der blandt andet blev arrangeret hip hop fester. Ved nogle af arrangementerne stod museets kuratorer i døren og købte tøj og accessories, der var repræsentativt for området og kulturen. Museet købte simpelthen det tøj nogle af gæsterne stod og gik i.

Gennem projektet blev der udover en udstilling også lavet koncerter og Roffa magasiner, hvor de unge blev fremstillet med al den selvtillid og selvsikkerhed som en fotograf kunne fange. Paul van der Laar vil meget gerne arbejde sammen med kunstnere, de er ifølge ham nemlig rigtigt gode et at se og fornemme.

Et andet projekt Paul van der Laar fortalte om var Urban Neighbourhood. Det foregik i Delfhavenkvarteret, hvor Museum Rotterdam hver tirsdag i en periode havde base i en tyrkisk döner kebab restaurant. I afstand var der ikke mere end tre km mellem museet og restauranten, men mentalt var de helt forskellige steder. Med restauranten som kontor kunne museets folk komme meget tættere på folkene i området og med den som base lavede de et forsknings- og indsamlingsprojekt, der byggede på det simple princip, at Paul van der Laar og hans kollegaer ringede på hver 10. dør og spurgte om de måtte høre folks historier, tage billeder af hjemmet og høre om hjemmet liv.

Begge disse projektet og andre som Laar fortalte om på seminaret var bygget op omkring devisen, at når museet i dag ikke har samlinger, der har den store interesse hos nutidens borgere i Rotterdam, så skal museet bruge kræfter på at samle materiale ind, som bliver relevante for kommende generationer Rotterdammere og dermed byder dem ind i museets fortællinger – samtidig med at indsamlingerne også er med til at tage samtidens borgere seriøse og gøre dem til en del af historien og et større fællesskab.

Byen som netværk

Paul van der Laar havde undervejs i sit oplæg den pointe af den nutidige transnationale multidiverse befolkning i Rotterdam blandt andet havde det karakteristika, at de nødvendigvis ikke følte et dybt tilhørsforhold til et land eller et sted. Nutidigheden, selvrealisering og repræsentation er vigtigere elementer at fremhæve for at få det nutidige publikum i tale.  Aarhus’ nys stadsarkivar Søren Bitsch Christensen kom også ind på den diskussion, bare gennem en historisk vinkel, ved i sit oplæg at perspektivere ændringer i forståelsen af hvad byen er. Den klassiske købstad er ofte den man definerer en by ud fra, hvor byen er forstået som en mere eller mindre lukket system med en hvis mængde af funktioner (erhverv, boligformer og administration). I dag er byerne dog ikke længere socioøkonomisk eller kulturelt fungerende som den klassiske købstad. Deres interaktionen med andre byer eller fjerne egne er intensiveret og man må snarere tænke byen som et løst netværk end som et tæt og lukket bebygget areal.

Jeg er ikke i tvivl om at ideen om tilhørssted forandres i disse år sig ligesom at kommunikationen mellem individer også hastigt ændre sig til større og løsere netværker, blandt andet på grund af IT og mulighed for nye digitale kontaktflader.

Men i alle disse forandringer vil vores fysiske tilstedeværelse selvsagt altid været knyttet til fysiske steder – og disse steder vil have historier, der vil kunne berige og perspektivere vores egen historie. Seminaret Urban History Exhibited kom med gode eksempler og ideer til hvordan disse historier kunne gøres relevant for flere og ikke mindst hvordan de kunne samles ind så både nutiden og fremtiden kan få del i dem – og i det fællesskab et museum kan opbygge.

Links til de omtalte projekter:

Link til Den Gamle Bys You Tube kanal, hvor oplæggene fra Urban History Exhibited seminaret kan ses: http://www.youtube.com/user/DenGamleByMuseum

Link til Den Gamle Bys slideshare kanal, hvor power pointene fra seminaret ligger: http://www.slideshare.net/Den_Gamle_By

Direkte link til Den Gamle Bys oplæg: http://youtu.be/U_LE1y6Z1RY

Om Aarhus StreetMuseum: http://www.dengamleby.dk/aarhus-streetmuseum/

Direkte link til Rainey Tisdales oplæg: http://youtu.be/4h2d3gNBCf0

Om Fussnotemai45: http://www.fussnotemai45.de/

Om If This House Could Talk: http://www.cambridgehistory.org/Cambridgeport/ITHCT%20Event.html

Direkte link til Paul van der Laars oplæg: http://youtu.be/ZRogPXlSJRs

Om Roffa 5314: http://www.roffa5314.nl/ Roffaprojektets Flickrbilleder: http://www.flickr.com/photos/39843822@N05/sets/72157620631279026/

Direkte link til Søren Bitsch Christensens oplæg: http://youtu.be/zYymf1at6Ww

Aarhus StreetMuseum – på en mobiltelefon nær dig

Aarhus StreetMuseum er en ny app, der i fredags blev lanceret både til iPhone og til telefoner, der bruger androidstyresystemet.

Med applikationen kan man gennem fotografier se, hvordan udvalgte steder i Aarhus har set ud og læse mere om stedernes historie. Indgangen til stederne er et Aarhuskort, hvor det også er muligt at se sin egen placering. Applikationen bruger ikke layer-teknologi eller lignende, hvor det nutidige blik og de historiske billeder overlapper, men følelsen af sammenblanding af tider er der helt klart, når man er på stederne. Jeg har den sidste uges tid afprøvet app’en i de århusianske gader og synes, at det er rigtigt inspirerende at gå på opdagelse i byen med Aarhus StreetMuseum. Både at regne ud hvor præcist de historiske billede blev taget fra, ved hjælp af de kendetegn der måtte være på billedet, og så også gennem app’en at lægge mærke til de store og små forandringer i bybilleder, selvfølgeligt med bygninger der er kommet og forsvundet, men også med små og store detaljer som udviklingen i butiksfacader, fremkomsten af altaner og forandringen i vinduer, gardiner, byskilte, gadebelægning og meget andet.

Aarhus StreetMuseum gør det som museerne og arkiverne nogle gange kan have svært ved, at bringe historien ud til der, hvor den engang fandt sted – at bruge de oprindelige stedet med alt det historiske vingesus de har. Fremkomsten af smartphones har for alvor givet nye muligheder for den type lokationsbaseret formidling og særligt med systematisering af apps i Apples App Store og Googles Android Marked er der nu kommet en brugervenlighed i downlaodmulighederne som gør, at alle kan følge med og få programmerne ned på egen telefon.

Der er også mange kulturhistoriske institutioner, der gerne vil arbejde med den teknologi og bruge mobiltefoner, apps og den lokationsbaserede formidling. Den store interesse for feltet kunne blandt andet ses i den popolære temadag om applikationer som Foreningen Museumsformidlere i Danmark og Skoletjenesten holdt for en måned siden. Ved den temadag blev der både præsenteret applikationer, der var tænkt til selve museumsrummet (Energikrisen 1973 på Teknisk Museum) og applikationer der formidler kulturarv i det offentlige rum (Kulturarvsstyrelsens landsdækkende 1001 fortællinger og Den Gamle Bys Aarhus StreetMuseum) og der var også oplæg om projekter fra Industrimuseet i Horsens, Moesgård Museum og Rosenborg Slot, der benytter sig af QR-tags. Programmet for temadagen kan ses her: http://www.museumsformidlere.dk/arrangementer.html

Ved temadagen fortalte jeg om formidlingen af Aarhus gennem mobiltelefoner og sammenlignede de to formidlingstilbud Hikuins Blodhævn og Aarhus StreetMuseum. De viser en spændvidde i den formidlingsmæssige tilgang til in-situ formidling og fortæller samtidig om udviklingen af teknologi og brugervenlighed indenfor programmer til mobiltelefoner. Moesgård Museums Hikuins Blodhævn blev lanceret for to år siden og er bygget op som en lang fortælling (ca. 1½ time), der tager brugeren med rundt til udvalgte lokaliteter i Aarhus’ midtby, hvor der er spor af aktiviteter fra vikingetiden. I Aarhus StreetMuseum har brugerne en større valgfrihed. Her kan man selv vælge, hvilken af de 33 udvalgte lokaliteter man starter ved, og om man vil undersøge dem alle systematisk eller bare hive telefonen frem, når man har lyst eller lige kommer forbi et af stederne. For to år siden var applikationsmarkedet ikke udviklet og det krævede en del godkendelser og tålmodighed at få downloaded det Javaprogram som var en del af Hikuins Blodhævn. Den situation er helt ændret i dag med apps markederne ligesom at brugerne i dag har en klar ide om hvorvidt deres telefon kan køre programmer eller ej. Slidene til oplægget kan ses her: http://www.museumsformidlere.dk/apps/AarhusPaaMobilen05091.ppt og dette oplæg bliver sammen flere af de andre indlæg også trykt som artikel i det næste nummer af MiD Magasin.

Der er naturligvis ikke kun herhjemme, at interessen for applikationer er stor. En gennemgang af nogle spændende applikationer og andre tiltag indenfor lokationsbestemt formidling og augmented reality kan ses i denne tidligere blog-post: http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/05/12/mulighedernes-land-augmented-reality-og-museerne/. Charlotte S.H. Jensen har på sin blog lavet en oversigt over brugen af andriod-apps fra museer og arkiver: http://charlotteshj.wordpress.com/2011/09/18/museum-app-androi/. Det er svært at konkludere noget udfra undersøgelsen, men interessant at se, at de tre app’s der er downloadede mere end 10000 gange, alle er gratis og apps der ikke fylder så meget, dvs. hurtige af downloade. De to mest downloadede app’s har også to museale sværvægtere bag sig, MOMA og Smithsonian, hvilket utvivlsomt også har en betydning for kendskabet til produktet.

Charlotte S.H. Jensens listen over download af apps fra museer og arkiver

Bloggen Museum2Go har også lavet en liste over museums-apps, fordelt i apps for iPhones: http://www.museums2go.com/iphone-apps/ og apps til android: http://www.museums2go.com/android-apps/. Samme blog har også en interessant anmeldelse af apps til udvalgte kunstudstillinger: http://www.museums2go.com/2010/12/09/10-iphone-apps-for-current-art-exhibitions-pt-1/, en lignende gennemgang har Newsweeks webmedie The Daily Beast også lavet: http://www.thedailybeast.com/galleries/2010/08/24/art-app-boom.html. Begge anmeldelser af kunstmuseumsapps er ca. et år gammel.

Man kan downloade og læse mere om Aarhus StreetMuseum her: http://www.dengamleby.dk/aarhus-streetmuseum/ - og naturligvis gå ud i Aarhus’ gader og prøve app’en, der hvor den er tiltænkt.

Rigtig historie skal ses på stedet …

9/11

September 11 er et af de mere ambitiøse 9/11 blogprojekter.  Fra 11. september 2010 og til i dag (11/09/2011) skriver journalisten Amalie Flynn løbende blogposter, hvor hun reflekterer over begivenheden. Amalie Flynn har utvivlsom en samfundspolitiks bevæggrund for hendes projekt, men også en personlig for som hun skriver i hendes to første indlæg:

I was there on 9/11. On 9/11 I was there.

Not in the Towers.  Not directly beneath.  But close. Very close.

(http://septembereleventh.wordpress.com/)

Vi er få, der var på Lower Manhattan, men rigtigt, rigtigt mange der ved hvor vi var den dag. 11. september 2001 er et fælles erindringspunkt, blandt andet på grund af begivenhedens voldsomhed og overraskelsesmoment. Ingen viste, hvad konsekvenserne var af det vi så ske lige nu og vi søgte sammen, stoppede op og reflekterede over eget liv og hvor verden var på vej hen. Det var en dag, hvor verden holdt vejret, og samtidigt en dag der fik en afgørende indflydelse på den kommende politik og samfundsindretning.

Erindringerne

11. september er et eksempel på en hændelse, hvor den erindringsmæssige og historiekulturelle vigtighed ikke kun er bestemt af en officiel politik eller en ministers historiekanon. Som en af kommentarerne til Flynns blog skriver:

I’ll be following your blog. It’s hard to believe that almost 10 years have passed. I’m trying to preserve our memories for future generations.

Læserne har lyst til at bidrage, dele og gøre alt det de sociale medier er skabt til.  

NY Times og andre institutioner gav læserne mulighed for nemt at dele deres historier. Et at de større indsamlings projekter om 9/11 er The September 11 Digital Archive, der brugte de elektroniske medier til at indsamle materiale om dagen. Projektet var organiseret af American Social History Project at the City University of New York Graduate Center og the Center for History and New Media at George Mason University. Indtil juni 2004 blev der indsamlet mere end 40,000 personlige førstehåndberetninger og mere end 15,000 billeder. Centralt i indsamlingen var, at det var private som bidrog ved selv at oploade deres beretninger og billeder elektronisk. Og at dele og indsamle materiale elektronisk var for 10 år siden ikke så almindeligt og nemt som i dag.

Der var – og er – også en masse private sites, der giver alle mulighed for at dele deres erindring og personlige historie, hvad end man var tæt på begivenheden eller langt derfra. En af de første var http://www.wherewereyou.org lavet at tre 18-19 årige studerende. Fra den 15/9 2001 og et år frem blev der oploaded mere end 2500 personlige beretninger om, hvor man var den 11. september og hvad dagen betød for den enkelte.

I Washington og New York er der i dag masser af højtideligheder og udstillinger om 9/11, hvor det er muligt at samles og reflekterer. En af dem der New-York Historical Societys udstilling “Remembering 9/11”, der som materiale blandt andet har videoer indsamlet fra føromtalte The September 11 Digital Archive. 135 af fotografierne i udstillingen er fra et andet projekt, hvor private bidrog med billeder. Projektet startede analogt i to udstillingsvinduer i SoHo og blev til sitet hereisnewyork, der har den sigende undertitel ”a democracy of photographs”. Det er åbent for alle til at bidrage med deres billede fra dagen og nuancere /demokratisere dermed det visuelle indtryk af hændelsen.

Jeg synes udstillingen lyder som et fint eksempel på, hvordan et museum lytter til offentlighedens stemme og bruger de stærke billeder og historier folk af fri vilje og lyst gerne vil have bliver delt med andre. Forhåbentlig er rammerne om udstillingen også lavet, så de besøgende har mulighed for at kunne diskutere historierne sammen og bidrage med egne historier og betragtninger. Udstillingsrummet kan dette og er fantastisk når det lykkedes.

11. september 2001s politiske og kulturelle betydning kan næppe overvurderes, men alle disse eksempler på personlige historier viser også, at det er en begivenhed, der har en personlig betydning for mange, og at den er et erindringspunkt vi rigtigt gerne vil dele med hinanden. Det gør også dagen særligt.  

Her er den historie, jeg gerne fortæller om dagen:

Den 11. september 2001 skulle Hanne og jeg mødes med Vartovs præst Torben Damsholt for at tale om vores førstefødte Astrids kommende dåb. Vi blev gennem mødet og gensynet med Vartov mindet om brylluppet i kirken to år tidligere og forlod hans kontor smilende bærende på det lille spædbarn. I Vartovs gård mødte vi en god ven Rosan, der havde sin søn i børnehave der. Det var hyggeligt og vi gik som spændte førstegangsforældre ind for at se, hvordan en børnehave egentlig så ud. Rosan blev midt mellem de legende børn ringet op af sin mand, der arbejde på Polfoto. Nå, sagde hun, Farid kommer senere hjem, der er noget med en flyulykke i USA. På vej ud af institutionen ringere telefonen igen og Rosan stod helt stille. Farid kommer slet ikke hjem, sagde Rosan, der er et til fly, der har ramt World Trade Center i New York og det er vist med vilje. Vi så på hinanden, vores børn og himlen over København og tænkte at det her er alvorligt, verden ændrer sig lige nu. Jeg husker tydeligt turen gennem byen til Vesterbro. Der var tændte TV i alle cafeerne og folk stimlede sammen for at få mere at vide og finde ud af hvad der skete. Resten af dagen var med hyppige telefonopkald og fandt sted med øjenene rette mod fjernsynet, afbrudt af Hannes og mines fælles blikke på den tre måneder gamle Astrid.

Mad, garderober, toiletter og alt det andet …

Museer er historier, nye indsigter og bidrag til vores forståelse af egne og andres kulturer, men det er også stemning, atmosfære og meget andet, hvilke blandt andet kan understreges gennem alt det, der er uden om museets udstillinger, opstillinger og publikationer.  At fange og sætte en stemning er der præstige i, og denne præstige er med til at gøre udstillingsbygningsarkitektur til noget særligt. Museumshistorien fyldt med eksempler på rammesættende og markant arkitektur fra Karl Friedrich Schinkels Altes Museum i Berlin til Frank Lloyd Wrights Guggenheimmuseum i New York og BIGs Søfartsmuseum i Helsingør.

Stemning skabes også gennem de små enkle valg i serviceområderne, der nok ikke kaster de store arkitekturpriser af sig, men som kan være virkningsfulde. Her er nogle eksempler på store og små stemningsskabende elementer udenfor udstillingerne og andre formidlingscentrerede rum:

Garderobeskab i Stadtmuseum i Kiel

Kieler Stadtmuseum Warleberger Hof er et lille, men fint museum. Jeg var forbi i dag og se deres særudstillinger Plastic World som lukker på søndag (11/9) – hvis du er nær Kiel i weekenden, så se den endelig. På vej ned i museets lille permanente udstilling stod de obligatoriske garderobeskabe, her bare med det simple twist, at nu kunne man låse sin taske ind bag en del af ældre et Kielerprospekt.

Vogn til skoleklassers tasker i Varusschlacht im Osnabrücker Land – Museum und Park Kalkriese

[foto mangler…]

Ja, det foto fik jeg ikke taget (men jeg vil lede efter et). Det billedet ville forestille var en stor vogn, hvor klassens tasker kan låses ind. Det særlige ved vognen er, at der på siderne er motiver om den romerske hær og vognen dermed referere til museets hovedhistorie om Varusslaget, hvor tre romerske legioner i år 9 tabte til germanerhøvdingen Herman (Arminius) og romerne derefter trak sig tilbage til grænsen ved Rhinen. I stedet for billedet af vognen kommer her et af parken ved Kalkriese, der hvor slaget fandt sted. Stedets historie er understreget arkitektonisk ved de rustne jernplader, som refererer til de faldne soldaters skjolde.

Vaniljekranse og andre kager i Den Gamle By

Disse kager kan købes i bagerbutikken i Algade i Den Gamle By og de er bagt efter opskrifter fra midten af 1800-tallet, hvilke tidsmæssigt passer sammen med bagerbutikkens interiør. Dette eksempel falder faktisk udenfor kategorien ”atmosfæreskabende ekstraelement”, da vaniljekransen og de andre kager i bagerbutikken ikke er noget ved siden af, men derimod centrale vigtige elementer i formidlingen i Den Gamle By på linje med bygningerne, museets levende aktører og interiørerne. Kagerne er et eksempel på, at det der kunne være en ekstra servicefunktion til gæsterne (lidt til den søde tand) på nogle museer gennem research, iscenesættelse og præsentation bliver indtænkt som et reelt historieformidlende element.

Videre til et helt andet mad-eksempel :

En Håndkile-tunsalat og en Dæksten-bolle i Hunebed Centrum

Hunebed Centrum i Borger er et hollandsk museum dedikeret til bondestenalderen. Det gør der både seriøst, uhøjtideligt og med en sans for det humoristiske, hvilket man også kan se i deres cafeteria, der ligner mange andre middelmådige museumscafeer – på nær titlerne på menuen.

Herretoilet i Arken

Ok, dette greb er nok ikke en lille ting, men er med til at vise at museets arkitekturgreb og fokus på samtidskunst også kan komme til udtryk i et rum man måske ikke forventede det i.

Der er rigtigt mange andre eksempler på disse ekstra stemningsskabende og indholdskommenterende elementer på museerne. Kender du nogle særligt gode?

Nye digitale byhistorier

Nye digitale muligheder er med til at fortælle byhistorie på nye måder. En række spændende projekter kan ses i bloggen CityStories (http://raineytisdale.wordpress.com), der er skrevet af Community Fellow Rainey Tisdale fra John Nicholas Brown Center for Public Humanities and Cultural Heritage på Brown University.

Rainey Tisdale skiver om nogle af de nye mobiltiltag, hvor smartphones gør det muligt for brugeren at opleve byrummet til andre tider, mens man er i det. Det er f.eks. Museum of Londons Streetmuseum og Powerhouse Museum i Sidneys layer, hvor der er muligt er se ældre foto og billeder fra lokaliteten, og projektet Walking Through Time fra Edinburgh, hvor man ser sin placering på et ældre kort i stedet for på et nutidigt Google Map.

Bloggen CityStories fortæller også om projekter, hvor enkeltpersoner eller grupper af personer er med til at skabe ny viden og nye historier. Et projekt er New York Public Library’s Map Rectifier. NYPL har lagt en række kort ud online og beder interesserede brugere om hjælp til at sammenholde disse ældre kort med nutidens gadebillede ved hjælp af bestemte fikspunkter.

Et andet interessant projekt Tisdale omtaler er Eric Fischers mapping projekt, hvor han gennem geotacking-oplysningerne i de oploadede billeder på Flickr og Picasa har lavet en række bykort med angivelse af fotografiske hotspot. Han har også undersøgt, hvor der er at de lokale og hvor turisterne tager billederne. Her er hans kort over København – blå er lokale og røde er turister:

Seminaret Urban History Exhibited

Rainey Trisdale kommer til Aarhus og kan den 25. oktober 2011 opleves i et seminar om byhistorier som Den Gamle By er vært for.

Rainey Tisdale tager i sit oplæg udgangspunkt i hendes rundrejse til europæiske og amerikanske bymuseer og de trend hun der har observeret. Blandt andet formidlingen af byens historie gennem geo-tagging, sociale medier og brugergenereret indhold, pop-up museums, og lokalhistoriske projekter.

Udover Rainey Tisdale vil der også være en række andre indlæg på konference.  Museumsdirektør Christine De Weerdt fra STAM – stadsmuseum gent taler om The use of digital media in a new urban history exhibition, museumsdirektør Thomas Bloch Ravn fra Den Gamle By holder oplægget Conceptualizing city museum activities in Den Gamle By’s Open Air Museum, professor Paul Van de Laar fra Erasmus University Rotterdam taler om New paradigms in city museum. Exhibitions, the unrepresented and the knowledge gap, museumsdirektør Jette Sandahl fra København Museum bidrager med The re-constrction of a traditional town museum og Aarhus’ nyudnævnte stadsarkivar Søren Bitsch Christensen holder oplægget Concepts of urban history in town monographs, on the Web, and at the museum; Complementary or conflicting?

Urban History Exhibited er støttet af Kulturarvsstyrelsen, og det er muligt at læse mere om konferencen her: http://www.dengamleby.dk/urbanhistory/

Museet som et sjovt, fortællende og mystisk sted

Museet er et sted for læring. Det er en definition man ofte møder, i hvert fald oftere end at museerne bliver anset for at være steder for underholdning. Men er det sådan?

Peter Linett er medredaktør af Curator: The Museum Journal og Chief Idea Officer i analysebureauet sloverlinett.  Ifølge Peter Linett viser hans publikumsundersøgelser fra forskellige dele af kultursektoren, at gæsterne først og fremmest kommer for at have det sjovt eller for at bruge tid sammen med familie og venner. På tredje og fjerde pladsen kommer så at lære noget nyt eller at opleve museet. Linett reflekterer i sin seneste blogpost Beyond learning: Museums as aesthetic experiences over denne observation og dermed over museernes forhold til begreberne læring (learning) og glæde (pleasure). Gæster kommer ifølge hans undersøgelse for at få en underholdende (pleasure-seeking) oplevelse. Museerne kan, ifølge Linett, have den tendens at se underholdning som noget, der primært har det formål at holde på gæsterne længe nok til, at de kan nå at lære noget. Han foreslår, at vi skal se på glæde som det væsentligste.  At museerne skal have glæde “that basic building block of human and social happiness” som sit højeste formål.

Linett nævner blandt andet disse tre områder, som han synes museerne kunne fokusere mere på:

• Glæden ved at le (noget få museer fremhæver som et eget mål, jeg kender dog ét – læs længere nede)
• Glæden ved fortællingen (det er et fokuspunkt på mange museer, og her mener Linett, at museerne godt kan lære noget af andre kunstformer ”hvornår har man sidst været i en udstilling, hvor man ventede i spænding på hvordan den ville ende?”)
• Glæden ved et mysterium (at gå udover det rationelle og bruge styrken ved det ukendte, det mystiske)

Linett forholder sig naturligvis til en amerikansk kontekst, men også i danske forhold er der mere fokus på museernes læringspotentiale end på deres underholdningspotentiale. Jeg er af den klare overbevisning, at museerne har en central og vigtig samfundsopgave i form af at tilbyde medrivende og spændende undervisning indenfor museets kerneområder – både for skolerne og for private, men der kan være det problem, at en fokusering på læring fejlagtigt kan blive brugt som en undskyldning for, at museerne ikke skal sætte oplevelser og underholdning som centrale mål. Det er faktisk ganske tænkeligt, at der både kom bedre læring og bedre museumsbesøg, hvis det ofte brugte begreb “læringsudbytte” blev erstattet med “glædesudbytte”.

Jeg plejer ikke i denne blog konkret at skrive om mit job, men jeg vil i forbindelse med denne diskussion gerne nævne min nye arbejdsplads. Jeg har siden 1. august arbejdet i Den Gamle By, som jeg synes er et museum, der faktisk har taget højde for nogle af Linetts observationer omkring, at glæde og underholdning er vigtigt i et museumsbesøg. Museet bygger på følgende positioner:

1. Den Gamle By er ikke til for tingenes skyld eller for historiens! Tingene er døde og historien er forbi. Nej, museet er til for menneskene – i nutid og i fremtid
2. I Den Gamle By arbejder vi med fortiden, men vi gør det i nutiden og med tanke på fremtiden
3. Den Gamle By virker på et videnskabeligt grundlag. Men museet må ikke virke akademisk
4. Det må gerne være morsomt at gå på museum. Bedreviden og pædagogiske pegefingre kan nemt ødelægge oplevelsen.
5. Rene toiletter og en god kop kaffe kan nemt være lige så vigtig for en god museumsoplevelse som udstillinger og installationer
6. Vi laver ikke museum for at tjene penge, vi tjener penge for at lave et stadigt bedre museum
7. Et velinformeret, samarbejdende og engageret personale er den bedste forudsætning for at give publikum en god oplevelse

(min kursivering)

Det er standpunkter, der sjældent ses fremhævet hos kulturinstitutioner, men de afspejler fint den klare fokus, jeg synes, der er i Den Gamle By på publikum og publikums glæder og oplevelser.

Sloverlinett’s blog asking audience er i det hele taget et besøg værd. Det er et fint eksempel på, hvordan et firma bruger en blog godt til at fortælle deres faglige historier og gøre andre opmærksomme på dem, og så har den flere gode indlæg og henvisninger.

Links:

Peter Linnetts blog-post fra den 5. august: http://www.sloverlinett.com/blog/2011/august/beyond-learning-museums-as-aesthetic-experiences

Den Gamle Bys værdier og visioner: http://www.dengamleby.dk/topmenu/om-den-gamle-by/mission/vaerdier-og-visioner/